Effekt af behandling af voldsudøvende mænd

Cand. scient soc. og ph.d Susanne Clausen har udarbejdet en redegørelse for Justits-ministeriets Forskningsenhed om effekten af behandlingsprogrammer for voldelige mandlige partnere³⁵. Clausens redegørelse omfatter en kortlægning af international forskning om effektevaluering på feltet og resultater af evalueringer af nogle af de voldsprogrammer, der anvendes i Danmark og Skandinavien. Evalueringerne omfatter såvel evalueringer af projekter fra de skandinaviske lande som projekter fra USA, Storbritannien og Canada. De to Campbell-forskningsoversigter, som er gennemgået ovenfor, indgår også i Clausens redegørelse. Formålet med redegørelsen er at belyse hvilke behandlingsprogrammer, der anvendes til voldelige mænd i Danmark og i nabolande, at kortlægge i hvilket omfang disse og andre programmer er blevet

effektevalueret, og hvad resultaterne af evalueringerne er. Det følgende er således en gennemgang af flere forskellige undersøgelser, effektevalueringer og metaanalyser³⁶.

33 SFI Campbells hjemmeside, 2010

34 Ibid.

35 Clausen (2007)

36 I Clausens redegørelse er de undersøgelser, hun har inddraget, beskrevet og listet s. 14-20.

Behandling af mænd der udøver vold. Evaluering af fire projekter 34

Clausen skriver, at det har været svært at finde pålidelige effektevalueringer, da mange af dem har haft mangler i form af manglende kontrolgrupper, manglende beskrivelse af behandlingsprogrammet, og/eller udelukkende baseres på korttidseffekter, dvs. recidiv-målinger kort tid efter behandlingsophør. Dvs. Clausens kriterium for at udvælge effekt-evalueringer, der kan udsige noget om effekten af at behandle voldsudøvende mænd, er undersøgelser, hvor evidensniveauet er højt.

Clausens redegørelse omfatter derfor fortrinsvis evalueringer, hvor der har været an-vendt eksperimentelt eller kvasieksperimentelt design. Dog indgår der også nordiske rapporter og undersøgelser, som ikke opfylder kriterierne om at have anvendt eksperi-mentelt eller kvasieksperieksperi-mentelt design, idet Clausen har vurderet, at det er relevant at inddrage erfaringer fra kulturer, der ligner den danske. Sammenlagt indgår fire nor-diske behandlingsprogrammer, som ikke er blevet effektevalueret³⁷, samt seks pro-grammer, fire nordiske, et canadisk og et fra Storbritannien, hvor der alene foreligger simple recidivmålinger, samt 15 enkeltstående undersøgelser, der består af egentlige effektmålinger, og tre metaanalyser.

Behandlingsprogrammer og teoretiske perspektiver

Ifølge Clausens redegørelse opdeler forskning og evalueringer vold mod kvinder i tre overordnede teoretiske retninger: feministisk teori, hvor volden forstås som mandens forsøg på at opretholde dominans over kvinden, system – og familieteori, hvor volden ses som udtryk for en dysfunktionel familie, og psykoterapeutisk og kognitiv teori, hvor volden anses som et udslag af individuelle problemer. Der er behandlingspro-grammer inden for hver af de tre teoretiske forklaringer på mænds vold mod kvinder, men programmerne indeholder dog ofte elementer af flere af teorierne samtidigt.³⁸ Frivillig behandling og behandling som følge af en dom

Programmerne, som er omfattet af Clausens redegørelse, indeholder både frivillig behandling og behandling som følge af en dom.

Ifølge Clausen er argumentet for at give mændene behandling som en dom i stedet for som et tilbud, at dommen kan virke som en fastholdende faktor, således at der sker en minimering i frafaldet. Udenlandske undersøgelser viser, at frafaldet generelt er stort i behandlingsprogrammerne, op mod 50 pct.³⁹. Et andet argument er, at flere mænd påbegynder behandling, hvis alternativet er en bøde eller en fængselsdom. For det

37 Disse fire nordiske behandlingsprogrammer er kun beskrevet i Clausens redegørelse. De er ikke undersøgt, evalueret eller vurderet.

38 Clausen (2007:3).

39 Ibid., s. 5. Der er ikke nogen kildehenvisning til konklusionen om, at frafaldet generelt er stort, op mod 50 pct., i Clausens redegørelse. Det må antages, at hun konkluderer dette på baggrund af alle de undersøgelser, hun gennemgår. Ud fra de afsnit, hvor Clausen har lavet resumé af de enkelte undersøgelser, der indgår i hendes redegørelse, kan det dog udledes, at der fx ifølge følgende undersøgelser, har været tale om et relativt højt frafald:

Hatcher, R. et al. (2003) i Clausen (2007): 2 undersøgelser med hhv. 34 procent og 36 procent frafald.

Edleson, J.L. et al. (1991) i Clausen (2007): 46 procent frafald.

Saunders, D.G. (1996) i Clausen (2007): 62 procent frafald.

Behandling af mænd der udøver vold. Evaluering af fire projekter ³⁵ tredje påpeges det, at ofrene måske er mere tilbøjelige til at anmelde volden, hvis de ved, at en anmeldelse kan føre til behandling, og for det fjerde, at dommere er mere villige til at afsige dom, hvis dommen forekommer virkningsfuld. Et argument imod at udføre behandling som følge af en dom er dog, at behandlingen ikke virker så godt, hvis voldsudøveren kun deltager, fordi denne er blevet dømt og ikke har et ægte ønske om at ændre adfærd, påpeger Clausen.⁴⁰

Konklusioner vedrørende international forskning i behandlingsprogrammer til voldsudøvende mænd

På baggrund af den internationale forskning vedrørende behandlingsprogrammer til voldsudøvende mænd, som Clausen har undersøgt, uddrager hun følgende hoved-tendenser og konklusioner:

1. Programmer, der er gruppebaserede, strukturerede, og som bygger på kognitiv adfærdstræning, synes at være de mest udbredte.

2. Sammenlignende undersøgelser kan typisk ikke påvise forskel på forskellige typer af behandlingsprogrammers præventive effekt.

3. Der synes at være en tendens til, at længerevarende programmer af minimum 6 måneders varighed har en mere præventiv effekt end korterevarende, men effekten er usikker, og længerevarende programmer indebærer større risiko for bortfald.⁴¹

4. Par- og familieterapi anbefales ikke. Dels fordi parterapi afspejler en indbygget an-tagelse om fælles ansvar for den voldelige adfærd. Dels fordi manden kan reagere negativt på kritik fra kvinden. Endelig antages det, at parterapeuter ikke altid har den fornødne viden om partnervold og derfor ikke er i stand til at genkende faresig-naler⁴². Samme argumenter gælder for mæglingsprogrammer. ⁴³

5. Programmer, der bygger på anger management anbefales ikke, da volden ikke bygger på vrede men vedrører magt og dominans⁴⁴.

6. Effektundersøgelserne viser kun lille eller ingen positiv effekt af behandlings-programmerne⁴⁵.

Ved at gå tilbage til Clausens tre kilder til konklusionspunkt nr. 4 om, at par- og familieterapi ikke kan anbefales, kan man dog finde en væsentlig nuancering af Clausens konklusion snarere end en entydig anbefaling af, at disse former for terapi

40 Ibid., s. 5.

41 Gondolf (2002) og Taylor et al. (2001) i ibid., s. 7.

42 Det fremgår ikke entydigt af Clausens oversigt, om anbefalingerne gælder al par- og familieterapi eller blot den, som udøves af terapeuter, som ikke er specialiserede i voldsbehandling.

43 Dobash et al. (2000), Home Office (2004) og Gondolf (2002) i ibid., s. 7.

44 Ibid.

45 Clausen (2007:8)

Behandling af mænd der udøver vold. Evaluering af fire projekter 36

skal undgås i behandlingen af mænd, der udøver vold, og deres partnere⁴⁶. Alle tre kilder påpeger de potentielle farer ved parterapi, som nævnes af Clausen. Mens Dobash et al. alene fremfører en kritik af parterapi, henviser både Gondolf og Home Office til, at der er divergerende opfattelser af, om parterapi er en brugbar terapiform, når der er tale om voldelige parforhold.

Gondolf⁴⁷ henviser til to større evalueringer, som viser positive resultater med par-terapi. Resultaterne skal tages med det forbehold, at undersøgelsesgruppen i højere grad bor sammen og er i beskæftigelse, har en højere uddannelse og har hjemme-boende børn end det gennemsnitlige par, som stilles for en bydomstol. Gondolf kon-kluderer på baggrund af de nævnte undersøgelser, at parterapi kan være brugbart for nogle par, når den er frivillig, og når trusler og tvang ikke længere er en del af parfor-holdet. Home Office⁴⁸, som er det britiske indenrigsministerium, henviser til, at man i Canada og Storbritannien kun anbefaler parterapi, når der er tale om partnervold, hvis voldsudøveren først har gennemgået et behandlingsforløb og volden er stoppet. Der refereres også til anden litteratur, hvori parterapi anbefales, hvis en række forudsæt-ninger er til stede: Den voldsudøvende part skal have været i behandling først og have taget ansvar for volden, og der må ikke have været vold i parforholdet i en vis periode.

Derudover skal begge parter ønske at bevare parforholdet, og ingen af dem må have misbrugsproblemer eller psykiske lidelser.

Med udgangspunkt i flere undersøgelser fremhæver Home Office endvidere faren ved, at og familieterapeuter, som ikke er specialiserede i voldsbehandling tilbyder par-terapi til par med vold. Dette begrundes med, at sådanne terapeuter kan overse problemer i parforholdet, hvilket kan have store sikkerhedskonsekvenser for den volds-udsatte partner.

Der er således ikke en entydig konklusion på, om parterapi er en hensigtsmæssigt behandlingsform eller ej. Flere undersøgelser peger dog på, at hvis de rette forud-sætninger er til stede, kan der opnås positive resultater ved anvendelse af parterapi.

Clausen konkluderer, at den forskning, som hun har gennemgået, ikke giver nogen stærk indikation på, at bestemte behandlingsprogrammer i betydelig grad vil reducere risikoen for, at voldsudøvere begår vold mod deres partner. Dog kan det ikke konklu-deres, at det ikke er muligt at mindske voldelige mænds recidivrisiko gennem behand-ling:

Selv om mange undersøgelser ikke har kunnet påvise en statistisk holdbar effekt, så tyder metaanalyserne på, at der er en rimelig sandsynlighed for, at behandlingspro-grammerne kan have i hvert fald en lille, positiv effekt.⁴⁹

46 Dobash et al. (2000), Gondolf (2002) og Home Office (2004)

47 (2002:15)

48 (2004:105-106)

49 Ibid., s. 8.

Behandling af mænd der udøver vold. Evaluering af fire projekter ³⁷ I det næste afsnit gennemgås forskning af amerikanske undersøgelser, hvor effekten af behandling af voldsudøvende mænd er vurderet.

3.2.4 Gennemgang af forskning i behandling af voldsudøvende mænd i USA