• Ingen resultater fundet

To Tidsdigte

In document Digitaliseret af | Digitised by (Sider 176-183)

Jag vet, att aldrig an forsynen svikit Det folk, hur litet, som ej sjelf sig svek!

Att det, nar det for våldet aldrig vildt Den dag upplefva fått, då våldet vek.

Så skydda Gud, o Danmarksfolk, din ara, Din frihet, varnad då af kjeltars dygd!

Dig skola sena åldrar vittna bara

Om hvad du stridt og lidtt for din bygd.

Valsignelse skall himlen låta regna Uppå det land, som du forsvarat så, Han skall med alla goda makter hagna, Skall ofortrottad, evig karlek egna De skona oarne i bolja blå.

B. E. Malmstrom.

168

> T ' • ■ • v

Na Idøvet er det blanke Skjold, Hvor „Hjerter stod i Brand Og jevnet ud er Thyras Vold Som Ørknens løse Sand.

Og Norden mistet har en Rod, Her kraftig var og bold.

Den fik af Danerfolkets Blod Sin Næring tusindfold.

Og sorgfuld Vee og bittert Nag Gaae Bud fra Sjæl til Sjæl;

Og Haabet sukker „Atterdag“

Og Frygten sit „Farvel“ : —

Det er Dit Værk, Germaniens Søn, Din sædelige Daad!

Men bed Du selv en stille Bøn, Det er Din Uvens Raad.

Thi hug Du ind i Ygdrasil, Og brast den dyre Yaand, Da har Du vovet Kastespil Med Tidens høie Aand.

Du vovet har det stærke Kast, Som kaldes Overmagt . . . Men Tidens Genius stander fast, Han staaer Guds egen Vagt.

■ w . . . • V - - ^ 4 r*.

169

Han skuer over Verdens Hav Og maaler Bølgens Gang,

Og nynner ved dens dybe Grav En stille Vuggesang.

Men naar han reiser sig til Kast Og løfter mørke Bryn,

Det er, som Skyens Hvælving brast For Herrens eget Syn.

Da bøi Din Ryg, Germaniens Søn, See Dig i Mindets Speil,

Da venter Dig Din visse Løn — Han sigter aldrig feil.

Thi Frihed er den Kæmpes Navn, Og helligt er hans Mod,

Han fostret blev i Himlens Favn Med Christi eget Blod.

Og ikke standser Du hans Gang, Saalidt som Du har Magt

At hindre Morgenlærkens Saug Og Stjernens Nattevagt.

Da er Dit næste Stævne sat, Germaniens stolte Søn,

Da lyser over Danmarks Nat En Morgenstjerne skjøn.

1 7 0

Og det er atter Dag i Nord, Og Løven reiser Man,

Da glimter over Sliens Fjord De danske Hjerters Brand.

Men indtil da, Germaniens Folk, Gaa Du Din egen Gang,

Yær Du de gamle Tiders Tolk Og syng Din Seierssang.

Yi følge vil hin Kæmpe bold I Lysets Klædedragt . . . .

Thi røver man med L ist og Vold Ham Haarets gyldne Pragt — Det er kun Døgnets Vexelspil, Saasandt der er en G u d ! Som fager Kvist paa Ygdrasil Det voxer atter ud,

Og snoer sig som et Styrkebaand Om Nordens Enighed . . . .

Da peger Tidens høie Aand Paa Thyras gamle Led.

171 II.

Slesvig.

Der gaaer et Sus henover Kongeaa,

Som Hvirvlens Brydning mellem stride Strømme, Og Skyens Hvælving hænger tung og graa,

Lig Sorgens Nat med bange Varselsdrømme.

Og Danmarks Folk staaer paa den nøgne Strand Og stirrer over bag de mørke Vande

Til sine Minders, sine Længslers Land,

Der, hvor nu kun dets Suk kan toldfrit lande.

Men tag det, Du trofaste Slesvigs Folk, Og gjem det i Din Barm til bedre Tider.

E t Suk er stundom Tankens bedste Tolk — Den sukker dybt, som overmandet lider.

At Tydsklands Grib slog Nordens Svale ned, Blev kaldet Stordaad, kaldet Krigerstevne;

At byde halvdød Kæmper skamløs Fred, Paa Spidsen af et Sværd, var Høisindsevne!

Men Du, o dyrekjøbte, tabte Land,

Marvstærke Rod af Nordens gamle Stamme!

Du Folk, hvis danske Hjerte stod i Brand Og blussed bøit i Nordens Oriflamme,

172

Du vil forstaae den danske Kæmpers Harm, Da han sank overmandet om i Striden, Og da man skar ham væk hans stærke Arm Og lod den ligge blødende ved Siden.

Da om hans Leie tren et Klagechor Af blege Trøstere med Tvivlens Kjerte:

Og der lød Ha an og Kløgt og fagert Ord, Men aldrig Sorgens Grundklang af et Hjerte.

Du, som jo selv var med i blodig Dyst, Du veed, hvor dybt Sorgfuglen bygger Rede;

Thi Magen sidder i Dit eget Bryst — Der kan den bedst om sine Unger frede.

Modtag da Du den danske Kæmpers Savn, Som bedste Hilsen til Din egen Kummer — I Danmark staaer Dit taareskrevne Navn

Bag hver en Tanke, selv naar Ord forstummer.

Sluk ei Dit danske Hjertes Flamme ud, Aand sagtelig paa Haabets spæde Blommer, Smyk Længselstanken om en trofast Brud,

Til Nordens Aand, dens høie Brudgom, kommer.

Thi Norden kommer, derom t v i v l Du ei.

Saavidt som Ygdrasil slaaer ud sin Krone, Ail Nordens Sønner bryde op en Aei — Det Svundne skal det Kommende forsone.

173

Thi vil Du spørge: hvi ei Norden kom, Som samlet Fylke til det sidste Stevne, Hvi det stod skamfuldt for Europas Dom Og vilde ei sin egen Skændsel hævne . . . Da lyder Svaret, ak, det er saa tungt,

Men det er sandt, og derfor skal det høres:

Vort Gjenbyrds Liv i Norden var for ungt Til af sin egen Villies Kraft at føres.

Nu koger det en Eddergrød af Blod,

Af brustne Hjerter og af Skammens Harme;

Den skal nok give Ungersvenden Mod — Og Naadens Gud vil give Hjertet Varme.

Da lyder det i Skyen, Nordens Aand

Har laant Cherubens Flammesværd og Vinger.

Du stævne Nordens Fylker Haand i Haand Til Grændsen hen, hvor Heimdalshornet klinger.

Men indtil da, trofaste Folk, F a rv e l!

Du Rosenstok af deiligst Vang og Vænge,

Du Liv af Nordens Liv, Sjæl af dens Sjæl . . . Vær hilset, Elskede, Farvel saalænge!

174

In document Digitaliseret af | Digitised by (Sider 176-183)