Etiske overvejelser

Når man laver kvalitativ forskning som i mit tilfælde, er der nogle særlige fordringer om etiske overvejelser. Det skyldes ikke mindst, at man, som jeg gør, i undersøgelsen går tæt på menneskers personlige liv og erfaringer og placerer private ytringer i en offentlig arena (Birch et al., 2002). Mine re-spondenter deler således nogle ret private aspekter af deres liv med mig, når jeg fx går tæt på inklusions- og eksklusionsprocesser i (for dem) vigtige sociale sammenhænge.

Et grundlæggende forhold i forskningsprocessen, som i høj grad for-stærker den etiske fordring til forskeren, er:

at relationen mellem forsker og udforsket også er en magtrelati-on, der i de fleste tilfælde er asymmetrisk, idet forskeren har den videnskabelige kompetence og ofte den symbolske magt til at de-finere bestemte versioner af virkeligheden som sande. (Brinkman, 2010:436).

Man kan tilføje, at når der er tale om forskning i børns forhold og/eller med deltagelse af børn, som i mit tilfælde, bliver vigtigheden af at være opmærksom på den asymmetiske relation endnu større.

Selv om der findes visse eksempler på formelle spilleregler i forhold til forskningen i Danmark, jf. Fx Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjem-meside for ’vejledende retningslinjer for forskningsetik i samfundsviden-skaberne (2002) (2) er det ikke muligt eller hensigtsmæssigt ifølge Brink-man (2010) at opstille meget firkantede, mekaniske etiske spilleregler, som man (tror man) kan lade sig styre af i forskningsprocessen. Det handler i høj grad om, at være åben over for etiske spørgsmål og dilemmaer (3) som uundgåeligt opstår undervejs i processen. Dette stiller krav til forskerens dømmekraft.

Brinkman opstiller ikke desto mindre selv fire tommelfingerregler, der kan være gode at have i baghovedet i forskningsprocessen. Disse

tommel-fingerregler (der i øvrigt svarer til dele af Forksnings- og Innovationsstyrel-sens vejledende retningslinjer), vil jeg kort nævne i det følgende; og i for-længelse af hver enkelt give eksempler på, hvordan de har styret min forskningsproces/hvilke overvejelser jeg har gjort mig i min egen proces.

Den første tommelfingerrelgel handler om informeret samtykke, det vil sige at sørge for at få deltagernes accept af at deltage i forskningen og at sikre sig, at deltagerne forstår betydningnen af, at man gennemfører fx observation, feltarbejde og interview; ligesom det skal sikres, at de forstår, hvad der sker med resultaterne. Som det fremgår nedenfor i afsnit 6.7, indhentede jeg samtykkeerklæringer fra børn og forældre i min syvende klasse, og jeg informerede skriftligt og mundtligt i flere omgange om un-dersøgelsen og dens formål.

Anden tommelfingerregel handler om fortrolighed, det vil sige kravet om at gøre sig nogle overvejelser om, hvilke typer informationer, der er tilgængellige for hvilke personer, og hvilke konsekvenser informationer kan have for de medvirkende.

Der vil næppe i min undersøgelse være problemer med den eksterne

anonymitet: udenforstående vil ikke kunne genkende skolen og den enkel-te person, formentlig heller ikke forældre. Når det gælder den interne anonymitet har der til gengæld været udfordringer. Det er generelt vanske-ligt i en undersøgelse som min, der er baseret på en caseklasse, hvor alle kender hinanden, at sikre fuldstændig intern anonymit. Selv om jeg har givet alle elever og lærere fiktive navne kan det ikke udelukkes, at eleverne og lærerne vil kunne genkende sig selv og i nogle tilfælde hinanden.

Jeg har i forbindelse med analysen overvejet andre anonomyseringsstra-tegier end blot at udskifte navnene. Andre kendte straanonomyseringsstra-tegier ville være at gruppere eleverne, så de ikke ville være så nemme at identificere eller byt-te om på navne inbyt-ternt (Nielsen, 2011). Jeg har imidlertid vurderet, at så-danne strategier ikke ville være brugbare i mit tilfælde, idet projektets problemstilling fordrer, at jeg er i stand til at identificere og dokumentere mønstre, der knytter sig til den enkelte elev.

Det har dog været vigtigt for mig, at den enkelte elev, der deltager i min undersøgelse ikke føler sig hængt ud (lige som det betones af fx Nielsen (2011). Derfor har jeg i analyseprocessen været meget opmærksom på, at

informationer om enkeltelever ikke kan bruges negativt ’imod’ eleven af fx lærere; konkret har jeg direkte udeladt nogle informationer, selv om de forskningsmæssigt kunne have været interessante at medtage, ligesom jeg har anonymiseret lærerne, hvor deres informationer potentielt har kunnet bruges imod dem af fx deres ledelse.

Tilbage står dog, at der i min analyse indgår ret personfølsomme infor-mationer og fortolkninger, især i forbindelse med identificeringen af inklu-sions- og eksklusionsmønstre i klassen. Jeg har her reflekteret over, hvor-dan enkeltpersoner, der i analysen identificeres og karakteriseres fx som eksklusionstruet ville opleve det, hvis de genkendte sig selv eller oplevede, at andre ville kunne genkende dem. Min vurdering har været, at selv om sådanne personer kan genkende sig selv, er der ikke tale om for dem – eller for klassekammeraterne eller lærerne – helt nye informationer eller karak-teristikker af deres position i klassen på undersøgelsestidspunktet.

Tredje tommelfingerregel er at være opmærksom på konsekvenserne af forskningsprocessen og forskningens resultater. Ud over de konsekvenser, der netop er nævt ovenfor, kan det fx handle om at være opmærksomhed på den forførelse, der kan ligge i interviewsituationen. Opmærksomhed og empati fra forskerens side kan resultere i en åbenhed, som forskningsdel-tageren måske reelt ikke har nogen interesse i at vise, ligesom den kan resultere i en åbenhed og sårbarhed, som man måske som forsker ikke har mulighed for at følge op på og håndtere ordentligt.

Den anden del handler om konsekvener på et makroniveau. Kan man stå inde for de sandsynlige makroetiske konsekvenser af de resultater, man formidler? Hvordan vil et projekts resultater kunne anvendes af lovgivere, ledere eller andre interessenter? Her har mine konkrete overvejelser gået på, at resultaterne af min undersøgelse ikke har kontroversiel karakter eller umiddelbart vil kunne bruges negativt i forhold til mine respondenter eller nogen i øvrigt.

Den fjerde og sidste tommelfingerregel handler om at være bevidst om sin egen forskerrolle. I forskningen er man sit eget redskab så at sige. Ud over håndværksmæssige forskningsteknikker bruger man sin erfaring og sensitivitet til at gøre iagttagelser, stille spørgsmål og lytte efter svar. Det

kræver stor refleksivitet i forhold til, hvordan egne værdier, holdninger og eventuelle fordomme potentielt kan påvirke fortolkninger.

Som udgangspunkt har jeg reflekteret over, hvordan min tidligere erfa-ring og rolle som ’professionel’ (seminarielærer) i feltet kunne spille ind på mine holdninger, herunder om den fx kunne resultere i en overidentifikati-on med lærerne og dermed eventuelt ’blinde’ vinkler i analysen. Min over-vejelse her har været, at risikoen måske ville have været større, hvis jeg havde haft en baggrund som lærer i folkeskolen, hvilket jeg ikke har. Det er således ikke min opfattelse, at jeg ikke på dette punkt har kunnet bevare en ’distanceret’ forskerposition.

Brugen af refleksionsdagbog undervejs i processen har hjulpet mig til at være bevidst om egne sympatier- og antipatier og dermed været et red-skab til at minimere uvedkommende værdivurderinger og fordomme, såvel som overidentifikation med mine respondenter. Se endvidere mine reflek-sioner nedenfor.