Udover spørgsmålet om, hvordan medier og medietekster historisk set er tænkt ind i skolens læreprocesser, er et andet spørgsmål inden for mediepædagogikken centralt: Hvordan virker medierne og deres budskaber ind på børn og unge. Og omvendt: Hvordan bruger børn og unge medierne i hverdagslivet? Ikke andre temaer har fyldt så meget i medieforskningens historie, som netop disse spørgsmål, og på trods af intensiv forskning er man kun nået frem til modsigelsesfyldte resultater.
I hverdagslivets common-sense ræsonnomenter er en række virkningsforestillinger af
mediebudskaber velkendte. Det er således ikke ualmindeligt at møde forestillingen om, at megen vold i forbindelse med reception af tv, film og computerspil har afsmittende virkning på børn og unge. Imidlertid er det interessant at iagttage, at de fleste, der repræsenterer dette synspunkt ikke selv mener, at de bliver påvirkede, fordi de har tilstrækkelig modstandskraft til at modstå
påvirkning. En række varianter af denne forestilling går ud på, at vold i mediebudskaber fører til vold i virkelighedens verden, eller, når der nu bliver brugt så mange penge på fx reklamer i alle medier, må de også have en virkning; eller, hvis denne eller hin type af udsendelser påvirker ”mig så stærkt, må den også påvirke andre modtagere”. Hvis virkningsteorierne var så enkle, ville medieforskningen ikke have problemer med at forstå dette spørgsmål.
Forskning i forholdet mellem børn, unge og medier har altid været selektiv og synes i nogen grad at have været styret af to forhold. Det ene er, at hver gang et nyt medium udvikles og bliver del af børn og unges kultur, så ledsages denne proces ofte af en moralsk ”panik” og en debat, hvis indhold oftest har karakter af forskrækkelse over mediets indflydelse på børn og unge (Drotner 1992).
Eksempler på dette fænomen er ”Den kulørte Debat” i 1950erene, hvor det var debatten om populærlitteratur, men især masseudbredelsen af tegneserier og deres påvirkning af børn og unge, der var genstand for offentlig debat. Senere blev det tv, video og i dag computerspil, der giver anledning til mediepanikker. Det andet forhold, der har været styrende for medieforskning i forhold til børn og unge er anvendelsessynspunktet. Det kan være kommercielle interesser, men også socialpolitiske og pædagogiske interesser.
Da den pædagogiske interesse bag dette projekt er at undersøge forholdet mellem medier og elevers læring, er det nødvendigt nøjere at undersøge, hvilke medieteorier der er relevante til belysning heraf. Det vil sige teorier, der beskæftiger sig med medieformidlet kommunikation med særligt fokus på forholdet mellem medietekst og modtager.
I det følgende vil jeg således gøre rede for nogle centrale medieteoretiske problemstillinger i forhold til børn og unge. En yderligere afgrænsning er foretaget ved, at der kun fokuseres på de typer af medieteori, som beskæftiger sig med forholdet mellem medietekst og modtager, idet netop de teoretiske forståelser af denne relation er et centralt grundlag for afhandlingens kvalitative-empiriske undersøgelse.
Fremstillingen er bygget op efter følgende principper: Med afsæt i en definition af medieformidlet kommunikation vil jeg kort redegøre for to hovedtraditioner inden for medieteori og
medieforskning, nemlig den samfundsvidenskabelige hovedtradition med udgangspunkt i Nordamerika og den humanistiske tradition med rødder i Europa. Til sidst vil jeg indsnævre
perspektivet til at præsentere og diskutere de aktuelle medieteorier, der er særligt relevante for dette projekt. Det gælder primært de teorier, der har interaktionen mellem medietekst og modtager som fokus. Disse teorier vil jeg behandle med fokus på problemstillinger og nøglebegreber, som jeg anser for at være operationelle i forhold til min empiriske undersøgelse. I den forbindelse vil jeg argumentere for en dialogisk transaktionsteoretisk forståelse af forholdet mellem medietekst og læser og pege på forståelsesbegrebet som et centralt begreb i læserens møde med medieteksten.
Medieformidlet kommunikation
I indledningen til denne afhandling definerede jeg, hvad man kan forstå ved en medietekst med henvisning til John B. Thompsens skelnen mellem medieteknologi og dens symbolske former.
Denne skelnen mellem to dimensioner eller to synspunkter på medieformidlet kommunikation foretages også af den amerikanske medie- og kulturforsker James Carey, idet han opererer med kommunikation som transmission: ”whereby messages are transmitted and distributed in space for the control of distance and people” og kommunikation som ritual: ” a process through which a shared culture is created, modified, and transformed” (Carey 1989: 15,43).
I transmissionssynspunktet ses kommunikation som de konkrete teknologier, hvormed
afsenderen transporterer meddelelser til modtagere inden for bestemte sociale og kulturelle rammer med henblik på overtalelse, holdningsbearbejdelse, adfærdsændring og socialisation. Megen
medieforskning med focus på børn og unge kommer ud fra dette synspunkt til at handle om mediebudskabers virkninger, fx med hensyn til vold, sex og kriminalitet. I ritualsynspunktet er det de symbolske, tegnformidlede processer og former, hvormed både afsendere og modtagere skaber mening i det, de ser, hører og læser, der er i centrum. Her er nøgleordene ”sharing”, ”participation”,
”association”, og ”fellowship”. Medieforskning med focus på børn og unge kommer ud fra dette synspunkt til at handle om børns og unges mediekultur, hvor medier anskues som resurser i deres hverdag og som vigtige i deres bemestering af omverden. Tilgangen er med andre ord langt mindre problemorienteret end i transmissionssynspuktet.
Begge dimensioner bør principielt indgår i medieanalyser, og for dette projekts vedkommende er begge relevante, idet de undersøgte læreprocesser i og med medier involverer både elevernes konkrete brug af forskellige medieteknologier og deres menings- og betydningsskabelse i arbejdet med medietekster, produktivt og analytisk. Størst vægt lægges der dog på kommunikation som ritual.
Careys skelnen kan samtidigt bruges som afsæt for den følgende præsentation og diskussion af medieteoriers hovedveje. Den socialvidenskabelige tradition har indtil for få år siden primært interesseret sig for mediet som transmission, dvs. som informationsoverførsel og teknologien i samfundet, mens den humanvidenskabelige tradition primært har interesseret sig for mediet som ritual dvs. som betydningsskabende potentiale.
Sociologiske medieteorier
Mit eget medieteoretiske udgangspunkt er receptionsorienteret, kulturanalytisk og
medieetnografisk. Hvad jeg ser som medieteoriernes ”blinde pletter” vil således blive set i receptionsteoriernes og medieetnografiens lys, hvilket i sig selv rummer nogle begrænsninger og skævheder. Receptionsteorierne og medieetnografien har også sine ”blinde pletter”. De vil blive diskuteret senere i dette kapitel.
Den første fase i den socialvidenskabelige medieforskning har i høj grad været et forsøg på at besvare spørgsmål om mediernes påvirkning af modtagere. Allerede i 1920erne begyndte sociologer og psykologer mere systematisk at undersøge mediernes effekter. Det var især filmen, der som det nye massemedium påkaldte sig opmærksomhed, og det var især de unge, der stod i fokus. Udover propaganda fokuserede man på, hvilken effekt medievold, kriminalitet og sex havde på modtagerne.
Ideen bag en lang række undersøgelser, der blev foretaget frem til slutningen af 1950erne, og som stadig foretages, var kvantitativt at måle indholdet i et større antal film, for at finde frem til hvor meget de var domineret af fx vold og kriminalitet. Indholdsanalysen kunne således bestå i at
optælle, hvor hyppigt mord eller vold forekom i en bestemt slags film. Derefter udspurgte man et repræsentativt udsnit af befolkningen, hvad de kunne huske fra filmene, og hvordan de opfattede dem, evt. gentaget over nogle gange for at undersøge, om hukommelsen ændrede sig. Derved håbede man på at kunne påvise, at film påvirkede på en bestemt måde. Ikke overraskende set i samtidens sociale og kulturelle klima, kom mange forskere til den konklusion, at de moderne medier havde en stor og direkte effekt.
De første betydningsfulde undersøgelser om børn, unge og massemedier inden for denne tradition blev foretaget i USA fra 1929-32. I The Payne Fund Studies deltog 10.000 børn og unge og de omhandlede filmens påvirkning af børn og unge. De væsentligste temaer i disse undersøgelser var volds- og kriminalitetspåvirkning og forskerne interesserede sig især for sammenhængen mellem børns og unges sening af film, der handlede om vold og kriminalitet og deres udøvelse af vold og kriminalitet (Shuttleworth og May 1933). Disse temaer og sammenhænge har lige siden været væsentlige forskningsområder i den del af effektforskningen, som beskæftiger sig med børn, unge og medier. Således præger effektforskningen stadig fx undersøgelser af forholdet mellem medier og vold, hvor man navnlig fokuserer på børn og unges brug af tv (oversigt i Holm-Sørensen 1995).
Den amerikanske forsker Harold D.Lasswell, nævnes som et eksempel på en effektforsker, der med baggrund i studier af propaganda og kommunikation i mellemkrigstiden udviklede den såkaldte kanyleteori, netop fordi medierne opfattes som kanyler, hvis indhold sprøjtes direkte ind i folk, så deres holdninger, viden eller adfærd forandrer sig ligesom ved indtagelse af medicin eller narkotika. Den grundlæggende ide er simpel: Mediebudskaber modtages af hvert enkelt medlem af publikum på en fuldstændig ensartet måde og reagerer umiddelbart og direkte på
mediebudskabernes stimuli. Derfor beskrives kanyleteorien ofte som en stimulus-respons model, hvor afsender, medium og meddelelse ses som en samlet stimulus, der rammer den menneskelige organisme, modtageren, hvilket afføder en respons, en effekt. Den centrale problemstilling for medieforskningen inden for denne tradition er: Hvad gør medierne ved modtagerne? Modtagerne fremstår som passive ofre overfor de almægtige mediebudskabers påvirkning. (Die Allmachtsthese der Medienwirkung, Vollbrecht: 2001). Hvilken form, disse budskaber havde, og hvilken social og individuel sammenhæng, de blev anvendt i, var uden for de fleste forskeres fokus.
Kanyleteorien må i dag anses for at være alt for simpel og naiv. Set i et mediepædagogisk perspektiv består dens svagheder blandt andet i, at den for det første ikke tager hensyn til, at den enkelte modtager/barnet i forvejen har en række meninger og holdninger, at den for det andet afviser, at modtageren/barnet besidder evnen til fortolkning og derved kan ignorere eller forvrænge mediernes budskaber, og at den for det tredje anser modtageren/barnet for at være passiv. De fleste læringsteoretikere vil i dag hævde at, den psykologiske forståelse af børns og unges læring, som ligger til grund for effektteorierne, kun vil kunne føre til imitationslæring. Ikke desto mindre fik effekteorierne stor indflydelse på den måde politikere og lærere tænkte mediedimensionen ind i danskfaget på omkring 1960.
På trods af de nævnte mangler, som førte til afvisning af teorien, forsatte en fornyet forskning i mediernes effekter på modtagerne. Et eksempel er Albert Bandura (1973), som udviklede en social læringsteori til at forstå mediernes effekter. Han argumenterede for, at aktører i medierne er
indflydelsesrige rollemodeller, idet deres handlinger og informationer danner baggrund for den enkelte modtagers efterligninger. Han hævdede endvidere, at medierne var de mest effektive i læringen af nye adfærdsformer, specielt når der var tale om børn og unge. De kunne hurtigere lære ny adfærd og løsning af problemer med færre omkostninger end i hverdagslivets interaktioner.
Gennem en række laboratorieforsøg viste han således betydningen af imitativ adfærd. Netop det metodiske grundlag i Banduras arbejde har været genstand for megen kritik, ikke mindst fordi det ser bort fra de bredere sociale kontekster inden for hvilke læring finder sted. For
mediepædagogikken indebar den tidlige effektteori, at barnet og den unge måtte beskyttes og
forvares over for mediernes påvirkninger, mens Banduras sociale læringsteori så positive muligheder i brugen af medier.
Gradvist afdækkede forskningen stadigt flere vigtige faktorer, som ligger mellem medieindholdet og virkningen. Disse mellemliggende faktorer er egenskaber ved modtageren og egenskaber ved indholdet, som svækker eller forstærker virkningen af budskabet. Modtageren af mediebudskaber foretager selektive perceptioner og tolkninger af, hvad han eller hun ser, hører og læser alt efter tilbøjelighed, anlæg og forudsætninger.
En stor vælgerundersøgelse The People´s Choice (1948) foretaget af Paul Lazarsfeld (1901-76) og hans kolleger i USA op til et præsidentvalg i 1940 dokumenterede, at medierne ikke havde nogen umiddelbar effekt. Derimod viste undersøgelsen, at familie, venner og arbejdskammerater
fungerede som et vigtigt filter i kommunikationsprocessen, idet de mest medieinteresserede viderebragte informationer til de mindre interesserede. Hermed var grundlaget for two-step-flow modellen skabt. Den nye drejning af effektteorierne medtænker således, at mennesket befinder sig i forskellige sociale grupper, familien, skolen, kammeratskabsgruppen, arbejdspladsen, og at vi ofte fortolker og modtager mediernes budskaber igennem disse grupper. Det er også ofte i disse grupper medieoplevelser diskuteres og bearbejdes gennem ansigt-til-ansigt kommunikation i tiden efter medieoplevelsen. Disse grupper og deres opinionsledere fungerer som en slags
fortolkningsfællesskab, således at modtagerne ikke direkte får deres meninger fra medierne, men indirekte.
I senere undersøgelser af mikro-sociologisk art også foretaget af Lazarsfeld og andre forskere er det blevet vist, at opinionslederen inden for den enkelte gruppe ikke er nogen formel eller statisk størrelse, men kun har indflydelse på gruppens meningsdannelse for så vidt den pågældende anses for: 1) kompetent og troværdig inden for bestemte emneområder i det pågældende miljø, 2) har gode kontakter og kommunikationsevner og 3) er i overensstemmelse med gruppens normer.
Det vigtigste resultat af denne forskning består i erkendelsen af, at medierne ikke havde den vidtgående direkte virkning på modtageren, som oprindeligt antaget. Set ud fra et nutidigt mediepædagogisk synspunkt er det værdifulde i two-steps-flow-forskningen, at den pegede på modtagernes selektivitet og betydningen af de interpersonelle relationer i virkningsprocessen.
Derved var den medvirkende til at flytte tyngdepunktet fra mediet og medieindholdet over mod barnet og den unge som selektive og aktive i deres brug af medier. Senere forskning har dog ført til en modificering af opinionslederteorien. Den er således blevet kritiseret for at have en forenklet opfattelse af kommunikationsprocessen, for at have en uklar opfattelse af, hvordan indflydelse udøves, ligesom antagelsen om, at valg af en film, et produkt, en mode eller en politisk kandidat er resultatet af samme proces. Det er mere sandsynligt, at medierne i nogle valgsituationer spiller en mere afgørende rolle end i andre. Desuden leverer modellen ingen forklaring på, hvorfor det kun er opinionslederen der er aktiv, mens flertallet af andre modtagere er passive.
Sammenfattende kan man om de ældre virkningsmodeller med sociologisk baggrund sige, at de anser mediernes indhold og deres virkninger på modtageren som medieforskningens
hovedinteresse. Modtageren er passiv, mens medierne tillægges stor virkning. Virkning bliver defineret som ændringer af adfærd, holdninger, meninger og kundskaber hos modtageren, som et resultat af mediepåvirkningen. Forholdet mellem medieindholdet og virkningen hos modtageren bliver anset for en lineær, monokausal proces. Det vil sige, at virkningen af medierne på
modtageren bliver opfattet som et årsags- virkningsforhold. Herved kommer man for det let til at forveksle årsag og virkning. Som beskrivelse af eller forklaring på mediernes virkning på børn og unge er den lineære model, som har været udgangspunkt for omfattende forskning om børn, unge og medier i mange lande i flere årtier, imidlertid ikke dækkende. Two-step-flow modellen åbnede - på trods af dens svagheder - for en mere kompleks forståelse af medieeffekter.Fx har den givet os
indsigt i betydningen af ansigt-til-ansigt- kommunikation som en formidling mellem medierne og det enkelte individ.
Uses and Gratifications
Two-steps-flow forskningen førte til erkendelse af, at mediernes virkning ikke kan beskrives ved en enkel overføringsproces, men at der er tale om temmelig komplekse processer, hvor barnet er en selektiv og aktiv medspiller. Dette er i dag alment accepteret viden blandt forskere. Udganspunktet for de traditionelle effektstudier er spørgsmålet: ”Hvad gør medierne ved modtagerne?”. I uses and-gratifications-traditionen har man vendt problemstillingen om og spurgt: ”Hvad gør modtagerne med medierne?”, dvs man er optaget af folks brug af medier: omfanget, valg af indhold og holdninger til medier og til medieindholdet. Man prøver at få indsigt, i hvilke behov der ligger til grund for mediebrugen, hvilke motiver og forventninger folk har til det, de vælger at se, høre eller læse. Og man prøver at indfange forholdet mellem forventninger og den faktisk opnåede
tilfredstillelse: I hvilken grad influerer modtagernes forventninger på de reaktioner, som medieindholdet udløser? (Werner 1999).
Et tidligt eksempel på en undersøgelse inden for denne tradition er Himmelweits, Oppenheim og Vinces Television and the child fra 1958. I den komparativt tilrettelagte undersøgelse af fire store byer med og uden tv indgik 4.500 børn. Der blev fokuseret på børns anvendelse af tv,
programpræferencer, tv´s indflydelse på børnenes generelle viden, koncentrationsevne og interesse i skolen, vurderinger, læsning, fritid, socialt samvær i og uden for skolen, passivitet og familieliv.
Undersøgelsen når bl.a. frem til, at tv opfylder forskellige behov hos forskellige børn afhængig af de individuelle og sociale forskelle, og den afkræfter effektteoriernes opfattelse af barnet som den passive modtager.
I dag er uses-and-gratifications nok den vigtigste teoretiske retning inden for den internationale forskning i børn, unge og medier. Den anvender primært kvantitative metoder, som i dag raffineret og sofistikeret ved hjælp af avanceret computerteknologi, ligesom dens socialisationsteoretiske grundlag er blevet nuanceret. To nordiske eksempler på forskning inden for dette område er dels medieforskere ved Lunds Universitet, som har fulgt en gruppe svenske børn op igennem deres opvækst indtil det tyvende år (Rosengren og Windahl 1989), dels en stor norsk tilrettelagt
længdesnitsundersøgelse foretaget af Werner (1972,1986), som studerede, hvordan indførelsen af tv i Nordnorge i 1967 virkede ind på børns forhold til kammerater, forældre, fritid og skole.
Hovedkonklusionerne af den norske undersøgelse var, at tv først og fremmest gik ud over brugen af andre medier som biografbesøg, radiolytning, tegneserielæsning og i nogen grad boglæsning.
Mediepædagogisk set er sådanne undersøgelser værdifulde, fordi de peger på kontekster for mediebrugen og på børn og unge som aktive medspillere. Ved at tage udgangspunkt i barnet og den unge selv og se på mediernes rolle i forhold til andre virkningsfaktorer, opnås en helhedstænkning som indbefatter et samspil og en vekselvirkning mellem barnet/den unge og henholdsvis forældre, lærere, skolen, kammerater, fritid og brugen af en række forskellige medier.
Begrænsninger ved uses-and-gratifications-tilgangen er et for ensidigt socialiseringsperspektiv.
Med dens sociologiske og socialpsykologiske baggrund bliver medier set som socialiseringsagent på lige fod med familie, venner og skole, men oftest i et tilpasningsperspektiv. Det hænger
formentlig sammen med at undersøgelserne koncentrerer sig om børn og unges mediebrug i fritiden og ikke som led i formelle læreprocesser.
Kritisk medieteori
Mens uses-and-gratifications teorien er mikro-sociologisk orienteret i sin forskning er kritisk
medieteori makro-sociologisk. Den beskæftiger sig med mediernes rolle i samfundet som helhed og kan føres tilbage til 1930ernes Frankfurterskole og dens analyser af massekultur og massemedier Effektteorier fra mellemkrigstiden lever videre i en anden skikkelse i efterkrigstidens kritiske teori, hvor også marxisme og psykoanalyse danner grundlag for kulturindustrihypotesen. Medierne
opfattes her som led i en kulturindustri, som producerer varer for et marked, hvor formålet er profit.
Begrebet kulturindustri antyder, at de kulturelle produkter, bevidsthed og ideologi bliver produceret industrielt på samlebånd. På overfladen ser de måske forskellige ud, men dybest set er de ens, har den samme funktion og det samme budskab. Massemediernes ideologiske funktion er derfor at aflede opmærksomheden fra de virkelige sociale og kulturelle forhold og fordreje folks opfattelse af virkeligheden.
De senere generationer af kritisk teori bevarer effektteoriens almagts-tese, men sociologen Jürgen Habermas ser i sit tidlige arbejde mediernes udvikling som en uadskillelig del af dannelsen af det moderne samfund, hvor udbredelsen af trykte medier i det tidlige moderne Europa spillede en afgørende rolle i overgangen fra enevælde til liberalt-demokratiske styreformer, og var et afgørende træk ved moderne, demokratisk liv, hvor en kritisk offentlig opinion kunne komme til udtryk gennem medierne.
Metodisk set anvendte den kritiske teori ideologikritiske analyser for at afdække den
virkelighedsfremstilling og ideologi, som medierne formidler. Analysestrategierne blev udviklet på baggrund af marxistisk samfundsteori og freudiansk personlighedspsykologi. I relation hertil har man antaget, at det fremanalyserede i medieprodukterne på en mere eller mindre ubevidst måde har
virkelighedsfremstilling og ideologi, som medierne formidler. Analysestrategierne blev udviklet på baggrund af marxistisk samfundsteori og freudiansk personlighedspsykologi. I relation hertil har man antaget, at det fremanalyserede i medieprodukterne på en mere eller mindre ubevidst måde har