Tyske soldaters afrejse til Østfronten fra Ribe
AfFlemming Christensen
Dervar fyldt på vejen langsjernbanen fra Seminarievej tilbanegårdenogpå markeds¬
pladsen af tysk krigsmateriel, der sammen med de tyske tropper havde opholdt sigpå
rekreation i Danmark. De skulle sendes til Østfronten, det var ikke noget ualminde¬
ligt, det skete med mellemrum. Detvarikke
etspærretområde, selvomdetvarbevogtet,
i hvert fald kunnevi børn bevæge os uhin¬
dret mellem materiellet.
På markedspladsen stod adskillige tyske
biler og andet materiel. Da der tilsynela¬
dende ingen var, der interesserede sig for mig, kiggedejeg ind i de biler, jeg kom forbi.
Ien tysk ambulancelå derpåførersædeten
pistol i et læderhylster. Jeg vidste, hvad en
pistolvar, oghvad den skulle bruges til, men
jeg havde aldrig førseten rigtig pistol. Det
varforstorenfristelse, tænksigatkomme til
atejesådanen. Dader ikkevar nogenatse, togjegdenoggemteden under trøjen.
På den tid havde vi denopfattelse,atover¬
fortyskerne gjaldt der ikke desammeregler
som forandre, dem måtte man godt skade.
Det var et gement tyverijeg gjorde, men sådan opfattede jeg det ikke. Jeg har ofte
tænkt på, hvilken straf den menige soldat fik, fordi han efterlod sin pistol udenopsyn ogmistede den. Nu stodjeg der medenstjå¬
len pistol oppe under trøjen. Jeg vidste, at det villeværerisikabeltatskullekrydsemar¬
kedspladsenmed risiko for atblivestoppet,
monikkeenvagtville læggemærke til,atjeg skjulte nogetunderminbluse.
Langs medmarkedspladsenvarder hæk¬
ke ind til de husene.Jegturde ikke forlade pladsen med pistolen, såjeg gemte den i hækken, med den risiko for at nogen ville
finde den.Jeg ville så hente den, når tysker¬
nehavde forladtbyen.
Nuføltejegenlettelse, jegvarkommet af
med pistolen og kunne uhindret fortsætte
medatundersøge ogkiggepå alle de man¬
ge ukendte militære ting, selv daglige ting
som rugbrød lå der i et stort bjerg, der
kunneforsynehele byen med brød. Pludselig blevjegråbtanafentysk soldat, jeg blev stiv
af skræk. Var det en, der havde set mig?
Soldaten der havde råbt efter mig gjorde
det med fagter begribeligt, at han gerne ville have nogle æg. Han spurgte, om jeg
ville købe nogle til ham, jeg blev så lettet
over, atdet kun vardet, han varude på, at
jeg sagde ja. Jeg gik ned til købmand Mogensen i Saltgade, somvi handlede hos,
og købte seks æg. Da jeg kom tilbage og
afleverede æggene, var det til en glad sol¬
dat, der tog imod dem. Han gav mig to
kroner som belønning, hvilket var mange penge. Han havde jo ikke mere brug for
danske penge, dem kunne han ikke købe
nogetforpåØstfronten.
Soldaterne blev ikketransportereti beha¬
gelige passagervogne, men i kreaturvogne,
hvor derpågulvetvarstrøethalm. Herlåde
sammen med deres personlige udstyr. Om
sommeren kunne det vel gå an, da kunne
de holdevarmen, men om vinteren vardet anderledes, for detvarikke muligtatvarme vognene op. Det må have været en streng
tur.Efterhåndensomder ikke blevbrug for
soldaterne vedpålæsningen af deres udstyr, opholdt de sig iogomkring devogne, hvori
de skulle transporteres. Der kunne gå adskillige timer, før dervar afgang. Nuvar det tid forosdrenge. Soldaternevillegerne havebrugt deres sidste danskepenge,vigik langs jernbanevognene og tog mod bestil¬
linger til indkøb af madvarer, der kunne
holde sig, som ikke varrationeret. Af søde
sager foretrak de flødeskumskager ogwie¬
nerbrød. Når vi havde samlet tilstrækkeligt
sammen,såvardettid til atskaffe soldater¬
ne detbestilte, men det kom aldrigså vidt,
vi kom ikke tilbage, vi købte ingen ting, vi
beholdt pengene, som vi selvfølgelig ikke
turde vise hjemme.
Nårjeg i dag tænker på, hvad vi gjorde dengang, så erjeg flov over det, men på
daværendetidspunkt kunne viikkesenoget forkert i det vi gjorde. Vi følte det som en
selvfølge, viså ikke soldaternesomindividu¬
elle personer, men som anonyme fremme¬
de, der ikke ville os noget godt. Vi forstod ikke, at disse unge soldater måske mod
deresviljevartvunget ikrig med livet som indsats. Vi havde ikke behøvet at bedrage
dem, de havdejo ikke direkte del oglod i
det nazisterne gjorde, vi kunne have holdt
osvæk.
Dajeg dagen efter kom tilbage til mar¬
kedspladsen, fandt jeg pistolen. Den havde
fået lov at ligge i fred. Nu skullejeg have
dentransporterethjem. Jeghavdetagetmin
skoletaske med og gemte pistolen under bøgerne. For atkomme hjem skulle jeg gå
ad Seminarievej, der krydsede jernbanen,
her var der ofte opstillet tyske kontrolpo¬
ster, der kunne finde på at undersøge de forbipasserende og se deres legitimations¬
kort,somalleover 15år skulle have. Dervar
heldigvis ikke nogen tyske vagterved jern¬
baneoverskæringen, jeg komuhindret hjem
til DrostPedersvej nr. 11, hvorjeg boede iet
af rækkehusene.
Detvar ualmindeligtletsindigt afen 11 -
12årige dreng, der i sin uvidenhed begynd¬
te at eksperimentere medetdødsensfarligt skydevåben. Der hvor nu Valdemar-skolen ligger,varder under krigen en stornedlagt sandgrav, hvor vi kunne udfolde os uden
restriktioner. Den blev brugt som oplags¬
plads for nogle afkommunens stor cement¬
rør, derblev anvendt til kloaker.
Jeghavde anbragt mig i etafdestore rør,
her sadjeg og undersøgte pistolen, vendte
ogdrejede den udenatfindeud af, hvordan
den virkede. Omsidertogjegmod til migog
trykkede på aftrækkeren, uden atder skete
noget.Jeg fandt ud afat tage magasinet ud,
dervarfyldt med patroner,jegsatte det til¬
bage. Ved en tilfældighed togjeg det, der
kaldesetladegreb, jegfattede ikke,atjegpå
den måde fik patronerne op i det tomme kammerpå pistolen. Jeg trykkede af,ogder
lød et kæmpe brag, nu måtte kammeret
væretomt,såjeg trykkede igen medsamme resultat endnuetbrag, hvormedjeg begynd¬
te at blive lidt panikslagen, lagde pistolen
fra mig og sad og gloede på den. Da jeg
havde fået tænktmigom,gik detopformig,
at der automatisk kom en ny patron op fra magasinet, nårmanhavde skudt.Jegvarnu klarover,atdermåttevære enpatroni kam¬
meret.Jegvidste, atder varnoget, der hed
en sikring, den fik jeg aktiveret. Så længe
denvarslåettil, kunne den ikke skyde.
Jeg havde nu fundet ud af, hvordan en
pistol skulle betjenes, nu var spørgsmålet
blot, hvadjeg skulle stille op med den? Jeg
kunne tage den med hjem og gemme den,
så minfarikke kunne findeden. I kælderen
opbevarede vivoresbrændsel iet stortrum.
På den tid var brændslet tørv, som min far selv havde gravet op i et stykke lejet mose¬
jord. Når tørvene var tørre, lejede han en hestevogn ogkørte de mangelæstørvhjem
tilvinterbrug. Jeg kunne jo gemmepistolen bagerst irummetundertørvene.Dervillegå
mange måneder, førvinåede ind til den, så
måttejegtil den tid findepåetandet sted.
Spørgsmåletvar, omdetvaretgodtgem¬
mested,jeg havde dårlig erfaring med at gemme nogetbagtørvene.
Ved en tidligere lejlighed, hvor soldater¬
neligeledesvarblevet flyttet til Østfronten,
havdejeg fået fat i en tysk stålhjelm. Den hangpå den sidstevogn ikolonnen,dervar
enhestevogn. Vagten gikop ogned mellem
rækker af vogne. Da han vendte ryggen til
og varlængstvæk, forjegover ogfik spændt hjælmen af. Jeg gemte den i en lille lund,
der lå til højre for stien, der gik ud til Pugaardsminde. Dagen efter hentede jeg den, malede den sortog varvældig stolt af,
hvadjeghavde fået fat i, indtil min far fandt
den mellem tørvene.Jegfik ikke skæld ud,
fordijeg havde stjålet hjelmen, men fordi
det villeværefarligt for andre end mig selv,
hvis det blev opdaget. Min far smed den i åen, hvor den nokligger endnu.
Detvaraltså ikke etgodt sted at gemme
pistolen itørvene,så ville minfarfinde den.
Hvad han ville sige oggøre, detvarvel for miggrund nok tilatfinde etandet sted.Jeg
havde ikke det i tankerne, at det at være i besiddelse afvåben kunne betyde deporta¬
tion til Tyskland, eller det der var endnu
værre. Hvis denskulle blivefundet afuved¬
kommende, ville det nokværesvært atover¬
bevise demom,atdetvar en 11-12årig, der
havde tagetden ogikke min far.
Jeg gravede et hul under et af de store kloakrørogpakkede pistolen indi en gam¬
melregnfrakke, hvor den kunne ligge godt
ogtørt.Jeghavde den fremmeetpar gange,
indtil der ikkevarflerepatronertilbage. Jeg
havde nok ikke haft trang til at prale af,
hvadjeghavde gjort. Først efter krigen for¬
taltejegompistolen. En af min fars bekend¬
te, derviste sig at være frihedskæmper, fik pistolen, dervar enkaliber Valter7,65.
Befrielsen
Befrielsen var ventet, om eftermiddagen
den 4. maj blev der af boghandleren på
Støckens plads udleveret små dannebrogs¬
flag, såledesat mankunne være parat, når
freden kom.Jeg var bydreng om eftermid¬
dagen hos blomsterhandler Ishøj på
Mellemdammen. Detvar underen afbytu¬
rene,jeg fikatvide, atmankunne få gratis flag, men dajeg kom for at få et, var der
ikke flere.
Om aftenenvarjeg i biografen til 7-fore- stillingen, jeg kan huske, atjeg kom til at
sidde ved siden af lektorJohansens søn, en ret kraftig dreng. Da forestillingen sluttede
nogetfør ni, gik jeg direkte hjem, hvor jeg
blev modtaget af min mor.Jeg kunne se, at hunvarmegetglad. Det varede ikke længe,
førjeg forstod grunden. Hun fortalte,atder ligevarkommet meddelelse om,attyskerne
i Holland, Belgien, Nordtyskland og i
Danmark betingelsesløst havde kapituleret
tilgeneral Montgomerypå Lyneborg Hede.
Fredens ikrafttræden var næste dag den 5.
maj om morgenen klokkenotte.
Jegtogind til byen, overalt kom folk ud af
husene. De der havde været heldige eller
selv havdeflag, kom viftende ogråbende af glæde, alle havde retningmod byen. Pladsen
ud for Hotel Dagmar og de tilstødende gadervarfyldte med glade mennesker, tele¬
fonboksen midt på pladsen blev brugtsom talerstol for spontane improviserede taler
ogopråb.
Påettidspunkt komentysk motorcykelpa¬
trulje op gennem Storegade, folk måtte springe forlivet. Oppe på hjørnet kørte den
skråt over fortovet uden hensyn til alle de glade folk. Deres glæde blev hurtig ændret.
Hvis ikke tyskerne varkørt deres vej,varde
blevet hevet af deres motorcykel, og det er ikke godt at vide, hvad der var sket dem.
Hvornårjeg kom hjem, huskerjeg ikke,men det blev noksent,forselvfølgeligvarvi nogle kammerater, der havde sluttetsigsammen.
Næstedag den 5. mødte jegsomsædvan¬
lig hos gartnerIshøj. Mitførste arbejdevar altid at tømme askespandene, menjeg fik
beskedpå,atjeg skulleventemedat tømme
spandene. Asken blev ellers normalt båret
ned i haven, hvor dervarenaffaldsplads til
aske. Dajeg kom der ned,var askepladsen
gravet op, og nogle frihedskæmpere var i
færd med at lange pakker op fra hullet.
Langt nede i askedyngen havde de begravet
et stortlager afhåndvåben, der varpakket
ind i oliepapir, ogvåbnene var smurtind i tyk olie, som devarvedatrense af.
Jeg havde en oplevelse, engangjeg var i
Ribe sammen med min ældste sønJørgen
og mit barnebarnJonas. Vi stod nede ved
Mellemdamen og kiggede ned afåen. Der
hvorblomsterforretningen havde ligget,var devedatindretteen restaurant.Langsmed
huset ogåenvarder byggetengangbro ned
tilengårdhave. Jegvarnedeog se, hvor den gamle askeaffaldsplads havde ligget og fik
fortalt indehaveren historien, dagen var netopden 5. maj mangeår efter befrielsen.
Hjemmarch tyske soldater 1945.
Alle tyske tropper skulle gå hjem, der var
ingen transportmidler til deres rådighed,
alle deres køretøjer var blevet konfiskeret,
det var forbudt dem at benytte offentlige transportmidler. Deanvendte alt der havde hjul til at transportere deres udrustning, barnevognshjul, gamle rustne cykler uden gummi,køretøjer flækketsammenomkring
et parhjul, trillebøre oggamle rulleskøjter
monteret under en trækasse, alt hvad der overhovedet kunne trille. Nogle soldater
kom haltende gennem byen, andre havde
omfødderne omviklet klude.
Vi fandthurtig ud af,atdervar pengeiat sælge gamle hjul til de tyske soldater, de
havdestadig danskepenge,der for demvar
ubrugelige, men ivore hændervarbrugba¬
re.
Detvar glade soldater, selv om de skulle gå hjem, betød det ikke noget. Devarilive,
de havde overlevetkrigen. Detvarkun gan¬
ske få, der havde deres våben og anden ubrugelig udrustning på sig. Efterhånden
som det blev besværligt at slæbe på, og
ingen bekymrede sigom,hvordetvarblevet
af, havde de smidt detfra sig. Vedgrænsen blev allevåben,soldaterne havdepå sig kon¬
fiskeret, de der havde skiltsigaf med dem,
havdejo lettet deresganghjem.
Fådage før befrielsen havdemankunnet
købe en tysk gasmaske for 10 kroner, men efter 4. maj flød de over alt, sammen med
altmuliganden udrustning.
Det var en utrolig masse tyske soldater,
der kom gennem Ribe. Efter ordre fra Montgomery skulle de hjem, undtagen flygtningene, der foreløbigt skulle blive i
landet.
Det krævede naturligvis, at der skulle foretages en vis organisation. Soldaterne
skulleindlogeres fornattenoghaveetmini¬
mumafforplejning.
IRibevarderomkring700tyske soldater,
der skulle forlade byen, afdem blev 100 til¬
bage, de skulleholde lokaler klar tilovernat¬
ning for dehjemgåendetroppernordfra. Af
de700var225 indkvarteretpå borgerskolen,
i skolensdrengegård havde der til stadighed opholdt sig omkring 150 soldater.
På Katedralskolen havde der været klæ-
dedepot, de 100dertogsig afarbejdet med depotet, fik ordre på atforlade landet. Fra
Stiftsmuseethavde 25 forladtbygningen,og fra Hotel Riberhus rejste 40 sammen med
de 50 soldater frakystvagten, der boede på
missionshotellet. Kystvagten var ældre sol¬
dater, der siden 1940 holdt vagt ved Kam¬
merslusen. På Klubbens Hotel havde der været 220 indkvarteret, efter atenglænder¬
ne havde fjernet vagten ogjaget tyskerne
ud, var hotellet frit tilgængeligt. Teknisk
skole blev brugt som lazaret, her var de
sårede indkvarteret. De tyske flygtninge,
der havde været på Hotel Dagmar, blev
senereanbragt i flygtningelejre, dervarind¬
rettetiOksbølogSkallerup.
Tyskernes efterladenskaber.
I alle de aftyskerne beslaglagte bygninger
fandtes deres efterladenskaber. Et af de helt
store variden tidligere skovpavillon i plan¬
tagen vedPunggårdsminde. Vi drenge hav¬
de uhindretadgang til pavillonen de første dage efter befrielsen, vi forsynede os alt
efter interessemedforskelligetyperspræng¬
stof., patroner tilskydevåben, mortergrana-
ter, håndgranater, detonatorer, lunter, ge¬
værer, maskinpistoler, afstandsmåler, kom¬
pas, telefoner, ski, camouflagetøj ogmeget
mere. Det var fantastisk at ingen kom til
skade med sprængstoffet ogskydevåbnene.
Efterhånden fandt man ud af, hvem der havde farlige våben og sprængstoffet. Det
blev konfiskeret afpolitiet.
Efterhånden blev der ryddet op i tysker¬
nes efterladenskaber. De konfiskerede byg¬
ninger blev renoverede og givet tilbage til ejerne. Tyskerne havde efterladt en barak
ved Kammerslusen, den blev overdraget
Ribe Roklub og brugt som veekendhytte.
Skolegangen, der havde været henlagt til forskellige lokaliteter i byen, blev igen sam¬
let.
Derblev ikke kun ryddetoppå de offent¬
lige steder, tiden kom også tilatfå samlet alt
detfarlige materielsammen,dervarhavnet
hos de unge. Der hvor dervaruvillighed til
ataflevere, blev det afhentet afpolitiet eller frihedskæmperne.
Detvarikke deteneste,der blev afhentet.
Natten mellem den 4. og 5. maj begyndte frihedskæmperne, der var forsynede med hemmeligt udarbejdede lister, at arrestere og internere alle medløberne, der havde
vistsympati med nazisterne, eller blot med
soldaterne. Et vink fra en nabo eller uven
kunne bevirkearrestation, selvomvedkom¬
mende ikke stod på listen. Et abonnement på det nazistiske blad »Fædrelandet« kunne
udløse en internering. Der blev i første
omgang ikke skelnet til forseelsens størrel¬
se, betegnelsen landsforræder gjaldt alle, begrebet store ogsmå landsforrædere eksi¬
sterede ikke, den skelnen kom først i 1947.
da statsadvokat Olafsson udsendte en
underhåndsskrivelse til statsadvokaterne.
»Det påtænkes at give borgerlige rettighe¬
dertilbage tillandssvigerne, dererdømt for
mindre graverende overtrædelser, der kan
blive taleomtiltalefrafald for desmå lands-
svigere«.Detvar en erkendelse af,atdervar forskelpå forseelserne ogde små landsfor¬
ræderes forhårde domme.
Jeg oplevede den 6. maj ud for Borger¬
skolensporti Hundegadeengrufuld afstraf¬
felse. Der var samlet mange mennesker omkring fire personer. De to holdt en kvinde, mens den tredje var i færd med at klippe håret af hende, hunvarskrækslagen
og forsøgte at værge for sig, mens de om¬
kringstående råbte ukvemsordsom feltma¬
dras,tyskertøs,forræder.Enfortvivlet dreng forsøgteatkomme hen tilsin mor, menblev
holdt tilbage fra hende. Det var ikke det
eneste eksempel på lyncjustits, men de var
heldigvis få.
Vi fik besøg afvores nabos kone, som vi
kendte godt. Hun var fortvivlet, de havde
hentet hendes mand om morgenen den 5.
maj. Han havde ikke fået sin jakke på, og hun varbekymret for hans helbred, derfor
bad hun min far,om han villeprøveatafle¬
vere tøjet til manden. Detville han selvføl¬
gelig, min far fortalte,at han havdefået lov
til at udlevere tøjet. De arresterede sad på
skamler på gulvet og ventede på at blive
afhørt. Genboen kom hjem den næstedag,
han havdeettysknavn og varblevetsetsam¬
menmeden tysk soldat, der viste sigatvære etfamiliemedlem frSydslesvig.
Dererblevetsatspørgsmålstegn vedrets¬
opgøret efter besættelsen, det er historie¬
skrivning, der vil blivetagetop ogrevideret
i denæste mangeår.
Kilder:
1944. RibeStiftstidende
Vestkysten 1944. 2.6. 20. 6.26.7.10.8. 14.10.
Vestjyden 1944. 2.6. 17.6. 20.6. 26.7. 10.8. 11.9.
Politikkens Danmarkshistorie bind 14.
Internettet
BesættelsestideniRæhr-Hansted-Vigsø.
Tyske Flygtninge 1943-1949-
FlemmingChristensen, tildligere lærer ved
Århus
Købmandsskole. Født iÅrhus 1930. Opvokset i
Ribe
