Cand. theol. , Menig ved 1ste Regiment , falden ved Oversø den 6te Februar.
1.
"Ven! Saa har vi tabt D ig! I Forbløden Bort Dit unge Liv paa Valen randt, Da ved Oversø Du Heltedøden Under Kamp for Fædrelandet fandt;
Da Du offrende Dit hele Eie Fik i Sneen redt Dit sidste Leie.
O, hvor sælsomt! Hvilke dybe Gaader Gjemmes dog i Menneskenes Bryst!
Een for een kun Livet selv dem raader, Gjør ved Tidens Magt det Mørke lyst, Gaaden, V en! som ogsaa Du bevared, I Din Dødsstund blev den os forklaret.
_______ - _________ ■ > - x . i i?
42
Under Stjerner født, der syntes stride, Fik til jordisk Arv Du en Natur, Hvori Aanden syntes Tvang at lide, Stænget inde som en Fugl i Buur, Hvor en Dobbelthed i Sind og Tanke Tidt med Smerte lod Dit Hjerte banke.
Hvor med Sandsen for det Skjønne aaben Og med Blik mod Idealet vendt,
Stærk i Attraa, men kun svag i Haaben, Tidt i Mismods Aag Du vandred spæ ndt;
Hvor Din Følelse, som Næring søgte, Ofte skuffet kun lod Tab Dig frygte;
Hvor Din Fantasi, bestandig rede Til at flyve høit i Solens Skin, Ei forhindred, at i Dalen nede Dog som flittig Bi Du samled i nd;
Hvor Dig Ærens Krands bestandig vinked, Skjøndt med Øinene lidt sky Du.blinked.
Saa blandt os, o Yen! Dit Liv Du leved, Uharmonisk mødte Du vort Blik:
Høi af Yæxt tidt Panden stolt Du hæved, Mest med bøiet Nakke Du dog gik.
Kundskabsrig, ved Musers Kald paafærde, Gik Du blandt os som den unge Lærde.
4 3
Meer og meer af Muser tro befunden.
Fulgte Klios Vink Du paa Din Gang, Videnskabens første Krands var vunden, Da lød Trommen, og Trompeten klang:
Gamle Danmarks Liv var stædt i Fare, Hendes Nødraab gjaldt det at besvare.
Og Du mødte strax, da Hornet gjalded, Hjertet steg, og Mismodsskyen sank, Og Dit Blik blev lyst ved Krigerkaldet, Og Din Holdning mandig blev og rank.
Stærkt Du kunde gribes af Ideen:
Greben af den drog Du til Armeen.
See ham, V enner! hist blandt Kammerater, Mellem hvem ham Livet tyktes let,
See ham, mellem fjendtlige Soldater I Karré med fældet Bajonet,
See ham mellem slagne Mænd og Heste Bruge sine Vaaben som den Bedste.
•
See ham saa, hvor Skoven dækker Egnen, Just som blegned Vinterdagens Skjær, Uforfærdet midt i Kugleregnen
Saaret staae og lade sit Gevær,
Føre det med Fasthed op til Kinden Og med Heltemod gaae løs paa Fjenden!
44
Saadan faldt han — men den Livets Gaade, Som i Hjertet skrev ham Skjæbnens Skrift, I sin Død han selv den skulde raade, Thi hans Gaades Løsning var B e d r i f t . Higen mod Bedrift hans Hjerte fyldte, Den sin Flid, sin Tapperhed han skyldte.
Saadan faldt Du, Yen! Og vi med Smerte Føre Dig i Mindets Tempel ind,
Yi, som kjendte jo Dit varme Hjerte, Dit for trofast Yenskab aabne Sind.
Al vor Trøst er T anken: Din blev Æ re n ! Du var med blandt dem, der frelste H æ ren! —
Fr. Paludan-Miiller.
2
.H a n gik omkring iblandt os saa fordringsfri og stille, Han praled aldrig med, hvad han tænkte og vilde, Og dog var ban blandt hine af Aanden Udkaarne, Blandt Videnskabens Sønner een af de Ædelbaarne.
Han sysled i sin Celle ved Studerelampens Skin, Og i de gamle Skrifter han fast sig læste blind, Men Aandens lyse Blik gjennem Overfladen saae Og skued klart den Sandhed, som i det Indre laa.
4 5
Men helst han monne læse i Fædrenes Skrifter Om lysende Stordaad, om Heltenes Bedrifter;
De gamle Kæmpesange fik hans Hjerte til at banke, Og Danmarks stolte Minder de leved i hans Tanke.
Dengang det atter meldtes, at Kampen skulde staae, Hiin gamle Kamp, som Slægterne til Arvelod faa, Da kasted bort han Bogen, da var han strax parat, Ku vilde Aandens Stridsmand gaae med som Soldat,
Men skjøndt iblandt de Første ved den sorte Milits, Forstod han kun daarligt den anden Exercits,
— Der blev han blandt de Sidste, og snart blev han bekjendt Blandt de muntre Kammerater som den keitede Student.
Han lod de Andre lee — „Naar man slaaer for sit Land, E r det ei altid Reglerne, hvorpaa det kommer a n ! Jeg haaber, jeg skal vise, naar der er Kamp og F are, At ogsaa uden Regler sit Land man kan forsvare!"
Ved Sankelmark der kæmpedes en Kamp, der var haard, En Daad, der skal mindes, saalænge Danmark staaer:
Der var det, at en Skare, mod Fjenden kun ringe, Sit Liv som et Offer for Hæren maatte bringe.
46
Og der var han den Tappreste, skjøndt tappre var de Alle, Hvor han skrider frem, der maae Fjenderne falde.
Han farer frem i Striden som en Oldtids Bersærk, Den Svage ved et Under er bleven kæmpestærk.
Han slaaer-foruden Regler, det er sandt,-m en han slaaer, Saa Fjenderne segne som Fluer, hvor han naaer.
Han rammes, og han styrter, men reiser sig igjen Og iler freidig atter i Kampens Hede hen.
Tilsidst dog en Kugle finder Yei til hans Hjerte, Han segner om paa Valen uden Suk, uden Smerte, Det var, som han var træt og trængte til Hvile, Endnu i Døden roligt hans blege Læber smile.
O, græder ei, at Danmark en ædel Søn har mistet, O, sørg ei? at saa hurtigt et Fremtidshaab er bristet;
Skjøn var hiin gyldne Hæder, han ved sit Smile vandt, Men skjønnere dog Døden for Danmark, som han fandt.
Naar engang Kampen tier, og Striden er endt, Naar atter Soldaten til Hjemmet er vendt,
Da skal Enhver, som stod ved det første Regiment, Fortælle mangen Gang om den tappre Student.
P. H.
47