Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Victor Hugo ; Oversættelse ved Fr. Winkel- Horn.

Titel | Title: De elendige

Bindbetegnelse | Volume Statement: Vol. 2

Udgivet år og sted | Publication time and place: København : Martin's Forlag, 1912 Fysiske størrelse | Physical extent: 2 bd.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author

5%- 2Sé.

/

DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 58 8°

*

1 1 58 0 8 11784 9

. .... ;

VICTOR HUGO

DE ELENDIGE

OVERSÆTTELSE VED

FR. W I N K E L - H O R N

II BIND

M A R T I N ’ S F O R L A G

KØBENHAVN — MCMX1I

M A R T I N ' S F O R L A G S T R Y K K E R I , K Ø B E N H A V N .

FJERDE D EL

FRA IDYL T IL HELTEFÆRD

FØRSTE BOG. EPONINE.

1 \ / f ARIUS havde overværet den uventede Løsning paa det

lv l

sker, før han selv sneg sig bort. Klokken var endnu ikke ni.

Han gik hen til Courfeyrac, der ikke længer boede roligt i Stu­

denterkvarteret, men af „politiske Grunde" var flyttet hen i Glasværksgade, i en Bydel, hvor Oprørerne den Gang søgte hen.

Marius sagde blot til ham: „Jeg kommer for at søge Nattely hos dig,“ og straks tog Vennen den ene af sine Madrasser af Sengen, bredte den ud paa Gulvet og sagde: Vær saa god!

Næste Morgen Klokken syv gik han hen til sin forrige Bolig, betalte sin Leje og hvad han skyldte Madam Bougon, læssede sine Bøger og andre Sager paa en Trækvogn og gik sin Vej uden at opgive sin ny Bopæl, saa at Javert, da han op ad For­

middagen indfandt sig for at spørge Marius ud om Gaarsdagens Begivenheder, kun fik den Besked, at han var flyttet. Madam­

men var overbevist om, at han havde haft noget Maskepi med de Røvere, der var bievne grebne af Politiet, og sagde i den Anled­

ning til Kvarterets Portnerske: „Hvem skulde have troet det om det unge Menneske? Han saa jo næsten ud som en Pige."

Marius havde haft to Grunde til at flytte saa hurtigt: for det første afskyede han nu dette Hus, hvor han paa saa nært Hold havde set Samfundsforhold udvikle sig, der maatte virke i høj Grad frastødende paa ham, og lært en Skikkelse at kende, der næsten var endnu værre end en rig Skurk, nemlig en fattig Skurk; for det andet vilde han for enhver Pris undgaa at blive indviklet i den Sag, der sandsynligvis vilde blive anlagt mod Thénardier, eftersom han da vilde komme til at vidne imod ham.

javert troede, at den unge Mand, hvis j'Javn han havde glemt, var bleven bange og løbet sin Vej eller'maaske slet ikke kom­

men hjem den Gang, da Overfaldet skete. Han gjorde nogle For­

søg paa at finde ham igen, men det lykkedes ham ikke.

Der hengik et Par Maaneder, i hvilke Marius stadig blev boende hos Courfeyrac. Han havde af en Sagførerfuldmægtig, der færdedes meget oppe paa Raadhuset, faaet at vide, at Thé- nardier blev holdt i Varetægt, og han lod ham da hver Mandag gennem Arrestforvareren overlevere fem Francs. Da han selv ikke havde flere Penge, laante han de fem Francs af Cour­

feyrac. Hverken denne, der gav Pengene, eller Thénardier, der modtog dem, kunde begribe, hvorledes det hang sammen med denne Sum. Den ene tænkte: Hvad gaar dog de Penge til?

Den anden: Hvem kan det dog være, der sender mig dem?

For øvrigt var Marius dybt bedrøvet og syntes, at han paa ny var kommen i en Fælde, hvor han famlede omkring uden at kunne finde nogen Udgang. Han havde et Ø jeblik i dette Mørke tæt ved sig set den unge Pige, han var forelsket i, og den ældre Mand, der lod til at være hendes Fader; men i det Øjeblik, han troede, han havde dem fat, var de forsvundne, og det var ham ikke muligt at opstille nogen som helst holdbar Gisning om dem. Han kendte ikke engang deres Navne. Hun hed sikkert ikke Ursula, og „Lærken" var naturligvis et Øge­

navn. Og hvad skulde han tro om den gamle? Var han nødt til at skjule sig for Politiet? Han kom nu til at tænke paa den hvidhaarede Arbejder, han havde mødt i Nærheden af Inva- lidehospitalet, og som sandsynligvis var ét med Hvid. Han forklædte sig altsaa? Der var baade noget heltemodigt og noget tvetydigt i hans Adfærd. H vorfor havde han ikke raabt om Hjæ lp? H vorfor var han flygtet? Var han virkelig Fader til den unge Pige? Var han virkelig den, Thénardier antog ham for? Thénardier kunde jo have taget fe jl Lutter Spørgsmaal, som han ikke kunde løse.

Naturligvis vedblev derfor den unge Pige at være lige engle­

lig i hans Øjne; men om end hans Lidenskab var usvækket, saa det dog mørkt ud for ham. Han kunde ikke følge sin Tilskyn­

delse til at opsøge hende; thi han havde ikke mindste Anelse om, hvor han skulde søge. Han vedblev at tragte efter at faa Ursula at se igen; men han havde opgivet Haabet om, at det skulde lykkes ham. Og for at gøre hans Ulykke fuldstændig, begyndte han igen at lide Nød. Han havde under al den For­

styrrelse, han havde været Genstand for, holdt op med det sta­

dige Arbejde, en Vane, man let aflægger, men vanskeligt atter

faar. At fortabe sig i sine Drømme kan være et godt Middel mod aandelig Feber; men det maa bruges med Varsomhed. Tanken er Forstandens Arbejde, Drømmeriet dens Vellyst. Hvis man forveksler Tanke med Drøm, sætter man en G ift i Stedet for Næring.

Kun én sød Tanke beholdt han tilbage, og det var den, at

„hun“ havde elsket ham, at hendes B lik havde sagt ham det, at hun vel ikke kendte hans Navn men dog hans Sjæl, og at hun maaske, hvor hun end monne være i Verden, endnu elskede ham.

Maaske tænkte hun paa ham, ligesom han paa hende, og naar han stundom i sine tungsindige Tanker pludselig følte sit H jerte bæve af en uforklarlig Fryd, sagde han til sig selv: „D et er hendes Tanker, der er over mig,“ og tilføjede: „Maaske finder mine Tanker ogsaa hende." Han plejede derfor stundom i slige Øjeblikke at henkaste de reneste, mest upersonlige og mest ideale Drømmerier, hvormed Kærligheden fyldte hans Hjerne, paa Papiret i et særligt Hæfte. Det kaldte han: at skrive til hende. For øvrigt hengik hans Dage, uden at der skete noget.

Kun forekom det ham, som om det mørke Rum, han skulde gennemløbe, hvert Ø jeblik mindskedes, og det var ham, som om han tydeligt kunde skimte den bundløse Afgrunds Rand.

Naar man paa den Tid fra Saint-Jacques Gade gik forbi Is­

værket hen ad mod Øst, traf man, inden man naaede den lille Bæk ved Gobelinerne, en Slags grøn Eng, hvor Tøj hang til Tørre paa Klædesnore, hvor der laa en gammel Avlsgaard fra Ludvig den Trettendes Tid med Kastanietræer om, hvor man inde mellem Poplerne hørte Kvinder le og tale, og hvorfra man langt borte kunde se Panthéon, Val de-Gråce og Taarnene fra Notre Dame Kirke. Herhen, hvor ingen plejede at færdes, førte Marius’ ensomme Spadsereture ham en Dag. Mærkværdigt nok mødte han, hvad der her var en Sjældenhed, en forbigaaende, og spurgte ham, hvad Stedet hed. Han fik til Svar: „D et er Lær­

kens Mark." Marius hørte ikke den historiske Oplysning, den fremmede tilføjede. „Lærken" var det Navn, han i sit Tung­

sind havde givet hende, han vidste ikke hed Ursula. Han tog det som et Varsel og kom fra nu af hver Dag hen til Lærkens Mark.

* * *

Javerts Bedrift i Gorbeaus Hus havde tilsyneladende været en fuldstændig S ejr; men dette var dog ikke Tilfældet. For det første havde han, til sin store Sorg, ikke faaet fat i Fangen, der

efter al Sandsynlighed maatte være et lige saa kosteligt Bytte for Politiet som for Røverne, eftersom han var løbet sin Vej.

Dernæst var et yngre Medlem af „Morgenmændenes" Tyvebande ved Navn Montparnasse ikke bleven grebet, saa at Javert maatte haabe paa ved en anden Lejlighed at faa Fingre i denne „Sa­

tans Laps“ . Han havde nemlig mødt Eponine, mens hun stod paa Lur henne under Træerne paa Boulevarden, og havde faaet hende til at gaa med sig. Det var hans Held, og han var derfor i Frihed. Hvad Eponine angaar, havde Javert ladet hende tage senere og sat hende ind i Madelonnettes Fængsel til Søsteren Azelma; men det var kun en smal Trøst. Endelig var en af de værste af dem, han havde anholdt i Gorbeaus Hus, nemlig Claquesous, forduftet paa Vejen til La Force Fængselet, uden at nogen vidste, hvorledes det egentlig var gaaet til. Maaske var han en af dem, der staar med det ene Ben blandt Forbry­

derne og med det andet hos Politiet. Javert selv brugte ikke den Slags Maskepi, der var ham højligt imod. Men der fandtes i hans Politistyrke andre Inspektionsbetjente, som, skønt de stod under ham, maaske var mere indviede i Maskineriets Hemmelig­

heder end han, og Claquesous var en saa stor Skurk, at han vilde være et meget brugbart Redskab i Opdagelsespolitiets Tjeneste.

Nok er det, væk var Claquesous, hvorover Javert syntes mere ærgerlig end forbavset. Marius, hvis Navn Javert havde glemt, men som han kaldte „den Klodrian af en juridisk Kandidat , brød han sig kun lid t om. En Kandidat kan man altid igen faa Fingre i; et Spørgsmaal var det endda, om han virkelig var det, han gav sig ud for.

Forhørene havde taget deres Begyndelse. Den Dommer, der ledede Undersøgelsen, havde anset det for hensigtsmæssigt at undlade at indespærre en af „Morgenmændene" i ensomt Fæng­

sel, fordi han haabede, at han skulde sladre af Skole. Det var Brujon, ham med det lange Haar. Han var bleven sluppet ud i Charlemagne Fængselets Gaard, hvor Opsynsmændene sta­

dig havde ham i Kikkerten. Det var en-listig og snild Rad, der altid saa ud, som om han var forstyrret og klynkende, og som af den Grund af Forhørsdommeren var bleven sendt ind i Fæng- selsgaarden, hvor han syntes forbavset over at blive holdt fan­

gen. Man saa ham ofte staa hele Timer foran Marketenderiet og stirre idiotisk paa den skidne Tavle med Priskuranten, der begyndte med: Hvidløg 62 Centimer og endte med. Cigar 5 Centimer, eller ogsaa tilbragte han Tiden med at ryste og klapre med Tænderne og sige, at han havde Feber, og spørge, om ikke

en af de otteogtyve Sygesenge var ledig.

Paa en Gang erfarede man midt i Februar Maaned 1832, at den søvnige Brujon ikke i eget, men i tre af sine Kammeraters Navne, havde ladet besørge tre forskellige Ærinder, der i alt havde kostet ham 50 Sous, en vældig Udgift, der vakte Opsyns­

mandens Opmærksomhed. Man forhørte sig og fik oplyst, at Ærinderne var bievne besørgede til følgende tre Steder: Pan- théon, Val-de-Gråce og Grenoble Port, hvor netop tre af de mest frygtede Forstadsbøller boede. Man mente nu deraf at kunne slutte, at de paagældende maatte høre til „Morgenmændenes"

Bande, af hvis Førere man netop havde taget to, nemlig Babet og Gueulemer. Brujon havde ladet sin Besked bringe ikke til bestemte Husnumre, men til Folk, der ventede paa Gaden, og man sluttede deraf, at der var Tale om Vink med Hensyn til en eller anden aftalt Forbrydelse, saa meget mere som man havde andre Indicier, og man anholdt de tre Bøller, fordi man mente, man havde faaet Færten af en Plan, som Brujon var Mester for.

Sagen er nemlig den, at Tyvene ikke indstiller deres Arbejde, fordi de er i Rettens Kløer. De er Kunstnere, der ikke und­

lader at arbejde paa et nyt Billede, fordi de har et paa Udstil­

lingen.

Omtrent en Uges Tid,, efter at de nævnte Forholdsregler var trufne, opdagede en Nattevagt gennem Kighullet ind til Brujons Sovesal, at Fyren sad over Ende i Sengen og skrev noget ved Natlampens Skær. Han gik derind, Brujon blev sat i Celle en Maaned; men det lykkedes ikke at faa fat paa det, han havde skrevet, saa Politiet var lige nær. Men én Ting er sikker nok, og det er, at Dagen efter blev der kastet en kunstig æltet Brød­

kugle med en Seddel indeni fra Charlemagne Gaard over i „Løve­

graven", der hørte til La Force Fængselet og var skilt fra Charle­

magne ved en Bygning paa fem Stokværk. Skønt den Fange, Brødkuglen var bestemt for, i Øjeblikket var i Celle, naaede den dog sin Bestemmelse. Sedlen var stilet til Babet, den ene af

„Morgenmændenes" fire Førere, og indeholdt følgende to Lin ie r:

„Babet. Der er Forretninger at gøre i Plumetgade. Et Gitter om en Have." Det var det, Brujon havde skrevet om Natten paa Sovesalen. Trods Opsynsmændenes Paapassenhed lykkedes det Babet at faa Sedlen sendt fra La Force over til Salpétrié^e Fængselet, hvor en af hans Kærester var indespærret. Hun leverede den til et Fruentimmer, hun kendte, der hed Magnon, og, skønt endnu ikke anholdt, stod under Politiets Opsigt. Mag­

non, om hvem der senere v il blive Tale, havde Forbindelse med Familien Thénardier og kunde, naar hun gik hen at besøge Eponine, tjene som Forbindelsesled mellem Salpétriére og Made-

lonnettes Fængselet. Paa denne Tid blev netop Thénardiers to Døtre løsladte af Mangel paa Bevis, og da de kom ud af Arre­

sten, passede Magnon dem op og leverede Eponine den Seddel, Brujon havde skrevet til Babet, med Anmodning om at skaffe Sagen oplyst. Eponine gik hen i Plumetgade, fandt Gitteret og Haven, holdt Øje med Huset, spejdede, lurede og bragte nogle Dage efter Magnon, der boede i Clocheperce Gade, en Tvebak, som hun afleverede til Babets Kæreste i Salpétriére. En Tve­

bak betyder i Fængselssproget: intet at gøre. Da nu Babets og Brujons Veje en Uges Tid efter krydsede hinanden i Rund­

gangen i La Force, eftersom den ene skulde i Forhør og den anden netop kom derfra, spurgte den sidste: „Naa, P. Gade?"

— „Tvebak," svarede Babet. Saaledes blev der ikke noget af den Forbrydelse, Brujon havde udkastet Planen til i La Force;

men den fik dog Følger, som slet ikke havde noget med Bru­

jons Hensigter at gøre, og som der senere skal blive gjort Rede for.

*

Marius kom ingen Steder, naar undtages, at han en Gang imellem besøgte den tidligere Kirkeværge Mabeuf. Det var gaaet tilbage for den stilfærdige Mand. Han havde i sin Tid kunnet tjene et Par tusinde Francs om Aaret ved at sælge Eksemplarer af et Værk, han havde fortfattet om Plantevæksten i Omegnen af Cauteretz, og hvortil han selv havde ladet stikke Plader med Afbildninger. Men nu var der ikke længer nogen, der købte det, og han havde været nødt til at sætte Pladerne paa Assistenshuset. Han havde derpaa gjort Forsøg paa at dyrke Indigo for at indføre denne Plante i Frankrig; men Forsøgene var mislykkedes. En Sagførers F allit skaffede ham af med den halve Snes tusinde Francs, der udgjorde hele hans For­

mue, og han sad nu i en lille Hytte i Nærheden af Salpétriére med sine gamle Bøger, som han nødigst af alt vilde skille sig ved, sin gamle Husholderske, som han kaldte Mutter Plutark, og sine sjældne Planter, som han dyrkede i en lille Have, der hørte til Hytten. Han havde indskrænket sin Frokost til to blød­

kogte Æg, af hvilke Mutter Plutark fik det ene, og maatte ofte lade det være sit Hovedmaaltid. Han var nu henved firsindstyve Aar gammel.

En Aften, da han sad nede i sin Have paa en lille Sten­

afviser, der skulde forestille en Bænk, ved Siden af et forfal­

dent Træskur, hvori han gemte nogle Æbler, der var tilbage af

hans Vinterforraad, og bladede i en af sine gamle Bøger, viste der sig et besynderligt Syn. Der var i lang Tid ingen Regn faldet, og Mabeuf havde ikke haft Kræfter nok til at trække Spanden op af Brønden, saa hans Planter sukkede efter Væde.

Han saa op til den stjerneklare Himmel og mumlede: „Ikke en Sky, ikke den mindste Draabe Vand!“ Da hørte han en Stemme sige: „Skal jeg vande Haven for Dem, Fatter Mabeuf?" Og i det samme raslede det i Hækken, som om et vildt Dyr sprang igennem, og en lang, mager Pige, der mindre lignede et menne­

skeligt Væsen end en af de Skikkelser, som Tusmørket avler, stod foran den forhenværende Kirkeværge. Inden han kunde komme sig af sin Forbavselse og svare hende, havde hun trukket en Spand Vand op af Brønden, fyldt Vandkanden og givet sig til at vande Bedene. Mens hun hurtig flagrede fra Sted til Sted paa sine bare Ben, i sit pjaltede Skørt og bevægede sine kantede Arme under det iturevede Tørklæde, lignede hun en Flagermus.

„Gud velsigne Dem,“ sagde Mabeuf, da hun var færdig, „bare jeg kunde gøre noget for Dem." — „D et kan De. Sig mig, hvor H r. Marius bor!" — „H r .Marius? Baron Marius de Pontmercy?

Ja, hvor han bor? Det véd jeg virkelig ikke. Jo, bi lid t! Han kommer undertiden hen ad Boulevarden og gaar ud paa Lær­

kens Mark. Dér kan De vist træffe ham." Da Mabeuf saa op

— han havde, mens han talte, været beskæftiget med at binde en Blomstergren op — var Pigen forsvunden, og han var ikke ganske sikker paa, at den, der havde vandet hans Have, virkelig var et menneskeligt Væsen.

Nogle Dage efter var Marius som sædvanlig gaaet hen at drømme om „hende" paa den Plet, der bar hendes Navn. Dér tilbragte han sin meste Tid, saa at man snarere end at sige, at han boede hos Courfeyrac, kunde opgive hans Bopæl som:

Boulevard Santé, syvende Træ efter Croulebarbe Gade. Han havde sat sig ned ved Gobelinsbækken og lyttede dels til Vasker­

pigernes Tummel med Tøjet paa begge Bredder, dels til Fugle­

nes sorgløse Kvidder i Elmetræerne, da en Stemme, som han godt kendte, paa en Gang tæt ved ham udbrød: „Naa, der er han!" Han saa op og fik Øje paa Eponine. Hun var bleven fat­

tigere og smukkere end da han sidst havde set hende. Hendes Pjalter var nu to Maaneder ældre end da hun hin Morgen var kommen ind i hans Værelse, hendes Stemme var lige saa hæs, Blikket lige saa ubestemt. Hun havde Halmstraa og Hørtotter i Haaret, fordi hun havde sovet paa et Foderloft over en Stald.

Og dog gav hendes Ungdom hende en vis Skønhed. Da hun havde staaet i nogen Tid og set paa Marius, sagde hun endelig:

„Naa, det var da godt, jeg kunde træffe Dem. De skulde blot vide, hvor jeg har ledt efter Dem! Véd De, at jeg har siddet i Fængsel i fjorten Dage? Men saa blev de nødt til at lade mig gaa,, for jeg havde jo ingenting gjort. De bor nok ikke længer dér henne? De er nok flyttet. Men hvorfor gaar De med saadan en gammel Hat? Saadan en ung Mand som De skulde være pænt klædt. Véd De, at gamle Mabeuf kalder Dem for Baron? Men det er De vel ikke, hvad? Baroner, det er jo nogle gamle Knarke, som gaar henne i Luxembourg Have foran Slottet og læser Aviser. Jeg var en Gang henne hos saadan en Baron med et Brev; han var vist over hundrede Aar.

Men hør, hvor bor De nu, H r. M arius?" Han svarede ikke et

Ord, men hun blev ved: „D er er H ul paa Deres Skjorte, kom, skal jeg sy det sammen! De lader ikke just til at være glad over at se mig; men jeg véd nok, hvordan jeg skal faa Dem i godt Humør." — „Hvad mener De?" — „Før plejede De at sige du til mig." — „Naa, hvad mener du da?" Hun bed sig i Læben og syntes at betænke sig, som om hun kæmpede en Kamp med sig selv. Endelig tog hun en Beslutning og sagde:

„Naa, det faar nu være. De ser bedrøvet ud, og jeg v il have, De skal være glad. Kan De huske, De lovede, at De vilde

give mig alt, hvad jeg vilde, dersom jeg kunde skaffe Dem at vide, hvor den unge Pige bor?" Han sukkede dybt, da hun sagde de sidste Ord. Marius sprang op fra sit Sæde og greb hendes Haand: „Ja, du skal faa alt, hvad du vil. Hvor er det?"

— „Jeg véd ikke rigtigt, hvad Gade og Nummer det er. Men jeg kender Huset; følg med!" Hun trak sin Haand tilbage og sagde i en fortrydelig Tone, som Marius dog ikke lagde Mærke t il: „Aa, hvor De nu ser glad ud."

Der gik en Skygge over Marius’ Pande; han greb Eponine ved Armen og sagde: „En Ting maa du love mig dyrt og hel­

ligt, og det er, at du ikke v il give nogen den Adresse, navnlig ikke din Fader." — „M in Fader? Hvad bryder jeg mig om ham? Han er desuden i Brummen. Men slip mig dog!" Hun gik et Par Skridt og standsede og sagde: „De maa ikke gaa saa tæt ved mig, H r. Marius. Det kan ikke gaa an, at en pæn ung Herre som De følges med saadan en som mig." Saa gik hun atter nogle Skridt og sagde derpaa til ham fra Siden uden at vende sig om imod ham: „De véd jo nok, at De har lovet mig noget?" Marius søgte i sin Lomme. Han havde kun de fem Francs, han havde bestemt at give Thénardier; dem tog han og trykkede Eponine i Haanden. Men hun kastede dem paa Jorden og sagde med et mørkt B lik : „Jeg v il ikke have Deres Penge."

ANDEN BOG: HUSET I PLUMETGADE.

Henimod Midten af forrige Aarhundrede lod en Retsformand, der ønskede at skjule, at han havde en Kæreste, et lille Hus indrette i det afsides Stræde, der nu hedder Plumetgade. Det havde kun to større Værelser i Stuen, to mindre paa første Sal, desuden Køkken, Kabinet og Loftsrum og foran ud mod Gaden en Have med et Gitter. Men bag ved Huset laa der, paa den anden Side af Gaarden, en lille Lejlighed paa to Værelser, hvor der i Nødsfald kunde bo en Amme og et Barn, hvorfra der gennem en hemmelig Dør gik en lang, brolagt Smøge, der, langs med Hækker og Havehegn, førte til nok en hemmelig Dør, som langt borte aabnede sig i Udkanten af den stilfærdige Babyionsgade, saa at ingen, selv om de lagde Mærke til, at Formanden hver Dag i al Stilhed forsvandt, vilde kunne ane at det at gaa hen i Babyionsgade var det samme som at aflægge et Besøg i Plumetgade. Denne hemmelige Vej havde snilde Køb sat ham i Stand til at anlægge paa sin egen Grund, og de, til hvem han senere i mindre Lodder havde udstykket Grun­

dene langs Smøgen, anede ikke, at der bag den Mur, der be­

grænsede deres Ejendomme, fandtes en saadan Gennemgang.

I Oktober Maaned 1829 havde en ældre Mand, der kaldte sig Fauchelevent, lejet dette Hus med Tilbehør, efter at det længe havde staaet ubeboet, og ladet de to hemmelige Døre, der i T i­

dernes Løb var sunket sammen, tillige med andre Ting sætte i Stand, hvorefter han ganske lydløst havde taget Bolig dér med en ung Pige og en gammel Tjenestekvinde. Lejeren var Jean Valjean, den unge Pige Cosette. Tjenestepigen, som han havde frelst ud af Nød og Elendighed, hed Toussaint. Hun stammede.

Familien var ikke udsat for Naboers Sladder, da Huset laa for sig selv og ingen Naboer havde.

Grunden til, at Jean Valjean havde forladt Klosteret, hvor han havde levet i lykkelig Ro, var ganske simpelt den, at han indsaa, at et fortsat Ophold dér let vilde medføre, at Cosette vilde blive Nonne. Men han syntes, det vilde være Uret imod hende at holde hende i Uvidenhed om det Liv, der rørte sig udenfor Klosterets Mure, og saaledes næsten paatvinge hende en S til­

ling, hvortil hun maaske ikke følte Kald. Efter at hun nu i fem Aar havde nydt en god Opdragelse dér, benyttede han L e jlig ­ heden, da gamle Fauchelevent døde, til at tage Afsked med Prior­

inden, overlod Klosteret en Sum paa 5000 Francs til Tak for Cosettes Underhold, og gik sin Vej med Barnet ved den ene Haand og en Vadsæk, hvortil han altid bar Nøglen hos sig, i

den anden. Men samtidig med Huset i Plumetgade lejede han sig to andre uanselige Lejligheder i forskellige Bydele af Paris, den ene i Vestgade, den anden i en Gade, der hed Homme-Armé, og opholdt sig dér afvekslende et Par Uger ad Gangen, idet han gav sig ud for en Privatmand fra Landet, der havde et Aftrædel­

sesværelse i Byen.

Hans egentlige Bolig var som sagt den i Plumetgade. Her havde han overladt Cosette og Pigen Forhuset, medens han selv boede i Baghuset. Cosettes Værelser var smukt møblerede med det Bohave, der havde staaet fra Retsformandens Tid, og saa- danne Genstande, som unge Piger sætter Pris paa, Sybord, Bog­

skab, Hylder med Nips, Skrivebord, Damaskes Gardiner og Ta­

peter. Han selv nøjedes med en Feltseng, et Fyrretræsbord, to Straastole, en Vandkande, et Par gamle Bøger, sin kære Vadsæk henne i en Krog, og han lagde aldrig i Kakkelovnen, medens Co­

settes Lejlighed altid var opvarmet om Vinteren. Naar han spiste til Middag, laa der altid et Stykke Grovbrød til ham. Han havde sagt til Toussaint, da hun traadte i Tjeneste: „D et er Frøkenen, der er Herskabet." — „Hvad er da De, He, He, H erre?" — „Jeg er Fader."

Han gik hver Dag ud med Cosette at spadsere i Luxembourg Have og hver Søndag til Messe, altid i Saint-Jacques-du-Haut-Pas Kirke, fordi den laa langt borte, og han var kendt af alle fattige dér. Tre, fire Gange om Aaret trak han i en Borgervæbnings­

uniform og gjorde sin Tjeneste, skønt han som tresindstyveaarig Mand var fritaget, naar han ikke selv vilde. Men han mente, at denne Forklædning skjulte ham godt, og han saa ikke ud til at være mere end halvtreds. Naar Jean Valjean gik ud med Cosette, lignede han i den tidligere beskrevne Dragt en afskediget O ffi­

cer; men naar han, navnlig om Aftenen, færdedes ene, plejede han at klæde sig som Arbejder. Cosette var saa vant til hans Særheder, at hun neppe lagde Mærke til de gaadefulde Sider af hans Karakter, og Touissant saa op til ham som til en H el­

gen og fandt alt, hvad han gjorde, saare godt. Ingen af dem benyttede anden Indgang til deres Lejlighed end den i Baby- Ionsgade. Gitterporten ud til Plumetgade var altid lukket, og Haven laa udyrket hen for ikke at tiltrække sig Folks Opmærk­

somhed, hvilket maaske var en Fejl af Jean Valjean. Fra tid­

ligere Tid stod der endnu i et Hjørne af den en Stenbænk, des­

uden et Par skimlede Billedstøtter og nogle Tremmer til Slyng­

planter, hvis Søm havde løsnet sig fra Muren. Ellers voksede alle mulige Ukrudtsplanter vildt rundt omkring i den.

Cosette var endnu kun et Barn, da hun kom ud af Klosteret;

hun var da kun fjorten Aar gammel, altsaa i Tøsealderen, og snarere styg end smuk, fraregnet hendes Øjne. Hendes Op­

dragelse var fuldendt, det v il sige, hun havde lært Bibelhistorie, Jordbeskrivelse, fransk Grammatik, lid t Musik, at gøre lang Næse ad Folk og saa videre; men for øvrigt var hun uvidende om alt.

T il at udvikle en ung Piges Sjæl er Alverdens Nonner ikke saa meget værd som en Moder; hun havde kun haft Mødre. Jean Valjean nærede den største Ømhed og Bekymring for hende; men han var kun en gammel Mand, der ingenting kunde, og hvor megen Viden behøvedes der ikke til at forberede en Kvinde til Livet og kæmpe mod den store Uvidenhed, som kaldes Uskyldig­

heden !

Intet bereder en ung Pige i den Grad til Lidenskab som Klosterliv. Da Cosette kom ud derfra, kunde hun ikke have fundet noget sødere og farligere end Huset i Plumetgade. Det var en Fortsættelse af Ensomheden med en Begyndelse til F ri­

hed: en lukket Have, men en frodig, berusende Natur, de samme Drømme som i Klosteret, men ingen Udsigt til unge Mænd, et Gitter, men udenfor det en Gade. Jean Valjean overgav hende denne Have udyrket og sagde til hende: „Gør med den, hvad du v il.“ Det morede hende. Hun vendte op og ned paa den, ledte efter Dyr i den og legede i den, indtil den Dag kom, da hun sad og drømte i den og stirrede op mod Stjernerne, der straa- lede ned gennem dens Træers Grene.

Hun holdt af Jean Valjean som af en Fader og var altid hos ham. Han var nok for hendes Tanke, ligesom den udyrkede Have for hendes Øjne. Naar hun havde løbet længe efter Sommerfugle, kom hun forpustet hen til ham og sagde: „Aa, hvor jeg har løbet!“ og saa kyssede han hende paa Panden.

Hun vilde hellere være ovre hos ham i den tarvelige Stue, hvor han sad og læste, end i Forhuset mellem de polstrede Møbler, og hun skændte tidt paa ham paa den kærlige Maade, der klæder en Datter saa godt: „Fader, jeg fryser her ovre hos dig; hvor­

for lægger du ikke et Tæppe paa dit Gulv og Ild i din Kakkel­

ovn?" — „M it kære Barn, der er saa mange Mennesker, der er bedre end jeg og dog ikke engang har Tag over Hovedet." —

„H vorfor har jeg da Varme og alt m uligt?" — „Fordi du er en Pige." Eller hun spurgte ham: „H vo rfo r spiser du saadant noget grimt Brød, Fader?" — „Fordi . . . jo, ser du, min Pige . . . " — „Ja, saa vil jeg ogsaa spise det." Og for at Cosette ikke skulde spise Grovbrød, maatte Jean Valjean spise Franskbrød.

Hun mindedes kun dunkelt sin Barndom, men bad Morgen og Aften for sin Moder, som hun aldrig havde kendt. Thé-

nardiers stod for hende som to hæslige Drømmeskikkelser, og hun kunde huske, at hun en Gang om Natten havde været ude i en Skov at hente Vand, og troede, at det var langt borte fra Paris.

Hun syntes, at hendes Liv var begyndt i en Afgrund, som Jean Valjean havde trukket hende op af, og hendes Barndom stod for hende som en Tid, da det mylrede om hende med Tusindben, Edderkopper og Slanger. Naar hun om Aftenen laa og tænkte, inden hun faldt i Søvn, og ikke havde nogen klar Forestilling om, at Jean Valjean var hendes Fader, bildte hun sig ind, at hendes Moders Sjæl var gaaet over i ham og havde taget Bolig i hendes Nærhed. Saa længe Cosette var lille, havde han gerne talt med hende om hendes Moder; men da hun voksede til, blev det ham umuligt, og han følte en Slags religiøs Skræk for at kaste den Skygge i hendes Sjæl, som det vilde være at nævne Fantine. En Dag sagde Cosette til ham: „Fader, i Nat saa jeg min Moder i Drømme. Hun havde to store Vinger paa. Hun maa næsten have været en Helgen.“ — „H un blev det gennem sit M artyrium ," svarede Jean Valjean.

En Dag saa Cosette sig i Spejlet og syntes næsten, at hun var smuk. Hun kunde i den Anledning ikke sove den Nat. Men da hun næste Dag saa, tænkte hun: „H vo r v il jeg hen? Jeg er jo grim .“ Sagen var den, at hun havde sovet daarligt og der­

for var bleg og havde blaa Rande under Øjnene. Nu lod hun i fjorten Dage være at se sig i Spejlet. Da hun en Dag i Forbi- gaaende hørte én paa Gaden sige bag hendes Ryg: „H un er smuk, men smagløst klædt," troede hun, at det var en anden, der var ment, fordi hun jo tværtimod var smukt klædt, men grim. Det var, da hun endnu gik med den Plydses Hat og den Merinos Kjole. Men saa hørte hun en Dag Toussaint sige:

„H erre, har De set, hvor Frøkenen har forskønnet sig?" og løb op for at se sig i sit Spejl. Hun maatte nu indrømme, at den gamle Pige havde Ret. Jean Valjean derimod blev ikke saa glad over denne Opdagelse; han havde en Følelse af, at der nu vilde ske en Forandring med det rølige og stille Liv, han hidtil havde ført, og han kunde kun med Ængstelse se Cosette kaste de tarvelige Klæder, hun hidtil havde gaaet med, og pynte sig med en Smag, der stemplede hende som en ægte Pariser- inde. Tillige lagde han Mærke til, at hun nu altid havde Lyst til at gaa ud og ikke længer brød sig om at lege hjemme. Det var paa denne Tid, Marius efter et halvt Aars Forløb atter saa hende i Luxembourg Have.

Jean Valjean kunde ikke undgaa at drage en Sammenligning mellem den unge Mands ny Klæder og Cosettes pludselige Lyst

til at pynte sig. Det kunde være et Tilfælde; men det inde­

holdt en Trusel. En Dag kunde han ikke dy sig for at sige:

„Den unge Mand ser flov ud.“ Cosette vilde for et Aar siden have svaret: „N e j, han er pæn.“ Ti Aar senere vilde hun, med Kærligheden til Marius i sit H jerte, have svaret: „Ja, det har du Ret i.“ Men nu indskrænkede hun sig til i en rolig Tone at sige: „Den unge Mand dér henne?" som om det var første Gang, hun saa ham. „Jeg Fæ!“ tænkte Jean Valjean. „H un havde slet ikke lagt Mærke til ham, og nu har jeg selv vist hende ham.“ Og saa lagde han en Række Baghold for Marius, som denne bestandig faldt i. Han skiftede Bænk, han foran­

drede Tiden for sine og Cosettes Spadsereture, han lod med V ilje sit Lommetørklæde blive liggende, han kom alene hen i Parken. Og han kom snart til den Slutning: „Den Lømmel er rasende forelsket i Cosette; men hun skænker ham ikke en Tanke."

En Dag gjorde Cosette im idlertid en Fejl, som skræmmede ham. Han vilde nemlig til at rejse sig op fra Bænken, efter at de havde siddet dér i tre Timer, og Cosette sagde da: „Skal vi allerede gaa?" Han havde med V ilje ikke ville t afbryde sine Spadsereture i Luxembourg Have for ikke at vække Corsettes Mistanke ved et paafaldende Skridt; men da han saa det Smil, hun sendte den henrykte unge Mand og tænkte, at denne kun morede sig over det lille Eventyr, medens det truede hele hans møjsommeligt tilkæmpede Lykke, saa han paa ham med samme Øjne som en Hund paa en Tyv.

Saa var det, at Marius fulgte efter dem og gav sig i Snak med Portneren i Vestgade. Da bestemte Jean Valjean sig til at vende tilbage til Plumetgade og ikke tiere sætte sine Ben i Par­

ken. Men for at prøve Cosette spurgte han hende dog en Dag efter et Fjerdingaars Forløb: „H a r du Lyst til at gaa hen i Luxembourg Have?" Og hun svarede glædestraalende: „J a !"

Men Marius var da ophørt at komme dér, og da den gamle næste Dag atter spurgte hende, om hun havde Lyst til at gaa derhen, svarede hun m ildt bedrøvet: „ N e j!" Og saa begyndte hun at hentæres af Længsel og vidste ikke længer, om det var Vinter eller Sommer, Solskin eller Regn, om Fuglene sang eller om Georginerne var komne, om Vadsketøjet var for meget eller for lid t stivet, om Toussaint havde gjort gode eller daarlige Indkøb. Hun blev siddende i dybe Tanker, med stirrende B lik som den, der i Nattens Mørke ser hen paa en sort Plet, hvor et Syn er svundet bort; men naar Jean Valjean spurgte hende:

„Hvad gaar der af dig?" svarede hun: „Ikke noget." „

Den, der led mest af de to, var im idlertid Jean Valjean. Han følte, at Cosette var ved at slippe fra ham, og denne Tanke gjorde ham til Tider saa barnagtig, at han for Eksempel kunde misunde en General, han en Dag saa komme forbi i Uniform, fordi han tænkte, at hvis Skildvagten, naar han gik forbi med Corsette ved Armen, gjorde Honnør for ham, saa vilde hun ikke falde paa at se paa de unge Mennesker. Han havde for Vane at spadsere med hende paa lidet befærdede Steder ude i Nær­

heden af Paris’ Porte, hvor der laa Marker, hvis magre Jorder om Sommeren bar tarvelig Sæd og om Efteraaret saa ud, som om de var skaldede. Her holdt Corsette af at tumle sig. For Jean Valjean var Ensomheden, for hende Friheden her det tiltræk­

kende. Her blev hun atter Barn, løb omkring og legede, tog sin Hat af og lagde den paa hans Skød, mens hun plukkede Blom­

ster. Da de saaledes en Oktober Morgen 1831 var gaaet ud ved Solopgang, og han sad hensunken i sine Tanker ved Vejen, mens hun stod ved hans Side og saa paa de rødmende Skyer, afbrødes pludselig Landskabets Stilhed ved en forvirret Støj i det fjerne.

Den kom nærmere, og man kunde skelne Heste, Vognhjul, Raab og Piskesmeld.

Det var syv Vogne, der kom kørende i Rad, af hvilke de første seks var forspændte hver med fire Heste og lignede lange Stiger paa to H ju l, medens den syvende, en svær Lastvogn, havde fire H ju l og seks paa Rad spændte Heste. Paa hver af de seks Vogne sad der fireogtyve Mand, tolv paa hver Side, med An­

sigterne ud mod Vejen og Ryggen mod hinanden, to og to, med Benene dinglende udenfor Vognen. De havde Halsjern paa og var lænkede sammen, og foran og bag paa hver Vogn stod to Mænd med ladte Geværer og med Enden af Lænkerne under Foden. Paa den bagerste Vogn laa der en Bunke Jernkedler, Gryder, Kulbækkener og Lænker, imellem hvilke nogle tilsyne­

ladende syge Mænd laa bundne. Paa begge Sider af Vognene gik der en dobbelt Række Vogtere i hullede, plettede, lasede Uniformer, der var. halvt graa, halvt blaa, med røde Skulder­

stropper, gule Bandolerer, væbnede med Geværer og Stokke. Det saa ud som en Blanding af Tiggere og Bødler, og deres Fører havde en Kørepisk i Haanden. Foran og bagefter det hele Tog red der Gendarmer med bistre Blikke og dragne Sabler. De lænkede Mænd sad og rystede i Morgenkulden i deres Lærreds­

benklæder, med bare Ben i Træsko, og var for øvrigt klædt i de mest brogede Dragter efter deres Fattigdoms Lune, idet nogle havde bulede Filthatte paa, andre tjærede Kasketter, nogle Blu­

ser, andre sort Kjole med H uller paa Albuerne, en endog en

Fruentimmerhat. Man kunde bag Pjalterne skimte Tatoverin­

ger i Huden, mest luende H jerter og Amoriner, men ogsaa røde Pletter og sygeligt Udslet. En af dem sad og gnavede paa et Stykke Brød, der var saa sort og haardt, at det saa ud, som om han bed i en Sten. De sad alle tre med tørre, glansløse Øjne eller et uhyggeligt Glim t i Øjnene, med dinglende Ben, sitrende Skuldre knyttede Næver eller slappe Hænder. A f og til hørte man Klasket af et Stokkeslag paa deres Skuldre eller Hoveder.

Bag efter Toget løb en Flok hujende Børn.

Paa en Gang kom Solen frem og kastede sit Lys ud over de vilde Skikkelser. Deres Tungebaand løsnedes, og et Fyr­

værkeri af Grin, Eder og Viser knitrede løs, medens nogle gav sig til gennem en Pennepose, som de havde i Munden, at blæse Utøj ned paa de Kvinder, der kom forbi. A l menneskelig Nød havde her sit forskellige Udtryk, alle mulige Dyreansigter kom til Syne. Der var baade Oldinge og Ynglinge, Skaldepander, Graaskæg, raa, trodsige Fjæs, gnavne Ansigter, Svinetryner med Kasketter paa, pigeagtige Hoveder med Proptrækkerkrøller, Bar- neskikkelser, Benrade. Paa den forreste Vogn sad der en Neger.

Ved Siden af en, der sang, sad en, der hylede, medens en tredje tiggede af de forbigaaende. En sad og skar Tænder, en anden gav sin Harme L u ft i Gudsbespottelser; de, der laa i den sidste Vogn, var tavse som Døden. En af Opsynsmændene havde en Kæp med en Krog paa Enden og gjorde stundom Mine til at rode op i denne Bunke menneskeligt Fejeskarn. En gammel Kælling stod ude blandt Mængden med en Femaarsdreng ved Haanden og sagde: „D er kan du bare se, hvad der kommer ud af at være uartig." Naar Sangene og Gudsbespottelserne blev for højrøstede, smeldede Føreren med sin Pisk, og straks regnede der en Hagl af Stokkeslag ned over de syv Vognladninger og fremkaldte H yl og Brøl, medens de Gadedrenge, der rendte hen for at se Toget, ligesom Fluer samler sig om et Saar, jublede af raa Glæde.

Jean Valjean var bleven frygtelig at se til; det var ikke et Skuespil, han var Vidne til, det var som et Syn, der aabenbarede sig for ham. Han vilde rejse sig op og flygte, men han var som naglet fast til Stedet. Pludselig tog han Haanden op til Panden som én, der besinder sig, og mindedes, at han for femogtrediye Aar siden havde gjort den samme Rejse. Cosette var ikke min­

dre betaget af Synet, skønt paa en anden Maade. Vejret var nær ved at gaa fra hende, og hun vilde ikke tro sine egne Øjne.

Endelig spurgte hun: „Fader, hvad er der dog i de Vogne?" —

De Elendige. II. Bind. •->

m anltålde „ U n f tiden “ De rejste sig til sidst, da Toget var draget forbi, fra

deres Plads og gik hjem til Babyionsgade, hver fordybet: i sine Tanker. Men da Cosette om Aftenen havde sagt Godnat til Jean Valjean, hørte han hende sige halvt højt for sig selv: »Hvis

nogen Sinde paa min Vej skulde møde et saadant Menneske, Gud, saa tror jeg, jeg vilde tage min Død over at være ham

Nogle Dage efter stod Cosette en Formiddag ude paa Have­

trappen i sin Morgenkjole, rødmosset efter den sunde Søvn, ved Siden af den gamle, der betragtede hende rørt. Hun havde e Gaaseurt i Haanden, og uden at kende de unge Pigers alminde­

lige Maade at spørge denne Blomst til Raads

paa*. I

elsker

af H jerte, med Smerte o. s. v., stod hun og pillede Kronbladene af den. Hun anede ikke i sin uskyldige Uvidenhed, at det at plukke en Gaaseurt i Stykker er det samme som at pille et H jerte itu. En Rødhals sad og kvidrede i en Busk tæt ved, hvide Skyer boltrede sig paa Himlen, og Jean Valjean sad for­

tabt og stirrede paa de smaa, flinke Fingre, der blev ved at rive Blomsten itu. Hun saa tankefuld ud; men det

maatte

yndige Tanker, hun syslede med. Da drejede hun Hovedet om paa Skulderen med en yndig, langsom B evæ ge^, røm naar en Svane bøjer sin Hals, og spurgte Jean Valjean: „Fader, hvad er

^ e S t ^ ^ d l r l s Liv lid, efter Lidt, og de havde næsten kun én Adspredelse tilbage,

nemlig

Og Klæder til de fattige. Det var paa den Tid, de aflagde Besøg hos Jondrettes. Dagen efter viste Jean Valjean' s>« ^ ^

brændt Saar paa venstre Arm, som i over en Maaned holdt ham inde med Feber, og som Cosette hver Morgen og Aften

forbandt med saa megen datterlig Omhu og He"8 iven^ » at h ikke var langt fra at velsigne sin Lykke. Han havde bildt hende et eller andet ind for at forklare, hvorledes han havde paadraget sig det, og hver Gang hun talte om at kalde Lægen, sva£®

han: „D et maa være en Hundedoktor. Efterhaan en s0™

bredelsen skred frem og Dagene længedes :

oftere igen i Haven. Det var, som omTT^ oraare\ havd®

hende gfad igen og bor,skræm, V i n ^ U h y ^

begyndte atter at foretage sine ensomme Ture i Mørkningen.

M e l det vilde være en Vildfarelse at tro, at man saaledes kan fe d e s i Udkanterne af Paris uden a, opleve noget Eventyr.

TREDJE BOG: HVIS ENDE IK K E ER BEGYNDELSEN LIG . En Aften havde lille Gavroche ikke faaet noget at spise, og det faldt ham samtidig ind, at han den foregaaende Dag ingen Middagsmad havde faaet. Det begyndte at blive trættende; han besluttede derfor at prøve paa at faa sig noget Aftensmad. Han gav sig til at strejfe rundt paa øde Steder i Omegnen af Sal- pétriére i Haab om at hole noget; for hvor der ingen er, kan man altid finde noget. Han naaede saaledes hen til et Sted, hvor han paa sine tidligere Strejftog havde lagt Mærke til en gammel Have med et taalelig godt Æbletræ i, og hvori der plejede at færdes en gammel Mand og en gammel Kone. Ved Siden af Træet laa der et forfaldent Skur til at gemme Frugt i.

Et Æble er lige saa godt som Aftensmad, det kan frelse éns Liv. Hvad der var en Ulykke for Adam, kunde være Frelsen for Gavroche. Haven laa langs med en Gyde, hvorfra den var skilt ved et Hegn, som han let kunde komme igennem. Dagen hæl­

dede, der var ikke et levende Væsen i Gyden, Ø jeblikket var hel­

digt valgt. Men lige som Gavroche skulde til at krybe gennem Hegnet, hørte han nogen tale i Haven og saa lige tæt ved det Hul, han havde tænkt sig at benytte, den gamle Mand sidde paa en Stenbænk, ved Siden af hvilken den gamle Kone stod op.

Hun var muggen, og Gavroche hørte hende sige: „H r. Mabeuf, Værten er gal i Hovedet." — „H vo rfo r det, M utter Plutark?"

— „Jo, for vi skylder ham tre Fjerdingaars Husleje." — „Saa kan vi skylde ham det fjerde med." — „Ja, men saa bliver vi smidt ud." — »Det maa v; finde os i." — „V i har ikke mere Brænde." — „Saa maa vi nøjes med Solvarmen." — „Slagte­

ren v il ikke betro os mere Kød, førend vi betaler hans Reg­

ning." — »Det er meget heldigt, for min Mave kan ikke længer taale Kødmad." — „Bageren v il ingen Brød lade os faa, hvis vi ikke giver ham et Afdrag." — „Saa faar vi spise Æblerne." —

„V i kan da ikke leve saadan uden Penge." — „Jeg har ingen."

Dermed gik Konen sin Vej, og Mabeuf satte sig til at grunde.

Det samme gjorde Gavroche, og det Resultat, han kom til, var, at det var klogest at lægge sig til at sove inde i Hækken, siden der ingen Udsigt var for ham til at faa noget Mad.

Men han sov kun med det ene Øje. Derfor saa han to Skik­

kelser komme ude i Gyden, af hvilke den forreste, en ældre, tarvelig klædt Borgermand, gik langsomt, som om han var op­

taget af sine Tanker, medens den bagerste, et ungt Menneske med fast, smidig Gang, lapset Dragt og en Rose i Munden, tyde­

ligt nok havde Planer med den gamle. Gavroche kendte ham

straks; det var Montpamasse. Han var ikke i T vivl om, hvad Fyren havde i Sinde, og følte næsten Medlidenhed med den gamle Mand. Men paa den anden Side nyttede det ikke at tænke paa at bringe ham Hjælp. For den frygtede Attenaarsbølle var det en smal Sag at faa Bugt med en Olding og en Dreng. Medens Gavroche saaledes sad og overvejede, hvad her var at gøre, skete Angrebet med pludselig Voldsomhed. Montpamasse kastede sin Rose fra sig, sprang løs paa den gamle Mand, greb ham i Kværken og holdt ham fast. Et Ø jeblik efter laa den ene af dem paa Jorden med den anden over sig, rallende og stønnende, med et Knæ saa fast som Marmor paa sit Bryst. Dog var det ikke gaaet ganske saaledes, som Gavroche havde ventet; for den, der laa paa Jorden, var Montpamasse, og den, der laa oven paa ham, var Borgermanden. Det hele var foregaaet et Par Skridt fra Gavroche. Den gamle havde modtaget Angrebet og besvaret det saa eftertrykkeligt, at de to i et Nu havde skiftet Roller. „D et var en storartet gammel Knark," tænkte Gavroche og var lige ved at klappe i Hænderne. Der var blevet stille, og Montpamasse rørte sig ikke længer, saa at Gavroche spurgte sig selv, om han skulde være død. Da hørte han Gamlingen uden at slippe ham sige til ham: „Rejs dig op,“ og han saa Fyrren staa ynkelig og rasende, som en U lv vilde se ud, hvis Faaret tog

den i Nakken. Gavroche brugte Øjne og Øren og syntes, det var en kostelig Morskab, og han blev Vidne til følgende Samtale mellem dem:

„H vo r gammel er du?" — „N itten Aar." — „D u er rask og stærk; hvorfor arbejder du ikke?" — „Fordi det keder mig?

— „H vad er du?" — „D rive r." — „Lad være at gøre Løjer.

Kan jeg gøre noget for dig? Hvad har du Lyst til at være?

„Røver." Der blev en Pause, under hvilken Gamlingen stod ubevægelig, i dybe Tanker, uden at slippe Montpamasse. Denne vred sig som en Aal, gav pludselig et Sæt som et Dyr, der er fanget i en Snare, prøvede paa at spænde Ben og gjorde alle mulige Forsøg paa at slippe løs. Den gamle lod ikke til at be­

mærke det og holdt begge hans Arme fast med den ene Haand paa en Maade, der vidnede om overlegen Styrke. Da han i no­

gen Tid havde staaet og drømt, saa han s tift paa det unge Men­

neske, hævede m ildt sin Røst og holdt i Mørket en Tale til ham, af hvilken Gavroche kunde høre hver eneste Stavelse.

„H ø r nu, du véd ikke, hvad du selv siger, naar du erklærer dig for en Driver, der ikke v il arbejde. Du v il ikke være A r­

bejder, saa bliver du Slave. Du v il komme til at slide værre i det end dem, der tager sig noget nyttigt for, og dit Liv v il blive

forfærdeligt. Naar de andre v il ud ad en Dør, saa skyder de den op, og saa er de udenfor; men du v il blive nødt til at hugge H ul i Væggen. Hvad gør andre Mennesker, naar de v il ned paa Gaden? De gaar ned ad Trappen. Men du v il komme til at rive dine Lagener itu og lave et Reb for at krybe ud gennem Vinduet, hænge over Afgrunden i Nattens Mørke, i U vejr og Regn, og, hvis Rebet er for kort, falde ned fra et højt Sted uden at vide, hvor du dumper hen. E ller du v il klatre ned gennem et Skorstensrør med Fare for at blive levende brændt, eller krybe gennem en Latrinkule med Fare for at drukne. Jeg v il ikke tale om alle de H uller, du maa stoppe, de Sten, du maa tage ud og sætte ind igen Snese Gange i Døgnet, den Kalk, du maa skjule i din Madras. Er der en Laas, saa har du ingen Nøgle til at lukke den op med, og du v il blive nødt til at udføre et forfærdeligt Arbejde for at aabne den. Du maa møjsommeligt hule en Kob­

berskilling ud for i den at gemme en Fil. Hvor skal du faa Værktøj fra? Ja, det bliver din Sag. H vis du saa af en U rfje r kan lave dig en Sav til at gemme i den hule Skilling, saa skal du med den file Laasen over, save Jernstangen for dit Vindue igen­

nem, skære den Lænke itu, som du har om Benet. Og naar du saa bliver opdaget, hvad har du saa for al din Møje og dit Slid og din Opfindsomhed og dit taalmodige Arbejde? Mørkt Fæng­

sel. Du v il ikke arbejde? Men du v il nok æde, drikke og sove godt. Ja, du v il komme til at drikke Vand, spise Grovbrød og sove paa en Planke med en Jernlænke, hvis Kulde du v il føle om Natten, nittet til dine Lemmer. Du v il bryde Lænken itu og flygte bort. Godt! Saa v il du komme til at slæbe dig paa din Bug gennem Tjørn og Krat og blive nødt til at æde Græs ligesom de vilde Dyr i Skoven. Og saa v il du blive fanget ind og komme til at tilbringe Aaringer i en mørk Rakkerkule, lænket til en Mur, hvor du maa famle dig hen til din Krukke for at slukke din Tørst, bide i noget skrækkeligt Brød, som ikke engang Hundene gider ædt, og stille din Sult med Ærter, som Ormene har gna- sket i, før du fik dem. Hav dog Medlidenhed med dig selv, du stakkels Barn, der endnu er saa ung, at det ikke engang er tyve Aar, siden du pattede din Moder, og hør paa, hvad jeg siger dig!

Du v il gaa med pæne Klæder, lakerede Sko, krølle dit Haar, smøre Pommade i Haaret, gøre Lykke hos Pigerne og tage dig ud? Men du blive raget i Hovedet og komme til at gaa med en rød Kasseking og faa Træsko paa Fødderne. Du v il gerne have Ring paa Fingeren; men du v il i dets Sted faa Halsjern om Nakken. Hvis du blot ser paa et Fruentimmer, v il du faa Stokken over Rygstykkerne. Du v il gaa ind til alt det i en A l­

der af tyve Aar, og du v il komme ud af det, naar du er halv­

treds. Du v il gaa derind ung, rødmosset, frisk, med straalende Øjne og hvide Tænder og med dit ungdommelige Haar; men du v il komme ud ødelagt, krumbøjet, rynket, tandløs, med hvidt Haar og et skrækkeligt Udseende. Min kære Ven, det er en fe jl Kurs, du lægger an, din Dovenskab er en slet Raadgiver. Det haardeste Arbejde, man kan tage sig for, det er det, en Tyv og en Røver paatager sig. Tro du mig, det er ingen magelig Be­

stilling at være Gavtyv; det er meget lettere at leve som en ærlig Mand. Gaa nu din Vej og tænk over, hvad jeg har sagt dig! Men, det er sandt, hvad var det, du vilde mig? Min Pung?

Den er dér!“

Og idet Gamlingen slap Montparnasse, stak han ham sin Pung i Haanden, og Fyren gav sig straks til at løfte paa den, hvorpaa han med samme Forsigtighed, som om han havde stjaalet den, uvilkaarligt stak den ned i sin Baglomme. Derpaa fortsatte den gamle, som Læseren sikkert har genkendt, sin Spadseretur, me­

dens Montparnasse, idet han mumlede: „Den Idiot! blev staa- ende i Mørket og stirrede efter ham. Paa samme Tid nærmede Gavroche sig og krøb, efter at have forvisset sig om, at Mabeuf sad og sov paa sin Bænk, hen bag Montparnasse, stak forsigtigt sin Haand ned i hans Lomme, greb Pungen og forsvandt derpaa lydløst i Mørket, uden at den anden, der ingen Aarsag havde til at være paa sin Post og maaske for første Gang i sit Liv havde faaet noget at tænke over, mærkede det ringeste. Da Gavroche var kommen hen til det Sted, hvor den gamle Mabeuf sad paa Stenbænken, kastede han Pungen over Hækken og skyndte sig bort. Den faldt ned paa den forhenværende Kirkeværges Fod og vækkede ham op af sin Lur. Han bøjede sig frem og tog Pungen op uden at kunne begribe, hvor den kom fra. Den havde to Rum, af hvilket det ene indeholdt nogle Smaapenge, det andet seks Louisdorer. Han var helt forfjamsket og gav Mutter Plutark

Pengene. Hun sagde blot: „D et er Himlen, der sender dem.“

Cosette, der for et Par Maaneder siden havde været saa be­

drøvet, var i Færd med atter at komme til Hægterne. Naturen, Foraaret, Ungdommen, Kærligheden til Faderen, Fuglenes Kvid­

der og Blomsternes D uft dryppede lid t efter lidt, Dag for Dag, Glemselen, eller noget, der lignede Glemsel, i hendes unge, jom ­

fruelige Sjæl. Om end Ilden ikke ganske sluktes, men laa og ulmede under Asken, saa følte hun den i hvert Fald ikke længer brænde. En Dag kom hun pludselig til at tænke paa Marius og

sagde til sig selv: „A k, jeg havde jo næsten glemt ham. Samme Uge saa hun en køn Lansenérofficer med Hvepsetaille, rødmos­

sede Kinder, Sabel under Armen og vikset Overskæg gaa nok saa flot forbi med Cigar i Munden, og hun tænkte, at han hørte til det Regiment, der havde Kaserne i Babyionsgade. Næste Dag saa. hun ham atter komme og lagde Mærke til Klokkeslettet, og fra nu af gik han daglig forbi. Hans Kammerater gjorde den Iagttagelse, at der i den slet vedligeholdte Have var en køn, ung Pige, som næsten altid stod bag Havegitteret, naar Løjtnanten, der ikke var nogen anden end Théodule Gillenormand, kom forbi, og de sagde til ham: „D er er en ung Pige, der kaster venlige Øjne til dig; se dog paa hende!" Men han svarede: „T ror I, jeg har Tid til at se paa alle de Piger, der kikker efter m ig?"

Netop paa samme Tid tænkte Marius: „Kunde jeg blot se hende endnu en Gang før min Død!" Hvis hans Ønske var bleven op­

fyldt, saa havde han i det Ø jeblik set Cosette betragte Lanse- néren, og han vilde sagtens være død af Smerte. Marius var af den Slags Naturer, der synker ned i Sorgen og dvæler dér; Co­

sette var af dem, der dykker ned i den og kommer op igen. Hun gennemgik paa den Tid det farlige Ø jeblik i en Kvindes Drømme­

liv, der er overladt til sig selv, da den ensomme unge Piges H jerte ligesom en Vinranke fæster sig ved hvad Tilfældet by­

der, en Marmorsøjles Kapitæl eller en Stolpe i et Værtshus. Hvad var der i Cosettes Sjæl? En roligt slumrende Lidenskab, en svævende Elskovsstemning, noget, der paa Overfladen var klart

og gennemsigtigt, dybere nede uklart, allerdybest nede mørkt.

Paa Overfladen spejlede den smukke Officers Billede sig; men var der paa Bunden af hendes Sjæl et Minde? Maaske. Cosette vidste det ikke.

Da indtraf der en Hændelse.

I den første Halvdel af A pril Maaned gjorde Jean Valjean en Rejse, noget, der af og til hændte med lange Mellemrum.

Han plejede gerne at blive et Par Dage borte, og ingen, ikke engang Cosette vidste, hvor han da var henne. Det var i Regelen, naar der manglede Penge i Huset, at han gjorde disse Smaa- udflugter.

Han var altsaa fraværende og havde sagt, at han vilde blive borte i tre Dage.

Om Aftenen sad Cosette inde i Dagligstuen, hvor hun for at adsprede sig havde lukket sit Klaver op og sad og sang Jæger­

koret af Euryanthe. Da hun var færdig, blev hun siddende tan­

kefuld, men syntes paa en Gang, at der gik nogen ude i Haven.

Det kunde ikke være hendes Fader, for han var borte; det kunde

heller ikke være Toussaint, for hun var gaaet i Seng. Klok­

ken var ti. Hun gik hen og lagde sit Øre til Vinduesskoddet, og det forekom hende, at det lød, som om en Mand gik med ganske sagte Skridt. Hun gik hurtigt op paa første Sal, hvor hun havde sit Værelse, og saa gennem et Kikhul i Skoddet ud i Haven.

Det var Fuldmaane og saa lyst som ved Dagen; men der var ingen at se. Hun lukkede Vinduet op; men der var ganske stille i Haven, og Gaden var mennesketom som altid. Cosette maatte derfor tro, at hun havde taget fe jl, og at Webers Musik havde faaet hende til at se Syner, og hun slog sig dermed til Taals og tænkte ikke videre over Sagen. Hun var desuden af Naturen ikke bange af sig. Der var Zigøjnerblod i hendes Aarer, hun var snarere en Lærke end en Due.

Næste Dag spadserede hun ved Mørkets Frembrud i Haven og troede, mens hun gik der i Tanker, at hun i enkelte Øje­

blikke hørte en lignende Støj som den foregaaende Dag, som om én langt borte fra hende gik inde under Træerne i Mørket. Men hun blev snart enig med sig selv om, at der er en stor Lighed mellem Trin i Græsset og Grenes Knagen, naar de falder ned, og hun skænkede ikke Sagen videre Opmærksomhed, saa meget mere, som hun ikke kunde se noget. Hun gik ud paa en aaben

Plads i Haven, hvor Maanen, der netop var staaet op bag ved hende, kastede hendes Skygge paa Grønsværet, og hun standsede forfærdet, da hun ved Siden af sin egen Skygge saa en anden, der saa ud, som om den tilhørte en Mand med en rundpullet Hat, der stod i Udkanten af Trægruppen bag ved hende. Hun stod et Ø jeblik maalløs uden at røre sig af Pletten. Endelig tog hun Mod til sig og vendte sig rask om. Men der var ingen at se, og Skyggen var forsvunden. Og dog kunde det ikke være et Spø­

gelse, hun havde set, for Spøgelser gaar ikke med rundpul­

let Hat.

Næste Dag kom Jean Valjean hjem, og da hun fortalte ham, hvad hun troede, hun havde hørt og set, blev han betænkelig, i Stedet for, som hun havde ventet, at trække paa Skuldrene og sige til hende, at hun ikke var rigtig klog. Han forlod hende under et Paaskud og gik ned i Haven, hvor han opmærksomt eftersaa Gitteret. I Løbet af Natten vaagnede hun og var denne Gang sikker paa, at hun tydelig hørte én gaa tæt ved Trappen neden under hendes Vindue. Hun skyndte sig hen og aabnede Trækruden og saa ganske rigtigt en Mand gaa nede i Haven med en tyk Stok i Haanden. Just som hun skulde til at skrige, faldt Maanens Lys paa Mandens Ansigtslinie, og hun saa, at det var hendes Fader. Hun lagde sig atter til at sove, men hun

tænkte ved sig selv: „Han maa være meget ængstelig." Jean Valjean tilbragte baade denne og de to .følgende Nætter nede i Haven; Cosette kunde se ham gennem H ullet i Vinduesskoddet.

Men den tredje Nat, da Maanen var i Aftagende og derfor stod senere op, hørte hun, da Klokken vel kunde være omtrent ét, en Skoggerlatter, og i det samme kaldte hendes Fader paa hende og sagde, da hun aabnede Vinduet: „Kom skal du se Skyggen med den rundpullede H a t!“ Og saa viste han hende paa Grøn- sværet en Skygge, som Maanelyset kastede, og som havde en vis Lighed med et Spøgelse med rundpullet Hat. Det var Skygge­

ridset af en Skorsten, hvis Kapitæl løftede sig over Sidehusets Tag. Cosette gav sig til at le, alle hendes mørke Anelser svandt bort, og da hun næste Dag spiste Frokost med sin Fader, morede hun sig over den uhyggelige Have, hvor Skorstenene spøgede i Maaneskin. Jean Valjean blev atter rolig, og Cosette lagde ikke Mærke til, om Skorstenen laa i samme Retning som det Sted, hvor hun havde set eller troet at se Mandens Skygge. Hun spurgte heller ikke sig selv, om der ikke var noget besynderligt i, at Skorstenen havde trukket sig tilbage, da hun vendte sig om, og var ganske beroliget, saa at hun opgav sin Indbildning om, at der var nogen, der havde gaaet i Haven.

Men nogle Dage efter indtraf der noget nyt.

Der stod nede i Haven, tæt ved Gitteret ud imod Gaden, en Stenbænk foran en Avnbøg, saaledes anbragt, at man ikke ude­

fra kunde se den, men at til Nød en Arm, naar den blev stukket ind mellem Tremmerne, kunde naa den. En Aften var Jean Valjean gaaet ud, og Cosette sad efter Solnedgang paa Bæn­

ken og tænkte mørke Tanker, mens Aprilvinden suste køligt i Træerne. Hun rejste sig op og gik langsomt Haven rundt i det dugvaade Græs, idet hun sagde til sig selv: „Man skulde egentlig have Træsko, saa man ikke gik her og blev forkølet." Da hun kom tilbage for atter at sætte sig ned paa Bænken, faldt hendes Øje paa en stor Sten, der netop laa paa det Sted, hvor hun eit Ø jeblik i Forvejen havde siddet, og hun spurgte forundret sig selv, hvad det vel kunde betyde. Det faldt hende ind, at den maatte være bleven stukket ind gennem Gitteret, og hun blev saa bange, at hun løb sin Vej op i Huset uden at turde se sig om, smækkede Havedøren i, satte Tværstangen for og spurgte Toussaint: „E r Fader kommet hjem ?" — „N e j, endnu ikke,"

var Svaret, der efter den gamle Piges Sædvane blev givet med stammende Mæle.

„Toussaint," vedblev Cosette, „De sørger vel for hver Aften at sætte Skodderne for alle Vinduerne ud til Haven og sætte de