Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Larsen, A. C.; A. C. LArsen.
Titel | Title: Profeten Jesaja : oversat og forklaret for
Lægfolk
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Emil Bergmann, 1900 Fysiske størrelse | Physical extent: 279 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
^ c-
.J...
r * • r -
J .:•« > ': f .
*
'kj
W
XI
1. ±><
*
^:r■ v . • - • •
> s
- 5- ■“
J * *■>
_■*
-ir. j å t ‘"åjfe
*y rr
s
- ■ . • ■ • . .
v '.i--.C f
fv L
* ' J?- yfe-ff#; ;
• 6
f t
•n!
- «k'
'i; vL?
» 'V
./% ■iiy.-
y*
I
►i "
V*\.>.,-
.* -t
V , "
_ _ _ _ _ _ _ _ r . :
■ ■ ■ > ■ ‘
• V
lf4 v .
* ■^1 •*/S -•
■ V - •».'■•,. .S .
' 'L
.
'■ - A s ? '£j£L\
• , V • * * '.■ - • *
'•V ..iV<; ' ■.:. > . v ..^ 1 • l <
L ’ j * . +
. B . V :; 4 ^ 1
f- i k *Tk
i"
V . « " . ; . ' * *
i s s- -i• '
* : . ■■ -
-• . . : | C * :
- V
/•.
- *?
^ f *' •' '■- • '
, '. . 11 1
, V -*' '
X ^ '■■ .
■ ■ r^ y^ r'. •
X *•'-*, . x ; 1, / X o
t -
• ■ f '
'"»--i* • * r . i *
. ^
V-- ’v* « '* " ■ ■
V* 1 v - 7
k i ■ . ' , n ^ > r1 i . , ' ,■>- ■ '.?■»* !.
r - ? 1. ! - . . . - > ' « ■
,T.
;VN -<*
.v*.
y '< . + ' r *
-g$>
■•f
*f,v
*
?
% r«.;'
PROFETEN JESAJA
£ .
A. C. LARSEN
PROFETEN JESAJA
OVERSAT OG FORKLARET
LÆGFOLK
K JØ B E N H A V N
E M I L B E R G M A N N S F O R L A G
F R . B A G G E S B O G T R Y K K E R I
9
I
i
s! S
I
1
I I
D e r er Afsnit af det gamle Testamente, som kun have historisk og arkæologisk Interesse; der er andre Afsnit, som maa regnes med til Verdensliteraturens Perler, fordi de i den ædleste Form meddele Tanker, Syner og Skildringer, der ikke blot havde Betydning for den Tid, hvori de fremkom, men ogsaa have mægtet at gribe mangfoldige Hjerter i alle de følgende Slægter. Til disse Perler hører det Skrift, som bærer Profeten J e s a ja ’s Navn. Men mærkeligt nok! Mennesker, som vilde undse sig ved ikke at kende H o m er, S h a k s p e a r e og G o eth e, lade roligt dette Skrift ligge som Noget, der kun' ved
kommer Teologerne. Og spørger man om Grunden, svare de, at det ikke foreligger i en let læselig Over
sættelse, og at de ikke have Tid og Forkundskaber til ved Hjælp af lærde Fortolkninger at indhente de Op
lysninger, som ere nødvendige, for at Læsningen kan give Udbytte. Jeg har ved nærværende Arbejde efter Evne bestræbt mig for at raade Bod paa disse Vanskelig
heder, og just for ikke at afskrække Lægfolk har jeg med Flid gjort Anmærkningerne noget færre og kortere end
ved mine tidligere Behandlinger af det gamle Testamentes Bøger. Det har ikke været min Opgave at indvie Læserne i alle de lærde Forhandlinger, men kort og klart at meddele de Resultater, hvortil de have ført.
Den Kreds, som her i Landet interesserer sig for Sligt, er saa lille, at dette Arbejde kun har kunnet komme ud, fordi C a r ls b e r g f o n d e t dertil har givet sin Under
støttelse. Jeg bringer herved Fondets Direktion min bedste Tak, og jeg vil haabe, at Kredsen saa vel af Arbejderne som af de Interesserede maa vokse sig større, saa at ad Aare hele det gamle Testamente omsider kan foreligge oversat og forklaret for Lægfolk paa en Maade, der svarer til Videnskabens nuværende Standpunkt.
A. C. Larsen.
i
*
\
I N D L E D N I N G
O m Profeten Jesaja (hvilket Navn betyder „Jahve frelser") vide vi ikke med Sikkerhed Andet og Mere end, hvad der fremgaar af det Skrift, som bærer hans Navn.
Han var Søn af en os ubekendt Mand, Amos (jvfr. 1, 1.
2, 1. 13, 1. 20, 2); han boede i Jerusalem (jvfr. 7, 3. 22, 15. 37, 2. 21. 38, 1. 5. 39, 3), var gift og havde flere Børn (jvfr. 7, 3. 8, 3). Vi have ikke den fjerneste Anelse om, hvilken borgerlig Stilling han indtog, og hvoraf han levede; men af den Myndighed og Selvfølelse, hvormed han optraadte lige over for Kongen og Rigets højeste Embedsmænd, tør vi vist nok slutte, at han ikke selv beklædte nogen Embedsstilling.
* Han begyndte sin Virksomhed i det Aar (740 f. Kr.), da Kong Ussija døde (jvfr. 6, 1) og fortsatte den uafbrudt (jvfr. 1, 1) under Kongerne Jotam (740—36), Ahas (736—28) og Hiskija (728—699); men det er kun om Forholdet til de to sidste Konger, at vi vide Besked.
Under Ahas blev Juda’s Rige truet af et Forbund, der var sluttet mod det mellem Syriens Konge, Regin, og Israels Konge, Peka. For at undgaa Faren ansaa Ahas det for rigtigst at søge Hjælp hos Assyriens Konge. Denne Plan modsatte Jesaja sig paa det Bestemteste; det stod klart for ham, at Syrien og Israel ikke kunde være skæbne-
A. C. Larsen : Profeten Jesaja. f
svangre for Juda’s Rige, men at dette, naar det paakaldte Assyrien, udsatte sig for at miste sin Selvstændighed og komme ind under Assyriens Overherredømme (jvfr.. 7,
1—9, 6). Ahas vilde ikke opgive sin Politik, men Udfaldet viste, at Jesaja havde Ret; Juda’s Rige blev en assyrisk Vasalstat. Da Tiglat-Pilesar var død 727, vaagnede der hos de smaa Stater ved Middelhavet et Haab om, at de igen kunde vinde deres Frihed. Denne nationale Frihedsrus fandt ogsaa kraftig Genklang i Juda’s Rige, hvor de ledende Statsmænd navnlig ventede, at de kunde naa Uafhængighed ved Ægyptens Bistand; men de fandt en ihærdig Modstander i Jesaja, der nu helt havde skiftet Politik. Lige som han før havde advaret mod at faa Assyrerne ind i Landet, saaledes ivrede han nu mod ethvert Forsøg paa ved Krig at drage dem ud af det.
Han bebudede Samaria’s Fald (Kap. 28) og forudsagde, at det ikke vilde gaa Juda’s Rige et Haar bedre. (Kap. 29—32).
Kong Hiskija, som for øvrigt, i Modsætning til Ahas, stillede sig i et venligt Forhold til Jesaja, fordristede sig alligevel til at falde fra. Dette medførte, at Landet blev oversvømmet af Assyrerne (Aar 701), og at deres Konge, Sanherib, truede Jerusalem selv med Undergang. 1 denne Vaande trøstede Jesaja Kongen og Folket med Budskabet om, at Jahve vilde skride ind og redde Staden. Saaledes skete det i Virkeligheden ogsaa; Sanherib maatte drage bort uden at have bemægtiget sig Jerusalem (Kap. 36—37).
Efter denne Begivenhed forsvinder Jesaja ud af Historien;
vi vide Intet om Profetens senere Skæbne. Et uhjemlet Sagn fortæller, at han under Kong Manasse led Martyr
døden, idet han blev gennemsavet i et hult Træ, hvori han havde søgt Tilflugt (smign. Hebr. 11, 37).
Den Modsigelse, som jeg ovenfor har paapeget i Jesaja’s politiske Holdning, er imidlertid, Alt vel overvejet, kun tilsyneladende. Sagen var, at hos ham Politik paa det Nøjeste gik Haand i Haand med Religion. Det Mod-
sigelserne ophævende Enhedspunkt var, at han vilde, at Juda’s Rige skulde forsage al krigerisk Stræben og ene og alene sætte sin Lid til Jah ve, om hvis herlige Frem
tidsplaner med Israels Folk og den hele Menneskehed han var naaet til de mest ophøjede Forestillinger. Alt efter som de politiske Forhold ændredes, skiftede ogsaa Formen for hans messianske Forventninger; men altid stod det fast for ham, at der gennem de mange Bryd
ninger og Lidelser omsider vilde komme en Tid, hvor Jahve frelste de Fromme i Israel og om dem som Kærnen samlede alle Jordens Folk til et Rige, hvor der hersker evindelig Fred og Retfærdighed. Det Store hos ham, det, som gør ham til en banebrydende Aand i Religionens Historie, er den Renhed og Sikkerhed, hvormed hos ham det Religiøse og det Etiske traadte i den nøjeste For
bindelse. Og naar han udvikler disse Ideer, naar han tugter Synderne, saa vel hos Folket, som hos Enkeltmand, og naar han opruller sine snart forfærdelige og snart lysende Fremtidssyner, sker det med en saadan Klarhed i Tænkningen og med en saadan Rigdom af slaaende Billeder, at hans Ord lige til de seneste Slægter ikke ville undlade at bevæge Enhver, som har Sans for aandelig Storhed.
Den Bog, som bærer hans Navn, er imidlertid ikke en sammenhængende Enhed; den bestaar af adskillige mindre Dele, og det vil ved nøjere Eftersyn vise sig, at et meget betydeligt Antal af dem ikke hidrører fra Jesaja, men kun ved en Fejltagelse er blevet tillagt ham. -Dette forringer imidlertid ikke i mindste Maade deres Værd; om dem alle uden Undtagelse gælder, at de ere gennemtrængte af hans Aand; de uægte Dele have lige saa vel som de ægte det fuldeste Krav paa, at vi omhyggelig studere dem og lægge os deres Indhold paa Sinde.
Jeg skal nu i det Følgende kortelig belyse hvert enkelt af de Afsnit, hvori Bogen falder.
I (1, 1 — 31). Flere Kritikere have villet opløse det første
r--.
Kapitel i flere af hverandre uafhængige Brudstykker.
Til den Ende have de navnlig gjort opmærksom paa, at der i V. 28 ff. tages Sigte paa Afgudsdyrkelse, men i V. 11 ff. paa en overdreven udvortes Jahvedyrkelse.
Disse to Ting modsige imidlertid ikke hinanden. Fordi Adskillige gav sig af med Afguderne, var der Intet til Hinder for, at de samtidig tilbad Jahve; Frafaldet fra Jahve var fuldbyrdet, naar de ikke holdt sig til ham alene. Med samme Ret kunde man paastaa, at V. 11 ff. ikke lade sig forlige med V. 4 („Jahve har de forladt, haanet Israels Hellige og Ryggen ham vendt"); men at her en og den samme Forfatter er paa Færde, turde fremgaa deraf, at 'V. 10, der ind
leder ' V. 11 ff., viser tilbage til V. 9 („Sodoma og Gomorra"), der afslutter den Tankerække, hvortil V. 4 hører.
Det første Kapitel vil derfor være at betragte som et sammenhængende Hele. Om Tiden, da det er.
blevet til, er der delte Meninger. Den Omstændighed, at hele Landet er i Fjendevold med Undtagelse af Jerusalem (V. 8—9), leder uvilkaarlig Tanken hen paa Sanheribs Belejring (Aar 701); men det synes kun lidet rimeligt (jvfr. 33, 1 ff. 37, 21 ff.), at Jesaja den Gang vilde true med yderligere Tugtelser (jvfr. V. 25).
Hertil kommer, at Hiskija paa dette Tidspunkt allerede saa længe havde ført en god Regering, at Profeten
den Gang neppe vilde kunne skildre Staden som en Skøge, der havde svigtet Jahve og fuldstændig savnede ordnede Retstilstande (jvfr. V. 4. 10. 21 ff.). Sand
synligvis turde derfor de Kritikere have Ret, der hen
lægge Kapitlet til Kong Ahas’ Regering (736—728), under hvilken Juda’s Rige blev truet med Undergang ved Angreb fra Syrien og Israels Rige (jvfr. 7, 1 ff.
2 Krøn. 28, 5 ff). — Hvad der er at bemærke om Overskriften (V. 1), findes anført i Forklaringen.
II (2, I—4, 6). At Kapitlerne 2—4 danne et sammen
hængende Hele, indlyser allerede deraf, at Begyndelsen og Slutningen svare til hinanden, i det Profeten tager sit Udgangspunkt fra Israels sidste store Fremtidshaab (2, 2—4) og ender med en Forjættelse om det ny hellige Israel, der skal oprettes, naar den nuværende Stat er sunken i Ruiner (4, 2—6). I den mellem
liggende Del skildrer han udførlig denne Stats For
dærvelse. Om Talen just er holdt netop saaledes, som den her foreligger, lader sig ikke afgøre med fuld Sikkerhed. Det Sandsynligste turde vel være, at Je- saja -senere som Forfatter har sammenarbejdet for
skellige Ytringer, hvilke, han som Taler havde frem
ført til forskellige Tider indenfor det samme Tidsrum.
. Og spørge vi da, hvilket dette Tidsrum er, maa vi navnlig lægge Mærke til 3, 4— 12, hvor der tales om Drenge, Fløse og Kvinder, som Folkets Regenter.
Dette passer paa Ahas, som kun var tyve Aar gam
mel, da han blev Konge; naar en saa ung og uerfaren Mand kom til at bestige Tronen, kunde det let give Anledning til, at Kvinderne i Haremet tilrev sig den overvejende Indflydelse paa Statens Styrelse. Ahas tiltraadte Regeringen 736; før ham var Riget endnu stærkt og mægtigt (jvfr. 2, 7 ff.); men Fordærvelsen var saa stor og Afgudsdyrkelsen saa livskraftig, at det ikke var noget Under, om bange Anelser fyldte Jesaja ved Tanken om den Fremtid, der ventede Landet, naar Ahas skulde træde i Stedet for sin Fader Jotam, og disse Anelser gik jo ogsaa for saa vidt i Opfyldelse, som Riget snart efter Jotams Død blev stedt i haarde Trængsler. Alt vel overvejet, have derfor sagtens de Fortolkere Ret, der lade Afsnittet være blevet til omtrent Aar 740.
III (5, 1—30). Det femte Kapitel er kendelig beslægtet med det foregaaende Kapitel. Det begynder nemlig med en Lignelse om en. Vingaard, og dette Billede fandtes allerede i 3, 14. Det belyser fremdeles (jvfr. V.
7—8. 18—23) de Fornemmes Uretfærdighed paa en Maade, der ganske svarer til 3, 14— 15. Endelig finde vi i Skildringen af Dommen en Ytring (5, 15), der som et Omkvæd ogsaa lød i 2, 9. 11. 17. Hvad den ydre politiske Situation angaar, bringer det femte Kapitel ganske vist et nyt Punkt, idet det peger hen paa Assyrernes Angreb (V. 26 ff.), som ikke tidligere bragtes paa Bane; men dette tyder ikke paa et senere Tidspunkt for Affattelsen. Assyrerne fremtræde nem
lig som et fjernt boende Folk, med hvilket Juda’s Rige ikke tilforn var kommet i Forbindelse; der for
lyder ikke det Mindste om, at Ahas havde kaldt dem til Hjælp (jvfr. 2 Kong. 16, 7), og af V. 7 („Israels Hus“) synes at fremgaa, at Israels Rige endnu bestod.
Vi fejle derfor neppe, naar vi antage, at ogsaa det- femte Kapitel lige som de foregaaende er affattet før Ahas’ Tronbestigelse (c. 740). Det bør imidlertid opfattes som et selvstændigt Afsnit, da de foregaaende Kapitler kendelig nok havde faaet en bestemt Afslutning gennem de messianske Forjættelser, hvormed de endte.
IV (6, 1 — 13). Det sjette Kapitel, der indeholder den eneste i hele Bogen forekommendé Vision, fortæller, hvorledes Jesaja blev kaldet til Profet (smign. 2. Mos.
3. Jerem. 1. Esek. 1—3). Fortællingen er saa om
stændelig og højtidelig, at vi uyilkaarlig maa formode, at Talen er om selve den afgørende Begivenhed, der aabnede hele hans profetiske Løbebane. Man har herimod indvendt, at Kapitlet da maatte have staaet i Spidsen af Bogen. Hertil er imidlertid at bemærke, at Et var Begivenheden, et Andet Optegnelsen af den. Og der er al mulig Grund til at antage, ■ at Op
tegneisen først skete efter en rum Tids Forløb. Det hedder jo nemlig, at Profetens Virksomhed skulde være aldeles frugtesløs. Saaledes kan han ikke oprindelig have forestillet sig Sagen. Den, der er overbevist om, at han slet Intet vil udrette, har ikke Kraft til at tage fat. Det er muligt, at Jesaja straks havde en dunkel Anelse om, hvorledes det vilde gaa ham; men først gennem bitre Erfaringer kunde Anelsen omsættes til klar Bevidsthed. Slige Erfaringer gjorde han under Kong Ahas. Sandsynligvis er derfor det sjette Ka
pitel nedskrevet i Slutningen af Ahas’ Regeringstid og med Forsæt som en Slags Indledning stillet foran det Afsnit (7, 1—9, 6), der omhandler, hvad der tildrog sig under denne Konge.
V (7, 1—9, 6). Dette Afsnit indeholder en Skildring af den Virksomhed, som Jesaja udfoldede, den Gang Syrien og Israels Rige under Kong Ahas førte Fejde mod Juda’s Rige (c. 734). Der fortælles om Krigens Udbrud 7, 1—2, om to Samtaler, som Jesaja havde med Ahas (7, 3—9 og 7, 10—25), om en stor Tavle, der skulde opstilles, og en Søn, som Profeten fik (8, 1—4). Til Slutning følge allehaande Trusler mod det vantro Folk og Forjættelser om den endelige Frelse (8, 5—9, 6).
VI (9, 7—.10, 4). At der med 9, 7 begynder et helt nyt Afsnit, tilkendegives allerede derved, at vi i dette Vers have en særlig Overskrift over det Følgende, og det stadfæstes yderligere ved den Omstændighed, at Profeten nu fremfører Trusler, hvilke ikke egne sig til at være en umiddelbar Fortsættelse af det Foregaaende, der skildrede det messianske Riges Herlighed. Afsnittet ender med 10, 4; i 9, 8 omtales nemlig Samaria som Hovedstaden i et endnu bestaaende Rige, hvor
imod vi fra 10, 5 af hensættes til et Tidspunkt, hvor Samaria var ødelagt (jvfr. 10, 9— 11). 9, 7— 10, 4
falder atter i fire mindre Stykker, der adskilles fra hverandre ved et og samme Omkvæd („men med alt det ej hans Vrede o. s. v.“), der ender ethvert af dem (se 9, 11. 16. 20. 10, 4). Dette Omkvæd lød allerede tidligere i 5, 25. Da der nu er adskillige Vanskelig
heder forbundne med Forstaaelsen af det her fore
liggende Afsnit, have flere Fortolkere for at løse Knuden ment, at dét er stillet paa et urigtigt Sted, og at det bør bringes i Forbindelse. med en Del af det femte Kapitel.
Disse Forsøg have den Mislighed, at de alle bero paa et vilkaarligt Skøn; jeg skal derfor ikke nærmere ind
lade mig paa dem, og det saa meget mindre, som intet af dem giver et virkelig tilfredsstillende Resultat. En helt anden Sag vilde det være, hvis Omkvædet ikke passede i 5, 25; men dette er paa ingen Maade Til
fældet, og der er selvfølgelig aldeles Intet i Vejen for, at .Profeten ved mer end én Lejlighed kan have følt sig opfordret til at bruge det selvsamme Omkvæd.
Først og fremmest rejser sig det Spørgsmaal, mod.
hvem det er, at Jesaja rettede sine Trusler. Ordene
„Jakob" og „Israel" i 9, 7 kunne utvivlsomt betegne Israels og Juda’s Rige i Forening (smign. 2, 5). Ad
skillige Fortolkere antage da ogsaa, at det er denne Opfattelse, som her skal følges. I 9, 8 bestemmes imidlertid „hele dets Folk" som „Efraim og de, som bo i Samaria", og at der endnu i V. 20 kun er Tale om Israels Rige, indlyser deraf, åt Juda i dette Vers betragtes som en udenfor Staaende. Tilbage bliver
•
10, 1—4; i de to første Vers af dette Stykke drager Profeten til Felts mod Stormændene, der undertrykkede Smaafolk; da han nu tidligere (jvfr. 1, 17. 23. 26. 3, 14 f. 5, 7 f. 23) har fremsat saadanne Klager med Hensyn til Juda’s Rige, slutter man, at det maa være dette Rige, som de nævnte Vers dreje sig om ; men denne Slutning er aabenbart overilet; der er ikke Spor
af Tvivl om, at Israels Rige i Henseende til et ret
færdigt Regimente intet som helst Fortrin havde frem
for Juda’s Rige, men i lige saa fuldt et Maal som.
dette fortjente den alvorligste Dadel. Der findes ikke den fjerneste Antydning af, at Jesaja i 10, 1 ff. til
taler andre Personer end før. Vi bør derfor fastholde, at det hele Afsnit udelukkende tager Sigte paa Israels Rige, og man skal ikke lade sig anfægte af 9, 11, hvor Filistre nævnes som Angribere, ti det er en Misforstaaelse, naar man indbilder sig, at disse paa Grund af deres Lands Beliggenhed kun førte Krig med Juda; det er en Kendsgerning, at- vi i 1 Kong. 15, 27 finde dem i Fejde med Israels Rige.
Dernæst maa der spørges, om det er Fortiden' eller Fremtiden, som behandles i dette Afsnit. Spørgs- maalet kunde synes besynderligt for dem, der ikke forstaa Hebraisk; men Sagen er den, at de hebraiske Verbalformer stundom ere temmelig tvetydige; dette turde maaske i særlig Forstand gælde her, hvorfor Fortolkerne ere meget tvivlraadige. Saa meget er dog klart, at der i 10, 3—4 peges hen paa Fremtiden, nemlig paa Assyrernes forestaaende Erobring af Landet.
Fremdeles kan 9, 17—20 ikke ’forstaas om Andet end om de Borgerkrige, der som en fortærende Ild øde
lagde Israels Rige. Disse indbyrdes Fejder stansede, da Peka 736 besteg Tronen. I disse Vers føres vi altsaa tilbage til Fortiden, til en Tid, der laa forud
•for Jesaja’s Optræden, og er dette rigtigt, saa er der al mulig Sandsynlighed for, at 9, 10— 16 handler om endnu tidligere Begivenheder.
Endelig bliver det at overveje, om 9, 7— 10, 4 er et fuldstændigt Hele, eller om det kun er et Brudstykke,
der mangler sin Slutning. Til Gunst for den sidste Opfattelse har man gjort gældende,, at de to sidste Linier i 10, 4 („men med alt dette o. S; v.“) antyde,
at der skal komme nok en Ulykke, men at det slet ikke fortælles, hvori den skulde bestaa. Denne Be
visførelse holder imidlertid ikke Stik. Den sidste store Ulykke maatte jo ifølge Profetens hele Tanke
gang være Assyrernes endelige Erobring af Landet, og den er det jo, som han bebuder, naar han i 10, 3 taler om „Hjemsøgeisens Dag, den kommende Storm fra det Fjerne". De to sidste Linier i 10, 4 sige slet ikke, at der skal komme Mere bag efter, men at denne Ulykke endnu er fremtidig og visselig skal indtræde.
Vi vinde vist nok det rette Synspunkt for For- staaelsen af 9, 7— 10, 4, naar vi betænke, at Jesaja i 8, 16 ff. erklærede sin Virksomhed for foreløbig endt med Hensyn til Juda’s Rige. Paa det Tidspunkt, hvor han nu befandt sig, det Tidspunkt, da Syrerne og Efraim i Forening angreb Juda’s Rige, lod han derfor nu dette skøtte sig selv og fandt sig kun foranlediget til endnu en Gang at sysselsætte sig med Israels Rige for om muligt at paavirke dette. Tilstanden i Israels Rige var den, at Assyrerne nylig havde ført Krig med det og frataget det en Del af dets Omraade (jvfr. 2 Kong. 15, 29). Denne Tugtelse havde ikke hjulpet.
Indbyggerne vare saa hovmodige, at de kun betragtede de Tab, de havde lidt, som en Betingelse for at faa det endnu bedre. „Hvad gør det,“ sagde de (9, 9)
„at vore Teglhuse ere omstyrtedé? vi vil i Stedet bygge os Huse af hugne Sten; hvad gør det, at Mor
bærtræerne (disse nævnes sagtens, fordi man plejede . at bruge Tømret af dem til „Bjælker j Husene) ere fældede? vi vil sætte bedre i Stedet". For at dæmpe dette Overmod er det saa, at Profeten forudsiger Landets endelige Erobring (10, 3—4); men forinden minder han først i 9, 10—20 om, hvorledes Jahve tidligere Gange havde tugtet dem, uden at de derfor • havde omvendt sig. Om denne Fortolkning er rigtig,
kan ikke siges med fuld Sikkerhed, fordi vi savne et tilstrækkeligt Kendskab til Israels Historie. 9, 17—20 finder, som tidligere anført, sin tilstrækkelige Forklaring i de Borgerkrige, hvorom 2 Kong. melder. Men om den i 9, 13 omtalte Begivenhed kan Intet oplyses; vi vide slet ikke, hvortil der sigtes. Og hvad 9, 10— 11 angaar, saa er det vel højst rimeligt, at der skal tænkes paa Kong Menahems Ydmygelse under den.
assyriske Konge (jvfr. 2 Kong. 15, 19); men der er os Intet overleveret om, at Syrerne og Filistrene samtidig angreb Israel. Som Følge af denne vor Uvidenhed kan den ovenfor givne Forklaring af Afsnittet ikke gøre Krav paa at være mere end en Hypotese.
VII (10, 5— 12, 6). I dette Afsnit forudsiger Jesaja, at Assyrerne ville erobre Jerusalem, men at Jahve saa vil straffe og knuse dem for bag efter at oprette det messianske Rige. Da Samaria’s Erobring omtales i 10, 11, maa Afsnittet være blevet til efter 722. Nogle mene, at det er fremkaldt ved Sanheribs Tog 701.
Herimod strider for det Første, at den assyriske Konge, som indføres talende, i 10, 11 siger, at det var ham personlig, som havde erobret Samaria, og denne Daad blev ikke udført af Sanherib, men af Sargon. Hertil kommer, at Sanherib sydfra drog mod Jerusalem (jvfr. 37, 8), hvorimod 10, 28 ff. skildrer ham som kommende nordfra. Endelig ventede Profeten ikke, at Sanherib skulde indtage Jerusalem (jvfr. 37, 33), hvorimod han her aabenbart troede, at Angrebet vilde lykkes (jvfr. 10, 12). Afsnittet maa derfor være for
fattet, medens Sargon var Konge i Assyrien, altsaa mellem 722 og 706. Naturligvis maa der have. været en bestemt historisk Andledning dertil; men Anled
ningen kan ikke have været et direkte Felttog mod Assyrien fra Juda’s Side, da et saadant aldrig nævnes i det omhandlede Tidsrum, og det nytter ikke at hen
vise til 10, 28 ff.; ti af disse Vers følger ikke, at Assyrerne virkelig havde foretaget den nævnte Marsch;
de have deres tilstrækkelige Forklaring i Profetens Fantasi, der paa egen Haand frit udmaler sig, hvor
ledes det Hele vilde gaa for sig. Naar han nærede Frygt for Assyrerne, maa han, som sagt, have været bevæget dertil ved en bestemt historisk Begivenhed,
\
ved et af Sargons andre Felttog, der gjorde det sand
synligt, at han ogsaa vilde gaa løs paa Jerusalem.
Det turde være rimeligt, at de have Ret, som søge Foranledningen i Samaria’s Erobring; ti den Gang havde Hiskija, der blev Konge 728, kun regeret saa kort, at Tilstanden siden Ahas’ Tid endnu ikke var synderlig forbedret, hvorfor det ikke kan undre os, at Jesaja mente, ' at der, naar Riget atter genoprettedes, maatte en helt ny Hersker til (jvfr. 11, 1 ff.). Senere, . da han bedre havde lært Hiskija at kende, indtraadte
der uvilkaarlig en Ændring af Formen for hans For
ventninger (jvfr. 33, 17).
VIII (13, 1— 14, 23). Dette Stykke indeholder en For
udsigelse af, at Jahve vil samle sine Hære for at knuse Babel (13, 2—22). Og Grunden hertil er den, at han føler Medlidenhed med sit Folk og atter vil føre det tilbage til dets gamle Hjemstavn og gøre det til Herre over dem, hvis Trælle det nu var (14, 1—2).
Paa Sejrens Dag skal Folket istemme en Sang, hvori det jubler over Babels Fald (14, 3—21), hvorpaa Jahve selv stadfæster, at det visselig skal gaa saaledes (14, 2 2 -2 3 ). .
I Overskriften (13, 1) meddeles det, at Stykket har Jesaja til Forfatter. Denne Oplysning kan ikke være rigtig; ti det følger af sig selv, at en Profet, lige som enhver anden Forfatter, i sin Udmaling -af Fremtiden ikke kan gaa ud fra andre Forhold end dem, hvori han selv befinder sig; han kan ikke tage
sit Standpunkt i Begivenheder, som ere.ham selv per
sonlig fuldstændig fremmede. Og af 14, 1 erfare vi, at det hele Folk, da Stykket blev til, vår bortført fra sit Land; men som bekendt oplevede Jesaja aldrig en saadan Situation; han døde længe, før Juda’s Rige gik under. Fremdeles var i hans Levetid Assyrien og ikke Babelden Stormagt, som viste sig truende i Horisonten;
han ventede, som vi have sét i det Foregaaende, at det messianske Rige skulde oprettes umiddelbart efter Assyriens Undergang; han anede ikke, at der paa Assyriens Ruiner (Ninive blev erobret omtrent 606) skulde . rejse sig et babylonisk Verdensmonarki. Det omhandlede Stykke maa derfor skyldes en os ubekendt Forfatter, der skrev under Landflygtigheden henimod den Tid, da der dæmrede et Haab om, at Undertrykkelsens Tid snart var forbi, og at Babel vilde finde sin Overmand.
*
IX (14, 24—27). Disse Vers, der i en kort Hovedsum meddele, hvad Jesaja paa forskellige Tidspunkter udtalte angaaende Assyrerne, ere et lille selvstændigt Afsnit, der hverken hænger sammen med det Fore
gaaende (som handler om Babel) eller med det Efter
følgende (der drejer sig om Filistrene). Det lader sig ikke afgøre, om dette Afsnit oprindelig har hørt hjemme i en anden Sammenhæng, ej heller, hvor naar det er skrevet.
X (14, 28—32). Nogle mene, at den assyriske Konge, Tiglat-Pilesar, døde samme Aar som Kong Ahas (728);
I saa Fald tilbyder der sig en naturlig Forklaring af dette, lille Stykke. Man kan nemlig da antage, at Filistrene ved Efterretningen om Assyrerkongens Død blev overmaade glade, idet de troede, at Befrielsens Time var kommen, og at de derfor i Forening med andre af de smaa Folk sendte Bud til Juda’s Rige med Anmodning om at deltage i en fælles Rejsning.
Jesaja foreslaar, at man skal svare disse Sendebud,
at Juda Intet vil have med dette Foretagende at skaffe, men lige som hidindtil vil nøjes med at stole paa Jahve’s Beskyttelse (V. 32); han var nemlig overbevist om, at Assyrerkongens („Slangens") Død kun betød, at der kom en endnu værre Tyran („en øgle, en flyvende Drage") i Stedet (V. 29), som aldeles vilde knuse Filistrene (de to sidste Linier i V. 30 og V. 31). Naar Israeliterne holdt sig i Ro, vidste han vel, at de kun vilde faa kummerlige Kaar, hvorfor han i de to første Linier af V. 30 betegner dem som „de Allerelendigste"
og som „de Fattige"; men han stolede paa, at de vilde slippe for Undergang og faa, hvad de behøvede til Livets Ophold.
Der er nu imidlertid Kritikere, som paastaa, at hint ovenfor for de to Konger angivne Dødsaar slet ikke er rigtigt, og at de overhovedet slet ■ ikke døde samtidigt. Derfor er der imidlertid Intet til Hinder for, at den her fremsatte Fortolkning i alt Væsenligt kan være rigtig. For at Filistrene skulde blive glade og foreslaa Juda’s Rige en fælles Opstand, var det ingen
lunde nødvendigt, at en Assyrerkonge virkelig var død i Kong Ahas’ Dødsaar; det var tilstrækkeligt, at de havde faaet et Budskab derom, selv om dette Budskab senere viste sig at være upaalideligt. Men naturligvis kan Forklaringen kun gøre Fordring paa at være en Hypotese; hvis vi vidste bedre Besked om Datidens Forhold, vilde vi maaske dømme anderledes.
XI (15, 1— 16, 14). Dette Afsnit drejer sig om Moab;
men desværre er den historiske Baggrund, saa lidt bekendt for os, at vi i vor Opfattelse maa give Afkald paa en sikker Viden og udelukkende lade os nøje med en rimelig Hypotese.
Allerførst maa man give Agt paa 16, 13, der oplyser, at alt det Foregaaende (15, 1— 16, 12) er „et.
Ord, som Jah ve fordum til Moab forkyndte". Og der
staar, vel at mærke, ikke „til mig“ eller „til Moab ved mig“, men ene og alene „til Moab“. Man har deraf draget den Slutning, at 15, 1 — 16, 12 slet' ikke er skrevet af Jesaja, men at det er en tidligere Profeti, som Jesaja har afskrevet for at benytte den som Grundlag for det, som han selv i 16, 14 har at sige om Moab, idet han nemlig bebuder, at den Ulykke, som en Forgænger havde forkyndt dette Land, nu endelig — selvfølgelig ikke, hvad Enkelthederne angaar, men i det Hele og Store — skal fuldbyrdes om tre Aar. At Slutningen er rigtig, stadfæstes i høj Grad ved den Omstændighed, at Afsnittet har en Sprogtone, der overmaade meget afviger fra den, som ellers er ejendommelig for Jesaja. Der kan vanskelig være nogen Tvivl om, at det er Assyrernes forestaaende Erobring af Moab, som Jesaja har for øje; men vi ere. ude af Stand til at oplyse, til hvilket af de assyriske Felttog han sigter; om Moabs Forhold til Assyrien vide vi kun, at dets Konge 732 nævnes som Vasal af Tiglat-Pilesar og 701 som Vasal af Sanherib.
Det lader sig ej heller afgøre, hvem den Forgænger er, som Jesaja har benyttet eller, rettere sagt, helt tilegnet sig. Kun saa meget er klart, at det var en Mand, der var saare venlig stemt mod Moab, og som med Vemod betragtede den Elendighed, han havde sét gaa over Landet. Af den Skildring, som han giver, erfare vi, at Moabiterne flygtede mod Syd ned til Edom (jvfr. „over Pilenes Bæk“ i 15, 7), hvilket med andre Ord vil sige, at Fjenden kom fra Nord.
Som Følge heraf tænke Nogle paa et Angreb fra
‘ Assyrerne. Men at dette ikke er rigtigt, indlyser af 16, 1—5, i hvilke Vers Forfatteren lader Moabiterne anraabe Juda’s Rige om Hjælp. Paa den Tid, da Assyrerne nærmede sig disse Egne, var Juda’s Konge selv i en saa farefuld^Ktilling, at han ikke kunde
formodes at være i Stand til at yde Andre sin Be
skyttelse. Derimod synes hele Situationen at passe paa, hvad der foregik, da Jeroboam II var Konge i Israel (fra 783 til 743). Han erobrede nemlig ifølge 2 Kong 14, 25 „Israels Landemærke fra Hamat al indtil Havet ’ved den slette Mark“. Han foretog altsaa et seirrigt Felttog mod Moab, og samtidig med ham regerede i Judas Rige Ussija (fra 779—740), der ogsaa
var saare mægtig og ogsaa gjorde sig Edom un er- danig (jvfr. 2 Kong. 14, 22), og 16, 1 synes netoP * forudsætte, at Edom den Gang hørte under Juda Vi
have derfor al Grund til at formode, at lo, 1 — 16, 1Z, med hvilket Stykke Jerem. 48 paa mange Steder har en mærkelig Lighed, er bleven til, mens Jeroboam
var Konge i Israel og Ussija Konge i Juda.
XII (17 i _ n ) . Dette Stykke er, som Overskriften i V. 1 udsiger, rettet mod Damask; men allerede i V
taler Profeten ogsaa mod Israels Rige, og i V.
dvæler han udelukkende ved dette. Vi tør vist no deraf slutte, at Afsnittet er blevet til, efterat Israels Rige havde sluttet Forbund med Syrien; men da An
grebet paa Juda’s Rige slet ikke omtales, turde det vel være det Sandsynligste, at Affattelsen er sket, fø
den syrisk-efraimitiske Krig begyndte, eller med andre Ord: at den er sket omtrent 735. '
-y-m ( \ i 12_14) Nogle forbinde disse Vers med
firegaaende Afsnit, saa at Profeten umiddelbart efter at have forudsagt Syriens og k ra d s Rige:s
skulde have bebudet den . selvsamme Skæbne or Assyrerne, naar de havde besejret hine Riger Men for det Første blev Assyrerne slet ikke nævnt® 1 ®
Foregaaende, og dernæst tænkte Jesaja sig jo i k
Straffen over dem skulde fuldbyrdes før end de havde faaet Bugt med Juda’s Rige, og til det
17j i — i l aldeles intet Hensyn taget. A n d r e betrag e
17, 12— 14 som Indledning til 18, 1—7, der inde
holder en Tiltale til de ætiopiske Sendebud; men denne ender med en Forudsigelse af Assyrernes Nederlag, og det er ikke let at indse, hvorfor Jesaja to Gange i samme Aandedræt skulde have sagt det Samme.
Vi gøre derfor bedst i at betragte 17, 12— 14 som et selvstændigt lille Stykke, der har faaet sin Plads lige foran det 18de Kapitel, fordi det er blevet til omtrent paa samme Tid og under de samme historiske For
udsætninger. Af V. 12 faar man uvilkaarligt det Ind
tryk, at Talen ikke er en Fantasi, men at Profeten allerede ligesom hører Lyden af fremrykkende Hære.
Vi fejle derfor neppe, naar vi antage, at 17, 12— 14 er affattet, den Gang Sanherib med stærke Skridt nærmede sig Jerusalem.
XIV (18, 1—7). Dette Stykke handler om Ætiopien, som paa den Tid var et mægtigt Rige. Assyrernes Frem- rykken — der tænkes vist nok paa Sanheribs Tog — havde indgydt den ætiopiske Konge saa stor en Frygt, . at han skikkede Sendebud til Jerusalem for at slutte
et Forbund med Juda’s Rige. Men Jesaja vil som sædvanlig ikke vide Noget af Forbund med fremmede Magter; han beder derfor Sendebudene om at gaa hjem igen og lader dem vide, at Jahve, om han end tilsyneladende forholder sig rolig, til Slutning vil knuse Assyrerne, og naar dette er sket, ville Ætioperne sende ham Gaver.
XV (19, 1—25). Det nittende Kapitel drejer sig om Ægypten, der, før end Assyrien traadte frem paa
Skuepladsen, havde været Israeliternes værste Fjende.
Paa Jesaja’s Tid havde de dog kun Lidet at frygte af dette Land, efterdi det befandt sig i en Opløsning og ikke havde en af Alle anerkendt, fælles Hersker. Men der var bestandig en Fare for, at de adskilte Dele igen sluttede sig sammen, og sandsynligvis har det været
A. C. Larsen: Profeten Jesaja. 2
en os ubekendt Mulighed, der pegede i denne Retning, som bevægede Profeten til at tage Ordet. Han for
kynder, at Jahve vil- gøre Ægyptens politiske Tilstand endnu værre, idet han . vil forøge Anarkiet og lade det blive afløst af et Voldsherredømme (V. 1—4). Frem
deles vil Jahve hidføre en forfærdelig Naturbegivenhed, nemlig en Udtørring af Nilen; som Følge heraf ville Agerdyrkning, Fiskeri og Industri, kort sagt: enhver Næringsvej blive ødelagt (V. 5--10). Endelig vil Jahve forstyrre Hovedet paa alle Ægyptens Vismænd, saa at de .hverken véd . ud eller ind, og saa at'intet større Foretagende mere kan iværksættes (V. 11— 15).
Disse store Ulykker ville skræmme Folket og bevirke, at det gribes af Frygt for Jahve. Først ville nogle faa Byer slutte sig til ham; senere vil hele Landet udtrykkelig blive erklæret for hans Ejendom derved, at der i Midten rejses et Alter og paa Grænsen en Støtte for ham. For Fremtiden vil Jahve derfor tugte og læge Ægypterne, som om det var hans eget Folk (V. 16—22). Til allersidst forudsiger Profeten, at Israels to gamle Fjender, Ægypten og Assyrien, skulle indgaa et inderligt Forbund, i hvilket Israel som Tredjemand skal have en Plads og det, vel at mærke, den vigtigste Plads, idet det er gennem dette, at de to andre Folk blive delagtige i Jahve’s velsignelsesrige
Overherredømme (V. 23—25). .
Vi véd ikke med Sikkerhed, naar Kapitlet er skrevet. Men paa den ene Side fortjener det at be
mærkes, at Ægypten ikke trues med Angreb fra Assyrien, som altsaa synes’ at have mistet sin store Magt, og paa den anden Side have vi jo i det Fore- gaaende sét, at Jesaja ellers plejer at ende sine Taler med en Forjættelse om Assyrernes Nederlag; her taler han derimod om dets Omvendelse, hvilken Tanke vel neppe kunde opstaa hos ham før efter dets Tugtelse.
Vi have derfor al Anledning til at formode, at Kapitlet tilhører Tidsrummet efter 701, da Sanherib var bleven nødt til at forlade Jerusalem.
XVI (20, 1—6). Asdod var en By i Filistæa, som var kommen ind under Assyriens Herredømme. Den gjorde Opstand, idet den stolede paa Hjælp fra Ætiopien og Ægypten (over hvilket Land den ætiopiske Konge den Gang øvede en overvejende Indflydelse), og idet den der
hos ogsaa søgte at faa Juda’s Rige og de andre omlig
gende Smaastater til at deltage i Kampen. Assyrer- kongen udsendte straks en Hær, som erobrede Asdod i Aaret 711.
Jesaja vilde for enhver Pris forhindre sine Lands
mænd fra at forene sig med Asdod; han ansaa denne By’s Opstand for haabløs, da han nemlig var over
bevist om, at Assyrerne let vilde faa Bugt med Ætiopien og Ægypten, hvorfra man hentede den væsenligste Hjælp. For ret at skaffe sig ørenlyd hos sine Lands
mænd betjente han sig af en opsigtsvækkende symbolsk Handling. Han afførte sig den Sækkedragt, han havde over. sig, og sine Sko, saa at han gik om i Under
klædning og paa bare Ben. Det fejlede jo neppe, at Alle forbausede stirrede paa ham og spurgte, hvad dette skulde betyde Svaret lød, at han gjorde det for forbilledlig at tilkendegive, hvorledes det inden tre
i
Aar vilde gaa Ætioperne og Ægypterne, at disse nemlig skulde overvindes af Assyrerkongen og føres afsted som Krigsfanger. For at forstaa denne Symbolik maa man erindre, at det var Skik at lade Krigsfanger gaa uden Overklædning og barfodede (jvfr. 2 Krøn. 28, 15).
Naar det mægtige Ætiopien og Ægypten fik en saadan Skæbne, var han sikker paa, at hans Landsmænd vilde indse, at de aldeles Intet kunde udrette.
Bogstavelig gik Profetien ikke i Opfyldelse; der meldes os i al Fald Intet om, at Sargon foretog et
9*
'Tog mod disse Lande og førte Fanger bort derfra.
Men for saa vidt fik Jesaja Ret, som den ætiopiske Konge ydmygede sig og udleverede til Assyrerne Kongen af Asdod, som havde søgt Tilflugt hos ham.
XVII (21, 1 — 10). Dette Afsnit handler om Babels Under
gang. Da denne Begivenhed laa langt paa den anden Side af Jesaja’s Synskreds, kan det ikke være ham, fra hvem Afsnittet - stammer (jvfr. det ved 13, 1 Be
mærkede). Forfatteren maa have været en Mand, som levede paa den Tid, da der var vaagnet et Haab om, at Kyros vilde gøre Ende paa Babels trykkende Herre
dømme. Den Omstændighed, at Forfatteren saa efter
trykkelig betoner den Angst, hvormed denne ellers for en Israelit saa glædelige Tanke fylder ham, turde maaske være et Vidnesbyrd om, at han har skrevet, lige som Haabet om Babels Fald begyndte at dukke op, altsaa en god Stund, før end Kyros 538 virkelig skred til Byens Erobring.
XVIII (21, 11 — 12). Disse Vers synes at være. et lille Afsnit for sig selv. De Forsøg, der ere gjorte paa at
• forbinde dem med det Foregaaende og det Efter
følgende, maa betragtes som mislykkede. Det er saa meget mindre værd at spilde Tiden med Undersøgelser desangaaende, som disse to Vers ere saa dunkle, at de unddrage sig en blot nogenlunde tydelig Forstaaelse.
Overskriften lyder „Udsagn om Duma“, og D. O. op
lyser, at der derved skal tænkes paa Edom. Dette er imidlertid ingenlunde uimodsigeligt; man kan til Støtte herfor kun paaberaabe sig, at Kirkefaderen Hieronymus fortæller, at der i Edom laa en By af Navnet Duma; men han er aldeles ene om denne Angivelse; og det er en Kendsgerning, at der var mange andre Byer (f. Eks. én i Hauran og én i Arabien, jvfr. LMos. 26, 14), som hed saaledes. Og at der i V. 11 tales om Seir. der var et Bjergland i
\
Edom (jvfr. 1 Ados. 32, 3. 33, 14. 16), gør aldeles ikke Sagen klar; ti man kunde jo meget vel fra Edom rette Spørgsmaal angaaende en By, som laa udenfor Edom. Da Ordet Duma ikke alene er et Egennavn, men ogsaa forekommer i Betydningen „Taushed", foreslaa Nogle, at man skal fortolke „et Udsagn i Retning af Taushed" o: et Svar, som intet Svar er, hvad der jo unægtelig stemmer vel overens med V. 12.
XIX (21, 13— 17). Dette Stykke er rettet mod Araberne, hvem det forudsiges, at de inden et Aar skulde blive knækkede. Der kan ikke være Tvivl om, at der sigtes til deres Underkuelse under Assyrerne. Disse foretog i Jesaja’s Tid forskellige Tog til Arabien; hvilket af disse der menes, ere vi ude af Stand til at afgøre.
XX (22, 1 — 14). I V. 5—7 fortælles der, at Fjenderne forsøgte paa at trænge ind i Jerusalem. Om et sligt Angreb paa selve Hovedstaden meldes der i Jesaja’s Levetid intet Steds Noget undtagen 701, da Sanherib foretog sit bekendte Felttog. I dette Aar maa derfor dette Afsnit antages at være forfattet. Ganske vist ere Forudsætningerne for det ikke givne i den spar
somme Beretning om Felttoget, som meddeles i 2 Kong. 18, 13 ff.; men af de Vink, som Afsnittet selv indeholder, vil det ikke være vanskeligt at udfylde det Manglende. Efterat Sanherib havde naaet Jeru
salem, blev der en Dag gjort Forsøg paa at tage den med Storm (V. 5 ff). Dette Angreb mislykkedes, og.
da Indbyggerne nu havde faaet øjnene op for, i hvilken Fare de svævede, gav de sig skyndsomst til at træffe de fornødne Forsvarsforanstaltninger og til at raade Bod paa alle de Brøst, der fandtes. Kort efter maa Sanherib af en eller anden Grund foreløbig have trukket sig lidt tilbage. Uagtet Ulykken endnu svævede over Indbyggernes Hoved, saa at de havde al Grund til at sørge og klæde sig i Sæk og Aske, bleve de saa-
glade, at de øjeblikkelig hengav sig til muntre Fester.
Det er denne sorgløse Ligegyldighed, denne dybe Foragt for den Advarsel, Jahve havde givet, -som Jesaja i dette Afsnit revser paa det Haardeste.
XXI (22, 15—25). Dette Afsnit er — hvad der ellers aldrig er Tilfældet hos Jesaja — rettet mod en enkelt bestemt Mand. Denne Mand hed Sebna, og han be
klædte dét ypperste Embede i Staten. Profeten for
udsiger ham, at han skulde miste sit Embede og blive jaget ud af Landet, og at Embedet derpaa skulde gives til den gudfrygtige Eljakim. Om Sebna virkelig
maatte gaa i Landflygtighed, er os ubekendt; men at han i al Fald blev afsat fra sin høje Stilling, frem- gaar af 36, 3. 22. 37, 2, hvor Eljakim er traadt i hans Sted, medens Sebna maa nøjes med at være Skriver. Vi véd ikke, hvorved Sebna havde paadraget sig Jesaja’s Uvilje; maaske have de Ret, som formode, at han var den ypperste Repræsentant for den af Jesaja forhadte Udenrigspolitik, der gik ud . paa at ' søge Frelsen for Landet gennem et Forbund med
Ægypten. Vi véd ej heller, naar Afsnittet er blevet til; den Omstændighed, at det staar lige efter 22, 1 — 14, turde maaske tale for, at det lige som dette Stykke stammer fra Aaret 701.
XXII (23, 1 — 18). I dette Afsnit (jvfr. Esek. 26—28) handles der om T y ro s, hvis Undergang Jesaja for
udsiger eller, rettere sagt, betragter som saa sikker, at han omtaler den som Noget, der allerede var sket.
Der kan ingen Tvivl være om, at han ved den Fjende, som knuser Tyros, tænker paa Assyrerne. Disse foretog imidlertid i hans Levetid flere Tog. mod denne By, og vi ere ude af Stand til at afgøre, hvilket af disse der gav ham Anledning til hans Udtalelse. Det tør i al Fald anses for afgjort, at hans Profeti ikke.
gik i Opfyldelse, saa at den kun har den Betydning
at aflægge Vidnesbyrd om de lidet venlige Følelser, han nærede for den mægtige Handelsby. Den blev nemlig ikke indtaget af Assyrerne; først Aleksander den Store lykkedes det 332 at faa Bugt med den. I Mellemtiden blev den i omtrent tretten Aar (fra 585 til 573) belejret af Nebukadnesar, som sandsynligvis ikke — med afgjort Sikkerhed vides det ikke —:
havde Held til at erobre den. En Del af det 23de Kapitel kan, som vi senere ville se ved en Undersøgelse af de paagældende Vers (V. 13. V. 15— i 8), ikke hid
røre fra Jesaja; men fordi der vitterlig findes Ind
skud, er der ingen Grund til at følge de Kritikere, som paastaa, at hele Kapitlet er uægte.
XXIII (24, 1—27, 13). Kapp. 24—27 ere saa nøje over
ensstemmende i Aand og Tone, at der ikke kan være nogen Tvivl om, at de udgøre ét sammenhængende Hele; men de ere saa dunkle, at der har været stor Strid mellem Fortolkerne om, til hvilken Tid de skulle henføres. Der er Substantiver, som staa i Enkelttal, . men med Hensyn til hvilke det kan. være svært at
afgøre, om de ikke betegne et Indbegreb af Flerheder, og efter den svævende Maade, hvorpaa de hebraiske Verbalformer anvendes, er det hyppigt usikkert, hvor vidt det er Fortiden eller Fremtiden, hvorom der handles. Hertil kommer, at Forfatteren kun nævner faa Navne (Juda i 26, 1; Moab i 25, 10; Assur og Ægypten i 27, 13), og at han ikke klart oplyser, hvad.
der har bevæget ham til at tage Ordet.
Der er sproglige Grunde, som i høj Grad tale imod at tillægge Jesaja de nævnte fire Kapitler; men det er en Selvfølge, at jeg ikke kan fremsætte disse for Læsere, som ikke forstaa Hebraisk. Jeg skal ej heller trætte dem med i det Enkelte at gøre op
mærksom paa, at vi træffe religiøse Forestillinger (f. Eks. Læren om de Dødes Opstandelse, jvfr. 26, 19),
som ellers ikke findes Jios Jesaja; man vil dertil altid kunne svare, at han lige som andre Skribenter, der have opnaaet en høj Alder, maaske har gennemløbet forskellige Stadier, der hver havde sit særegne Præg.
Derimod skal jeg fremhæve, at Sion i 25, 6. 7.
10 kaldes „dette Bjerg“, hvilket Udtryk aabenbart til
kendegiver, at Afsnittet er blevet til i Jerusalem. Hvis det nu skyldtes Jesaja, maatte man have ventet, at han, hvor der var en passende Lejlighed, vilde have nævnet Kongen; men om ham ties der aldeles. I den Opregning, som i 24, 2 gives af de forskellige Stænder, er det Præsterne, som stilles i Spidsen, og i 24, 23 fremtræde de Ældste som de vigtigste Personer. Paa
agte vi nu endvidere, at Afgudsdyrkelsen ifølge 26, 13 og 27, 9 var helt afskaffet, saa have vi al Opfordring til at antage, at Forfatteren ikke var Jesaja, men en Mand, der levede i Jerusalem en Stund (uvist hvor længe), efterat Tilbagevendelsen fra Landflygtigheden havde fundet Sted.
Naturligvis kan denne Opfattelse kun gøre Krav paa at være en Hypotese; men hvad der giver den en høj Grad af Sikkerhed, er den Omstændighed, at den giver os en Traad, der kan lede os gennem Afsnittets forskellige Dele saaledes, at de virkelig samle sig til en Helhed. Forfatteren begynder med at forudsige, at der skal komme en almindelig Verdensdom, ved hvilken der vendes op og ned paa Jorden (24, 1—3).
Dernæst giver han en Skildring af, hvor sørgeligt det allerede nu stod til i Verden (24, 4— 13), Der var
*» ,
imidlertid Israeliter, som jublede over denne Tilstand (24, 14— 16); men i denne Jubel kunde Forfatteren ikke deltage, da det stod klart for ham, at der endnu forestod de allerstørste Rædsler, inden Jahve for Alvor som Hersker tog Sæde paa Sions Bjerg (24, 16—23).
Først da kan der være Tale om virkelig. Glæde.
Efterat Forfatteren har sunget en Hymne, som Tanken derom uvilkaarlig lægger ham paa Læberne (25, 1—5), skildrer han Herligheden i det nye Rige, som skal oprettes (25, 6 —9), fortæller, at Moab skal knuses (25, .10— 12), og meddeler den Takkesalme, som man vil istemme i Juda’s Land (26, 1—7). Efter Op- naaelsen af det sidste store Maal er det, at Israels.
Folk længes; under sine nuværende Genvordigheder trøstes det ved Haabet om, at Jahve vil knuse dets Fjender og skaffe det Fred, at han vil udvide Landet, forøge Menneskemængden og opvække de Fromme, som ere døde. Forfatteren forsikrer, at det ikke vil vare længe, inden Jahve kommer for at holde Dom (26, 8—27, 1). Derefter vil han vogte Israel som sin Vingaard (27, 2—5) og lade Israel blomstre (27, 6);
de Straffe, hvormed han har tugtet Israels Folk, ere nemlig af en anden Beskaffenhed end de, der have ramt de hedenske Folk; disse skulle gaa til Grunde, hvorimod for Israels Folk Straffen skal tjene til Frelse (27, 7— 11), og med det skulle alle de forenes, der ere i . Landflygtighed (27, 12— 13).
XXIV (28, 1—32, 20). Kapp. 23—32 indeholde en Række Taler, i hvilke Profeten navnlig drager til Felts mod de Statsmænd, der gennem et Forbund med Ægypten vilde skaffe Juda’s Rige Frihed fra det assyriske Aag. Om Tiden for disse Talers Tilblivelse er der Strid mellem Fortolkerne. For det 28de Ka
pitels Vedkommende synes dog Spørgsmaalets Be
svarelse at være sikker nok; der kan nemlig for
nuftigvis ikke være nogen Tvivl om, at Begyndelsen af dette Kapitel ikke skildrer noget Forbigangent, men gaar ud paa at forudsige Samaria’s Undergang. Vi maa altsaa antage, at Kapitlet er forfattet, før denne Begivenhed indtraf, eller med andre-Ord: før 722.
Hvad Kapp. 29—32 angaar, formode derimod
Mange, at de skrive sig fra den Tid, da man ventede Sanheribs Angreb, og de gøre da navnlig gældende, at der ikke kunde være Tale om Forbund med Ægypten, før end Hiskijå fordristede sig til at falde fra Assyrerkongen. Men denne Paastand turde være vel dristig; det er højst sandsynligt, at der allerede længe før Sanheribs Tid var Planer paa Færde i den Retning. Vi se af Mika 1, 1 ff., at man i Jerusalem var belavet paa, at Samaria’s Fald vilde blive efter
fulgt af et Tog mod Juda’s Rige. Var det da ikke højst rimeligt, at man allerede den Gang — skønt man ikke vovede et aabenlyst Frafald — i al Hemme
lighed drev Underhandlinger med Ægypten for i paa
kommende Tilfælde at sikre dette Riges Bistand? At det gamle Testamentes Bøger tie herom, beviser Intet, da de heller ikke fortælle om de Skridt, som i saa Henseende bleve gjorte under Sanherib. Hvad der taler for at henføre Kapp. 29—32 til samme Tids
punkt som Kap. 28, er den Omstændighed, at Aand og Tone er ens, og at der i nævnte Kapitler endog er Ytringer, som stærkt minde om Kap. 28 (29, 6 smign. 28, 2. 17; 29, 14 smign. 28, 21. 29; 29, 20 smign. 28, 22; 30, 9— 11. 32, 3—4 smign. 28, 9 ff.).
Fuldt overtydende er dette naturligvis ikke; der var jo i og for sig Intet til Hinder for, at Jesaja kunde genoptage Tanker og Ord, som han havde brugt larigt tidligere. Vi ere derfor ude af Stand til at træffe en sikker Afgørelse. Hvis Kapp. 28-—32 ere bievne til omtrent paa samme Tidspunkt, udgøre de i hvert Fald ikke et sammenhængende Hele; de deles rettest i fem Afsnit (28, 1—29; 9, 21—24; 30, 1—33; 31, 1—32, 8; 32, 9 -2 0 ).
XXV (33, 1—24. I V. 1 handles der om En, som øde-
■ lægger og viser sig troløs; i V. 8 hedder det, at „han har brudt Pagten", og at Landet er i den ynkeligste
Forfatning, og i V. 7 faa* vi at vide, „at Fredens Sendebud bitterlig græde“. Disse Ytringer lade ingen Tvivl tilbage om, at vi befinde os i Aaret 701, da Sanherib var trængt frem mod Jerusalem.
Nogle mene, at Kapitlet falder i to Afsnit (V. 1— 12 og V. 13—24), og at af disse det første er forfattet før, det andet efter Sanheribs Bortgang fra Staden.
Maaske have disse Fortolkere Ret; paa Grund af den ejendommelige Brug, der paa Hebraisk gøres af Verbal
formerne, er det ikke altid let at afgøre, om der handles om forbigangne eller om tilkommende Ting.
Men det er dog ingenlunde umuligt, at det hele Kapitel er forfattet før Sejren; Jesaja var saa fast i sin Tro, at han allerede forinden kunde udtrykke sig saa jublende, som om Jahve allerede havde udført sin
frelsende Daad (jvfr. V. 13).
XXVI (34, 1—35, 10). Profeten bebuder, at en stor Straffedom vil gaa ud over alle Hedninger (34, 1—4);
særlig dvæler han med stor Udførlighed ved den for- . færdelige Skæbne, der skal ramme Edom (34, 5— 17).
I Modsætning hertil skildrer han bag efter, hvor herligt det skal gaa Israels Folk (35, 1— 10).
Disse to Kapitler kunne umuligt hidrøre fra Jesaja;
ti for ikke at tale om Indvendinger, der kunne rejses fra Tankernes og Sprogets Side, saa var der paa hans Tid aldeles ingen Anledning til just at fare saa stærkt frem mod Edom (smign. 11, 14. 21, 11 f.). Den Om
tale, der bliver dette Land til Del, vækker uvilkaarlig en Mistanke om, at Forfatteren levede under Land- flygtigheden. Den Gang var der nemlig et stærkt Had oppe hos Israel mod Edom. Og Grunden hertil var den, at Edomiterne havde hjulpet med ved Ind
tagelsen af Jerusalem og senere besat den sydlige Del af Landet, saa at de stod som en Hindring for Jødernes Tilbagevenden (jvfr. 63, 1—6. Ps. 137, 7.
Obad. 1, ff. Begr. 4 / 2 1 —22. Esek. 25, 12 ff. 35).
Mistanken vokser, naar vi se hen til Kap. 35, der aldeles utvetydigt udmaler, hvorledes Jøderne skulle vende tilbage fra Landflygtigheden.
XXVII (36, 1-—39, 8). Kapitlerne 36—39 ere et historisk Tillæg til de i det Foregaaende meddelte Taler af Jesaja. I dette Tillæg fortælles der om Sanheribs Tog mod Jerusalem (36—37), om Hiskija’s Sygdom og Helbredelse (38) og om et Gesandtskab, som Babels Konge skikkede til Jerusalem (39). Det første Spørgsmaal, der rejser sig, er, om de nævnte Kapitler i den Skikkelse, hvori de her foreligge, ere forfattede af Jesaja selv. Man har tidligere under Henvisning til 2 Krøn. 32, 32 (smign. 2 Krøn. 26, 22) paastaaet, at det forholdt sig saaledes; men en nærmere Under
søgelse maa ende med at fastslaa, at Spørgsmaalet ubetinget maa besvares benægtende. Jeg skal aller
først henvise til de i 37, 36 og 38, 8 fortalte Undere.
Det er højst usandsynligt, at der i én Nat blev dræbt 185,000 Assyrere, og at Solen gik ti Streger tilbage.
Efter de Regler, som den historiske Kritik ellers anvender paa deslige Beretninger, vil den fælde den Dom, at vi her have at gøre med en senere Sagndannelse, der i den Grad har omformet de oprindelige til Grund liggende Kendsgerninger, at vi ikke længere kunne ud
finde, hvilke disse i Virkeligheden vare. Man vil naturligvis hertil kunne svare, at denne Dom kun har sin Rod' i Vantro, og at en oprigtig Troende ikke vil føle nogen Vanskelighed ved at tage Beretningen ganske saaledes, som den her foreligger. Men selv for en Saadan turde det dog ikke gaa saa ganske let.
Sågen er nemlig, at vi fra Sanherib selv have en Fremstilling af, hvad der skete (jvfr. S c h r a d e r : Die Keilinschriften und das alte Testament, S. 190), og han mæler ikke et eneste Ord om et saa uhyre Neder-
\ *
lag; han taler, som om det var ham, der sejrede og tvang Hiskija til at betale en stor Sum Penge.
Det skal indrømmes, at vi ikke have nogen Borgen for Sanheribs Sandfærdighed, ja at det vel endog tør anses for rimeligt, at han i sin’ egen Interesse ud
smykkede og fordrejede, saa godt han kunde; men det synes dog, som om Jes. 36—37 indeholder et Finger
peg om, at han ikke rent ud har løjet.
I 36, 2 ff. faa vi nemlig at vide, at Sanherib sendte Rabsake med en stor Hær mod Jerusalem, og at Rabsake førte en resultatløs Forhandling med' Hiskija’s Ministre angaaende Jerusalems Overgivelse;
37, 9 ff. fortælles der, at der sendtes et nyt Gesandt
skab til Hiskija i det selvsamme Øjemed. Begge Gange sige Assyrerne omtrent det Samme; begge Gange gaar Hiskija til Templet (37, 1. 14), og begge Gange er det Jesaja, som skrider ind. Man faar der
for uvilkaarlig den Formodning, at det er den selv
samme Begivenhed, som berettes paa to forskellige Maader, og at disse to Beretninger senere ere bievne sammenføjede. Formodningen vokser i Styrke, naar vi paaagte, at det i 37, 9 hedder, at det var den ætiopiske Konges Fremrykken, som gav Anledning til Afsendelsen af det andet Gesandtskab. Naar Sanherib Intet opnaaede den første Gang, hvorledes skulde han saa have kunnet indbilde sig, at han ved de selv
samme Talemaader kunde udvirke Overgivelsen i det øjeblik, da Hiskija netop paa Grund af Udsigten til Hjælp fra den ætiopiske Konge maatte føle sig langt modigere end første Gang? Og der er nu det Mærke
lige, at Jesaja ved sin anden Optræden bebuder, at Sanherib vil blive jaget bort (jvfr. 37, 29), hvorimod han ved den første forudsiger, at Sanherib vil drage bort frivillig paa Grund af et Rygte, som kommer ham for øre (jvfr. 37, 7), hvilket ikke i paafaldende
