Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Når man tror på tvivlen
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Ud & Se J U N I 2 0 0 7 32
HVAD SKAL MAN DOG TRO? Svarene på, hvor vi kommer fra, meningen med, at vi er her, og hvor vi skal hen, hvis nogen steder, findes i utallige varianter. Fælles for alle trosretninger, uanset hvor modsatrettede de synes at være, og hvor mange krige der bliver udkæmpet på troens slagmarker, er, at man ved en bestemt opførsel her på Jorden kan gøre sig fortjent til noget bedre efter døden.
Og dermed kan religion noget særligt, nemlig at trøste, dulme og tage luften ud af menneskets frygt for at dø. I Danmark er størstedelen af os, cirka 83 procent, medlem af Folkekirken, en institution, der så dagens lys efter reformationen i 1536. Dengang sagde vi som nation farvel til katolicismen og gennemførte en national tvangsomvendelse til den evangelisk-lutherske kirke. De seneste årtier er nye trosretninger kommet til, men stærkest står stadig verdensreligionernes The Big Five, kristendom, islam, jødedom, hinduisme og buddhisme. I Danmark er muslimerne, med
DE E NDT N
F O T O T E R R I T O R I U M T E K S T J E N S V I L S T R U P
cirka 200.000 mennesker, den suverænt største ikke-kristne gruppe. Derefter følger buddhisme med cirka 20.000, hinduisme med cirka 12.000 og jødedommen med cirka 7.000. Religion er en privatsag i Danmark. Derfor findes der ikke eksakte tal på, hvor mange og hvem, der konverterer.
Men antallet af danskere, der er konverteret til islam skønnes at være cirka 5.000, hvoraf de fleste er kvinder. Omvendt vurderer eksperter, at et sted mellem 1.500 og 2.000 er konverteret til kristendommen, hovedsageligt fra islam. De senere år har især buddhismen vundet nye sjæle, et sted mellem 2.000-3.000 danskere har taget rituel tilflugt i buddhismen, mens mange flere bekender sig til troen. Gruppen af hinduer i Danmark udgøres fortrinsvis af indere og tamilere.
Og kun få, måske fem om året, konverterer til jødedommen.
N EN OMV
Ud & Se J U N I 2 0 0 7 34
DEN ER GAL med koblingen. Som en stor, gigtplaget patient kæmper Olaf Høyers gamle varevogn sig frem på de smalle og øde lollandske landeveje. I Horslunde kan den knapt nok meget mere og først efter, at mekanikeren hos Ankers Auto over en hyggelig snak har skruet lidt i vognens motor, formår bilen at hoste videre til Nybølle Strand. Herude på det yderste Lolland, ved Danmarks version af verdens ende, bor den 58-årige buschauffør og buddhist Olaf Høyer. Der er langt til nærme- ste nabo, vinden har godt fat i det flade landskab, og for en storbybo virker stedet næsten ubærligt isoleret. Men den øde beliggenhed er i stærk kombination med Lollands lave huspriser en perfekt geografisk cocktail for Olaf Høyer, der har valgt stedet som udgangspunkt for sin livslange dedikation til den tibetanske buddhisme, den retning, der herhjemme kaldes Karma Kadjy-skolen. På postkassen står der både Olaf Høyer og Lama Tendar – dét navn, Olaf Høyer bar, da han fra 1984 og frem til år 2000 levede som buddhistisk munk. Forskellige navne har den tidligere hippie haft mange af i sit snart 60-årige liv. Da han boede på Christiania hed han fx Fakiren, og da han arbejdede som kranfører på B&W blev han kaldt Tjavs på grund af sit lange hår. Men for sine buschaufførkolleger i Storstrøms Trafikselskab, for naboerne, og for mekanikerne i Horslunde er han dog først og fremmest bare Olaf. Med et smil på læben, der hele tiden venter på muligheden for at blive til et grin, gør han sig barfodet i entreen, byder indenfor i huset, laver kaffe og tænder sig – endnu – en smøg. Han bruger kun stueeta- gen i huset, og ud over en traditionel indrettet stue og køkken er der
oprullede yogamåtter, et buddhistisk alter og rundt om på væggene hænger portrætter af nogle af hans store tibetanske læremestre. For buddhister, de skal i god gammeldags mesterlære. Ellers har man ikke en jordisk chance for at få den der bundfældende forståelse af, hvad buddhismen rummer. Buddhistiske skrifter, bøger og budskaber findes der i bunkevis, men ordene, sætningerne og sammenhængen i dem vil for mange ikke komme frem af sig selv uden den rette brugsanvisning.
Da Olaf Høyer som 19-årig gav sig til at studere og læse om alle de store verdensreligioner, deriblandt buddhismen, kunne han da heller ikke ud fra teksterne alene få fat i den store mening. Men måske har han allerede fra barnsben været ’konfigureret’, om ikke til at tro, så til at tvivle.
– Jeg er ud af en religiøs familie, selvom mine forældre gjorde oprør mod den indre missionske baggrund, de begge kom fra. Men de var re- ligiøse alligevel, og som barn var det en selvfølgelighed for mig at bede til Gud. Da jeg så blev teenager, syntes jeg, at det var noget forbandet sludder og vrøvl alt sammen. Og så blev jeg en dedikeret ateist. Men jeg var også hippie, og som sådan fandt jeg ud af, at det der med Gud kunne betyde noget på en helt anden måde, end jeg var vant til. Så da jeg var 19 år, tog jeg fat i alle verdensreligionerne og læste om dem alle sammen for at se, hvad der gav mening. Og dengang læste jeg de første buddhistiske sutraer, men de gav mig ikke rigtigt noget.
Hvad fik dig til at opleve begrebet Gud på en ny måde?
– Lsd. Der er mange, der har oplevet, at et trip vækkede en åndelig
Når man
tror på tvivlen
I 1977 blev Olaf Høyer buddhist. Efter 16 år som munk, har han smidt den tibetanske kjortel og er flyttet til det yderste Lolland, hvor han er buschauffør. Men selvom man ikke lige kan se det, er Olaf Høyer, eller Lama Tendar, som han også kaldes, stadig buddhist med hud, hår og hjerte
Ud & Se J U N I 2 0 0 7 36
interesse i dem. Men der er også mange, som lsd ikke har hjulpet i den retning, men som har haft dårlige trips. Der var en fyr, dengang i 1960erne, der hed Provo-Knud, han tog alt for meget af det og blev rablende skør. Der var også en, der hed Profet-Olsen. Det var sådan nogle typer, jeg omgikkes. Det var Profet-Olsen og folkene omkring ham, der gjorde mig interesseret i det åndelige. Han introducerede mig for begrebet ’ishvara’, som betyder ’det, der er guddommeligt i dig selv’. Der er en radikal forskel på den indiske tilgang til tingene og den kristne. Det er sådan set kættersk, hvis man som kristen mener, at der er noget guddommeligt i én selv. Men jeg syntes ’ishvara’ var så fantastisk, at jeg tog det til mig. I høj grad på grund af lsd. Når jeg tog det, oplevede jeg, at egoet nærmest smeltede væk, og når trippet så var overstået, så kom det hele tilbage, som det var før. Hele egosyste- met. Og jeg tænkte ’hvad er det her? Jeg tager det her kemikalie og så kan jeg være fri fra egoet’.
Er det ikke snyd at skulle tage et kemikalie for at få den følelse?
– Jo, det er jo ikke holdbart. Og jeg holdt også op med at tage det allerede i 1970. Efter en ud-af-kroppen-oplevelse, som jeg ikke havde spor kontrol over. Min sjæl, eller mit sind, eller hvad man skal kalde det, gik ud af min krop. Jeg sad oppe i loftet og kiggede ned på mit eget hoved. Det var meget ubehageligt. Jeg var ikke bange, men jeg tænkte ’jeg har behov for at udvikle det her, få kontrol over det’. Jeg ville finde kontakten, så jeg selv kunne tænde og slukke for den. Og jeg var sådan, at jeg sgu nok selv skulle bestemme mine egne regler.
Og derfor, i 1968, som 20-årig, besluttede jeg, at jeg ikke ville have
Jeg sad oppe i loftet og
kiggede ned på mit eget hoved.
Det var meget
ubehageligt.
en karriere i det her samfund. Jeg ville have et godt liv, men jeg ville ikke have en karriere og blive til et plasticmenneske. Den beslutning har nok været ret afgørende i mit liv. Min første guru, det var nok Jimi Hendrix, som sagde ’it’s all in your mind’. Så med den indstilling, jeg havde til tingene dengang, er det vel ret logisk, at jeg blev buddhist.
For buddhismen handler jo om sindet.
Som at søge på Google
Buddhist for alvor, det blev Olaf Høyer i 1977. Efter at have været hip- pie i sydmarokko og Indien, været boligaktivist og ’grundlovsforfatter’
i den saneringsmodne, tomme ejendom ’Republikken Sofiegården’ på Christianshavn i København, efter at have læst et par år på universite- tet og droppet ud og efter at have haft et utal af job, levede Olaf Høyer dengang af at være taxachauffør, og han boede i et lille kolonihavehus på Amager. Og så en dag spurgte Olafs gode ven Helge, om han ikke ville med ud og se den tibetanske lama Kalu Rinpotje holde et foredrag i det buddhistiske center på Svanemøllevej i Hellerup i København.
– Som sagt, så gør skrifter det ikke i sig selv. Man skal møde en mester, en lama, og når man møder den rigtige, så sker der noget. Det er det, vi kalder transmission. Man får ren energi fra lamaen, og trans- missionen består, til dels, i at man får den inspiration, som Buddha fik, da han blev oplyst. Ligesom højspændingsmaster går Buddhas inspira- tion gennem tiderne og frem til de mestre, der er i dag. Lamaen er som en krog, og eleven er som en ring. Er eleven åben, kan lamaen få fat i vedkommende. Den aften på Svanemøllevej tog jeg dog kun med for at se giraffen, og jeg tog det hele med et gran salt. På det her tidspunkt havde jeg nærmest lavet min egen religion. Jeg var meget begejstret for Jesus, for kærligheden og medfølelsen, men kirken som sådan gav jeg ikke noget for, og jeg syntes, at de kristne var nogle tåber. Jeg var for radikal dengang, siger Olaf Høyer.
– Men jeg kom så ind og fik sat mig over for lamaen. Foredraget han holdt, var på tibetansk og blev oversat, og det gav mig derfor tid til at formulere nogle spørgsmål omkring det, der blev sagt. Og i samme øjeblik som jeg havde formuleret spørgsmålene, dukkede svarene op i mit sind. Hver gang. Det var ligesom at søge på Google. Jeg var fuldstændig overrasket. Og jeg kiggede på lamaen, når jeg fik et svar, og han sad bare og kiggede på mig og smilede. Foredraget varede nok halvanden til to timer og i løbet af den tid, blev alting vendt op og ned for mig. Han skulle være min mester, tænkte jeg. Og så tog jeg tilflugt.
Kalu Rinpotje spurgte, om jeg ønskede at tage tilflugt, og det bekræfte- de jeg. I tre omgange svarede jeg, at jeg tog tilflugt i Buddha, Dharma og Sangha. Og så blev der klippet en lille smule hår som symbol på, at Buddha klippede sit hår, da han forlod paladset for at blive asket. Så var jeg buddhist.
Hvad sagde dine forældre til, at du blev buddhist?
– De blev glade, for de kunne se at det forandrede mig, selvom min far aldrig helt forstod det. Men indtil da var jeg en eksistentiel despe- rado. Og da jeg så blev buddhist og ikke engang belemrede dem med det, kunne de se, at der var sket en afklaring, som de vist var vældigt tilfredse med, fortæller Olaf Høyer, der ikke bryder sig om udtrykket
’omvendelse’.
– Psykologisk betyder udtrykket, at man omvender sig ’på trods af tvivl’. Det er det, der ofte er problemet med tro: Tro eksisterer som regel på trods af tvivl. Tvivlen bliver nedgjort, men lever så bare videre i underbevidstheden. Det er jo det, der plager den traditionelle kristne.
Abrahams religioner – jødedom, kristendom og islam – de er eksisten- tielle religioner. De har monopol på sandheden. Nogle af mine muslim- ske kolleger inden for busfaget fortæller om den kolossale gudsfrygt, de har. De er bange for Gud, mange af dem, bange for at blive straffet, bange for ikke at følge reglerne. For en buddhist er det noget, der bliver afgjort i karmabanken. I buddhismen er der ingen Gud, og den har ikke monopol på sandheden. Den er bare et forslag. Man kan sige, at buddhisme er en tvivlsretning, frem for en trosretning. En systematisk måde at tvivle på, siger Olaf Høyer, der pludselig finder en vase frem.
– Egoets illusion er kernen i buddhismen. Og den her vase er et godt eksempel på, hvad sindet er. Man kan hælde vand, syre, sukker, salt, hvad som helst ud af den og ned i den. Uanset hvad, så er sindet en be- holder for vores oplevelser. Men i modsætning til den her vase, er der ingen bund, ingen vægge og intet loft i sindet. Buddha søgte den ube- tingede glæde, og han spurgte: Hvad er glæde og hvad er lidelse? Hans konklusion er, at glæde og lidelse er noget, man oplever. Og oplevelser er noget, man har i sindet. Det afgørende er at slippe af med lidelsen og opnå en glæde, som ligger i sindet og er ubetinget af omstændig- hederne. Det er det, der gør buddhismen til en psykologisk religion.
Den er også et træningssystem. Med meditation som værktøj får vi en chance for at få indsigt, selvom der ikke er nogen garanti. Enten falder 10-øren, eller også gør den det ikke.
Den 10-øre, der faldt den aften i 1977, blev for Olaf Høyer en opspa- ring for livet. I årene efter sin tilflugt søgte han længere og længere ind i buddhismens beskyttelse. I en periode var han leder af det buddhistis- ke center på Svanemøllevej i Hellerup. Og i 1984 aflagde han løfte om at blive buddhistisk munk, hvilket han var frem til år 2000. Og medi- teret har han også i den grad gjort. Blandt andet var han i tre år og tre måneder i tilbagetrækning i et kloster i Frankrig. Han levede isoleret og mediterede 12 timer om dagen – hver dag.
– Jeg mistede både min kæreste og min mor relativt kort tid efter hinanden. Og så blev jeg munk. Jeg var munk i 16 år og gik klædt i munkegevandter i alle årene. Og dér skilte jeg mig ud, må man sige.
Det gik nu fint. Men selvom jeg sådan set stadigvæk lever som munk, blot uden løfterne, droppede jeg det, efter at jeg flyttede tilbage til
Ud & Se J U N I 2 0 0 7 38
Danmark. En buddhistisk munk lever enten som vagabond, som en slags hjemløs, der går fra sted til sted, eller også lever man i et kloster.
I Danmark har vi ikke noget kloster, og jeg kunne ikke se mig selv som hjemløs, ikke med vores klima. Man kan uden problemer gå fra at være munk til at være ikkemunk. Man skal bare give sine løfter tilbage. Det gjorde jeg så, siger Olaf Høyer.
Hvordan kunne du i så mange år lide de afsavn, det kræver – fx at leve i cølibat?
Det er ikke, fordi sex eller orgasme er usundt. Slet ikke. Men cølibatet skyldes, at man ikke skal opbygge tilknytning. At være munk er en
’ikketilknytningsproces’. I dharmaen, læren om buddhismen, er der det, der kaldes de fem sindsgifte. Uvidenhed er rodgiften, og så er der de fire andre, som er vrede, stolthed, begær og misundelse. Når de her fem følelser dominerer, så producerer de dårlig karma. At blive fri for
følelser, der kan dominere en, at gøre sig fuldstændig fri af tilknytnin- ger, det er den helt store vision.
Føler du dig ikke ensom nogle gange?
– Jo, men jeg kalder det ikke ensom, jeg kalder det enlighed. Der er mange gode ting i at være enlig. Men jo, man savner noget. I et ægte- skab fx vil man altid spejle sig i en anden person, og den spejling kan være umådelig værdifuld. Men mit liv er ikke uden kærlighed. Tværti- mod. Jeg har jo mine mestre. Du skulle prøve at blive velsignet – du ville falde bagover af den trykbølge af kærlighed, du bliver ramt af.
Har du fortrudt, at du var munk i alle de år?
– Jeg ville gerne have fortsat, men min karma er sådan, at jeg nu må stå på egne ben. Derfor sidder jeg lige nu i det her hus, hvor jeg blandt andet modtager privatelever. Jeg er ikke lærling mere, jeg er svend, og nu kæmper jeg for at blive mester.
