individuelle ansvar. Men der kan også – og det vil være i fælledskabsånden – opstå en fælles forvaltning af disse børns liv, som bliver meget mere rigt for alle.
Så må der også være en opgave i at skabe en opfat-telse af, at noget rent faktisk er en fælled og ikke bare et individuelt spørgsmål?
Tor Nørretranders, forfatter, debattør m.m., har sammen med Søren Hermansen,
direktør for Energiakademiet på Samsø, skrevet bogen ”Fælledskab”. I bogen beskriver
de, hvordan fælles ressourcer – fælleder – kan forvaltes af fællesskaber, primært ud fra
klimadagsordenen. I dette interview folder Tor Nørretranders ideen om fælledskaber
ud i en velfærdskontekst og ser på, hvordan fælledskaber kan inspirere til udviklingen
af Ressourcedanmark.
Interview
man giver noget for at få noget igen. Forskningen viser, at vi gør ting, der går ud over vores egen umiddelbare nytte, men som gavner os i det lange løb. Det er en kæmpeopgave at få folk til at få øje på fælledernes betydning. Det handler ikke om noget abstrakt med, at vi alle sammen skal bruge hver aften på at danne foreninger og holde møder. Det er mere noget, vi naturligt gør i vores hverdag. Men det naturlige er også det, der gør, at vi glemmer fællederne, og det gør dem grundlæggende skrøbelige. Engang var det måske købmanden eller bageren, der dannede udgangspunkt for et fælledskab, men nu er de forsvundet, så hvad tager så over?
I skriver i ”Fælledskab”, at vi skal genopfinde sog-nene og give dem plads og penge til at skabe vel-færden. Mener I virkelig, at vi skal tilbage til en sognetænkning?
Der sker jo en løbende centralisering og professionalisering i samfundet. Mange af de opgaver, som det offentlige tager sig af, lige fra snerydning til ældreomsorg, er noget, som almindelige mennesker engang kunne dele med hinanden. Det er i dag nogens arbejde. Der er nogle ting, som professionelle er meget dygtigere til end almindelige mennesker. Men der er heller ikke nogen tvivl om, at hvis vi snakker omsorg – og måske også snerydning – så er almindelige mennesker meget bedre til det end professionelle.
Simpelthen fordi det i højere grad bliver drevet af mellemmenneskelighed, omsorg for det lokale og sådan noget. Vi er kommet i en situation, hvor det lokale samfund er blevet tømt for funktioner.
Hvis man skubbede nogle af ressourcerne og beslutningskompetencen tilbage ud til de mindre enheder, så kunne vi skabe et helt andet
engagement, end vi har i dag, for vores fælles opgaver. Det er klart, at det er smart at samle og professionalisere hjertekirurgi, men de fleste ting er ikke hjertekirurgi og kan fint klares lokalt.
Men man kan vel ikke bare smide opgaverne tilba-ge i hovedet på bortilba-gerne og forvente, at de klarer dem? Der er vel også sket en udvikling i måden, vi lever vores liv på?
Det er klart. Vi kan ikke bare forvente, at tiden kan skrues tilbage. Det vil heller ikke være godt.
Vi bor på en anden måde, vores arbejdsliv er anderledes osv. Det ændrer sig ikke på den korte bane. Men det er værd at tænke over, at når man parkerer generationerne på særlige hjem – de ældre på plejehjemmet, børnene i børnehaven osv. – så tømmer man også lokalsamfundet for funktioner, og det bliver selvforstærkende.
Hvis man i stedet sagde, at opgaverne skulle løses lokalt og med de lokale ressourcer, så ville der opstå noget kreativitet, og nye ressourcer ville pible frem. F.eks. kunne plejecentret og børnehaven bruge hinanden. Der er en kæmpe ressource i f.eks. at se børnene som bindeled i lokalsamfundet, i stedet for at parkere dem i institutionen hele dagen. Det er selvfølgelig ikke bare gjort ved at sende nogle penge ud lokalt. Det kræver noget rummelighed fra centralt hold, og det kræver, at folk rent faktisk vil det.
Tror du, at vi kommer til at se et gennembrud i de kommende år for den type ”lokal velfærd”, som du her beskriver?
Ja, bestemt. Vi oplever to typer af fællesskaber i tiden. Det ene er de globale fællesskaber, der ikke er bundet af tid og sted. Det er fællesskaber, der knyttes sammen af internettet, fly og tv-satellitter.
Interview
Det er fællesskaber af bits og information. Det andet er de helt lokale fællesskaber. Det er fællesskaber, der består af atomer – altså mad, mennesker, miljø, fysiske rammer osv. De to fællesskaber forstærker hinandens nødvendighed og vigtighed. Jeg tror, at vi kommer til at se det lokale fællesskab blomstre voldsomt i de kommende år. Det er et kit, en jordforbindelse, som vi har brug for, hvis vi skal kunne holde ud at være på nettet hele dagen.
Hvordan kan man som udefrakommende, f.eks.
en kommune, arbejde med at stimulere det lokale fællesskab? Der lurer vel altid en risiko for, at man kommer til at definere for meget, så den lokale vel-færd ikke blomstrer op?
Der lurer altid en risiko for, at det bliver en høflig måde at sige nedskæringer på. Jeg hørte engang Anders Fogh Rasmussen fortælle om, at vi skulle have Velfærd 2.0, som handlede om, at vi skulle skubbe ansvaret ud. Og det kunne vi så i øvrigt spare penge på. Jeg skulle også tale på konferencen, og jeg kunne så forklare, hvad 2.0 betyder, når vi snakker om internettet. Det betyder, at vi i stedet for at sende indhold fra en afsender til en modtager skaber en platform for, at mennesker kan mødes og dele og skabe indhold. Det kræver radikal ”slip kontrollen” og ydmyghed fra systemerne, og hvis man ikke gør det, så fungerer det selvfølgelig ikke. Hvis man som borger lugter, at der er noget fordækt eller
og hvad de skal snakke om. Det er tanken om den offentlige sektor som skaber af samfundets infrastruktur – i bred forstand – vi skal dyrke mere på de store velfærdsområder. Altså se på, hvad borgerne kan få det bedre af og blive gladere af at gøre, men hvor der mangler noget, for at det kan komme i gang. Jeg har meget svært ved ikke at nævne et eksempel fra en sammenhæng, som på mange måder ikke er min kop te. Den gode Peter Brixtofte i Farum, som gjorde en masse forkerte ting, fik en eksemplarisk idé: Han sendte en masse pensionister på ferie på Mallorca på kommunens regning. Ideen var, at det var sundt med noget solskin, men først og fremmest var det, at de lærte hinanden at kende, og når de så kom hjem igen til regnvejret i Farum, så kunne de blive ved med at have de netværk. Det var set fra en kølig kommunal driftsvinkel faktisk en rigtig god investering, da de derefter ville bruge de sociale ydelser mindre. Det var en smuk idé, for det handlede ikke om at bede borgerne om at gøre lidt mere for hinanden. Det handlede om at sige: Skal vi ikke holde en fest, så vi får nogle federe liv sammen?
Så det handler om at være noget for nogen?
Ja, al forskning viser, at sociale relationer er vejen til det gode liv. Hvis man kan hjælpe folk med at få dem, så har man hjulpet borgerne og dermed budgetterne. Så vi må finde veje til at få folk til at hjælpe hinanden. Her skal vi gå lokalt til værks.
Case