Artikler i Kommunaltidende i 1993 i forbindelse med Udskiftning
J.M.Riis medio juni 1993
Redaktør Anders Kurt Simonsen, Kommunaltidende,
På et tidspunkt i foråret nævnte jeg for dig, at her i 1993 var det 200 år siden udskiftningen i Køng-Gummerup afsluttedes.
I henhold til samtalen har jeg lavet 4 små indlæg, som forsåvidt hører sammen, men nok mest praktisk kan bruges som en slags
føljeton i dit blad.
Det vil nok kræve en passende og gennemgående overskrift. Det overlader jeg trygt til dig, hvis du i det hele taget vil bruge manuskriptet, som gengives nedenstående.
Med venlig hilsen
J.M.Riis
- - - Udskiftning I.
Her i 1993 er det 200 år siden, at man afsluttede udskiftningen i Køng-Gummerup. Ordet "udskiftning" siger ikke de fleste af dagens danskere ret meget. De få, der ved noget, henviser til de store landboreformer og stavnsbåndsløsning.
Dermed er vi på rette vej. For i dag at forstå udskiftningen og dens store betydning for landbruget er vi nødt til at se på
forholdene før udskiftningen, og vi skal prøve at sætte os ind i en hel anden tankesæt om ejerskab og fællesskab omkring jord end den i dag gængse.
I dag er vi så indlevede med, at et landbrug har sin egen jord - stort eller lille - fjernt eller nært - men det hører under alle omstændigheder til et bestemt landbrug. Det var netop den ordning, man lavede ved udskiftningen.
148 Før udskiftningen - ja, gårdene lå i landsbyerne, og hver gård
havde også jord, men det var ikke et bestemt geografisk afmærket stykke. Det kan bedst siges på den måde, at jorden ejedes af
gårdene i et fællesskab, og at hver af gårdene havde brugsret til en part i hver mark, men ikke en bestemt geografisk afmærket part.
Var der eksempelvis 10 gårde i en landsby med landsbyens jorder opdelt i 8 marker, så havde hver af de 10 gårde en part i hver af de 8 marker. Andelen til hver gård kunne godt være 1/10 af marken, men andre fordelingsforhold var meget almindelige, og man havde ofte indviklede regler og bestemmelser herom. Da man dyrkede den
samme afgrøde/planteart i hver mark skulle arbejdet i sagens natur udføres i et fællesskab af landsbyens bønder. Bestemmelser herom blev under oldermandens ledelse truffet på bystævnet.
Enhver vil kunne forstå at nye tanker og ideer ville have svært ved at trænge igennem. Med andre ord, der var tilbøjelighed til at alt blev, som det hidtil havde været.
Samtidig må vi huske, at der kun var få selvejere, idet langt de fleste af gårdene og disse gårdes parter af jorden var ejet af herremænd og godser. Bønderne var fæstere (lejere) af deres gårde, og fæsteafgiften (lejen) var en blanding af naturalier som
korn,kvæg, får m.m.,hoveriarbejde på herregården og lidt rede penge.
- - - -
Kloge folk - for det meste uden for bøndernes kreds - var af den opfattelse, at fornyelse og fremskridt kun kunne ske, hvis hver bonde fik sin egen jord. Derfor skulle jordene fordeles/udskiftes til hver gård.Samtidig skulle gårdene flyttes ud, fæstesysstemet afskaffes.
Hele denne reformproces skete selvsagt ikke på en dag. Stavns-båndsløsningen kom i 1788 og efterfølgende kom
reformforordningerne på de andre områder, bl. a, om udskiftning.
I Køng-Gummerup skulle der også udskiftes, men det ser vi på i et senere skrift.
149 fil: Gum-Bylaug side 3 af 12
Udskiftning II.
Som nævnt tidligere var det sidst i 17 hundredetallet tidstypisk, at gårdene i en landsby ejede og drev landsbyens marker i et
fællesskab, men dog således, at hver gård havde sin part - dog ikke en geografisk afgrænset - i hver af byerns marker. Gårdene var så igen typisk bortfæstede fra den nærliggende herregård.
Således var det ikke helt i Køng-Gummerup før udskiftningen. For det første var Køng-Gummerup et fællesskab. D.v.s. at de henved 40 gårde havde fællesskab om ( andele i ) byens 8 marker. Det har sikkert været indviklet, men det er en anden snak. Når visse Køng gårde endnu den dag i dag har jorder i Gummerupområdet, ja, så er det en reminiscens fra den tid.
For det andet var der ejerforholdet til gårdene.Efter auktionen på Søholm i 1770 og "udsalget" i efterfølgende år havde mange gård-fæstere - særlig i Gummerupområdet - købt sig til at være selveje-re, hvilket betød, at de var ejere af deres respektive bygninger samt en part af byens jorder. De resterende gårde ejedes af
godserne Krengerup, Søbo, Løgismose og Hvedholm. De vil være
forståelig, hvis disse godser hver med deres forholdsvis få gårde havde mindre interesse i udskiftning og udflytning, end hvis alle gårde havde hørt til samme gods. Efter sigende havde de enkelte godser heller ikke for mange penge, i hvert fald ikke til nybyg-geri af bøndergårde.
For det tredie må man forstå, at en udskiftning af jorderne ville betyde - hvis der skulle være en retionaliseringsgevinst - ja, så skulle nogle af gårdene flyttes m.a.o. flytte fra landsbyen og ud på marken, hvor deres jorder lå. At bygge nye bygninger dengang var anderledes end i dag, men det kostede alligevel penge. Selv-ejerbønderne havde år forinden brugt penge fra kistebunden eller lånt til at købe sig til selveje. Derfor det er til at forstå, hvis også de var imod.
Endelig for det fjerde. der var en vis vrangvillighed mod disse nymodens tanker om udskiftning. Det havde jo gået godt i mange år, så, hvorfor?.
Der var derfor lagt op til drama den 28. nov. 1791 kl. 10, hvor alle selvejere i Køng-Gummerup, forvalter Lund fra Søbo,forvalter Sparrevohn fra Hvedholm, forvalter Giesten fra Løgismose,
Inspektør Bagger fra Krengerup og præsten, hr. Seidelin på foranledning af landvæsenskommisionen repræsenteret ved landinspektør Nyholm var kaldt til "åstedsforretning" hos sognefogeden, Peder Skøtte i Køng. Herom senere.
150 Udskiftning III.
Som antydet - der var drama i luften den 28. nov. 1791 hos
sognefoged Peder Skøtte i Køng, hvor alle selvejere, godsejerne repræsenteret ved deres forvaltre og inspektører samt præsten, hr.
Seidelin var kaldt til møde med landvæsenskommisionen
repræsenteret ved landinspektør Nyholm. Emnet var udskiftning. De fleste var af forskellige årsager imod. Dels ville det koste penge og så alt dette nymodens, som set fra en almindelig bondemands vinduer var svært at se som fremskridt. Desværre har ingen direkte føjet deres tanker på papir, så vi må nøjes med den officielle
protokol, og også her er det nyttigt at kunne læse mellem linier.
Allerførst skulle man blive enige om, hvad der var Køng jord og Gummerup jord. Man søgte at forhale dette med mange kneb, og først efter en taksation med uvildige mænd udefra fik man langt hen i 1792 dette klaret. Resultatet var sandt for dyden ikke særlig
logisk. Godset Krengerup synes derefter uhyre besværlig. Så lovede man at bistå økonomisk ved udflytning og byggeri af gårde, og
senere trak man det tilbage. Den gode landinspektør Nyholm har sikkert både tænkt og sagt store ord for i det hele taget at få oplysninger fra Krengerup. I dag kan det synes komisk, at stridig-heder om en smule fiskeret ved Søholm sø kunne beslaglægge så megen tid.
Inden man kunne begynde at afsætte arealer til de enkelte gårde, var det temmelig væsentlig at få oplyst, hvem der ville og kunne flytte ud fra byerne. Efter protokollerne var der med mange
forskellige begrundelser slet ikke lyst til dette. Efter et
kommisionsmøde den 28. dec. 1792 må situationen for landinspektør Nyholm derfor have syntes kaotisk eller umulig. Man vil kunne
forstå, hvis han har haft lyst til at rende fra det hele. Desværre ved vi ikke, hvad han har tænkt.
Dog når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Kort tid efter melder tre bønder sig og siger, at de godt vil flytte ud, hvis de øvrige vil hjælpe med nybyggeri. Det må have givet vor landinspektør nyt mod, for ved et efterfølgende møde får han nu pålæg om på det
foreliggende grundlag at lave en udskiftning (jordfordeling ).
Dette gjorde han så i løbet af 1793. Hvor tilfredse man var, ved vi ikke. Dog de fleste slap for at flytte og bygge, men jorderne - de lå både spredte og nogle langt borte. Flere havde tilmed næsten ikke jord hjemme ved gården.
Lidt om konsekvenser senere
151 Gum-Bylaug side 5 af 12
Udskiftning IV.
I løbet af 1793 blev udskiftningen i Køng-Gummerup afsluttet.
Fællesskabet om driften var definitivt afsluttet. Hver gård havde nu sin egen jord, og det var op til den enkelte bonde, hvordan, hvornår og hvorledes netop han ville passe den.
Man havde, som det vil forstås, i størst mulig omfang valgt den løsning, at gårdene ikke skulle flyttes ud.Det betød tilsvarende, at de enkelte gårde, da man skulle have både af den gode og mindre gode jord, fik deres marker spredt på mange parceller. På gården, hvor vi bor, fik man således jord fem forskellige steder. Så var man endda heldige, idet ca. 22 tdr.land lå lige bagved bygninger-ne, men til gengæld måtte man overtage ca. 20 tdr. l. ude på det alleryderste Langerod. Ja, tænk en tid at bruge på vejen, når man skulle derud med et spand heste.
Nogle af gårdene havde faktisk ikke jord - udover gårdens toft - hjemme ved bygningerne, medens resten som nævnt lå spredt omkring.
At det var og også på sigt blev en forfærdelig ulempe, var man i datiden måske ikke særlig opmærksom på. Man vægtede nok det gamle trygge og tætte bofællesskab i landsbyen højere.
En alternativ løsning på udskiftningen havde været, at man havde givet hver gård et stykke sammenhængende jord, og så flyttet gårdens bygninger derud. Driftsmæssigt ville det på sigt have været en meget mere rationel løsning.
De spredte jordtilliggender gav i efterfølgende år anledning til mange mageskifter og handel med jord. I historisk henseende er det interessant at følge, omend det kan være svært før efter ca.1810, hvor forarbejdet til den såkaldte "1844 matrikel" var tilendebragt her i området, og handler registreredes efter denne. Typisk var det også, at yderjorderne blev frastykket til nye landbrug -
således er landbrugene på Langerod etableret på Gummerup gårdenes Langerodparceller, jvf. tidligere nævnte.
Man taler i dag så meget om nedlægning af landbrug. Det skete nu også i sidste århundrede, hvor i hvert fald tre indeklemte gårde i Gummerup blev nedlagt, og jorden opkøbt af andre.
- - -
Vi er i dag så indlevede med, at landsbyerne Køng og Gummerup har det udseende, som de har med gårde og huse imellem hinanden. Vi kan udtrykke det sådan, at det på godt og ondt skyldes de
beslutninger, man tog i årene 1791-1793. Det kan diskuteres, om det er værd at mindes, men det kan i hvert fald registreres, og det er ikke til at bortforklare.
152 Kære Anders Kurt Simonsen, maj 1998
Kommunaltidende, her
Hoslagt fremsendes som aftalt manuskript til omtale af Gummerup Bylaugs jubilæum. Du kan selvsagt beskære det, som derfor er sat i afsnit, hvoraf enkelte kan udelades.
Jeg vedlægger en kopi af et gammelt billede fra 1943 samt tilhørende navnetekst, som er bymændene (samt et par sønner).
Det orginale billede - findes hos Bent Møller - er også noget mørk.
- - -
Jubilæet fejres med morgenmøde på bystævnet - flaghejsning i Byfolden - festsammenkomst på Hjemstavnsgården om aftenen - men nærmere herom hos oldermanden.
Jeg håber, du får lidt ud af det.
J. M. Riis - - -
PS. kopi afleveret til oldermanden.
kopi nedenstående - - -
juni 1998 I forbimdelse med Gummerup By- laugs 150 års jubilæum 12/6 1998 skriver J.M.Riis følgen- de til Kommunaltidender:
Den 12. juni fejrer Gummerup Bylaug 150 årsjubilæum.
Eftertænksomme vil sige: tænk er det så gammelt, og andre vil tænke: det må være meget ældre, og endelig er der nogle, der vil spørge: hvad er et bylaug. Jeg skal kort prøve at svare.
150 års jubilæet er rigtig, forsåvidt der fra 1848 findes en
protokol for bylaugets virke. Bylaugets start går imidlertid meget længere tilbage - i hvert fald til femten hundrede tallet - det ved man fra tilsvarende landsbyer.
Bylauget var det forum, hvor landsbyens gårdmænd mødtes og under forsæde af oldermanden traf beslutninger om arbejdets tilrettelæg-gelse på de fælles byjorder, såsom fastsættelse af så- og høsttid m.m. Ansættelse af smed og byhyrde hørte også med. Mange tror fejlagtig, at det var noget herremændene bestemte, men det var taktisk lettere at lade fæstebønderne selv bestemme. Hvervet som oldermand gik normalt på skift et år af gangen.
153 fil: Gum-Bylaug side 7 af 12
Fra de første matrikler - 1664 & 1688 - kender vi de Gummerup gårdes ejere og fæstere samt ved matriklens indførelse gårdenes indbyrdes størrelse på hartkornsansættelsen. Der var - og nu må man ikke blive forskrækket - 16 gårde og 4 huse i Gummerup - det var et andet landskabsbillede !
Vi kan fra disse år nogenlunde følge gårdene med ejere, fæstere og senere selvejere op til vor tid, men det er en hel anden historie.
I 1793 blev gården efter megen strid udskiftet, således at hver gård fik sine egne jorder. Da man ikke kunne blive enige om, at nogle af gårdene skulle flyttes ud på markerne, forsatte man med den tætte gårdbebyggelse,som stadig præger landsbyen. Når hver gård således herefter skulle drives af de enkelte brugere - hvoraf nogle allerede var blevet selvejere - så må forstås, at bylaugets betydning blev af mindre værdi. Alligevel har man nok holdt ved - men som sagt - først fra 1848 begyndte man at skrive herom.
Bystævnet, som vi kender den i dag med oldermandens sten og sten/sæder for de enkelte gårdmænd, beliggende ved krydset:
Fåborgvej, Byvejen, Klaregade og Skovgyden, ligger ikke på den oprindelige plads. Ingen har til dato med sikkerhed kunnet oplyse mig denne beliggenhed. Den nuværende bystævne stammer fra 1943, hvor den blev nyanlagt/ restaureret i forbindelse med
forlægningen af Fåborgvej.
Bylauget har i dag 11 medlemmer, som alle på en eller anden måde er jordejere eller jordbrugere. Man kan ikke søge om optagelse - man skal faktisk som i gamle dage godkendes af de hidtidige
bymænd. Nogle vil i dag sige, at bylauget er en selskabelig forening med de to årlige møder, hvoraf sommermødet nok er mest kendt - for denne aften startes med møde på bystævnet, og hvis vejret er fint, kan der faktisk være mange tilskuere.
Denne vurdering er for enkelt. I bylauget drøftes byens og navnlig landbrugenes forhold, f.x. behandlede bylauget sidste år en sag om en evt.jordfordeling. Som et kuriosum kan nævnes af bylauget har en tinglyst forpligtigelse til at føre tilsyn med Ambrosius Stubs mindesten ved Fåborgvej.
Udviklingen har bevirket, at af de oprindelig 16 gårde er der i dag kun 4-5 egentlige landbrugbedrifter, et par stykker er blevet til fritids- eller deltidsbedrifter, andre er bortforpagtede og flere er blevet direkte nedlagte.
I jubilæumsåret er Anders Krogh Pedersen, Risagergård, oldermand
154
Nedenstående sang blev sunget til Bylauget festmiddag 12/6 1998
Til Gummerup Bylaug
melodi: På Tave bondes ager ...
I Gummerup vi fejre det lange spand af år
fra byen sig en oldermand for første gang sig får en tid i stor forandring - dog visse ting består for stadig vore bymænd til gilde sammen går.
Engang der gik hver bonde med store træsko på
bag frønnet port lå gården,som hver var tækt med strå en gårdsplads med en mødding, en brønd,lidt grise,får - den skarpe lugt af hest fra den lave dør os når.
Vor mor med mælkespanden på slidte brosten gå i mark,i høst,i roer, så meget hun skal nå.
Vor far skal nemlig klare de store ting, der er for sådan har der altid været noget for enhver.
En gang en grusvej snor sig, med dybe hjulspor i fra vogn med mælkejunger til egnens mejeri
her færdes folk til kirke ad kirkestien hen men søndags stilhed sænker sig over alle hjem.
I mørkningstimen lyser marieglasset rød
og smeden formedæ hestens sko, mens essens gnister føg, men der var kolde kamre med rim på tøj og væg
og der var halm i sengen og snus i mandens skæg.
Der jævnes mange grøfter, der flyttes mange skel og toft og stald står tomme - vi går der bare selv og slås med brak og kvoter, miljø og meget mer det er dog samme himmel og jord vi hver dag ser.
I vores lille verden forandringen er stor
forandring eller fremskridt, en blanding nok jeg tror vi fik så mange goder som tiden før har drømt
lidt har vi tabt på vejen - en del har vi forsømt.
Det tunge slid det slap vi - enhver er mere fri at se og nærke verden, kan alle nu få tid
af fortidstanker skabtes den nutid der blev vor;
vi håber for den fremtid som næste led så får.
- med tilladelse - frit efter Edel Andersen, Hjelmerup
155 fil. Gum-Bylaug side 9 af 12
Den 12 juni 1998 - - -
Jubilæumsmiddagen den 12.juni blev holdt på Hjemstavnsgården.
Her holdt Margit Simonsen Riis en tale, som gengives efter manuskript:
Jeg har i de sidste dage gået og funderet lidt over livet i Gummerup for 150 år siden og op til i dag - hvordan så det ud dengang - hvad forandringer er der sket - hvad vil der ske i de næste mange år.
I 1848 var der 16 gårdmænd i Gummerup - de mødtes selvfølgelig til bystævne og drøftede, hvad der skulle ske i landbruget og hvad der elllers skulle ske. Hvor de mødtes står hen i det uvisse -
gisninger taler om Hans Henning Skyttes toft, men ingen har hidtil kunnet udrede det med sikkerhed.
Hvem var de så ?
Jo fra Mosegård kom Morten Hansen - selvejer med skøde fra 1835 - han fulgtes nok med en anden Morten, nemlig Morten Rasmussen fra den nedlagte gård på Skovgårds toft. Fra Bykærgård kom også en Morten Rasmussen, som blev ledsaget af Jørgen Jørensen fra Ågård og Jens Andersen fra Enggården. Fra Skovgård kom Lars Rasmussen og fra Lundegård Jørgen Rasmussen.
Fra Sjodsholm sås Lars Nielsen; han fulgtes muligvis med Peder Hansen fra Landmålergården og Christen Madsen fra Damgården samt Hans Nielsen over fra det vi i mange år kaldte Villums gård. De to sidstnævnte var fæstere under Rantzauerne på Krengerup - forøvrigt de eneste fæstere på det tidspunkt.
Fra Bøgebjerggård kom Peder Jørgensen og fra Risagergård gad jeg vide,hvem der kom - skødehaveren var Karen Pedersdattewr, som var enke - hun havde på gården en attraktiv søn, som på det tidspunkt var ungkarl - såden en er der også på Risagergård i dag. Ungkarlen fra 1848 blev gift første gang i 1853. Han nåede endnu et
giftermål - så der er noget at leve op til, Anders !
På Trætholm var ejeren Chr.Hansens enke, som var gift med Anders Madsen - mon ikke det var "byens skrappe kone" ? - som selv mødte op til bystævne - den tids "rødstrømper".
Karen Pedersdatter på Risagergård havde fået en datter gift ind på Bøgebjerggård, så jeg tror hun var god til at organisere - måske er datteren fra Risager den første af de skrappe koner på
Bøgebjerggård - her kommer en lille en historie - engang var
Ejvind Rohr, som en del af jer kender, og jeg ikke helt enige om, hvordan noget skulle laves. Det sluttede med, at Ejvind slyngede mig i hovedet:
" Der har altid været skrappe koner på Bøgebjerrgård".
talen forsættes på side 10
156 Margits tale forsat:
Også dengang kendte man til gårdslagtninger - Landstedet (matr.7) blev allerede slagtet i 1812. Gården der lå i "Skyttens Skov" og var ejet af Chr. Johansen blev nedlagt og noget af jorden er, hvor Fredes landbrug ligger i dag. På Skovgårds toft lå det der senere blev kaldt Mads Mikkelsens gård - den blev slagtet i 1872 -
Skovgård fik det meste!
Hesselhøj var ikke opstået i 1848 - det var en frastykning fra Enggården.
Ja, men hvad lavede konerne så, medens mændene gik ud for at diskutere. Jo, for 150 år siden var der intet komfur, så
madlavningen foregik over åbent ildsted - så meget mad var kogt - grød - måske op til 21 gange om ugen! - ellers var det suppe på kød og kål - man havde jo dengang kålhaven - først senere fik man
madlavningen foregik over åbent ildsted - så meget mad var kogt - grød - måske op til 21 gange om ugen! - ellers var det suppe på kød og kål - man havde jo dengang kålhaven - først senere fik man