FAGLIGT MILJØ OM UNDERVISNING I MENNESKERETTIGHEDER Læreruddannerne fortæller, at de oplever, at udvekslingen af materialer og

god undervisningspraksis om menneskerettigheder blandt læreruddannere finder sted i meget lille grad, og at det opstår mere eller mindre tilfældigt.

Den enkelte undervisers undervisningsplaner bliver på de fleste institutioner gjort tilgængelig for kollegaerne, men det medfører tilsyneladende

ikke faglig dialog og sparring om undervisning i menneskerettigheder.

Dette adskiller sig dog ikke, ifølge læreruddannerne, fra status for det faglige miljø om andre emner og områder i læreruddannelsen. De interviewede undervisere betegner de faglige miljøer, hvor undervisning i menneskerettigheder kunne indgå, som opsplittede og individualiserede.

Deltagelsen i fokusgrupperne inspirerer ifølge flere af deltagerne til mere sparring på feltet, som oftest begrænser sig til korte uformelle møder på gangen. En underviser udtrykker det således:

Jeg oplever, at ingen af mine kollegaer byder ind, når jeg lægger op til et samarbejde om, hvordan vi kan leve op til, at menneskerettigheder er blevet en del af fokus i KLM. Det er i øvrigt ikke skrevet ind i nogen af de øvrige fællesfags kompetencemål. Det burde være et fælles projekt, men den tanke er fraværende, og der sker meget lidt faglig udveksling.”

Det samarbejde om undervisning i menneskerettigheder, som

lærer-uddannerne trods alt beskriver, er samarbejde om produktion af fagbøger til undervisning på læreruddannelsen. En af underviserne siger, at hun opfatter

det at skrive grundbøger til f.eks. KLM-faget som en slags efteruddannelse.

Derudover er der kun få af deltagerne, som har modtaget efter- eller videreuddannelse i undervisning i menneskerettigheder. Det er dog ind-trykket, af flere KLM-undervisere har taget en master i medborgerskab fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU). Af et af interviewene fremgik det, at der ikke var gensidigt kendskab til, at deltagerne samtidig var involverede i forskellige fagbogsprojekter til faget KLM.

Ifølge læreruddannere i to af fokusgrupperne er der ikke i tilstrækkelig grad et fælles sprog vedrørende menneskerettigheder og undervisning i menneskerettigheder i folkeskolen og læreruddannelsen. Hverken blandt eleverne, læreruddannerene selv, de lærerstuderende eller lærerne ude i folkeskolen. Ifølge de læreruddannere, der i fokusgrupperne delte denne observation, er årsagen, at de aktuelle tekster, der anvendes i læreruddannelsen, oftest ikke omhandler didaktikken og organiseringen af undervisning i menneskerettigheder, dvs. GENNEM-dimensionen.

Mange grundbøger og materialer om menneskerettigheder, der bliver anvendt i undervisningen i læreruddannelsen, behandler ifølge læreruddannerene menneskerettigheder i et idehistorisk perspektiv.²⁰⁷ I relation til definitionen på undervisning i menneskerettigheder i FN’s erklæring fra 2011 fokuserer de aktuelle tekster om menneskerettigheder, der anvendes i læreruddannelsen, i langt overvejende grad på undervisning OM menneskerettigheder. Dermed inddrages menneskerettighederne i mindre grad, i forhold til hvordan den lærerstuderende kan tilrettelægge læreprocessen, lede klasserummet, og i forhold til hvorledes menneske-rettigheder kan være med til at besvare særlige problemstillinger i det pædagogiske arbejde. Derimod er indtrykket, at undervisningen i KLM i praksis også medtager undervisning TIL menneskerettigheder. Det vil sige

refleksioner over de værdier og principper, menneskeretten er bygget på, og som de lærerstuderende som kommende lærere skal kunne forberede eleverne i folkeskolen til. Om end dette i nogle af læreruddanneres

gengivelser af egen undervisning, beskrives som, at menneskerettighederne er en ”underliggende” eller ”implicit” dimension, når det gælder opsamling på interaktive øvelser og refleksioner over værdier og holdninger.

6.5 LÆRERUDDANNELSEN AF 2013

Der er forskellige syn på, om den nye læreruddannelse af 2013 vil styrke undervisning i menneskerettigheder i læreruddannelsen. Fra lærer uddannere i de pædagogiske fag lyder det, at den større kobling mellem teori og praksis og det øgede fokus på inklusion (’inklusion’ eller

’inkluderende’ optræder nu 23 gange i modsætning til 3 gange, som tilfældet er i den tidligere bekendtgørelse), kan styrke undervisningen i menneske rettigheder.²⁰⁸ Ifølge en læreruddanner forudsætter dette dog, at menneskerettighederne inddrages i forhold til den inklusionsdagsorden, der er sat i den nye læreruddannelse, og anvendes som retningslinjer i det pædagogiske arbejde i relation hertil.

Som udredt i kapitel 6 skal lærerstuderende i det nye fællesfag pædagogik og lærerfaglighed under kompetenceområdet specialpædagogik have viden om ’internationale hensigtserklæringer’ (i modsætning til det noget mere specifikke ’internationale deklarationer og konventioner’). Ifølge underviserne i de pædagogiske fag vil det være oplagt, at de lærerstuderende under

dette vidensmål får viden OM menneskerettigheder, herunder FN’s

Børnekonvention og Salamanca-erklæringen om inklusion. I de pædagogiske fag er det som nævnt tidligere i dette kapitel kun en underviser i psykologi, der er inde på et af disse emner, nemlig Salamanca-erklæringen om principper, politik og praksis for specialundervisning. Samtidig italesætter

læreruddannerne i de pædagogiske fag, at der i den nye læreruddannelse er et styrket fokus på inklusion, som kan bevirke, at der kommer et fælles sprog om menneskerettigheder i læreruddannelsen og i folkeskolen. Underviserne udtrykker dog usikkerhed overfor, hvordan opgaven gribes an.

Ifølge hovedparten af læreruddannerene i linjefagene og KLM er det for tidligt at vurdere, om den nye læreruddannelse vil styrke eller svække undervisning i menneskerettigheder i læreruddannelsen. Det skyldes, at den nye læreruddannelse bygger på et ideal om deregulering, og at alle lokale studieordninger i højere grad end nu vil tage sig forskelligt ud. Samtidig er der lagt op til, at de lærerstuderende skal studere mere selv ud fra en såkaldt ’studieaktivitetsmodel’. Der er ifølge læreruddannerne dog ikke noget i lovgivningen, der underbygger, at dette sker, og nogle er nervøse for en udvikling henimod en rolle som kontrollører mere end en rolle som læreruddannere. Der er også bekymringer om tiden til at ”nå omkring menneskerettighederne”:

I forhold til om menneskerettigheder lægger op til en bestemt

undervisningsmetode, vil det være relevant at se på, at det i højere grad nu bliver læreruddannerens rolle at være kontrollører. Den dialogiske undervisning bliver der mindre af.”

Det, der skal bekymre jer (Institut for Menneskerettigheder, red.), er, om der er sikret rammer til tilstrækkelig behandling af menneskerettighederne. Og det kan også bekymre os andre. Der tegner sig et billede af, at KLM er gået fra at udgøre 17 ECTS-point til kun 10 eller 12 ECTS-point for at gå til eksamen. Dette gælder f.eks.

de to største university colleges, nemlig VIA University College og University College Copenhagen.”

Hvor læreruddannelsesreformen for nogle fag og ifølge nogle

lærer-uddannere kan betyde en forringelse af undervisning i menneske rettigheder, giver læreruddannerne i de pædagogiske fag, der i forvejen ikke bedriver undervisning i menneskerettigheder, udtryk for, at der på deres fagområder kan være tale om en styrkelse af undervisning i menneskerettigheder.

Det siger de med henvisning til, at den nye læreruddannelse lægger op til, at der laves tværfaglige moduler sammen med andre fag, hvor blandt andet faget KLM vil kunne indgå. Dette afhænger dog af, hvad den enkelte professionshøjskole lægger ind i de tværfaglige moduler, og hvordan den enkelte lærerstuderende vælger fag.

6.6 MENNESKERETTIGHEDER I PROFESSIONSHØJSKOLERNES