BIDRAG TIL EN KØBENHAVNSK STIFTELSES HISTORIE.
Af M. VOGELIUS.
D
et var et velhavende Hjem, opfyldt af aandelige og humane Interesser, i hvilket Morten Nielsen Budolph, Stifteren af det Kloster, der bærer hans Navn, voksede op.Faderen var død allerede i 1696 som Raadmand i Køben
havn, da Sønnen var ganske lille, og Moderen, Magdalene Bornemann, Datter af Assessor Cosmus B., havde kort efter giftet sig med Præsten ved Hellig Geist, Mag. Frans Thestrup, der senere blev Biskop i Aalborg. Han var samtidig Direktør for »De Fattiges Væsen« og gik helt og fuldt op i denne Opgave — særlig da for Børnenes Vedkommende. Han bliver Grundlæggeren af Køben
havns Almueskolevæsen, idet han for Midler, indsamlet blandt sit Sogns Beboere, oprettede Københavns første offentlige Skole, hvor fattige Børn ikke alene fik fri Un
dervisning, men ogsaa gratis Mad og Klæder. Præsterne ved de øvrige Kirker fulgte hans Eksempel, og snart efter havde hvert Sogn sin Skole, der senere fik overdraget Besørgelsen af Korsangen i Kirken. Ogsaa som Sjæle
sørger fik Pastor Thestrup stort Ry og blev som den, der indførte Katekisation, og ved sine Hverdagsprædikener Vækkeren af et betydeligt aandeligt Liv iblandt Hoved
stadens Ungdom.
Under Paavirkning af Stedfaderens store Omsorg for de daarligst stillede i Samfundet er det da ikke
mær-keligt, at Morten Budolph, der var begyndt at studere Theologi, i sit Testamente, som han underskriver paa sit Dødsleje under et Ophold i Freiberg i Sachsen (25. Fe
bruar 1725, kgl. konfirmeret 16. Marts s. A.), bestem
mer, at hans Efterladenskaber skal gaa til »Huus Armes Tjeneste«. De bestaar da af 4000 Rdlr. tilligemed et Hus i Prinsensgade, hvor der skulde indrettes Fribolig for syv Fattige, derimellem en Student, som for en vis aarlig Løn skulde forestaa Bønnen og Sangen i Stiftelsen.
Imidlertid fandt Testamentets Eksekutor, der var Testators Halvbroder, Prof, philosophiae (senere juris) Chr. Thestrup1), at denne Ejendom var alt for gammel, brøstfældig og afsidesbeliggende, til at det tilsigtede Øje
med kunde ske Fyldest. Han fik derfor Huset solgt — for 531 Rdlr. — og købte som Erstatning — for en Sum af 800 Rdlr. — 3 Smaahuse i Pustervig. Disse blev nu omdannet, saaledes at de i Testamentet omtalte syv Per
soner kunde finde »en anstændig Lejlighed«, og den 1.
Oktober 1728 kunde Stiftelsen tages i Brug.
Tre Uger efter udbrød den store Ildebrand, der lagde saa betydelige Dele af Hovedstaden i Aske. Ogsaa de Bu- dolphiske Friboliger blev et Rov for Luerne, og samtidig formindskedes Kapitalen med 1000 Rdlr., der var anbragt i en Ejendom i Brolæggerstræde, som ødelagdes ved samme Lejlighed.
Denne Ulykke lammede for lange Tider Stiftelsen.
Vel indgav Prof. Thestrup en Skrivelse (af 15. Aug. 1729) til Direktionen for Fattigvæsenet, hvori han anmodede om pekuniær Hjælp til en Genopbygning; men den al
mindede Nød bevirkede, at man maatte afslaa Andra
gendet, og i 10 Aar høres nu intet mere om Budolphi Kloster.
Prof. Chr. Thestrup var forøvrigt bekendt for sin Paaholden-hed og sit Pedanteri og skal ofte have været Genstand for Holbergs Satire.
4*
52 Budülphi Kloster
I 1739 anses imidlertid Forholdene for saa væ
sentlig forandrede, samtidig med at Kapitalen har faaet Lov at trække Renter, at man kan tænke paa Stiftelsens Genoprettelse. Den nedbrændte Bygnings Grund sælges for 294 Rdlr., og der indkøbtes en ny og større i St.
Pederstræde Matr. Nr. 121 for en Sum af 555 Rdlr. Her opføres nu et grundmuret Hus, og udvendig sættes føl
gende Inskription — her bruges første Gang Udtrykket
» Kloster« :
»Sal. Morten Budolphs Kloster, legeret Aar 1725 med Kapital 4000 Rdlr. Først indrettet i Pustervig, som brændte Aar 1728, nu atter paa denne større Plads af nye opbygget og til Fremvækst i Tiden med Fundats efter Testamente istandsat Aar 1743 af Justitsraad og Professor Chr. Thestrup.«
I denne Fundats — af 31. Decbr. 1743 — bestem
tes bl. a., at Klostret skulde indrettes »for Personer af saadan Stand som Kjøbenhavns indfødte Borgere, det er saadanne, som i det ringeste ere saa værdige og for
nemme som de«. I Begyndelsen var der kun Plads til 4 Personer, som mindst skulde være 50 Aar; senere blev der indrettet 6 Boliger, der i 1783 forøgedes med endnu 2.
Beboerne fik hver 3 Mark, men den ældste — der ogsaa førte Titel af Priorinde — 4 Mark ugentlig »mod at fore- staa Bøns Afholdelse Morgen og Aften«.
Den første Priorinde, der omtales, var Mad. Kirstine Alsbach, hvis Datter var gift med Sognepræsten i Stege Jacob Johan Lund. Da hun dør, indgiver hendes Søster en Ansøgning til Klosterdirektionen om »at succedere«
hende og samtidig »nyde baade Værelser og alle øvrige Agrements, som dermed altid har været«. Dette bevilges da ogsaa (16. Maj 1786).
Naar der imidlertid i Morten Budolphs Testamente siod, af Stiftelsen skulde være for Husarme o: fattige, som blot ikke gaar ud at tigge, blev dette efter Prof.
Thestrups nye Bestemmelser ikke taget alt for bog
staveligt eller rettere, det blev slet ikke overholdt. Der maatte saaledes betales en vis Sum for at blive op
taget, som oftest mellem 200 og 700 Rdlr., men der findes dog ogsaa ganske enkelte Eksempler paa, at man har nøjedes med en mindre Kapital. Ellers var Reglen den, at man under nogenlunde lige Forhold — med Und
tagelse af, hvor der var Tale om Medlemmer af den vidt forgrenede Thestrupske Familie — antog den, der kunde betale mest. Renterne af disse Kapitaler nød da Konven- tualinderne, mod at de efter vedkommendes Død tilfaldt Klostret, som da til Gengæld i de fleste Tilfælde beko
stede Begravelsen.
Der var en meget stor Ekspectanceliste, men den blev ikke altid fulgt efter Nummerorden. Saaledes blev en Jfr. Anna Margrethe Ostenfcld, der stod som Nr. 9 paa Listen, optaget, fordi hun straks indbetalte 200 Rdlr., selv vilde sørge for sin Begravelse og testamenterede Klo
stret hele sit Indbo, der var i »skikkelig« Stand.
Ellers søgte Ansøgerinderne at blive de foretrukne ved at appellere til Direktionsmedlemmernes Medliden
hed og gode Hjerte. Frk. Linnerhjelm fra Brolægger
stræde 77 sætter ikke sit Lys under en Skæppe: »Mine Kaar, der ved andres Skyld, ere nedsjunkne til Mangel og Trang, gjøre mig til en Gjenstand, og jeg tør uden Ubeskedenhed tilføie en værdig Gjenstand for Delta
gelse og Medlidenhed«, hedder det i hendes Andragende om Optagelse.
Man nøjes dog ikke med at modtage de stipulerede Kapitaler, naar Ejerinderne flytter ind i Klostret; under
tiden tages Pengene ogsaa i Forskud. Der loves saaledes en Enke med to døvstumme Døtre en Bolig ved første Lejlighed, mod at der straks indbetales 800 Rdlr., og at denne Sum bliver Klostrets Ejendom, selv om de alle tre
54 Budolphi Kloster
skulde dø, inden der bliver Plads til dem. Heldigvis ind- traadte dette Tilfælde ikke.
Paa den anden Side findes ogsaa Tilfælde, hvor Direktionen viser et mere menneskekærligt Sind. Rektor Bastholms Steddatter, Jfr. Wandel i Nykøbing F., er værkbruden og ude af Stand til at bevæge sig oven Senge.
Hun opnaar en Fribolig; men da hun ved at flytte til København mister den aarlige Understøttelse paa 48 Rdlr., som hendes Fødebys Hospital har tilstaaet hende, og som hun ikke godt kan leve foruden, giver Direktionen hende Lov til at leje Boligen ud for 50 Rdlr. aarlig og sender hende regelmæssig Pengene, indtil dette Forhold ved Magistratens senere overtagne Kontrol med Klostret bortfalder.
Konventualinderne havde ofte en Pige eller Loge
rende boende hos sig. Lejlighederne var jo ikke saa smaa — oftest paa 3 Værelser —, og det var en Betryg
gelse for dem stadig at have et Menneske om sig, som i paakommende Tilfælde kunde være dem til Hjælp og Støtte. Dette — som man skulde synes ret uskyldige For
hold — forbydes dog ogsaa efter de kommunale Myndig
heders Overtagelse af Tilsynet (15. Oktbr. 1827).
Boligerne i den øverste Etage var mindre gode. Der var et tofags Værelse til Gaden, et eetfags til Gaarden, og Adgangen var gennem Køkkenet, der var fælles med Nabolejligheden. Disse Lejligheder blev da ogsaa under
tiden benyttet til Friboliger.
Klostrets Pengeforhold var ikke altid i den bedste Orden, væsentligt fremkaldt ved den Bestemmelse i Fun
datsen, at den Thestrup’ske Families Medlemmer stedse skulde være Direktører eller Patroner for Klostret. Da Biskop Poul Egede, hvis sidste to Hustruer var Døtre af Prof. Thestrup, saaledes i det 18. Aarhundredes sidste Halvdel blev Direktør, »laante han sig selv 2800 Rdlr. af Klostrets Midler, da han i hans Meddirecteurs
Fravæ-reise bestyrede alting eene«. Denne Sum, for hvilken han udstedte en Obligation (18. Septbr. 1784), var ved hans Død fem Aar senere bragt ned til 1650 Rdlr. Den nye Direktion kræver nu Beløbet betalt af Boet; men da det
tes Sagfører, Procurator Torm, gør Indsigelse herimod, sender een af Direktørerne, Sekretær Hee Wadum, un
der 18. April 1791 en Skrivelse til sine Kolleger, Kaptajn Chr. Sneedorff og Prof. Fr. Sneedorff, i hvilken han meddeler, at da han i sin Tid (Septbr. 1784) indtraadte i Klostrets Bestyrelse, var det »for at redde Deres besleg- tede og min egen agtbare Ven, den værdige Olding, nu sal. Hr. Biskop Poul Egede fra en truende Ubehagelig
hed«. Han anmoder nu om at maatte fritages for sit Hverv, da »det vilde være lige saa ubehageligt for mig at kalde tilbage i Hukommelsen som for mine Herrer at læse en Beretning om Alt, hvad der i mellemløbne Tid har bidraget til at betage mig Lysten til længere at be
fatte mig med dette Instituts Bestyrelse .... ej heller vil eller kan [jeg] samtykke i Alt, hvad Enhver finder for godt den afdødes Skyld til Instituttet betræffende, maaske skal [jeg] komme til at høre ilde som den, der ved min ubelejlige Mellemkomst hindrer en agtet Familie fra at udføre sine ædle indbyrdes Hensigter«.
Denne Skrivelse berører den øvrige Direktion i en saa pinlig Grad, at ogsaa denne nedlægger sine Hverv, og det nye Patronat kommer nu til at bestaa af Poul Ege
des Svigersønner, Prof. Magdalus Thestrup Cold og Høje
steretsassessor Fr. Gottl. Sporon, og Gælden til Klostret ordnes i al Fordragelighed. I hvert Fald omtales den ikke mere skriftligt.
Atter hjemsøgtes København af en Brandkatastrofe af forfærdende Omfang — i 1795 —, og for anden Gang nedbrændte Budolphi Kloster. Dog var Ulykken for dette og dets Beboere denne Gang ikke saa stor. Bygningen
56 Budolphi Kloster
var brandforsikret — for 3600 Rdlr. — og Konventual- inderne fik Renterne heraf saavel som af deres indskudte Kapitaler til Huslejehjælp, indtil Stiftelsen atter var op
ført.
Genopførelsen skred forholdsvis hurtig frem. Den 18. Septbr. 1799 kunde Direktionen meddele, at Klostret nu atter stod fuldt færdigt — omtrent som i sin gamle Skikkelse, kun at der var gjort bedre Plads, saa der nu var 10 Boliger. Den før omtalte Inskription blev ikke genopfrisket, man satte blot en ganske enkel Tavle: »Mor
ten Budolphs Stiftelse« over Indgangsdøren.
Forøvrigt gik man frem ganske som i tidligere Tid med Besættelserne af de ledigblivende Lejligheder. En 3 Værelsers Lejlighed i Stuen bliver saaledes ledig ved dens Indehaverske Jfr. Mathilde Ramus’ Død, og der bliver Kamp mellem to velanbefalede Ansøgersker, Slag
termester Buch’s Enke og Jfr. Karen Louise Hoffmeister.
Førstnævnte kan indbetale 5—600 Rdlr. i Sedler, men sidstnævnte tilbyder 1000 Rdlr. i Sølv, og til Trods for, at hun er den mindst kvalificerede, faar hun dog Lejlig
heden. Enkefru Buchs Kvalifikationer kan nemlig, som Direktionen udtrykker sig, »ikke opvejes af det betydelig højere Bud, som er giort af denne (Jfr. H.)«.
Fra Aaret 1835 findes en ret interessant Forteg
nelse over Stiftelsens Beboere. I Stuen bor Jfr. Ane Elisabeth Blicher, 54 Aar gi., født paa Sjælland som Datter af en Præst, og hos hende en Underkanoners Enke med en 14 Aars Søn. Paa 1. Sal bor OvervisL tør Kraghs Datter, Amalie Magdalene, 78 Aar gi., med en 22aarig Tjenestepige, og til den anden Side Justits- raad og Kontorchef Ebbesen s Datter, Anna Marie, 55 Aar gi. Anden Sals Lejlighederne var optaget af Hof
præst Krølis1) to Døtre, den 52aarige Maren Vilhelmine
*) Hofpræst Bendix Rasmussen Krøll var anden Gang gift med en Datter af den før omtalte Højesteretssagfører Sporon.
og den fem Aar yngre Dorthe Erasmine, der informe
rede i Regning, sammen med en 23aarig Pige — og Pro
prietær Hundevads Datter, Christine Dorthea, 46 Aar, der broderede og syede for Godtfolk, og en 52aarig Pige, der »levede af Spind«. Paa tredje Salen (Kvisten) var der to Lejligheder, hvis Beboere var Bromand Molle- rups Datter, Christiane, 44 Aar, og Jfr. Ane Marie Høyer, 65 Aar, som begge spandt samt Amtsforvalter Falses1) Datter, 61 Aar gi. og født i Kallundborg, sammen med en 34aarig Arbejdsmands Enke, der levede af Syning og Spind.
Med Stiftelsens Midler gik man ikke omhyggeligere frem end tidligere. Geheimeraad Cold disponerede paa bedste Beskub, saa at Klostret blev indviklet i flere Retssager om Forstaaelsen af de Dispositioner, han havde truffet paa dettes Vegne. Den mest ubehagelige Sag blev anlagt af Brandkassen efter Colds Død mod Klostret, fordi han
— formentlig som dettes Forstander og i dettes Navn — havde laant nogle Penge og som Sikkerhed stillet et Par Obligationer, som Brandkassen nu krævede indløst af Klostret.
Saa længe denne Sag stod paa, turde man ikke røre ved Klostrets Midler, og de nødvendige Udgifter blev ind
skrænket til det mindst mulige, endog i en saadan Grad, at Konventualinderne ikke fik deres Tilgodehavende fuldt ud. Da de i Længden ikke vil finde sig deri, overdrager de den før omtalte Jfr. Kragh paa samtlige Beboeres Vegne at indsende en skriftlig motiveret Klage til Kon
gen. Hun affatter da en Skrivelse (under 30. Marts 1826), som hun faar samlet de øvriges Underskrifter paa. Ved et Uheld (eller med Forsæt?) væltes der en ætsende Syre over Brevet, og de gamle Damer staar da ganske
raad-Formentlig rigtigere Falsen eller de Falsen og da en Sønne datter af Justitiarius Christian Magnus de F., der var gift med en Søster til Professor Chr. Thestrup.
58 Budolphi Kloster
vilde og véd hverken ud eller ind, da Navnene er blevet delvis ulæselige. Først efter 2% Maaneds Forløb faar de Mod til at vove sig frem igen og afsender en ny Klage, idet de vedlægger en Kopi af den gamle med følgende Tilføjelse:
»Det bedes underdanigst undskyldt, at da ved et uheld dette med alle underskrifterne blev fordærvet, og det var umuligt i saadan Hast at faae nye Orginal, Vi da med skamfuldhed vaave at sende en afskrift tillige
med. «
Klagen er da alene affattet af Jfr. Kragh paa »samt
lige Konventualinders og Expektantinders Vegne« til Kongen med Bøn om at vise »Landsfaderlig Forsorg for saa mange, tildeels svagelige Danske Fruentimmer, som nu lever i en Ængstelig tilstand«. Først skildres der, hvorledes den Thestrupske Familie efter Colds Død ikke vil have noget med Klostret at gøre, da »det er erfaret, at der hvieler Giel paa Klostret, og ingen vil være Direk
tem*, med mindre, at den Giel kunde bortfalde, og vi er altsaa ganske uden Værge«. »Uden egen Brøde« — hed
der det videre — »har vi aldt lidt uret; thi vore Cura- torer har opofret vores indskrænkede Formue for at stifte godt for os i Alderdommen; men vi skulde have frie Værelser og 30 Rdlr. aarlig. Værelserne har vi; men maa selv holde dem vedlige med reparation og de 30 rdlr. er bleven betalt i Corant altsaa 5 Rdlr. aarlig, det har vi Taalmodig baaret, men nu da Alderen tiltager seer vi med Bekymring fremtiden imøde og kun Haabet om at Deres Maiesteds Naadige Forsorg kunde giøre det mueligt at Gielen kunde blive eftergivet kan Trøste os;
og derom vove vi allerunderdanigst at bede for ikke i Alderdommen at tabe de Rettigheder, som er os tii
st aaet. «
Dette Andragende faar da den øjeblikkelige Virk
ning, at der konstitueres en Værge for Stiftelsen, og for
første Gang forbigaas Familien Thestrup, idet Magistra
ten uden at forhandle med denne 17. Juli 1826 beskik
ker Prokurator Hansteen til at tage sig af Sagerne og først og fremmest faa opstillet et ordentligt Regnskab, idet et saadant ikke havde været aflagt siden Aaret 1800.
Foreløbig kan den ny Værge dog intet gøre, og selv ikke, da Højesteret under 22. Jan. 1829 har frifundet Klostret for Brandkassens Krav, kan han faa et Regnskab aflagt, idet der i Mellemtiden fremsættese et nyt Krav mod Klostret, denne Gang fra Golds Dødsbo, der kræver 333 Rdlr. som Godtgørelse for, at dets Indtægter fra Klostret er blevet reduceret som Følge af disses Omskrivning til Kurant, ikke efter Omskrivnings-, men efter Indløsnings
forholdet.
Først da ogsaa dette Krav er afvist — ved Højeste
retsdom af 17. Febr. 1834 — kan det første officielle Regnskab aflægges for Aaret 1837, og Budolphi Stiftelse gaar fra nu af ind under de i kgl. Res. af 19. Novbr. 1828 omtalte »Stiftelser, Legater og Fonds, under hvilkensom- helst Bestyrelse disse end maatte være«, som skal ind
sende deres aarlige Regnskaber til Danske Cancelli — senere til Magistraten —, og dens Saga som privat selv
ejende Institution er dermed ophørt.