At have tillid til eller at tvivle på systemet

 I det følgende afsnit vil vi analysere, hvordan gravide kvinder opfatter det, at  tilegne sig information og at blive informeret i graviditeten, samt deres forhold til  sundhedsvæsenet. Dette tema omhandler bl.a. tendensen til, at en gruppe af kvinder  stoler mere eller mindre blindt på systemet, og at deres læge eller jordemoder, som er  eksperten, der er i stand til at træffe den bedste beslutning for dem. 

At stole på eksperterne

I studiet af Hammer & Burton­Jeangros identificeres en gruppe kvinder, som  karakteriseres ved at de godkender ”surveillance medicine”. Disse gravide har til  fælles, at de alle anser screeningsundersøgelser som værende rutine og deltager i dem  uden at sætte spørgsmålstegn herved (Hammer & Burton­Jeangros 2013: 57). De  sætter pris på, at systemet dikterer, hvilke undersøgelser der skal til for at 'styre'  deres graviditet (ibid). De beskriver dette med udsagn om at ”blive passet på”, ”blive  taget sig af” og at de ”stoler på, at sundhedspersonalet udfører de nødvendige test” 

(ibid). Alle disse kvinder udtrykker, at de har få spørgsmål at stille deres læge, men at de nemt kan få tilfredsstillende information af hende. De mener, at deres læge er den  bedste til at vurdere, hvor meget information de har brug for (ibid: 58). 

Ifølge Giddens har mennesker tillid til ekspertsystemer fordi bl.a. uddannelse i den  vestlige verden opretholder et billede af viden som pålidelig og uimodsigelig (Giddens  1994: 80). Dette har medført en respekt for næsten alle former for teknisk 

specialviden. Tillid er dog kun påkrævet i situationer, hvor der findes uvidenhed  (ibid). De gravide kan i dette henseende betegnes som uvidende, og lægen eller 

jordemoderen kan betegnes som den, der besidder specialviden. Her kan vi se i 

Hammer & Burton­Jeangros' empiri, at kvinderne i ”endorsing surveillance medicine”­

gruppen blindt lægger deres tillid i sundhedssystemet og derfor ikke udfordrer de  anbefalinger og råd der gives (Hammer & Burton­Jeangros 2013: 58). 

At tvivle på eksperter

Studiernes resultater viser, at ikke alle gravide er trygge ved at være uvidende  og at disse kvinder ofte sætter spørgsmålstegn ved de standardiserede procedurer  (Hammer & Burton­Jeangros 2013; Niklasson 2014). Giddens påpeger, at uvidenhed  ofte skaber rum for skepsis (Giddens 1994: 80). I Hammer & Burton­Jeangros' 

undersøgelse bliver gruppen ”coping with risks” karakteriseret ved at de forsøger at  leve med risici. Disse kvinder er mere bekymrede og rapporterer, at screeninger og  tilbud forøger deres nervøsitet. De udtrykker også ambivalens ift. den information de  får af egen læge (Hammer & Burton­Jeangros 2013: 59). Dette bakkes op af Giddens  teori om, at uvidenhed skaber ambivalens og skepsis i mødet med eksperten. 

Kvindernes tillid til de abstrakte systemer er afhængig af deres tidligere erfaringer  med adgangsporte til systemet. Har kvinden dårlige erfaringer med tidligere møde  med enten jordemoder eller læge vil dette påvirke hendes tillid til systemet. På trods  af denne ambivalens ser vi i empirien, at kvinderne dog har så meget tillid til 

systemet, at de tager imod alle screeningstilbud (Hammer & Burton­Jeangros 2013: 

61; Niklasson 2014: 172). Yderligere beskrives det i Hammer & Burton­Jeangros, at  kvinder, der er utilfredse med den kommunikation de har med deres læge, ikke har  overvejet at skifte læge selv om dette er en mulighed (ibid: 58). Dette kunne tyde på,  at kvinderne på trods af deres ambivalens har meget høj tillid til ekspertsystemet, og  derved har nemmere ved at acceptere utilfredsstillende behandling. Vi sætter dog  spørgsmålstegn ved, om ordet tillid i dette tilfælde kunne udskiftes med ordet respekt.

I virkeligheden kunne det, at de accepterer alle screeningstilbud være tegn på, at der  sker en udnyttelse af deres tillid for at disciplinere den gravide kvinde igennem  governmentality, hvilket gør at de har respekt for systemet og derfor ikke tør 

modsætte sig denne styring. I Niklassons studie udtrykker nogle kvinder, at de ville 

føle sig mere trygge, hvis tilbudet om prænatal screening ikke fandtes (Niklasson  2014). De har alle taget imod screeningerne, nogle har endda tilkøbt flere scanninger  især tidligt i graviditeten, men synes stadig, at dette er med til at gøre dem mere  nervøse og til at øge deres fokus på risici (ibid: 172). De mener, at de sandsynligvis  ikke ville bekymre sig betydeligt for, om deres foster har misdannelser eller 

kromosomfejl, hvis de ikke var blevet mindet om denne risiko i kraft af tilbudet om  risikovurdering. Man kan derfor undre sig over, hvorfor de tager imod tilbudet og ikke vælger fra. Dette kan muligvis forklares med Foucaults teori om modmagt. Ifølge  Stefan Hermann mener Foucault, at magt altid skaber modmagt. F.eks. har en slave i  lænker ikke mulighed for at gøre modstand, og derfor er det ikke magt, men tvang, der udøves mod slaven ifølge Foucault. Dvs. at magt altid indeholder friheden til at træffe  et valg og individet kan derfor handle anderledes (Hermann 2000: 11). Når disse  kvinder føler sig utrygge over at blive scannet kunne man forstille sig, at mange flere  ville vælge det fra, hvis der var tale om et reelt valg. Når de ikke agerer anderledes  kunne det være, fordi de ikke føler sig frie til at træffe et andet valg. Måske fjerner  retorikken omkring risikovurdering muligheden for at modsætte sig dette, og derfor er disse kvinder ikke frie i denne forstand. Der udøves derfor ikke den form for magt,  som Foucault beskriver, over disse kvinder, men mere den tvang, der udøves over  slaven i lænker.

At fralægge sig ansvaret 

Kvinderne i ”endorsing surveillance medicine”­gruppen viser begrænset 

personlige engagement i undersøgelserne, dog er de ikke helt passive, da de deltager i  alle de tilbudte screeninger. De delegererer altså kontrollen over deres egen 

risikohåndtering til eksperter (Hammer & Burton­Jeangros 2013: 58). De udtrykker  en lettelse over ikke selv at skulle forholde sig til dette. Jordemødrene fortæller, at  flere af de gravide kvinder ikke ønsker at skulle træffe et valg (Levy 2006). I disse  situationer pointerer jordemødrene, at det er vigtigt at facilitere et informeret valg,  men samtidig også at respektere kvindens rettighed til ikke at beslutte sig for noget,  idet dette i sig selv er en beslutning (Levy 2006: 119). Disse eksempler kunne indikere,

at kvinderne har en lav følelse af self­efficacy, idet de overlader ansvaret til eksperter  og derfor ikke er selvansvarlig. Vi anser det som, at de er blevet mægtiggjort til at  træffe et valg, om ikke at tage ansvar for denne risiko. Dette er paradoksalt, da 

empowerment handler om at understøtte individers valg, men samtidig har et mål om,  at de selv skal tage ansvar for egen sundhed vha. selvregulering. 

Niklasson finder i sit studie, at jo mere kvinderne ved om de risici, der kan forkomme,  jo mere skræmte bliver de. F.eks. beskriver en kvinde, hvordan sundhedspersonale  sommetider italesætter scanninger som såkaldte ”tryghedsscanninger”. Hun påpeger,  at noget hurtigt kan blive til en ”utryghedsscanning”, idet kvinden fastholdes i, at der  er en potentiel risiko for at noget er galt med hendes foster (Niklasson 2014: 172). 

Dette kan tyde på, at prænatale screeninger er blevet til en norm, fordi statistisk set  tager næsten alle imod tilbudet og derfor forventes implicit, at alle gør det. Derudover  kan denne seance også være en bekræftelse af, at risikobevidstheden påvirker 

individers handlinger (Giddens 1991: 112). Som Giddens påpeger, er individer blevet  mere opmærksomme på mulige risici og dette gælder også gravide. Der tales om risici i jordemoder­ og lægekonsultationen, i medierne, på arbejdspladsen og i 

omgangskredsen, og dermed rykker diskursen også ind i familiernes hjem og sind. 

Giddens siger yderligere, at teknologien er med til at skabe nye risici (ibid: 122). I  svangreomsorgen bruges scanninger til at diagnosticere og kalkulere risici. Også  denne teknologi kan have en iatrogen effekt og skabe nye risici. Hvis der ses noget  abnormt på scanningerne, tilbydes flere interventioner (f.eks. moderkagebiopsi efter  NF­scanning) som igen har en risiko for et uønsket udfald (f.eks. abort) 

(Sundhedsstyrelsen 2010: 11). Ligeledes kan man argumentere for, at hele diskursen  om risici medfører en øget risiko for, at kvinder bliver mere bekymret og stresset.  

Det, at kvinder fra Niklasson studie vælger ekstra scanninger ud over det normale  tilbud, uden medicinsk indikation, kan man også se som et tegn på, hvor stort et  ansvar den gravide kvinde føler for sit foster. Lupton beskriver, hvordan der som  konsekvens af teknologien og dermed graviditetens medikalisering er opstået et øget  fokus på den ”føtale risiko”, bl.a. vha. scanninger (Lupton 1999: 63). Fosteret anses  nutildags som noget individuelt fra kvinden og hun er derfor i dobbelt risiko og er 

dobbelt ansvarlig for at have en risikominimerende adfærd (ibid). Risikominimerende  adfærd kunne her forstås som at følge sundhedsanbefalingerne. Ifølge SST's 

'Anbefalinger for svangreomsorgen' skal den sundhedsprofessionelle ”gennem samtale  motivere og støtte den gravide til en adfærdsændring, hvis hun har risikoadfærd” 

(Sundhedsstyrelsen 2013: 17). Ifølge Lupton, er teknologien, her igennem scanningens visualisering, for det første med til at gøre fosteret til et individ og for det andet med  til at gøre det til et objekt, der skal overvåges udefra i en offentlig sammenhæng  (Lupton 1999: 62). Dette betyder, at kvinden, selv om hun aner at scanninger er med  til at gøre hende mere utryg, vælger at lade sig scanne, fordi hun føler et stort ansvar  for sit foster. 

Opsummering

I denne analyse kommer vi frem til, at det er kvindernes følelser omkring det at  tage imod screeninger, der afgør, hvorvidt der er tale om empowerment eller styring  vha. disciplinering. Når vi ser, at en gruppe kvinder tager imod screeninger de føler  sig ambivalente imod, er der tale om en form for disciplinering, fordi de tager imod et   tilbud, på trods af at de føler sig utrygge herved. Dette kan også forklares ved, at  kvinderne ikke er frie til at udøve modmagt. Når vi ser en anden gruppe kvinder tage  imod alle tilbudte screeninger uden at sætte spørgsmålstegn herved, er der tale om  empowerment, idet at de har fulgt deres ønske om ikke at blive ansvarliggjort. Det er  altså to forskellige styringsformer, der bliver brugt til at opnå samme mål, nemlig at  kvinderne skal deltage i screeningstilbud. Empirien viser også en del kvinder, der  tilkøber ekstra scanninger i graviditeten. Dette tyder på, at risikodiskursen i 

samfundet er med til at italesætte en forståelse af fosteret og graviditeten som noget  skrøbeligt og specielt, samt at det er kvindens ansvar at passe på dette.