Maren Eskeldsdatter
Vestjyske adelsbønder i 16-1700
årene
AfOlga Pedersen
Iforåret 2012 gjorde gårdejerparret Karin og PederVad Theilesen, Hjortkjær, migopmærksom, på engravsten, der ligger i diget om Grimstrup
Kirke. Stenens indridsedeskrift ertildels udvi¬
sket, mender kan tydeligtlæses: » ... hviler i...
ren, saligMarr... Eskeldsdatter, Hincbel1766«.
Stenen havdeimangeår ligget iFuglsig Bæk, førden omkring1970varbleven anbragtpåsin
nuværendeplads i kirkediget. Den havde været årsag tilmangegisningeroggætterierpåegnen, og det historisk interesserede ægtepar bad om hjælp til opklaringen af, hvordenne sten stam¬
medefra, oghvorfor den imangeår havde ligget upåagtet i bækken, hvor den tilsyneladende bare
havdetjentsomtrædestenforvejfarende, der skul¬
le passere dennefor at komme fra Hjortkjær i GrimstrupSogn til Slebsager iFåborg Sogn.
fegharprøvet atopklare MarenEskeldsdatters
historie oggrunden til, athunoverhovedet fiken gravsten, hvilket absolut var usædvanligt for bondeslægter i 1766.
Gravstenen
Utydeligtkan manlæseordene » ... hviler i
... ren,salig Marr ...Eskeldsdatter, Hincbel
1766« ognederstpåstenenser man sporaf
etindhugget timeglas.
Jeg er ikke i tvivl om, at der står: »Her
hviler i Herren, Maren Eskeldsdatter, Hincbel, 1766«. Men hvem var Maren, hvis
Stenen medindskriften: »Hviler i Herrensalig Maren
Eskeldsdatter. Hinkbøl 1766«. Nederstpå stenen ses sporaf timeglasset. Foto forfatteren.
Maren Eskeldsdatter
gravsten var at finde langt uden for kirke¬
gårdenoghenkastet i Fuglsig Bæk?
Var det en ung pige, der var kommet i ulykke, havde født i dølgsmål og derefter
kastet sig selv og barnet i bækken og var druknet, og som ved denne handling, der gjorde hende til både morder og selvmor¬
der, havdeformentsig adgang til den indvi¬
edejordpåGrimstrup Kirkegård?
Hvemvar i givet fald faderen til barnet?
Havde hunmåske hafttjenestepå herregår¬
den Endrupholm, og havde måttet »tjene«
herremanden eller hansridefoged med sin krop,så detvar en af dem, dervarfaderen?
Eller var det en tilfældig tjenestekarl, der
ved samværet med hende havde overtrådt
pietismens strenge regleromseksuel afhol¬
denhed før brylluppet, og som nu ikke
kunne få enfæstegård, ogaltså ikke kunne forsørge kone ogbarn,ogderfor havde for¬
nægtetforholdet?
Hendes slægtninge havde måske nægtet hende adgang til hjemmet, enlige mødre
varikke i høj kurs på de tider,ogden ulyk¬
kelige pige havde så ikke kunnet se anden udvej end at drukne sig i Fuglsig Bæk.
Senere havdefamilienfåetdårlig samvittig¬
hed over svigtet, og havde derfor rejst en sten for hende.
En anden teori var den, at Maren, på grund afathun havde begået selvmord og barnemord, simpelthenvar blevet begravet
her ude i engen, ogfamilienhavde så, som
en slags bod, sat en sten over hende her.
Stenen var så ad åre faldet ud i bækken.
Denne historie kunne nok trække tårer frem i mangesøjne. Gisningernevar mange ogmangeartede.
At der måtte være en forbindelse til
MarenoggårdeniHinkbøl,kunne derikke
være tvivl om, men hvilken? Var Maren måske slet ikke en ulykkeligungpige, men derimoden gammel kone, dertræt af dage
vargået i vandet, måske havde derværet et
dårligt forhold til ensvigerdatterpå gården
iHinkbøl, og Maren har ikke haft lyst tilat
levelængere.
GårdejerKristian Schmidt,Hinkbølgård,
kunne fra sin barndom huske, at stenen
fungerede som trædesten for præsten, der
boede på »Raunsøgård« og skulle passere
bækken på sin vej fra Raunsø til Fåborg
Kirke, der en tid var samme pastorat som VesterNykirke.
Men gisningerne forstummede ikke.
Hvorforgikpræstenden vej, hvorstenenlå?
Bad han en bøn for Maren, når han trådte på hendesnavn?
Stenen som trædesten mistede sinbetyd¬
ning, da der lidtvest for stedet blev bygget
en bro over bækken, hvor stenen lå, Kirke¬
broen og den nyanlagte vej, Kirkebrovej
førte nu trafikkenoverbækken.
Forbindelsen tilgården i Hinkbøl
På stenen står Maren Eskeldsdatter, Hinkbøl. Altså måtte der være en forbin¬
delse til dette sted, hvilket ingen kunne
væreitvivlom, men hvilken?
Kristian Schmidt, der var født i 1893 i
Hjortkjær, blev i 1918 gift med datteren på gården Hinkbølvej 2, ogblev derved gård¬
ejer. Han visteentid interesse forstenenog dens historie. Egentlig overvejede han atfå
denflyttet hjem tilgården, hvortil Maren jo
måtte have levet. Dette fik han dog aldrig gjort alvoraf, måske på grund af, at en vis frygtvar forbundet med den mystiske sten.
MarenEskeldsdatter
Stenenerplaceret i diget tilvenstreved indgangen tili
Hvorfor lå den i bækken langt fra kirken?
Myterne oggætterierneomkring Maren og hendes gravsten fortsatte med uformind¬
sketstyrke.
Ejeren af den nærliggende gård »Ege- gård«, Anton Egoggårdejer Niels Thomsen
blev på et tidspunkt nysgerrige efter at se steneni sinhelhed, hvem ved,måskevarder ligefrem runer på dens bagside, ogde hev
den oppå brinken, hvor den så lå til forun¬
dring oggætterieromkringMarenEskelds¬
datter.
kegården. Foto forfatteren.
IKirkegårdsdiget
Islutningen af 1960'erne besluttede menig¬
hedsrådet for Grimstrup Sogn at kirke¬
gårdsdiget trængte til en renovering og skulle heltsættes om. Dadette blev kendt i sognet, fik Kristian Schmidt,Hinkbøl, den tanke, at Marens sten skulle hentes fra sin plads iengenved Fuglsig Bækoganbringes
i det nye dige. Han allierede sig med Ib Jensen »Gesthedegård«, samt Ivan Erbou på »Egegård«og sammenfik destenenflyt¬
tetfra pladsen ved Fuglsig Bæk til det nye
dige ved Grimstrup Kirke, hvor den ligger i dag, måske lidtmalplaceret i diget, ogikke på selve kirkegården. Måske burde den
have væretrejst op ogikke anbragt liggen¬
de, hvorved den allerede slidte inskription
bliver udsat for vejr og vind og eroderer yderligere. Den er trods alle gisninger et
vidnesbyrdom,atder iGrimstrup i1700åre-
ne har levet personer, der følte sig som og
som nedstammede fra middelalderens
»bondeadel«.
MenhvemvarMaren?
Teorienomdenfattige pige kanmanstraks
forlade. Ingen selvmordersker i l700årene
ville have fået en sten sat over sin grav.
Ingen selvmordersker ville blive begravet i
engen. Selvmord blev ligestillet med mord,
og var altså en forbrydelse, og opfattelsen
var den, at den indviedejord på kirkegår¬
den var forbeholdt »ærlige sjæle«. Desuden
vardeten almindelig mening, derstamme¬
de fra middelalderlig opfattelse, at ethvert
liv, fra Gudfårtildeltsåogsåmangeår.Blev
disse afkortede vedselvmord, havde sjælen ingen ro før »denrigtige tid« til døden var inde.
Hvisensådan afdød blevbegravetpå kir¬
kegården, kunne selvmorderens hvileløse sjæl, let finde vej herfra og»hjem« til gård eller hus, hvor familien så blevhjemsøgt af den.
Selvmordere blev derfor begravet umiddel¬
bart uden forkirkegårdsdiget, hvorframan fandt, at det var sværere for dem at finde
vej.
Senere blev der mildnet på denne regel,
og en selvmorder kunne begravespå kirke¬
gården mod, at man bar kisten ind over diget,ogikkegennemkirkegårdslågen, idet
manskønnede, atdet ville værevanskelige¬
reforsjælen atskulle kravle overdiget,end gå den kendte vejgennem kirkegårdslågen.
Detkunne naturligvisvære en sikker for¬
anstaltningatplacere en sådan falden sjæl langt fra menneskebolig, hvilke jo kunne
tale for teorien omkring engbegravelsen.
Detvilleværesværtfor dendødeatfindevej hjem herfra. Men sikkert er det, at ingen
omend noksåfrafalden, villefåengravsten
sat over sig, og at ingen ville risikere at
møde etgespenstpå de grønne enge langs
vandløbet. Detvarforbundet med ubeskri¬
velig rædsel at begraves på denne måde,
hvor dendødevarheltidjævelens vold.
Denne teori kan man roligt forlade.
Endvidere er det en kendsgerning, at der
ikke blev sat sten over almindelige menne¬
skers grave i l700årene. Altsåerdetsikkert
atMaren ikke hartilhørt samfundets laveste klasse.
Gravminder
Adelen havde i middelalderen oparbejdet
en vis tradition for at sætte store mindes¬
mærker for deres afdøde. Adelspersoner
blev helstbegravede inde i kirkernes gulve,
her var man Gud nærmere, og i dag ser
man deres store ligsten ligge i midtergan¬
gene.
Alleredei 1600talletvarkongen dog nødt
til at forbyde denne skik, da de store sten, der ofte var opretstående og omfangsrige,
oghelst skullestå ud for den plads, hvor den
afdøde var bleven begravet, i flere tilfælde fyldte så meget, at de blev svært atbevæge sigrundt.Detblev derforpåbudt, at stenene blevanbragt i gulvhøjde, så der kunne gås
hen over dem. En af begrundelserne for
Maren Eskeldsdatter
forbuddet var at endvidere: »andre kunne
tage eksempel herafog til skade ogfordærv ind¬
lade sig på lignende bekostninger. Enhver bør derforskikkesig, somderesstand fordrer,.«
At detvarpå tideatfår standset trafikken
ses deraf, atbondeadelen i enkelte tilfælde
begyndteatbegrave repræsentanterherfor,
eller andre betydningsfulde personer i kir¬
kegulvene,somf. eksherredsskriver Anders Gregersen i Bolding, der har ligget i Aastrup Kirke,lige foran altret siden begyndelsen af
1700årene. Han var herredsskriver og har
derfor tilhørt en selvstændig selvejerslægt,
derdog i hans tid har væretnødsaget til at
tagetil takke med enfæstegård under god¬
setEndrupholm.
Kirkegården
Alle andrebegravedes uden for kirken.Her
varikke tale om ligsten eller anden marke¬
ring afgraven, før det langt hen i 1800åre-
ne,blevalmindeligtatmanpå landsbykirke¬
gårde bemærkede, hvor en grav med et familiemedlem fandtes. Men over Maren blev rejst en sten i 1766. Man kan ikke for¬
mode, at hun blev begravet inde i kirken, GrimstrupKirke. Foto forfatteren.
MarenEskeldsdatter
men atselvhævdelsen, som betegnede bon¬
deadelenerholdt i hævdiGrimstrup.
Altså formodervi, atMaren ikkevarselv¬
morder, men hvad var hun så? Det er en
kendsgerning, at stenen lå i engen ogbæk¬
ken i fleregenerationer. Deterikke bevist,
hvornårdenerfjernet fra Grimstrup Kirke¬
gård oglagt i bækken som trædesten langt
fra kirke ogkirkegård. Deter enmeget stor sten,som man ikkesådanligetagermed sig.
Detmå have kostetet stortarbejdeatfragte
denhertil.Altsåerdetrimeligtat antage, at det er præsten, der har påbudt dette for
ikkeatfå våde fødder, nårhan skød genvej
overengen.
Bondeadelen
GrevensFejde, dertogsin begyndelse i 1534
er vel at betegne som en religiøs strid.
Ærkebispesædeti Malmøpå bød bystyretat udvise de lutherske prædikanter, hvilket
afstedkomstoreprotester.Grev Kristoffer af Oldenburg,dersom enafoprørernekom til
at give navn til Grevens Fejde, mødte i juli
repræsentanterfra den fynske ogjyske adel
i Ry ved Silkeborg, hvor adelen tvang de jyske bisper tilatpegepå lutheraneren her¬
tugChristian somkongsemne.
Imidlertid samlede vendelboen skipper
Clement i
Ålborg,
bønderne til et oprør,som efter forskellige sammenstød, endte
medat: »Clementsstyrker i Aalborg indtog byen
den 18. december. Aalborg blev plyndret, mange oprørerehenrettet ellerfik, hvisdevarselvejerbøn¬
der,somhalsløsningfratagetderes ejendom, mens
fæstebøndermaattebetaleenstorbod.« Clement
selv blev henrettet på Viborg Landsting i september 1536.
Det blev den enkelte bondes egen opgave
at tilbagebevise, athan havde deltageti fej¬
den. Kunnehan ikke det,varhansgård nu
kongens ejendom. En del bønder fra Ribe
Amtdeltog i oprøret, og blev underlagt de
samme regler. Afstå sine besiddelser eller
beviseathan ikke havdedeltagetioprøret.
Selvejerne var nu kun få, men Marens
forfædrevar blandt dem. Der varstor præ¬
stige forbundet med at være selvejer. Man føltesig hævet langtoverfæstebønderne,og
betragtede sig selv som værende næsten
adelige. Derfor betegnelsen Bondeadel.
Selvejerbønder i Grisbæk
Marens slægt tilhørte altså bondeadelen,
selvbevidste selvejerbønder, fra Grisbæk i Vejrup Sogn, hvor de havde siddet på de
storegårde i mangegenerationer.
Imiddelalderenvar enejer afenselvejer¬
gårdikke, som detsenere blev tilfældet,en
ejendom, som ejeren frit kunne råde over,
alene kunnesælge, udstykke ellerpantsætte den,ogi det hele drive den efterforgodtbe¬
findende. En selvejergård var at betegne
som en slægtsgård, hvilket vil sige, at den ejedes af slægten. Den ældste søn overtog
somregelgårdenefter forældrene,mensde øvrige søskende, i kraft af deres arvepart,
varmedejere, oggården kunne ikke sælges
udenderessamtykke. Den enkelte partsejer
kunne ligeledes kun sælge sin gårdspart,
hvis de øvrige ejere først var blevet den til¬
budt. Besidderen afgården søgte naturlig¬
vis ofte atkøbeen del af disse anparter, så
han blevejer afen større partafgården.
De afsønnerne, der ikke kunne overtage
slægtsgården, søgte ofte andre erhverv, så¬
somhandel og håndværk,men gik i mange tilfælde ind under fæstevilkår, og søgte at
Maren Eskeldsdatter
overtage fæstegårde, der lå så afsides, at de
ikke havde hoveriforpligtelser, eller som i
mange tilfældesom følge af Grevens Fejde,
var ejet afKronen, ogdermed udlagt som underhold forrytteriet, den tids militær.De
varfriforhoveriarbejde,menhavdei stedet forpligtelsetilatunderholdeenryttersoldat
med familie.
De følte sig ikke som hovbønder og reg¬
nedes, i kraft afat de havde en andel i en
selvejergård, heller ikke som sådanne, de
blev også af myndigheder behandlet som selvejere. Derfor fik de stillingerne som f.
eks. herredsfogeder eller sandemænd.
Sandemænd var efter Valdemar Sejrs Jyske
Lov af 1241, en slags faste nævninge, der spillede en stor rolle i datiden. Grumme¬
slægten har flere repræsentanteraf slagsen
sandemand ogherredsfoged.
Dervarotte sandemændi hvertjysk her¬
red. De udnævntes på livstid af kongen,
eller som for Gørding Herreds vedkom¬
mende, af lensmanden på Riberhus Slot.
Forderesulejlighed fik de V'i mark rede sølv,
som skulle udredes af den person, somved
rettens hjælp, krævede sandemandsed til afgørelse i et stridspørgsmål. For at blive
udnævnt til sandemand, skulle man være
selvejerog manskullevære enansetoguaf¬
hængig mand.
En gårds »herligheder« d.v.s. heder,
moserogkær, tilhørte kronen. Således også
for Grisbækgården. Disse herligheder, der
varfritaget for afgifter og kgl. skatter, blev
efter enevældensophørsomoftestovertaget af de lokale herremænd. Egnens gårde
havde >>fraArrilds tid« haft brugsretten over dem. Dette benyttede mange herremænd sig af, og forlangte erstatninger for det.
Bønderne kunne sjældent betale denne erstatning, de blev derfor nødt til at sælge
deres gårde til herregården ogblive fæste¬
bønder.
Grisbækgården var selvejergård indtil omkring 1688, hvor Niels Nielsen på Endrupholm overtog den som fæstegård,
hvilket dog ikke betød, at slægten mistede
sin anseelse på egnen. Grisbækgårdens
besiddere tilhørte »bondeadelen«, de havde røddertilbage til Grummeslægten, det var
ansete folk, der sjældent blandede sig med
fæstebønder og endnu sjældnere lod deres døtre gifte sig medsønnerfrafæstegårde.
Grumme-slægten fra Ildsted i Gørding Sogn
I den lille landsby Ildsted i Gørding Sogn
levede ogboede i middelalderen den magt¬
fuldeselvejerslægt Grumme.
I denne slægt kan findes præster, her¬
redsfogeder og sandemænd. Præsten
Morten Poulsen Grum i Aastrup ogVester Starup stammede fra Ildsted ogden magt¬
fulde Ildstedgård.
Navnet Grumme kan spores helt tilbage
til tidlig middelalder og er frem i 16-1700
årene kendtpåegnen, ogdeterderfor rele¬
vant atantage atden Jørgen Pedersen, der ejede den ene halvgård i Grisbæk iVejrup Sogn, ogafNiels Madsen i Molvad den 15.
juli 1622 fik skøde på den anden halvgård her, var gift med en datter fra Ildsted, og derfordøbte én af sine sønnermednavnet Grumme. Af andre børn nævnes Søren, Peder, Thomas, Jens og mindst én datter
Karen, der blev gift med Frands Hansen i
Darum. Sønnen, Grumme Jørgensen,
fæster på en krongård i Tvile i Aastrup
Marf.n Eskeldsdatter
Marf.n Eskeldsdatter
Sogn og gift med Mette Mortensen fra
VesterStarup.
Jørgen Pedersen døde ret ung, og hans
enke, Sidsel, giftede sig anden gang med
Eskild Sørensen, og tilskødede ham den
enehalvgård. Den anden halvgård ejedes af JørgenPedersens arvinger,Grumme Jørgen¬
sen for sin egen og to afdøde brødres ved¬
kommende, ogsøsteren Maren,dervargift
med Søren Madsen iJerne. 11653 afstodde
deresandeleidennegårdsdeltilEskild, der
blev en magtfuld gårdmand med et stort
jordtilliggende.
1666 overtog sønnen Jens Eskildsen Grisbækgården. Han overlod straks ved brylluppet en halvdel til sin fæstemø, der
vardatter af EskeThygesen i Vejrup. Denne forlangte atfåettingsvidnepå,at hansdat¬
ternu vargårdejer,entitel, der kun tilegne¬
desenselvejer.
Deres sønEskildJensen overtoggården i slutningen af 1600årene. Eskild døde, kun
47 år gammel i 1710, samme år som den
næste i arvefølgen Eskild Eskildsen blev
født. At derstadigvækvar stil over slægten
viserbl.a. at herredsskriver Anders Greger¬
sen fra Bolding i Aastrup Sogn, holdt bar¬
netoverdåben.
Eskild Eskildsen giftede sig med Lene
Sørensdatter og sammen fik de fire børn,
hvoraf Maren Eskeldsdatter er den ældste.
Født i Grisbæk iVejrupSogn den 3. oktober
1734.
Jyllerup i
Årre
SognFamilien flyttede omkring 1738 til Eskærsdalsvej 7 iJyllerup i
Årre
Sogn. Deter uklart hvorfor fæstegården i Grisbæk
blev forladt, men en antagelse er, at den
dygtige ogvelhavende fæster, derved fiken bedre gård. Eskild Eskildsens hustru Lene
Sørensdatter døde iJyllerup i 1792, 86 år gammel, ogEskild døde, ligeledes i Jyllerup
i 1800, 90 årgammel.
Maren Eskeldsdatter afJyllerup giftede sig 27.3.1760 med Jens Christensen af Hinkbøl i Grimstrup Sogn. Hendes slægt
har kastetglans overHinkbøl,måske erdet grunden til,at der rejstesen stenoverhen¬
de på Grimstrup Kirkegård, hvor stenen
oprindeligmå have stået, sikkert i det nord¬
vestlige hjørne, fordervedatmarkere ihvil¬
ken retning, den afdøde havde sit hjem.
Bondeadelens spor fornægtede sig ikke,
måske faderen i Jyllerup har forlangt og betalt for den store stens rejsning.
Ægteparret, Maren ogJens fik 1761 en datter Anne. I 1763 en sønEskild ogi 1765
endnu en datter, som kom død til verden.
Endødfødt kunne ikkedøbes,menpræsten har hergjortenundtagelse ogskrev ikirke¬
bogen at: »Gud vil ikke at nogen af disse små
skalfortabes.« Han har sikkert fraveget reg¬
lerne i dette tilfælde, måske ihukommende den gamle slægt, og bestemmelsen fra
Landemodet i Odense i 1586,hvori de lød:
»nårnavnløsebørn, som ikke blive døbte, skulle begraves, da skal Pastores lade dem ligge i kirke- gaardenogikke i kaalhaven.«
Maren Eskildsdatter, Jens Christensens
hustru i Hinkbøl i Grimstrup Sogn, døde
december 1765, 31 år gammel og blev begravet 4. søndag i advent. Enstenblevsat
over hendes grav.
Senere er den blevet kasseret og på én
eller anden måde slæbt ud i engen ved Fuglsig Bæk, hvor den har tjentsom træde¬
sten for præsten, når han gik fra det ene
Maren Eskeldsdattkr
sogn til det andet. Måske har han bedt en bøn forMaren engang imellem, inden han
harsattræskoen på hendes navn.
Hvem der har slæbt stenen ud i engen bliver nok aldrig opklaret, men at Maren
tilhørte den vestjyske bondeadel og derfor
fikensten på singrav, erhermed opklaret.
Kilder:
Borberg,Laurits Ploug: Familien Borberg.Skive1956.
Grimstrup Sogns kirkebog Vejrup Sogns kirkebog ÅrreSogns kirkebog.
OlufNielsen: Gørding Herred.
Troels Lund:DagligliviNordenbd. XIII-XIV
RA 1944:s.169ff
Grimstrup Lokalarkiv
Viborg Landsarkiv: Endrupholms godsarkiv mikrofilm
53753.
Olga Pedersen, Vestergade 6, Holsted.Født1935,
Lokalhistoriker. Harudgivetenlang række artik¬
ler,f.eks. i FRA. TrebøgeromAastrup Sogn og
Slægtsbøger overSchlosserslægten ogRosendahl- slægten,Esbjerg
