I.
(Til Folket.)
S a a fik de Dig bastet i bindende Lænker Og bænket Dig nederst i hele Laget,
Fik snøret Din Mund med hæslige Rænker, Saa Livet hoftned’ med Aandedraget!
Som Tigger Du vandrer for Hvermands Dør Og trygler forsagt, livor Du frygtedes før;
Din Kjortel er laset og knuust Dine Smykker, Dit Slagmærke splintret i tusinde Stykker!
Din Lod er som Samsons! Al Magt har de stjaalet, Da Hovedets Pryd de skar fra Din Nakke,
Nu mangler Du Kraft til at knuge om Staalet, Saa Klang der kan børes fra Skov og fra Bakke!
Som Træl skal Du ligge for Tydskerens Fod Og kysse den Haand, som er sudlet med Blod, Med blindede Øine og famlende Hænder,
Med Skrammer og Saar, som i Brystet Dig brænder!
Saavidt er det kommet! Og end kan Du sove Og vugge Dig dovent i Dødningedøsen!
Ha, — er Du et Folk, saa en Dyst vil Du vove, Hvor Seir eller Død er det eneste Løsen!
v > r f
136
Men ei med et Flag, der er flængt i en Pjalt, Ei deelt, ikke halvt, hvor det gjælder om Alt:
Hvad nu Hu har tabt, maa tilbage Du vinde,
Først da kan Du slaae — eller døe med — Din Fjende!
Kun det maa Du tænke, kun det maa Du mindes.
At mane igjen, hvad der nu er Dig røvet, At hvad der er slappet, kan fastere bindes, At det kan faae Styrke, som nu synes sløvet) E r lægt Dine Saar da, er endt saa Dit Savn, Da tænde Du Kampens den blussende Baun, Da æsk ham til Holmgang i Bøgenes Skygge:
„Den Enes Død først den Andens Lykke! “
II.
(Til Sønderjyderne.)
Hev I Ankeret op, saa den bragende Stavn Dreied bort fra den ventende Skare,
Drog med Glæde I væk fra den velkjendte Havn, Hvor fra Arilds Tid Bølger Jer bare?
Staaer til Rors I nu alle, mens det gaaer imod Sy*d, Bort fra Frænder og Fortidens Minder?
E r I med i den skingrende Jubellyd, Som naaer bid fra de rovgridske Fjender?
M— — ’ x - ; y- ______f_________ _________________
137
Yar I med, da det lysende Purpnrflag faldt — Af Kanonerne flænget — paa Dækket?
Heised Seilene selv I, og nu, da det gjaldt, Sveg I Eden, og flygted’ forskrækket?
Eller ligger i Lasten I lænkede slængt, Yledens Voldsmanden raader for Styret?
Seer med Smerte paa Masternes Top I hængt Røvermærket, med Glimmer baldyret?
Gaaer Jert Øie paa Flugt rundt til os her i Nord, Seer I Flaaden af Bølgerne spredte?
Seer I Ræerne knuste og knækket vor Ror, Splintret Masten, som Bloddugen klædte?
O, saa tvivl ei! Man knækker ret aldrig vort Sind, Splittes Flaaden, — vi samle den stærke,
Bøde Seilenes Rifter og faae vel en Pind, Der kan bære vort hævnende Mærke.
Og jeg siger forsand: Det skal klares en Dag Med Kanonskud fra Brødrenes Snekker,
Da det ældgamle, pletfrie Dannebrogsflag Om Jer Master sig svalende lægger!
138
Da det lysner med Blod paa den lysende Vei, Der har ført os „til Koes og til Æ re “,
Og da Tydskernes pandsrede Skude ei Meer skal skille, hvad sammen vil være.
Vilhelm Moller
Tro.
H v o r er Du flygtet hen, hvor har Du søgt Hellige Tro! Dit Sted i Danmarks Lande?
Gaaer Du nu bøiet ved dets aabne Strande Udjaget af Dit gamle Hjem i Frygt?
Og har nu Feigheds Aand med Angstens Kløgt Udgravet Ædelstenen af Din Krone,
Optaget Klangen af Din Harpes Tone Med Haanden famlende til Strengen trykt?
Hvor er Du flygtet hen, Du høie Tro, Med al Din fordums Magt i danske Hjerter Henover Undergangens Gab og Smerter At bygge Livets ny og faste Bro?
Har Du nu ingen Spire, som kan groe Af Natten op mod Dagens Morgenrøde, Og intet Blomsler, som vil give Møde, Naar Vaaren kommer jublende og fro?
Ja. vee Dig, Danmark, liar Du ikkun Mænd, Der, mens Dit Land og Hjerte sønderrives, Mod Fjenden vaabenløse, kun kan kives, Med ussel Tvedragt veire Haabet hen! -—
Saa hyl Dit Ansigt til, saa bort Dig vend, Og byg ei længer paa Din Gud og Fader;
Naar Du Din gamle Tro, Dig selv forlader, Saa grib kun Faklen og Dit Baal antænd!
Men har Du Korset i Dit Banner sat, Saa veed og Du, som ei forstod at stride, Korsdragerinde! skulde Du ei vide,
At der er Stjerner bag den mørke N a t!
Tør Hjertet sygne, Haanden blive mat, Fordi et opslidt Sværd nu ganske brister, Fordi Du Tugtelsernes Luttring frister, Og Yeien gaaer ved Klipperanden brat?
„Med Haab mod Haab!“ det er et Troens Ord, Foryngelsernes aldrig tømte Kilde,
Naar Timen kommer, tidlig eller silde, En staalfast Borg, hvori en Fremtid boer!
Og Du sank ikkun mod Din egen Jord, Haabløse! ned mod gamle, stolte Minder, Som voxe frem af Taarerne, der rinder, I Dine faldne Sønners Heltespor!
140
„Med Haab mod Haab“ ! E r det ei Troens Røst?
Og Du blev kastet paa Dig selv tilbage, For i Din Gud Din Aande dybt at drage Og blive større end Din egen Brøst!
Har Du ei Sommer til en anden Høst Og Farver til et Purpurskær i Norden, Naar med Dig selv Du først er enig vorden, At Livets Kilder svulme med Din Trøst?
Nu har Du tvende Gange med Dit Blod Til Udsæd atter Nordens Marker gjødet Og staaer af Kampens Ilddaab gjennemglødet, Har nu Du ei til Valget Troens Mod?
Og om i Seiersglandsen Du nu stod, Mon disse Børn Dig mere villigt kaared, End nu, da klædt i Blod, da lammet, saaret, Du deres gamle Troskab prøve lod?
Om Du blev stænget ind i Bolt og Buur,
Hvad Magt kan Dig dog ved Din Skjønhed skille.
For Dine Børn en liflig Digtnings Kilde,' En Forgaard til den evige Natur!
Slog det den sidste Time paa dit Uhr, Saa længe Du bar Livets Ord paa Tunge Og Frihedsaande til Din Løves Lunge, I Nordens Bjerge Gjenlyd af Din Luur?
141
Mit Land! Mit Folk! Din gamle Tro hold fast!
Nu er det Timen, da Din Gud Dig kalder, Nu skal det sees, om i hans Haand Du falder, Hvad eller Broen til Din Fremtid brast;
Bort fra Dig Angstens mørke Skygge kast!
Du har i Lidelsen dog endnu Magten Ved Dagens første Gry fra Nattevagten At reise Dig til Seir igjen med Hast!
F. Paludan-Miiller.
Tillæg'
af