9 Akademikernes ledighed
9.6 Hvad kan der gøres?
De store forskelle i akademikernes ledighed maner til eftertanke. Som på-vist i næste kapitel fører den meget forskellige udvikling i udbud og efter-spørgsel også til store lønforskelle – hvor lægerne ligger højest, humani-sterne lavest.
Der er altså klare tegn på et behov for en bedre styring af tilgangen til de videregående uddannelser, men det er ikke nogen nem sag. Tidligere forsøg med adgangsbegrænsning til videregående uddannelser har ikke væ-ret nogen ubetinget succes.
Hvad kan der så gøres?
For det første må informationen til gymnasieelever og studenter om vilkårene på arbejdsmarkedet blive meget bedre. Med den faktiske viden, vi har, skulle det ikke være svært. Men når mange vejledere (også på uni-versiteter) vælger helt at ignorere facts og opmuntrer studenterne til at
»vælge med hjertet«, er de unge ilde farne. Tilsvarende når universitetsrek-torer m.fl. går efter at udbyde det, studenterne vælger i stedet for det,
ar-Det burde være en simpel sag at sikre en meget bedre vejledning og opstramning af holdningerne hertil. Men hidtil synes mange i systemet immune over for tallenes tale. Det er jo heller ikke deres fremtid, der er ta-le om (medmindre de har en direkte positiv interesse i en stor tilgang til de-res studier).
På den baggrund kunne det være naturligt at lægge vejledningsfunk-tionen i en institution for sig, direkte under et ministerium (måske Beskæf-tigelsesministeriet?).
For det andet kunne man øge optagelseskapaciteten til de uddannelser, som stensikkert fører til god beskæftigelse – typisk sundhedsuddannelser-ne, ikke kun til læge, men også tandlæge m.m. Det er ganske vist dyrt og bøvlet at presse flere lægestuderende gennem fx universitetshospitalerne;
men det problem kan og skal løses. Og hellere ofre en hel del på studier, der fører til beskæftigelse og gode indtægter (også for skattevæsenet) end færre penge på studier, der ikke gør (men kan øge det offentliges overfør-selsudgifter).
For det tredje kunne man forsøge sig med omskoling; fx af humani-ster til it-job. Det er allerede prøvet og angiveligt med succes; for dem, der var motiverde og i stand til at sætte sig ind i en helt ny verden. Men en større afsætningsmulighed kunne være til ældrepleje. Måske ikke det mest attraktive. Omvendt kunne socialforvaltningene sikkert få et løft med et så-dant tilskud af unge, veluddannede (kvinder). Her er kun nævnt to eksem-pler – mange flere måtte være muligt.
For det fjerde kan man stramme adgangsbegrænsningerne til de brød-løse studier. Men hvis vejledningen er i orden og arbejdsmarkedet gen-nemsigtigt for de unge, er det nok sin sag at bremse nogen i at vælge den uddannelse, hun brænder for. Enhver uddannelse er som bekendt bedre end ingen, og hvis den unge fuldt bevidst vælger en uddannelse, der fører til høj ledighedsrisiko og lav livsindkomst, fordi det er det liv, hun ønsker sig, skal man nok være varsom med at forhindre det.
Den femte mulighed kunne så være at ændre den økonomiske incita-mentstruktur, både blandt udbyderne (universiteterne) og efterspørgerne (studenterne). I stedet for et taxametersystem, der belønnede de (brødløse) studier (eller rettere institutter), som tiltrak mange studenter, kunne man fastsætte nogle vejledende normer for tilgangen af studerende og blev
til-gangen større, skulle det ikke udløse flere ressourcer. Ulempen kunne så være, at de mest populære studier fik den laveste normering (undervis-ningskapacitet) per student med den nærliggende risiko, at kvaliteten af undervisningen blev tilsvarende ringe. Men universiteternes (og lærernes) incitamenter ville måske blive mere hensigtsmæssige ud fra en samfunds-økonomisk synsvinkel.
Den tanke, at støtten til de studerende (SU) også skulle afspejle ar-bejdsmarkedets efterspørgsel, har allerede været luftet. Besynderligt nok har der især været forslag om, at ingeniørstuderende skulle have ekstra høj SU, skønt arbejdsløsheden blandt ingeniører ikke er specielt lav. Men selv-følgelig nytter det ikke at sætte SU op for lægestuderende, når det er en benhård adgangsbegrænsning, der er flaskehalsen – masser af studenter sø-ger lægestudiet, men få kommer ind.
Det er altså ikke ukompliceret at differentiere SU, også fordi en lavere SU kunne føre til længere studier (men det modsatte kunne også blive re-sultatet). Problemstillingen var dog nok værd at arbejde videre med.
De ovenfor skitserede løsningsforslag går alle på at reducere udbuddet af brødløse akademikere. Man kunne (for det sjette) også øge efterspørgs-len ved at give tilskud til private arbejdsgivere, der ansatte fx humanister.
Også dette er forsøgt før, også her angiveligt med succes. Men var den net-to eller brutnet-to? Når langt de fleste akademikere alligevel selv skaffer sig job, mange utraditionelle job i de private erhverv, etablerer man så ikke ba-re subsidier for nogle, der ellers havde klaba-ret det på egen hånd? Mon man lige netop får fat i den arbejdsløse historiker, der ikke ellers ville skaffe sig et arbejde? Omvendt: i det omfang løsningen batter, er det en her-og-nu løsning i modsætning til fx adgangsbegrænsning, hvis effekter først viser sig på arbejdsmarkedet på lang sigt.
Alt i alt kan vejledningen sagtens gøres bedre, kapaciteten på nogle studier kunne udvides og muligheden for større incitamenter for de unge og universiteterne er til stede. Som nævnt er det her dog en lang sej proces.
Fortidens fejltagelser vil også præge fremtidens arbejdsmarked. Der er simpelthen i 2004 for mange humanister o.a. på lager (enten arbejdsløse el-ler beskæftiget med ufaglært arbejde). Men det er ikke en undskyldning for ikke at tage fat på sagen.