Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Suhm, P. F.; en Fortælling ; ved Forfatteren af Sigrid [P. F. Suhm].
Titel | Title: Alfsol
Udgivet år og sted | Publication time and place: København : Thiele, 1783 Fysiske størrelse | Physical extent: 60 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the
work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always
remember to credit the author.
' /
En Fortælling
ved
Forfatteren af Sigrid.
Kobenhavn, 1 7 8 ;.
Trykt hos Friderich Wilhelm Thiele.
LE
^ Z l f var Konge i Vendsyssel i J y lla n d , og F a
der r il A l f og In g e , og r il en D a tte r, som forst bar det N a v n A lfh ild , men siden blev kaldet A ls s o t, fordi hun ved sin D ejlighed skinnede frem for og udstenede alle J y lla n d s P ig e r, ligesom S o len ved sin G lan ds fordunkler alle S tje rn e r. H en
des M o d e r B o rg h ild , en Kongedatter fra Thye, havde og draget saadan Omsorg for hendes O ptug
telse, at hun i Pndighed, Belevenhed og D a n n is - hed fuldkommen svarede t il sin D ejlighed, og des
uden var oplcrrt i alle da brugelige Fruentim m er- Netheder. H u n kunde sye, spinde, somme, bal
dyre, og med konstig Haand indvirke og flette G u ld og S o lv i alle S la g s T o j. S n a r t forestillede hun en J a g t, hvor den raske H u n d forfulgde den mo
dige H jo r t, den behcendige Jcrger besnærede den
i A s snare
4
snare F u g l, den stoerke M a n d uforfoerdet med sin Lanse gennemborede den vrede fnysende B jo r n ; snart forestillede hun den uforsagte K rig e r, som i Tvekamp, siddende paa sit ene Knce, og besprcrn- gende Jorden med sit B lo d , dode, lig A g n a r, le
ende; snart forestillede hun Helten R o lf, som end
da stod og voergede sig iblant en Hob Dode a f V e n ner og Fiender; ej langt fra ham stod Forrcederen H jo rth v a r, og den fa lffe S k u ld , bittersmilende t il hans Vaande, og ej mcerkende, at Hcel rystede sine sorte fcrle V in g e r over dem. S a a ofte Kongen besaae hendes Arbejde, favnede han hende, Gloe- destaarer trillede ned a f hans K in d e r: „ D en tap- preste M a n d vorde din B e ls n n in g ! „ vare hans O rd. E j mindre elffedes hun a f sine B ro d re ; G lttde tindrede a f deres A n e , hver G ang de saae hende: „ V o r Sosier, du er vor S to lth e d ," sagde de; „ ingen uden den raffeste M a n d ffa l besidde
„ dig. „ H ve r G ang hun gik t il Templet, hver G an g hun svingede sig om i lette D anse, hver G a n g hun noermede sig V andet, for efter Tidernes V it s med sine P ig er at toe Hoffers Linned, hver G an g saae alle paa hende; M o d re onssede sig saa-
5
saadanne D o ttre , unge K a rle saadanne V eninder, Fordre saadanne S vig erd ottre. Graahcerdede Kcrm- pere fortrode, at flige M o e r ej havde voeret t il i de
res Ungdom, dem t il B e lo n n in g : „ M o n O dins
„ V a lk y rie r ligne hende? „ var Folkets Stem m e.
K rigerne glemde da deres scrdvanlige Tale om de a f dem skete B e d rifte r, om B lo d , M o rd , K r ig og N e de rlag; A lfsol var alene paa deres Tunge, og bragde dem t il for nogen T id ar forgette V ild h e d og S to lth e d , og at fornemme mere menneskelige Fslelser. Hendes D ejlighed opmuntrede mange a f de Sordeligere ofte t il at ville bejle t il hende, mange a f de Forvovnere ofte t il at ville rove hende;
men hendes A jn es G lan ds nedslog dem strax, og de folde, at de vare hende ikke vorrde.
Sexten A a r forginge derfore roligen fra hen
des F sdfel, og hun voxde i Sksnhed, i Pndighed og Pndest. M e n en dodelig og hastig S yg d o m gjorde da Ende paa B o rg h ild s Liv. Kongen fer- gede meget, trostede sig dog ved, at han var gam- m el, og snart skulde favne sin Elskelige i Frejas S a l : „ Guderne skenke mig k u n " (udraabde han
A Z ved
6
ved B a a le t, som fortoerede det ham saa kåre Lege
me) „ de skenke mig kun, at min kcere Alfsol maa
„ lukke mine A jn e , ja denne kcere Haand lukke mi-
„ ne A jn e ! „ og med det samme krystede han hen
des Haand. Taarer siede da ned a f hendes K in der, ret ligesom naar en let S k y flyver forbi S o len, for ftrax at vise den i lige saa herlig, og end klarere G lan ds, end forhen.
N u begyndte Kongen heftigen at langes ef
ter at kende den M a n d , som ffulde fastsatte hans D a tte rs Skebne. E nd heftigere lcengdes hendes B ro d re derefter; de vilde see hende lyksalig, de vilde ved Svogerskab bestyrke deres R ige, og salte det i Sikkerhed for fiendtligt Overfald. Folket sorgede, det frygtede for at miste hende: „ S k a l
„ vor S o l oplyse fremmede Egne ? " knurrede det.
S e lv var hun ro lig , mere fornojet med at tilbedes a f alle, end a f een.
B ekym ret over sin D a tte rs Skebne, efter- tcenkde Kongen, hvorledes han ffulde udforske den.
I N orge stod et Tempel paa Vestfold, haderlig ved
7
ved gammel Gudstjeneste, indviet t i l alle G ud er og G u d in d e r; B illederne a f de fornemste fandtes der, og de Proestinder, som tjente Nornerne, vare ister beromte for at give visse Orakelsvar; S v a r , der ansaaes a f Mcrngden for at komme fra N o r nerne selv. D e r holdtes en almindelig og stelles Gudsdyrkelse for ganske N o rd e n ; S k ir is s a l kaldtes S te d e t, det e r: det klare, det rene Tem pel. M e n ingen uden Ncrrvcrrende kunde udsper- ge Oraklet om sig selv.
Kongen raadforde sig med sine gode Mcend, om han M ld e sende sin D a tte r d id , ledsaget a f hendes tvende B ro d re . „ Hendes Skebne ligger
„ m i g paa H je r te t," sagde ha n, " je g formaaer
„ ikke at doe ro lig , uden at vide den; hun er m in
„ Gloede, m in Lyst, m it A l t ; min A ld e r tillader
„ mig neppe at haabe at see den M a n d , som ssal
„ blive lyksalig ved hende; dog vilde jeg gerne vi-
„ de der fo ru d ; maastkee Tiden er noer, maaskee
„ jeg endda kunde opleve den, og om ikke, saa
„ vilde dog en glad Tanke om hendes V e l qvoege
„ mig i hin V e r d e n ." — „ S e n d hende," raab-
A 4 de
8 ' ...
de I n g e , " jeg skal ledsage hende; hos mig ffa l
„ hun vare sikker; i fremmed Land ter ingen rsre
„ hende ved min S id e . " — Broderen A l f gen
mælede: „ J a , hun er sikker ved sig selv; Sken-
„ hed og D y d ere allevegne sikre, helst hos H e lte ;
„ her i D anm ark har hun jo varet sikker, i Norge
„ v il hun blive ligesaa; aldrig har nogen N o rd-
„ mand endnu fornarm et D y d e n ; D a n ffe og N o r-
„ ske ere B rs d re -F o lk , og Konnet er helligt hos
„ dem begge. Im id le rtid er det b illig t, ja vor
„ S kyldighed, at felge vor Sester. „
A lle bifaldte nu denne Rejse; de fleste men- de der virkeligen, men nogle ferde alene det sted- vanlige Hofsprog: de sagde eet, og tankde et an
de t; th i de troede, at det var fa rlig t for R ig e t, at udsende alle dets A rv in g e r, paa en T id , da Kongen var gammel og affceldig. D o g , deres egne Hensigter og Fordele overvejede langt hos dem Fædrenelandets og Kongens Beste.
M e n nu rejste B o lv ife sig, den celdste, mest erfarne og klogeste a f Kongens Raadgivere. —
S n a r
S n s rr mumlede d a , men dog saa h o jt, at alle kunde hore der: „ N u skal man hore noget K lo g t
„ a f denne Gudernes S p o tte r ." — B olvise ta- lede saaledes: „O s te haver jeg ralet i denne hce-
„ derlige Forsam ling, men aldrig i vigtigere S a g
„ end nu. V o r Prindsesse, vor A lfs o l, Landets
„ Lyst og Glcrde, ffa l bortsendes t i l et fremmed
„ Land! E j nok, hendes B ro d re , Landets S ty rk e
„ og H a a b , skulle folge med! Og paa hvilken
„ T id ? paa en T id , da Kongen er gammel, da
„ han endnu ej har udsorget for sin D ro n n in g .
„ Hvad, om han doer? om Prindserne og P rin d -
„ sessen kun ere da borte — jeg v il ikke sige meer
„ — den Tanke er mig alt for gyselig — N y lig
„ have vi maattet boje vore Halse under Aaget a f
„ den umættelige S ig u rd R in g ; nu maae v i give
„ S k a t t il en um ild K r ig e r , da v i for gave den
„ t il den m ilde, t il den gode H a rald H ildetan.
„ M ene I , at denne graadige U lv ej strax vildo
„ komme at opsluge vort ganske R ig e , naar det
„ var hovedlost? Maaskee I tcenke, at han skul-
„ de spare os? ja ! ligesom han sparede H a ra ld
„ H ild e ta n , ligesom han sparede sin egen Farbro-
A 5 „ d e r .
r o —
„ der, ligesom han sparede fin egen V e lg jo re r,
„ ligesom han sparede den, han havde soret H u ld -
„ ffa b og T ro ffa b , ligesom han sparede den oer-
„ vcerdige, a f A ld e r snehvide M a n d . M o n v i
>, have Krcrfter at staae ham imod? Jeg kan tcen-
„ ke, at ganffe D anm arks, Ostgothlands, V e n -
„ dens og Reidgothlands Krcrfter stode ham imod.
„ M e n nu har han erhvervet R ig d o m , 2Ere,
„ Lande nok! B liv e r den TLrgjerrige nogenfinde
„ mcet?— Alderen har gjort ham m ild ! h a n e r
„ dog vor Landsmand! — Grummere bliver han
„ v e d A lderen, troer m ig : ved Omgang er han
>, bleven S v e n f f; han er S v e n ff Konge og ikke
„ D a n f f ; han v il gjsre J y lla n d , ligesom alle an-
„ dre Lande, t il en D eel a f S ve rrig e . Ophol-
„ der han fig ikke altid i S ve rrig e ? G a rd e rik iff
„ B lo d , og ikke D a n f f , flyder jo desuden paa
„ fcrdrene S id e i ha nsA arer. M e n soet engang,
„ at alle T in g gaae vel, Kongebornene vende gla-
„ de og sunde tilbage; rhi Norge frygter jeg ikke,
„ men jeg frygter S ig u rd R in g , S v e n ffe , G a r-
„ deriker, Kongens A ld e r, og det vrede H a v :
„ N u komme de tilbage, du lever endda, Foster-
„ ffn ,
II
„ ssn, glad favner du de ftomme B e rn . H vad
„ er da vundet? J o , de fore hjem med sig et
„ merkt, tvetydigt, fo rvirre t Orakelsvar. Haabe
„ v il jeg det tydeligt, tilfo rla d e lig t, sikkert, om no-
„ get Orakelfvar var det. N e j, Forstand er O ra-
„ kel, F o rn u ft er G u d , og ikke O d iu ; N o rn e r ere
„ intet betydende N a v n e , U tin g , Uvæsener, og
„ T h o r er forfcengelig. — O g ville I endelig ha-
„ ve en G u d , og jeg v il have den, da ramker alene
„ paa den G u d , som ingen feer; toenker ej paa
„ S o le n , men paa dens Herre og S k a b e r; han
„ styrer Skebnen; ham dyrke de C hristne."
„ D ette er Frugten a f hans E ngelffe R e jfe "
brummede S n crr, og ffulede. — Helten kastede et foragteligt S id e b lik t il ham, tav, og siure sig.—
In g e blussede a f V re d e , og kunde neppe fremfors disse O rd : „ D e n gamle frygtagtige M a n d ! "
A l f derimod talede larnge og vel. H a n fore
stillede, at man ej burde frygte for H a vet, fom de saa ofte havde befaret, ej for S ig u rd R in g og hans Raadgivere, saafom han nu var gammel,
0K
12
og fornsjet med den S k a r , de gave ham. H a n ophojede ellers B olvise meget, og roste hans F or
sigtighed og Kcerlighed; randede alene t il S a m vittighedsfrihed, dog uden at forhaane de andres
Gudstjeneste.
„ J a (tog nu Kongen t il O rd e ), gerne maa
„ du selv, B olvise Fosterfader, dyrke den hvide
„ C h r is t , hvorvel du selv i din Ungdom haver
„ tcrnkt anderledes, og lcrrt mig anderledes, men
„ nu har den Engelske M u n k B e d a forandret di-
„ ne T an ker; dog m aa du ej forhaane vore Guder.
„ H ver G u d kan vcere god og mcrgtig i sir Land,
„ og gjore sine Tilbedere godt efter Doden. V i
„ have lcrnge befundet os vel ved O din og T h o r,
„ og dem ville v i blive ved. D i t R aad om R ej-
„ sen er ellers vel m ent, og du mener det kcerli-
„ gen og godt; men M a d os, Fosterfader, at v i
„ ikke fslge det. Je g er vis paa, at vi hos N o r-
„ nerne ville faae et oplysende S v a r , og det v il
„ gjsre mig ro lig ; og, farer jeg end vild, saa hold
„ en 2Egtemands S o rr ig for sin Wgtefcelle, og en
„ Faders Kcerlighed for sin D a tte r, noget tilg o d e ."
. S a a le -
Saaledes Lalede den gode Konge. In g e og A l f bluffede a f Glcede; B o lv ife folede Kongens gode H je rte , og M edynk trak et dybt S u k fra hans H jerte, og det K n f le : G id v i efter Doden maatte famles paa eet S t e d ! Sncer gottede sig hos sig selv over sin formeente S e je r, og fsrtce- rede allerede i Tanker de Forceringer, som han allevegne fra tcrnkde at faae, naar han kom med paa R e jfe n ; og at komme med, var han vis paa. Eenstemmigen roste de alle K ongen, og de mest smigrende sagde, at hans egne R aad vare dog altid de beste, og at han behovede in gen Raadgiver. D e n gode Konge tvivlede felv om at dette var sandt, men dog befaldt saadan Tale ham.
D e t var S o m m e r, og alting lavedes nu t il Rejfen. S kib e t blev ffu d t ud fra S tra n d e n , den forgyldte M a st rejses, og man begyndte at spcende de Silkesejl ud. Vendsyssel spegede, ford i den skulde miste sin S o l ; den troede paa Guderne, og ffa lv dog.
Kongen
r 4
Kongen selv begyndte at blivS vankelmodig.
A ld e r og B ekym ringer lagde ham t il S e n g s ; han kaldte sine B s r n for sig: „ O din vinker ad m ig ,"
sagde h a n , " han bereder mig et hæderligt S te d
„ i sin S a l ; hos Freja ffa l jeg finde min og eders
„ B o r g h i l d , did venter jeg engang eder; th i jeg
„ er vis paa, at I aldrig ville begaae noget, m ig,
„ hende og Fædreneland uanstandigt. F or eder,
„ kåre I n g e , kåre A l f , doer jeg derfor ubekym-
„ re t; men for d ig , gode P ige — " N u kastede A lfso l sig ned for ham , og vadede hans Haand med sine T a a re r; han bojede sit Ansigt t il hendes, og beggesTaarer forenedes — „ J a , k å re A lffo l,
„ uden M a n d kan du ej vcere lykkelig; d it Kon er
„ ej ffa b t t il Eenlighed, ej t i l K rig e n ; og om det
„ v a r, saa er du dertil for om : vel har du B e -
„ ffyttere i dine B ro d re , men disse S trid e n s S o n -
„ ner ere fjelden hjemme, og nu doer je g " — E n S tu n d tav han — „ O ! I G u d e r ," raabde han, og rejste sig, " hvorfor maa jeg ikke kige ind
„ i Tiden? hvorfor er Skebnen m o rk ? " — N u faldt han igen med sit A nsigt paa sin D a tte rs , og favnede hende: „ Guderne gjore dig saa lykkelig,
„ beste
I )
„b e ste P ig e , " sagde Han, "s o m du fortiener!
„d e re s M ild h e d , din D y d , din S konhed, til-
„ raabe mig T ro s t; men sorte A n e lse r" — og Her tav han lcrnge. A tte r rejste Han sig, og saae lcenge paa hende: „ M in E lskelige! m in L y s t ! "
sagde han omsider, men med en vemodig S te m me. — „ D in E ls k e lig e ," svarede A lfs o l, rejste sig og favnede sin F a d e r: „ din Elskelige, " blev hun ved, " skal aldrig gjore andet, end hvad der
„ er d ig , hende og D yden v c r r d ig t!" — „ D e tt e /, er T ro st, dette er O r a k e l," stonnede Faderen, og dsde i hendes Arm e. Afm crgtig segnede hun ned paa ham, og blev som dod bortbaaren. In g e besorgede ham som sin K onge, A l f som sin F a der. D e t hele Folk klagede, og alle vare een- stemmige, at han ej havde gjort dem imod uden ved sin D o d .
M e d stort Folge blev han nu ledsaget t i l B a a le r; In g e stak det an med en Fakkel: „ L u e n
„s tig e lige i V e jre t! " sagde h a n ; og saa skede det. Folket klappede B ifa ld t i l , og raabde:
„ D e n gode K onge! hvor elske Guderne ham ! "
B o lvise
l 6
B olvise sukkede, og sagde i sit H je rte : Fuldkom
men , om han kun var dod C hristen! A l f skra
bede Asken, Benene og Kullene sammen, og lag
de dem i en Krukke. „ Veste Fader! " talede han ved sig selv, " l a d mig aldrig gjsre noget,
„ dig » va n d ig t! " N u gav han Krukken t il sin S o s te r; hun imodtog den ta v s , og stille Taarer runde. I f o r t hvide Klceder, med Egelov paa sit Hoved, bar hun den hen t il den H o j, som A lm uen havde opkastet A l f t il M in d e . Landets J o m fru e r fulgde hende, beprydede paa samme M a a d e , alle siungende en S a n g , forfattet t il den AfdodeS 2E re. D e ri ophojedes hans K rig s bedrifter, hans M ild h e d ; han rostes som Konge, som M a n d , som Fader. Folkets Tanke og Rest vidnede, at det a lt var Sandhed. Endog H o f
folkene vidnede d e t, hvorvel nogle as dem roste ham alene for de malede S k jo ld e , de forgyldte S v e rd e , han havde givet de m ; og fa a , men saare faa, a f dem vare dog noget misnojede, at han ej havde givet dem n o k , eller lige med og mere end andre. O g man holdt paa den T id f o r , at det var hans storste R o s , at ikkun
saa
— — - i ? saa faa a f disse Umcettelige vare misfornejede med ham.
Under almindelig Veklage bleve nu den gode Konges Levninger nedsatte a f hans trende B o r n i den S te n kiste , som var m idt i H o je n , hvor- paa Sonnerne lagde Dcekstenen over den. A lfso l kastede den forste Spade J o rd paa, og J o m fru e r
ne de ovrige. D a A lffo l kastede Jo rd e n paa, vendte hun Ansigtet b o rt, og sagde: „ H v i l try g t,
„beste F a d e r ! " — „V e s te F a d e r! besteK onge!"
raabde a lt Folket, og A l f ssrde i lang T id intet andet N a v n end: den gode Konge. Lange efter, naar man i ganske N orden ncevnde den gode K o n g e , vidste enhver, at A l f derved forstodes, ligesom enhver i vor T id forstaaer Frederik den Femte ved det N a v n .
F orretn ing er, kongelige Forretninger, gjor
de, at In g e holdt op efterhaanden at serge for sin Fader. A l f derimod iagttog sine Kongeplig
te r, og tcrnkde dog jevnlig paa sin F a d e r; ham satte han t il sit M o n s te r: „ H vad havde han i
B „ flig t
„ siigt Tilfcelde ville t gfore? Hvorledes mon han
„ her havde handlet? H vad havde han villet sige
„ h e r t i l ? " saaledes tiltalede han ofte sig selv.
„ G id han nu havde le ve t! " sukkede han ofte,
„ saa kunde han have vejledet dig. " A lfso l glemde ham a ld rig ; en stille og m ild S o rg for- hojede hendes S k o n h e d ; denne tog daglig t i l , endffont man hver D a g troede, at den ej kun
de tiltage.
E fte r nogen T id begyndte man atter at tale om Rejsen og om Oraklet. B rodrene elffede de
res Soster meget, vilde derfor gerne vide hen
des Skebne. In g e dreves mest a f 2E re ; han troede, at den bestod i at opfylde hans Faders V i l l i e ; A l f troede det samme, men inderlig A m hed og Kcerlighcd for A lfto l drev ham end mere, ligesom Faderen. A lfsol selv fandt ikke Behag i Rejsen: „ M in Fader, min doende Fader, an-
„ tog jo mine sidste O rd t il sig for et Orakelsprog;
„ hvad have vi da nodig at soge et andet O ra ke l? "
B olvise gav hende heri B if a ld : „ Prindsessen er
„ s ig selv et O rakel; den gode Konge erkendte
19
„ det selv." A lfsols Hjerte var endnu f r i t , lige
gyldig var hun mod M a n d fo lk ; den raffeste, den behændigste, den velffabteste, den tappreste unge K a r l bevcegede hende ikke. „ J e g er fornojet med
„ min S k e b n e ," sagde h u n , " hvorfor videre ud-
„ forffe den? V e d D yden er jeg altid lykkelig,
„ mine B ro d re ere mine B e ffy tte re , de staae m ig
„ i Faders S te d , jeg behsver ingen anden M a n d ."
H e ri bifaldt B o lv ife hende ikke, hendes B re d re ikke heller; retteligen holdte de fo r, at F ruentim meret er ffa b t t il M gtestanden. D o g , P rin d - sessen var ubevcegelig, endffont hun nu havde ad- flillig e Friere, og deriblant Kongefsnner. M a a - stee at S o rg en for hendes Fader var endnu for f r if f . M e n B o lv ife dode, og Tingene forandre
de sig, th i nu havde A lffo l intet M e d h o ld ; hen
des V red res Forestillinger finge derfore Overhaand, og den N o rffe Rejfe blev besluttet at ffu lle gaae for sig nceste S om m er.
Ovenmeldte Smakke eller S k ib blev da flu d t
i
V a n d e t, Prindsessen, begge P rin d fe rn e , nu K onger, og et udvalgt M a n d ffa b , hvoriblantB 2 S n « r .
2O
S n c e r, ginge ombord. Uden mindste Ansted komme de med en b lid B s r t il det bestemte S te d , hvor de sunde en ta lrig Forsamling for sig, som S ted ets Hellighed havde trukket d id , og deriblant mange Konger og andre hoje Personer, iblant hvilke ister udmcerkede sig G andalfs S s n n e r, Kongerne a f A lfh e jm , som vare besvogrede med S ig u rd R in g , og H a ra ld , Konge a f Vestfold, hvilke vare hinandens Fiender. Eisten, H aralds B ro d e r, var da ude vaa F rib y tte ri.
P a a ffu k m for alles Ankomst var Oraklets Adsporsel, men mange havde ogsaa andre og skjulte Aarsager. D e r komme F riere , for at ste deres Elsttte, der stiftedes Forlovelser og '2Egte- ffa b e r, siuttedes Kob og S a lg , lagdes G ru n d vold t il paafolgende Fredsslutninger, ja vel un
dertiden K rig e . Im id le rtid gik alting stille og fredelig a f der, ihvor adskillige Folkeslag der end medtes, hvor modige, ja hvor vilde de end vare, og hvor tilbejelige til steerk D r ik , hvilken Lyst da tcemdes. Aarfagen t il faadan Fred var den fast indgroede Tanke, at hver den, som Yppede m ind
ste
21
ste K lam m en paa dette hellige S te d , end sige be
gik noget D r a b , kom efter D oven uden mindste Naade t il N isthejm , hvor store end hans ovrige Fortjenester og D y d e r kunde vcere.
M id t paa en S le tte stod Tem plet, som dog ikke var meget stort, og opfort i en R unddel med et spist T ag a f glakhugne Tsmmerstokke, lagre oven paa hinanden, som i Naaverne vare, i S te det for det sædvanlige M oste, opfyldte med rodt Klcede. U dentil gik rundt om et udhugget B a a n d a f Egelev, og indentil a f Grancbcer. M id t i Templet stod OdinS B ille d e , som en K rig e r, med S o le n paa sit H oved; ved hans hejre S id e T h o r med sin Hammer og Gedebuk, og ved hans ven
stre F re jr med sin G a lt, og M aanen paa Hove
det. D e , saavelsom de siere G uders og G u d in ders B ille d e r, stode alle paa hoje Trcestokke, ha
vende hvert et lidet A lte r for sig, hvorudi hang den stkrcrksomme R in g , i hvilken hver den maattc holde, der aflagde nogen Eed. Op t il Veggen stode i en K a n t B illederne a f de tre Skebnens G udinder eller N o rne rne , den mellemste med et
B Z ffa rp t
2 2 — ...—
ffa rp t A asyn, den paa hejre S id e med et alvor- lig t, og den paa venstre med et m ildt. P aa S t o le sadde deres Præstinder hos dem, iforte lange hvide K la d e r, hvormed deres Hoveder vare om- svobte. R u n d t om Tem plet, i en Frastand a f 2OO F od , gik en In d h e g n in g a f P a le , inden for hvilken ingen V a nh ellig maatte komme; og Præ sterne domde, hvo der vare de V anhellige.
R u n d t om alt dette vare B o d e r og Telte opstagne t i l de Rejsendes Beqvemmelighed, hvor de fore- funde i Overflodighed alle de S la g s M a d - og D rik k e -V a re , fom da gaves i N o rde n, M o d og starkt A l , R u g -, B y g - og H a vre -B ro d , Fleffe- ffin k e r, Spegemad, tor F i f f ; hvorved de bleve sunde og starte, men ikke forkelede.
I trende Uger opholdte de I y d f f e Konger stg her, deck for adffillige Forretningers S k y ld , deels fordi den fastsatte D a g endnu ej var kom
men , da Nornernes Orakel kunde adsperges.
Im id le rtid faldt Tiden ikke la n g ; de unge M a n d svede stg i at fegte, brydes, lobe, kaste t il M a a ls . N ogle legede behandigen med trende Haandsaxer
paa
paa engang, saaledes at een var altid i Luften, og een i hver H a a n d , uden at saare sig selv eller andre. N ogle viste deres H urtighed og S ty rk e i at roe, da im idle rtid andre lebe som en P i l rundt om paa A arerne, uden at falde i V a n d e t. A n dre igen loftede med een Haand store Tyngder, som ikke kunde rokkes a f de fleste med begge Hcen- der. A tte r andre bare utaalclige B y r d e r , eller ginge op paa de stejleste og bratteste B je rg e , did- hcn de forde saa tunge S te n e , som de fleste mis- tvivlede om at beere paa siet M a rk . Deres B e lønning var Folkets B if a ld , og allermest de unge M e e rs. Diste igen fremlagde deres B a ld y rm - ger og andre Haandgjerninger t il S k u , og vare glade, naar de kunde vinde Ungkarlenes B ifa ld , helst deres, de elffede. D e saae paa alle deres Id re tte r og Lege, undtagen paa d e n , naar de fvsmmede, hvilket ffede i et fraliggende S u n d . K om nogen t il Skade i disse farlige Lege, flrax overgaves han i Fruentimmerets Hcrnder, th i dct alene lagde sig efter Lcrgekonsten; og under dets smme B ehandling kom han sig snart. B e lo n - ning var det, naar den unge sejrende, og med
B 4 S te v
24
S te v og S ve d bedcekte M a n d kom fra B a n e n , at da det smukke K on tissmilede ham B if a ld , og ar da den kelne H a a n d , som han havde givet M a g t over sit stolte H je rte , aftorrede hans A n - sigt og H a a r. O m hun ej forhen havde tilfore t ham Troskab, maatte hun dog ej ncegte denne T je neste, og hendes Hjerte ssgde han siden ar fortjene ved Bestandighed og Manddomsgjerninger.
A lfso l viste sig ved alle disse Lejligheder, og, sogde hun end stundom at unddrage sig dem, da en vis Travrighed stedse sulgde hende, faa var hun dog aldrig ene, men hvor den storste Hob v a r, der var hun, da alle tramgde t il, for at see hende, faa vel det stcerke fom det smukke K o n , th i hun var elsket og beundret a f alle, og ikke m is
undet a f een. V e l henrykkede og blendede hen
des D e jlig h e d , men hendes Beskedenhed betog a l F ry g t. Tufende M un de sagde, at hun var
den dejligste og yndigste; hun selv alene vidste det ikke. H ve r D a g tilto g hendes Pdmyghed og Undseelse, ligesom Folkets Fryderaab tiltog hver D a g . „ Hisset kommer J y lla n d s 2Ere og N o r-
„ dens
25
„ dens S m ykke! Vcer stolt, du N o r d , a f dm
„ A lfs o l! Lyksalig M o d e r, som bar d ig ! " S a a - ledes lydde rundt om hende. H u n sukkede ofte hos sig selv: „ G i d du havde mindre 2L re og me-
„ re R o i d it H je rte ! " Hendes dsende Fader, hans Bekym ringer, og en merk Forestilling, fulg- de hende jevnlig.
M e n endsksnt alle elskede hende, alle undte hende vel, lige saa godt som sig selv, saa fandt dog S r m r ikke denne rene Godhed for hende.
O ndt onskede han hende ikke, men Han vilde dog betjene sig a f hendes Destighed t i l at gisre sin Lykke.
H a n gik t il G andalfs S o n n e r, og spurgde:
„ Kende I ikke A lfso l? " — „ F or hvem er hun
„ ubekendt? " blev S v a re t. — „ N u v e l, "
soer han fo rt, " S ig u r d , eders S vo g e r, harsm a-
„ get al jordisk Lyksalighed, 2Ere, Vcrlde, M a g t,
„ Navnkundighed, han har nydt den lcenge, han
„ har og vceret g ift, vel g ift, en dejlig — „ T ie !
„ hvo er d e jlig , naar man har seet A lfs o l? " —
B § „ R e t !
2 6
„ R e t ! lad ham blive lyksalig ved at besidde hen-
„ d e ; forst Vendsyssel, og siden hele J y lla n d
„ maaskee, kunde derved falde i hans Homder,
„ ligesom V id fad m e paa saadan M aade fik de
„ D arft^e A e r. " — „ J a g o d t! S ig u rd er
„ mcegtig, men han er gammel; mon A lfsol v il
„ cegte en Gam m el? " — „ H u n er ikke velly-
„ stig. " — „ M e n hendes B ro d re ? " —
„ D e frygte S ig u rd s M a g t ; saadan S voger er
„ dem en 2 E re ." — „ D u overtaler o s; S i -
„ gurd er ej langt borte, han rider om i Vest-
„ gothland, for at udove den fornemste Konge-
„ p lig t, at tilffifte sine Undersaatter R e t ; v i be-
„ hove desuden hans Hjelp imod Eisten og H a rald,
„ thi disses M a g t er os for svar; han ffa l enten
„ stifte Fred imellem os, eller og knuse dem ved
„ sin S ty r k e ."
E fte r denne S a m ta le rede G andalfs S o n - ner afsted, og trusse S ig u rd ved Grendferne a f V eftgothland og A lfhejm . D e rygtede deres 2Erinde. „G e rn e v il jeg kom m e," blev S va re t,
„ min Haand have I der, t il P a n t paa min H je lp ;
r- „ m e n
„ men jeg er for gammel t il at tcenke paa B ru d e -
„ le g , om end Alfsol er saa dejlig fom R yg te t
„ s ig e r ; jeg tcrnker paa Heidrek og O lu fa , og
„ Heidrek var dog meget yngre end jeg; levet har
„ jeg nu i 70 K a r , og altid fandt jeg mere B e -
„ hag i H ild u rs haarde Leg end i Elskovs kelne
„ S p il. " Eensiemmigen udraabde G an da lfs S o n n e r: „ A lffo l er ikke O lu fa ; S ig r id er ej
„ engang A lfs o l; mere end O dins Lyksaligheder
„ er det ar ffue A lffo l, at kalde hende sin, og
„ alene at ffu e ." — „ N u , jeg v il fs lg e ," sva
rede den gamle K onge, " o g ffu e ."
Im edens dette gik for sig, hendte det i S k i
ris s a l, at H a ra ld , fom i alle Jd re tte r og F o r
træffeligheder langt overgik alle andre, kom en D a g , efterat han havde baaret en overmaade stor S teen overst op i det hsjeste B je r g , hvor ingen a f de raffeste Kcempere torde gaae op efter ham , for at rulle den ned; det hendte sig, ar han kom, be- dekket med S ved, med ilige S k r id t lige t il A lffo l.
H a n kncrlede for hende, og sagde: „ F re ja ! for
„ din S k y ld , ja mere for din S k y ld end for gan-
„ ffe
2 8
„ ffe Nordens S k y ld , har jeg paataget mig den-
„ ne M o je ; belsn den, beviis den scedvanlige
„ Tjeneste, og jeg v i l , om m u lig t, fortjene d it
„ H je rte ." A lfso l rodmede fra Hovedisse og t il Fodsaale. „ U tallige flere a f Nordens P ig e r ,"
sagde h u n , " fortjene denne TEre bedre end jeg;
„ men jeg fslger S kikke n ; dog snart ffu lle vore
„ A a re r siaae den blaae B olge langt borte fra
„ dig. " — „ Je g veed det, V a lk y rie ! men
„ S oen staaer lige faa aaben for mig som for dig,
„ og ofte have N o rffe og J y d e r knyttet 2Egtebaand
„ sammen." — „ H erfor raade mine B re d re og
„ N o rn e rn e ! " — „ Og du,selv; men S ig r id
„ blev ej strax overtalet, overtaldes dog tils is t." — R u n d t om raabdes: „ H a rald fortjener A lfs o l,
„ om nogen fortjener hende."
Denne Konge var da 25 A a r gammel; han var h e j, rank og v e lffa b t, behcendig og hu rtig , ikke a f nogen blomstrende Skonhed, men han saae ud som en M a n d , hans Hcrnder og A nsigt vare solbrændte, og hcerdede a f Kulde og Hede; han besad den Skenhed, som Nordens P ig e r da ynde
de.
29
de. H ans ravnsorte H a a r flagrede paa hans fore og brede S k u ld re ; hans blotte B ry s t var haar- voxet, og hvert Trcek viste den stolte K rig e r.
R yg te t udspredte im idlertid S ig u rd s A n komst og 2E rin d e ; men alle beloe det, og ingest frygtede ham, th i S tedets Hellighed sikrede dem.
Dagen efter det, som var skeet med H a ra ld , gik Alssol t il Tem plet, for at adsporge O raklet, th i den bestemte D a g var kommen. O m ringet a f mangfoldige M o e r , den ene ffonnere end den anden, vare dog alles A n e heftede paa hende.
M ild A lvorlighed herffede i hendes V a syn , t i l ligemed en frygtsom Pnde. I lange Lokker fulde
hendes affegraae H a ar paa hendes hvide S k u l
dre ; hendes T in d in g var beprydet med Egelov, og i hendes hejre Haand bar hun en Benvedgren.
Unge P ig e r streede Granebcer for hende, og siun
ge: „ Medens Freja kommer, hopper I B je rg e ,
„ springer I S ko ve, smelter I H je rte r, medens
„ Freja kommer! " D e tte havde Templets A v c r- sier foranstaltet, hende uafvidende, ligesom og,
ZO
at en udvalgt S ka re a f ungt M a n d ffa b gik efter, flagende med deres Svcrrde paa deres Skjolde, og siungende: „ Lyksalige 2E dle, som ffue denne
„ S ko n n e ! tre Gange lyksalig, hvo hende besid
d e r ! O din onffer sig u n g , og hende F rig g a ."
Langsom gik T oget, thi Trængselen var flor paa alle S id e r , Bjergenes Toppe vrimlede a f Folk, Trceerne segnede under Folkebyrden, alle vilde see, lcenge see, denne Nordens S o l.
R e t som en M s langsom ncermer sig A lteret, for at knytte det loenge onsikte B a a n d : Glcede, .Frygt og Undseelse herffe vexelviis hos hende;
saa narmede ogsaa A lfsol sig Tem plet, A lte re t, Gudindernes B ille d e r. M e d anstcendig T illid knortede hun for det mellemste. Prcestinden paa venstre Haand smilede m ildt t i l hende, og rakde hende H a a n d : „ D a tte r , vorr trostig! " sagde hun. D e n paa hojre saae medlidende: „ D in
„ Skebne vorde din D y d l i g ! " var hendes Tale, og bojede sig for over t i l hende. D e n mellemste sad ubevorgclig: „ Kongedatter," sagde hun, " fat
„ den sikrceksomme R in g , og svar den hellige E ed! "
N u
Z I N u bcrvede A lfs o l, tog N in g e n , og svor: „ S a a
„ sandt hielpe mig den morgtige A s , T h o r, Fre/r,
„ N jo rd , F reja, alle 2Esar og A s y n ia r, Landets
„ G u d e r, alle B jergboer og Landvcettir, ingen
„ undtagen, som jeg i fast T illid med et ubesmit-
„ tet Hjerte fremstiller mig her, for at udforske
„ min Skebne a f G udinderne! " N u raabde de Tilstedevcerende: „ Eden er hellig, A lfso l er recn,
„ aldrig svor nogen mere ubesmittet! " Hendes V ro d re knortede nu ogsaa, hver for een a f de an
dre G u d in d e r, svore, og spurgde om deres S s - sters Skebne. Stcerkt svobde nu den mellemste Prorstinde Kjortelen om sit H oved, stcerkt bevæ
gede hun sig, ret som hun ffulde falde a f S to le n ; en tyk D a m p bredte sig ud over T e m p le t; den M odigstcs Hjerte ffa lv n u ; hellig Redsel betog dem alle; den uskyldige A lfso l barvede og troede.
E n hul Stem m e hordes: „ G u d in d e , Dodelige,
„L ykke lig e , Vaandefulde, fra Aster, den Kekke,
„ den G a m le , B a a l og B r a n d , reen H im m el,
„ Spaadommen forvildes " — Og nu faldt Præstinden a f S to le n , og Kjortelen a f hendes H oved; dodelig Bleghed var tegnet
i
hendes A n sigt,
Z2
sig t, S k u m stod for M u n d e n , og B ryste t gik op og ned. M a n bar hende bort.
Angestfulde rejste sig de J y d ffe K onger, de lettede deres halvdsde Soster op; med matte og vaklende T r in gik hun tilbage, S karen fulgde la v s efter; jo mindre de alle forstode O raklet, jo mere beundrede de det, for des helligere ansaae de det. D o g vare de alle enige deri, at ved den
Gudinde
ogDodelige
forstodes A lfs o l, G u d in de ved S k a b n in g , dedelig ved Fodsel. D e nVaandefulde
vilde de ej gerne tillorgge hende, men en om F ry g t betog dog deres H jerte. A lf sol selv, efterår hun var kommen ganske t i l sig selv, sagde t il sine B ro d re : „ Havde B olvise ej„ R e t ? M o n jeg nu er lykkelig? Forstaae v i
„ Oraklet? D e t bliver best, nu strax at vende
„ h je m ." — „ Oraklet opklarer sig nok med T i-
„ d e n , " svarede I n g e ; " m i n A r m , din D y d ,
„ gjore dig sikker." — „ J a , hun bliver altid
„ lykkelig ved sin D y d , " sagde A lf. — „ Hvad
„ mon A s ie r b e tyd e r? " spurgde A lfs o l, th i hun havde h srt om S ig u rd s Kom m e, og nu drog hun
et
et dybt S u k . — „ I A sier staaer S o le n o p ,"
brod In g e in d , " d e t betyder Lykke, th i den
„ Kekke
felger sirax p a a ." — M e d opklaret A nsigt saae A lfso l siivt paa ham : „ J a , hvo„ mon den Kekke er? " spurgde hun, og hendes Hjerte siog. — „ D e t veed jeg ik k e ," svarede I n g e , "m e d mindre det er m ig , jeg som ffa l
„ forsvare d ig . " — A lfso l tav, og hendes Haab s v a n d t.— „ M e n end den
Gamle?
" fald t A l f in d , " det skulde vel ikke vcere S ig u r d ? " — Alssol blegnede. — „ D e n gamle Gubbe har„ T id s n o k ," svarede In g e . — „
B a a l og
„ B r a n d , rem H im m el,
betyde uden T v i v l , "blev han ved, " Afvexling a f Glcede og S o rg .
„ M e n det vcersie er, at
Spaadom m m fo rvit-
„ dedes,
og at vor Sesiers Skebne er uafgjort.„ D o g , den er ikke u a fg jo rt, saa lamge jeg lever;
„ i M orgen spcende v i S e jl ud, og lade siaae ad
„ J y lla n d t i l . " M e n Vindene vilde ej blive gun
stige, de blcrsie imod i samfttlde fjorten D age.
Alfsols Tungsindighed tog nu daglig t i l ; for var hun nogenlunde ubekymret om sin S kebne;
C men
Men nu var hun mere uvis end forhen; for var hun ligegyldig imod alle M a n d fo lk , men nu hav
de H a rald listet sig ind i hendes H je rte , og nu frygtede hun S ig u r d . H u n holdt sig derfor jevn- ligen inde i T e lte t, og den muntre Glcede svandt uden fo r ; Armene bleve m atte, Fodderne lang
somme t il at rsre sig, Krcefterne forginge.
S e lv H a ra ld blev mat. N u kunde han ikke lcenger modstaae den Lcengsel, at see sin A lffo l.
H a n sendte derfor sin fortroligste V e n O lu f t il hendes B rs d re , og lod fporge, om han maatte komme; han havde noget v ig tig t for sig og dem at tale. H a n fik gunstigst S v a r. H a n kom.
A lfso l var tilstede. „ Kongefsnner, selv K onger,"
sagde han, " Jokernes 2Ere og Forsvarere! m it
„ TErinde er v ig tig t, A lfsol er m it Ajemed, hen-
„ de bejler jeg t i l , reen A ttra a t il hende boer i
„ dette B r y s t ; jeg foler mig hende ej ganffe uvcer-
„ d ig , th i den ganffe Vcrrdige ffa l ferst fodes;
„ er hun mig ikke imod, saa tilbeder jeg mig eders
„ M in d e ; m in Lcrngsel er stor, afgiorer nu S a -
„ gen; min A lffo l tie r, bestem m in S ke bn e."
A lffo l
Z4
A lfso l ta v , holdt Haanden for A jnene, og tvang sine Taarer. In g e rejste sig, lagde H a - ralds Haand i sin: „ Je g tilsvarger dig B ro d e r-
„ f f a b , " sagde han med hej R e st, " in g e n v il
„ jeg heller have t il B ro d e r end d ig ; men A lffo l
„ raader for sig selv." — „ Je g er a f samme
„ Tanker, " sagde A lf. E nd tav A lfsol. —
„ T a l, min G la d e , m in A lffo l, m in F re ja ! m in
„ Skebne hanger a f dine L a b e r."
R e t fom M aanen frembryder blant de kul
sorte S k y e r, giver et liflig t, hvorvel svagt S k in fra s ig , saa var A lffo ls A n sig t, nu hun viste sig.
„ H e lt, K o n g e !" sagde hun, med en fast S te m me, som hun paatvang sig, "O ra k le t er morkt,
„ tvivlsom t, ubestemt; m in Skebne synes at kun-
„ ne blive ond, jeg v il ugerne binde din blide
„ Skebne t il min ublide." — In g e saae ffa lk- agtig paa hende: ,, A lffo l elsker, det marker jeg
„fo rs te G a n g . " — H u n rodmede.— „ E j el-
„ ffe r hun en U v a r d ig ," sagde A lf. — „ H v il-
„ ken G la d e ! " raabde H a ra ld , og hans Knor stedte sammen, " N o r d e n s A M elffer m ig !
E s ,, M e n ,
Z 6 -— ^ ^ 7
„ M e n , D ejligste! forhal nu ej min Lykke, gjor
„ den snart saa fuldkommen, som den kan b liv e ."
— „ K o n g e , jeg e lske r," svarede h u n , "m e n
„ ikke v il jeg gjore dig ulykkelig ved min E lskov;
„ lad nogen T id hengaae, at Oraklers merke Tale
„ kan bedre udvikle sig; bliver jeg da ikke uhel-
„ d ig , bliver jeg ro lig , saa skal du og blive lyk-
„ kelig, og lad vor Forbindelse da ffee i m it Fsde-
„ land, lad den ffee ved min Faders og M oders
„ H o j e . " — „ OEdle A lfs o l," brod H a rald ind,
„ din V illie er Min Lov, den er b illig ; hvor kan
„ jeg vcere fornojet, naar du ej er det? " H a n sank ned for hendes Fodder, hun satte sig u fr i
v illig , og lagde sine Hcender om hans H a ls. D e rave, de folde, de folde a lt, hvad dydig Elskov kan fole, det som ingen Pen formaaer at afmale, det som ingen formaaer at gjore sig selv Rede for.
A l f saae med Henrykkelse paa dem, og In g e med F o ru n d rin g ; th i han forestillede sig ikke, at noget saadant kunde have vcrret til.
E j lcrnge efter gav S im b le rs , G igers og Trompeters Lyd tilkende, at den store Konge,
at S ig u rd ncermede sig. A lle ginge Ham med W rbodighed imode, A lffo ls B ro d re ogfaa; men hun blev i sit T e lt, og foregav, at hun var syg.
D e n graahcerdede K rig e r sad krumbojet t il Hest, bojet under Vcegten a f sine A a r, og a f sine B e d rifte r. E n utallig Hcer a f Svenske, Gokher, Garderiker fulgde ham , trodsig og modig fulgde de, Verden ansaae de for deres B y tte , og be
klagede kun, at den var ikke stor nok. Nnge P ig e r ginge for ham , og stroede hans V e j med Blom ster.
M e d M e je opleftede han sit stolte Hoved, og saae skarpt og stivt rundt om sig, men udman-kede ingen Skonhed, som svarede t il A lffolS R ygte.
„ A lffo l er her nok ik k e ," sagde han. — „ N e j,
„ hun ligger syg i sit T e l t , " svarede In g e . N o r dens M s e r skiftede F a rve , og forste G ang stak det i deres H ie rte ; men hade kunde de dog ikke den D e jlig e , siden det var A lfs o l, den beskedne A lffo l.
57
C Z D a
D a Ankomsten ffede silde om Aftenen, saa begav S ig u r d sig r il H v ile ; men om Morgenen sendte han V u d t il A lfs o l, og lod sig melde.
H u n vilde ej have taget imod ham , men und
skyldt sig med sin Svaghed. D o g , hendes B ro - dre forestillede hende, a t de ej kunde afflaae deres Overherre denne Begcering. H a n kom derfor, han saae, og han elffede. H ans ganske B lo d kogde, ret fom da han forste G ang friede. A lt B lo d e t siked ham op i Ansigtet, oz gav ham et nogenlunde live lig t Ansrende. „ A l f s o l , du er
„ sikonnere end R yg te t berettede, " sagde han,
„ du er syg, og endda ffo n ; hvor ffs n maa du
„ have vceret, da du gik t il Templet. Je g er
„ u d e n D ro n n in g ; og havde jeg en, ja mange,
„ jeg forlod dem alle for din S k y ld ; jeg tilbyder
„ dig Nordens R ig e , Frugten a f alle mine S ejer- b i n d in g e r ; bestig Tronen med m ig , besid den
„ og m it H je rte ." — D en milde A lffo l svarede:
„ H e rre , den 2Ere er for stor, jeg besinder mig de rtil uvcerdig, lad en. anden nyde den." —
„ H v a d ? forsmaaer A lffo l min Godhed? E r jeg
„ hende ikke god n o k ? " — „ A l t for god; endnu
„ b a r
Z 9
„ har jeg ikke bestemt m ig ; jeg er u n g , Oraklet
„ er m o rk t,— maaskee aldrig g ifte s ." — „ J a ,
„ A lffo l elsker H a ra ld ; den unge P ig e v il heller
„ have den unge M a n d end den gamle; ej sandt?
„ den unge h e lle r," sagde han med en bitter falsk M in e . — H e r brast A lfsol i G ra a d . — „ V o t
„ S o s te r forhaanes saaledes!" bred In g e in d ,
„ den U M ld ig e forekastes V e lly s t! Je g svcerger
„ ved O d in , at aldrig M l hun orgte denne gamle
„ rynkede G ubbe, aldrig ffa l hendes Uskyldighed
„s p ild e s saa ilde i kraftlese A r m e . " — „ T i ,
„ B r o d e r , " bred A l f in d , " t a l ej saa t il din
„ Konge, din O verherre." — N u rejste S ig u rd sig, Vrede gnistrede a f hans A n e : „ D e r er dog
„ noget g o d t," sagde han, " ved denne B ro d e r;
„ den anden elsker V e lly s t, ligesom Sosteren. "
Og herved saae han forhaanende paa hende, men blev strax stagen a f hendes A jnes M ild h e d . „ T il-
„ giv, S k o n n e ," blev han derfor ved, " a f F o r -
„ bittrelse veed jeg ikke, hvad jeg siger; du er
„ u s k y ld ig , men v id , I n g e , at jeg v il besidde
„ din S o ste r, eller og du skal lade Liv og R ige .
„ S teders Hellighed forbyder mig at stride her,
C 4 men
40
„ m e n . . . " — og hermed kastede han sin H a nd
ske, og gik ud— " mod mig med din H a r ved
„ S a r p e n , om du to r ."
Forbavsede saae nu B rodrene paa hinanden;
en dyb Tavshed herskede lcenge, som A l f endeli-- gen brod, sigende: „ N u kom den Gam le fra
„ Asier, S ig u rd var det, Oraklet sigtede t i l . " —
„ J a , ham var d e t," raabde A lfsol med en Taare- p o d ; „d o g , jeg ffa lv e r ikke for mig, men for eder,
„ mine kåre B ro d re , skcelver jeg." — „ Og for
„ H a r a ld ," sagde In g e smilende. — „ J a , for
„ ham m e d ," svarede hun, " d e t skammer jeg mig
„ ikke ved at tilstaae; m it eget Liv frygter jeg ikke
„ f o r ; bedre at doe, end at leve ulyksalig, med
„ S ig u rd ulyksa lig ."-— „ J a , siden du faaeHa-
„ r a ld , " fald t In g e in d .— „ Endog ulyksalig,"
fald t hun hastig ind, " o m end H a rald ikke havde
„ vceret. Nordens Trone blender mig ikke; forhadt
„ HEgteskab vejer meer end Nordens T ro n e ."
N u rraadde den tro H a rald ind. „ Hvad
„ horer je g ? " sagde han med skalvende Stemme,
„ min
--- — —
„ min Akfsol v il cegte S ig u r d ? " — „ H v o siger
„ d e t? " brod hun ind. — „ S n c e r ," blev G en
svaret.— „ S n c e r? den F o rra d e r! derfor vilde
„ han saa gerne t ilS k ir is f a l, for at scrlge m ig , sin
„ Konges D a tte r, sine K onger, sit Fædreneland,
„ for G u ld , for det foragtelige G u ld . A k ! at v i
„ aldrig havde adfpurgt O raklet, det forfængelige
„ Orakel! S ig u rd havde da aldrig feet m ig ! " __
„ K lager nytte nu ikke, " sagde A l f , " her v il
„ D a ad t i l ; uforsagt maae v i gaae Faren imode,
„ enten vinde eller doe." — „ Enten vinde eller
„ d o e ," raabde de alle. — „ D e r har du min
„ H a a n d , I n g e , " blev A l f ved, "e n te n fejre ,, med dig, eller doe, det s^al, det bor j e g . " __-
„ Enten sejre med dig, eller d o e ," igentog H arald :
„ M in e Folk, m it L iv , m it B lo d , staae t il din,
„ til Alfsols Tjeneste. G id jeg maatte vende,"
sagde H arald heftig, " Spydsodden i S ig u rd s
„ Hjerte, eller og doe, fsrend du, V a lkyrie , ffu l-
„ de blive h a n s ." — „ N e j, H arald, kcere H a - ,, ra ld , aldrig hans, kun d in , din eller ingensz
„ uden dig er Livet b itte rt, du er a lt; v id , at ,, den D a g , du falder, jlkal jeg mode dig i Frejas
C Z „ B - r -
42 ---
„ B o lig ; det er ingen S ig u r d ; A m hed, T ro f a s t h e d , Favnetag, evig S a m lin g er d e r.—
„ Je g ste den Forhadte? blive hans D eel? N e j,
„ kun din DeeN " — H u n omfavnede ham, han hende, tcet, som naar Hum len flynger sig op om Stokken. — M e n H a ra ld sted sig los, og ffre g :
„ D u doe? for m in S k y ld dse? jeg din M o r-
„ der? du spotte Nordens Trone for min S k y ld ?
„ G id jeg kunde give dig den! U ffyld ig e , omme
„ B r y s t ! lsnnes Trofasthed saaledes? D o d den
„ Trofastes B e ls n n in g ? M i t B lo d er ej nok for
„ d ig ; sejre eller doe. " — Saaledes soer han lamge fo r t, in d til han endelige« mat maatte scette sig ned. A lffo l stillede sig for ham, grced og fav
nede ham : „ V o r t Liv kan de tage, men ej vor
„ Kcrrlighed, den fslger os gennem Doden, Freja
„ rcrkker os 2Egtekransen, den visner aldrig.
„ S o d t er det at doe for d ig , H a ra ld , D o d er
„ B e lo n n in g , naar jeg nyder d i g . " — „ J a ,
„ D o d er B e lo n n in g ," raabde han, " D o d er og
„ vis. H vo r ffulde v i sejre med faa Folk imod
„ hans utallige S ka re r? V i gaae t i l den visse
„ D o d , men og t il den visse B e lsn n in g . " —
„ V is t
„ V is t v il det blive svart at v in d e ," sagde A l f standhaftige«; „ dog have faa men kekke Folk ofte
„ overvundet de flere, og overalt saa lsnner O d in ;
„ S e je r eller V a lh a lla viser sig for m ig , V a lh a lla
„ best, om ej A lfso l v a r, th i fryder har jeg nrig
„ t il den D a g , da jeg sikulde lcegge den karre
„ Haand i den vårdige M a n d s Haand. M e n ,
„ Soster — tungt er det for mig at spsrge, da
„ d it Liv er mig kcerere end m it eget — hvorledes
„ v il du vel vandre Vejen t il Frejas B o lig , da
„ din spade Haand er uvant at behandle det hvasse ,, J e r n ? " — ,, Largedom kender jeg, " svarede h u n , "in g e n U rts K ra ft er mig ubekendt, Liv
„ og D o d er nedlagt i dem, faa øjeblikke ffu lle
„ afffa re Livets T ra a d ." — „ E lffe lig e , " faldt A l f in d , " den K onst, hvorved du i din Faders
„ G aard har glcrdet saa mange, skal da blive dig
„ t il Skade ? " — „ M ig t il G a v n , " svarede hun fre id ig ; „ den Konst ffenker mig H a rald
„ evig, jager S ig u rd evig fra m it A n s ig t." —
„ det g jo r d e n ," sagde In g e , "T y ra n n e r
„ komme ej i de Frommes B o l i g . " — „ M e n , "
brod H a rald in d , " h v a d , om jeg talede med S i -
„ S ig u rd ? M a a ffe e jeg kunde bsje hans haarde
„ S i n d . " — „ B o j det, om m u lig t, " raabde A lfs s l, "m e n jeg ffc r lv e r ." — „ J a , Tyranner
„ ere ubojelige, " sagde In g e .
H a ra ld sioj nu t i l S ig u rd s T e lt ; det bruse
de i hans S je l, som naar Nordenvinden oprorer det stolte N o rd h a v ; Bolgerne bryde paa Horne- lens K lip p e , de ffu m m e, de hceve sig, de true med at opsluge; men fast staaer K lip p e n ; saa blev og H a rald fast i sin B eslutning.
V e d Teltets In d g a n g modte han S n crr. —
„ E r du her? H vad gjor du her? E r Kongen
„ i Teltet? " — „ J o han e r; jeg taler t il A lf-
„ sols B e s te ." — „H v o rd a n ? d u ? " — „ A l f -
„ sols D e jligh ed , P n d e , maler jeg for Kongen, ,, den Glcede at dele Tronen med hende. " — H a ra ld trak halv sit S v e rd : „ Uvcerdige, din
„ Lykke, at dette er S k ir is s a l!" — - Sncer skreg;
th i den G errige er gerne forsagt i Fare. K o n
gen kom t il: „ H v a d ? V o ld i m it T e lt? du for-
„ glemmer d ig , H a r a ld . " — „ N e j gjor jeg ikke,
„ H erre;
45
„ H e rre ; denne Redde kan ej see det blanke S v e rd .
„ M e n Tiden spildes paa saadan N id d in g : jeg
„ e r kommen, for at tale om A lfs o l." — „ H u n
„ er m in ." — „ J a , H e rre , hun er din fom
„ U n de rfa at, men hun har lovet mig T r o M b
„ hun var m in , forend du saae hende. " —
„ B o r ej alting falde mig tilfod e, alting adlyde
„ mig? Jeg herffer over Upfala A d e, hele N o r-
„ den adlyder m ig, og d u ? " --- „ J a jeg,
„ H e rre ; min M a g t er ringe mod d in , men m it
„ M o d er s t o r t . " — „ D u trodser, Vesifolds
„ U sting? Og H ildetan faldt for m ig ." — „ I
„ M a g t vige v i dig, men Lovene ere paa vor S i -
„ de." — „ Lovene! dem skaber je g ; hvo tor
„ strtte Lov for mig ? " — „ M enneffetS eenstem-
„ migeTanke, dit eget H je r t e " — „ D e t trodser
„ L o v e n e "— „ Og Skebnen, og G u d e rn e "-—
„ Guderne ere dode; Ragnarockr brcender dem;
„ hvo tor sige mig imod ? Enten jeg A lffo l, eller
„ du doe." — „ Ik k e det fsrste, men vel det siste;
„ eengang ffa l jeg doe; seent eller t ilig , ligeme-
„ g e t ; men A lfsol faaer du ikke; hvor v i komme,
„ kan du ej komme." — „ S to lte , ubojelige
„ N o rd -
„ N o rdm a nd ! jeg kender dig igen, du kan doe,
„ men ej ffrcekkes; hvor v il du vel gaae hen, hvor
„ m in A rm ej kan naae ?" — „ T i l V a lh a lla ,
„ der komme ej T y ra n n e r." Og nu gik H a rald vred b o rt, og kastede truende og forhaanen- de A jn e t il S ig u r d , som O din paa den Hcrr, Ler flyer.
S ig u r d kaldte Sncer t il sig: „ Mcrrkede du
„ ve l, at den lille Nordm and var vred? D o g ,
„ jeg sverger ved Upsala S p ir , at det M l komme
„ ham dyrt at staae. Im id le r tid , da N ordm an-
„ den er kek, og raser i sin fnysende Vrede som
„ B jo rn e n , saa gjor et Forsog, gaae t il A lfsol,
„ l o k , t r u , ove rtal, Konnet er b lo d t, forsikre
„ hendes B ro d re min N aade, saafremt de ej stive
„ deres S o ste r." — „ Kongen leve evindelig! "
svarede Hykleren, " hans A nsigt er som S o len s
„ G la n s ; det uddeler Glcede og Torden. R a -
„ sende maae de smaae jydske, norffe Konger vce-
„ re , som tor scette sig imod din Vcelde. D in
„ Tjener adlyder gerne den Goddcedige, som ud-
„ deler A rm ringe og S m ykker, forgyldte Skjolde
„ og
4 6
47
„ og velffe S v e rd e ." — Og nu gik Han bort. — Kongen saae forhaanende efter Ham, og sagde:
„ H an er mig n y ttig , den N e d rig e ; for det rede
„ G u ld kunde Han selge sin egen D a tte r ."
S n c rr kom nu t il de jyd ffe Kongers T e lt.
Neppe var Han kommen in d , om ej A l f Havde villet. Ferend han gik in d , spurgde Han, om H a ra ld var der, og da han Horde, Han ikke var, sneg han sig glcedelig ind. Lcrnge og konsiigen talede han, tilbed Kongerne megen R ig d o m , fore
stillede A lffo l S ig u rd s M a g t, R igdom og A ld e r;
ar hun derfor endda kunde engang faae H a rald.
H v o rtil hun svarede: „ Ubesmittet og k y ff v il jeg
„ lcrgges ved Hans S id e ; m it Lofte er Helligt,
„ m it N a v n er mig kcrrere end m it L iv ; en Enke,
„ S ig u rd s Enke, var ej H a rald vcerdig. Langt
„ fra mig vcere den nedrige, den lum ffe Hand-
„ lin g , at bindes t il en M a n d , og have en an-
„ den i Hjertet. A e j, m it Hjerte ligger paa m in
„ T u n g e ; kan jeg ikke leve crdel og f r i , saa kan
„ jeg dee adel og f r i . " — D a intet vilde hjel- pe, truede S n crr med S ig u rd s Pcelde, afmalede
M o rd ,
48
M o rd , B ra n d , D s d , N e d e rla g : „ D u v il m yr-
„ de dine V re d re , A lfs o l," sagde han, " du v il
„s p in d e Liglagenet t il din H a ra ld ; og S lu tn in -
„ gen bliver dog denne, at du salder i S ig u rd s
„ A r m e ." — „ N e j, a ld rig , " raabde hun,
„ saa lcenge jeg kan dse! " — „ Doe d a ! "
svarede han, og gik fortvivlet b o rt; th i de gyldne S kjo ld e , de prydede S ve rd e , de glinsende R inge, de glimrende A rm ba an d, de forlorne S kjolde, S ve rd e , R in g e , svevede for hans A jne. „ G a k ,
„ G uldets T r e l , " raabde de efter ham , " uvcrr-
„ dig at vcere Jyde og D a n ff, vcerre end S ig u rd ,
„ th i han tragter efter Dejlighed, og du efter G u ld ."
A lffo l alene ta v ; th i store Tanker veltede sig om i hendes S je l, og hun saae Doden ncerme sig, og enskede sig den.
Endelige« traadde H arald in d , og med ham Livet: „ M in e A jnes G la rL e ," sagde hu n, " hvi
„ faa lamge fra din A lfso l, helst n u ? " — „ Jeg
„ har arbejdet for A lffo l, rettere for m ig ," svare
de H a ra ld ; „ jeg har talet med den S to lte ; han
„ er sig selv lig , intet Haab er tilbage, uden i
„ vort
49
„ vort B r y s t . " — - „ I V a lh a lla , " sagde B r s - drene. — „ I F r e ja ," sagde Alfsos. — „ J e g
„ har ralet med mine F olk, bestilt alting rede t i l
„ i M o rg e n , fo r, om B o re n blaser b lid , da at
„ ffu e S arpens B re d d e ."
D erefter overlagde de lange deres Tilstand Med hinanden, sammenregnede deres F o lk, hav
de lidet Haab t il dem, da de vare faa, og G u derne, som de sagde, gerne stode de talrige S k a rer b i, men desstorre Haab t il deres faste B e flu t- n in g , og t il den G la d e , de ventede efter Doden.
Langt ud paa N a tte n begav H a rald sig bort, dg lod sig satte over Fjorden t il sin Faders H e j, hvor han ventede sikre Indskydelser, og haabede, ae hans Faders Aand skulde aabenbare sig for ham.
D a han nu befandt sig paa den, var alting stille, M aanen skinnede i H a vet, S tjernerne blinkede i det, paa dets jevne G la tte kunde man see alt hvad som skede paa Himmelen. E n fagre R usen, der neppe herdes, viftede G ranens Toppe, den stille farende V in d magtede ej engang at have H a ralds
D fri-
srihcengende Lokker, hele N a tu re n tilhvistede en skille Tungsindighed. M e n var det stille run dt
om
, saa raste S to rm derimod i H aralds B r y s t;
hans Tanker vare vild e , og de stege i V ild ffa b . T a v s , henrykt, ufelsom, nedstunken i Tanker, sad han lange, oploftede endeligen sit sorgsvangre H oved, og syntes da at see sin Faders Skygge.
„A L rvce rdige S k y g g e , du H alfdan Hvidbens
„ S kyg g e , " sagde han med hul Stemme og af
brudte S u kke , "b e b u d e r du Fred? — Alfsol
„ m in? — D u tier — alting tier — hvi sort-
„ nes M aanen? — S tje rn e r nedfalde— Him m el
„ i H av. — A lfsol m in? — du viger? — Ere
„ S kygger ubarmhjertige? — I Livet venlig, nu
„ sieudst— K om mig ikke for noer, du tynger
„ paa mig. — M i t Hjerte brister — S e er du
„ A lfsol? — hun er i M a a n e n — blidt stuer hun
„ ned — nu sortner det igen — Greeder, H j-
„ ne! I kan ikke grade — M in Fader , ta l! —
„ B liv e r A lffo ! ej m in , saa vende dine Been sig
„ i G ra v e n ! " — Og Benene vendte sig , og Hsjen rystede, R o g , D a m p og Lue siog op, saa syntes H a ra ld . Asm agtig segnede h a n , uden
S a n s
