die wir des Morgens an dem Kamine in unserer, oder viel
mehr in Ihrer Wohnung^) zu Rom hatten, wo ich von Ihnen das Geschäfte des Thekochens erhielt, und es so gern übernahm. Spielte ich dabey meine Rolle nicht gut, und sorgte ich nicht recht ehrlich für das Vergnügen und die Zufriedenheit meines Stubenpurschen? Wären Sie nur hier, mein guter Wiedewelt, ich wollte noch heute dieses alte Aemtgen gern wieder über mich nehmen“. Men der
hos forsømmer han ingen Lejlighed til at opmuntre sin Ven til Iver og Fremgang i Kunsten eller til at indprænte ham de samme gyldne Skjønhedsregler, som han tidligere saa ofte havde holdt ham for Øje. „Schreiten Sie“, skriver han fra Rom den 18. Avgust 1759®), „von Tage zu Tage in dem Studio des Schönen und Erhabenen fort, und ver
lystigt Drikkelag, skjønthan, selv i sin mest overstadige Munter
hed, aldrig fornægtede sin naive, barnlige Karakter. Man se saaledes C a s a n ov a : Denkw. VII, Side 209, Hernis Udg., hvor den store lærde ved et Gilde hos Mengs ligesom de øvrige Gjæster beruser sig og derpaa støder Kuldbøtter paa Gulvet med Mengs’ Børn. — Ogsaa skriver W i n c k e l m a n n selv: Eine von meinen Curen ist, mich mit guten Bekannten einmal des Monats über den Durst einzuladen. . . ich sorge selbst für guten Vorrath (Justi II, Side 15). E t andet Sted skriver han: Habe ich Lust, mich auszulassen und tapfer in Gesellschaft zu trinken, so gehe ich zu jenem (Mengs). Justi II, Side 32. M e n g s , der udenfor sit Hus var meget ædruelig, plejede hjemme at drikke megen Genzanovin. Justi II, Side 81. Dette bekræfter Casanova, Denkw. XI, Side 104, i stærke Udtryk.
*) Dassdorff, 8de Brev. — I et andet Brev fra Rom af 9. Septbr.
1767 siger han: „ . . . . die Dänen, meine ältesten Freunde, . . . “.
Hertil maa ogsaa henregnes Als, som Winckelmann i høj Grad yndede, og hvis Malerier han satte større Pris paa, end de vist nok fortjente. Weinwich, Side 161, — sammes K. L. Side 8.
*) I Goethes Winckelm. u. s. Jahrh. Side 97 skriver Winckelmann i sit 18de Brev: „... seit dem Junio (1757) wohne ich bequem und umsonst bey einem jungen dänischen Bildhauer und Pen
sionair des Königs . . . “
*) Dassdorff, Iste Brev.
feinem darüber Ihre Begriffe. Die edle Majestät des Apollo, das hohe Ideal des Torso, und die reizende und englische Schönheit des Borghesischen Genius und der Niobe bleibe Ihnen tief eingeprägt!“ — „Suchet die edle Einfalt in den Umrissen und in der Kleidung,“ hedder det i et Brev fra Rom af 14. April 1761 *), . . . . „fliehet die gelehrte Andeutung vieler Dinge des Michel Angelo, und suchet, wie der Apostel sagt, nicht überweise zu seyn.
Erzeuget eine griechische Schönheit unter dem Cimbrischen Himmel, die noch kein Auge gesehen . . . . Dieses sey Euer höchster Zweck, mein Freund! und wo Ihr fehlet, werde ich Euch beschämen durch eine umständliche Beschreibung nach allen ihren Theilen in meiner Geschichte der Kunst.“
Og da Udgravningerne i H e r c u l a n u m og P o m p e j i daglig bragte større og større Skatte for Lyset, tænkte Winckelmann atter med Længsel paa sin fraværende Yen og skriver ham til fra Rom*): „Der Aufenthalt von einem einzigen Monat in Rom würde jetzo von ungemeinen Nutzen für Euch seyn. Wie viel herrliche Sachen sind seit ein paar Jahren gefunden!“
Den berømte lærdes Venskab gjengjældte Wiedewelt paa sin Side med oprigtig og inderlig Hengivenhed; han samlede med Iver Subskribenter paa dennes geniale Værker®) og var utrættelig i at udbrede sin Vens Hæder. Der var heller næppe noget Land, hvor Winckelmanns Navn var mere kjendt og højagtet end i Danmark; der gjordes endog et forgjæves Forsøg paa at faa ham indkaldt her til*).
Det er ikke her Stedet til at udvikle Winckelmanns Indflydelse paa Kunsten i Almindelighed, men vel til i store Træk at paavise de vigtigste af de Fordringer, han stillede til Billedhuggerkunsten i Særdeleshed.
W i n c k e l m a n n br ø d f u l d s t æ n d i g t S t a v e n o ve r
’) Dassdorff, 3die Brev.
*) Samme H , Brev af 14. April 1761.
Han samlede 14 Subskribenter paa Winckelmanns „Monument!“.
Justi II, Side 81, — Dassdorff, 6te Brev,
*) Weinwich, Side 149, — Ju sti H, 2, Side 9.
3*
D e k a d e n c e n s „ s k j ø n n e N a t u r “ , der, som tidligere berørt, kun var et usandt og fordrejet Yrængebillede af det skjønne, og h e n v i s t e t il den gr æs ke P l a s t i k i d e n s b e d s t e Ti d som den æ g t e K u n s t s s a n de K i l d e . „Die Neueren,“ siger han mere træffende end smukt, „sind Esel gegen die Alten . . . . und B e r n i n i ist der groszte Esel unter den Neueren“ ^). Allerede før var det sket, at man henviste unge Lærlinge i Kunsten til Antiken, — saaledes f. Ex. Labruyère i sine Caractères, — men kun som et akademisk Kursus, et Grundlag, hvorpaa de nyeres Vansmag skulde opbygges. W i n c k e l m a n h vil nu u b e t i n g e t T i l b a g e v e n d e n t i l d e t r e n t - a n t i k e . Kunstens Eorfald hos de nyere viser sig a) i d i s s e s M a n g e l p a a S a n s og F ø l e l s e for d e n r e n e g r æ s k e K o n t u r , for den rette „Gleichge-wicht zwischen dem Mageren und dem Fleischigen.“ De overskride bestandig Skjønhedslinien til begge Sider, snart „schwülstige Aus
dehnung des Fleisches“, „Dunst und überflüssiger Ansatz“, snart „ausgehungerte Contouren mit mageren Spannungen und eingefallenen Hölungen“ ; — b) i d e r e s u s k j ø n n e N a t u r a l i s m u s , n a v n l i g i H e n s e e n d e t i l F r e m s t i l l i n g e n a f F i g u r e r n e s O v e r f l a d e . Grækerne søgte ikke Natursandhed ved skuffende Efterligning af Tilfældig
heder ved Overfladen, ved Huden eller det under denne liggende Fedtlag. De kjendte ikke disse smaa og altfor stærkt udtrykte Hudfolder, som opstaa ved Trykken paa de bløde Dele, lige saa lidt som de mange og alt for stærkt angivne Smaafordybninger eller Gruber, som i Hagen, Kinderne, Albuerne og Hænderne; — c) i U d t r y k k e t s „ F y r i g h e d og V i l d h e d “ ( B e r e t t i n i og
\ L a n f r a n c o i Maleriet, B e r n i n i og hans Skole i Skulp
turen) ; man forlangte frem for alt Bevægelse, Ild, Liden
skab, A fekt, man fandt kun Behag i usædvanlige Stillinger, Grupperinger og Handlinger, „die ein freches Feuer be
gleitet.“ Hvor ganske anderledes hos Grækerne. Kj^n^de- t e g n e t p a a e t g r æ s k M e s t e r v æ r k er n et o p „den
*) Justi II, Side 79.
ædle og s t i l l e S t o r h e d sa a v e l i S t i l l i n g som i U d t r y k “. En vis blid Hilaritet var derhos udbredt over de gamles Værker; intet Steds forefindes skræk- eller frygtindjagende Eremstillinger. Selv Trækkene i Medusa-hovedet ere skjønne, og T h a n a t o s er en dejlig Ynghng, medens Bernini har indført den hæslige B e n r a d i Plastiken.
I Stedet for de modbydeligt yppige, i Stoffets Be- handhng til det yderste raffinerede Kvindeskikkelser, i Stedet for de svulstigt muskuløse eller mere kjødløse, knoklede og naturalistisk modellerede mandlige Figurer, som den herskende Smag, — siden B e r n i n i s og A l g a r d i s Dage, — udelukkende forlangte, fordrede nu ’W'inckelmann r e n e , s l a n ke og ædle F o r m e r , en s and og ren g r æs k K o n t u r , som Oldtidens største Mestere have frembragt den; i Stedet for den ildfulde Affekt, den liden
skabelige Bevægelse, Svæven eller Flugt, ja endog Over
gang fra en Tilstand til en anden eller Forvandling*), som Billedhuggerne siden Berninis Tid hj^pigt fremstillede Figuren i, ønskede han A n t i k e n s t a v s e og a l v o r l i g e Maj e s t æ t og „plastiske“ Ro, ikke de ægyptiske Billed
støtters stive og døde Ubevægelighed, men Ko og Hvile med antydet og indlysende Bevægelsesevne hos det
frem-*) Saaledes f. Ex. B e r n i n i s Dafne, der forvandles til et Lavrbær- træ. Lignende og endnu værre Udskejelser i Skulpturen kunne paavises i stort Antal. Man erindre f. Ex. A n t o n i o C o r r a d i - n i s tilslørede Pudicitia i Neapel, „Manden i Nettet“ (il disin- ganno) a f F r a n c e s c o Q v e i r o l o samme Steds, den flaaede St.
Bartholomæus med sinH ud over Skulderen, af M a r c o A g r a t e , i Majland, Nymfen, hvis ene Ben forsvinder næsten til Knæet i skummende og brusende Marmor-Yand (af den ældre A d a m fra Nancy omtr. 1750), i Haven ved Sanssouci, eller Calvarie- Kapellet i Kirken St. Roch i Paris. Alteret der er prydet med Urner, af hvilke der opstiger Marmor-Røg. Dette Galmandsværk er udført efter F a l c o n e t s Tegning. (Dulaure: hist. de Paris, 1, Side 341, Udg. af 1875). Talrige ligesaa mærkværdige Tilsyne- ladelser af Datidens Kunstneres Bestræbelser for at optage maleriske Motiver i Skulpturen, — Skyer, Glorier, Solstraaler o. s. V ., — kunne ses i saa godt som alle vore Kirker, i Lofte
dekorationer i Slotte o. a. St.
stillede; i Stedet for det smaaligt krusede, uroligt brusende, heftigt flagrende, oftest koket og raffineret behandlede Klædebon forlangte han s i m p e l t , r o l i g t og dj ær vt F o l d e k a s t i D r a p e r i e t ; han vilde ikke tilstede den i de Dage saa almindelige Stræben efter at m a l e i Mar
moret, efter at optage et malerisk Element i Billedhugger
kunsten, men f o r d r e d e , at hver af de to K u n s t e r s k ul d e h o l d e s ig paa s in e e gne E n e m æ r k e r , og endelig forlangte han i Stedet for den sædvanUge Over- læsselse i dekorativ Henseende s t r e n g S p a r s o m m e l i g h e d i A n b r i n g e l s e n a f P r y d e l s e r og A t t r i b u t e r , der kun henlede Opmærksomheden fra det væsentlige til det uvæsentlige og vanskeliggjøre Forstaaelsen af det hele.
Disse „köstliche Orundstellen“ (Groethe) er det bedste og væsentligste af "VVinckelmanns Dresdner - Skrift „Gle- danken über die Nachahmung der griechischen Werke“
(Leipzig og Dresden 1754), og indbefatte i Korthed de betydningsfuldeste af de Fordringer, som den store Kunst
filosof stillede til Skulpturen. Andre Partier af den nævnte Bog ere derimod mindre tilfredsstillende, saaledes svarer hele Slutningen, om Allegorier, — som C a yl u s allerede havde erklæret sig imod, — under hvilket Begreb Winckel- mann rigtig nok indbefatter hele Mythologien —, ingen
lunde til det foregaaende. Ogsaa hans senere „Versuche einer Allegorie, besonders für die Kunst, 1764“, lader en D el tilbage at ønske. Ikke desto mindre indeholder hans Dresdner Bog, den første, han offentliggjorde, som H e r d e r siger „einen reichen Keim alles dessen, was Winckelmann nachher in seinen Werken entwickelt hat.“
Wiedewelt var, hvad der efter den nys givne Skildring af Vennernes Samliv i Rom og deres senere nøje og inder
lige UdvexHng af Tanker og Ideer ikke kan forundre nogen, en af de Mænd, som først og fuldstændigst gjorde den store lærdes reformatoriske Ideer til sine egne og fra Theorien stræbte at føre dem ud i Praxis. Og hvor var det vel muhgt andet, end at en klart og sundt dømmende Kunstner med et ingenlunde ubetydeligt Talent og en
frisk, ufordærvet Natur, som paa sin ene Side saa P i g ale, l e M o i n e og C o u s t o u , Dekadencens dybeste Punkter i naturalistisk og i maniereret idealistisk Retning, og paa den anden Side W i n c k e l m a n n og en ny R e n a i s s a n c e , skulde kunne undlade for bestandigt at bryde med bine og sværge til disses Fane!
Winckelmanns Paavirkning kan i større eller mindre Grad spores i alle Wiedewelts Værker, mindst dog i de faa Statuer, som Tiden og Elementerne have levnet os.
Hvad der endog i det enkelte og i det hele kan være at udsætte paa disse Værker, — hvorom senere, — saa er det dog umiskjendehg en ganske anden Aand end Coustou og hans Skoles, som har besjælet den, der skabte D ø d e n s Genius^) og de t s ø r g e n d e D a n m a r k pa a F r e d e r i k Vs G ra v, disse skjønne, ædle og kyske Skikkel
ser, i al deres plastiske Ro fulde af kraftig Karakteristik, som Samtiden saa højt beundrede, og som vore Dage næppe vurdere efter Fortjeneste. Ikke mindst i Wiedewelts monumentale Arbejder træder Winckelmanns Indflydelse og Studiet af den antike Kunst umiskjendelig frem: Stilen er ren, ædel og konsekvent gjennemført. Forholdene skjønne og harmoniske. Opfindelsen, paa ganske enkelte Undtagelser nær, fortræffelig. Orneringen smagfuld uden at være rig, karakteristisk uden at være overlæsset.
Den tyske lærdes Paavirkning fremtræder især tydeligt i en lille Bog, som vor Kunstner under Mærket J. W. ud
gav i Aaret 1762, hvori han formelig lyser sin berømte Vens reformatoriske Ideer i Kuld og Kjøn og saaledes, f ø r s t a f a l l e K u n s t n e r e he r i N o r d e n , a a b e n t e r k l æ r e r D e k a d e n c e n K r i g . Titelen paa dette lille Værk, som vi her, skjønt ved et Brud paa den kronologiske Orden, maa kaste et Blik paa, er: T a n k e r om S m a g e n udi K u n s t e r n e i A l m i n d e l i g h e d . Med Lune og Dygtighed angriber han her sin Samtids forskruede Smag, erklærer Naturen og Antiken for de to Hovedkilder,
*) Paa det Weisseske Gravmæle.
hvoraf Kunstneren skal øse og advarer, hvad han i sine efterladte Papirer oftere vender tilbage til, mod Misbrug af Attributer og symbolske Tegn samt mod dekorativ Over- læsselse. Roms Pantheon gjør et mere storartet Indtryk end Peterskirken paa Grund af den majestætiske og konse
kvent gjennemførte Stil, medens ved Peterskirken „de alt for mange Neben-Ting af overflødige Decorationer, samt en irreguUer Plan, vare det som betog den det virkelige Syn af et T e m p e l . Thi „en Kirke destingveres fra en anden Bygning ikke ved dens Størrelse eller Høyde, men en Storhed og majestætisk Harmonie udi Architecturen'^ ^).
— „Naturen bliver det Ckaos, hvoraf en Konstner skal udsøge det Skiønneste, og samle de fuldkomneste Deele“ ®).
— „Naar en Konstnere bygger paa denne Grund (o: An
tiken), og lader sig leede denne Vey, da kan han ikke feile, men med destostørre Sikkerhed siden overlade sig til at eftersøge Naturen, og foreene de fuldkomne Skiønheder udi alle Deele. Thi den som beständigen træder udi en andens Fodspoer, kommer aldrig foran“ *). — „Antiquiteten bliver da en Konstners Skat-Kammer, og en Kilde, der fører ham ud i en aaben Söe, som er Naturens Rige“ *). —
„De fleeste Billeder udi Cesar R ipa hans Iconologie^') forleede alt for ofte til Vildfarelse, og den største Deel af Deviser og Sind-Billeder, som oversvømmede i sær det Tydske Rige udi forrige Secuto, bliver for en Konstnere monotonis^Q Figurer og hieroglyphis^e Chimerer^ ®). — Saaledes dadler han ogsaa^) Salys Udkast til Danmarks og Norges med alt for mange Attributer forsynede F i
gurer®): „Carácter, action og expression er Siælen udi ') Tanker om Smagen, Side 9.
*) s. S t, Side 14.
®) s. St., Side 19.
*) s. St., Side 21.
') Rom, 1603. ,
') Tanker om Smagen, Side 32.
’) Nye kgl. Sml. Mskpt. in fol. 111, 1, 1.
®) Sml. Saly: Description de la Statue Equestre etc. Copenh. 1771.
Konsten, den som hældig kan thone disse Strenge, behøver liden Hiælp af Aitributa'^ ^).
Som man ser, slutter Wiedewelts lille Bog sig paa det nøjeste til Winckelmanns Dresdner Skrift, som han paa sine Steder saa godt som ordret gjengiver. Men skjønt de kunstneriske Grundsætninger, han i sin Bog opstiller, i saa mange Henseender ere sande og almengyldige, bør det dog ikke fordølges, at Wiedewelt stundom ogsaa overrasker Læseren med Smagløsheder og Vildfarelser. Han deler Winckelmanns ubetingede Beundring af Ideen og Kompo
sitionen i R u b e n s ’ og L e b r u n s allegoriske Malerier, han hylder, hge som sin Ven, den Vildfarelse, at man kan samle en idealsk Skikkelse stykkevis sammen af Katuren, han mener, at Kunsten er i Stand til at frembringe en Skabning, som Naturen ikke kan naa, han siger: . den gode Architecture (o: Renaissencens) kom frem, den Go- th t^ e Smag, som havde vanskabt (!) og oversvømmed Eu
ropa, blev forkast . . . ^), — han vil iblandt et kongeligt Slots Dekorationer have „Zirater, som kunde hentydes paa en u-indskrænket Magtes Regiering“ ®), og i et Landhus
„et Kammer, som forestiller en u n d e r j o r d i s k H u u l e , hvorudi findes Pythagoras, studerende paa et Géometrisk
Problema"' ^), osv. *
Hvad vi i øvrigt have at meddele om Wiedewelts Ophold i Rom er ikke meget. A f hans Optegnelser vide vi, at han, lige som i den sidste Tid af sit Ophold i Paris, optraadte som selvstændig Kunstner, — nicht conditionirte ®),
*) I øvrigt lader Wiedewelt Salys uomtvistelige Genie vederfares al Æ re: „Frederick Statue bliver sin Autor et udødeligt Minde, . . . . en Statue som Triumpherer mit imellem en Chirardon, en Coiecemmx (Coysevox), en Bouchardon, en Pigall osv.“ Mskpt.
111, 1, 1.
*) Tanker om Smagen, Side 7.
’) S. St., S. 11.
*) S. St., s. 12. — Eck: nord. BL, 38, Busching, 278, Hennings, 97 f,
omtale Wiedewelts lille Bog i yderst hædrende Udtryk.
Mskpt. 1396, n.
— at han tegnede flittigt i Musæer og private Samlinger og at han, vejledet af Winckelmann, ivrigt studerede An- tiken. Spørges der, hvilke af de klassiske Mesterværker han især udkaarede sig til Studium og Efterlignelse, da ere vi i Forlegenhed med Svaret. Hvor højt han be
undrede Mesterværkerne i Belvederen paa Vatikanet, vide vi af hans egne Ord; i et Brev til hans Lærling Dajon, hvilket vi senere skulle meddele et Uddrag af, staar det at læse med klare og tydelige Træk. Men noget mærkeligt Spor har Studiet af og Beundringen for de belvederiske Billedstøtter næppe efterladt i Wiedewelts Værker, uden for saa vidt de i Almindelighed have bidraget til at danne og forædle hans Smag. Han giver kun yderst sjældent, og endda kun i sine tidhgste Arbejder, som endnu bære kjendelige Spor af Coustous Skole, den nøgne Skikkelse;
siden ere hans Figurer stedse mere eller mindre, ofte endog maaske for meget, hyllede i Draperiet. Dette tænker han i antik Smag; han har intet af Rokokotidens flagrende, urolige, brusende Klædebon. Bernini og hans Efterfølgere, Wiedewelts Forgængere og Samtidige, kjende ikke, eller ville ikke kjende Draperiets plastiske Betydning. Hos dem er det ikke Legemets Bevægelse, der afgiver Motivet for Foldekastet; Klædebonnet anmasser sig en selvstændig, umotiveret og usand Bevægelse. Hos Wiedewelt er det anderledes. Snarere gaar han til den modsatte Yderhghed og lader Draperiet slutte sig for nøje til Formerne. A t han har studeret romerske Togestatuer, er vel hævet over enhver Tvivl; da han imidlertid næsten udelukkende giver kvindelige, mere eller mindre draperede Skikkelser, turde man maaske, især naar man ser hen til den uheskrivehge, vemodige Ynde, der, — saa synes det os, — hviler over alle hans Skikkelser, udtale den Gisning, at N i o h e - g r u p p e n nærmest har tjent ham til Forbillede i mange af hans Værker. Denne herlige Gruppe stod den Gang, som vi have meldt, i en Slags Kiosk eller Tempel i Villa Medicis Have paa Mt- Pincio. Winckelmanns Beundring W disse Billedstøtter er hekjendt, og det kan ikke fejle.
■Bt han og hans uadskillelige nordiske Ven mange Gange have staaet for dem, fortabte i Beskuelse og Studium^).
At Wiedewelt ligeledes med Iver og Interesse har studeret de antike Sarkofagreliefer, som han siden i saa rigt Maal fandt Lejlighed til at efterligne, er en Selvfølge.
Med Slægtninge, Venner og Bekjendte i Danmark og i andre Lande stod han i en levende Brevvexling ^). Navn
lig var dette Tilfældet med hans ædelmodige Beskytter Wasserschiebe, og en D el Skrivelser til denne opbevares endnu i de Wasserschlebeske Papirer. I et af disse Breve, af 17. November 1754, omtaler han Antonius Müllers An
komst til Rom og Oprettelsen af det kapitolinske Akademi, i et andet lykønsker han sin Velynder i Anledning af Aars- skiftet, af et t r e d i e e r f a r e vi, at Greverne M o l t k e og R e v e n t l o w havde gjort ham den Ære at besøge ham for at se hans Værker.
Disse have formodentlig for største Delen været Kopier efter Antiken og Tegninger®). En saadan sendte han Wasserschiebe gjennem Kunstakademiet i Kjøhenhavn®) samtidig med, at han gjennem den danske Konsul i Livorno, Mr. Barteis, tilstillede Kunstskolen her hjemme et Basrelief y,en terre I et senere Brev®) skriver han: „je me trouve embarassé de faire embarquer quelqun de mes propres etudes.“ Nogle saadanne Studier existere imid
lertid næppe mere eller kunne i alt Fald ikke mere sikkert paavises. Det samme gjælder om en Buste af A r bi en, som han havde foræret denne sin Ven, og om en i „Salonen“
’) Sml. det S. 35 anførte Uddrag af Winckelmanns Brev af 18.
Avgust 1759.
*) Koncepter til mangfoldige Breve paa Ujiv, BihL_
’) Af 25. Decbr. 1754.
Af 3. Maj 1755.
Sml. S. 30, Note 3.
®) Brev fra Wiedewelt til Wasserschlebe, Rom, 9. Avg. 1765.
’) Brev fra samme til samine, Rom, 12^JuliJLrø.
*) Brev fra samme til samme, Bom, 4. Febr. 1758.
1769 udstillet og i Rom udført Gibsbuste af Abbé ^^Brazzi^ ^).
Om vor Kunstners romerske Arbejder henvises i øvrigt til Tillæg 2.
Wiedewelts Studier lede et Afbræk ved, at han i Be
gyndelsen af 1755 fik en Abees i Svælget, som han maatte underkaste sig en Operation for^). Samtidig hermed var han paa Grund af Remissernes Udeblivelse i „le plus cruelle Embarase ou un hommes puis sé trouver“ ^), hvoraf dog den utrættelige Wasserschlebe drog ham ud. Om hans Taknemmelighed mod sin æ'dle Beskytter findes der Vidnesbyrd i alle hans Breve: snart sender han ham en Tegning eller et Kobberstik, snart mpddeler han ham Efterretning om kunstneriské Emner, snart udbeder han sig hans Befalinger med Hensyn til mulige Indkjøb af Kunstsager, snart bringer han ham Efterretninger om eller Hilsener fra M. og Mile. Natoire, Bernstorff, "Winckelmann og Mandelberg. I et af sine Breve giver han efter Wasser- schlebes Ønske Oplysninger om det kjøbenhavnske Akademis anden Pensionær, Maleren A n t o n i u s Müller^), fra hvem man i lang Tid intet havde hørt her hjemme: Mr. Müller
*) Domenico Agostino B r a c c i (født 11. Oktbr. 1717, død omtrent 1792), en Florentiner og middelmaadig Antikvar. Omtrent i 1760 blev han en Uven af Winckelmann, hvis tiltagende Ry vakte hans Skinsyge. Han har skrevet Memorie degli antichi
*) Domenico Agostino B r a c c i (født 11. Oktbr. 1717, død omtrent 1792), en Florentiner og middelmaadig Antikvar. Omtrent i 1760 blev han en Uven af Winckelmann, hvis tiltagende Ry vakte hans Skinsyge. Han har skrevet Memorie degli antichi