om Personer - navneforhold
2) Angående den nye bonitering – det er en lidt indviklet sag – man brugte et takstsystem – se anden litteratur om det – og når
man havde gjort de enkelte takster op på den enkelte ejendom,
omregnede man disse efter faste faktorer til hartkorn – som var så vel indarbejdet. Her skal vi bare passe - endda meget - på – for det nye hartkorn var ikke direkte sammenlignelig med det gamle. Vi ser derfor meget ofte anført i gamle papirer ”gl.Hartkorn” eller
”nyt hartkorn” eller måske ”1844 hartkorn”.
Mærkværdigvis blev det nye hartkorn først indført som beskatnings- grundlag fra 1844, men det blev såmænd også brugt helt frem til 1926, hvor det blev endeligt afløst af det nuværende ejendomskat-tesystem.
At matriklen kom til at hedde ”1844” matriklen – ja – hvorfor – men det gør den altså – og det giver anledning til mange misfor-ståelser – hvis man netop ikke kender sagens rette sammenhæng.
- - - - forsættes
56 Det skal for god ordens skyld anføres, at i 1844 gik man over til et nyt tinglysningssystem, hvor hver ejendom fik sin egen side i registreringsprotokollen. Her i Assens retskreds har man - i mod-sætning til de fleste andre retskredse – på ejendommens side refereret tilbage til tidligere ejere, hvilket normalt letter identifikationen tilbage til omkring 1804. (1770)
I 1919 ændrede man igen tingbogsystemet, idet man gik over til en tingbog i ”løsbladsystem”, så ejendommene altid sidder i nummer- orden.
Her omkring år 2000 er der efterhånden i alle retskredse indført den ”elektroniske tingbog”. Hvordan det forskermæssigt vil virke, er endnu for tidligt at udtale sig eksakt.
Handler efter 1810 synes alle registreret med det nye 1844
matrikel-nummersystem. Handlerne synes imidlertid i forhold til periode før 1810 forholdsvis få, hvilket kan hænge sammen med den almindelige afmatning i konjunturerne, særlig efter statsbanke-rotten i 1813.
Ejerlaug
I forbindelse med matrikulering taler moan ofte om ejerlaug.
Efter er 1844 matriklen er et ejendomsnummer typisk f. x.
matr. 4a m.fl. Gummerup, Køng sogn, altså nummer/numre, ejerlaug og sogn. Med andre ord en ganske god identifikation.
Gummerup ejerlaug refererer tilbage til den gamle landsby og til den nummerering, der var der.
Her i Køng sogn kan man tale om 7 ejerlaug:
Højrup, som udpræget omfatter den gamle landsby.
Glamsbjerg, som udpræget omfatter den gamle landsby.
Holte, som omfatter de gamle enestegårde og deres frastykninger.
Højbjerggård, som omfatter de to enestegårde og deres evt. fra- stykninger.
Søholm hovedgård med evt. frastykninger.
Gummerup, som i grunden omfatter den gamle landsby.
Køng, som ikke alene omfatter den gamle landsby, men også om- råder inde i Gummerup.
Man fornemmer en tilbøjelighed til hos myndighederne ret bevist at give områder i Gummerup et Køng nr.
se bemærkninger under ”Marker” side 13
57
fil: Alm-afh-tidsrevy-gum.doc side 25 af 34 / side 54
1849 Grundloven.
Enevælden kom således til at vare i knap 200 år fra 1660 til 1849.
Betydningen af Grundloven skal i sagens natur ikke beskrives her.
I landbohistoriemæssigt henseende skal bemærkes, at godserne blev frataget deres rettigheder til varetage deres fæstebønders
skifteforhold, idet disse i lighed med andre mennesker blev overført til dommerne/retskredsene, hvor de også ligger i dag.
I en af grundlovens løfteparagraffer blev der stillet i udsigt, at forholdene om len, fideikommisser, stamhuse m.m. skulle ordnes ved almindelig lov, idet alle disse særrettigheder/privilegier skulle udfases. Man tog sig god tid til det, for først i 1916/1919 blev lovgivningen endeligt gennemført.
Det er i sig selv en lang og interessant historie, som det ligger uden for rækkevidde af denne afhandling.
Dog skal nævnes:
1) de sidste fæsteforhold skulle afløses med overgang til selveje.
Rantzauerene på Krengerup var sene til det, men Wedelsborg var værre – her skete det først i 1916.
2) De gamle stamhuse skulle som et led i lovgivningen afstå jord, som i de fleste tilfælde blev udstykket til såkaldte statshus- mandsbrug. Dette skete ikke nævneværdig her i sognet – dog har i anden forbindelse, f.x.frastykning fra gårde (Eskehøj i Høj- bjerg) og nedlægning af gårde (Hjemstavnsgården i Gummerup) set oprettelse af statshusmandsbrug.
3) En del godser fik med et mindre jordtilliggende, hvis man ikke havde kunnet/haft råd til at købe suppleringsjord, vanskelig ved økonomisk at kunne klare sig /holde en stor bygningsmasse intakt, men det er igen en hel anden historie.
58 Herefter kommer nogle forhold, som ikke kan hæftes på en bestemt tidsperiode, men som er væsentlig for forståelse af forhold
omkring Gummerup og omliggende byer.
”Den ny vej”.
Vi kan endnu i Gummerup møde ældre mennesker, som taler om den ny vej. Den nye vej er strækningen fra Gummerup bystævne til Køng Mølle. I virkeligheden var den en meget tidlig form for en
omfartsvej, og det giver en forklaring på, hvorfor udefra kommende ofte giver udtryk for, at vejforholdene i Køng-Gummerup forekommer mærkelige/indviklede.
Prøv derfor at forestille jer området uden ”den ny vej”. Alt syd-nordgående trafik skulle således om gennem Byvejen for at komme op til den gamle tværgående fynske vej fra Odense til Assens med den af topografiske grunde snævre passage syd om Søholm sø. På dette strategiske sted har man så placeret gården Søholm, som oprindelig lå ved søen sydlige ende.
Apropos veje - så skal vi forestille os veje af en hel anden kvalitet end i dag, men de skulle jo også kun bruges af fodgæn-gere, ryttere og hestekøretøjer.
Man kan også finde det mærkeligt, at den gamle vej,Byvejen, såle-des kommer til at krydse Hårby å indtil flere gange. Forklaringen er nok – se lidt på terræn og undergrund, at det var den mest
”tørskoede vej”, man kunne anlægge i området, og så måtte man tage en ekstra bro med. Sådan ser vi det mange steder i landet. Jeg formoder, at den gamle byvej er gået ned igennem Køng Mølle.
Øvrige veje her omkring kan godt betragtes som stikveje, som i visse tilfælde var forbindelse til nabolandsbyer, men ellers udvikledes med udflytning og bebyggelse i det åbne land.
Nogle af disse gamle veje ville vi nok i dag snarere kalde stier fremfor veje, idet de sikkert kun i sommerperioden var egnet til andet end fodgængere.
Jeg kan således have mine tvivl, om Dolevejen i store dele af året var farbar for hestekøretøjer.
Gamle kort, f.x. udskiftningskort fra 1793 viser nok veje, men ofte ville det rette ord nok være stier.
Jeg har spurgt ældre om, hvordan det var før ”den ny vej”. Jeg har fået forklaringer om, at man jo havde Klaregade, og derfra kunne man komme videre ad Dolevejen op til Odensevej. Fra enden af Klaregade kunne man cykle eller gå ind på et sti- eller
markvejsystem, der først gik ad Dolevej forbi Karlsgården, ned til
59
fil: Alm-afh-tidsrevy-gum.doc side 27 af 34
Møllerbyggestedet og Fåborgvej, hvor der var forbindelse til Ådalsvejen(e) og ellers videre op til Køng Mølle.
Set i det helt gamle landsbysystem før udskiftning – ja, så lå gårde og de få huse for de flestes vedkommende i Køng-Gummerup langs Byvejen med enkelte stikveje, som f. x. Klaregade, en nedlagt vej ved Skovgård og delvis Fladmosevej.
Hvis man derimod forstiller sig, at Klaregade havde en forbindelse fra Dolevej ned til Byvejen får vi et lidt andet landsbymønster i Gummerup med de 16 gårde og 4 huse, eller som en bebyggelse
liggende i en rundkreds om en såkaldt ”forte”. Men det ene
forhindrer jo sådan set ikke det andet – det kan sagtens være et både-og.
- - - -
Kun et par gårde ligger lidt udenfor mønstret, nemlig Bækgården og Sjodsholm. Der vil kunne gives mange forklaringer. Vi ved, at der i 1700 årene var smedie på Bækgården – kunne det tænkes, at man på en eller anden måde her havde udnyttet åens vandkraft ?
- - - -
Også andre steder i sognet er der sket løbende vejreguleringer.
I Højrup blev Højrupvejen rettet ud i 1940erne – kan stadig ses overfor den gamle købmandshandel – en gammel gårds bygninger blev i den forbindelse revet ned. Men ikke nok med det. I vejens
vestende ved Fåborgvej udgik den fra et punkt syd for den gamle jordemoderhus, Fåborgvej 103, og ”reguleringen” blev i nogen grad gravet ned. I det østlige Højrup gik vejen nord om gården Højrup-lund, nr. 61
Hovedgaden i Glamsbjerg gik oprindelig rundt mellem de gamle gårde – nu rettet ud – nogle rester af nogle af de gamle gårde kan
stadig findes.
I Glamsdalen gik den gamle vejforbindelse via Bakkevej – også her kom en slags omfartsvej nord om højskolen.
- - - -
Tilsvarende kan man finde andre steder i sogn og kommune. Dette er værd at have in mente, hvis man i dag ikke kan få overensstemmelse mellem nuværende og nogle gamle oplysninger.
- - - -
Børge Jensen har i Vestfyns Hjemstavn omtalt forskellige stisystemer, bl.a her fra Gummerup i 2002
- - - -
Det første matrikelkort efter ”1844” giver på en måde en vis orientering om de gamle vejforhold.
60 Ådalen - Hønselauget
Vejen, Ådalen, starter fra Byvejen 23-25 og ender efter et par vænger ved Byvejen 57.
- - - -
De fleste sogne har et eller andet sted, hvor man på et eller andet tidspunkt i historien har henvist beboere, som man af den ene eller anden grund ikke har brydt sig så meget, helst til et lidt afsides sted, hvor der kunne slå sig ned/ stifte bopæl.
Der har måske også været et ønske hos nogle mennesker, som måske ikke havde de store honette ambitioner, om at måtte bo lidt an- derledes eller for sig selv.
Enten vi kan lide det eller ej, er der en vis visdom i det gamle ordsprog om, at ”Krager søger Mager”.
- - - -
Et sådant sted havde man også i Køng søgn, nemlig det område vi i dag kender som Ådalen.
Vi ved, at de første huse blev placeret der omkring udskiftnings-tidspunktet. Uden at have den stor viden om beboerne, så kan vi i hvert fald konstateres, at de lå lavt på den sociale rangstige og hørte til i samfundets bund.
Også i dag kender vi til den problematik – at i en sådan situation kommer ligesindede og ligestillede til.
Med den ny vej fra 1942-43 ligger området i dag centralt, men
sådan var det ikke før, da Byvejen var vejen – dengang lå området - tilpas - lidt bag ved det hele.
Hvorfor det netop blev her – det spørgsmål kan man naturligvis stille – uden at kunne få et eksakt svar. Jordgrundene til de første – og for så vidt også til de senere – er væsentligt kommen fra gården Virkelyst – matr. 28 – i Køng og i mindre grad fra Bækgården - matr.16a – i Gummerup samt fra Møllerbyggestedet – matr. 17a Gummerup.
Taler man med ældre mennesker i sognet – nå – ja – det var nede i Hønselauget. Alene på tonen kunne man høre, at det var ikke en særlig estimeret adresse at have.
Grundene var små og husene dårlige, og beboerne hørte til i samfundets bund med fattigdom, sociale tilfælde og enkelte var slet ikke til at lide på. Vi har set et par huse blive kaldt fattighuset, altså et sted, hvor man indsatte husvilde og helt fattige mennesker.
Det må ikke forveksles med sognet fattiggård, som lå oppe ved Krengerupvej.
forsættes
61
fil: Alm-afh-tidsrevy-gum.doc side 29 af 34 / side 58
Tiderne har ændret sig. Alene det nye vejnavn, Ådalen, hævede hele kvarteret. Samfundets velstand har også holdt sit indtog der. Der er blevet investeret meget i husene, og dermed er beboerklientel-let også blevet en hel anden.
I dag fremtræder området meget charmerende, og man kan næsten nyde at komme i et område, som ikke fremtræder, som lagt efter en
streng byplan. Husene ligger tæt langs den gennemgående vej – også med et par vænger – og man skal faktisk være helt godt stedkendt for at kunne finde ud af, om man nu adressemæssigt hører til det ene eller andet.
Holteområdet
Hvis vi skal tro de gamle beskrivelser – og det skal vi – så var Holteområdet det nordligste i sognet, hvor der lå de 4 eneste-gårde, Skrinshave, Hjortholm, Bærholm og Bækhuset. Området mellem disse ejendomme og det øvrige Køng-Gummerup må bortset fra Søholm med tilhørende huse have været et ubeboet overdrevsområde.
1682 matriklen omtaler ingen bebyggelser, men ved udskiftningen i 1793 var der bebyggelser og parceller.
Disse kan kun være kommen fra handel i perioden fra 1770, idet intet tyder på, at godset Søholm har foretaget direkte frasalg.
Det ville også have ligget fjernt for familien Rantzau, som tvært- imod søgte at genetablere det fuldkomne gods.
Vi har ikke kunnet/ har heller ikke brugt så mange kræfter på at finde ud af, hvordan denne udvikling i Holteområdet har været mellem 1770 og 1793.
Efter 1793 er det lettere at ane forskellige konturer, men først efter 1810 med ”1844 matriklen” er det til at følge sagen op.
Da ejendommene i området alle fik Køng matrikelnumre med binummer i form af bogstav på kan danne sig et nogenlunde overblik.
- - - -
I dag er vi vel tilbøjelige til at sige, at Holte – når man ser bort fra Søholm – er området nord for Odense-Assens vejen.
Man taler endda om forskellige dele som Hedekrogen i Holte, det bagerste Holte og det forreste Holte.
Matrikulært set er det ikke rigtig – her hedder det Køng.
Matrikulært er Holte kun de tidligere nævnte enegårde med derfra kommende frastykninger.
I praksis betyder det ikke så meget – bare man ved det !
62 Udvikling siden 1849
Det kunne blive en meget omfattende historie. Her skal den kun beskrives mere stikordsvis.
Man taler ofte om Højskolebonden, Andelsbonden og Andelsbevægel-sen. De hører for så vidt til i samme pulje, idet den ene næsten er den andens forudsætning.
Andelsbevægelsen bevirkede sammen med den tekniske udvikling, at man flyttede en del produktion fra en egentlig hjemmeproduktion til en fælles produktion med deraf en meget forbedret kvalitet, som man sagtens kunne afsætte på de nye store markeder, f.x. i England.
Samtidig havde landbruget føling og forståelse for at omstille produktionen fra en planteproduktion: læs: korn, til en animalsk produktion: læs: mælkeprodukter, æg, kød og flæsk.
Det nu store nye Amerikas forenede Stater kunne nemlig producere kornet langt billigere end i Europa. I stedet for at lægge told på kornet, som i Tyskland, importerede vi gladelig det billige korn til f.x. grisefoder !
Når man ser tilbage var den tekniske udvikling i det primære landbrug i tiden op til første verdenskrig i 1914 ikke voldsom – jo, noget skete der da, men den stærk stigende produktion kom i høj grad til veje ved øget brug af menneskekraft.
Der var selvfølgelig kortvarige kriser – men for det meste
skyldtes det manglende tilpasningsevne. Ellers var tiden tiden fra grundlovens givelse op til 1. verdenskrig præget af stigende
konjunkturer. Som det er blevet sagt: indtægtsstigninger var altid lidt foran stigning i omkostninger.
Perioden var præget af liberalisme – frihedsgraderne var store, og restriktioner var ikke noget, man gik meget op i.
Perioden er også blevet benævnt som:
”De goé gamle dage”
- - - -
En ting, man ikke havde så meget blik for, var det stigende befolkningstal, som man skulle have beskæftiget.
Industrialiseringen i byerne tog en del – en del udvandrede – vistnok ca en kvart million i tiden op til 1. verdenskrig.
Alligevel var der flere på landet, som kunne være blevet til et proletariat. Den gryende husmandsbevægelse afmonterede i nogen grad dette, bl.a. ved lovgivning om nye husmandsbrug dels i 1899, og endelig meget ved lovene fra 1919, men det er igen en meget lang og spændende historie.
Da herregårdsjordene ikke længere kunne række til nye husmands-brug, opkøbte man almindelige gårde, f.x. Hjemstavnsgården i 1930
63
fil: Alm-afh-tidsrevy-gum.doc side 31 af 34 / side 60
og senere ved forkøbsret, hvor man tog jord fra større gårde, når de kom i fri handel.
Ved den sidste lovrevision i 1949 var udviklingen allerede løbet fra loven, og de sidste udstykninger og oprettelser af statshus-mandsbrug i 1950erne nærmede sig – set med dagens øjne i dag – nærmest det komiske eller det tragiske – man kunne ikke længere eksistere på dem !
Bondebruget og husmandsbevægelsen fandt aldrig rigtig fodslag i 1900årene – snarere blev det til interne stridigheder.
- - - -
Konjunkturene efter anden verdenskrig og senere den
verdensomspændende økonomiske krise i 1930erne bevirkede, at
landbrugserhvervet blev viklet ind i en masse restriktioner, som i nogen grad bed hinanden i halen.
Disse lettedes under 2. verdenskrig, men produktionen faldt ganske drastisk. Man plejer at sige, at landbruget først i 1950 var oppe på normal produktion, altså der hvor man sluttede i 1939.
Nogenlunde samtidig skete der næsten en teknisk revolution. Trak-torer og elektriske moTrak-torer afløste hestekraften med alt, hvad dertil hører af mekaniseringsmuligheder. Da hestene ikke længere åd så meget korn, kunne anden husdyrproduktion så øges.
- - - -
Mange så i ånden – eller glædede sig til, at nu kunne de goé gamle dage vende tilbage. Dette skete ikke. Handlen med fødevarer blev så protektionistisk. De deraf følgende lavere eksportpriser
sammenholdt med et voldsomt stigende omkostningsniveau (pristal-let) satte landbrugserhvervet i en vældig klemme.
Antal af landbrugsbedrifter toppede omkring 1960 med ca. 200.000 landbrug og har siden løbende været faldet til nu i 2002 at være omkring 50000.
Med baggrund i en forventet tilslutning til EU fik landbruget forskellige overlevelsesordninger i 1960erne.
Vor indtræden i EU i 1972 gav ny optimisme, men overproduktionen i EU sammenholdt med en dårlig økonomisk politik gav nye problemer omkring 1980.
- - - -
I dag tilpasser landbruget sig ved at nedlægge landbrug og samle produktionen på væsentlig færre landbrugsbedrifter. Her har vi næppe set slutningen.
- - - -
Om 50 år vil man måske sidde og forske i, hvorfra og hvortil landbrugsjord er kommen til denne eller hin bedrift.
De goé gamle dage kom ikke igen – det gør de for øvrigt aldrig
64 Afslutning
Tiden står ikke stille og udviklingen går sin gang.
Nogle kan ikke lide disse tildenser, men gør reelt ikke noget ved det.
Kan vi i det hele taget gøre noget ?
Udover at tilpasse os ?
Det gør man i høj grad i landområderne. Måderne er forskellige – afhængig af om, man bor i bynære områder eller langt ude på
landet. Sidstnævnte findes ikke rigtig i Fyns amt udover på øerne.
Samtidig må konstatere en stigende interesse – i hvert hos nogle – for historien og om, hvordan det var i gamle dage.
Nogle mener, det var meget bedre dengang. Svaret er nok, at det var det for nogle få på livets solside, men det var de færreste.
Imidlertid er det passende, at fortiden beskrives, hvilket dette er et bidrag til.
Vi kan også sige det på en anden måde:
Lær af fortiden – lev i nutiden – virk for fremtiden
Vi søger slægtens spor i stort og småt, i flinteøksen efter harvens tænder,
i mosefundets smykke plumpt og råt, i kirkens kvadre lagt af brede hænder.
Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog har gemt et gran af slægtens ve og våde:
nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog, og løfte mig en flig af livets gåde.
Jeppe Aakjær i 1916
65
fil: Alm-afh-tidsrevy-gum.doc side 33 af 34 / side 62 side 34 af 34 / side 63 ledig