Interview
optaget af at finde et sprog, man kan sige det med.
Ellers bliver man inden for de grænser, der har udviklet sig igennem flere år. Der er heldigvis tegn på, at nogle arbejder med at skifte ordforrådet ud, f.eks. med ord som rehabilitering, selv om jeg ikke synes, at det er langt nok at gå. Det er stadig et teknisk udtryk. Men dog er det et ord, der sætter fokus på, hvilke styrker og ressourcer borgerne har, og bygger på en idé om, at borgerne kan mere med noget hjælp. Det går ikke kun ned ad bakke.
Hvordan kan man arbejde med skabelse af det nye sprog, som du beskriver?
Vi starter nogle gange processer med at kigge på ordene. Hvad gør det f.eks., hvis vi udskifter ordet ældrecenter med seniorhotel? Altså et hotel, der er indrettet til at imødekomme nogle særlige målgruppers behov og ønsker. Hvordan forstår man så rollen som personale? Der er stor forskel på at sige, at man er ansat i en institution til at udøve en pleje, som nogle har besluttet, at en borger har ret til, og så at sige, at man er en del af et udvalgt personale på et eksklusivt hotel, der hele tiden skal vurdere de konkrete behov, der opstår for gæsterne, og i det hele taget være i løbende dialog med gæsterne, så de har en oplevelse af noget helt unikt. Så kan man tale om, hvordan der skal se ud, hvordan man bliver modtaget, hvordan man taler med dem, der bor der, osv. Det
kan give nogle nye ideer om, hvordan man kan gøre noget nyt.
Siger du, at innovation ikke kan lade sig gøre uden en revision af sproget?
For mig er det fuldstændig centralt at starte med at blive opmærksom på, hvad der er muligt at sige, og hvad der ikke er. Hvad er det for nogle positioner, som vi tillader andre – og os selv – at indtræde i?
Man kan på mange måder sige, at vi er midt i et paradigmeskifte i velfærdssamfundet. Men vi er måske begrænset af, at vi beskriver ny velfærd med ord, der stammer fra det velfærdsparadigme, vi er ved at forlade. Hvordan kommer man ud over det?
Det gamle og det nye velfærdsparadigmes ord vil kæmpe mod hinanden og være svære at få til at eksistere sammen. Det gør det svært at arbejde med. Men vi skal reflektere over ordene for at komme videre – og vi skal også aktivt gå ind og etablere nogle andre sproglige billeder, f.eks.
begreber og ord. Arbejdet med ordene må også i et eller andet omfang være et eksperiment: Hvis vi nu prøver at beskrive det på denne måde og med disse ord, hvad giver det os så? Der er en ledelsesopgave her, fordi ledere sætter nogle rammer for, hvad man kan snakke om og ikke snakke om, gennem den måde, de handler og taler på.
"For mig er det fuldstændig centralt at starte med at blive opmærksom på, hvad der er muligt at sige, og hvad der ikke er.
Hvad er det for nogle positioner, som vi tillader andre – og os selv
– at indtræde i?"
Forældede ord
Forældede ord
Der skal følge nye handlinger med nye ord. Det er fuldstændig ligegyl-digt, om vi siger klient eller borger, hvis vi stadig opfatter borgeren som klient. Men på den anden side er det svært at se hele borgeren, hvis man kalder ham klienten.
Når man rydder op i sproget, kan man for eksempel lægge benspænd ind for sprogbrugen i sin organisation. For eksempel kan man tale om, hvilke ord man ikke længere vil bruge i breve, rapporter, dialogen med borgere, samarbejdspartnere m.v. Vi beskriver en øvelse for dette på side 94.
Taskforcen i projektet Ressourcedanmark gennemførte øvelsen på et af sine møder. Følgende ord var blandt dem, der blev udpeget som forældede:
Anette Ørbæk Andersen, direktør i
Ringkøbing-Skjern Kommune. “Det er ikke et særligt sigende begreb, at nogen yder noget, eller der bliver ydet noget. Det får tankerne hen på almisser og noget, du får uden at bidrage. Men alle bidrager, eller burde
få mulighed for at bidrage, til det fælles.”
YDELSER
INSTITUTION
Julie Becher, strategi- og sekretariatschef i Holbæk Kommune.
Forældede ord
FRIVILLIGHED
“Vi er faktisk holdt op med at bruge ordet ”frivillighed”, fordi vi ser den situation, at vi engagerer os, som naturtilstanden. Derfor ser vi ikke borgerens engagement som noget, vi har brug for, fordi pengene ikke slår til. Nej, vi ser borgernes engagement som en stærk livskvalitet. Vi har alle sammen brug for at hjælpe til, at være en del af fællesskaber – på måder, hvor det er meningsfuldt og nyttegivende. Skoleområdet er et
godt eksempel. Når det er vigtigt, at forældrene engagerer sig og gør en indsats, er det, fordi det giver meningsfyldt samvær,
og det påvirker også mentaliteten hos børnene. Når man taler om frivillige, er man stadig i kommunen 2.0 (se også
side 21, red.). I kommunen 3.0 er det altså et andet udgangspunkt.”
“Ordet leder tankerne i retning af, at en myndighed har stillet et forslag og skrevet det ned på papir, puttet det i en kuvert og sendt det ud af huset for at vente på at få en kuvert retur med kommentarer til
forslaget. Det kommer der ikke flere kræfter i spil ved. Der skal samtale til, for at vi kan
finde hinanden.”
VISITATION
“Der er ingen bor-gere, der ved, hvad det ord bety-der. Det er et fagudtryk, der skaber afstand, og som fastholder kommunen i rollen som leverandør af bestemte, fastdefi-nerede ydelser. Det gør det vanskeligt for f.eks.
den ældre at få øje på samarbejdet i hjemme-plejen, genoptræningen, eller hvad det nu
kan være.”
BORGERINDDRAGELSE
“Ved at bruge ordet borgerinddragelse sætter ’syste-met’ sig selv i centrum, mens ’de andre’
kan få lov at bidrage, når og hvor det passer systemet. Det signalerer, at 'kommunen' har be-sluttet noget, og så skal vi bare lige have borgerne med på ideen også. Vi har brug for deltagelse
frem for inddragelse. Ressourcedanmark er der, hvor vi udvikler og skaber noget sammen.”
Mette Sohl,
Lise Uhre Pless, sekretariats- og udviklingschef i Horsens Kommune.
Lisbeth Binderup, kommunaldirektør i Skanderborg Kommune.