Karoline Graves

Karoline Graves

AfHenrik Ingemann

I 1978 genudgav Foreningen Danmarks Folkeminder Karoline Graves'

»VedHalleby Aa«, der i mangeår har ståetsomenvæsentlig beskrivelseaf

det før-industrielle almuemiljø. En beskrivelse, der kvalitativt er blevet

fremhævet i kraft af, at den er skrevet afen person, der selv tilhørte det

beskrevnemiljø.

Der har i tidens løb været rejst enkelte kritiske røster, der især har på¬

peget, at »Ved Halleby Aa« i forhold til den senere udgivne selvbiografi

»EnAlmuekvindes Liv« erbemærkelsesværdig positivistisk-»Ved Halle¬

by Aa«^ernæstenkliniskrensetfor^personenKarolineGraves,hvilket ikke

stemmeroverensmed denellers megetpersonligeogvurderendeform,som hendesindberetningsmateriale iøvrigt har.

Fornærmere atundersøge dette postulat vil vi i denneartikel gennemgå

tilblivelsen af»Ved Halleby Aa« ^og Karoline Graves' forhold til Folke¬

mindesamlingens personale, idet vi bruger hendes aldrig offentliggjorte brevveksling med institutionensomkildemateriale.

I Karoline Graves'selvbiografi antydes, atder skete enkraftig redaktion

af hendesmateriale til»VedHalleby Aa«, hvilketbrevvekslingen kunkan

bekræfte. I virkeligheden toner der sig bag brevvekslingen et vidnesbyrd fremometintellektuelt»drab«påenmeddeler!

IdenneartikelvilviforsøgeatladeKaroline Gravesportrætteresig selv,

ogvi lader hende selvargumentere for sin sag gennemuddrag af demange

breve, og afsluttende vil vi forsøge at sætte hele problematikken ind i en historisk_ogaktuel sammenhæng.

Hvad der endnu måtte levei

erindringen

KarolineGraves'debut ienfolkloristisksammenhæng sketei januar 1909,

da Dansk Folkemindesamling gennem aviserne opfordrede til en lands¬

omfattende indsamling af: »Hvad der endnu måtte leve i erindringen hos

Karoline Graves

fotograferetsom

»almuekvinde«

ianledning af udgivelsen af

»VedHallebyAa«.

almuefolk om forfædrenes liv, skikke og tænkemåde. ..«. Få dage efter modtogman det første brev fra hende, hvor hun bl. a. skrev:

».. . ogdajeg meneratvide ikke så lidtomden slags, fortalt af min for

mange år siden afdøde fader, som var en udmærket fortæller, og som havde en udmærket hukommelse. Alt hvad han således har skildret for os, medens vivarbørn, hargravetsig uudsletteligt ind i hukommelsen og

vil, såsnartjeg begynderatgenopfriske det, komme tilat stå lyslevende

formigigen^{. .} .«

Og hunfortsætter brevet:

». . . også vil jegspørge om der kan ventes noget honorar, thi, i modsat

faldkanjeg ikke indlade mig på det, da det vil kræve ikke så lidt af min tid, somi forvejen errigeligt besat. Men hvis det er,atderkan gives mig lidtvederlag^erjeg villig tilatsende Dem lignende optegnelser^sommed¬

følgende, lidt efter lidt, somjeg træffer på det i hukommelsen. Hvad jeg

fortæller ligger fra 60-80 år tilbage i tiden, ja, noget fra begyndelsen af forrige århundrede da spaniolerne lå her i landet, hvilket en 97-årig kone, som afgik ved døden for 20 årsiden har fortalt mig. Jeg forventer

svarsnarestmedopgivelse af hvad De vil give mig, hvis De ønskermine optegnelser .. . MedmegenagtelseKaroline Graves, Viskinge^pr. Værs¬

lev St.«(1).

Karoline Graves' lille _prøve på sin fortællekunst har åbenbart fanget Axel

Olriks interesse, idet han noterer i brevets margen: Godt fortalt! Det ^er

ikkelykkedesatfinde den første optegnelse i Folkemindesamlingens arkiv,

mengennemetsenerebrev védvi, atOlrik lovede hende, atoptegnelserne

allerede ville kommepå tryk i 1910.

Idag kan vigive Olrik ret^-Karoline Gravesvar enmeddeler udover det sædvanlige. Han vartydelig imponeret. En andensag er, at hun i sitsam¬

arbejde med Folkemindesamlingen de næstfølgende 15 år ikke fik lejlighed tilatudnyttesineevneri fuld udstrækning.

Men hvorom alting^er, såblevdette brev indledningentil etusædvanligt

forfatterskab: »VedHalleby Aa«, »En Almuekvindes Liv«, artikler i

Årbog

for Historisk Samfund for HolbækAmt, samt en lang række avis- og uge¬

bladsartiklerm. v.

Den

fødte rationalist

Men allerførst: hvordan så samtiden på hende? Hvilket billede gav de toneangivende mænd, der hver for sig søgte at patentere Karoline Graves

somderes»opdagelse«?

J. S. Møller, museumsmandogforfatter, skriver:

»Karoline Graves' evner som folkemindesamlerer afen egen art. Som

andre folkemindesamlere drives hunafen brændendekærlighed til vort land,vore nærmesteforfædresmeningerogsædvaner. Hunstøttesheri af

en fortrindelig hukommelse og enskarp iagttagelsesevne. Men særegent for hende _er, at hun i medfør af hele sin sociale stilling har haft særligt godtkendskab til småmandens kår. Hun turde omtrentvære deneneste afvorebetydeligere folkemindesamlere derstammerfraoghar levet hus¬

mandens_og landsbyhåndværkerens kår. Men dettegiverdaogså hendes

erindringerenganskesæregenbetydning. Hendes erindringerogindsam¬

linger far endvidere en egen farve derved, at de er næsten blottede for

sagn, overtro og lign., dette interesserer hende nemlig ikke, hun har åbenbart aldrig været »overtroisk«, hendes fødehjem synes i så hen¬

seende at have været noget afet særsyn i de tider ^{. ..} hun er den fødte

rationalist. ..«(2).

Og vedhendes død i 1932 skriver J. S. Møller iennekrolog:

»Hun havde ikke blot en lille poetisk åre, men hvad mere er, hendes

sprog var, trods hendes sikkert højst mangelfulde skoleuddannelse fuld¬

lødigtoghendes naturbeskrivelser^ensanddigter værdig. ..«(3).

Sans

for alt ejendommeligt

HenrikUssing, redaktørogudgiver af »Ved Halleby Aa«, skriver i forordet til 1. udgaveni 1921:

»Hendeshukommelse har bevaret enoverordentlig rigdom af træk, både

sådanne som hun selv har iagttaget og sådanne som hun har hørt for¬

tælle. Oghun forstår hver enkelthed af afskygning, som manforstår det,

nårmanselvervokset_op med det fra sin tidligste barndom. Hvert træk

fremstiller hun ietlevende_oganskueligtsprog, hvor hun læggervægtpå

atbruge de ord^ogvendinger^somhører^egnensmål til.. .«(4).

Iforordettil 2. udgaven i 1942 skriver Henrik Ussing videre:

»... hun harsinstands udmærkedeegenskaber, flid, nøjsomhed, trofast¬

hed _og etfortrøstningsfuldt sind. Og dertil kom, at hun havde et åbent poetisk sind med sans for alt ejendommeligt hun mødte på sin vej. Hun

havdeensådan kærlighed til det gammeldags liv hun varvoksetop i, at hun følte det som et kald at bringe det gamle bondelivs værdier over i

eftertidens bevidsthed, og til dette formål rådede hun over en livfuld fremstillingsevne ...«(5).

Et

lyst sommersind

Lokalhistorikeren ArthurFang, Roskilde, der varudgiver af »En Almue¬

kvindesLiv«, skriver i forbindelse medetHjemstavnsstævne i Kalundborg,

idet hannæstenletter frajorden ienOehlenschlägersk stil:

»... (hun) skriver sådan, at mange læsere har måttet mindes de gamle

sagaer ... og ikke blot vor tids læsere, men fremtidige med, vil søge Karoline Graves'bøgerogde vil møde hendes lyse sommersindsomden

luneluftning af høensolskinsdag på de storeengeomkring Halleby å .. .

men i den ydre beskedne ramme et rigt liv med en vågen sans for alt omkring sig, for tilværelsen ogmennesker bådenu og ifortid. Etnatur¬

sinds medfødte evne til at bevare _og huske, en trang til at trænge til

bunds _og vide besked og en naturlig evne til at kunne udtrykke sig...«(6).

OgietradioforedragomKaroline Graves i 1928 sagdeArthur Fang:

».. . oghun havdeetåbent ogmodtageligt sind for alt det skønne, dertil

alle sider _omgav hende. Hendes lykkelige barndom i de store skov-

omkransede _enge har præget hende hele livet, og det er på disse barn¬

domsindtryk hun har skrevet nogle af de smukkeste afsnit i sine bøger, nemlig de indledende kapitler i »Ved Halleby Aa« og kapitlerne om engene ogskovene i »En AlmuekvindesLiv«« (7).

ArthurFangskrev viderei indledningen til »En AlmuekvindesLiv«:

»Bagved Karoline Graves' forfatterskab ligger hendeshelstøbte ^ogrede¬

lige personlighed. Hendes sind er lyst og barnligt. Hun ^er primitiv ^og dybt oprindelig, et naturgroetvæsen i inderlig harmoni med sig selvog sine omgivelser. Hun ejer dyb medfølelse og ægte menneskelighed, hos

hende^erdertrygtoglunt afmegenmenneskevarme^{. .} .«(8).

Selv om vi dechifrerer datidens sprogbrug, gives et ret ensidigt billede af Karoline Graves- et billede afet rigt og godt liv uden problemer- men sådan varhendes tilværelse absolut ikke. Det ertydeligt, at de tre herrers personskildring erled i en salgsargumentation prægetafenoverdimensio¬

neret romantiseren for almuens liv. De tre udsagn repræsenterer det bil¬

lede, der blev givet udadtil. En næsten uhyggelig kontrast ^erhendes egne breve, derfortællerom en helt anden tilværelse, hvorbl.a. økonomienog

sygdomlagde^endæmperpå hendes livsudfoldelse.

Ikontakt med

Folkemindesamlingen

Det førsteår, 1909, hvor hunvari kontakt medFolkemindesamlingenvar

brevvekslingen meget intens oghendes kontaktperson ^vardr. Olrik. Mere

end 25 breve sender hun tilKøbenhavndet første år. Deterimidlertid kun brevene fra Karoline Graves, der er bevaret. Svarskrivelserne fra Folke¬

mindesamlingen til hende er ikke bevaret ellerkopieret på institutionen,

oghunskriver selv i etsenerebrev,atde fleste breveerbortkommet under

familiens _mange flytninger. Derfor må kommunikationen til en vis grad rekonstrueres, hvilket dog lettes af, athun somregelnøje refererer til mod-

tagne svarskrivelser, idet hun dog gang på gang undrende konstaterer, at

manikkesvarerpå alle hendes breve.

Henrik Ussing skriver, at hun følte det som et kald »at opsamle folke¬

minder«,men somdetfremgår af det første brevvarmotivationen udeluk¬

kende aføkonomisk art - et håb om at skaffe sig en lille bifortjeneste.

Honorarkravet må ikkeopfattes odiøst- detvar en simpel nødvendighed;

hun motiverer det selv i etbrev i februar 1909,omkringenmåned efter sit

første brev:

»EndeligerderetsomjegvoveraterindreDoktorenom, nemlig,atder i

en af skrivelserne som blev sendt mig, er der blevet lovet mig ^en lille

understøttelse til rejserog lignende. Hvis det kunne væreDembelejligt, villejegværemegetgladomdetkunne blive med det første atdetkunne ske, thi i denne og næste måned kunne jeg måske have lejlighed til at samle lidt, hvorimod jeg i april bliveroptaget afetpar familiefester, så

dervil nok ikke blivemig levnet^nogen tid. Og endnueet: Min mander nærmesttilbøjelig til at tro at mit skriveri erunyttigt tidsspilde når han

ikke_ser,atjeg far^nogenunderstøttelse^.. .«(9).

På dette tidspunkt- en måned efter den første kontakt ^-havde hun alle¬

rede indsendtca. 30tætskrevnesider, dervarblevet honoreret med 10kr.

Mandens _og omgivelsernes ringe forståelse for skriveriet ^{er en} proble¬

matik, der ^er dominerende i de følgende år. Dengang var det vel også ualmindeligt, at en husmandskone beskæftigede sig med sådanne aktivi¬

teter. Det opfattedes som unyttigt! Kvinder skulle »tie og bie«, som hun selv senere beskriver sin situation. Og dog, kunne aktiviteten medføre en kontant ydelse i lighed med de småhonorarer hun havde modtaget for et par avisartikler, ja, så kunne det måske bedre lidt på forståelsen. Den manglende forståelse skyldtes ikke,at Karoline Graves svigtede det daglige arbejde, da hun skrevomnatten, når familiensov.Men enhver skillingvar

nødvendig-hun skriver imarts:

». .. ogjeg har endnu et ønske, somjeg gernevil have opfyldt hvis det kan ladesiggøre, nemlig, omjeg kunne få etlille forskud på det jeg har

skrevet.Jegvednokatjeg først farpengenår det bliver trykt, menvi sid¬

deregentlig småt i det,ognår jeg så ufortrødent hartagetfat påatskrive, såerdet fordijeggerneville danne migen lille bifortjeneste. For jeg har

nu egentlig i forvejen rigeligt med arbejde, vi har nemlig en lille høker¬

handel somjeg lejlighedsvis måpasse, foruden atjeg skal veje detmeste af hvad vibruger, foruden husetsomjo også skalpasses. Iår har vi joen dattersomskalkonfirmeres, sådererjo nogle ekstra udgifter, ogsomjeg vist harfortalt, kan vi fejre sølvbryllupom enhalvsnesdage, hvad der jo også giver udgifter. Voretovoksne sønner gavmig i anledningen af sølv-

brylluppet nogle penge, somjeg skulle anskaffe mig ^en hat ^og et over¬

stykke for^-ting somjeg ikke har faet fornyet imange år-men pengene måtte vi brugetil andre ting ogjeg synes at det erkedeligt, dade (søn¬

nerne)villegøremig den glædeatjeg skulle havedissesager. Deterlangt

fra atjeg bryder mig om stads, jeg ervant til at tie og bieog være godt glad når jeg afet brugtklædningsstykke har kunnet danne et eller andet

til børnene ellermig selv. . .«(10).

Endnuenti'erafgår fra Folkemindesamlingen.

Liggetgemti

hukommelsen

I starten af sin »karriere« har hun store problemer med at indpasse sig

under Folkemindesamlingens indsamlingsform, benytte indberetnings- skemaer,angive kildeosv.Problemet dukkeropalleredei februar 1909:

»Allerhelst ville jeg tale med een af de ærede herre, for at høre Deres mening om det skrevne, desto bedre kunne man så få rigtig besked om den formjeg har valgt og de delejeg har omtalt, er hvad De ønsker at vide^.. .«(11).

Hunmodtagerdirektiver,menskriver igen 10 dagesenere:

».. ^. det eri virkeligheden ikke så let, idet næsten alt hvad jeg har ned¬

skrevet er nogetsom liggergemt i min hukommelse vel nok i nogleog- fyrretyveårog som nudukkerop,lidt efter lidt. Størsteparten har jeg vel

nok fra mineforældre, men der kan ogsåværenogetandre stederfra. Jeg troede,atman ønskede gamle folkeminder,omskikke, livogtankegang,

sådan som det fortælles fraslægttil slægt, ^menhvordan skal ^mani så til¬

fælde kunneangive hjemmelsmanden?. ..«(12).

Folkemindesamlingen accepterer hendes arbejdsmåde, og hun udtrykker

sin glæde over at »de ærede herrer« er tilfredse med, hvad hun, »simple husmandskone«, har skrevet.

Omfattende produktion

Hendes produktion er omfattende og hun skriver ikke alene til Folke¬

mindesamlingenmenogså tilenrække aviser:

»... tillige sender jeg nogle smådigte ^som harværet optaget i Kalund¬

borg Avis. Digtet »Til de Unge«, erjo stilet til den tjenende ungdom i anledningen af de mange Statshuse (statshusmandsbrug) ^som der jo byg¬

ges såmange af, og som der burde bygges endnu flere af efter min ^me-

59

ning. Men (til)entjenende ungdom dereraltfor letsindigogpyntesyg,så

skønt de får det dobbelte i løn hvad der blev givet for 25 år siden, så

hænder det meget ofte, at når et par unge mennesker af den tjenende

klasse skal sætte bo, at de da står med et »par tomme næver«, som vi siger her på landet.. .«(13).

Allerede i slutningen afmarts 1909, tre måneder efterathun påbegyndte

sitindsamlingsarbejde, havde hun indsendt^ca. 60tætskrevne ark til Folke¬

mindesamlingen og herfor modtaget 20 kr. Hun arbejder rationelt i »pro¬

jekter«, der eropdelt emnemæssigt og afgrænset i »historier«. Hvergang hun er færdig med et emne, indsender hun et samlet materiale, idet hun

foreslårnye emner, somhun i regelen ergodt igang med. Hunereffektivog

omhyggelig og beder flere gange om supplerende materiale, vedlægger tegnede skitser osv. Blandt andet beder hun om nogle generalstabskort i slutningen af februar 1909:

».. . og menernok, på ^egnen hvor jeg ^erkendt, at kunne opgive navne

påmangeforskellige ting^-høje, gårde, vejeo. lign....«(14).

Til tider går indsamlingen så stærkt, at hun glemmer, hvad hun allerede har optegnet og indsendt, ^og hun må flere ^gange bede ^om at få tidligere optegnelserreturforatse,hvor langt hunerkommet.

Men, som alle kvindererjeg

forfærdelig

I et af de første breve fremsætter hun et ønske om at komme til Køben¬

havn, forat»tale med de ærede herrer«. Ijuni 1909 skriver hun herom:

». . . hvisjeg hen påsommerenskulle få råd til at tage enturtil Køben¬

havn-jeg har nemlig aldrigværetdér-kunne jeg personligt overbringe

det æredeselskab kortenejeg har. Men, naturligviserjegjo kunen sim¬

pel husmandskone, der ikke ervanttilat omgås dannede mennesker, så

hvis det ikkeerpassende, bederjeg undskylde. Men, ^somalle kvinder^er jeg forfærdelig nysgerrigogjeg harseti de skrifter,som detærede selskab

har sendtmig, nogle billeder indefra Det Kongelige Bibliotek, ogjeghar tænktpå hvem der kunne få lov til atkikke lidt indenfor. Skulle detvære

tilladt, ville jeg ^{gerne spørge om,} hvor ^og når jeg kan henvende mig. ..«(15).

Hun får aftalen i stand _og drager med toget fra Kalundborg den 28. sep¬

tember1909,ogefter besøget skriver hun til Olrik:

»Jegvil hermed bede hr. Doktoren modtage min inderligste tak for den imødekommenhed der blev vist mig under mit ophold i København.

Folkemuseet havdejeg overordentlig interesse afat bese- disse interes¬

santegamlebondestuer, menogså stuerne fra fornemme folks huse med

de rige billedskærerarbejder. De prægtige gamle tapeter, der var særligt ét, jeg ved ikke hvad detforestillede^-enmandsom varbunden (!)ogto andremænd. Detvardogikke disse tomænd, trods detat de varnatur¬

tro, der vakte min opmærksomhed, nej, det var den kvindelige figur i baggrunden, hende, der viste en ansigt så kummerligt, at man ikke

kunne lade^væreatbetragte detsomlevende. Er detetmaleri eller hvoraf

består detegentlig? Ja, undskyld jegspørgerså frit. . .«(16).

Somenlille tak forbesøget sender hun Olrikenæske medurter; Set. Hans¬

urt,hør, balsam, myrterog malurt. Hun vedlægger også^en lilleflintekniv,

et vættelys og et parforstenede søpindsvin. Da hun ikke hører fra Olrik, skriver hunigen:

»... men straksdajeg havdeværeti København sendte jeg ^en lille^pap¬

æske^{.. .} medmin bedste tak for den imødekommenhed der blev vistmig

under mit besøg i København. Og nu erjeg ved at tro at hr. Doktoren

ikke har fået dissesmåting, ikke fordi deernogetværd, mendet kunne jo

seudsom omjeg ikke rigtig skønnede påatman varså imødekommende

mod mig simple kvinde ^...ja, De kan slet ikke forstå hvor glad jegvar overdennetur ^... åh, dervarsåmegetjeg kunne have lyst tilatse, men

jeg er glad ved det jeg så ^- det gavjeg mig god tid med ^- så har ^man alligevel i længslen bedre udbytte af det. Ja,nubeder jeg undskyldeforat jeg ulejliger med al min snak...«(17).

Kunnedet ikke kommesom et

selvstændigt skrift?

Da»Livet i Klokkergaarden« (Danmarks Folkemindernr. 2) udkommer i slutningen af1909, sendermanhende^eteksemplar,somhun:

»... har gennemlæst og overtænktgrundigt og derved kommet i tanke

ommegetsomjeg muligvis ikke kunnet have erindret. Jegerkommet til

at tænke på, om detjeg har optegnet ikke også kunne komme som et selvstændigt skrift. Jegsynes, atjeg har indsendtsåmeget, menskulle der

være punkter der ønskes lidt grundigere så skulle det være særthvis jeg

ikke kunne skaffe det, blot jeg får at vide hvad der muligvis kunne ønskes...«(18).

Ogi det sidste brev i 1909 skriver hun:

»Detvilvære en storskuffelse formig, om slet ikke nogetaf det jeg har skrevet kommerpå tryk i løbet af de første år. I allerførste skrivelse jeg modtog stodnemlig, at hvad jeg skriver ville muligvis komme på tryk i

KarolineGraves(1858-1932). Axel Olrik (1864-1917).

1910. Ogmed den tanke harjegarbejdetså ihærdigtsommin knappe tid

hartilladt mig. Skulledet ^være fordi den dumme tanke^var opstået hos mig, at mine optegnelser skulle samles for sig selv, da, beder jegmange gange om undskyldning for dette påfund ogoverlader den ærede Folke¬

mindesamlingatanvende detsomDefinder bedst. ..«(19).

Engerning, somjegsynes

liggerfor

I 1910 erhun fortsatoptagetafen eventuel udgivelse, men i foråret opstår

ensag, der forentidoptagerhende:

». .. sagen er den, atvi har faet oprettet en museum her i Kalundborg,

ogjeg har allerede fornogen tid siden henvendet mig til formanden for

museumssagen, hr. læge J. S. Møller, med ønsket om at vi kunne fa pladsen som opsyn ved museet, da det nemlig er en gerning som jeg

synesligger særligt for mig. Mennumeddeler læge Møllermig forleden,

at museetvil indgå under stadenogsåvidt jeg forstoderdet dr. Marches-

prang som havde taget bestemmelse om hvem der skulle antages ...«(20).

HunbederOlrikom en anbefalingsskrivelseogfremsætter isammebrevret progressive museumsideer:

Henrik Ussing(1872-1946).

HansEllekilde(1891-1966).

»Ligeledes kan jeg vise de besøgende som ønsker det hvorledes karte og rokskal håndteres, og et andet snart glemt håndværk ^ertræskofabrika¬

tion, det håndværksom min mand i mangeår har udført, og han kunne

således fremstille træsko i deforskellige stadier. ..«(21).

Olriksendteenanbefalingsskrivelse, der muligvisvarårsagen til, athun fik stillingen som opsyn - en stilling som hun iøvrigt aldrig blev særlig glad for, bl. a. på grund af et stadigt svigtende helbred og en særdeles ringe aflønning.

Kan undertiden

få

kroner

undertiden også mindre

Der bliver efterhånden længereog længere mellem brevene, og hun synes at have mistet tålmodigheden ^- hun ønsker at udgive materialet gennem andre kanaler _og forespørger om muligheden herfor. Familiens økonomi

erfortsat anstrengt, ogforathjælpe herpå udgiver hunen række småartik¬

ler i de lokale dagblade og henter stoffet hertil i sine indsamlinger. Hun skriver i august 1910:

». .. (jeg) kan undertiden fa 3 kronerogundertiden mindre for det^-det

erjo ikkemegetogdavi i år har haft uheld i bihusene vil jeggernetjene

63

lidt til hjælp ^{. . .} varjeg ikke så fattig og måtte kæmpe så hårdt for at skaffe klæder_oglignende til mig selvogbørnene, så ville jeg heller aldrig

prøveatskrivenogetsådantsomdette(avisartiklerne)...«(22).

Også indsamlingerneergået i stå.

Ijuni 1911 ^er hun i København ^og anmelder sit besøg på Folkeminde¬

samlingen, men om hun bliver modtaget ved vi ikke, ihvertfald ^nævner

hun ikkenogetombesøget ellereteventuelt resultat isenerebreve. Besøget harsandsynligvis været en fiasko. Midt på åretsender hun Olrik etbrev,

men deteren forespørgselom hanssyn påen opfindelse hun har gjort: en

si-anordning til malkespande såledesat skidt ikke kommer ned i spanden

under malkningen. Hun håber at tjene lidt penge ved en patentanmel¬

delse. Brevetermegetunderdanigt, oghunsynesikkeatfåsvar.

Islutningenaf 1911 har hunnæstenopgivetogskriver:

»Nu kommerjeg nok til at slutte mine optegnelser da min tid ikke til¬

lader mig mer. Pengene somjeg modtog sidst vil jeg bede om at blive afdraget på mit tilgodehavende når optegnelserne ^engang trykkes, da jeg

som sagt ikkeser migi stand tilat ofremere af min tid (pengeneerydet

som et forskud tilen indsamlingstur til Tåsinge, der aldrig blev til noget

- 30 kr.)... oghermedvil jeg til slut sende min hjerteligste tak for den

forståelse _og velvilje som Dansk Folkemindesamling har vist mod mig simple kvinde - skulle jeg enkelte gange være kommet til at gentage noget, så må det tjene til min undskyldning atjeg, når jeg har skrevet noget,kun har haft det tidligere skrevne i hukommelsen. ..«(23).

Mellem linierne erdettydeligt, at hun presserFolkemindesamlingen, idet

hun slutter med at fortælle om indsamlinger hun er i gang med, og som

muligvis kan bruges i andre sammenhænge. Svaret på dette brev kender vi ikke, men det synes, som om situationen letter i begyndelsen af 1912, sandsynligvis på grund afen kontant erkendtlighed fra Folkemindesam¬

lingen.

Ville detværemeget

ubeskedent

spørge?

Der kommernugang i indsamlingerne igen, men hun har ikke glemt pla¬

nerne om enudgivelse,ogi februar 1912^spørgerhun igen:

».. ^. ville detværemeget ubeskedentatspørge om når mine ^sagerkom¬

merpå tryk^{. .} .«(24).

Der bliver svaret, at man endnu ikke har taget stilling til udgivelsen, og hun noterer, at så erder endnu tid til at foretage nogle supplerende ind-

samlinger. Familien påtænker ogsåat sælge deres sted (hun har endnuikke

faetstillingen på Kalundborg Museum). Flytter familien ind iethus:

». .. giver det friere hænder og lejlighed til at skrive, som er min lyst. ..«(25).

Hun tænker endda på at tage på en indsamlingsrejse til Sejrø og måske

Samsø. Til rejsen senderman30kr. Det hjælper dog ikkemegetpå de øko¬

nomiske problemer, ogkort efter må hun bede om atfå nogle avisudklip,

som hun har indsendt, retur. Materialet, der omhandler danske udvan¬

drere,skal hun bruge til at skriveetparavisartikler til hjælp for deværste gældsposter. Artiklerne udgives i sønnens navn, en søn der i ^enkort over¬

gang har været i Amerika. Også fra Folkemindesamlingen sender ^man et mindrebeløb, somhuntakker for:

».. . ogskammer migover,atjeg ikkevari stand tilatbeherske forknyt¬

teisen over den skuffelsejeg har lidt. Det er dog ellers sjældent at jeg

tabermodet, Vorherre har jo beæret mig med^ensjælden arbejdslyst^oget tilfredst_ognøjsomt sindogdeterstoregoder. Ja, jeg synesaltid ellersat

man erbedre stillet end de mennesker dererblevetsat i verdeni besid¬

delse afstore rigdomme ... ja, hvad er rigdomme værd, hvor meget glæde harman dog ikke af de skillinger,mankan tjeneved sine hænders gerning. Og vi har 5 flinke børn, jeg har en god mand og et godt lille hjem, så jeg burde ikke klage, thi, deterikke rigdom eller fattigdom der

erafgørendeomdererlykke iethjem ...«(26).

Jeg

har

tilståelse

I begyndelsen af 1913 forsøger hun igen at udgive nogetaf materialet, ^og

skriver:

»...jeg harentilståelseatgøre, ogbeden vredesikke på mig, ^menhusk, hvadjeg kæmper for erikke atvinde gunstigomtale eller sligt, men kun

for at hjælpe til at holde de værste økonomiske sorger borte. Da min

mand i efteråret(1912)vari Københavnogtalte med hr. Doktoren synes han at forstå, atdet ikke blev med detførste atderblev taget fat på ud¬

arbejdelsen af det skrift hvori mine minder skulle have plads, og da der samtidiger en grossererher i Kalundborg, hvor mine skildringergennem bladene eralmindelig kendt, somtilråder migatsamle dethele ietskrift

og få en forlægger til at udgive det, og da der aldrig er langt fra idé til handling hos mig, så har jeg fulgt denne opfordringog er nu snartfærdig

med ^en skildring af livet i almuestanden i forrige århundrede. En lærer,

hos hvemjeg har bragt endel hen af det foratfårettet tegn- ogstavefejl,

udtalersig særdeles gunstigt om det. Thi, sagen erjo, atjeg eren ulæst

almuekvinde, men emnetjeg behandler kender jeg til fulde, det har jeg studeret hele mit liv_ogtørnok sige, atingen lærd mand, ^om han så har

færdedesendel blandtlandboerne, kan erhverve sig det kendskab jeg har på dette område. Ognuharjeg behandlet stoffet i flere årogstadigerder

dukket mere og mere op, og mine evner er også blevet udviklet under

dette studium. Jegtørnok, udenatrose mig selv sige, at i dette skrift vil

nok _mangefinde interesse i at læse, særligt i almuestanden. Men nu om Dansk Folkemindesamling har noget imod dette skrift (skridt!) ønsker jeg^gerneatvide. Jeg^mener, at det^somjeg har skrevet^{og som er}holdti

enjævnogfortællende form erét, hvorimod det DFS ønskeratudgive af

mine meddelelser bliver noget andet, når det bliver behandlet af lærde mennesker, der gransker og vejer hver enkelt del og drager slutninger deraf. ..«(27).

Hereftermodtager hunettilbud fra Folkemindesamlingen. Vi ved imidler¬

tidikke hvad tilbudetgik ud på,oghun:

»...ved endnu ikkeomjeg kantagederimod ^{.. .} kanjeg ikke famereud

af det end DFStilbyder, vil jeg selvfølgelig med tak tageimod tilbudet. I HistoriskSamfund forHolbæk Amt fikjeg32 kr. pr. trykt arkogdetvar sletikke efterset af andre...«(28).

Tilbudet fra Folkemindesamlingen har nok været en redigeret udgave af indsamlingsmaterialet-det dersenereblev til bogen »Ved Halleby Aa«.

Kunne ikke

finde afsætning

Udgivelsengennem enprivat forlægger lykkedes ikke. I januar 1914 skriver

hun:

»Jeg loden boghandler i Kalundborg besørge det (manuskriptet), og det

hari lang tidværet ovre på Fyn og det har ikke været muligt at få det igen. Nu endelig foretpar dage siden kom det igen med den besked, at

en bog kaldet»Fynsk Bondeliv« (er nok Christine Reimers »Nordfynsk Bondeliv i Mandsminde«, Odense 1910-19) havde meget tilfælles med mit skrift, og den havde ikke fundet afsætning, hvorforman ikke turde påtage sig udgivelsen af mit arbejde. Hvis der altsåer en mulighed forat mit arbejde kan udnyttes af DFS havde jeg tænkt mig attage til Køben¬

havn meddet, hvis jeg kunne træffe hr. Doktoren inærfremtid. ..«(29).

Et _par dage efter modtager Folkemindesamlingen manuskriptet pr. post.

Der sker ikke mere i _{sagen, og} brevvekslingen går i stå. En enkelt gang i

1915skriver hun:

». . . hr. Doktoren skrev foretårs tid siden,atmitskrift måske blevtaget underbehandling i 1915, men vi harjo haft en megetbevæget tid siden dengang, så det harmåske haft indflydelse på det område også, det (1.

verdenskrig) griber jo forstemmende ind i så mange forhold og det er hårde tider for os småfolk. Det erjo sådan, at der er mennesker ^som benytter lejlighedenogdestigende priser til atsamle sig formuer, dårer,

somde _er,trorde,at rigdom absolut betyder lykke.Nej, så hellere fattig

med en god samvittighed. Stakkels! Stakkels! mennesker, hvor krigen hærgeroghvor den endnu vil komme til athærge, thi, derermåske langt igen og alle desom erblevet krøblinge for livstid. Og demange tusinde hjemsom har mistet deres kære. GidHerrentrøstedem alle. Måtte Dan¬

mark dog blive forskånet for krigens rædselsfulde svøbe. Og alligevel,

mon ikke krigens følger kan have sin gavnligeindflydelse på det danske folk? Var man ikke - fra de laveste samfundslag til de allerøverste -

vedat stille forstore krav til livet, gik menneskernes tanker ikke alt for megetudpå atnyde livet i fulde mål, selvom det ikke kunne gåi læng¬

den _og ville ende i elendighed? Mon ikke krigen, med al den elendig¬

hed den har i sit følge, ikke kan stemme mange mennesker til efter¬

tanke? ^. ..«(30).

Doktoren harvistsig

så forekommende

11916 senderhunetenkelt brev til Olrik:

».. . bedendeom at gøre migentjeneste fordi jegsynes, atDoktoren har vistsig så forekommendemodmig simple kvinde.Jeghar, somadskillige

gange før indsendtetdigt til de Kongelige-dennegangtil Hendesmaje¬

stæt Dronningen. Jeg plejerat fa tilsendt 5 eller 10 kroner, men denne

gangerder tilstilet migenblanket til ansøgningomunderstøttelse afDet Kongelige Cerillisti (Kancelli) for hvis samvittighedsfulde udfyldelse der

fordres to mænds underskrift. Det kunnejeg sagtens fa afsognepræsten ogafen eller anden nabo, der kender min stilling ogvirksomhed. Men

der stårogsåatanbefalinger kan vedlæggesogjegmenteda,omhr. Dok¬

torenikke kunne skrive_{et par}anbefalende ordommin virksomhed som samler afgamle minder. Et arbejde som erudførtsamtidigt medatpasse

en i forvejen temmelig optaget plads som husmoder. Mange gange har jeg da også måttet tage en del afnatten til hjælp til nedskrivningen af

mine minder ogandreting, thi jeg harsøgt atudnyttemine evnertil det yderste ^... hr. Doktoren ved vel ikke om mit skrift »Fra Nordvest¬

sjælland« udkommer i år? Jeg har forespurgtFolkemindesamlingen, men intet hørt.. .«(31).

Olrik senderen anbefalingsskrivelse, og Karoline Graves modtager 50 kr.

fra Kongehuset. I 1917 dør Olrik, ^og hendes ^nye kontaktperson bliver

HansEllekilde,ogi det første brev til ham skriver hun:

». .. trods denstoreulighed ivorstandog stillingvarjeg dog kommet til

atbetragte professoren (Olrik)som en ven, til hvem jeg dristigt kunnety hen områd...«(32).

Fremhæv kun det

gode

Islutningen afapril 1917 harmanendeligtagetbeslutningom en udgivelse

afhendes materiale i skriftserien »Danmarks Folkeminder«, altså i For¬

eningen DanmarksFolkeminders regie. Materialet skal redigeres af lektor

HenrikUssing, Sorø, derermedlemaf foreningens styrelse. Brevvekslingen

bliver igen intensiv- i den meget personlige form, der umiddelbart ikke fremgåraf de her brugte brevcitater^-menhun deltageraktivt i først Olriks

ogsenereEllekildesprivatliv,spørgertil hustruernes velbefindendeosv.

Iapril 1918 skriver hun til Ellekilde:

». .. vi er nu havnet i Kalundborg og haropsynetmed museet ogbor i Adelgadeovergården. Om nogensinde Deres vej skulle falde forbi, ville

det glæde mig overordentligt at hilse på Dem. Jeg ved nok, at stands¬

forskellen mellemos erstor, men man ertilbøjelig til atglemme detnår

mantræfferpå menneskermanhar fællesinteresser med^.. .«(33).

Og 14 dageefter skriver hun:

». .. det ville være udmærket for mig, at komme til at tale personligt

med Dem _ogmodtage vinkom et ogandet angående formen. Jeg har jo

ikke sværtved at nedskrive noget så det bliver læseligt og indholdsrigt,

deter enmedfødt_gave ... artiklernesomjeg har haft i bladene bliverså godt som aldrig omformet med et eneste ord. Menéterjo atskrive kor¬

tere artikler,etandeteratskriveetsammenhængendehele ^. ..«(34).

Ellekilde besøger hende den 16. juni 1918, et besøg hun har glædet sig megettil,ogefter besøget sender Ellekilde hendeet brev medvisse »anvis¬

ninger«,somhunsvarerpå:

»Mange tak for Deres brev og velmente oplysninger vedrørende min

skrivemåde. Jegkunne ikke ladeværemedatleaf, atjeg, sombildte mig

ind(ikke) brugte de fremmedordsomjeg alligevel i min dumhedanven¬

der flere af end jeg aner. Mange er så almindeligt brugt, at almuefolk betragter demsomgodt dansk. Ja,jeg vilgerneskrive så jævnt dansksom

muligtogfremdrage træk efter trækomsvundne tidersliv i de fattige kår

som min slægt har levet i. Kunne det være ønskeligt at skrive om min

skoletid? Jegforstår ikke rigtigt hvorfor De ikke ønsker,atjeg (ikke) skal

fortælleommine søskendes død-ønskerDedetudeladt eller hvordan?

Jeg fik læst bogen »Kirsten Reimer« i går (»Nordfynsk Bondeliv i Mandsminde«), men er gået træt. Den trorjeg absolut ikkegavnermig,

hendes _syn på det hele ersårevidt forskelligt fra mit. En gammel mand sagde engang: »Når du vil omtale din næste, fremhæv da kun det gode

vedham, så kommer du ikke til at sige for meget!« Skulle da sligt ikke også gælde for dem^som har levet i ældre trange tider^ogbanet vejen for

os andre? Med rette kan Kirsten Reimer heller ikke skylde den gamle

husbondforladhed,menmåsketungogtrægi sine bevægelser...«(35).

Hen på sommeren 1918 returnerer Folkemindesamlingen alle hendes ind¬

beretningerog beder hende opstille en disposition til udgivelsen, ^{og man}

stiller hendeen række uddybende spørgsmålogbederom en omarbejdelse afvisse_passager. Detertydeligt, athun opfatter dette ^somkorrektioner, ^og

hunskriver:

». .. ja, jeg kan lige så godt sige,atjegtroratjeg kommer tilatopgive det hele, når jeg skal gøre så mange studier både over mit eget produkt og overlignende skrifter. Det vil læggebeslag påmereaf min tid end jeg kan

afse. Hvadjeg ejer i tankerneerikke så lidt-det kan jeg udmærket tumle

og forme ^- selv om jeg med hænderne er sysselsat med noget andet.

Desuden harjegsværtvedat læseDeres (hånd)skriftogforstå meningen rigtigt. Jeg troede at »Danmarks Folkeminder« også kunne bringe det i

enjævnogfortællende form lignende det Historisk Samfund fik, ^{og som}

derikkeergivet mig mindste ordre til hvorledes jeg skulle forme det. Jeg skrev ligeud af min vistnok naturlige hukommelse, tegnede billede efter

billede aflængstforsvundne tiders yderst fattige levevis. Jeger nu engang en simpel almuekvinde. Jeg ville så inderlig gerne have skrevet mine erindringer, ^men stilles derstørrefordringer til min dømmekraft end jeg

eri besiddelse af, så må jeg hellere opgive i tide ^... jeg sender Dem en

hjertelig tak fordi De har gjort Demsåmegen flid for min skyld, ogogså

tak for de velmente råd_ogvejledninger. Opgaven synesmig forstor-det

erderjo ingen afosderkangørenogetved. Jeg skriverogså til hr. Ussing

og forklarer hvorledesjeg erstillet. Nårman har tabt modet erdet ikke

tilatbegyndepåetsådant værk-jeg havdeellers så inderligt glædet mig

til det.. .«(36).

Ogsammedag skriver hun til Henrik Ussing:

»Vardet etellerandet sted i mine skildringer De fandt værdatgive mig

etopmuntrende ord for ville det måske gavne, i stedet for dette stadige:

dette hører ikke hjemme her, det andet ikke dér! Hvor i alverden skulle

69

min viden strække til atdømmeom sligt? Nu lader jeg det helehvile til jeg hørernærmere. Jeghar faet alt mit stofreturfra DFS^-det er en stor samling,somjeg da véd bliver opbevaretgennemtiderne^. ..«(37).

Jeg

blev holdt hen med snak

Efterat hun harfäet materialet retur, begynderhun at udgivedele af det i avisartikler_ogsenderen størredel til Historisk Samfund for Holbæk Amt,

der i første _omgang accepterer materialet til ^en artikel i den følgende årbog. Det falder Ellekilde for brystet, og han meddeler, at det ikke kan

tillades. Nu bliver Karoline Graves for alvor vred, og »den simple hus-

mandskvinde«brugerstoreord:

»Hvorforjeg tog fatog udnyttede min viden både i aviser^og i årbogen sketefordi, jeg fra Dansk Folkemindesamling stadig blev holdt hen med løfter. Allerede året efteratjeg blev samler blev der skrevettil mig,atdet jeg indsendte ville i det mindste for en stor parts vedkommende ud¬

komme åretefter, ogdaville jeg erhverve 1,50 kr. ^pr. tryktside. I håbet

om dette skrevjeg videre. Men årene gik og samlingen voksede, men i disse år erder kun optaget een (Karoline Graves' fremhævning) ganske

lille artikeltil 3 kr.Jegblevderfor ikke så lidt overrasket da hr. Ussing i

sommergjorde mig opmærksom på at DFS og udgivelsen af Folkemin¬

der var to forskellige foreninger, og (jeg) forstod nu, at jeg var blevet holdt hen med snak, og det aldrigvar meningen at noget af dette mate¬

riale skulle udgives. Vel har jeg faet understøttelse, alt i alt har det vist aldrig nået 100 kr., når jeg medregner hvad der har medgået til rejser, så jeg har kun faet alt for lidt for dette arbejde, ^som jeg nu ser er over¬

ordentligt stort. Nu skriver man, atjeg for eftertiden ikke må udstykke

mit materiale til dagblade eller årbøger. Men efter alle de skuffelser jeg harværet udsat fra Folkemindesamlingens side, giver jeg hellere afkald på den påtænkte udgivelse endatlade mig binde af forpligtelser. Dette er altså sandheden! Førjeg går videre må jeg have fuld klarhed i ^sagen. Jeg

harrettilatbeholde årbogens manuskriptogkan altså i dette tidspunkt tage deraf hvad der kunne være ønskeligt til den påtænkte bog. Men

ønskermanaltså ikke atudgive denne, fordien lille del af den harværet læst her i Holbækamt, så lad mig det vide, thi, manuskriptetfra Holbæk

tagerjegikketilbage! (Karoline Graves' fremhævning).. .«(38).

Hvordan Ellekilde reagerede ved vi ikke, men et lille års tid efter skriver

hun til HenrikUssing:

»Jeg har læst histogheri Ingvor Ingvorsens bog (»Fortællingerom gam¬

melt Sjællandsk Bondeliv«, Danmarks Folkeminder nr. 20), atlæse den