Diskurs

Når en person har fulgt en mikrocelebrity længe nok og mærker den intimitet som oven-stående eksempler kan skabe, så kan det hos følgeren frembringe en følelse af at kende den pågældende mikrocelebrity (ibid., 148). Denne intimitet og følelse af at kende mik-rocelebrity’en vil jeg komme nærmere ind på senere i min affektanalyse. Inden da vil jeg vende tilbage til det førstnævnte, nemlig det at skabe et tilhørsforhold og en relation til følgerne via den emfatiske kommunikation.

V. Analyse

V.I Diskurs

Min diskursanalyse tager udgangspunkt i det kommunikerede indhold på MM’s blog, som i min case som sagt har fokus på de indlæg, der omhandler det at blive blod- og stamcelledonor. Jeg har valgt diskursanalyse, da jeg med denne kan dykke ned i blog-gens affordance ’tekst’ og analysere de tekstlingvistiske detaljer som en del af at under-søge, hvordan MM skaber et online fællesskab omkring blod- og stamcelledonation.

Dette er tænkt i sammenhæng med den tankegang, at ”sproget påvirker eller sågar

”konstituerer” ”det virkelige”” (Knudsen og Stage 2016, 64). I følgende diskursanalyse vil jeg benytte Norman Faircloughs teori om kritisk diskursanalyse. Herunder vil jeg an-vende Elisabeth Halskov Jensens ”Tekstlingvistik – ind i teksten” (2003) og John E. Ri-chardsons ”Analysing Texts: Some Concepts and Tools of Linguistic Analysis” (2007), der

Hentet fra Instagram 9/10-19 Hentet fra Instagram 14/2-19

10 begge indeholder sproglige termer og værktøjer, som jeg vil inkorporere i diskursanaly-sens tekst-dimension.

Fairclough opererer med tre dimensioner inden for diskursanalyse som henholds-vis tekst, diskursiv praksis og social praksis (Fairclough 2008, 15). Den diskursive praksis dækker produktionsprocesser, distributionsprocesser og konsumptionsprocesser. Pro-duktionsprocessen indebærer, at tekster produceres på bestemte måder i bestemte kontekster (ibid., 35). MM’s tekster (hermed underforstået: blogindlæg) produceres ud fra den kontekst, at hun ønsker at skaffe flere blod- og stamcelledonorer og produceres på den bestemte måde, at det er et indlæg til hendes blog. Det giver hende mulighed for at formidle, hvad hun vil, og på hvilken måde hun vil, da et blogindlæg som tidligere beskrevet fungerer som en online ”logbog” med en personlig tone. At det er online, medvirker en kompleks distribution, da teksterne ikke blot hører til én umiddelbar situ-ationel kontekst (ibid., 36). Herved kan MM nå en stor læserskare. Konsumptionspro-cessen omhandler denne læserskare og handler om den måde, hvorpå læseren konsu-merer og afkoder teksten (ibid., 36). Ud fra mit afsnit om MM som mikrocelebrity vil jeg argumentere for, at hendes læsere vil tage overvejende positivt imod hendes tekster, da mange angiveligt kan identificere sig med hende, og ligeledes har en følelse af at kende hende, og derved anser hende som troværdig. Den diskursive praksis og selve teksten er ligeledes indlejret i en social praksis, som er en praksis, der drejer sig om den enkelte begivenheds umiddelbare situationelle kontekst eller en bredere kontekst af in-stitutionelle praksisser, som begivenheden er knyttet til (ibid., 130). Begivenheden er i denne case MM’s sag om blod- og stamcelledonation, hvilket indlemmer sig i den situa-tionelle kontekst, at nogle syge mennesker har brug for hjælp i form af blod- og stam-celledonorer, og indlemmer sig i en bredere kontekst af ”institutionelle” praksisser, der i samfundet handler om bl.a. næstekærlighed og hjælpsomhed. Alle tre praksisser er nødvendige at have med, da trækkene ved den sociale kontekst former og er konstitue-rede i den diskursive praksis og derved også i den tekst, der er produceret – altså de blogindlæg som MM har forfattet. Teksten, som dimension indenfor diskursanalyse, dækker traditionelle former for lingvistisk analyse, og indebærer derfor analyse af bl.a.

ordvalg, semantik samt sætnings- og syntagmegrammatik (ibid., 124). Det er, som jeg

11 ekspliciterede i min problemformulering, denne tekstlige dimension, jeg vil fokusere på i diskursanalysen. Analysen bliver et perspektiv på, hvordan teksterne (MM’s blogind-læg) sammen konstituerer og indlejrer læseren i en bestemt diskurs omkring det at blive blod- og stamcelledonor – jeg vil derfor ikke analysere de fire blogindlæg ét ad gangen, men derimod inddrage dem ved relevans.²

I alle tekster er det tydeligt, at MM er en eksplicit aktør i form at pronomenet ’jeg’, som i mange sætninger fungerer som subjektet i forfeltet. ”Jeg har aldrig prøvet noget, der (…)” (Bilag A, 5), ”Jeg er så sindssygt glad for, at (…)” (Bilag A, 12) (mine markeringer).

Der er altså fokus på MM selv som aktør i hendes tekster, og hun tager udgangspunkt i sine egne følelser og oplevelser. Det ses dog desuden i alle fire tekster, at MM også skaber et ’os’ og ’dem’, som fungerer som subjektspositioner i teksterne. Dette kalder Fairclough også for sprogets ’identitetsfunktion’, hvilket dækker over de måder, hvorpå sociale identiteter bygges op i diskurs (Fairclough 2008, 18). ”Hvor er det forfærdeligt for dem…” (bilag A, 16), ”Det kan være hos os, lynet slår ned næste gang…” (Bilag A, 16) (mine markeringer). Her bliver det konkrete pronomen ’dem’ et synonym for ’de syge’, og pronomenet ’os’ bliver et synonym for ’de raske’ og ’dem der kan hjælpe’, hvilket altså inkluderer MM selv og hendes læsere, som hun forsøger at nå ud til. Denne iden-titetsfunktion bliver også markeret igennem subjektformen af pronomenet ”vi”, hvor-med MM tilskriver sig selv og sine følgere en handlende rolle i forbindelse hvor-med at

”redde” ’de syge’: ”(…) der er brug for rigtig, rigtig mange kombinationsmuligheder. Og det er vi med til at sikre nu! Så vig ej fra planen, venner!” (Bilag C, 37) ”For det her har vi gjort, venner! Freaking SAMMEN!” (Bilag A, 46) (mine markeringer). ’Vi’ skaber en følelse af samhørighed, og med den gentagende tilføjelse af ’venner’ samt fokus på

’sammen’, som MM har valgt at skrive med versaler, så appellerer hun til en følelse og en lyst til at være en del af fællesskabet. MM appellerer også til fællesskabs-følelsen ved, at hun allerede, uden reelt at kunne vide om det er sandt, tilskriver læseren en rolle i fællesskabet med en præsupposition om, at læseren rent faktisk er blod- og/el-ler stamcelledonor. En præsupposition er den del af medbetydningen, som afsenderen ikke fokuserer på, men som forudsættes som en fælles sandhed for alle parter i

2 Blogindlæggene vil refereres til som bilag A, B, C eller D og med linjetal. Eks.: (Bilag A, 10)

12 kommunikationen (Jensen 2003, 31). Så når MM skriver som vist ovenstående: ”for det her har vi gjort, venner”, så ligger det altså i medbetydningen, at læseren reelt har til-meldt sig som donor og derved er med til at sprede budskabet. MM bruger ofte præ-suppositionerne i sine tekster. Hun bruger det som ovennævnt, hvor hun implicerer læ-seren som allerede værende bloddonor og derved subtilt stikker til dem, som ikke er, men derudover anvender hun også præsuppositioner i den mere ”informative” del af sine indlæg, hvor hun fortæller mere generelt om det praktiske. Om tapningen af stam-celler siger hun bl.a., at ”[d]et er såre simpelt, og det redder liv” (Bilag B, 28) og ”[p]iece of cake!” (Bilag A, 34). De to citater er en præsupposition, da de fremsætter en konsta-tering og fremstår som en fælles sandhed for alle om, at det er nemt, og at man derfor underforstået ikke bør have nogle påskud til ikke at melde sig som donor.

Modaliteten i en tekst er også med til at fremsætte skribentens holdning og gra-den med hvilken, hun mener det, hun siger. Modalitet er indikeret via modalverber eller adverbier. (Richardson 2007, 59). “Man skal bare være bloddonor, melde sig som stam-celledonor, og når man så en dag er et match, (…)” (Bilag A, 31) ”Det er ganske enkelt”

(Bilag D, 12) (mine markeringer). Her bruger MM ’bare’ og ’ganske’ som epistemiske adverbier, der fremsætter hendes udsagn som logiske, og ligeledes fremstiller det at være donor som en bagatel. Særligt eksemplet ’bare’ er også en måde for MM at etab-lere en fællesramme mellem hende og læseren. Dét er ”bare” at blive bloddonor – altså forsøger hun at skabe en fællesramme om, at det ikke er andet end en bagatel, og at det ikke er andet end nemt at blive en del af fællesskabet og det etablerede ’vi’.

Ud fra de to sidst nævnte eksempler og med de ovenstående eksempler ”såre sim-pelt” og ”piece of cake” er det også tydeligt, at MM bruger et meget uformelt, dagligdags sprog, som vi kender fra privatlivet. Hun tager et informationstungt, ømfindtligt emne om donation, der i mange henseender formidles formelt, og artikulerer det mere ufor-melt med humor og ikke mindst patosappel. Patos appellerer til modtagerens følelser og værdier (Nielsen 2016, 223) og er i MM’s tekster i høj grad brugt både eksplicit og implicit. Følgende citat er et klart eksempel på patosappellen: ”(…) hvilket betyder, at endnu flere mennesker, kan nyde godt af den fantastiske lægevidenskab, der gør, at mange flere kan helbredes af forfærdelige sygdomme. Og mit personlige håb er, at der

13 blandt de mange nye stamcelledonorer venter et match til 6-årige Ea, der er indlagt med leukæmi og bare venter…” (Bilag D, 7). Med de ladede adjektiver ”fantastiske” og ”for-færdelige” appellerer MM til læserens følelser. Dette forstærkes yderligere, når hun ind-drager kræftramte Ea som konkret eksempel på en af dem, der ”bare venter…”, som MM skriver. ”Og bare venter…” appellerer direkte til læseren, som om der næsten står:

”og bare venter på dig”. Derudover bruger MM eksplicit ordene ”følelse” og ”føles” i samme blogindlæg: ”Så jeg håber, at vi sammen kan fortsætte den her følelse af fælles-skab, der føles stærkere end noget andet, jeg har prøvet i min tid som blogger” (Bilag D, 20). Her trækker hun igen på identitetsfunktionen, der ligger i ”vi (sammen)”, som ’vi’

der kan hjælpe ’de syge’, og appellerer igen til og inddrager en fællesskabsfølelse hos læserne. MM trækker altså på sygdom, medmenneskelighed og fællesskab som et evo-kativt tema fra den folkelige bevidsthed og forståelse, som er indlejret i vores sociale praksis.

Et generelt blik på ordvalg er også essentielt at kigge på, da de flere steder i blog-indlæggene er påfaldende og ligeledes på kryds og tværs er knyttet semantisk til ’fæl-lesskab’: ”[S]e det som en kollektiv sejr!” (Bilag C, 39), ”Vores fremtid er nu fuld af gratis sodavand og chokolade, guys!” (Bilag A, 54), ”Heldigvis er I bare voldsomt mange, der har taget budskabet til jer, har delt det videre og har meldt jer under fanerne. Og her står vi så – SAMMEN. Det føles i sandhed fantastisk! <3” (Bilag B, 56), ”lad os hjælpe hinanden alle sammen. <3” (Bilag D, 30) (mine markeringer). Alle markerede eksempler på ord og vendinger er flittigt brugt i MM’s blogindlæg og konnoterer overordnet alle på hver deres måde ’fællesskab’. Særligt ”kollektiv sejr”, ”at melde sig under fanen” og ”at stå sammen” giver tilnærmelsesvis associationer til at gå i ind hæren – eller i hvert fald til at være medlem af en bevægelse. Dette vil jeg belyse nærmere i mit afsnit om at undersøge, hvilket online fællesskab MM er med til at skabe.

Ud fra ovenstående analyse vil jeg argumentere for, at MM indskriver læseren i en fællesskabsdiskurs, der skal sandsynliggøre en social handling. Analysen ”trækker på en socialkonstruktivistisk forståelse af sproget som en performativ kraft, der ikke bare re-fererer til eller afdækker virkeligheden, men også er med til at forme selve denne virke-lighed – eller i det mindste de måder, mennesker giver mening til og handler i

14 virkeligheden på” (Stage 2017, 275). Fællesskabsdiskursen skal være med til at danne et online fællesskab og forme måden, personerne heri handler i virkeligheden på – nemlig set ud fra et stort fællesskab hvor ’de raske’ skal hjælpe ’de syge’. MM reproducerer derved en gældende diskurs om bl.a. næstekærlighed og hjælpsomhed og naturligvis med fællesskabet som anker for handling.