Socialdemokratiets vaAgertilslutning, 1971-1994 Jmgen God Andersen
1996:2
Socialdemokratiets vzelgertilslutning, 1971-1994
Jwgen Goul Andersen
Institut for @konorni, politik og forvaltning Aalborg Universitet
copyright forfatteren
ISBN 87-89426-82-7
tryk: centertrykkeriet, Aalborg Universitet Aalborg 1996
Indhold
1. Arbejderbevregelsens århundrede og de nye udfordringer . 3
2. Den sociale profil - sarnfundsgruppernes partivalg 2.1.Klasseogparti .
2.2. Privat og offentligt ansatte lonmodtagere 2.3. Alder, generation og parti
2.4. Kon og parti .
2.5. Sociale andringer - en s-enfatning
. .
3. Holdningsprofil og ideologiske str@nninger . 3.1. Holdningsudviklingen 1969-1994 .
3.2. Velfrerdsstaten . . . . .
3.3. Nypolitik: Udfordringen fra Venstre i 1970’eme 3.4. Ny okonomi: Udfordringen fra hojre i 1980’erne 3.5. Internationaliseringen .
3.6. Den satnlede afvigelse
. .
. .
I
12 17 21 23
25 25 29 34 35 38 39
4.Konklusion _...,..._._,....,...,._____..._._.... 41
1. Arbejderbevazgelsens århundrede og de nye udfordringer
Perioden efter 1970 har vaxet en turbulent tid for Socialdemokratiet. Indtil da var det 20.
århundrede ret entydigt “arbejderbevsegelsens århundrede”, også vazlgermaxsigt. Med en bred pensel kan “de gode, gamle dage” beskrives således:
Vcelgemefulgte klasselinjen. Arbejdeme, b@ndeme og de selvstaxtdige i byeme havde hver isser deres partier og organisationer, som de indentificerede sig med - godt understottet af partipressen. Det gav også en ret stor vcelgernnzessig stabilitet.
- De sociale andringer gav en underliggende fremgang i vazlgertilslutningen ti1 amejderpar tierne. Det stigende antal arbejdere og udskiftningen af selvstrendige med funktionaxer inden for “middelklassen” gav en underliggende medvind. Il966 nåede man for forste gang et “arbejderflertal”.
- Arbejderbevcegelsens krav ont reformer satte den langsigtede politiske dagsorden.
Socialdemokratiet var i offensiven. SpGrgsmålet var ikke, om man skulle oge den sociale lighed og tryghed, udbygge velfaxdsstaten og @ge den offentlige regulering. Sporgsmålet var snarere, i hvilket tempo, man skulle gore det.
Selvfolgelig var der nuancer. Funktionaxerne havde ingen klar klasselinje at folge; men funktionaxgruppens vrekst tog forst fart i 196O’eme. Vzlgeme var heller ikke helt stabile: B1.a.
havde DKP og Retsforbundet sine op- og nedture, og senere kom SF til. Der var også typer af sager på den politiske dagsorden, der ikke delte vrelgeme strengt efter klasse, bla. forsvars- og sikkerhedspolitikken, hvor en neutralistisk, pacifistisk stramning samlede dele af de radikale og venstreflojen. Også “Rindalismen” i 196O’eme var forvarsel om helt nye stemmer fra folkedybet.
Men dette - og meget ti1 - var og blev nuancer i det samlede billede.
Forst fra slutningen af 196O’eme rendredes billedet afgorende. Men siden er det ti1 genguld gået slag i slag med stadig nye problemer og udfordringer for Socialdemokratiet:
- Arbejderne svigter klasselinjen. Der er ingen enkel forklaring. Men det ligger fast, at arbejdere efter 1970 oftere har ladet sig friste af borgerlige partier (jvf. afsnit 2).
-
-
Arbejderklassens wzkst ophorer og afl@es af tilbagegang. “By-arbejdeme” kulminerede i 1960-70 med 40 pet. af befolkningen over 25 år. 1 1985 var tallet 31 pet. De politisk splittede funktionaxer er ti1 gengasld vokset ti1 53 pet, jvf. tabel 1 (efter 1985 er der ikke sket de store axtdringer).
Den politiske dagsorden efter 1970 settes ikke hzngere af arbejderbevazgelsen. Det er tildels en falge af, at arbejderbevregelsen fik realiseret sine mål og nåede en overgraense for skattetrykket. Derfor måtte Socialdemokratiet blive mere “konservativt” for at forsvare
landvindingeme, og den mere ideologiske del af arbejderbevaegelsens hundredårige offensiv ophorte med 0D-debatten, som ikke vandt folkelig genklang. Men samtidig kom der afgorende nye reformkrav på dagsordenen udefra:
Tabell. Social struktur, 1901-1985. Fordeling af erhvervsaktive over 25 år samt gifte kvinder uden selverhverv. Pet.‘)
1901 1940 1950 1960 1970 1985
;d;RB&mz 37 ‘:< 43 ‘k 43 .43 ^ 41 32
-1andbrugsarb. 10 5 5 3 1 1
- andre arb. 27 38 38 40 40 31
~J&&/FuMK”T.‘p ‘:i : Is.
,: ,‘>j
‘19 ’ 2; ;n
*o
\
25
..>< ‘, 35 53
SELVS&$i~GE, : ; ” !^^ :53 38 36 32 24 15
- landbrugere
- andre 1 25 19 19 17 15 9
y: Goul An<ersen (1979) Gifte kvmder uden
å basis af folketazllingerne, samt J?85 p& basis af survey (Goul Andersen 1989) se verhverv apfort efter mandens sttllmg. Aldersafgrznsnmgen P er valgt, fordt det er slutstillingen, der tteller, og nzsten alle selvstaendige begynder som I@tmodtagere. Uden aldersafgrznsning ville man få et forvredet billede afarbejderklassens stgrrelse o
f
udvikling. En aldersafgrzensning ti1 30 eller 35 år ville ti1 genguld f@re til, at zndringer bliver regisueret or sent.
2) Der er her anvendt en meget snwer afgrzensning af “arbejdere”. En bredere afgcensning - og/eller inddragelse af efterl@nsmodtagere, f@rtidspensionister mv. efter tidligere stilling giver et knapt så dramatisk fald i arbejdernes andel efter 1970, men det rendrer ikke billedet afgwende.
Disse nye sager er tildels en #ge af samfundsudviklingen, herunder de problemer og den modstand, den hidtige udviklingsmodel l@b ind:
* Modernitetskritik. 197O’emes dagsorden blev prseget af nye vserdier, som havde deres udspring dels i befolkningens storre ressourcer og forventninger, dels i nogle af industrisan- fundets skyggesider: For det forste miljoproblemer og ressourceknaphed. Og for det andet hierarkiske og bureaukratiske strukturer, der gav borgeme for lidt indflydelse og selvbe- stemmelse. Sammen med b1.a. kvindemes kamp for frigorelse flod disse nye stromninger sammen i noget, som undertiden betegnes som en “gran” dimension eller “nypolitik” - dimension. Disse stromninger blev fra slutningen af 196O’eme mobiliseret af nye grazsrodsbevsegelser og “det ny Venstre” (VS, senere også SF og tildels endda DIG’).
* @konorniske problemer. Tiden efter 1973 kom ti1 at stå i den @konorniske krises tegn.
Arbejdsloshed, betalingsbalance og statsgreld kom også i centrum for vaelgemes politiske interesse, jvf. tabe12, og efterhånden svaekkedes tiltroen til, at Socialdemokratiet kunne lose de
@konorniske problemer. Efter “afgrundsdebatten” i begyndelsen af 198O’erne var der basis for en
ny #konornisk politik. Det bragte de borgerlige partier i offensiven på en spare- og fastkurspolitik, som Socialdemokratiet efterhånden også måtte bekende sig til.
Tabel2. Valgentes politiske dagsoden: Vigtigste politiske problemer (i pet. af samtiige svar), 1971-1994. Pet.
1. Arbejdsleshed 2. Betalingsbalance 3.0konomi i 0vrigt 4. Inflation l-4.0konomi i alt 5. Skatter og off. udg.
6. Milj@energi 7. Social-lvelfzrdspol.
8. Indvandting, flygtn 9. EF/UU, Fonv./uden- rigspol.
3 1 40 42 23 44 16 13 28
5 3 2 12 16 8 21 23 8
19 10 26 15 30 20 10 10
0 4 4 2 5 1 0
27 18 72 71 74 73 63 47 36 46
12 24 6 4 5 6 4 2 7 9
8 4 1 3 6 2 2 15 9 10
26 14 4 13 7 8 13 13 6 18
4 1 2
18 3 1 1 1 2 9 2 15 4
10. Rqeringsdannelse.andet 9 37 16 8 7 9 9 17 26 11
100 100 100 100 100 100 100 100 100 100
Kilde: VaIgunders0gelseme. Antal svarpersoner er typisk ca. lOOO, men varierer mellem godt 500 (1973) og knap 2ooO (1979 og 1994).
Spm. “Vi har jo lige haft folketingsvalg, og derfor vi1 jeg geme sperge Dem, hvilke problemer, De mener, er de vigtigste i dag, som politikeme skulle tage sig ap”
1971 1973 1975 1977 1979 1981 1984’ 1987’ 1988’ 1990
Anm. 1)
2) 3)
1 1987 og 1988 blev svarene kodet direkte af intervieweme, idet der var faste surkategori er i skemaet. Disse svarkategorier er ikke helt sammenlignelige med tidligere ti. Inflation har ikke sErskilt kode i 1987 og 1988.1 1988 mangler endog kategotien “ekonomi i ~vtigt”. Tallene for 1987 og 1988 bbr tolkes med nogen varsomhed.
1984~svarene er kun kodet pi I-ciffer niveau.
1990-svarene fia forvalgsundersggelse af Gallup. Omregnet fia Risbjerg Thomsen (1995’315-22).
På eliteplan skete der h-nidlertid også et mere grundlEggende ideologisk skifte: Murkeder fik en renzssance. Det skyldes måske f@rst og fremmest zendrede magtforhold mellem lenarbejde og kapital. Men zndrede magtforhold krawer i sig selv en forklaring, og der er også andre forklaringer, som ikke kan reduceres ti1 rene interessefaktorer:
Nationalstatens traditionelle makrotikonorniske styringsmidler blev swkket af frie kapitalbewgelser, st@re samhandel, en mere forventningsprzget ekonomi og mere decentrale Itinforhandlinger.
1994 3
24 3 12
- 39
4 8 35 8 4
2 - 100
Opmaxksomhed på de negative sideeffekter af de mange politiske reformer under h@jkonjunkturperioden: Frem for at se politiske indgreb som Igsningen på markedspro- blemer kom mange @konorner ti1 at se politisk regulering som en forhindring for markedsl@ninger. B1.a. blev velfaxdsstaten også angrebet for dens sv&kelse af de
#konorniske incitamenter eller andre “forvridninger” af markedet.
Behovet for effektivisering og tilpasning ti1 brugerensker i en stor offentlig servicesektor har skabt interesse for at bruge mere markedsmazsige styringsinstrumenter.
Endelig stiller ny teknologi, nye organisationsformer og skaqxt international konkurren- ce nye krav ti1 arbejdskraftens kvalifikationer og fleksibilitet - en betydelig udfordring for fagforeningeme.
Mens “afgrundsdebatten” havde folkelig appel, er diskussionen om de sidstnzevnte faktorer navlig foregået på eliteplan. Men det er diskussioner, der ikke er rejst af arbejderbevzgelsen, og arbejderbevazgelsen har vaxet i defensiven - og tildels i en smertefuld omstilling.
* I~temationaliseringen. Ud over de #konorniske aspekter (jvf. ovenfor) skal fremhzves Den europziske Union, som mange danskere ser som en trussel mod national selvbestemmelse - og mod den sociale tryghed, nationalstaten i de skandinaviske lande har opbygget. Det har skabt kronisk splittelse i Socialdemokratiets bagland - og ofte overladt dagsordenen ti1 andre. Ikke mindre vigtig er den stigende immigration af mennesker fra konfliktområder i nzer og fjem. En immigration, der ofte skaber skepsis blandt socialdemokratiske vzelgergmpper. B1.a. pga. frygten for, at det kunne gå ud over velfaxden for landets “egne” borgere, f.eks. de azldre og de syge. Også her har Socialdemokratiet vaxet i defensiven - og delvis på flugt fra tidligere tiders h0je (men dengang også billige) idealer.
Listen er ikke udtemmende, men rummer nogle af de centrale problemer for Socialdemokratiet i perioden efter 1971. Det er disse emner, gennemgangen af vzlgerudviklingen vi1 kredse om:
Hvor galt er det gået med “kemevzlgeme” i arbejderklassen, og er Socialdemokratiet stadig et arbejderparti? Hvor godt et tag har Socialdemokratiet i de samfundsgrupper, der vi1 vokse fremover - specielt funktionaxerne? Hvad har arbejdsloshed og marginalisering betydet? Har Socialdemokratiet fundet et svar på de ideologiske udfordringer - og er de overhovedet et wlgermuzessigt problem? Bakker vzlgeme op om kritikken af velfzrdsstaten?
2. Den sociale profil - samfundsgruppernes partivalg
2.1. Klasse og parti
Sammenhzengen mellem social placering og partivalg i perioden 1964-94 er vist i tabe13. 1964 er et godt billede på “de gode, gamle dage”: 64 pet. af arbejdeme stemte socialdemokratisk, 14 pet. foretrak venstreflfijspartieme (SF og DKP), og kun 22 pet. stemte borgerligt.
De selvstzndige fulgte lige så entydigt klasselinjen, med omvendt politisk fortegn: 85 pet. stemte borgerligt - fordelt med ca. 95 pet. blandt bonderne og knap 80 pet. blandt selvstaxdige i byerhverv. Funktionzreme var mere splittede, med ca. 60 pet. ti1 de borgerlige partier, 33 pet. ti1 Socialdemokratiet og kun 7 pet. ti1 venstreflojen. Eldre oplysninger (Glans 1989; Risbjerg Thomsen 1987) tyder på. at monstret ikke var stort anderledes i 195O’eme - eller for den sags skyld i mellemkrigstiden.
Tabel3. Partivalg blandt arbejdere, funktionmer og selvstrendige, 196494. Pet. lodret.
Arbejder 2654 2419 2847 320 682 2446 M 372 4032 647 660 na 515 714
F”llkdO”X 1880 1886 2329 298 156 2903 na 480 5562 1130 1099 na 965 1129
Selvstzndig 1624 1514 1825 105 456 1649 na 201 1679 212 302 na 211 248
Kdde:
A”ill1.
Anm 2
IW-68. 1975 og 1981: Gallu 1971 o
-data indsamlet i mkdeme efter valgen&. Ca. lO.Mx) svarpersoner eller derover 1987-1 k
1979: Valgunders0ge seme. hhv. 1302 og 1989 svarpersoner. P
4, ValgundersBgelwme: Indsamlet af Gallup i f0rste omnibusser efter valget. 3.4.CCnl svxpers.
1973: UndersBgelse i apnumaj 1974, foreraget af Ingemar Glans. Ca. 3ooO svarpersonei. Interwews foretaget ti Gallup.
1977. Underwgelse foretager af Ingemar Glans. Ca. 3ooO sv T
rsoner Interviews foretager af Gallup.
1984: Valgunders0gelsen sammenlagt med KLwesuney 19 5, loretaget af 10rgen Goul Andersen og Jens Hoff. 1 alt ca. 4OiYl svTnofer
1 19 4 er “den for patxme” (ph landsplan I pcI ) lagt samme” med “bqerbgt parti”.
Svarpersonens egen stilling Selvst. incl. medhjzlpende qtefzller.
OpgBrelsen efter egen stilung indebarer for de f0rste valg i perioden enkelte afvigelser i forhold til tidli$re przzsenrerede resultater, hvor husm0dre er placerat eRer qtefzzlles stilling (en o
tidlig=% klasifkation og bygger p& Glans (1988: 56-57 P g0relse. der icke har wxet mubg s!den 1988). 977- og 1988.tal f0lger den
De selvstrendige har fastholdt en meget hoj borgerlig stemmeandel på 85-90 pet. - lidt mere hos landmamdene, lidt mindre hos de selvstrendige i byeme. Som langtidstendens er der blevet lidt faxre socialdemokrater og lidt flere venstreflojsvzlgere.
Funktionaxeme er derimod gået mod Venstre. Indtil 1975 kunne de borgerlige partier vzre sikre på mindst 60 pet. af funktionaerstemmeme, men siden 1979 har fordelingen mellem hojresiden og Venstresiden vaxet naesten fifty-fifty. Det er navnlig venstreflojen, der har haft fremgang. Indtil 1968 fik venstreflojen dobbelt så hoj tilslutning blandt arbejdere som blandt funktionzrer, men siden 1979 har venstreflojen stået stazrkest blandt funktionaxeme - en overgang i 198O’eme fik venstreflojen endda flere funktionaerstemmer end Socialdemokratiet. 1 199O’eme er Socialdemokratiet dog tilbage på ca. 1/3 af funktionaxstemmerne.
Det mest slående, set i et langtidsperspektiv, er dog arbejdemes hojredrejning. Indtil 197 1 nåede de borgerlige partier aldrig over 30 pet. af arbejderstemmeme; siden 1973 har de aldrig ligget under 30 pet. Udviklingen er ikke jazvn. Ved ‘missilvalget” i 1988 gik arbejdeme strerkt mod hojre. To år efter, i 1990, så det nmsten ud til, at arbejdeme var “kommet hjem”: Hele 56 pet.
af arbejdeme stemte socialdemokratisk, og 70 pet. stemte på et arbejderparti - de hojeste cifre siden 1971. Men arbejdeme var kun “på besog”: 1 1994 kom det kraftigste hojreskred blandt arbejdere siden 1973. Sammenlagt fik arbejderpartieme kun 57 pet. af arbejderstemmeme i 1994.
Det sidste markerer et nyt niveauskifte, som går ud over latigtidstendensen og nok i hojere grad må tilskrives korttidsfaktorer så som den politik, Nyrup-regeringen har fort. Men sådanne niveauskift kan godt xette sig varige spor - urniddelbart lignede 1973-valget også et korttids- udsving, men niveauskiftet blev alligevel varigt.’
Tilbagegangen har - indtil 1994 - ramt venstreflojen forholdsvis hårdest. Socialdemokratiet fik 45 pet. af arbejderstemmerne i 1994, mod 59 pet. i 1966. Men venstreflojen blev naesten halveret - fra 22 ti1 12 pet. Fra 1966 og lo-15 år frem stod venstreflojen meget staxkt i arbejderklassens “kemegrupper”: Blandt andengenerationsarbejdere, arbejdere på de store arbejdspladser, arbejdere i de store byer, lejere osv. 1 rendyrkede arbejdermiljoer fik venstreflojen ofte halvdelen af stemmerne blandt de mest militante, nemlig de yngre mamd (Goul Andersen
Resultateme i 1994-valgunders0gelsen er så overraskende, at de er konaolleret pi endnu et stort datamateriale fia AR& CATI-undersggelser i marts/april 1995 (ca. 3500 svarpersoner), indsamlet i samarbejde med AIM Nielsen ALS og Ugebrevet Mandag Morgen, samt i janw 1996 (ca. lo00 svarpersoner). Materialet bekrzfter resultateme fia valgunders0gelsen og viser desuden, at bejredrejningen er hastigt uddybet i 1995-96. Faktisk tyder de allerseneste usikre - resultater på, at der i begyndelsen af 1996 var borgerligt flertal blandt arbejdeme og et betydeligt borgerligt flertal blandt de privat ansatte. Arbejdeme er både g5et ti1 venstxe, ti1 h0jre og ti1 sofaen, så Socialdemokratieter efterladt med ca. IL3 afarbejderstemmeme - og wsentligt mindre blandt de privat ansatte. Det markerer en historisk oplesning af forbindelsen mellem klasse og parti under Nyrup-regeringen og efterlade1 et Socialdemokrati, der på det nzmxste er uden social forankring.
1980). Men det blev sat over styr i 198O’eme og 199O’eme, hvor SF knapt kan kaldes et amejderparti; i 1964 var 2/3 af SF-wlgeme arbejdere (som i Socialdemokratiet), men i 1994 var tallet kun 28 pet. (som i Venstre). Derimod er Fremskridtspartiets arbejderandel oget konstant, og i 1994 blev Fremskridtspartiet det mest rendyrkede arbejderparti, med 50 pet. arbejdervmlgere - en tendens, der også genfindes i Norge (Gom Andersen & Bjorklund 1990).’
Tabe14. De enkelte partiers wzlgersammensatning, 1964 og 1994. Pet.
0. Enhedslisten (1964: DKP) F. SF A. Socialdem B. Radikale V Q. Kr.F.
D. Centrum-Dem.
v. Venstre C. Konservative 2. Fremskridtsp.
(1964: De Uafh.) Alle wlgere
Stilling:
Andel arbejdere”
1964
89 39
65 28
67 48
20 19
34 28
20 21
16 17
21 50
43 34
Sektor: Andel off.
ansat@
G-TTY
36 48
23 65
24 41
33 41
41 27
17 25
32 23
9
26 33
Kon:
Andel kvinder 1964
49 48
43 62
51 52
45 53
66 60
46 47
51 45
45 35
50 50
-
Antal (N) supers.
1994 109 280 1155 141 70 91 834 449 170
3326 Kilde: Som tabel 3.
Andel af erhvervsaktive vzlgere Andel af beskazftigede vzlgere.
Arbejdemes h@jredrejning
Der har vaxet mange letkobte forklaringer på arbejdemes hojredrejning. 1 197O’eme kunne det ligne et forbigående faxomen, knyttet ti1 Fremskridtspartiets indhug blandt arbejdeme og ti1 industriens udflytning ti1 Jylland, hvor der var mange forstegenerationsarbejdere. Begge forklaringer lod plausible. Men arbejderstemmeme vendte ikke tilbage, da Fremskridtspartiet blev decimeret i 1984, og i 1994 slog hejredrejningen også igennem blandt arbejdeme i Hovedstads- området. Hojredrejningen var ikke forbigående.
2. Meningsmålingerne 1995-96 giver, i kraft af tilstwimningen af proteststernmer fia Sccialdemokratiet, venstreflfljen en vzsentligt stzrkere arbejderprofil.
Andre har peget på de teknologiske forandringer og apkvalificeringen, iszr for faglaxte.
Men det har heller ikke meget for sig: Effekten af apkvalificering og ny teknologi er ikke entydig (Got11 Andersen 1988a), og den politiske forskel mellem faglsxte og ufaglaxte er faktisk blevet mindre, jvf. tabe15: 1 196O’eme var de fagherte mere borgerlige end de ufaghette (mange stemte konservativt). Det forsvandt stort set i 197O’eme, hvor de faglaxte ti1 genguld strammede ti1 venstreflojen. 1 lobet af 198O’eme forsvandt også denne forskel, så partivalget blandt faglserte og ufaglaxte i 199O’eme er stort set sammenfaldende.’
Tabel5. Partivalg blandt ufaglrerte og faglcerte arbejdere, udvalgte år. Pet.
Kilde: Som tabel3.
3. Itivrigt er det karakteristisk, at frafaldet fia arbejderpartierne tll de borgerlige partier fia 1990 til 1994 var st(drst blandt de ufaglaxte, hvor de borgerlige partier vandt 15 pct.p&t i tilslutning. Blandt Ienmodtagere i den modsatte ende af skalaen - de hgjere funktionaer - var der derimod status quo, bortset fia en lille (og statistisk usikker) forskydning fm Socialdemokratiet til venstrefl@jen.
Den mest populaxe forklaring er uden tvivl, at det er den hojere velstand, der har “borgerliggjort”
arbejderklassen - hetunder opnåelsen afen “middelklasselivsstil” med ejerbolig, bil mv. Men den forklaring holder heller ikke! For det forste er det kun boligformen, der har haft betydning - bil og indkomst påvirker ikke partivalget (Got11 Andersen 1980). Og for det andet er effekten afbolig ikke knyttet ti1 “livsstilseffekten”. 1 så fald ville effekten nemlig vare konstant over tid. Men det er den ikke: Boligformen tik navnlig betydning i 197O’eme. i kraft af de politiske slagsmal om boligejemes skattefordele og arbejdsfri inflationsgevinster. (jvf. Esping-Andersen 1980). Da disse fordele svandt ind i l&et af 198O’eme og 199O’eme, hwte boligform også stort set op med at vzere en politisk faktor, jvf. tabel 6.
Sagt på en anden måde, så havde kombinationen af det staxkt stigende antal arbejdere i ejerboliger og den tiltagende hojredrejning blandt boligejere stor betydning for arbejdernes hojredrejning frem ti1 slutningen af 197O’eme. Men det var srerinteresserne i bolig- og skattepolitikken, der var afg@rende, ikke livsstilen. Påstanden om, at borgerligg@relse er en uundgåelig f@lge af bedre levevilkår og adgang ti1 goder, der engang var forbeholdt middelklas- sen, er en myte, der er musten lige så gammel som arbejderklassen selv. Men det bliver den ikke mere sand af.
Tabel6. Partivalg blandt arbejdere, opdelt efter boligform. Andel, der stemte på et arbejderparti, 1968-94. Pet.
‘~~
Kilde: Goul Andersen (1992:98) samt valgundersbgelsen 1994; data 1968-84 inkludera husmfldre, opf@t efter
~gtef~lles stilling.
Mgnstret er snarere, at det er en politisk arbejderkultur, der er brudt ned: Hgjredrejningen i 197O’eme slog isar igennem hos de arbejdere, der var underlagt en eller anden form for krydspres (Goul Andersen 1980; Goul Andersen & Hoff 1986): Blandt ftirstegenerationsarbejdere; blandt arbejdere i småvirksamheder; blandt arbejdere i Nord-, Vest- og Sydjylland eller i landdistrikter- ne, samt blandt boligejere, der i 197O’eme tik saxinteresser i borgerlig retning. Men efterhånden
bredte hojredrejningen sig også ti1 “kemegruppeme”. 1 god overensstemmelse hermed er hojredrejningen også gået vaxst ud over venstreflojen.
Båndene er losnet, klasseidentiflkationen er (noget) svrekket, og arbejdeme tager stilling mere individuelt og mere “frit” fra valg ti1 valg, afhazngig af sager, kandidater m.v. Tidligere stemte arbejdeme Irengere ti1 Venstre, end de “burde” ud fra deres holdninger; det ger de ikke Isengere, og desuden er der kommet nye politiske sporgsmål til, hvor arbejdeme ikke ligger ti1 Venstre. Det er ikke hele forklaringen, men det er en vigtig del af den - og den eneste, der finder stotte i datamaterialet.4 Hertil kommer sporgsmålet om, i hvor hoj grad arbejderpartieme i dag varetager arbejdemes interesser (sådan som arbejdeme selv oplever disse interesser). Som 1990.
valget viste, er Socialdemokratiet (endnu) ikke afskåret fra at oge sin arbejdertilslutning nsesten ti1 fordums hojde. Men det vi1 ofte vaxe kortvarigt - arbejderpartieme kan ikke kengere regne med arbejdemes stotte (Borre 1992). Og langtidstendensen er for nedadgående.
2.2. Privat og offentligt ansatte ltinmodtagere
Ti1 gengssld for den faldende tilslutning fra en skrumpende arbejderklasse fik arbejderpartieme i 197O’eme et tiltramgt vitamintilskud fra en hastigt voksende og stadig mere venstredrejet gruppe af offentligt ansatte. Det var frem for alt offentligt ansattefinkfionrerer, der var i bevregelse. 1 197 1 stemte 63 pet. af de offentligt ansatte fimktionrerer borgerligt - nogenlunde samme andel som blandt de privat ansatte funktionaxer, jvf. tabel7. Selv ved “jordskredsvalget” i 1973 varder ikke den store forskel mellem offentligt og privat ansatte: De offentligt ansatte funktionmrer gik i stort antal ti1 venstreflojen og undgik naturligt nok Fremskridtspartiet, men fordelingen mellem arbejderpartier og borgerlige var mesten den samme: 72 pet. af de privat ansatte funktionmrer stemte borgerligt, men de fik folgeskab af67 pet. afde offentligt ansatte. 1 1979 var arbejderpart- eme i klar overvregt blandt offentligt ansatte: Kun 43 pet. stemte borgerligt, 22 pet. foretrak venstreflojen, og 35 pet. stemte socialdemokratisk - wsentligt flere end i 1971. De privat ansatte
4. 1 1971 f0lte 63 pet. afarbejdeme et stwre eller mindre tilhsrsforhold ti1 arbejderklassen; I 1994 var tallet 52 pet. (heri ikke medregnet de, der nzevnte andre klasser end arbejderklassen eller middelklassen). Med en fonulenng, der direkte nwnte arbejderklassen og middelklassen, var de tilsvarende tal i 1979 og 1994 hhv.
76 pet. og 60 pet. Desuden er sammenhzngen mellem klasseidentifikation og parti blandt arbejdere svzkket, fm eta2=10.2 W i 1971, ti1 e& =5.9 % i 1994. Der er dog ikke tale om et simpelt skift fm stemme efter klasseidentifikation ti1 stemme efter hajre-venstre placering. Sammenhrengen med hojre-venstreholdninger er staka end i 1971, men lidt svagere end i 1979. Ti1 genguld spiller nye sporgsmål ind (bla. flygtninge- og indvandrersp@rgsmål), ligesom personfaktorer har nogen betydning (Goul Andersen 1995a). Holdningerne vender vi tilbage til; det er imidlertid ikke muligt at opstille en samlet model for 1971 og 1994, da vi kon har få af de samme holdningsspargsmål med i de to unders@gelser, og da den politiske dagsorden er skiftet.
funktionrerer havde dog også bevreget sig lidt mod Venstre - “kun” 55 pet. stemte borgerligt i 1979.5
Men efter 1979 har de offentligt ansatte stort set stået stille: 1 198O’eme så man ganske vist et betydeligt skift fra Socialdemokratiet ti1 venstreflojen - endda så meget, at venstreflojen stod staxkere end Socialdemokratiet i 1987. Men efter venstreflojens valgnederlag i 199O’eme er stemmefordelingen blandt offentligt ansatte i 1994 mesten den samme som i 1979.
Tabe17. Partivalg blandt offentligt og privat ansatte funktionmer, 1971-94. Pet. lodret.
l 1971 1973 1975 1977 1979 1981 1984 1987 1988 1990 1994
Privat ansat
VenstreflBj 14 9 9 9 12 15 22 8 6
Socialdem 27 19 22 36 24 20 17 25 21
Borgerli8t p. 59 72 69 (6’3) 55 64 65 61 (65) 67 73
OtT.ansat
VensueflBj 14 16 18 22 24 25 34 20 7.1
Socialdem. 23 17 27 35 30 27 26 39 35
Borgerhgt p. 63 67 55 (51) 43 46 48 40 (44) 41 44
Forskel i andel
"gl. pnwt - -4 5 14 (9) 12 18 17 21 (21) 26 29
(N) Privat ansat Off ansat
Kilde og anm:
154 445 1630 212 2318 459 460
144 371 1274 267 2991 613 579
Som tabel 3. 1977 og 1988 cit. fm Goul Andersen (1989:179).
415 431 483 452
Derimod er der fra 1979 til 1994 sket en stot hojredrejning blandt de privat ansatte funktionrerer.
1 1990 nåede tilslutningen ti1 de borgerlige partier op på 67 pet., og i 1994 stemte mesten tre ud
af
fire privat ansatte borgerligt - endnu flere end ved jordskredsvalget i 1973. Venstreflojen var i 1994 skrumpet ti1 6 pet., mens Socialdemokratiet fik 21 pet. Selv om 198O’emes yuppie-dromme brast, og selv om arbejdslosheden i begyndelsen af 199O’eme bredte sig ti1 bankansatte og andre forhen privilegerede fimktionaxgrupper, fik det ikke de mange “Larsen’er” ti1 at sympatisere med Socialdemokratiet - tvaztimod. Lige så lidt hjalp 1993-skattereformens lavere marginalskatter.Blandt arkjdere er forskellen mellem offentligt og privat ansatte mere beskeden - den har i årevis ligget omkring 5-10 pctpoint. Det indebzrer dog b1.a.. at de borgerlige partier i 1994
5. Tallene her i artiklen kan afvige lidt fm tidligere offentliggjorte tal. Det skyldes, at stilling her er apgjort som
“egen stilling”, mens husmedre i de fleste tldligere analyser er opf@t under mandens stilling.
overhalede Socialdemokratiet i vzlgertislutning blandt privat ansatte arbejdere, jvf. tabel8. Det indebrerer også, at offentligt ansatte funktionaxer i 1994 for forste gang stemte klart hengere ti1 Venstre end privat ansatte arbejdere. Samtidig bemrerker man venstreflojspartiernes markante tilbagegang blandt privat ansatte arbejdere: Det er ikke noget under, at den faglige venstrefloj i 199O’eme kun er en skygge af sig selv.
Alt i ah er resultatet, at vrelgeme nu deler sig efter helt andre klasseskel end tidligere - forskellen mellem offentligt og privat ansatte funktionzrers tilslutning ti1 arbejderpartieme var i 1994 2-3 gange så stor som spaxtdet mellem arbejdere og funktionaxer (29 pctpoint mod 12 pct.point). Som det fremgår af tabe14, er der kommet “rad” i sammenhazngen
Tabel8. Parrivalg blandtprivat og ofl ansatte arbejdere, 1971, 1979, 1990 og 1994. Pet.
Privat ansat arbejder”
Venstrefl0j Socialdem.
0ff.an.M arbejder Venstrefl0j Socialdem.
Arbejdsla arbejder Venstrefl@j Socialdem.
F’rivat ansat arb.
Off. ansat arb.
AML 1) 1 1979 inklusive arbejdslese (der dog ikke afveg wsentligt fia besk., Jvf. Goul Andersen 1984a) 2) Incl. 2 pet., der stemte på kandtdat uden for patieme i 1994 (bla Jacob Haugaard).
3) Incl. 4 pet., der stemte på kandidat uden for partieme.
Kilde: Som tabel 3.
mellem arbejderandelen og partiemes placering på hojre-venstreskalaen. Ti1 genguld er der komme “orden” i sammenhaxrgen mellem andelen af offentligt ansatte og placeringen på hojre-
venstreskalaen: Endnu i 1971 var det de Konservative, de Radikale og VS+DKP, der havde flest offentligt ansatte vzlgere. 1 1994 lå de Konservative tzt på en hundplacering.
Tabel9. Parrivalg blandt offentligt og privat ansatte l@wnodtagere, 1971-94. Pet. lodret.
1971 1973 1975 1979 1981 1984 1987 1990 1994
18 13 13 12 14 14 23 10 7
Socialdem Borgerligt p.
Off.CUlSat vensuefl0, Socialdem.
Bor.qerligt p
“k$ andel torg,. pn-
(N) pnvaf ansat Off. ansat Kilde: Som tabel3.
44 32 35 44 35 33 28 38 32
38 55 52 44 51 53 49 52 61
15 IS 17 20 23 24 32 18 20
32 22 33 41 34 29 30 44 37
53 63 50 39 43 47 38 38 43
-15 -8 +2 +5 +8 +6 +11 +14 +18
426 1044 3695 490 4722 854 910 717 864
193 371 1674 363 4064 757 699 588 553
Man får måske den bedste illustration af opsplitningen mellem offentligt og privat ansatte ved simpelt hen at se på offentligt og privat ansatte lonmodtagere under et. Hvis 1994.valget er andet og mere end en enlig svale, og hvis vzksten i beskreftigelsen fremover skal finde sted i den private sektor, er tallene bekymrende for Socialdemokratiet. For partiet er - sanmen med venstrej@jen, der er endnu hårdere ramt - ved helt at tabe den private sektor ti1 de borgerlige partier. Sjreldent har man set en forskel, der oges så stot fra år ti1 år. Det er da også karakteristisk, at partieme falder vaesentligt smukkere ind på en hojre-Venstreskala, når man ser på andelen af offentligt ansatte, end når man ser på andelen af arbejdere, jvf. tabe14. F.eks. er SF i 199O’eme mermest blevet et rent interesseparti for offentligt ansatte.
1 197 1 lå de privat ansatte lonmodtagere 15 pet. point under de offentligt ansatte i tilslutningen ti1 de borgerlige partier; i 1994 lå de 18 pet. point over. Tilslutningen ti1 arbejderpartieme blandt privat ansatte lonmodtagere faldt fra 62 pet. i 1971 ti1 kun 39 pet. i 1994.
Omvendt har de borgerlige partier tabt terrazn blandt offentligt ansatte - fra 53 pet. i 197 1 ti1 43 pet. i 1994.
Ligesom arbejdemes hojredrejning ikke er enkel at forklare, er opsplitningen mellem privat og offentligt ansatte det heller ikke. Pladsen raekker ikke her ti1 en udtommende diagnose, men som vi skal se i afsnit 3, er det ikke synet på velfrerdsstaten, der skiller mest.
En note OM de arbejdsl#se, de udstedte og andre grupper uden for arbejdsmarkedet
Den offentlige debat i 199O’eme har ofte fokuseret på en helt anden skillelinje i forbindelse med den offentlige sektor, nemlig en påstået polarisering mellem de beskazftigede (“trmkdyrene”) og gruppeme på overforselsindkomst.
Forestillingen om en sådan polarisering er dog en myte (jvf. også holdningsanalyseme i Goul Andersen 1995b,c). Som det fremgår aftabel 10, er personer på orlov og efterlonsmodtagere ikke mere venstreorienterede end de beskreftigede. Uddannelsessogende og folkepensionister mv.
stemmer ti1 hojre for vaelgergennemsnittet. De eneste grupper blandt modtageme af overforsels- indkomst, der holder ti1 Venstre, er altså de arbejdslose og fortidspensionisteme. 1 begge tilfzlde forklares en betydelig del af disse gruppers Venstredrejning af det simple forhold, at (thv.) arbejdere er starkt overreprzsenterede i begge grupper (Gom Andersen 1989). Og forskellen er begrzenset: Ti1 illustration stemte privat ansatte arbejdere hengere ti1 Venstre i 1990 end de arbejdslose og f@tidspensionisteme i 1994 - og forskellen mellem arbejdslose og de beskaeftigede har i oxigt vaxet stabil siden 1984.
Isoleret set får Socialdemokratiet dog ganske betydelig tilslutning blandt fortidspensionister, efterlonsmodtagere og folkepensionister mv. Men det skyldes isax alderssammensaetningen: Med alderen skrumper tilslutningen ti1 venstreflojen betydeligt ind ti1 fordel for Socialdemokratiet. 1 meste afsnit skal vi se på alders- og generationsforskellene.
TabellO. Partivalg 1994 blandt grupper inden for og uden for arbejdsmarkedet. Pet.
1. Selvstzndige og medhjzlpende zgtefzller 2. Beskazftigede Ibnmodtagere (hem.l~rl.mv.) 3. L@nmodtagere mv. på orlov
4. Studerende og skoleelever 5. Arbejdslese under 60 år 6. Fertidspensionister under 60 år 7. F@rtidspensionister, 60-66 år 8. Efterl0nsmodtagere. arbejdslese 0.60 år 9. Folkeputs., tjenestemandspens.
1-2. Beskzeftigede i alt
5-9. Overftirselsindkomst i alt, undt. udd & orlov Kilde: Valgundersfigelsen 1994.
Venstreflaj Socialdem. Borgerlige (N)
4 1 89 232
13 34 53 1541
19 28 53 93
13 24 63 230
20 42 38 229
10 59 31 107
7 55 38 63
4 44 52 158
3 38 59 610
12 31 57 1779
8 42 50 1185
2.3. Alder, generation og parti
1 1964 stemte alle aldersgrupper stort set ens, bortset fra en svag tilbgjelighed hos de unge ti1 at foretrzkke SF frem for Socialdemokratiet. Men fra 1968 satte ungdoms- og studenteropraret gang i en voldsom Venstredrejning blandt de unge (Svensson & Togeby 1986): der i 1971 og 1979 bragte arbejderpartiemes tilslutning over 60 pet. blandt de 18-29 årige. Ti1 genguld gik de reldre generationer mod hojre, så man fik en ganske betydelig aldersforskel i partivalget. Således stemte kun omkring 45 pet. af vzlgeme over 40 år på et arbejderparti ved valgene i 197 1 og 1979, jvf.
tabel 11.
Fra 1984 begyndte de unge igen at stemme lzngere ti1 hojre. Det blev i starten udlagt af de fleste politiske sociologer som udtryk for en slags “forsinket socialisering”. Men det var det ikke.
1 1990 stemte flertallet af de 18-24 årige borgerligt - og dermed for f@rste gang (i den periode, vi har data for) lzengere ti1 hojre end vzlgergennemsnittet. Ved valget i 1994 stemte kun 1/3 af de
6. Endnu ved valget i 1968 stemte 2/3 af de 20-29 tige med studentereksamen dog borgerligt og denne generation af bedreuddannede er altid forblevet borgerligt domineret. Den såkaldte 1968-generation var, gennemsnitligt set, aldrig en “rti” generation - snarere en “rtivinsgeneration”. Det var ffldselsårgangene fia 195O’eme, der blev “rtie”. De blev til genguld meget rtie: Blandt de 18-29 tige med studentereksamen var VS det stbrste parti i 1979; venstxefltijen havde absolut flertal, og de borgerlige partier måtte n@jes med sammenlagt 30 pet.
18-24 årige på et arbejderparti, og blandt de 25-29 årige var tallet kurr 40 pet. Også disse resultater bekrreftes ti1 fulde af meningsmålinger efter 1994-valget
Tabel Il. Andel, der stemte på et arbejderparti, opdelt efrer alder. Pet.
1964 1971 1975 1979 1984 1990 1994
I
25-29 år 30-39 år 40-49 år 50-64 år
62 54 60 54 47 34
49 60 46 66 62 55 40
49 49 38 52 50 60 49
50 43 40 42 39 50 51
49 49 40 47 46 45 47
43 39 46 38 44 39
Total 1 49 47 41 50 47 50 45
Kilde: Som tabel 3.
Nu var det som bekendt ikke Socialdemokratiet, der profiterede af Venstredrejningen i 197O’eme.
Det var venstreflojspartieme. For Socialdemokratiet er det nye sådan set blot, at partiet i 199O’eme er trrengt fra hojre, hvor det f@r var trrengt fra Venstre blandt de unge. Men formentlig er det også langt alvorligere.
Det afhrenger altsammen af, hvad der sker over livsforl@bet. Hvordan er det egentlig gået med de utåtmodige unge venstreflojsaktivister fra 197O’eme? Det sporgsmål er belyst i tabel 12, hvor vi har apgjort tilslutningen ti1 hhv. venstreflojen, Socialdemokratiet og borgerlige partier for gruppen af wlgere under 30 år ved samtlige 14 valg fra 1964 ti1 1994. Demaest kan vi se, hvor de pågazldende vzlgerårgange stod ved 1994-valget. Og endelig kan vi opgore bevzgelsen fra dengang ti1 nu. For at “neutralisere” for udsvingene i partiemes styrke fra valg ti1 valg har vi overalt regnet om ti1 afvigelse (i procentpoint) fra valgresultatet.
Som det fremgår, er det ikke nyt, at Socialdemokratiet står svagt blandt de unge. Ved samtlige valg siden 1964 på nax 1971-valget har Socialdemokratiet vaxet underreprmsenteret blandt vzlgere under 30 år - dog lidt staxkere i 1988 og 1994 end tidligere. Stemmeslugeren
Tabel12. Partivalget blandt va?lgere under 30 år ved valgene 1964-1994, opgjort som afvigelser fra det samlede valgresultat, partivalgetfor de samme wlgerårgange i 1994, samt tab/gevinster
i 1994, sammenlignet med udgangspunktet. Pct.point.
Kilde: Som tabel 3.
Anm Tabellen Izses således: Blandt vzlgere under 30 % ved 1964valget fik venstrefl@‘en en overreprzsentation på 3 pet. point (10 pet., mod et landsresultat på 7 SJ
samme vzlgerårgange (f0dt mellem 1935 og 194 s
ct.). 1 1994 fik venstrefl@jen pet. af stemmerne hos de ). Det indebaer et tab for venstrefl@jen
forhold til, at disse årgange havde bevaret samme forkzerlighed for venshefl@jen som i 19 a% å 7 pct.point i
blandt de unge har vaxet venstreflojen, kulminerende i 1979- 198 1, hvor venstreflojen lå mesten 20 pet. point hojere blandt de unge end i vmlgerbefolkningen som helhed.
Men de folgende sojler for de samme fodselsårganges partivalg i 1994 viser, at Socialdemo- kratiet er “comeback kids”: De unge vzlgere ved samtlige valg frem ti1 1981 er, efterhanden som de er blevet aaldre, endt med en overreprmsentation af Socialdemokratiet - i enkelte tilfmlde “kun”
proportional reprazsentation - trods den svage start.
Og de sidste tre sojler viser, at Socialdemokratiet har haft relativ fremgang for samllige generationer af unge vazlgere fra 1964 ti1 1990. For 196O’emes unge vrelgere er der simpelt hen sket det, at Socialdemokratiet har snuppet hele venstreflojens oprindelige overreprmsentation. For de efterfolgende har venstreflojen både måttet afgive ti1 de borgerlige partier og ti1 Socialdemo- kratiet. 197O’emes unge er navnlig gået ti1 Socialdemokratiet, 198O’emes unge har navnlig bevseget sig i borgerlig retning.
Konklusionen er således klar, når det gazlder konkurrenten fra Venstre. Den kunne Socialdemokratiet fint leve med, for reelt fungerede venstreflojen som en slags mobiliserings- agent - og som hyttefad for kommende socialdemokrater - blandt de unge. Truslen fra hojre er straks mere alvorlig. For tabellen viser også, at der tilbagestår noget, der mere og mere ligner en varig generationseffekt for de vselgere, der var under 30 år ved valgene i 197O’eme og forste halvdel af 198O’eme: De borgerlige partier er fortsat underreprzsenterede i disse fodselsårgange, og venstreflojspartieme er fortsat overreprazsenterede.
Alt tyder derfor på, at disse årgange vi1 forblive relativt venstredrejede livet igennem, om end ikke mer så meget, som de oprindeligt var. Allerede herudfra forekommer det sandsynligt, at 199O’emes hojredrejede unge vi1 forblive noget hojredrejede livet igennem. Man kan endda forestille sig, at generationseffekten vi1 vcere storre, fordi det er mere “naturligt” at bevacge sig i retning mod socialdemokratiet fra et udgangspunkt på venstreflojen end fra et udgangspunkt på hojreflojen.
Dog kan det tnekke i modsat retning, at hojredrejningen i 199O’eme er mindre dybtgående end Venstredrejningen i 197O’eme: 1 197O’eme var graden af politisk interesse en af de mest udslaggivende faktorer for, om de unge tilhorte venstreflojen, og de unge på venstreflojen var ikke blot venstreorienterede i holdninger - de var ekstremt venstreorienterede. 1990’emes hojreorienterede unge er derimod ikke mere politisk interesserede end alle andre. Gennemgående ligger de ti1 hojre holdningsmcessigt - de har ikke stemt “forkert” - men de ligger ikke eksrremr ti1 hojre, jvf. også mermere herom nedenfor.
Men under alle omstrendigheder er vindretningen for Socialdemokratiet skiftet fra medvind ti1 modvind, også når vi ser på de unge. Kombinerer vi det med den “sociale modvind”, der bestar i, at privat ansatte lomnodtagere går mod hojre, får man noget, der godt kan udlose et stormvarsel, jvf. tabel 13: Blandt privat ansatte arbejdere under 35 år lik arbejderpartierne tilsammen kun 41 pet. af stemmerne i 1994 - V,K og Z fik tilsammen over halvdelen. Blandt privat ansatte funktionaxer under 35 år stemte kun godt hver femte på et arbejdetparti - V,K og Z fik tilsammen ca. 213 af stemmeme. End ikke blandt arbejdslose arbejdere under 35 år kunne arbejderpartierne mobilisere et flertal ifolge valgundersogelsen 1994 (det kunne de borgerlige partier dog heller ikke, idet 7-8 pet. stemte på en kandidat uden for partieme).
Tallene for de arbejdslose er usikre og skal tages med forbehold. Men det bekymrende for Socialdemokratiet er, at 213 af de privat ansatte lonmodtagere under 35 år stemte borgerligt i 1994. Ti1 genguld viser antallet af svarpersoner i de forskellige grupper, at den private sektor har stået for langt storstedelen af nyrekrutteringen ti1 arbejdsmarkedet i
Tabel13. Andel arbejderpartivmlgere 1994, opdelt ejier stilling, sektor og alder. Pet.
PRIVAT SEKTOR arbejder funkt.
OFF.SEKTOR arbejder
funkt.
ARR.L0S arbejder
fura.
Kilde: Valgunders0gelsen 1994.
Andel arbejderpartistemmer (pet ) Antal svarpersoner (N) 18-34 år 35-49 år 50-64 år 18-34 år 35-49 ti 50-64 ar
41 59 65 204 159 68
22 34 20 170 188 66
67 59 60 36 37 26
44 61 57 104 256 89
49 77 80 56 42 35
59 60 65 37 25 21
198O’eme og 199O’eme, hvorimod tazt op mod halvdelen af de 35-49 årige er beskmftiget i den offentlige sektor. Bevidstheden om, hvilket arbejdsmarked, de skulle ud til, kan måske have påvirket vserdieme hos de to generationer af unge (Svensson & Togeby 1991). Er den forklaring rigtig, kan man - måske - forestille sig en vzerdiaendring i modsat retning på den anden side af årtusindskiftet, når de store årgange af offentligt ansatte skal skiftes ud. Men det er rene gisninger;
indtil videre står barometret på social og demografisk movind for Socialdemokratiet og venstreflojen i de kommende år - på samme måde, som det var tilfreldet for de borgerlige partier i 1970’eme.
2.4. Km og parti
Det er efterhånden velkendt, at der er opstået en forskel mellem mrends og kvinders paruvalg, således at kvindeme stemmer noget ti1 Venstre for maxrdene. Forskellen er alt andet end dramatisk, men den kan ofte vaxe udslaggivende for, om flertallet ligger ti1 hojre eller ti1 Venstre.
Frem ti1 1979 varder ingen sikker forskel, i 198O’eme lå kvindemes tilslutning ti1 arbejderpartier- ne ca. 3 pct.point over mzndenes, og ved de to forste valg i 199O’eme var forskellen 6 pct.point - forskellen i tilslutning ti1 VKZ-blokken var endda 9 pct.point.
Tabel14. Ken og partivalg. 1964-1994. Arbejderpartiandele i pet.
1964 1966 1968 1971 1973 1975 1977 1979 1981 1984 1987 1988 1990 1994
Mzcnd 49 51 43 52 35 41 46 50 46 45 48 46 47 42
Kvinder 49 49 44 47 39 41 48 50 50 48 51 49 53 48
Forskel 0 -2 +1 -5 +4 0 +2 0 +4 +3 +3 +3 +6 +6
Kilde: Som tabel 3.
21
Socialdemokratiet har dog altid vaxet lidt overreprzsenteret blandt kvinder cjvf. tabel4). Indtil 197O’eme var venstreflprjspartieme nemlig mandepartier - baxere af en militant faglig stramning blandt yngre, mandlige arbejdere - og da begge k@n fordelte sig ligeligt mellem borgerlige partier og arbejderpartier, efterlod det en overvzgt af kvinder i Socialdemokratiet. Denne kvindelige overvaegt er imidlertid fastholdt i 199O’eme, selv om SF i mellemtiden er blevet et udprreget kvindeparti.
1 199O’eme er den tid dog forbi, hvor man kan tale om “mobilisering” eller “venstredrej- ning”, når det gzlder kvindeme (Togeby 1995). Det er mrendene, der går mod htijre, og kvindeme fglger - modstrzbende - med, i hvert fald et stykke ad vejen. Det fremgår f.eks., når man sammenligner aldersgruppeme: Også blandt kvinder er der en markant hojredrejning hos de 18-24 årige i 1994. Udviklingen er - nzsten - parallel ti1 mzendenes. Blot foregår den med nogle års forsinkelse og knapt så kraftigt. Men konsforskellen blandt de unge er ikke st#rre i 199O’eme, end den vari 198O’eme (Goul Andersen 1984b) - ti1 genguld ser den generationsbestemte kensforskel i partivalg ud ti1 at vzre varig.
Tabells. Mcends og kvinders partivalg 1994. Aldersopdelt. Pet.
Kilde: Valgunders@gelsen 1994
2.5. Sociale andringer - en sammenfatning
Den xelgermazssige situation har ikke varet let for Socialdemokratiet fra 1971 ti1 1995. 1 198O’eme var den @konorniske trovaerdighed et hovedproblem. Men den forste store udfordring var Venstredrejningen blandt de unge, de bedreuddannede og de offentligt ansatte (Goul Andersen 1979; Svensson & Togeby 1986,1992) fra slutningen af 196O’eme. Det gav uden at det kunne ses på valgresultateme - en vreldig koncentration af venstreflojsvmlgere hos de unge i lobet af 197O’eme - en tilslutning, som for alvor blev folelig i 198O’eme i takt med efterkrigsgenerationer- nes ogede vzegt i vazlgerkorpset. Den truede med at reducere Socialdemokratiet ti1 et parti af samme storrelse som den samlede venstrefloj. Opgaven var at gore Socialdemokratiet “spiseligt”
for disse vzelgere, og det krmvede lidt af et “hamskifte” i retning af de nye vzrdier, som venstreflojen stod for.
Dette “hamskifte” foregik i 198O’eme, b1.a. med partiets opgivelse af atomkraften, accentuering af miljopolitikken og de sikkerhedspolitiske “fodnoter” (som nok blev drevet for vidt af taktiske grunde, ti1 skade for trovaxdigheden). Herefter stod doren åben, og ved 1990- valget oplevede Socialdemokratiet på en gang en voldsom tilstromning af funktionrerer fra venstreflojen og af arbejdere fra alle sider. Samtidig viste det sig, at svagheden i 1980’eme kun var tilsyneladende, for venstreflojen havde kun de mange vaelgere “ti1 låns”. Det vigtige for Socialdemokratiet vari stedet, at de borgerlige partier stod svagt hos den ene nye ungdomsårgang efter den anden fra 1966 ti1 midten af 198O’eme, og at de offentligt ansatte både blev flere og samtidig gik mod Venstre. Det kompenserede så rigeligt for tabet af arbejdervmlgere: Frem ti1 begyndelsen af 1980’eme havde arbejderpartieme en grundlmggende medvind i kraft af såvel generationsudskiftning som sociale amdringer.
Problememe med den @konorniske trovaxdighed slog igennem fra omkring 1980, og det blev startskuddet ti1 mere gmndlmggende rendringer. Allerede fra 1981 begyndte de privat ansatte funktionaxer at gå mod hojre, senere slog hojredrejningen også igennem blandt de unge, og i 199O’eme trzkker såvel generationsudskiftningen som rendringeme i den sociale struktur mod hojre. Det betyder, at Socialdemokratiet er i en underliggende, strid modvind i 1990’eme. Og partiet har ikke lrengere en opsparet vmlgerreserve parkeret hos venstreflojen - snarere kan partiet frygte afskalninger ti1 SF, hvis det forstiger at vinde de unge og de privat ansatte tilbage via en mere hojredrejet politik.
Men hvad har fremkaldt denne hojredrejning hos unge og privat ansatte: Utilfredshed med velfmrdsstaten? Swkket solidaritet med de svage? Manglende tiltro ti1 Socialdemokratiets
@konorniske evner? Flygminge-lindvandrersporgsmålene? Mere dybtgående ideologiske og vazrdimaessige amdringe? Er der overhovedet en hojredrejning, eller er der mere tale om et
modefaxomen? Disse spgrgsmål kan vi slet ikke besvare udt@mmende her. Men en analyse af holdningsmgnstrene og -zendringeme i 197O’eme, 198O’eme og 199O’eme giver nogle holdepunkter.
3. Holdningsprofil og ideologiske stwimninger
3.1. Holdningsudviklingen 1969-1994
Allerforst skal vi se på det underliggende opinionsklima i vmlgerbefolkningen fra slutningen af 196O’eme ti1 midten af 199O’eme. Vi har i danske vmlgerundersogelser i alt 8 sporgsmål, som kan belyse holdningsudviklingen over hele perioden. De dzkker langtfra alle områder, men omfatter dog centrale aspekter af hojre-Venstredimensionen (jvf. tabel 16):
- holdning ti1 @konornisk lighed, herunder skatteprogression, spm. 1,2 og 6).
- holdning ti1 statskontro1 med erhvervslivet, herunder nationaliseringer (spm.3,7 og 8) - holdning ti1 sociale reformer (spm.5).
- holdning ti1 Danmarks medlemskab af NATO (spm.4).
Vi kan starte med jordskredsvalget i 1973, hvor mere end 63 pet. stemte borgerligt. Det var ikke udtryk for en generel hojredrejning, men et isoleret opgor med et skattetryk og nogle sociale reformer, som var ekspanderet hurtigere, end befolkningen var indstillet på. 1973-valget er det eneste valg, hvor skatteme for alvor var på vselgemes politiske dagsorden (jvf. tabel2 ovenfor), og det er det eneste valg, hvor vzlgerflertallet har kraevet sociale nedskaxinger t’jvf. spm.5).’ På andre områder var holdningeme uamdrede i 1973, eller de gik endda mod Venstre. F.eks. var der i 1973/74 den storste tilslutning ti1 nationaliseringer og storre skatteprogression nogen sinde (jvf.
spm.8 og 2). At skatteprotest kan gå hand i hand med kravet om, at “Hoje indtzgter burde beskattes hårdere end tilfmldet er i dag”, kan forekomme underligt. Men oproret fik netop sin styrke ved, at utilfredshed med skattestigninger forexrede sig med en oplevelse af, at skattebyrden blev uretfrerdigt eller vilkårligt fordelt - en forening, der b1.a. skyldtes Glistrups fremvisning af sit beromte frikort.’
Efter 1973 er det gået uafbrudt ned ad bakke med de holdninger, der adskilte “bard-core”
venstreflojsvazlgere fra resten af vazlgerkorpset: Holdningeme ti1 nationaliseringer (spm.8) og NATO (spm.4). End ikke 198O’emes fredsbevmgelse kunne genoplive NATO-kritikken fra
1. Selvet owxeldende flertal afSF+xelgeme kritiserede i 1973 politikernes tiselhed (“politikeme er for #dsle med skatteborgemes penge”) og det sociale misbrug (“der er for mange, der får sociale ydelser, uden at de tmmger til det”).
8. Som påpeget af Bo Rothstein (1994) fomdsztter velfzxdssystemets leglUrnitet ikke blot, at befolkrungen er enige i målene (“substantial justice”), men også at fordelingen afrettlgheder og pligter apleves som retf=rdig samt at systemet i wrigt fungerer effektivt (“procedural justice”).
