Af H. TRIER.
A
pril 1908 aabnedes det til Københavns Kommune skænkede Børnehjem Nærumgaard i Nærum1) for det første Hold Fosterbørn. De kom fra et mindre, kommunalt Børnehjem, der hidtil havde været i Sundbyerne, og som nu ophævedes. Det var i det væsentlige Fattig
folksbørn, som var under det offentliges Forsorg, det nye store Børnehjem skulde befolkes med.
Dettes Bestyrelse omfattede ifølge Kommunalbesty
relsens Bestemmelse, foruden det Medlem, som Giverne, Grosserer D. B. Adler og Hustru Jenny f. Raphaels Børn, og efter dem deres Børnebørn — i begge Tilfælde der
under Svigerbørn — havde Ret til at indsætte af deres Midte, Borgmesteren for Magistratens 3. Afdeling, For
sørgelsesvæsenet, samt hans Raadmand og 3 Medlemmer,
Ovenstaaende Bidrag er rimeligvis det sidste, Herman Trier fik udarbejdetforinden sin Død. Paa en ejendommelig Maade er det et smukt Udtryk for deforskellige Interesser, som beherskede hansLiv:
for Slægtens Minder, for Samfundets Stedbørn og for den opvoksende Ungdom.
For dette Tidsskrift er der særlig Grund til at fremhæve, at det var Trier, der som Formand for Borgerrepræsentationen tog Initiativet til dets Udgivelse; gennem alle Aarene lige til det aller
sidste har han yderligere i al Stilhed været Redaktionen en over mande virksom Hjælp og Støtte.
Om Nærumgaard og Børnehjemmets Forhistorie se Hist.
Medd. om København 1. Rk. VII Bd. S. 1—41.
10*
140 Børnehjemmet Nærumgaard
valgte paa 5 Aar af Københavns Borgerrepræsentation blandt dennes Medlemmer, dog at Genvalg kunde finde Sted, ogsaa efter at de paagældende var udtraadt af For
samlingen.
16. Marts 1908 fandt Valget første Gang Sted. To af de dengang valgte, Møllermester G. Hansen, som tidligere med stor Interesse havde taget sig af Børnehjemmet i Sundbyerne, og cand, phil H. Trier, var endnu i 1924 Medlemmer af Bestyrelsen.
Paa Magistratens Vegne tiltraadtes den af Borgmester H. A. Jacobi og Raadmand P. Knudsen. Til Sekretær valg
tes Inspektør ved Almindelig Hospital Carl Lehmann, som efter Jacobis og hans Efterfølger P. Knudsens Af
gang blev den tredje Borgmester, der var Formand for Bestyrelsen.
Giverne lod sig i Bestyrelsen repræsentere af D. B.
Adlers Datter Fru Emma Trier. Ved hendes Død i Efter- aaret 1912 afløstes hun af sin Mand, H. Trier, i hvis Sted Borgerrepræsentationen indsatte Læge Fru Alvilda Harbou Hoff. De øvrige Medlemmer, der i Aarenes Løb efter hinanden har været Medlemmer af Besty
relsen, er Overretssagfører C. Becker, Fru Vibeke Salicath og Fru Gerda Welding.
Da P. Knudsen blev Borgmester, blev Murmester P.
P. Gram hans Raadmand og som saadan Medlem af Be
styrelsen. Fra først af stillede han sig noget kritisk over for Børnehjemmets Betydning, mente, at det efter hele sin Beskaffenhed vilde føre Børnene ind paa Livsvaner, som deres senere Liv vilde komme til at staa i Strid med. Men efter at Bestyrelsens Tilsyn med Hjemmets Bygninger var lagt i hans Hænder og han derved havde faaet Lej
lighed til stadig Iagttagelse af Livet derude, følte han sig Aar for Aar mere knyttet til Virksomheden i det hele og glædede sig over det Velbefindende og den gode Tone, han stadig mødte hos Børnene. Da der var indført
Danse-undervisning paa Børnehjemmet, en Undervisning, som Fru Adler, naar hun i gamle Dage talte om det paatænkte Børnehjem, med Forkærlighed havde fremhævet som et Middel til at skaffe Børnene friere Holdning og Bevægel
ser og større Herredømme over deres Legemer, saa dan
sede den gamle Raadmand den afsluttende Aften fornøjet med de smaa Piger, der nejede for ham.
Man har øjensynlig fra Begyndelsen af anset det for rigtigt, at Bestyrelsen indtil videre indtog en tilbagetruk
ken Stilling, maaske for at Forstanderens Virksomhed kunde udvikle sig saa selvstændigt som muligt. Efter at Bestyrelsen 3. Maj 1908 havde holdt sit første Møde paa Nærumgaard, varede det i alt Fald 9 Maaneder, inden den paa ny holdt Møde. Muligvis hang det sammen med, at Jacobi, som var Bestyrelsens Formand, ubetinget fore
trak Opdragelse i private Hjem for Opdragelse paa Børne
hjem og derfor principielt ikke følte sig fuldt tiltalt af den Opgave, der her var stillet Kommunen. Hans Efter
følger P. Knudsen saa anderledes paa Tingene, men var, allerede da han blev Borgmester, en syg Mand og døde ikke længe efter. Lehmann saa ganske vist paa Sagen med Velvilje, men han havde ikke det Initiativ, uden hvilket en Virksomhed let forsumper. Borgmester Viggo Christensen, den fjerde Formand, var i den Retning en Modsætning til ham. Hans Interesse for Børnehjemmet og alt, hvad dér foregik, hans stadige Besøg derude, den Støtte, han under vanskelige Forhold var for den daglige Ledelse, satte Bestyrelsens Arbejde i bedre Trit og skaf
fede det fastere Former.
Allerede før Bestyrelsen 1. April 1908 tog fat, var Hjemmets første Forstander, efter dertil given Bemyndi
gelse, valgt af det Fællesudvalg, som havde ledet Arbejdet med Nærumgaards Indretning til Børnehjem. Valget var faldet paa cand, pharm. Marius Jensen. Han var en Mand,
142 Børnehjemmet Nærumgaard
som i sine tidligere Virksomheder havde lagt en varm Interesse for Børn for Dagen og Evne til at behandle dem, særlig under sit Arbejde med Børnenes Kontor, som han havde givet Stødet til, ligesom han spillede en Hoved
rolle ved den aarlige »Børnehjælpsdag«. Han havde været Journalist, Redaktionssekretær ved »Social-Demokraten«, og var ogsaa derved kommet i Forbindelse med mang
foldige Mennesker. Han havde stor Kærlighed til Natu
ren, havde været ansat ved Zoologisk Have og paa en Rejse til Indien yderligere faaet sin Natursans skærpet og udvidet; han havde bragt en Rigdom af Natur frem
bringelser hjem med derfra, ogsaa som en Slags Indkøber for Zoologisk Museum, — paa Børnehjemmet staar der endnu Skabe, hvis Indhold af Dyreformer fra det fjerne Asien er en Erindring om ham; lejlighedsvis udlaanes de til Byens Skole. Han havde stor Dygtighed i at udstoppe Dyr og anvende de rette Midler til deres Bevarelse. Alt dette førte til, at ogsaa Børnenes Naturfølelse vaktes ved Omgangen med ham; den ene Gang efter den anden kom de til ham med interessante Fund fra Have og Mark for at faa dem oplyst. Ogsaa Omegnens Befolkning vidste, hvor Ting af den Art vilde komme paa deres rette Plads, og Børnehjemmet ejer fra den Tid en hel lille Samling Naturalier, som er fundne paa dets egen eller paa Na
boens Grund.
Med sin lille, støtte Skikkelse, sit runde, godmodige, alt andet end klassisk formede Ansigt, hvis Udtryk præ
gedes af hans Hjærtensgodhed, var han noget af en Grandseigneur, han saa stort paa de smaa Ting og ikke smaat paa de store. Et Menneske var ham et Menneske, lige meget om det var en rig eller en fattig, en fornem eller en jævn Mand. Han holdt af at se Mennesker om sig, tog dem, særlig Børnene, under sine brede Vinger, hvor der var Anledning dertil. Han var en gæstfri Vært, hos hvem fremmede straks følte sig hjemme, lod som
Husfader sine Børn og Børnebørn bo hos sig paa Nærum
gaard, naar Sommersolen vinkede dem derud; han havde den sunde Naturs Evne til at glæde sig, kunde nyde de festlige Øjeblikke, som naar Børnene holdt Fastelavns
løjer i Havens store, gamle Lindeallé, og han var det virksomme og opfindsomme Midtpunkt i det hele, eller naar Engen om Kæret med en Kunstners Hjælp paa en Festdag forvandledes til et tropisk Landskab, hvor store, fremmedartede Fugle, malede i rige Farver, stod i Kreds og de mindre Børn som sorte Negere holdt Vagt. »Social- Demokraten« for 23. Febr. 1909 skildrer begejstret Børne
hjemmets Dagen i Forvejen afholdte første Fastelavns
fest:
Kl. 12% udgik der fra Nærumgaard et fantastisk Op
tog. Hjemmets 26 Børn rykkede ud for at afhente deres Kammerater fra den nærliggende Skole. I Spidsen for Toget en stor Hane, som slog paa Tromme. Bag efter Hanen andre Fugle, hvis brogede Fjer tidligere havde gjort Lykke i Danmarkstoget paa Børnehjælpsdagen i København. Drengene bar alle Haande Flag, Pigebørnene vældige Fastelavnsris. Midt i Toget et Automobil, hvori der sad en allerkæreste »Vinter«; saa et Par »vilde Ne
gere« med den fint prydede Fastelavnstønde, allersidst en nydelig Snemand og en Vandpost med lange Istapper hængende ned fra Tuden. »Vinteren« tudede i Automo
bilhornet, og hver Gang Hornet tudede, galede Hanen.
Saa overbragte denne Indbydelsen, og Skolebørnene, ialt 99, førtes samlede ned til Hjemmet. Under Latter og glade Udraab sloges Katten af Tønden. Derefter blev der drukket Chokolade til Musik af en stor Grammofon.
Sal og Bord var smukt prydede. Fra de lange Guirlander Bordet rundt hang Strutter, fæstede med Naale, ned;
foran hver Kuvert stod en paa Højkant. Under et mæg
tigt Fastelavnsris sad for Enden af Bordet »Kattekongen«
144 Børnehjemmet Nærumgaard
med en gylden Krone paa sit Hoved og med den af ham selv valgte »Dronning« ved sin Side.
Der holdtes Tale, om Kammeratskab og Sammen
hold blandt Børnene. Under Børnenes Jubel sang Skue
spiller Carl Meyer Hartmannske Sange — Hartmann havde i den sidste Menneskealder af sin lange Levetid færdedes daglig i Haven og været Nærumgaards Nabo — og en Del Bondeviser til Guitarakkompagnement. Alt endte med en Posefuld Appelsiner og Nødder til hver.
Penge var for Marius Jensen kun Middel, aldrig Maal. Regnskaber var ikke det, der laa hans Hjærte nær
mest, heller ikke Protokoltilførsler; han levede Livet, men havde ikke synderlig Trang til at bogføre det. Børnene følte sig i høj Grad knyttede til ham, og netop fordi han var Hjemmets første Forstander, var det af stor Værdi, at han forstod at lægge saa bred og mangesidig en Grund for dets Arbejde. Han evnede at tage hvert enkelt Barn med op i Helheden, saa ingen følte sig stillet udenfor.
Og for Børnene blev Hjemmet hurtigt et virkeligt Hjem.
To Drenge fra et mindre godt Hjem i København løb engang, Dagen efter at de var komne udi paa Børnehjem
met, deres Vej, fordi de skulde vaskes; det var noget, de ikke var vant til. De andre Børn saa forundrede, at de var borte, og sagde: »De skulde blot været her en 4—5 Dage, saa var de ikke løbet deres Vej.« Det varede heller ikke længe, før selv de to Syndere, efter at være hentede tilbage, følte sig helt til Pas derude.
Marius Jensens store Personbekendtskab og den al
mindelige Velvilje, han var Genstand for, skaffede Bør
nene mange Goder: Skovture, Sejlture langs Kysten o. a., og det var ham i Reglen forholdsvis let ved deres Udgang fra Børnehjemmet at faa opspurgt passende Pladser til dem i Lærlingeaarene. En Tid lang — saa længe Pladsen tillod det — plantedes der for hvert Barn, der forlod Hjemmet for at gaa ud i Verden, et Mindetræ, paa
hvil-ket en Porcelænsplade meldte Barnets og Træets Navn.
I en Sang, der ved saadanne Lejligheder blev sungen, hed det:
Grib om Spaden, grav i Mulden, plant dit Træ, saa fast det staar, drikker Regn og suger Solskin, stadig større Aar for Aar.
Nu, da Livet kalder paa dig med sit Arbejd, med sin Strid, plantes Træet her til Minde om din glade Barndomstid, om dit Liv paa Børnehjemmet, paa det lyse Nærumgaard, hvor de friske Barnestemmer Lykkens Klang til Gave faar.
Her skal Træet stille grønnes, mens din egen Fremtid gror og du færdes rundt i Livet paa den moderlige Jord...
Søndagen 16. Okt. 1910 plantedes de første Minde
træer. Efter nogle indledende Ord satte Børnene i to Hul
ler, der i Forvejen var gravede i Jorden foran Havehuset
»Sommerlyst« i » Pilehaven «, Børnenes Legeplads, to Lin
detræer, et for D. B. Adler og et for hans Hustru — Børne
hjemmets Stiftere skulde først mindes. Samlet marche
redes der derefter, med Fane i Spidsen, til Kæret i Engen, og bag det plantede hver af Aarets Konfirmander sit Træ:
en Sumpcypres, en Platan, et Tulipantræ, en Ahorn. Aaret efter forøgedes Træerne med en almindelig og en tre
farvet Bøg, en Birk, et Styrakstræ, en nordamerikansk Magnolia, en Røn, et dobbeltblomstrende Kirsebærtræ.
Og Aar for Aar voksede Træernes Tal.
Stedets daværende Sognepræst saa en Tid lang noget skævt til Marius Jensen og sagde engang til ham, at han ikke var den rette Mand paa den Plads, han beklædte — han mente, at Opdragelsen paa Børnehjemmet ikke var
146 Børnehjemmet Nærumgaard
tilstrækkelig bestemt kirkelig præget til daglig Brug.
Marius Jensen svarede: »Jeg kan ikke selv vide, om jeg er den rette Mand; men Kommunalbestyrelsen, som har ansat mig, har jo ment det.« Senere erkendte Præsten hans store Fortrin. I Børnehjemmets Fundats staar der;
»Der maa ved Optagelsen ikke tages Hensyn til Fødsel i eller udenfor Ægteskab eller til Trosbekendelse.«
Et Indtryk af det daglige Liv paa Nærumgaard giver en Artikel i »Den danske Pioner«, Omaha, Nebraska, for 25. April 1909, som Grosserer Jul. Jensen, Gentofte, efter et Besøg derude har skrevet til Bladet:
Med den lille Jærnbane mellem Lyngby og Vedbæk kom han selvanden en herlig Efteraarsdag til Nærum.
De traf Familien ved Formiddagskaffen og blev straks budt hjertelig velkommen. Saa begav de sig paa Van
dring for at se — og beundre — Hjemmets Virksomhed.
»Ad den brede, magelige Trappe, hvis Opgang overalt var dekoreret med Billeder — store Fotografier, tagne af Hr. Jensen under Opholdet i Asien —, kom vi op paa første Sal, hvor de store Drenges Sovesal findes, et stort og luftigt Rum med solide Jærnsenge. Hver Seng havde Madrats, som fjedrede, skinnende hvide Lagener og Uld
tæpper, som for Renlighedens Skyld meget praktisk var indstukne i Vaskevaar. Umiddelbart ved Siden af fand
tes et stort Rum med Vaskefade, og hver Dreng havde sit Glas og sin Tandbørste. Fru Jensen viste os med Stolt
hed sit Linnedskab, hvor Stabler af Haandklæder, Lage
ner, Duge osv. laa ordnet omhyggeligt paa Hylderne.
Videre vandrede vi op i næste Etage, hvor Pigerne og de smaa Børn, der skulde have stadigt Tilsyn om Nat
ten, var anbragte under Opsyn af Husets elskværdige Datter, som med Liv og Sjæl gaar op i Forældrenes Virk
somhed- Her fandtes ogsaa Vaskeindretninger samt et mindre Badekar for de smaa Børn, hvis det skulde være, at de paa Grund af Sygdom eller lignende ikke vilde have
godt af at komme udendørs for at naa Badeanstalten, som ligger i en Udbygning til Gaarden.
Alt, hvad vi saa, var saa propert, saa rent, som om det var blæst; men det eneste, vi ikke saa, var Børn, vi ikke engang hørte noget til dem, og jeg tillod mig da at spørge, om der i det hele taget fandtes Børn paa dette Børnehjem. Marius Jensen lo og sagde, at de kom nok — jeg skulde ikke være bange. Og i det samme traadte vi ind i deres Legestue. Naa, der blev rigtignok et Mudder, da de saa de fremmede Mennesker, og jeg saa straks, at Forholdet mellem Børn og Forstander var all right. Her var ikke nogen forkuet Skyhed eller religiøs Usundhed;
men Friskhed og Frejdighed lyste ud af deres Barne
ansigter. Ved et stort Længdebord langs en Væg havde de allesammen hver sin Afdeling med Legetøj, som de for det meste selv havde forfærdiget. De viste os med Glæde og Stolthed deres Smaafrembringelser, og deres Optræden var præget af Beskedenhed og Frimodighed.
Jeg talte med flere af dem, og de var alle glade for at være under Nærumgaards Tag. Det var morsomt at se en lille Pige paa en halv Snes Aar i en Krog ivrigt be
skæftiget med at sy en Knap i en af Drengenes Trøjer.
1 Dag, det var Søndag, havde de allesammen fri og maatte lege hele Dagen — med Undtagelse af dem, hvis Ansvars
følelse blev forøget ved f. Eks. at skulle passe Kaninerne, Duerne, Hønsene, Geden osv., et Arbejde, som der var Rift om. da det naturligvis var en Æressag at faa en saa betroet Stilling.
Vi gik videre, ned til den store Spisesal, hvor de største Piger var beskæftiget med at dække Bord — et stort Bord i Hesteskoform med snehvide Duge og inde i Hesteskoen Smaaborde for de mindste. Umiddelbart ved Spisesalen laa Køkkenet, stort og rummeligt, hvor den Dame, der sørgede for Madlavningen, var ivrig
beskæf-148 Børnehjemmet Nærumgaard
tiget, og det var en Fornøjelse at stikke Hovedet indenfor i de velfyldte Fadebure.
Men nu gik vi videre, ud i Udhuse og Stalde, vi skulde jo se alting, og fandt her ogsaa en velindrettet Badeanstalt med Styrtebade, som blev brugt hver Mor
gen, saa længe Aarstiden tillod det.«
En derpaa følgende Vandring i Haven afbrødes plud
selig af Gongongen, som kaldte til Middag. »Ja saamænd er Klokken bleven 12,« sagde Hr. Jensen, »og saa er der jo ikke nogen Vej udenom — vi spiser selvfølgelig præcis her, og nu maa de Herrer være mine Gæster.« Da vi kom ind i Spisesalen, sad alle Børnene allerede paa deres re
spektive Pladser, medens der foran dem dampede en væl
dig Portion Flæskesteg med Kartofler og ved Siden af dem stod en Tallerken med Frugt — Pære og Druer.
»Dette med Frugten«, hviskede Hr. Jensen til mig, »er i Grunden uden for Reglementet, men jeg kan ikke lide, at Børnene Dag ud og Dag ind skal gaa og se paa den Frugt, vi avler i vor Have, uden at faa noget af den.« Konversa
tionen gik livlig og utvungen ved Bordet, men man hørte intet højrøstet Spektakkel, og Drengene vartede nok saa galant Pigerne op og hentede deres Tallerkener i Køkke
net, da der oven paa Stegen vankede Æblegrød. Da Maal- tidet var forbi, rejste de sig alle, bukkede pænt for deres afholdte Plejeforældre og gav dem et »Tak for Mad«, som man følte var ærlig ment.«
Nærumgaard havde ogsaa sin egen Sang, betroede Hr. Jensen sine Gæster, hvortil der oven i Købet var skre
vet en original Melodi. »De kan tro,« sagde han, »at det lyder smukt, naar alle disse klare Barnestemmer ved høj
tidelige Lejligheder giver Sang og Melodi Flugt — saa føler man det store Ansvar, man har. Vi er allesammen glade for den Sang, og det er med en særlig Inderlighed, at Børnene synger den.«
Nærumgaardsangen lyder saaledes:
Der flagrer i Verden saa mangen en Fugl, ak, som aldrig kan ret vinde frem;
thi Uvejr og Storme har pjusket dens Skjul og splittet dens Rede og Hjem.
Men vi har et Hjem, for det fandt vi jo her — har før vi haft Søskende, nu har vi fler.
Som Brødre og Søstre vi her vokser op, følges fremad saa glade i Trop.
Og hvordan vi siden i Verden det faar, vi glemmer dog ej Nærumgaard.
Af Kvidder er Lunden ved Morgentid fuld, mens ved Aften det pipper hel smaat, naar Solen gaar ned som et luende Guld og Himmelens Telt er saa blaat.
Hver Dag, der har bragt os en lykkelig Stund, har ogsaa for Fremtidens Lykke lagt Grund, thi Hjemmet har lært os, at alting gaar let, naar man stræber mod Sandhed og Ret.
Og netop hvad det er, vi alle forstaar, som fostredes paa Nærumgaard.
Naar saa man biir gammel — det er os fortalt —, leves Barndommen om i vort Sind,
som lysende Billeder kommer det alt og lukkes blandt Minderne ind.
som lysende Billeder kommer det alt og lukkes blandt Minderne ind.