Kreativiteten ligger i højre hånd hos komponi- sten Per Nørgård . Han nægter at bruge maski- ner og skriver i tusindvis af noder ud i hånden.
Til gengæld kan han ikke klare sig uden en no- delæser i Schweiz, et roterende viskelæder og en middagslur.
Processen Kunst er også håndværk, men det hårde arbejde, tvivlen og de mange ændringer undervejs skal helst være usynlige, når det vel- lykkede værk står færdigt. Til slut ser vi alle beundrende til, men hvordan kom kunstneren frem til slutresultatet? I en række interview åb- ner vi dørene til kunstnerens værksted. Ikke for at fjerne mystikken fra det færdige værk, men for at lade repræsentanter for forskellige kunst- arter fortælle om deres særlige færdigheder, ru- tiner og ritualer. 1
Komponisten Per Nørgård tager imod på fem- te sal i sin far, manufakturhandlerens hus på Nørrebrogade. Der har han boet siden mid- ten af 1960’erne.
Hvordan er det som komponist at bo ud til al den larm?
Nu har jeg for det første vinduet åbent. Hvis jeg lukker det, er der ikke så meget larm. Og så bor jeg over for de døde på Assistens Kir- kegård. Det ville nok være en katastrofe, hvis der boede en rockfan lige under mig: dunk!
dunk! dunk! Men jeg kan ikke lade være med at følge med – det er mit helvede – når jeg går på restauranter eller i stormagasiner, og der er muzak. Jeg hører det hele! Jeg kan kun gøre lyd til baggrund, når jeg sidder og kom- ponerer. Medmindre det er en flue – den skal ud. Men jeg vil helst ikke slå den ihjel. Jeg vil nødig have lig i mit arbejdsværelse. Jeg kan måske løbe den ud ved at lave nogle særlige bevægelser, som jeg bilder mig ind kan hyp- notisere den.
Men nogle gange har jeg lavet raids og slået en masse ihjel – som da jeg lavede min opera.
KO M P O N I S T E N PÅ K V I S T E N I N T E R V I E W ( 2 0 0 2 )
Af Marie Tetzlaff
Men du kan godt abstrahere fra lyde og musik, når du sidder og komponerer?
Ja. Hvis jeg er optaget af det, jeg er i gang med. Men jeg kan godt blive så nysgerrig, hvis der er en demonstration i gaden, at jeg går op på taget for at kigge. (Per Nørgårds lejlighed har to lave loftsrum og stigeudgang til taget).
Hvis Helle vil se noget i tv, tager jeg eventuelt ørepropper i, men jeg kan godt koncentrere mig.
Inkorporerer du lyde fra gaden i det, du sidder og laver?
Det er meget underligt, du spørger om det just nu, for hvis du havde spurgt for to år si- den, ville jeg have sagt: ”Nej, det kan jeg over- hovedet ikke forestille mig”. Da havde jeg kun en enkelt historie fra min ungdom med et by- buds fløjten, som jeg inkorporerede i en fløj- tesuite. Men for halvandet år siden begyndte jeg at improvisere ‘trafikkoncerter’ eller ‘tra- fiksuiter’. Det hænger sammen med, at jeg begyndte at cykle, fordi jeg solgte bilen. Det er lydmæssigt bedre at cykle end at gå. Det er en verden af orkestermusik – inde i mit hoved.
På cykel kommer du selv igennem et lyd- landskab. Det er ikke som en koncertgænger, der sidder på en plads. Jeg er også blevet in- spireret af gården, som jeg ser og hører fra køkkenet. Børnene, der leger.
NÅR UTOPIEN SLUKKER
Det sværeste i Per Nørgårds arbejdsrytme er overhovedet at komme i gang. Og når han er træt og holder inde med dagens arbejde, siger han, at
“utopien er slukket for i dag”.
Min træthed ytrer sig ved, at jeg synes, det, jeg laver, er irrelevant for verden og for mig. Jeg fandt tidligt frem til et trick, som går ud på at holde op, før jeg er færdig med ideen. Mens utopien stadig lever.
Det afgørende er følelsen af relevans.
Jeg begyndte som A-menneske og var kompo- nist fra 9 til 14. For det havde jeg læst i kom- ponistbiografier, at man skulle være. Vagn Holmboe var min lærer, og han levede meget sundt og regelmæssigt. Man satte sig til sit ar- bejdsbord og arbejdede indtil frokost, og så kunne man eventuelt instrumentere om ef- termiddagen. Det var idealet, og det startede jeg også med. Men det blev dødsvært efter- hånden, for med årene kom der mere og mere til. Jeg skulle også tjene penge, og jeg under- viste på konservatoriet i København og på Fyn og var musikanmelder på Politiken. Der var en krise i 1950’erne, og jeg var ved at gå i stå i et meget vigtigt værk for tolv solostrygere. Der er meget at holde styr på, når der er tolv, der hver især skal have noget spændende at spil- le! Og jeg prøvede at holde styr og styr, og jeg gik mere og mere i stå. Og så lavede jeg en af- tale med mig selv: “Nej! Det skal være løgn!”
– for jeg kunne godt mærke risikoen – “Jeg skal skrive mindst en tone hver dag”. Så jeg tog nodepapiret frem hver eneste dag, også om søndagen, selv om jeg var dødtræt. Sådan kom jeg igennem den krise. For jeg vidste, at hvis det begyndte at dø i underbevidstheden, kunne jeg vinke farvel til det. Det er jo spinkle ting, indtil man har konkretiseret, hvori det nye for en selv er.
RENT HÅNDARBEJDE
Per Nørgård får bunkevis af breve og bruger me- gen tid på sin post. Med over 300 værker, hvoraf mange til stadighed opføres, må han finde sig i, at musikere hele tiden skriver til ham og sender bånd – og bestillinger, som han dog oftest må afslå.
I dag fik jeg sendt fire vigtige breve af sted. For at jeg kan komme i gang, skal der være en art evighed forude. Hvis nogen vil mig noget, og jeg frygter, at nu ringer de og rykker det, kan jeg ikke holde ud! Så må jeg kaste en luns, og når jeg har gjort det, kan klokken godt være 11. Og så skal jeg måske til prøve eller gøre andre ting. Men nu kan jeg godt arbejde om eftermiddagen og om aftenen. Det kunne jeg ikke i gamle dage.
Jeg skriver alting i hånden, det må folk fin- de sig i. Jeg har aldrig rørt en skrivemaskine.
Jeg vil ikke anfægte min højre hånd med ma-
skiner. Det er den, jeg skriver musik med, det er min kreative hånd, den vil jeg også skrive tekster med. Jeg ville heller aldrig drømme om at skrive noder ud på computer. Da jeg un- derviste, forbød jeg mine studerende at kom- me med deres værker på computer. Compu- teren er et groft instrument, den kan ikke skrive alle de nuancer. Den kan ikke afgøre, om en node er ‘des’ eller ‘cis’ – hvordan skal den kunne det?”.
Per Nørgård har prøvet at have en sekretær. Det var en katastrofe.
Vi grinede ad os selv efter to måneder. For hver gang der var noget vigtigt at svare, var det kun mig selv, der kunne. Jeg kunne give ud- kast til afslag: “Desværre kan jeg ikke kom- ponere en koncert for ni basuner”, så klapre- de han det ned, og næste uge kom han med det til underskrift. Der ligger også nogle fuld- stændig uautentiske breve, han selv har skre- vet i min stil. Jeg har så skrevet under med venlig hilsen. Pinligt, ikke? Det var en parodi.
Der er dog håb forude. Når Per Nørgårds kone snart holder op med at arbejde, har hun lovet at hjælpe med posten.
Hun vil kigge på det hele og dosere, hvad hun vil vise mig, og hvad der kan gemmes. Der kan jo være en opførelse af en symfoni, der hæn- ger på, om jeg giver tilladelse..
NODELÆSER I SCHWEIZ
Per Nørgårds forlag, Wilhelm Hansen, vareta- ger hans rettigheder og det samarbejde fungerer fremragende, siger han:
Men der skal også hver dag snakkes om ting frem og tilbage – i flere afdelinger endda. Er det en ting, der skal trykkes, så er der korrek- turen til sidst. Første korrektur er forlaget så venligt selv at læse
Første gang Per Nørgård fik trykt en orkesterkom- position, gik det dog galt: Forlaget glemte at læse korrektur. Og værket – ‘Metamorfose’ for stryge- orkester – skulle radiotransmitteres. Så til prø- ven spillede orkestret det uden korrekturlæsning.
Der var panik, det kan jeg godt sige dig! Der er ingen musik, der overhovedet kommer frem sådan en dag. Det hele var forkert, og jeg var helt ødelagt. Så fik jeg alle stemmerne med hjem, og dirigenten Ernst Hye-Knudsen sag- de: “Hvis De kommer med det i morgen, og der ingen fejl er, skal jeg se, om jeg kan nå at få det igennem”. Så jeg sad hele natten med det og svedte.
Der er så mange mulige fejl i en symfo- ni – mange, mange flere end i en trykt tekst.
Og de kan meget vel opstå allerede fra min hånd. Jeg har en nodelæser i Schweiz, Ole Thilo, og når jeg får noget tilbage fra ham, er det frygtelig nedslående, så mange fejl han med sit falke øje har fundet i mit originalpar- titur. Han skriver noderne ud til hvert instru- ment, men før han gør det, skal han være sik- ker på, at han skriver det rigtige ud og ikke noget sludder og vrøvl. Nogle gange har han læst min musik bagfra og fundet ud af, at en tone nok skal være ‘as’ i stedet for ‘a’. Og han har fuldstændig ret! Det er fantastisk at have sådan en mand. Men jeg skal jo tjekke, hvad han laver. Så de dage, jeg får kurérpost, kan jeg glemme alt om at komponere selv. Noget af det tager tre dage at læse korrektur på. Det er måske 20 sider, hvor der er spørgsmål til for eksempel Violin 1, takt 39, fjerde node:
er det ‘as’ eller ‘a’? Du kan godt se det, ikke?.
ET UDSAT JOB
Før i tiden var det først ude i orkestrene, fejl i partituret blev opdaget.
Forestil dig, der er to timers prøve med 80 musikere: Hvis der er en fejl i hvert parti- tur, bliver det 80 afbrydelser! “Undskyld, min nabo spiller ‘as’, og jeg spiller ‘a’, det lyder forkert, men det skal vel være sådan, når det er moderne musik?”.
Dirigenten opdager det måske ikke, for han kan sagtens se helheden. Men den enkel- te musiker ser jo kun, hvad der står på hans partitur, og ved ikke, hvad de andre skal spil- le, før han hører det.
Hvis du virkelig er masochist og har lyst til at opleve noget ydmygende, så skal du være ung komponist og gå til en orkesterprøve! Du kan risikere at blive spyttet på! Det er der en engelsk komponist, der har oplevet! Så det er
sådan set et udsat job. Jeg er lykkelig for, at jeg har sådan et godt forhold til Radiosymfo- niorkesteret og til dirigenterne Tamás Vetö og Kaare Hansen (der dirigerer operaen ‘Nuit des hommes’ i Paris tre gange i april, red.).
Jeg har meget glæde af de unge dirigenter Thomas Dausgaard og Giordano Bellincam- pi. Dausgaard er et geni, han kan høre, hvad jeg mener med musik og fjerne nogle instru- menter hos mig, hvis de er overflødige. Det er der aldrig andre, der har vovet. Og hvis ikke han havde ret, ville jeg sige: “Rend og hop!
For mig er det ofte et helvede at få noget opført første gang. Musikken findes som ab- straktion, ren struktur, nodeskrift, men den bliver først til inde i bevidstheden hos en til- hører. Og allerførst bliver den til hos musiker- ne, og derfor er musikerne mine nærmeste venner på denne Jord! Beethoven skreg nog- le gange: “Jeg giver fanden i dit instrument, når ånden kommer over mig!”. Det skulle jeg lige vove! Jeg kan godt have lyst til at sige det, men komponisters forhold til musikere i dag er præget af en sådan viden om hinandens uundværlighed, at man ikke vover at sige den slags. Og det ville også være dumt at gå imod instrumentet – det er meget sjovere at finde dets uanede muligheder.
Kan du komponere på flere ting samtidig?
Jaja. Jo større værket er i omfang, jo flere sa- tellitværker hober sig op omkring, som un- dersøger delaspekter af melodikken. På den måde forsker jeg i mine egne funds bæredyg- tighed i forskellige sammenhænge”.
FLYGEL OG MASKINPARK
Vi stiger en etage op til Per Nørgårds arbejdsvæ- relser på en tagetage, der er indrettet, før han officielt fik tilladelsen. Derfor er den så lavlof- tet, at ingen af os kan gå oprejst. Her står dels Hindsberg-flyglet, dels en maskinpark af nye og gamle computere og synthesizere, som Ra- diosymfoniorkestrets slagtøjssolist, Gert Søren- sen, har inspireret til og opstillet. Blandt andet en museumsgenstand af en analog synthesizer, som entusiaster som Fuzzy og Kenneth Knud- sen savler over og også ejer eksemplarer af. Per Nørgård er vist ikke selv så stor entusiast, ej hel-
ler helt tryg ved alle knapperne. Det er derimod hans børnebørn.
Jeg bruger ikke computer i komposition, men som klangligt og rytmisk ‘checkpoint’. Forde- len ved en computer er, at jeg kan lege med en bestemt rytmisk idé. Men jeg gør mig til af, at jeg kan høre det meste for mit indre øre.
I ‘maskinrummet’ står også reoler med påkli- strede årstal på hylderne. Her ligger Per Nør- gårds værker ordnet efter udgivelsesår.
Det er etagens vigtigste etablering. Når en mu- siker ringer og siger, han har et problem, slår jeg værket op i fortegnelsen her. Der står års- tallet, og så kan jeg tage partituret fra hylden”.
Nu er der så mange værker, at indtægterne fly- der stabilt. Siden 1970 har Per Nørgård kunnet leve af sine kompositioner og fortsatte kun – ind- til 1996 – med at undervise unge komponister, fordi det var så interessant.
Da der var syv værker, kunne han se det på bank- kontoen, når et af dem havde været spillet, men i de sidste 30 år har han ikke kigget på KODA- listens detaljer. Det gør hans kone.
Jeg vil ikke vide, hvad der bliver spillet mest. Så jeg bliver fristet til at lave mere af det eller bliver ked af, at noget, jeg har investeret meget i, ikke bliver spillet.
EVIGHEDEN ER DET BEDSTE
Med til Per Nørgårds arbejdsrytme hører nu en daglig lur, som bliver taget på forskellige tids- punkter, alt efter hvad der er af aftaler.
Jeg kunne ikke så godt tage den nu, hvor du skulle komme! Jeg var til korprøve i formid- dag, og jeg skal lave chili con carne i aften. Men bagefter kan jeg forestille mig, at jeg nok er lidt frustreret over slet ikke at have fået kompone- ret, så hen ad 21-tiden, hvis Helle går tidligt i seng eller vil se noget i fjernsynet, så sætter jeg mig måske. Hvis jeg får en halv time, har jeg det bedre. Men evigheden er det bedste.
Når evigheden – eller det, der ligner – skal op- nås, tager komponisten til huset på Langeland.
Til det hører en arkitekttegnet arbejdshytte på 4x4x4 meter med et stort dejligt Bösendorffer- flygel – meget bedre end det, han har i byen – og vinduer ud mod en lille å.
Der kan jeg slappe af og følge ideernes or- ganiske tilblivelse. Når jeg er på tømrer- og snedkerstadiet – der skal mange forudsæt- ninger til for at lave 10.000 tegn på en side – er det mindre spændende end der, hvor jeg kan mærke, at æblet er ved at modne. Men selv en dag, hvor jeg ikke har lavet andet end at sætte taktstreger, kan jeg føle mig glad, bare jeg har nået en halv time.
PARTITURET SOM MALERI
Vi sidder med nodeark til den ”Violinkoncert”, Per Nørgård er ved at skrive:
Jeg sætter taktstreger med en anden farve, inden jeg renskriver musikken. Når jeg kom- ponerer, sætter jeg ofte taktstregerne efter noderne. Nogle starter søreme med at sæt- te takterne ind og fylder så ud! Jeg ville blive sindssyg af det. Jeg må hele tiden føle, jeg har uendeligheden – også med hensyn til det. Jeg skriver skitser, men ikke kladder, det kan jeg ikke holde ud. Jeg gør partituret færdigt side for side, som om det var et maleri. Jeg har det i hovedet, og når jeg er nået til det stadium, hvor jeg skal se et partitur, må jeg have det hele med.
Når du kun laver skitser og ellers skriver direkte ind – så må din indskrivning blive ret langsom?
Ja, det er noget, der tager tid. Jeg gider ikke fylde ud. Jeg kreerer, men på baggrund af en rig mængde af skitser. Jeg laver fantastisk mange skitser. Først når mit øre har sagt ja til klangene, og kroppen har sagt ja til rytmerne – først der er jeg sikker. Og så vælger jeg node- ark af passende størrelse og tegner det op. Jeg har regnet ud i forvejen, hvor mange takter der skal være – det har jeg tegnet op på skit- serne i rød, måske. Så kan jeg tælle, at der kan stå syv takter på en side, og skriver dem fint ind. Du kan tro, jeg laver smukke partiturer – især efter jeg fik skrivebriller! Her er netop violinkoncerten. ‘Borderlines’ kalder jeg den
– grænselinjer. Se her – der kommer nogle ret pæne skulpturer ud af det.
Det er meget nyttigt med forskellige farver, for på den måde får de enkelte linjers bevæ- gelse fat i øjet – det bliver ikke abstrakte no- der. Hvis alle de røde er træblæsere, og de blå er strygere, kan du umiddelbart se klangen.
Det er ligesom klangfarver. Det betyder no- get for mig.. Dette er en renskrift, der kikse- de. Jeg troede, jeg kunne redde den, men mu- sikken udviklede sig forkert. Jeg kunne bruge noget af den, så jeg måtte klippe og klistre.
Jeg er lidt praktisk gris også. Hvis jeg gør en fejl, kan jeg rette den ved hjælp af dette lille, guddommelige instrument…
Her fremviser Per Nørgård, hvad han kalder sin alderdoms trøst, et roterende, spidst viskelæder…
… men efter et vist antal rettelser bliver papi- ret for mørkt. Og så må jeg begynde helt for- fra.
Man kan se spor af rettelser på alle mine sider. Og det kan kun lade sig gøre at rette så meget, fordi jeg har det viskelæder. Jeg skri- ver med blyant og tager så fotokopier.
Blyant er meget behageligere for en kom- ponist end det forstenende blæk. Før i tiden havde jeg altid radervand ved siden af. Det her viskelæder kan tage en prik uden at ‘gnidre’
det ved siden af. Det er næsten som et tandlæ- gebor, det lyder også sådan.
Jeg bruger også engangsskriveblyanter til 2,50 kr. stykket. Man kan skrue stiften ud med én finger på den skrivende hånd uden at standse skrivebevægelsen.
Før i tiden havde jeg altid gang i blyant- spidseren, for blyanterne blev hurtigt stum- pe, og jeg kunne slet ikke skrive så pænt som på min skrueblyant. Den reddede mig fra at sidde og kaste stumpe blyanter fra mig – i ste- det for som et fornuftigt menneske at lægge dem til side. Jeg gad ikke have den afbrydel- se. Der knækkede en hel del blyanter på den konto!
Blå bog: Per Nørgård
Per Nørgård , komponist, født 1932 i Gentofte.
Diplomeksamen fra Det. Kgl. Danske Musik- konservatorium 1955; studier hos Nadia Bou-
langer, Paris, 1955-57; lærer ved de tre konser- vatorier 1958-95, professor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium 1987-95. Kom- positioner: Over 330 værker i alle genrer: seks symfonier, trioer, kvartetter, cello-, klaver-, og violinkoncerter, balletmusik, korværker, ope- raer (bl.a. Labyrinten, Gilgamesh, Siddharta), filmmusik til bl.a. Babettes Gæstebud, The Prin- ce of Jutland, Manden der tænkte ting. Tildelt adskillige priser, blandt andet (2 gange) Carl Nielsen-prisen, Nordisk Råds Musikpris 1974 og Léonie Sonnings Musikpris 1996. Æresmed- lem af International Society for New Music.
Blandt andet medlem af og formand for Dansk Komponistforening, Det Danske Tonekunst- nerselskab; formand for repræsentantskabet for Statens Musikråd 1971-80; formand for Sta- tens Kunstfonds Tone kunstudvalg 1983- 86.
Per Nørgårds 70-års fødselsdag 13. juli i år fejres ved adskillige opførelser i Danmark og udlandet. Således ved Huddersfield Festival, Esbjerg og Oremandgård kammermusikfsti- valer, Nutida Musik, Sverige. Danmarks Radi- os Symfoniorkester (under Thomas Dausga- ard) opfører 6. Symfoni i Tivoli og på
Proms i London og som indledningskon- cert ved Nordiske Musikdage (MAGMA) i Ber- lin i november. Den ‘triple-bestilte’ violinkon- cert ‘Borderlines’ opføres af engelske Rebecca Hirsch i Cheltenham d. 17/7, i København 12/8 og i Helsinki d. 7/9. Den 9. strygekvartet, som blev uropført i USA af Orion-kvarteten og i Europa af Vertavo-kvartetten i hhv. 2001 og 2002, bliver opført fem gange i USA og 25 gan- ge i Europa.
International Society for Contemporary Music (ISCM) stiftet 1927, fejrer sit 75-års ju- bilæum – og æresmedlemmet Per Nørgård – med en såkaldt signaturkoncert ved årets ISCM-festival i HongKong i oktober.
Noter
1 Tidligere er bragt interview med drama- tikeren Astrid Saalbach (2. februar 2002), forfatteren Kirsten Thorup (9. februar), arkitekten Søren Robert Lund (16. febru- ar) og billedhuggeren Lone Høyer Hansen (23. februar).
■
Komponisten på kvisten, portræt-interview med komponist Per Nørgård ved Marie Tetz- laff, til Politiken d. 3/3 2002
