punkter. Jysk selskab for historie. Universi
tetsforlaget i Aarhus, 1980, 155 s., kr. 72.15.
D er er ti års forskel på de to m æ nd, hvis politiske in d sa ts er b e h a n d le t i de to væ rker. M en begge u d g å r de fra p rovinsbyens sm å b o rg e rsk a b og begge træ d er de frem i d an sk politik i p ro v iso rieåre n e - d en ene finder sit ståsted i so c iald em o k ratiet, den a n d e n og yngre i V en stre. M en trods de forskellige p a rtie r, så synes de ihvertfald ikke for B ran sag er kort efter system skiftet at have stået h in a n d e n fjernt. D en yngre Z ah le beskrives m ed de siden så h y p pigt citerede b em æ rk n in g er om han s revolutionæ re tem p e ra m e n t, og det er ganske o p lag t, a t h an stå r på det sejrende v e n stre p a rtis v en stre fløj. Den æ ldre, m en som rig sd ag sm an d nyvalgte, M a ro tt placeres ligeså sikkert b la n d t de besindige i so c iald em o k ratiet.
De to bøgers tilblivelseshistorie er o v eren sstem m en d e
— den »let o m arb ejd ed e« u dgave a f hovedfagsspecialet.
Det m ark eres i om fanget, d e r b æ rer præ g a f de p.t. gæ l
d en d e n o rm e r for specialers læ ngde, og det ses ved den b eg ræ n sn in g , begge forfattere h a r p å la g t sig i forhold til den biograferede. M ichaelsen afgræ nser sig til den unge Z ahle, til 1901, m ens T o p h o lm nok følger M a ro tt hele vejen, m en in d sk ræ n k e r sig til a t belyse sin ho v ed p erso n i ganske b estem te sa m m e n h æ n g e. Begge bøger foreligger m ed m ask in sk rev en og n edfotograferet tekst, og hvad frem træ delsesform en a n g å r, så b æ rer O d en seb o g en p ri
sen m ed hensyn til læselighed og alm en udførelse. Særlig er n o tern e i M a ro tt-b o g en træ tte n d e a t arb ejd e m ed.
M en så er de to bøger også vidt forskellige i deres forsøg på tackle den vanskelige biografigenre. J e n s M i
chaelsen er gået tra d itio n e lt til værks. H a n b eg y n d er m ed slægt, b a rn d o m , opvæ kst, u d d an n else for så at tage fat på den unge Z ahles politiske in d sa ts som re d ak tø r og folke
tin g sm an d . H a n søger a t fa b estem t p åv irk n in g er fra fa
milie og b arn d o m sm iljø , teg n er sider a f Z ahles p e rso n lighed og personlige frem træ d en og g e n n e m g å r n a tu rlig
143
vis udførligt d en unge v e n stre m a n d s sy n sp u n k te r b åd e i teori og praksis. J e n s M ic h aelsen forsøger på god g a m m eldags vis a t kom m e o m k rin g hele perso n en , v u rd e re r og kritiserer og b estem m e r h a n s in d sa ts o m k rin g loven om fæste- og lejehuse som h a n s »svendestykke« som po litiker — en bedøm m else, m an ikke kan væ re uenig m ed fo rfatteren i. H e r hav d e Z ah le fu n d et sit felt, og lovgiv
n in g sa rb e jd e t blev su p p le re t m ed u d a rb e jd e lse n a f den friskt skrevne og eng ag ered e »D en d an sk e H u sm a n d « , d e r udkom 1901.
J e n s M ichaelsen k n y tte r sin frem stilling til den K a a rs te d ’-ske m odel for p olitikeres fortræ ffelighed, m en m an g ør sto rt set b ed st i a t gå let hen over de m ere teoretiske b e tra g tn in g e r i in d led n in g en . N å r m an d e r
im od kom m er til selve p erso n en Z ah le og h a n s udvikling, så h a r h an , u d en a t d et no g etsted s glim ter undervejs, hverken i sp ro g eller sy n sp u n k te r, solidt og u d tø m m e n d e red eg jo rt for, h v o rd a n den senere ko n se ilp ræ sid en t tog form som politiker. D er er nu heller in tet, d e r g lim ter hos d en unge Z ahle. H a n forekom m er som en sym patisk, li
d e t original og lidet b læ n d en d e skikkelse, d e r uden at h an g iver u d try k for stø rre in tellek tu el o rig in a lite t eller o v er
hovedet for videre intellektuel b e a rb e jd n in g a f sine erfa
rin g er og in d try k , in stin k tiv t o p fa tte r sig som ta lsm a n d for »sm åkårsfolk« og ganske sn a rt i 90 ’erne finder frem til, at h an skal sæ tte ind til fordel for u n d erk lassen i lan d b o sa m fu n d e t. S k o m ag erm estersø n n en fra Roskilde h a r ingen interesse for byernes, h ån d v æ rk ern es eller a r b ejd ern es p ro b le m e r - d et er lan d et, d et gæ lder.
J e n s T o p h o lm er g ået an d erled es til værks m ed Emil M a ro tt - b o g b in d e rm e ste rsø n fra S to re H ed d in g e. D ette anføres ikke i T o p h o lm s bog, og d et an g iv er ret godt bogens k arak ter. H e r er sto rt set in tet om perso n en M a ro tt, m eget lidt om h an s b lad v irk so m h ed og k o m m u n a l
politiske in d sa ts i O d e n se (se dog h er sam m e forfatters artikel »Fyns S o cial-D em o k rat 1896-1920« i M ed d elelser om F o rsk n in g i A rb ejd erb ev æ g elsen s H isto rie 14 M aj 1980 s. 5 -2 2 ), m en hele in teressen k n y tte r sig til M a ro tts sæ rsta n d p u n k te r, siden h an s b ru d m ed p a rtie t og k o rtv a rige forsøg på en selvstæ ndig p a rtid a n n e lse . T o p h o lm o p e re re r m ed to h o v e d g ru p p e rin g e r - de n a tio n a le og de sociale kateg o rier (a f sæ rs ta n d p u n k te r). De n a tio n a le gi
ver sig selv, og d et v a r som b ek en d t her, M a ro tt i 1920 b rø d m ed so c iald em o k ratiet o m k rin g g enforeningspro- blem atikken. M en betegnelsen sociale sæ rsta n d p u n k te r er ikke klar, for i T o p h o lm s bog o m fa tte r d en n e kategori alt a n d e t lige fra k o m m e n ta re r til B ern stein over m ilitæ r
sp ø rg sm å let til v u rd e rin g e n a f re n t taktiske sider a f d a gens politik og a rb ejd sm ark ed sfo rh o ld . T o p h o lm s g en n em g an g a f M a ro tts o p fattelser (væ sentligst m ed u d g an g sp u n k t i Fyns S o cial-D em o k rat) k o n trasteres lø b en de m ed so c iald em o k ratiets officielle, og d et søges så v u r
d eret, i hvilket om fang, d e r v a r tale om afvigelser. Det gør bogen tu n g a t læse, g en tag elsern e er hyppige, og der k om m er til at m an g le en d im ension: M a ro tts indflydelse på d en officielle so c iald em o k ratisk e politiske linie! M a ro tt v a r jo ikke en tilfæ ldig m a n d i rig sd ag sg ru p p en . H an hø rte til led erk re d sen u m id d e lb a rt efter de egentlige fø
rere som P. K n u d se n , B orgbjerg og S tau n in g . H a n v ar m edlem a f fin an su d v alg et, frem træ d en d e jo rd p o litisk ta lsm a n d for so c iald em o k ratiets sy n sp u n k te r m.v. I en
Anmeldelser
række tilfælde kan m an ikke tale om sæ rsta n d p u n k te r, ganske enkelt fordi p a rtie ts linie v a r lig m ed højrefløjens, i d e tte tilfælde m ed M a ro tts opfattelse.
J e n s T o p h o lm o p d eler sin bog i tid safsn itten e 1896-1912/14, 1912/14-1920 og 1920-24. D et er vel d et bem æ rkelsesvæ rdige, a t M a ro tt allered e i d en første p e riode, i åren e 1911-12, ko m m er i en m eget d y b tg å e n d e konflikt m ed sit p a rti og faktisk giver u d try k for m eget d iv erg ere n d e sy n sp u n k te r, først o m k rin g op fattelsen a f en køben h av n sk arb e jd sk a m p , senere om d et tyske valg i 1912, h vor p ro b lem et d rejed e sig om de d an sk sin d ed e sønderjyske vælgere, d e r v a r m edlem a f so c iald em o k ra
tiet, skulle ste m m e d an sk eller so ciald em o k ratisk . O g det er på disse o m rå d e r, m o d sæ tn in g en m ellem M a ro tt og p a rtie t udvikler sig i de følgende å r til b ru d d e t i 1920.
E fter 1920 synes M a ro tt a t strejfe forestillinger om en d a n sk fascism e - m eget skal d e r dog n æ p p e lægges heri, for T o p h o lm d o k u m e n te re r tydeligt i sin bog, a t M a ro tt v a r alt a n d e t end en teoretisk skolet og v idende politiker.
M a ro tt en d te som en ov erlø b er - set fra p a rtie t en fo rræ d d er — m ens Z ah le blev kon seilp ræ sid en t i to o m gange. Z ah le er a ld rig blevet o v e rv u rd e re t i litte ra tu re n (og læs blot K . H . K ofoeds e rin d rin g e r!), M a ro tt er n a turligvis frosset ud i arb ejd erb ev æ g elsen s h isto riesk riv ning. In g en a f dem b a r de store visioner eller evnede ihvertfald a t give u d try k for så d a n n e , og begges a lm in d e lige teoretiske b allast, in d en fo r hver deres ideologiske stå ste d , synes a t have væ ret beskeden. F o r d em begge synes a t gæ lde, a t de ud en stø rre p ro b lem er som unge fan d t en p latfo rm , h v o rfra de k u nne a rb jd e for »de sm å i sam fu n d et« , en selvfølgelig d e m o k ra tisk -ra d ik a l in d stil
ling u n d erb y g g et m ed en stæ rk følelse a f n ø d v en d ig h ed en a f sociale reform er. In g en a f dem v a r rev o lu tio n æ re — ligheden skulle kom m e g ennem reform er v e d ta g e t a f væ l
germ assen s flertal. D et er p å d en b a g g ru n d egentlig en skæ bnens ironi, a t M a ro tt ih v ertfald i offentligheden kom til at stå som den, d e r blev a n le d n in g e n til Z ah les fald.
In d til d a hav d e d eres politiske in d sa ts forløbet p ara lle lt, og hav d e væ ret b å re t a f sto rt set sam m e ideer, hvis m an hos så p ra g m a tisk og p rak tisk re tte d e politikere tø r b ru g e d e tte u dtryk.
De to u n d ersø g elser er ikke blevet bøgerne om hhv.
Z ah le og M a ro tt. De b æ rer på m ange m å d e r sta d ig præ g a f deres o p h a v s situ a tio n , m en d e r er i hver sin g en re tale om solide red eg ø relser om c e n tra lt placered e politiske skikkelser i d ansk politik.
Claus Bjørn
Peter Skautrup: Hørt og husket.
Poul Kristensens Forlag, Herning. 1979. 140 s., ill. Kr. 64.
B ondeblod h a r i å r h u n d re d e r ru lle t i forfæ drenes årer, og d et fornæ gter sig ikke, n å r den jy sk e professor fortæ ller om slægt og h jem stav n . »D et b eg y n d te i K ø lv rå« . D ér v a r P eter S k a u tru p s far Niels J e n se n i efterå ret 1894 ble
vet v interskolelæ rer, og h e r fødtes læ re rp a rre ts tredie b a rn . T o sm å sø n n e r, J e n s og Peder, havde de m istet, og
Anmeldelser
d en lille nye fik nu begge n av n e (det ene a f p ræ ste n fejl- skrevet til »PeJer«), m ed A n d re a s i tilgift. N a v n e fo ra n d rin g en til S k a u tru p kom først i 1921.
P eter S k a u tru p » m ener« a t k u n n e huske en situ atio n oplevet før to å rsa ld e re n : h an sad i en gynge, d e r v ar solidt o p b u n d e t i fire tove fastg jo rt i en forsvarlig krog i loftsbjælken, og herfra hav d e h an d en herligste udsigt m od øst ned over K a r u p å. D et lyder poetisk, m en den tidlige b a rn d o m bød også p å d ra m a tisk e hæ ndelser. E n g ang v a r d ren g en næ r d ru k n e t i en afv andingsgrøft, en a n d e n g ang blev d en v id tb e k e n d te distriktslæ ge R am - b usch tilk ald t fra S jø ru p , og P eters m or v a r h am alle d age d y b t tak n em lig for, som h u n sagde: » h an reddede d it liv«.
D e læ ngste afsnit i bogen o m h a n d le r slæ gten og b a r n d o m så ren e i S k a v tru p skole, T v is sogn, h vor Niels Je n s e n fra 1902 v a r lærer. H a n s slæ gt h ø rte h jem m e i L im fjords- egnen m ellem S tru e r og L em vig, m ens h an s h u stru v a r a f H allu n d -slæ g ten . På faderens side v a r forfæ drene fæ ste
b ø n d e r in d til 1782; et u d sn it a f sta m ta v le n anføres. O l- defæ drene p å m ø d ren e side kom u densogns fra. Skau- tru p s farm o r, d e r v a r gift to gange, nedskrev i 1920 en b e re tn in g om sin slæ gt. D en o plyser en hel del om p erso n er, g å rd e og b y gninger, fortæ ller også noget om hendes egen indstilling. D et sidste ste m m e r ganske g o d t m ed de træ k, som sø n n e sø n n en m æ rkede sig, d a h a n som un g i nogen tid boede hos h en d e i H o lste b ro . H a n k en d te h e n des sp a rta n sk e lev em åd e og vidste, a t hun ikke sa tte pris p å den unge m a n d s m egen læsen, som h an s far m å tte betale for. »A a sa a k a ’ h a n e n d d a hw æ rken blyw Præ st eller D æ j’n«. M en - tilføjer P eter S k a u tru p : » H u n forli
gede sig dog m ed forløbet«.
I et p a r å r h av d e S k a u tru p s far v æ ret elev på R a n u m se m in a riu m , m en h a n tog ikke læ rereksam en. På d en tid om fatte d e den vestjyske sk o leo rd n in g m ange vin terlæ re re og v ik arer m ed lan g t rin g ere u d d a n n e lse end hans. G ift blev h an i H a llu n d b æ k , H o d sa g e r sogn, i 1892, m en læ n
ge m å tte d e t unge p a r følge en v interskolelæ rers van- dringsvej, før N iels J e n se n i fe b ru a r 1902 blev enelæ rer ved S k a u tru p skole. E n solid og god lærer; adskillige a f h a n s gam le elever v id ste ikke alt d et gode, de k u n n e sige om ham . U d e n a d slæ re n y n d ed e h an ikke, m en lagde væ gt p å m ere ly stb eto n ed e p ræ sta tio n e r. S an g blev flit
tigt d y rk et, og ofte tog h a n violinen m ed i skolestuen. N u og d a fik b ø rn en e lejlighed til at læse »gotisk skrift« i et sæ t skriftlæ sningsbøger; en d n u v a r d e r bedsteforæ ldre, som b en y tted e d en n e skrift. D e æ ldre in d en fo r skolekred
sen h avde svæ rt ved a t forsone sig m ed noget så » nym o
dens« som g y m n a s tik a p p a ra te r og n av n lig m ed hv ad de kostede!
O m sin m or siger S k a u tru p , a t h u n » råd ed e for orden, m ad og hygge«, og h u n v a r d en , d e r havde h a n s største fortrolighed. » O g o m v e n d t v a r je g nok den, h endes ta n ker kredsede om tidlig og silde«; h an v a r jo blevet e n e b a rn . H a n s m or v a r også økonom isk, m ere end faderen.
H u n v a r en religiøs n a tu r, venlig og godgørende; hun hav d e en vis alvorlig væ rd ig h ed . I skolestuen k u nne hun ikke blot gøre ren t, m en lære de sm å a t stave og læse,
»selvfølgelig for gode ord u den betaling«. H u n ta lte jysk som de a n d re koner. V ed sit arb ejd e forstod h u n at skyn
de sig u den a t ja g e . M en v a r h æ n g e la m p e n først i o rd en ,
h o ld t h u n a f en stille m ø rk n in g stim e, før lyset tæ n d tes i h jem m et.
O m sin egen d ag lig d ag som b a rn hu sk e r S k a u tru p kun lidt, p å s tå r h an . D et rim e r ikke helt m ed h an s sm å n a tu r sk ild rin g er og u d b ru d d e t: » F o r en m æ ttet tid m an havde som dreng!« - F ra v erd en ud en o m kom A n d ers Post m ed breve, avis og b lad e. A f de b ø rn eb ø g er P eter »slugte«, h a r h an s lidt yngre a n m e ld e r læst de fleste, ligeledes In- g em an n s historiske ro m a n e r, m en kan godt m isunde d ren g en han s a d g a n g til T vis sognebibliotek. Sognet læ rte h a n isæ r at kende g ennem fad eren s h verv i kirke, skole, husflidsforening, sygekasse og hjæ lpekasse. U ly k kelige h æ n d e lser forekom p å egnen og forbigås ikke. V i
d est b ek en d t blev den d y stre b egivenhed, da en la n d b ru gers h u sb e sty re rin d e d ræ b te sine egne og sin elskede h u sb o n d s b ø rn , på næ r en d ren g . P eter S abroe kom til begravelsen og h o ld t en g rib en d e tale; gennem sa m ta le r m ed egnens folk blev h a n d erefte r opm æ rksom p å de uheldige b ø rn eh jem sfo rh o ld i H a n d b je rg (»H ebronaffæ - ren«; b a rn e m o rd e n e i T vis og forholdene p å b ø rn e h je m m et er udførligt o m ta lt i Sven S abroes bog »P eter Sabroe.
B ørnenes V en«, 1943, s. 89—100).
A llerede som d re n g h a r P eter S k a u tru p ført d agbog, og 70 å r senere kan h an u n d res over o ptegnelser, d e r - m idt ib la n d t n o ta te r om d ag lig t arb ejd e, politiske hæ n d elser m.v. - giver u d try k for ta n k e r og følelser, d e r far h am til a t un d res. »H vem skrev je g d e tte for? J e g ville afgjort ald rig have k u n n e t lade nogen se eller læse dette! M en d et vestjyske dæ kkende skjold v a r her kastet til side, så d et b lø d en d e in d re trå d te frem - « Å rsagen v a r en d re n geforelskelse i en g o d t 3 å r æ ldre pige. D en skulle sæ tte sig sp o r også i de følgende år; først p å bogens sidste side, i h an s stu d e n te rtid , fan d t » d et p lato n isk e forhold« sin ve
m odige afslutning.
S k a u tru p h a r nogle kloge o rd om d et, d er kan byde på pro b lem er: » at k u n n e kende og genkende sig selv, på fo rståen d e vis a t k u n n e identificere sig selv p å afstand«.
H a n m en er dog, a t d e r tilbage til h an s k o n firm atio n stid ikke er noget, h an hu sk e r som frem m ed (b o rtset fra den o v ennæ vnte » u n d re n « ). D et lå å b e n b a rt i luften, a t han skulle »læse«, og fra fe b ru a r 1911 v a r h an på H o lste b ro Friskoles p ræ lim in æ rk u rsu s i to år. D en lan d sk en d te v alg m en ig h ed sp ræ st M o rten L arsen havde konfirm eret h am , og i afsn ittet om friskolen o m ta le r h an b åd e sine læ rere og k a m m e ra te r. L æ rer J e n s F o n ag er fik næ sten ved et tilfæ lde afgørende b ety d n in g for S k a u tru p s valg a f studievej: i stedet for en allerede b eslu ttet sem inariefor- beredelse blev det H ø n g stu d e n te rk u rsu s. En forsinket indm eldelse gjorde ende på »de fo rtæ tted e m uligheder«
som forelå. F ad eren stillede h am ganske frit, »og d e r v ar et u ta lt [trykfejl for » u u d talt« ?] tillidsforhold im ellem os, m en så tillige også en u n d e rfo rstå e t an svarsovertagelse«.
I a fsn ittet » H ø n g -tid en « giver S k a u tru p en u d m æ rk et k a
rak teristik a f sine læ rere. D en følgende o m tale a f det b e g y n d en d e u n iv e rsite tsstu d iu m h a r en sæ rlig interesse for a n m eld eren . S k a u tru p s årsk o rt ved K ø b e n h a v n s u n iv e r
sitet 1915-16 (en a f illu stra tio n e rn e ) anfører ganske de sam m e fag som m it fra 1920-21, og en tim ep lan viser, at vi h a r haft 6 un iv ersitetslæ rere »fælles«. J e g kan bedst bifalde, h vad h a n siger om V e rn e r D a h le ru p og Aage Friis.
10 F o rtid og N u tid 145
Anmeldelser
I slu tn in g sk a p itle t fortæ ller S k a u tru p om sine hospi- talsoplevelser som nr. 7 p å en 6 sengs stue, h vor d et m est ejendom m elige v a r h a n s m øde m ed d en noget h ård k o g te jo rd - og b e to n a rb e jd e r A agesen, d e r chokerede den fin t
følende S k a u tru p m in d re ved sit » g u dsforgående« o rd valg end ved »h an s kyniske, u b æ n d ig e vilje til efter y d m ygelsen og n ed erlag et ikke a t tillade nogen æ dlere følel
se at sp ire frem eller trives«. H vis d en unge la n d b o stu d e n t nu også så til b u n d s i d en sag
-H v ad P eter S k a u tru p h a r h ø rt og husket fra sine første tyve å r giver fo rv en tn in g er om , h v o r m eget m ere h an ville k u n n e fortæ lle om sit livsløb i de to følgende m en n esk e
ald re. A n v en d elig t sto f - p å jy sk og beslæ gtede sprog - h a r h a n sikkert i rigt m ål.
Fridlev Skrubbeltrang
Erindrings serien »Folk fortæller« nr. 1-3.
Udgivet af Foreningen Danmarks Folkeminder.
1979-80.
In te re sse n for » alm in d elig e m enneskers« e rin d rin g e r h a r tag et et væ ldigt o p sving in d en fo r de seneste år. I m ange lokalhistoriske ark iv er udføres d e r et sto rt og m ålb ev id st a rb e jd e for a t sikre sig e rin d rin g e r fra sognets æ ldste, in d en det bliver for sent. M en også a n d re ste d e r end i de lokalhistoriske a rk iv er h a r m an øje for b ety d n in g en a f d en n e kildetype og gør en aktiv in d sa ts for a t in d sa m le e rin d rin g e r og få dem ud til en stø rre kreds. D et er erin- d rin g sse rien »Folk fortæ ller«, som F o ren in g en D an m ark s F o lk em in d er u dgiver, et g lim ren d e eksem pel på.
S eriens første bind er V iggo H a n s e n ’s » S åd an v ar det p å lan d et i tyverne« (40 s., kr. 20,00). D et er en jo rd n æ r m en levende sk ild rin g a f de usle vilkår, tjenestefolkene e n d n u i 1920’erne blev tilb u d t p å lan d ets b onde- og h e r
reg ård e. V iggo K lau sen blev se n d t ud a t tjene som 14-årig i 1923 og forlod e rh v erv et i 1933, hvor h a n efter et højskoleophold blev a n s a t som plejer ved Set. H a n s h o sp ital. Det v ar u den vem od, h an sagde farvel til la n d b r u get. D et m est positive ved la n d b ru g sa rb e jd e t v a r glæden ved a t sa, se kornet kom m e frem og gøre m ark ern e g rø n ne, at væ re i n æ r k o n tak t m ed d y r og p la n te r og se det trives og gro. M e d aljen s b agside v a r de d årlig e boligfor
hold, d en d årlig e kost, su ltelø n n en , d et h å rd e arb ejd e og den n e d la d e n d e h o ld n in g , a rb ejd sg iv ern e m ed få u n d ta gelser in d to g overfor ty en d et — og neto p disse ting stå r m ejslet fast i V iggo K lau sen s e rin d rin g . V æ rst v a r for
h o ldene hos de in d rem issio n sk e b ø n d er. B edre a rb e jd s
p la d se r v a r d erim o d de store g å rd e p å om k rin g 300 tdr.
lan d . D er forekom d et, a t ejeren gik i spidsen for arb e jd e t for a t vise, a t h an selv k u n n e udfylde de krav, h an stillede til sine m edhjæ lpere. E n d v id e re v a r d e r flere tjenestefolk p å de stø rre gård e, således a t m an hav d e flere at dele
lan d . D er forekom d et, a t ejeren gik i spidsen for arb e jd e t for a t vise, a t h an selv k u n n e udfylde de krav, h an stillede til sine m edhjæ lpere. E n d v id e re v a r d e r flere tjenestefolk p å de stø rre gård e, således a t m an hav d e flere at dele