DE 32 MÆND OG MAGISTRATEN.
Af AXEL LINVALD.
O
m det københavnske Bystyre ved Midten af det 18. Aarhundrede har Opfattelsen staaet fast:Alle vigtigere Anliggender — hedder det1) — blev behandlet i Centraladministrationens forskellige Kolle
gier og Institutioner; i de allerfleste blev Afgørelsen truffet ved kgl. Resolutioner. Hovedstaden saavelsom de mindre Stæder stod under det nøjeste Tilsyn, Kø
benhavn under Kollegiernes, Provinsbyerne under Slift- amtmændenes. Ganske vist havde Enevælden givet Magistraten forøget Anseelse og Rang. Fornemme og velstuderede Mænd havde overtaget Stillingerne som Overpræsident og Borgmestre. Betydelige Indtægter be
tryggede deres sociale Stilling. Deres Indflydelse var dog ringe. Deres Myndighed blev gentagne Gange beklippet og deres Beslutninger ofte underkendt. I Stridigheder med Centraladministrationen trak de det korteste Straa. Undertiden paadrog de sig skarpe Irettesættelser. Det samme gælder Forsamlingen af de 32 Mænd. Valgmaaden svækkede deres Forbindelse
O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse. V Bd.
S. 400ff., 411 ff., 453 ff.; Carl Bruun: Kjøbenhavn. II Bd. S. 168 f.
541; III Bd. S. 28ff.; Edv. Holm: Danmark-Norges Historie 1720— 1814. III Bd. 2. Afd. S. 324 ff. og IV Bd. 2. Afd. S. 123.
6
74 Bidrag til det københavnske Bystyres Historie
med Borgerskabet. Indre Stridigheder forringede yder
ligere deres Anseelse. I Tidens Løb blev de stedse mere afhængige af Magistraten; i stadig højere Grad betragtedes de som dens Underordnede.
I Hovedsagen er Opfattelsen rigtig. Paa vigtige Punkter trænger den dog til Korrektiver.
Allerede fra første Halvdel af det 18. Aarhundrede havde der rundt om i Landets Købstæder været Vækst i det borgerlige Selvstyre1). Befolkningens Tankegang begyndte at frigøres. Sindene var ikke alene optaget af private Anliggender. Ogsaa for medborgerlige In
teresser blev der Plads. I Sammensætningen af By
styret skete der stadig Fremskridt. Øvrighedspersoner
nes Dannelse blev større, deres Pligtfølelse mere ud
præget. Byraadene, de eligerede Mænd, fik voksende Indflydelse. Stedse hyppigere deltog de i Forhandlin- lingerne, stedse hyppigere satte de deres Opfattelse igennem. Ofte førte de Kampe om faste Regler for Styrelsens Ordning. Naturligvis var det hele smaat, Bevægelsen langsom og lidet dybtgaaende. Om dens Retning kunde der dog ikke være Tvivl. Ofte var den paa Vildspor; dens Kerne var dog sund og rig paa Muligheder.
Hovedstaden fulgte den almindelige Udvikling.
Sikkert er det, at Enevældens centraliserende Til
bøjeligheder blev af afgørende Betydning for det køben
havnske Bystyre. For deres Residensstads Anliggender har Monarkerne altid haft særlig Interesse. Aldrig har de betænkt sig paa at gribe ind i Spørgsmaal, som havde statslig Betydning eller berørte Kongemagtens Bekvemmelighed og Glans. Alligevel fornægtede Ene
vælden ikke sin Oprindelse. Forbindelsen mellem Konge
Om det flg. se P.Munch: Købstadstyrelsen i Danmark. IIBd.
passim, særlig S. 1ff., 26 ff., 30 ff. og 38.
og Borgerskab, sluttet i Vinterdagene 1658—59 og be
seglet under Opgøret med Adelsvælden, øvede bestandig sine Virkninger. Kongemagten glemte ikke sine For
bundsfæller, Borgerskabet krævede Lønnen for sin Med
virkning. Privilegierne fra Frederik Ill’s Dage beva
rede stadig deres Magt; af Kongemagten blev de re
spekteret, af Borgerskabet blev de holdt i Hævd.
Saa helt ringe var Selvstyret langtfra. Kun i Ho
vedtrækkene bestemte Centralstyrelsen Byens Ledelse.
I talrige Enkeltheder var det Magistraten og de 32 Mænd, der raadede for dens Økonomi. Reguleringen af Næringsforholdene, som i Datiden spillede en over
ordentlig Rolle, var i alt væsentligt deres Sag. I Tvi
stigheder mellem Lavene bevarede de deres Indflydelse.
Om de allerfleste af Byens Anliggender fik de Lejlig
hed til at udtale sig. Alt i alt var Selvstyret tilstrække
ligt omfattende til at give Borgerskabet en Følelse af dels Betydning; gennem hele det 18. Aarhundrede blev det Baggrunden for dets borgerlige Selvhævdelse.
Mindst gælder det Magistraten. At Raadmændene fra 1691 skulde vælges blandt de 32 Mænd1), fik ingen Betydning. Heller ikke, at adskillige af dem fra Raad- mandsstillingen gik over i Borgmestergerningen. Selv
følgelig tog Magistraten sig med Omhu af Byens An
liggender og ansaa sig forpligtet til at varetage dens Interesser. Nogen Følelse af at være udgaaet af Bor
gernes Kreds havde den dog ikke. Borgmestre og Raad var ikke længer de første Repræsentanter for Borger
skabet. Magistratens Medlemmer var Embedsmænd, opfattede sig som Led af Bureaukratiet, som ansvar
lige overfor Kollegier og Konge. Kancelliet var deres Overordnede, hvem de skyldte ubetinget Lydighed; de
T) O. Nielsen: Anf. Arb. V Bd. S. 456.
6*
76 Bidrag til det københavnske Bystyres Historie
32 Mænd var menige Borgere, som var forpligtet til underdanig Føjelighed.
Anderledes med de 32 Mænd. De blev aldrig Em- bedsmænd, vedblev at være Borgere, ansaa sig for Bor
gernes Repræsentanter og følte det som deres Pligt at forsvare Byens Frihed og dens Indbyggeres Privilegier.
Utvivlsomt var det ofte et overordentligt Snæversyn, som førte Ordet i deres Forsamling. Tit og mange Gange spores det, at de var Udtryk for et lille Oli
garki, som holdt sammen ifølge Vaner og Slægtskab og udnyttede Bystyret til Fordel for de herskendes Inter
esser. Adskilligt af Selvhævdelsen bærer Spor af smaa- lig Kværulanten, af Frygt for Tilsidesættelse, af den overdrevne Omsorg for egen Værdighed, som udvikler sig i Smaasamfund. Alligevel fortjener deres Virksom
hed at betragtes under andre Synspunkter. Trods For
merne for deres Valg var de »Borgernes demokratiske Talsmænd« x) og Udtryk tor deres Tanker, Stemninger og Ønsker. Trods Tilbøjelighed til at varetage de nær- mestliggende Interesser vedligeholdt de Sansen for offent
lige Forhold. Deres Optræden i det 18. Aarhundrede er Beviset paa, at den Aand, der i Hundredaaret før var bleven legemliggjort i Hans Nansens stolte Skik
kelse, aldrig var ganske uddøet.
Deres Kampe mod Magistrat og Regering faar der
ved Interesse som et betydningsfuldt Led i det køben
havnske Bystyres Udvikling2).
’) Carl Bruun: Anf. Arb. III Bd. S. 31.
2) Af Magistratens og de 32 Mænds indbyrdes Forhold i 1760- erne har C. Bruun: Anf. Arb. III Bd. S. 29 ff. givet en kortfattet Skildring. Han er opmærksom paa Stridens kommunalpolitiske Betydning; enkelte Forhold har han dog misforstaaet, og mange Spørgsmaal er undgaaet hans Opmærksomhed; den vigtigste Kilde
— de 32 Mænds Forhandlingsprotokoller — synes han slet ikke at have benyttet.
I.
Rimeligvis har personlige Forhold spillet en Rolle1).
Da Striden brød ud i 1762—63, havde ganske vist de fleste af Magistratens Medlemmer i en længere Aar- række beklædt deres Embeder. Deres Førstemand Volrath August v. d. Lühe havde saaledes været Overpræsident siden 1754. Af Borgmestre og Raadmænd havde de allerfleste varetaget deres Embeder fra Aarene omkring 1750. Derimod kan det have spillet en Rolle, at der 1760—63 var indtraadt ikke mindre end 12 nye Med
lemmer blandt de 32 Mænd. Paa Forhaand er det en rimelig Antagelse, at Fornyelsen har fremmet Forsam
lingens Livsmod og forøget dens Tilbøjelighed til at gøre sin Indflydelse gældende. Blandt de nye Med
lemmer fandtes tilmed en saa virksom Mand som Gros
serer og Notarius H. C. Bech. I Striden med Frederik Barfred var han de 32 Mænds Leder2). Efter alt at dømme har han ogsaa ført an i Kampen for deres Indflydelse og Selvstændighed.
En Række samvirkende Omstændigheder fremkaldte Konflikten.
Den 23. September 1762 havde den udenrigspolitiske Stilling — Konflikten med Rusland i Anledning af det gottorpske Spørgsmaal — nødvendiggjort Udskrivningen af en betydelig Ekstraskat3). Som Kopskat paahvilede den alle og enhver, gejstlige og verdslige, Mænd og Kvinder over 12 Aar og svaredes med 8 ß maanedlig af alle uden Forskel. Hver Købstad skulde svare til Borgernes samlede Beløb, hver Proprietær til sine Bønders; Afgiften for de uformuende skulde derfor
er-!) Det flg. paa Grundlag af Etaterne i Københavns Privilegier.
Udgivet til Minde om den 24. Juni 1661. 1911 S. 47 ff.
2) Se Axel Linvald: En Konflikt blandt de 32 Mænd. Hist.
Medd. 2. Rk. I Bd. S. 224 ff.
3) Edv. Holm: Anf. Arb. III Bd. 2. Afd. S. 371 ff.
78 Bidrag til det københavnske Bystyres Historie
lægges af de niere velstillede. Overalt i Riget vakte Skatten den største Forbitrelse; sine Steder gav den Anledning til voldsomme Optøjer. I København blev det Fordelingen, som voldte Vanskeligheder1). I Over
ensstemmelse med en Rentekammerskrivelse af 2. Ok
tober 1762 fastsatte Magistraten, at Afgiften for de ufor
muende med et ensartet Beløb skulde opkræves hos de betalende. Ganske med Urette mente de 32 Mænd i Forordningen at finde Hjemmel for en Fordeling efter hver enkelts Formuetilstand. Deres Misfornøjelse med Ordningen skærpedes, da Magistraten ikke ønskede deres Medvirkning, men uden videre traf sine Bestem
melser. Korrespondancen mellem de to Myndigheder belærte de 32 Mænd om deres Fejltagelse, men gav dem Anledning til at klage over Tilsidesættelsen.
Nogle Aar i Forvejen havde Byen faaet Tilladelse til at indføre Brænde fra Skaane2). Alene Magistraten havde ordnet Sagen. Hvorledes og af hvem den blev besørget, hvorledes Fordelingen havde fundet Sted, var bleven betragtet som de 32 Mænd uvedkommende. Til alt Uheld døde Importøren, inden Forretningen var af
viklet, og efterlod Enken et Magistratsløfte om Efter
givelse af et Forskud. Selv tilføjede hun en Ansøgning om Udsættelse med Betalingen af anden Restance. Efter en Række Forhandlinger gik de 32 Mænd ind paa at yde deres Bidrag til Afviklingen. Da Importøren ikke havde modtaget Løn og ved Strandinger havde lidt
be-Om dette Mellemværende se: Skr. f. d. 32 Mænd t. Mag.
20/i2 1762. De 32 Mænds Prot. 1753 ff. Fol. 280. Mag.’s Svar 23/i2 1762. Smstds. Fol. 281. og Skr. f. d. 32 Mænd t. Mag. ai/i2 1762.
Smstds. Fol. 282 ff.
2) Om denne Sag se Skr. f. d. 32 Mænd t. Mag. 24/i 1763. De 32 Mænds Prot. 1753 ff. Fol. 289 f.; Skr. f. Mag. t. d. 32 Mænd 20/i 1763. Smstds. Fol. 290 f. og f. d. 32 Mænd t. Mag. V2 1763. Smstds.
Fol. 291 f.
tydelige Tab, lod de Byens Kasse overtage Halvdelen af de resterende 885 Rd. 3 # 1 fk Samtidig undlod de ikke at bemærke, at de »nu vel med Billighed til
forn have kundet formodet os Communication deraf«.
Paa lignende Maade gik det i en anden Sag1). I Marts 1763 blev de 32 Mænd opmærksomme paa den nærliggende Fare, at der — selv mod Slagternes Vidende og Vilje — kunde blive falbudt Kød af Kvæg, som var smittet af den grasserende Kvægsyge. Navnlig vilde det være farligt, om det skete i Foraaret, »da Menniskers Helbred meere er underkasted Svagheder end paa andre Tjider«. Sikkert for første Gang fremsatte de Forslag om en Kødkontrol. Alle Slagtninger burde finde Sted paa en særlig anvist Plads, Kød og Indvolde besigtiges, og, om det var usundt, nedgraves i Jorden. Ogsaa med Indførelsen af raa og uberedte Huder ønskede man Kontrol. Magistraten sluttede sig til Tanken, drøf
tede Sagen med Formændene for de 32 Mænd og ind
gav et formeligt Forslag. Derimod følte de ikke Trang til at give de 32 Mænd nærmere Underretning om dettes Indhold. I Forvejen misfornøjede sporede de en bevidst Krænkelse.
Et Etikettespørgsmaal satte yderligere ondt Blod 2).
Altid havde Magistraten i sine Skrivelser tituleret de 32 Mænd som »ædle og velfornemme«. Alene siden Raadstueskriver Etatsraad Raff i 1749 blev afløst af Justitsraad Nissen, havde man undertiden udeladt denne Tiltale. I Mødet d. 3. Juni 1763 blev det fore- slaaet at indgive skriftlig Klage til Magistraten. Kun fordi 6 af Medlemmerne nægtede at medunderskrive,
x) Skr. f. d. 32 Mænd t. Mag. 11/s 1763. De 32 Mænds Prot.
1753 ff. Fol. 303; Ansøgning f. Mag. t. Kongen 21/3 1763. Mag.
Kopib. 1763. I. Nr. 155.
2) De 32 Mænds Prot. 1753 ff. % 1763. Fol. 321 og 21/i2 1763.
Fol. 376 f.
80 Bidrag til det københavnske Bystyres Historie
blev den atter opgivet »af Føyelighed imod dem og [for] ellers god Harmonie at vedligeholde«. Bag Pro
tokollens snørklede Vendinger sporer man Vreden over den »Foragt«, som blev vist de 32 Mænd, »naar de, som præsenterede heele Staden, blive begegnede paa samme Fod som een Oldermand ved et Laug eller den ringeste Borger i Staden«.
Foreløbig nøjedes de 32 Mænd med at slaa Knibs i Lommen. Først efter en ny Tilsidesættelse tabte de Taalmodigheden og gik over til Angreb.
Som tidligere omtalt1), fulgte man med stigende Uro den stærke Prisstigning paa alle Landbrugspro
dukter, som satte ind i disse Aar. Saa vist som den gav Godsejerne forøgede Indtægter og bragte Bonde
standen bedre Kaar, var den utvivlsomt til Landets Fordel. De gode Tider var en nødvendig Forudsæt
ning for Landboreformernes Gennemførelse. Ringere Opmærksomhed har man ofret deres Indflydelse paa Bybefolkningens Kaar. Det hører til de aabne Spørgs- maal, om den større Produktion af Landbrugspro
dukter og Bøndernes forøgede Købeevne bragte Byerne en Gevinst, som opvejede de højere Priser. Givet er det, at Dyrtiden fremkaldte en Række bitre Klager.
Bystyret varetog Konsumenternes Interesser, kæmpede en haardnakket Kamp mod Prisstigningen og gik kun nødtvungent med til Taksternes Forhøjelse. Gennem en Strøm af Ansøgninger søgte de 32 Mænd at udvirke Toldnedsættelser paa fremmede Korn varer og Forbud mod Udførsel af de indenlandske Produkter. Særlig van
skelige, paastod de, var Forholdene i Begyndelsen af 17632). Den sjællandske Kapitelstakst var steget til 19
V Axel Linvald: En Konflikt blandt de 32Mænd. Hist. Medd.
2. Rk. 1 Bd. S. 218 ff.
2) Ansøgning f. d. 32 Mænd t. Kongen Va 1763, oversendt Mag.
ved Skr. s. D. De 32 Mænds Prot. 1753 ff. Fol. 292 f.
# pr. Tønde Rug, 14 # for Byg og 9 $ for Havre.
Selv med disse Priser var det smaat med Tilførs
lerne. »Formedelst den fordervelige Qvæg Syge, som det haver behaget den gode Gud at straffe Landene med og høyligen af enhver beklages«, var Priserne paa Kød og Smør steget til ukendte Højder. En Tønde Smør betaltes saaledes med 60 Rdl. — eller 20 Rdl. mere end under sidste Kvægsyge. Ganske vist havde Kongen i Oktober Maaned for en Pris af 16 pr. Tønde overladt Byen 15 000 Tdr. fremmed Rug og tilladt mod nedsat Told at indføre 10 à 12 000 Tdr. Havre. Intet andet — hævdede dog de 32 Mænd — vilde bringe varig Bedring end et almindeligt Forbud mod Udførsel af Korn og Fødevarer. I For
ening med yderligere Toldnedsættelser vilde det sætte Befolkningen i Stand til at holde rimelige Priser, fort
sætte Handelen og forsyne Kolonierne.
Ogsaa af Magistraten blev der fremsat lignende Be
tragtninger. Allerede i December 1762 havde den uden Resultat1) ansøgt om Udførselsforbud paa Smør, Ost og Flæsk2). En Maaned senere anbefalede den en al
mindelig Tilladelse til blot mod indenrigsk Told, Kon
sumtion og Accise at indføre Ost og Smør3). Omtrent i de samme Dage modtog den de 32 Mænds endnu videregaaende Andragende om Udførselsforbud og Ind
førselsfrihed, som den ligeledes lod gaa videre til Gene
raltoldkammeret4). Samtidig bragte den sine tidligere Skrivelser i Erindring, fremhævede, at Byen behøvede 6000 Tdr. Smør, i Øjeblikket havde fuldkommen Mangel
') Skr. f. Gen. Toldk. t. Mag. 10/i 1763. Kollegiebreve Nr. 14.
2) Ansøgning f. Mag. t. Kongen 22/i2 1762. Mag.’s Kopib. 1762.
II. Nr. 293.
3) Skr. fra Mag. t. Gen. Toldk. 20/i 1763. Smstds. 1763. I.
Nr. 39.
4) Skr. f. Mag. t. Gen. Toldk. lfl/2 1763. Smstds. Nr. 70.
82 Bidrag til det københavnske Bystyres Historie
og alene kunde hjælpes gennem en Indførselsfrihed, som uden Indskrænkninger bestod Aaret ud.
Virkningen blev kun ringe1). I Midten af Marts Maaned maatte Magistraten give de 32 Mænd Med
delelse om en Generaltoldkammerskrivelse, som alene oplyste, at der var givet en Række Købmænd Bevilling til inden Maj med Toldnedsættelse at indføre ialt 1030 Tdr. Smør, 174000 77 Ost, 103000 Buteljer, 300 Stude, 200 Læster og 11000 Tdr. Havre samt 260 Læster og 5800 Tdr. Rug.
Indenfor Regeringen havde Landbrugsinteressen været den overvejende.
Blandt de 32 Mænd vakte Afgørelsen en voldsom Forbitrelse. Uden Kendskab til Magistratens tidligere Forestillinger heftede de Opmærksomheden paa Resul
tatet og den mærkelige Omstændighed, at Regeringens Afgørelse var faldet allerede d. 23. Februar, men først d. 21. Marts bleven sendt videre til Borgerskabets Re
præsentanter. Mistænksomme, som de var, sporede de en underfundig Intrige, rettet mod deres Indflydelse og tillige bestemt ved Ønsket om at skaffe en Række
— delvis lidet værdige — Borgere en uberettiget For
del. Tilmed var Fristen saa kort, at Bevillingerne ikke kunde udnyttes til Indførsel fra selve Produktions
landene. Importørerne maatte nødvendigvis benytte Mellemmænd og derved fordyre Varerne. Unødvendige Penge vilde gaa ud af Landet, Fragtfortjenesten tilfalde Udlændinge, og Vekselkursen stige.
De 32 Mænds Skrivelse af 6. April 1763 blev ens
betydende med en Krigserklæring2).
') Skr. f. Gen. Toldk. t. Mag. 27a 1763. Kollegiebreve 1763. I.
Nr. 43, oversendt de 32 Mænd ved Skr. 21/s 1763. De 32 Mænds Prot. 1753 ff. Fol. 304.
2) De 32MændsProt. 1753 ff. Fol. 305ff. — PaaMødet af de 32 Mænd d.6Ai 1763 var ikkemindre end 8 Medlemmer fraværende. Brygger Ole Mandix nægtede yderligere at følge sine Kolleger. (Smstds. Fol. 304).
At Resolutionen var bleven hemmeligholdt, gav dem Anledning til at »beklage og høyligen forundre os over, at saadanne Resolutioner, der kan ansees som Følger af vore Forestillinger paa samtlig Borgerskabets Vegne, de vi af alle vedkommende ere authoriserede at presentere, og hvoraf alle burde drage Nytte og Fordeel, ei bliver os eller samtlig Borgerskabet bekjendtgiordte«.
At Regeringen havde truffet en uheldig Beslutning var undskyldelig. Magistraten burde derimod have vidst bedre Besked og derfor ogsaa have gjort Generaltold
kammeret opmærksom paa dets »Irringer«. Til disse Udfald føjedes en Fremhævelse af, »hvor sensible det falder os, at denne Post imod vores Villie og Viidende ey er bleven bedre beobagtet«, en direkte Anklage, at det synes, »at Deres Excellence høy og velædle Herrer tager sig Borgerskabets Trang og Nytte lidet til Hierte«, samt Trudsel om i Fremtiden at søge andre Veje til at gøre de 32 Mænds Indflydelse gældende:
». . . Vores Attraae haver stedse været og er endnu, hvad Staden og Meenighedens Beste samt det borgerlige Væsen er angaaende, os til Deres Excellence høy og velædle Herrer som Stadens høy og velviise Magistrat i den Orden, som fra gamle Tiider vel grundet er indført, og hvorudi vi ikke viide nogen Forandring er skeet, at addressere og om Meenighedens Tarv samt Borgerskabets Beste med dem at conferere, i det faste Haab, at De sig samme med Nidkjerhed ville lade være angelegen til Stadens og samtlig Borgerskabets Velferds Be
fordring i sin Orden; mens ... da Deres Excellence høy og velædle Herrer bryder den Orden, som er vedtagen, og ey bedre sørger for Borgerskabet, [maa vi være betænkte paa]
os herefter paa andre Stæder at addressere og selv giøre allerunderdanigst Forestilling, naar det maatte behøves til Menighedens og Borgerskabets Beste, paa det vi kunde være forsickrede om, at hvad vi forestiller, som aldrig skal befindes andet at være end til Borgerskabets og Meenighedens alminde
lige Beste, og efter vores Skjønnende upassioneret, maa paa sine høye Stæder blive forebragt. . .«.
84 Bidrag til det københavnske Bystyres Historie
Muligvis havde de 32 Mænd næret Forhaabning om at gøre Indtryk paa Magistraten, vække dens Efter
tanke og i Fremtiden formaa den til en hensynsfuldere Optræden. Resultatet blev i saa Fald en bitter Skuf
felse. Borgmestre og Raad følte sig som den overord
nede Myndighed, hævet højt over Kritik af Borgernes Repræsentanter, og blev derfor krænket i deres Værdighed og opsat paa at kræve Oprejsning.
Skrivelsen fra de 32 Mænd — svarede Magi
straten1) — var »fast overalt . . . opfyldt med utillade
lige og ubelencksomme Expressioner«. Kun for at vise,
»at vi desuagted paa vor Siide ville lade see aid Føye- lighed og Moderation«, vilde de nøjes med en Tilbage
kaldelse. De 32 Mænd skulde i deres Protokol lade indføre, at deres Klage var »skrevet uden Overlæg eller Aarsag« og derfor »annulleres og igienkaldes som u-skrevet«. I saa Fald vilde man skrive Sagen i Glemmebogen, »i vidrig Fald« maatte man »tage andre fornødne Messures«. Til Trøst fik de 32 Mænd til
kastet et almindeligt Løfte: »Naar de ellers have noged at proponere, som angaaer Stadens og Meenighedens Beste, og samme i Følge den 1ste Post udi de 32 Mænds Convention af 30. Nov. 1661 bliver os paa en anstændig og sømmelig Maade tilmeldet, skal vi, lige
som hidindtil skeed er, alletjider concurere til det, der er tienligt og fornødent«.
Klagen fra de 32 Mænd havde tilvisse været skarp og paagaaende, men dog begrænset til det foreliggende Tilfælde. I sin Oprindelse var Striden alene Udtryk for den naturlige Rivalisering mellem forskellige Myn
digheder. Begge Parter var lige ømme for deres Vær
digheder. Begge Parter var lige ømme for deres Vær