Om Maren Ole [Maren Christensen (f ca 1894) fra Klink] og hendes sange

Om Maren Ole

En indledende kommentar Af Svend

Nielsen

De følgende sider er en udskrift af et 30 minutters lydbånd ^{- en} lydmosaik^-

om en af de _mange, der også i dagens Danmark har et levende og selvfølgeligt

forhold til traditionel _sang.

Maren Ole ^- eller Maren Christensen, som hun hedder ved mere officielle lejligheder- er idag (1973) folkepensionistog bor ien pensionistbolig i den lille sydjyske stationsby, Hejnsvig, 15 km syd for Grindsted og 10 km vest for

Billund.

Det eretparår siden athun, dernu er 78 og hendes mand, der er 83, flyttede

fra detlillehusmandssted i Klink- ensamling gårdeca. 1 km fra Hejnsvig^-da

detblevfor sværtat havesålangt til alting, efterhånden som helbreddetså småt lod sigmærke af alderen.

For Maren Ole er de _sange hun synger ikke blot noget tilfældigt og pudsigt,

somhun er slumpet til at have hængende i hukommelsens krinkelkroge, og nu blot halerfrem forat sættepå museum. De harværet en væsentlig side i hendes tilværelse, og hun giver selv udtryk for, at uden sangen havde hendes liv været et andet.

Deterderfor, jegmener,atman gennem sangere somMaren Ole kan fånoget væsentligt at vide om folkesangen i vore dages Danmark, og derfor er det, at hun indgår i ^en større undersøgelse, der skal beskrive forholdet mellem folke¬

sangen, sangeren og det samfund, de lever i, således at det siger os noget om, hvem de mennesker er, der synger sangene, hvad det er for sange, og hvordan

disse sange har været brugt og måske stadig bruges i nutidssamfundet. (Denne undersøgelse er nærmerebeskrevet i Folk^og Kultur 1972, s. 170-72).

Lydmosaikken er et af Dansk Folkemindesamlings »eksempelbånd«, dvs. lyd¬

bånd, der i koncentreret form søgerat belyseet bestemt^emne. (Disse eksempel¬

bånd er indtil videre kun beregnet til internt brug.)

Dette specielle eksempelbånd er lagt an på at skulle kunne stå alene uden

støtteiyderligerekommentarer, samtidig medatdeter tænktsomintroduktions-

bånd til en række andre eksempelbånd, der på forskellig måde belyser Marens sangrepertoire mere snævert, (f. eks. hendes markedsviser og hendes kristelige viser.)

Vi møder Maren iforskellige situationer. Ofteerhun alene overfor mig (f. eks.

ved oplæsningen af erindringerne og ved »Du skrev mig linier til etpar«), men der er også eksempler på, at hun er i et samspil med andre besøgende (f. eks.

samtalen om malkeviserne _og historien omvandringsmanden).

»Jeggår i tusind tanker«eroptagetien kostald under malkning,men ellers er

optagelserne sket i køkkenet, derer hjemmets centrum, elleri stuen.

Vimøder hendeogså i forskellige sindsstemninger^-muntertgemytligsom ved

»Jeg så i øster jeg så i vester«, normalt dog sagligt og sindigt berettende, men

også i glimt hvor bitre minder bevæger den rolige overflade.

På denne måde søgerjegatgiveethelhedsindtryk af Maren Olesommenneske

og sanger, og samtidig giver hun selv, dels gennem sin dialekt, dels gennem det

hun siger og måden hun siger det på, et indtryk af, hvordan hun placerer sig i

vortsamfund,geografisk, socialt oghistorisk. Endeligsøgerjeg atgiveetindtryk

af karakteren af de sange,hun synger, oghendesmådeatsyngedem på, samtidig

med at der fortælles om devæsentligste af de situationer, hvori hun har brugt

eller bruger sangene.

Desværre er det i mange tilfælde umuligt eller for kompliceret og for plads-

krævendeatoverføre dissenuancer til den skrevne tekstog til nodebilledet, men

jeghåberattilstrækkeligmegetalligevel er blevet tilbage.

Båndet er en mosaik, dvs. at det er sammensat afmange småbidder hentet fra forskellige optagelser foretaget i perioden 1964-1970 og stykket sammen til

enhelhed.

Under denne_proceshar jeg efter bedsteevne stræbt efteratværetrofastover¬

for dehelheder, hvorfra brudstykkerne er hentet, således at intet brudstykke er

medtaget,hvis dererrisiko foratindholdeter blevetændret ved at blive isoleret

eller ved atblive sati en nysammenhæng.

På den anden side ser jeg det som en fordel, at mosaikformen lægger op til

associationer _og tilat stillespørgsmål til stoffet.

Det er Maren selv, der er hovedaktør. Hun synger, fortæller historier og be¬

retter. Som en rød tråd _gennem båndet går oplæsningen af hendes erindringer,

som hun skrev ned i 1966 på min opfordring ^om at skrive noget om sig selv, meget eller lidt, som hun ville.

Udover Maren og hendes mand, Mads Ole optræder to af Marens bekendte:

KristianSørensen, tidligere husmand i Nyby. Efter nogle år som arbejdsmand

i Vejen er han nu pensioneret og bor i Brørup. Han er især kommet sammen med Maren ' de ^senere år, men hartidligere ofte mødt hende og Mads gennem

en fælles bekendt, Mads Kransen og hans kone »Siller«,

Åge Jensen, tidligere vejarbejder ved Hejnsvig kommune, nu folkepensionist

samme sted.Åge, der selv harsunget meget,har kendt Maren helt tilbage fra de

varbørn,og deerjævnligt kommet sammen siden.

»Vor lille ejendom,^som vi købte i 1931.«

Huset i Klinkfotograferet i 1965, ogsådan som enaf døtrene

gengav dets udseende i 1930'ernepå^enapplikeret pude.

Maren Ole _og

Udskrift af

lydmosaik ved Svend Nielsen

(Kristian Sørensen fortæller om Maren)

Denførste_gangjeg traf Maren Ole

nej jeg har så titværet sammen med hende-menaldrig til fester

ogaldrig hørt hende synge

men der-

vi vartil fest ved Mads Krænsen og Siller- i Hovborg kro

ogdengang vi fik kaffeomaftenen så blev salen tømt da vi kom ned i detgamleog sidde

ogder kom (Mads Krænsens søn) Valde ned og råbte

Kristianskynd dig ogkom fornu syngerMaren Ole uldkræmmervisen

og vi strøgfra kaffebordet allesammen

og dengangvi kom derop da sad Marenpåenstol midt i salen

oghavde lige begyndtatsyngedenneher uldkræmmervise

ogdet varede ikke sågrovelænge inden såvarderingen der drak kaffemere devaroppeathøre hende alle

og det lød altså godt

„J-120

V*,

1 a—a—•—

Om-løwe -ri det er nu omdawe

manharen ren -den i hveren døwn

så møj en fæl og en få-le plawe

kanknaple nok få en middagssøvn

Omløweri deter nu om dawe såmøj ^en fælog en fåle plawe

manhar en renden i hveren døwn kanknaple nok få enmiddagssøvn

Jen harprospektkort ogjen har »Tit«

og rewogklæjersnar ogfjedtogskidt

menham æuldkræmmerer en klør han har en kjæftja nu skal I hør'

Goddaw godtfolk sikken Herrens vejr

kunne I habrugfor lidt ulden klæjer

nuskalavis' jer det sidste skrig

til mindrepriser end farækrig.

Se herer luffer med dobbelttot af islandsk uld det er nowesågodt

ogsokker haraaf jenne uld

er mereværd en det pure guld Og her er livstykk' og bul og vest og underbowser somtilnogenpræst

en ulden klokk' og enditto lann

ogdet erkram detervist ogsand Og her erbowser til dig og vor muer af bommesi og med uldent fuer

er de for små de skal nok bli størr' forstås de krymper når de blir tørr'

Og silkehoser fra Hammerum

og deersilkevarm' ogdeergrumm'

nær du har sådan nowe å din' bien så ka dutro ækåel djer ywnvil skjenn'

Køb Ikuns væk og værett' forknyt

vedmig der bliver I aldrig snydt

min' sager kosterjo kun en slik

foraer billigmed min butik

Gimig det halve af hvad^aharså' (= sagt)

asnyder migsjæl nåmenladså gå

vi har jo fåt wos en skjøn hold snak

a tarmi pues og farvelogtak

Nær han ergawenja så sir a tit

hvad Søren skull' vi med alt det skidt min handel med ham har a fortrødt

nuved apinedød hvem derblev snydt.

(Åge Jensen fortæller om Maren)

En kunne jo altidvære sikker på

nårmankom hjemomaftenen der ogsåMarenvar udeatmalke

så sang hun

vikomjo så tit derudat setil dem der sådan vi unge det ^varjo etgæstfrit sted atkomme

og så skulde der josynges -og i den dur jo

og selv dengang vi gravede mergel

og hvis detvar skidt vejr og dérogvi kom ind og fik kaffe

så skulle der synges

kan I ikke synge et stykkesagde han Marius

(Maren Ole fortæller ^om sig selv)

Som _{unge var}der jo aldrignoget -

da havde vijo hverken radio ellernoget da sangvi når vivarsammen

ogellers så legede vi jo sanglege

(Marens mand) Jeg tykkes den tid du sangmest detvar når dumalkede

ogpigerne hørtepå det

da malkede vi med hånden

(Maren) Ja da sadvi ogmalkede Jegtjenteet sted ude efter Vesterhede

ogsånår tevi kom ud^-det var gernemanden der malkede med ^- ogvi

fik fat i spanden

»Nå Maren, syngså« sagde han

så _sangjeg jo

jeg kunne godt syngefor det jeg malkede

du malkede ^mens du sang?

alle dehergamle^-

»Hjalmar ogHulda« ogGud ved hvad

»Det varen lørdag aften«

det var lige meget- vi fortsatte jo med -

varalle_sangenesådan lige godeat syngetil nårmanmalkede nej uha nej ^- det varder stor forskel på

har du _nogen fornemmelse af hvad det var der gjordeat nogen var -

det var- hvad kan vi sige

det forkortede tiden

vi varigodt humørnår visang og ligesådan når vi vari byen

vigikjo lange veje ^- ogbesøgte hinanden

da sang vi på vejen hjemad

gik med hinanden på vejen ^{og sang}

jegkan da huske^-jeg harenfætter-han spillede mundharpe detvar så møj godt

detvarf. eks. den vi snakkede^omfør»Nuvil jeg fortælle min skæbnesåtung«

den er så lang -jeg tror den er 22 vers den erpå enmåde sådan lidt sørgmodig

menden varligodt-

og så var der den dér, den var også sådan ^-

»I året 1839«

sådan nogen lange

der kunne vijo blive ved

(replikskifte med andre tilstedeværende)

så togvi hinanden underarmen også^-

og dengang davar der jo ikkenogen færdsel

dervar jo ingen bilerogdervarjo ikkenogetandet der optogvejen

det varjo da ligemeget

men altså når du sad _ogmalkede

hvadtror duatdergjorde at nogle afsangene varsærliggode

tilat malkeefter ogandreikke var det?

det ^var sådan noget med rytmen

Hvisdet var skidt vejr og sådander, og vikom ind og fik kaffe -

så skulle der _synges.

der skulle en bestemt rytme til?

ja det var det bedste

som nu denneher »I året 1839« (nynner)

J-92

Hump*

la la-nananana - na nana

sådan en melodi

.t.■68 ^

i"1

Jeg går i tu - sind tan ker,

l'

ftcjLrLf'i'gj

I"

så man- ge fal -ske men- ne-sker

jeg el - skerden jeg ej kan få,

jeg der- for sør-ge må

sdmjeg har haft sa kær,

år- sa - gen der-til er.

Jeggår i tusind tanker jegelsker den jeg ej kan få

skønt han i glædenvanker jeg derforsørgemå

stor sorg var det jeg dig ej fik

somjeg har haft så kær

så_mange falskemennesker årsagendertil er

Oh havde jeg ej skuet

ditansigt dine øjneblå

oh havdejeg ej kommet

tillandet hvor du var så havdejegværetlykkelig

ogfri forsorg og had

dendagkan aldrig komme

dajeg kan blive glad

Seblomsterne så skønne

på vårens mark så dejlig står jeg sørgermig til døde

for den jeg ej kanfå ja ^om jeg endi dødengik

da bliver sorgen din nej aldrig udi verden gårdu dog afmit sind

(Erindringer læst op af Maren)

Blikket vendt tilbage

over svundne år

over travle dage

overslidså hård

Ja

når jeg ^nu sidderog tænker tilbage

sålangt jeg kan huske

bliver det århundredskiftet

da huskerjegatmin farogmorbyggedeet nythuspåheden

en hedelod

lyngen groede helt hen til huset

menmed årene fik dejorden dyrketop ogforvandlettil frugtbare marker

min farvar håndværker han varbåde murerog tømrer hanvarudeatarbejde denmestetid

så detvarmin mordersled derhjemme

ogvi børnfik jo lov athjælpe med hvad vi kunne

såsnart vivarblevet så storeat vikunnetjene lidt kom vi udat tjene jeg^var 9år den førstesommer jegvarude detvari 1903

jegfik 20 kroner i løn fra 1. april til1. november

ogjeg vari den ^sammepladsnæsteår

da fikjeg 2 kronermerei lønog2kroner i fæstepenge

vi fik ikkeret meget skolegang

om sommeren gikvi kun 2 halve dage om ugen

omvinterentror jeg nok atvi gik hver dag

sådangikjo så tiden for mig, somfor de fleste børn frasmåkårshjem dengang

ud at tjene om sommeren

oghjem atgå i skoleom vinteren

Enltl-leDrengfra de norske skove,

han ville bort fra sinfar og inor,

En lille dreng fra de norske skove

han ville udpå devildevover han ville bort fra sin far og mor

langt ud i verden forat blive stor Da ^sneen smelted fra hyttens døre

han klar til rejsen sig måttegøre han ville udpå det storehav

atsøge lykken^men fandt singrav Detvarenstormnat, modNorgeskyster

atbølgen slog op omskibets bryster

da lød kaptajnens kommandoord

endnu var alting så vel ombord

Derlød etbragog stormastenknækked

der lød et skrigog én faldtpå dækket

han villeud på de vu-de vo-ver,

T

angtucTi1

langt ucTiver - den foratbltv' stor.

detvar denskibsdreng som derfaldt ned

ogfaldet bragte ham dødens fred

Men daommorgenen deanløb havnen

varlet at mærkeen mandvarsavnet altvarså stille_ogtystombord

thinattens rædsel havdesatsit spor

Detrak ham ud af hansvådeleje

debar ham hjem ad de kendte veje

debar hamhjem til hans farog mor fornuatviseathanvarstor

Påkirkegården sydvest for havet

der ligger hannu så trygtbegravet

der hviler han ^nu i sorten jord

hos Gudi himlen hanssjæl nu bor

Nja deter sådan en lille (sang)

det erogså sådan en-har ingen sted hjemme

(Erindringer fortsat)

Dajegvar 14år og skulle konfirmeres,vardet en storsorgfor mig

at jeg ingen sko havde

ogder varikkeråd til atkøbenogen

ogda det blev opklaretat jegvarden enesteder skulle ståpå kirkegulvet

med træskopå

dagræd jeg

men så kom min søde mormormig til hjælp

dumå låne mine sko omdu kan passe dem

ogglad var jeg

Deklemte lidtmen det holdt jeg godt ud

ogda jeg først var hjemme igenvar træskoene jogodenok

men året efter fikjeg etparsko

deterunderligtattænke på atdet kun er50 år siden

men sikken en forskel fra før til nu

»J-100 ^{. .}

Jegså \ ø -ster,jegså ives - ter,

jegsä såmangesmukkepigerdansede men^^^sa jeg den jegsai fjor.

denførstekærlighederdog denbedste vist aldrig jegforglemmer digminven

Jeg så i øster jeg så i vester jeg så i sønderog jeg så i nord jeg så såmange smukke piger dansede

men aldrig så jeg den jeg så i fjor

Den førstekærlighed erdog den bedste

vist aldrig jeg forglemmer dig min ven

m

jeg'så t sønderogjegsui nord.ⁱ

foi

Og kan jeg ikke til min kærest komme ej hverken' ridend eller gående

så vil jeg ventetil det bliver sommer så vil jeg sejle over bølgen blå

Denførstekærlighed erdog den bedste

vistaldrig jeg forglemmer dig min^ven

(Detdermed æblet det hører ikke med til den-eller?

Jeg kan jo godt synge det bagef-

for det er jo den sammemelodi ja menerdet en anden sang?

jah jeg tykkes jegharikke hørt detandet i forbindelsemed det her) Jeg har etæble udi min lomme

det gemmerjeg til min bedste ^ven

men dersom såej min ^venhan kommer

såspiser jeg jo mit æble selv

Denførstekærlighed erdog den bedste

vist aldrig jeg forglemmer dig min ven De jyske piger deerså fromme

degår med æbleskiver i djer lomme

Den førstekærlighed erdog den bedste

vist aldrig jeg forglemmer dig min ven.

Jegkunne ikke huske den alligevel

nej- men sigmig^{engang - er}det ^en dansemelodi ja deterdetjo

har l danset til den?

ork ja mangen en gang

(Erindringer fortsat)

Jegblev jo ved med at tjene på landet

og da jeg var 18 år fik jeg en cykle

det var en stor oplevelse

den kostede 75 kroner det var enhalvårs løn

men jeg^var glad for minnye cykle

Dajegvar19år blev jeg forlovet med en ungmand^- også fra landet

vi blevgift i december 1913 ^-ogvikøbte^en lilleejendom

ogvi klarede os nogenlunde

min mandgik ud attjeneen dagløn ved forskelligt arbejde

og nu vardetjo mig der skullepasse det derhjemme

Året efter fik vi ^en lille dreng-ogsåvar der jo nok for mig at få tiden til

atgå med

Men med tiden fik vi en større ejendom

min mand ville gernehandle^{- og}vi flyttedeen del rundt omkring

og altidvarder jonokatarbejde på

det varjo altid landbrug vi havde

I 1917fik vi en lillepige^- ogalt gik vel

men så i 1918 kom den spanskesyge

jegvarmeget syg-menmin mor kom oghjalpos

Menbagefterfik jeg^en byld i mit hoved^-ogdetvar enstrengtid

og jeg blev tunghørog er det endnu idag

Med tiden fik jeg ethøreapparat og det hjalp migmeget og nu erderjo også blevet opfundet ny ogbedre høreapparater

så detgårhelt godt

(Maren fortæller)

Når vi^nu havde ungt gilde

detvarjo ude i laden vi dansede så, gerne

også en mand henne i hjørnet der sad han jo gernemed harmonikaen

så gik det jo

også (stamper) slog vi jo rigtig takt med -

medfødderne under dansen?

uha ja jo

hvis I nu varalene hvis det bare var pigerne

ellerpigerneog karlene tilfældigvis komsammen og der ingen spillemand var

lod I så ^være at danse?

nejsåsang vi jo nej såsang vi sandelig

ouha også^var der jonogen-

så skiftedes vi lidt til det

nogen kunne synge og andre dansede jo

Så kunne debruge deher sanglege også

mangeaf dem

deblev jo egentlig så meget gængs så

de blev brugt så?

ja ork ja

»Skære havre« og »Gå tyv« og det der

Gå tyv-hvader det foren,den kender jegda ikke?

J.-94

ÉÖE

Tyv ja tyv det skal du væ - re,

i. Mi k1

for du stjal min 111 ^- le ven.

$ _?

men jeg har det håb til-ba - ge, 2

ja en i - gen 2

m

ak ja ^{\ -} gen

at jeg får migen i-gen 2

Se

ak ja en i - gen

Hl - le ven.

Tyv jatyv det skal duvære for du stjal min lilleven

menjeg har det håb tilbage

atjeg får mig en igen

ak ja enigen

ak ja en igen

ak ja ^en igen

lilleven

Så blev derjoslået ud af ringen

og såvaxderjo en anden der vartyv der skullejo stadigvækvære en-

nå, derer en dergår udenom

også gårresten -

ja, så dervaraltid en dervar ene

ogsådan nogetgik det jo så i stedet for når vi ingen musik havde

var detsåogså når der var både karle og pigersammen?

brugte I så også sanglege?

ja det brugte vi jo også så meget sådan når te

det var ikke alle der- fornårnu der^-

dervarjo nogle hjem de kunne ikke lide de dansede

mensanglege detvarjo ikkeså slemt

det^er sjovt nok-for det erjo faktisk det samme og detvar jo ligemeget

tiden gik jo ligegodt med det

men der var nu nogen der ikke kunne lide dansen

detykkedes sådan særlig-dansdet varjoså

var detnoget så i forbindelse med den der vækkelse?

ja med missionen^- indre mission ^og sådan

brugte l så også når / dansedeat I baretrallede til?

ja det sketejo

men så skulle viværenoget gode til at synge for ellers kunne vijo ikke

så var det -

mendetskulle joogså sådan helstvære nogle melodier

der var ikke altfor strenge at synge

mendetvarjo^-

mendetvar jo sådannoget dem kunne vi godt synge dem kunne de godt danse

men mankunne jo ikke holde udatblive vedat synge så skulle derjo nogle andre til

ogellers kunne vi jo pustelidt

fortællehistorier og sådan lidt indimellem

hvad vardetforhistorierman fortalte?

ja det varnogetaf alle slags

jo^-det var sandelig^-det varalle mulige manfikmedder noglevar jo mindre kønne

ognogle var rigtig pæne

»Det varen værregammel dyrlæge

så fortalte han også om en han kørte altid i gig

et enspænderkøretøj

og så kom han nedigennem Grene-Sand hernede

efter vejen efter Billund

ellerder,derer sådan-

så lige pludselig

så ville hesten ikke længere

ikke tale om

det varligemeget hvad jeg gjorde sagde han jeg kunne ikke få dem igang

men så tænktejeg

ja du skal jo da afog sehvad dererved det med den

- komjeg jo afatse så uha

så kunne jeg pinedød da nok forstå det

for der såjeg jo den slemme selv

han sadjo^-inde undervognen ogholdt i hver ende afarmene i hvert hjul

og såvar det jo ikke så sært (latter)

det var etforfærdeligt gammelt knokkel til at fortælle«

s sådan en vandringsmand jo da han kom

ogsåkom der en bonde forbi medet læs tørv

så siger han da om han ikke måtte komme op og køre jo det kunne han godt

han havde hans hoser og hans træsko i hans hånd

han havdegået i bare fødder

og så lae han det på vognen og så han satte sigop

menså kom han i tankeomtehan villeligeindog-

han villeligodt til kirke så

men da glemte han jo hoser ogtræsko

men så der^ælav han havdeligefået sigsatindenfor kirkedøren

så sagdepræsten

hanvar jo midt i talen der

såsagdehan

ja^-hvor kørte den rige mand hen han kørte til stads med tørvsagde han så nej^-han kører lige til helvede

herregud så skaljeg stræbeefter mine hoserogtræsko da.«

jeg skal rejse, ja jeg skal jeg skalrejse, ja jeg skal,

317

mm

/: Mintornysterden^erpakket jeg skal rejse jeg skal rejse ^og ved ej hvorhen :/

skal jeg rejse, ja jeg skal

skal jeg rejse, ja jeg skal

jeg skal rejse^menkommer hjem igen /: Jamåske^atvi kommer tilbage

om etår ellerto eller tre :/

men måskeat det sker atjeg aldrig kommer^mer

når jeg rejser til fremmede land /: Min kærstehedder Adolfine

Adolfine dererhendes navn :/

Adolfine Josefine Pelerine Mette-Katrine

og i Stockholm dererhun født

/: Minflaske den ^ertommen den skal fyldes

den skalfyldes med brændevin :/

den skalfyldes ja den skal

den skalfyldesja den skal

den skalfyldesmen tømmesigen

(Erindringer fortsat)

I 1930 kom min mand i tanker om at han villerejse til Kanada

han regnede med at dervar bedre muligheder for atkomme frem derovre

så skullejeg og børnene^- vi havde 4 dengang rejse derover når han havde fåetetstedat bo

men det gik nu ikkesådan

da han havdeværetder ethalvt års tid kom han hjem igen

ogdet sammeårblev^vor storepige konfirmeret

og nu kom hun så udat tjene

så havde vi jo kun 2 børnhjemme

menmin mand gik jo på arbejde

ved såen lidt forskelligt

der skulleenlang dag til forattjene 4-5 kroner på egen kost

menvi klarede det jo alligevel

ogvi fiken lille pigemere

i august 1931 købte vi såen lille ejendom

til 4000 kraner

der var2køer_og2 grise

vi skulle udbetale 800 kroner ved overtagelsen

og nu syntes vi jo da atvi hade det så godt

om sommerenvar der jo altid arbejde

og vi fik det forbedret lidt efterhånden

og derblev bygget lidt til stalden

.J" 100

m

Du skrevmig ltnl -er til, et par

mendet jo me -get rin-ge var.

f

yn j j

"1=8

m

og sag-de mtg god - nat.

s

mitnavn var tk- ke sat.

jeg

m

~~3

m

der er jeg bar-ne - født.

Duskrevmig linier tiletpar ogsagde mig godnat,

men det jo meget ringevar, mit navn varikke sat

Jeg hedder PederLauersen, jeg tjener for mit brød.

I Brørup sogn i Gjerndrup by.

der er jeg barnefødt

Du mig hermed indbildevil

du migej have må,

men sådan snak det gælder ej:

du dig selv råder jo,

thihverken farej hellermor det mig forbyde kan

hvem til min brud jeg vælger ud,

det går vist aldrig ^an.

Så snart som folk de_{synes om} to har hverandrekær,

de derom bruger mange ord

og synes det er sært:

et par der alt for unge er, etpar der øder alt,

et parder ingen penge har sig ej ernære kan.

Vel randt det rigtig nok kan vær',

deri harde vel ret, -

lad dem der synes (de) bedreer

dogogsåvære det.

Mennår vi ser osudi spejl

er ingen fri ^og ret,

hvorfor skal vi hverandresfejl

udråbe her så slet?

Tro ej jeg sørger merfor dig,

thi jeger ung endnu

Jegfår mig nok en anden ven derersågodsomdu,

thi her ersmukke piger nok.

Det skullevære sært da her er snese udi flok har enmig ikke kær.

Deter en gammelen

ja den kunne min morfra hendes unge tid

da boede Peder Lauersen i Gjerndrupby ^-ovre i Brørup

deteraltså en virkelig begivenhed den handlerom?

ja ja- deter jo altsånogetderhar tildraget sig

han komhjem^-dalå der etbrev til ham-på hans værelse fra hende pigen

davar det jo han sagde: Du skrev mig linier til

men detvar jo ikke så godt- hun havde ikke skrevet hendesnavn under

- menhan harjo nok vidst hvem detvar.

(Erindringer fortsat)

Men så i 1935 havdevi den _{store sorg}atvor storepige blev syg detvar TB

hun kompå sanatoriet i Spangsbjerg menhun kunne ikke blive rask

I foråret 1936 døde hun kun 19år gammel

det var en streng tid

det er ikke til atforstå hvorfor sådan noget sker

menvi skaljo bøjeos for det endda

Vi havde jovoreto små piger-ja også drengenemen devarjo ude at devar jo udeattjenemende kom jo da hjemom søndagenogi deres ferie

Menså omefteråret blev jeg sygoglå på hospitalet en 3 til 4måneder

det varikke let hverken for min mand_og børn eller mig

Med tiden blev jeg da rask igen ogkom hjem til mine kære

Davar der glæde i hjemmet.

Vi borstadig her på^vor lille ejendom ^som vi købte i 1931

nuhar vi solgt den for 35000mensådan atvi må bo her sålænge vi lever

ognår vi ellers ^er raske så har vi det jo så godt

nuervijo vedatblive gamle

min mand er 77 og jeger 72

J =100 ^{- —s.}

i>'

rjf

Hun er kun at - ten un- ge år

ly-se-blondt er hen-deshår

hun e-jer Gi - gen fjeder^-ham,

L-r £ i r--^

j u-aen mind-ste pra - len

"Af _[ ■] J

et nys-ud-sprungeh blad

i=£

af dagens sol-skins - bad,

at blænde ver-den med,

er hendes stil -le fjed.

Hun erkunatten unge år

et nysudsprungen blad

sålyseblondt erhendes hår

af dagens solskinsbad

hun ejer ingen fjederham

atblænde verden med

nej uden mindstepralen

er hendes stillefjed

Hun er hverken lærd _ogklog

men hun erfin _og god

og kløgtens snilde hjertesprog

har vækstens sunde rod jeg føler migsåhelttil kort

med al min skepsis her

hvor frejdigheden gennem to havblå øjne ler

Hver gangvi mødes lerhunømt med sine blikkes glans

og det jeg følte trist ^ogtungt blirfestligt som en dans jeg glemmer verdens bryderi

og al denssorg og savn for denne spæde kvinde på 18 unge år

Hun erkun 18 ungeår

et nysudsprunget blad

så tysthun sine veje går

i denne store stad

hun ersom balsam for min sjæl

når denersyg og sær og så forresten er hun

min egen hjertenskær

Ja

Denfik Margit (et barnebarn) til hendes 18-års fødselsdag

men det er en gammel

den er helt gammel

jeg har kunnet den helt fra jegvar ung

(Erindringer fortsat)

For ca 3 år siden kom en ung mand herud ogforhørte om jeg ikke

kunne syngenoglegamle sange ogviserfor ham

deskulleså.bruges tilenradioudsendelse

det var da en stor oplevelse

jeg havde joda aldrig drømtom atjeg skulle komme til atsynge i radioen

Vore4 børn erjo gift for længe siden

men omsommerennår ferien stunder til så kammer de jo hjem alle

både børn _og børnebørn

såerher liv _ogglade dage

ogvi har jo da ogsåmangeandre godevenner somvinyderatværesammenmed

Efterhånden har jeg sungetmange sangepåbånd for Svend Nielsen

viglæderosaltid til hans besøg

herudepå den jyske hede.

(Kristian Sørensen fortæller om Maren) Maren er også god til atsynge

oghun vil ogsågerne

Du sagdenoget førom-at-den måde hunsang på ja den måde hun syngerpå

den stemmehun har ogden dialekt hun har

det er ikke let for andreatsynge demomefter hende i densamme tone som hun kan_synge demi

ogderfor vil de heller aldrig blive sunget rigtigt

hvis ikke det er Maren der_synger dem

Summary

Maren Ole andHer Songs

Thiscannotbe cailed an article in the usual sense of the word. It isa transcription ofa thirty-minutetaperecording, asound-mosaic builtup aroundoneof themanypeople, also inmodemDenmark, whohavealiving and unquestioning relationshiptotraditional song.

This sound mosaic, which isone of Dansk Folkemindesamling's "specimen tapes", that is, tapes thattry togive ^aconcentratedpicture ofacertain subject It is meant tobeable

to stand alone, without the support of supplementary commentary, The tapeis intended

to describe the inteiplay between the singer, - the seventy-eight-year-old crofter's wife

MarenChristensen from Southern Jutland-, her environment, and thesongsshesings.

Wemeet Maren Christensen in various situations: alone with thecollector, or in inter- play with other visitors. One of thesongs was recorded in the cow shed at milking time,

but aside from that, the recordings are made in the kitchen which was the center of the home, orin the parlour.

We also meet her in various moods: occassionally jovial, but normally as a sober and matter-of-factnarrator.Therearealsoglimpses of bitter recollection which ripple the calm surface of her narration.

Inthis wayI seek to give an oveall impression of theperson Maren, aswell as Maren thesinger. At thesametime, she herself givesus-inher dialect, in what she saysand the wayshesaysit-,anidea of how she visualizes herownposition inoursociety, geographically, socially and historically.

Finally,wegetanimpressionof hersongsand thewayshe sings them. At the sametime she tells about the principal situations in which she used or usesthe songs.

To transfer from the spoken to the written word the numerous nuances in the speech and the language of the songs is of course vital if weare to catch the real meaning of what she says(orleaves unsaid.) This is difficult, often impossible, in faet, but I hope that the raeder canstill sense a partof it.

Thetapeisamosaic. Thismeans that it is composed ofmany littleexcerptsfrom various recordings made in the period 1964-1970, and patched togethertoform awhole.

During thisprocess I have done my best to betrue to the entireties from which these excerpts were taken, so that nothing was included if I thought there was a risk of the

contentchanging in isolationorina newcontext.Onthe otherhand, Ifind it positive that the mosaic form invitesassociations and_encouragesquestions aboutthe materialconcerned.

SvendNielsen; mag. art Dansk Folkemindesamling.