Face- og faceworkbegrebet

begrænsning’ (Jacobsen, 2006: 2001). Goffman er epistemologisk relativist i den forstand, at han formentlig ville hævde, at viden aldrig kan være en objektiv afspejling af den sociale virkelighed. Sociologisk viden er viden set fra et bestemt perspektiv, og den sociologiske analyse er derfor altid be-grænset eller præget af sociologens udgangspunkt. Omvendt findes der en intransitiv virkelighed, som udsagn kan vurderes i forhold til.

Vurderet på baggrund af hans ontologiske og epistemologiske afsæt er det nemt at få øje på ligheder mellem Goffman og den kritisk realistiske tradition, selv om den ikke var udviklet som videnskabeligt paradigme på Goffmans tid. Også hans metodiske fremgangsmåder giver associationer til den abduktive approach, kritiske realister typisk betjener sig af, hvor krea-tiv hypotesedannelse spiller en vigtig rolle i forskningsprocessen. Goffman er kendt for sin kreative, metaforiske analysetilgang, hvor han henter sine billeder og begreber for social interaktion fra såvel dramaturgi som spilteo-ri, ligesom han i høj grad anvender ritualmetaforen som heuristisk redskab til at afdække daglig interaktion og samhandling mellem mennesker.

Kritiske røster (Jacobsen et al. 2006; Manning 1976) har peget på, at et problem ved Goffmans begrebsanvendelse er, at det ofte er vanskeligt at afgøre, hvilken ’status’ begreberne har. Er der tale om foreløbige, primitive og løse antagelser eller om mere systematisk udviklede størrelser (Jacob-sen et al., 2006:224). Overgangen fra løse hypoteser til begrundede ideal-typer sløres med andre ord. Man kan hævde, at Goffman dermed ikke le-ver op til det centrale metodologiske princip inden for kritisk realisme, der handler om begrebsklarhed.

bru-ges til at skabe, opretholde eller udfordre et sådant billede. Face er således ikke til stede i individet, men i flowet af begivenheder i et møde, og det er dermed situeret.

Goffman var ikke den første, der tog facebegrebet i anvendelse. Det blev brugt i Kina så tidligt som i året 400 f.Kr. til at betegne menneskers optagethed af deres personlige omdømme, når det angik social prestige og grundlæggende moralsk karakter (Spiers, 1997). Face er et emotionelt an-liggende; vi er følelsesmæssigt afhængige af eller reagerer følelsesmæssigt på den måde, vores ’ansigt’ eller selv behandles i det sociale møde. Det betyder ifølge Goffman, at vi er opmærksomme på den særlige forpligtelse, denne sårbarhed hos os selv og andre medfører. Som det fremgik, har re-spekt for face i høj grad også at gøre med rere-spekt for territorier og auto-nomi.

I samhandling er en væsentlig del af adfærd og handlinger orienteret mod gensidigt at beskytte hinandens face, netop fordi det er potentielt sårbart og afhængigt af den andens samarbejde. Det er følelsesmæssigt belastende og truer den sociale situation, hvis vi selv eller andre kommer til at udvise et upassende face (wrong face), mister fatningen (out of face) eller taber ansigt (become shamed faced). Lige så slemt er det, hvis andre krænker vores face, fx ved at krænke vores territorier eller rekvisitter, jf.

ovenfor.

Ligesom Goffman er begrebsmæssigt uklar i sin anvendelse af ’territo-riebegrebet’, der, som vi så, både omfatter rekvisitter og territorier, som ikke desto mindre har forskellig ’funktion’, er han tilsvarende uklar i sin anvendelse af face-begrebet. Ud over at pege på, at det er selvet – eller den sociale identitet – der skal beskyttes, skelner han igen ikke mellem beskyttelse af territorier og den præsenterede identitet. Der er mange teoretikere, der har elaboreret på Goffmans facebegreb, og nogle har for-søgt at præcisere og nuancere det. Eksempler herpå er Brown og Levinson (1987) og Lim og Bowers (1991), hvis videreudbygninger jeg vil præsentere og diskutere i det følgende.

Inden jeg vender mig mod dem, skal Goffmans forståelse af face-work kort berøres. Begrebet face-work dækker kort sagt det arbejde (eller de

kommunikationsstrategier – dramatiske og strategiske), der tages i anven-delse i sociale situationer for at opretholde sit eget og andres face.

Goffman opererer med forskellige typer undgåelsesstrategier, der gan-ske enkelt handler om at undgå at true eget og andres ansigt. Hvis kræn-kelsen er sket, kan deltagerne tvinges ind i et reparationsarbejde (remedial interchanges) for at genoprette balancen. Interaktanter har også mulighed for at ’forebygge’ konflikter eller brud på den sociale situation gennem støttende udvekslinger (supportive interchanges) (Goffman, 1971). Det handler typisk om at udvise høflighed og respekt gennem forskellige ritua-ler og dermed undgå forskellige spændinger ved hjælp af diskretion. Et simpelt eksempel herpå kan være udtrykket ’undskyld, jeg forstyrrer’. Det kan også handle om at rose den anden. Goffman kalder også sådanne ri-tualer for fremstillingsriri-tualer.

Det er centralt for Goffman, at sådanne ritualer skal betragtes som en slags ceremonielle eller moralske forpligtelser – og dermed som en slags adfærdskoder, der kan sikre individet som repræsentant for samfundet den nødvendige respekt. Som Jacobsen et al (2006) gør opmærksom på, fremhæver ritualmetaforen et tillidsaspekt ved den sociale samhandling, som underbetones eller sættes uden for perspektiv i det dramaturgiske (hvor vægten er på selvpræsentation) og i det spilteoretiske (vægten ligger på det strategiske og manipulerende individ):

Moralsk adfærd og skuespil smelter sammen i den optrædende, der for overhovedet at kunne handle adækvat må interessere sig for moralske forskrifter om taktfuldhed.

Facework-begrebet åbner for at forklare meget af strukturen og det indi-rekte i verbal kommunikation. Tale er i helt overvejende grad struktureret om bekymring for face. Hvis ikke der var bekymring for face, ville der ikke være noget behov for at beskytte den andens selvrespekt eller autonomi, når fx man laver en forespørgsel, uddeler kritik eller tildeler ansvar. Der ville ikke være nogen angst, når man forsøgte at forklare, hvorfor noget gik galt, eller behov for at forsvare sig selv. Der ville ikke være noget behov for at rose andre, være venlig eller opbløde effekten af information. Der ville

ikke være noget forsøg på at gætte, hvad andre tænker eller ikke tænker på, eller for at undgå konflikt. Uden face-work ville tale formentlig være ekstremt direkte, specifik, hurtig og upersonlig. Men sådan er kommunika-tion mellem mennesker ikke. Den er ofte langsom og indirekte og involve-rer hensynsfuld introduktion til og forhandling af et emne. Kommunikation er mere end bare transformation af informationer. Der er tale om en social handling, der er baseret på interpersonelle overvejelser (Holtgraves, 1992).

Goffmans face- og face-work-begreber er taget op og anvendt i et utal af sammenhænge inden for vidt forskellige discipliner, og de er af især socio-lingvister blevet brugt i mange forsøg på at bygge modeller og lave typolo-giseringer af face-work. Nogle teoretikere har været optagede af at beskri-ve og forklare det kommunikatibeskri-ve arbejde, der er impliceret i forbindelse med forespørgsler (Brown & Levinson, 1987; Craigh, 1986; Tracy & Spisak, 1986, Baxter, 1984), nogle har været optagede af, hvordan uoverensstem-melser håndteres (Goldsmith, 1992), og andre igen har været optagede af afsenderformer (fx Braun, 1988). Mange af modellerne har været brugt til at forstå tværkulturel kommunikation (Spiers, 1997). Lim og Bowers, som jeg vil komme tilbage til, har været mere optagede af at nuancere og udvik-le selve face-begrebet.

3.4. Facework og Brown og Levinsons politenessmodel