Fra kriseår til

(1)

Fra kriseår til

Et portræt af lønmodtagernes vilkår gennem 85 år

JUBILÆUMSSKRIFT 1936-2021

velfærdssamfund

(2)

(3)

Fra kriseår til

Et portræt af lønmodtagernes vilkår gennem 85 år

JUBILÆUMSSKRIFT 1936-2021

velfærdssamfund

(4)

AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Reventlowsgade 14, 1. sal

1651 København V.

Telefon: 33 55 77 11 E-mail: ae@ae.dk www.ae.dk

Ansvarshavende redaktør Direktør Lars Andersen Hovedforfattere

Senioranalytiker Troels Lund Jensen Senioranalytiker Jon Nielsen

Chefanalytiker og projektchef Mie Dalskov Pihl Chefanalytiker Emilie Agner Damm

Senioranalytiker Sune Caspersen Cheføkonom Erik Bjørsted Redaktion

Kommunikationskonsulent Jakob Esmann Senioranalytiker Jon Nielsen

Kommunikationschef Jesper Kirkbak

Sekretariats- og kommunikationsmedarbejder Malene Michelsen Derudover har følgende bidraget

Stud.polit. Rasmus Salmon Stud.polit. Frederik Søborg Stud.polit. Freja Englund Grafisk opsætning

Malene Hald Studio, malenehald.dk Omslagsillustration

Kristian Eskild Jensen, k-eskild.dk Fotos

C.C.J. Carlsholt / Lokalhistorisk Arkiv ved Museerne i Fredericia; Ukendt / Arbejdermuseet; Alfred Müller / Arbejder- museet; Jon Nielsen / Arbejdermuseet; Ukendt / Arbejdermuseet; Ukendt / Arbejdermuseet; Socialdemokratiet / Arbejdermuseet; Benny Hjorth / Arbejdermuseet; Friedrich Bornkessel / Arbejdermuseet; Ukendt / Arbejdermuseet;

Ukendt / Forstadsmuseet Historiens Huse, Hvidovre Lokalarkiv; LO/FH / Arbejdermuseet; Helge Pedersen / Museum Nordsjælland, Hørsholm Lokalarkiv; Ukendt / Arbejdermuseet; Socialdemokratiet / Arbejdermuseet; Harry Nielsen / Arbejdermuseet; Kristian Eskild Jensen / AE.

En særlig tak til Arbejdermuseets Arkiv og Bibliotek for hjælp med fotos til historiekapitlet.

September 2021

(5)

7 Forord

8 AE’s første 85 år er et spejl på et samfund i forandring

18 Danmark har lav lønulighed – det kan vi takke fagbevægelsen for Interview med Lizette Risgaard

Når lønmodtagerne står sammen, giver det ro, stabilitet og gode jobs

25 Vi uddanner i dag markant anderledes end tidligere Interview med Claus Jensen

Mange flere kunne få rigtigt gode liv, hvis de valgte svendebrevet

35 Det danske samfund er lige, men udviklingen går den forkerte vej Interview med Per Christensen

Hvis uligheden vokser, fjerner vi den lim, der holder samfundet sammen

41 Konjunkturer sætter langvarige spor på arbejdsmarkedet Interview med Mogens Lykketoft

En hård sparepolitik forværrede ledigheden i EU efter finanskrisen

49 Velfærdssamfundet er opstået ud af mange års politiske kampe Interview med Mette Frederiksen

Regeringen har igangsat et ambitiøst reformarbejde med et 10-årigt perspektiv – fordi Danmark kan mere

56 Noter og referencer

Indhold

(6)

(7)

7 FORORD

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) blev oprettet i 1936 og har i løbet af de 85 år fungeret som fagbevægelsens tæn- ketank og analyseinstitut. I de 85 år har det danske samfund gennemgået store forandringer, og for den almindelige løn- modtager i Danmark er der sket store økonomiske og sociale fremskridt.

På mange måder er AE’s historie et spejl på Danmarks øko- nomiske historie i de år. Kriseårene i 1930’erne, den trinvise opbygning af velfærdssamfundet i efterkrigsårene, oliekriserne og fattigfirserne er eksempler på perioder, som har præ- get AE’s virke, men også eksempler på, at AE har præget den økonomiske politik gennem sit analysearbejde. Jubilæums- skriftet indledes med en gennemgang af AE’s historie holdt op mod de store nedslag i danmarkshistorien i samme periode.

Gennem de efterfølgende fem tematiske kapitler skildrer vi det danske samfunds udvikling – ikke mindst set fra almindelige lønmodtageres perspektiv. Vi ser på, hvad det betyder, at så mange danskere står i fagforening, på ændringerne i dan- skernes uddannelsesmønster, hvordan de økonomiske skel i samfundet har udviklet sig og på den historiske udvikling i ledigheden og velfærdssamfundet. Vi har også spurgt fem centrale aktører om deres syn på de samfundsudviklinger, vi beskriver i kapitlerne.

De fem kapitler maler et billede af det danske arbejdsmarked og velfærdssamfund – både af dets styrker og af de udfor- dringer, vi står overfor i de kommende år. I skrivende stund er det især de sociale og økonomiske efterveer af coronapan- demien, som fylder, men på lidt længere sigt kommer vi til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Det vil også fortsat være en opgave at sikre, at almindelige lønmodtagere og de lavest- lønnede får del i velstandsfremgangen og de gode jobs, og at den offentlige velfærd følger med demografien og velstands- udviklingen. Opgaven med at sikre økonomiske og sociale fremskridt for den almene dansker er ikke slut, selvom nogle af udfordringerne er nye.

AE har igennem 85 år udarbejdet samfundsmæssig og øko- nomisk viden, der har været med til at kvalificere den offentlige debat og vejlede beslutningstagerne. Gennem alle årene har AE’s analyser bygget på en stærk og bredt anerkendt øko- nomisk faglighed – og har sigtet på at gøre samfundet mere socialt retfærdigt med lige muligheder for alle.

Jeg vil gerne i forbindelse med AE’s 85-årsjubilæum rette en stor tak til tidligere og nuværende medarbejdere og råds- medlemmer samt andre gode kræfter, der har del i, at AE kan kalde sig Danmarks ældste samfundsøkonomiske analyseinstitut og tænketank.

Forord

Michael Rosholm

Formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Professor på Aarhus Universitet

(8)

1930’ERNE Under krisen i 1930’erne holdt man gang i hjulene med store offentlige byggerier såsom Lillebæltsbroen fra 1935. Den økono- miske videnskab var meget ung på det tidspunkt. Først i 1936 udvikle- de John Maynard Keynes teorien bag en aktiv penge- og finanspolitik, der stimulerer efterspørgslen i krisetider.

Foto: C.C.J. Carlsholt/Lokalhistorisk Arkiv ved Museerne i Fredericia

1930’ERNE Arbejdsløse går på gaden og kræver jobs. Den høje ledig- hed og stigende fattigdom i 1930’erne førte til sociale spændinger og krav om sociale fremskridt.

Foto: Ukendt/Arbejdermuseet

AE’S FØRSTE 85 ÅR ER ET SPEJL PÅ ET SAMFUND I FORANDRING 8

Krise i 1930’erne og oprustning i fagbevægelsen

AE blev oprettet i 1936 som et forum, hvor fagbevægelsens ledere kunne koordinere den økonomiske politik med de kooperative virksomheder og ledelsen fra Socialdemokratiet, som dengang var tæt knyttet til fagbevægelsen. Beslutningen om at oprette AE blev truffet på et møde i Statsministeriet i 1934 mellem statsminister Thorvald Stauning, lederne fra fagforeningerne i det daværende LO og Kooperationen. Dengang

som i dag blev rådet betjent af et sekretariat af økonomer.

Som med så mange gode idéer er det uklart, hvem der først foreslog at oprette sådan et råd. Formanden for det davæ- rende Dansk Metal, Johannes Kjærbøl, udlagde det som sit påfund, men flere andre har hævdet at have fået idéen mange år før. Under alle omstændigheder var det næppe et tilfælde, at idéen blev til virkelighed i 1930’erne, hvor depressionen rasede, og fagbevægelsen begyndte at opruste på den sam-

AE’s første 85 år er et spejl på et samfund i forandring

Danmarks økonomi har gennemgået store forandringer i de 85 år, der er gået,

siden Arbejderbevægelsens Erhvervsråd blev oprettet. Og på mange måder

er AE’s historie et spejl på Danmarks økonomiske historie i de år. De store

samfundsomvæltninger har naturligt præget AE’s virke, og samtidig har AE været

med til at præge, hvordan de store skift i økonomien er blevet håndteret politisk.

(9)

1936 AE blev oprettet i 1936 af fagforeningerne under det daværen- de LO, de kooperative virksomheder og Socialdemokratiet, der dog kun var med som indbudt medlem. Én af drivkræfterne bag oprettelsen var statsminister Thorvald Stauning (til venstre), der her ses i samtale med AE’s senere formand, Frederik Dalgaard.

Foto: Alfred Müller/Arbejdermuseet

1943 På AE-rådsmødet den 1. oktober 1943 – dagen før tyskernes på- gribelse af de danske jøder – berettede AE’s formand om arbejdet med at afværge aktionen. Det fremgår af referatet fra mødet. Under store dele af krigen mødtes rådet hver uge for at drøfte den økonomiske og politiske situation.

Foto: Jon Nielsen/Arbejdermuseet

fundsøkonomiske front. På den måde kom AE til at spejle de store samfundsudviklinger i 1930’erne med tårnhøj arbejds- løshed og en fagbevægelse med vokseværk.

I midten af 1930’erne kom ledigheden i Danmark op på 7 pct., og for mange faggrupper var den endnu højere. Det skabte sociale spændinger, og Stauning-regeringen så sig flere gange nødsaget til at gribe ind over for strejker på landets arbejdspladser, som kunne forværre krisen. Derfor burde fagbevæ- gelsen ifølge metalformanden, Johannes Kjærbøl, ansætte sine egne økonomer, som både kunne give lønmodtagerne en bedre forståelse for økonomiens balancer og kunne udfor- dre arbejdsgivernes og embedsmændenes udlægning af den nødvendige politik. Det forsøgte AE fra starten at gøre ved bl.a. at udarbejde en stor plan for beskæftigelsespolitikken.

Formålet var også at præge politikudviklingen ved at deltage i offentlige råd og nævn. Det lykkedes. Allerede i 1939 – blot tre år efter fødslen – var AE repræsenteret i over 30 offentlige råd og nævn. Igen var det krisen, der udgjorde bagtæppet.

Danmark og de andre vestlige lande svarede igen på krisen med importrestriktioner for at beskytte deres egne virksomheder mod konkurrence udefra. For at bekæmpe de negative effekter af krisen og importrestriktionerne blev der nedsat en lang række råd og nævn – fra Kartoffelnævnet og Konsum- mælk- og flødekommissionen til Arbejdsløshedsudvalget og Priskontroludvalget. Det vidner om, at den økonomiske videnskab kom til at fylde mere i 1930’erne, selvom den endnu ikke havde fundet en knæsat værktøjskasse af politikinstru- menter, der virkede. Det gjorde det så meget desto vigtigere, at lønmodtagerne kunne tale økonomernes sprog.

De økonomiske tab under Anden Verdenskrig ramte skævt Med besættelsen af Danmark den 9. april 1940 forsvandt ca.

60 pct. af Danmarks eksportmarkeder og halvdelen af impor- ten. Det gav et stort samlet tab, som bestemt ikke var ligeligt fordelt. Reallønnen faldt markant for arbejderklassen, fordi knapheden på varer fik priserne til at ryge i vejret. Mens ar- bejdernes indtægter faldt med ca. 20 pct., blev gårdejernes omtrent fordoblet.

Manglen på varer gjorde det nødvendigt at opbygge noget i stil med et planøkonomisk system, hvor produktionen af varer og fordelingen af varer og råstoffer blev underlagt en stram regulering. Ligesom i 1930’erne tyede man til et stort system af råd og nævn for at få reguleringen til at fungere i praksis. Igen var AE med til at sørge for, at lønmodtagernes interesser blev repræsenteret. AE støttede bl.a. en afgøren- de opskrivning af kronen i 1941, hvor en tysk afgiftslempelse på danskproducerede fødevarer ellers ville have ført til høje- re priser herhjemme.

Efterhånden som krigen skred frem, var der for de dårligst stillede arbejderfamilier ikke blot tale om mangeltilstande, men om regulær sult. Det belyste AE i en række analyser og artikler i pressen. Som en konsekvens af dette arbejde lykkedes det ved årsskiftet 1942-43 at få indført priskontrollove, der standsede fødevareprisernes himmelflugt.

Det var et stort problem for udenrigshandelen, at man ikke kunne få adgang til udenlandsk valuta. Ét af spørgsmålene for den økonomiske politik under krigen var derfor, om Danmark skulle indgå i en møntunion med Tyskland. Det blev også drøf- tet med tyskerne, men det endte med, at vi holdt fast i kronen.

Også her var AE et spejl på resten af samfundet og det politiske Danmark. På den ene side var flere af rådsmedlemmer- ne aktive i modstandskampen. På den anden side gjorde den daglige leder, Niels Lindberg, sig til talsmand for at udvide

(10)

1940-1952 Mange dagligvarer var rationerede i årene under og efter Anden Verdenskrig, og danskerne måtte stå i kø for at få fat i deres ra- tioneringsmærker. Det var nødvendigt for at fordele de knappe varer på en måde, hvor almindelige mennesker havde adgang til de daglige fornødenheder.

den samarbejdspolitik, som et bredt flertal i Folketinget stod bag, med en møntunion. Allerede 11 dage efter befrielsen blev Lindberg hjemsendt på baggrund af beskyldninger om, at han havde overtrådt sit mandat og havde været lige lovlig imponeret af Tysklands økonomiske vækst før krigen. Han blev afløst på posten af den senere handelsminister, uden- rigsminister og statsminister, Jens Otto Krag.

Blandingsøkonomi og velfærdsstat

Krigen havde kastet det danske samfund op i luften, og det var på mange måder et åbent spørgsmål, hvordan samfundet ville falde ud efter befrielsen den 5. maj 1945. Skulle Danmark

gå i en mere planøkonomisk eller en mere markedsøkono- misk retning?

Allerede inden befrielsen kunne fagforeningslederne rappor- tere om, at der blandt mange lønmodtagere var et håb om en mere socialistisk indretning af samfundet. Derfor gik Social- demokratiet, LO og Kooperationen i 1944 gang med at udarbejde en vision for et mere socialistisk samfund. Arbejdet blev ledet af Jens Otto Krag og assisteret af AE’s økonomer og mundede ud i valgprogrammet ’Fremtidens Danmark’, som Socialdemokratiet gik til valg på i oktober 1945.

Programmet rummede en lang række lønmodtagerrettighe- der, f.eks. uddannelsesstøtte, barselsdagpenge og sygedag- penge. Samtidig rummede programmet nogle mere luftige ambitioner om at nationalisere bestemte brancher og indføre medarbejderråd på arbejdspladserne, brancheråd, der kunne planlægge produktionen i de enkelte brancher, og et samlet økonomisk råd til at koordinere den økonomiske politik.

De borgerlige partier vandt valget i 1945, mens kommuni-

I 1939 – blot tre år efter

fødslen – havde AE plads i over 30 offentlige råd og nævn,

hvorfra man kunne præge

politikudviklingen.

(11)

1940-1945 Ledigheden faldt under Anden Ver- denskrig, bl.a. fordi manglen på brændsel øgede arbejdskraftbehovet i de danske tørvemoser. Men samtidig fik de stigende priser reallønnen til at falde.

1945 Manifestet ’Fremtidens Danmark’ rummer kimen til nogle af de forbedringer i almindelige danskeres dagligdag, der blev indført i årti- erne efter krigen.

Foto: Socialdemokratiet/Arbejdermuseet

1946 Arbejderbevægelsens Erhvervsråd samlet i 1946. Bagerst til høj- re (foran gardinet) står Jens Otto Krag, der dengang var AE’s daglige leder. Han skriver i sine erindringer, at det gik højlydt for sig, når fag- foreningernes ledere mødtes, og der blev ikke sparet på smørrebrødet og snapsen.

Foto: Benny Hjorth/Arbejdermuseet

(12)

1950'ERNE Det offentlige boligbyggeri tog fart efter krigen, og mange steder i landet står de gode og billige bygninger fra den tid stadig. Her er det boliger i Gladsaxe fra boligselskabet Arbejderbo, som AE skrev vedtægterne til i 1941.

Foto: Friedrich Bornkessel/Arbejdermuseet

1950’ERNE To voldsomme omvæltninger prægede økonomiens udvik- ling i årtierne efter krigen: Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og vandringen fra landbrugssektoren til industrisektoren. Det var med til at give en høj økonomisk vækst i de år.

sterne stormede frem. Socialdemokratiet gik tilbage, men kom igen ved næste valg og havde magten i en stor del af de efterfølgende år. I de årtier blev mange af de konkrete løn- modtagerrettigheder fra ’Fremtidens Danmark’ gennemført, mens de mere luftige visioner blev lagt i skuffen og vekslet til konkrete forhandlingskompromiser. Lidt efter lidt opstod det, som man i dag kalder det blandingsøkonomiske kompromis, hvor privatejede virksomheder opererer inden for rammerne af statslig regulering og brede overenskomster, og hvor regeringen inddrager arbejdsmarkedets parter i den økonomiske politik.

Det kompromis viste sig bl.a. med oprettelsen af Det Økono- miske Råd i 1962, som AE siden begyndelsen har været fast medlem af. Det kom også til udtryk i det store offentlige boligbyggeri efter krigen, som AE bidrog til med konkrete indspil.

På den måde var AE både med til at formulere arbejderbevæ- gelsens socialistiske drømme efter krigen og til at udforme den blandingsøkonomiske virkelighed, som langsomt opstod ud af de efterfølgende årtiers politiske kampe.

I årtierne efter krigen voksede velfærdsstaten også frem. Den offentlige sektor voksede, og det sociale sikkerhedsnet blev forbedret. På den måde blev en del af den stigende velstand

I årtierne efter krigen voksede velfærdsstaten også frem. Den offentlige sektor voksede, og det sociale sikkerhedsnet blev forbedret. På den måde blev en del af den stigende velstand brugt på at øge trygheden.

brugt på at øge trygheden for almindelige mennesker. En vigtig forudsætning for, at det kunne lade sig gøre, var netop den kraftige økonomiske vækst fra slutningen af 1950’erne og frem til starten af 1970’erne.

Høj vækst og skifte i erhvervspolitikken i årtierne efter krigen

I årene efter krigen bar Danmarks økonomi præg af et nedslidt produktionsapparat, en høj ledighed og mangel på boliger og mange varer. I mange europæiske lande var situationen endnu værre. Men i løbet af 1950’erne begyndte væksten at få fat i de europæiske økonomier, og også herhjemme satte et langvarigt opsving ind. Fra 1958 til 1973 steg BNP i gennemsnit med 4,6 pct. om året.

En del af baggrunden for opsvinget var USA’s storstilede Marshall-plan, som gav de krigsramte europæiske økonomier en stor økonomisk saltvandsindsprøjtning med medfølgende krav om at øge produktiviteten og frihandlen. Marshall-planen indvarslede også et skifte i erhvervspolitikken i 1950’erne og 1960’erne. Hvor den økonomiske politik i 1930’erne og 1940’erne handlede om at beskytte de hjemlige virksomheder mod udenlandsk konkurrence, kom den nu til at handle

(13)

1972 Mange danskere engagerede sig i den vigtige beslutning om dansk medlemskab af EF. Folkeafstemningen endte med et flertal for EF.

Foto: Ukendt/Forstadsmuseet Historiens Huse, Hvidovre Lokalarkiv

1971 Økonomisk Demokrati, hvor lønmodtagerne har med- ejerskab og medbestemmelse over kapitalen i samfundet, var højt på dagsordenen i 1960’erne og 1970’erne. Fagbevægelsen udarbejdede et konkret forslag om en central investeringsfond, som blev nedstemt i Folketinget.

Foto: LO/FH/Arbejdermuseet

(14)

om at fremme virksomhedernes konkurrenceevne. I Danmark blev Marshall-midlerne bl.a. brugt på at indkøbe ny teknologi og opruste den tekniske forskning. AE var stærkt engageret i fordelingen af Marshall-midlerne og hjalp med at udbrede kendskabet til de nyeste teknologier.

For at fremme væksten arbejdede Danmark også på en fæl- les nordisk toldunion, igen med AE som en aktiv deltager i de faglige drøftelser. Efter at planerne om en nordisk toldunion blev skrinlagt i 1959, blev det i stigende grad diskute- ret, om Danmark skulle være medlem af EF – det nuværende EU. Det var en vanskelig beslutning med store økonomiske konsekvenser og store mulige risici – ikke mindst for almindelige lønmodtagere. Her var AE med til at levere det faglige beslutningsgrundlag for fagbevægelsens holdning til EF, der langsomt blev mere og mere positiv frem mod afstemningen om Danmarks indtræden i EF i 1972.

Den 1. januar 1973 trådte Danmark ind i EF. Samme år ramte den første oliekrise, og 15 år med en historisk høj økonomisk vækst fik en brat ende.

Oliekriser og fattigfirsere

Fra 1973 til 1983 steg ledigheden fra 1 pct. til 11 pct., og den forblev høj op gennem 1980’erne, selvom konjunkturerne vendte, og arbejdsmarkedet endda brændte på for nogle løn- modtagergrupper. Det gav både en større offentlig gæld og et større behov for aktiv finanspolitik.

Muligheden for at bruge de offentlige budgetter til at stimu- lere efterspørgslen blev dog begrænset af, at der i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne var vedvarende underskud på betalingsbalancen. De store lande havde restriktioner på handlen med kapital og valuta frem til slutningen af 1980’erne. Un- derskuddet på betalingsbalancen betød derfor, at udenland- ske varer og valuta var en knap ressource, og den stigende offentlige gæld gjorde det problem værre.

I midten af 1970’erne argumenterede AE for, at det var nød- vendigt med løntilbageholdenhed for at forbedre betalingsbalancen. Men det skulle ledsages af indgreb mod monopoler,

1970’ERNE Kampen for løn- modtagernes vilkår er i høj grad blevet ført på de enkelte arbejdspladser, og AE har for- søgt at klæde de fagligt aktive på til kampen. Her underviser Mogens Lykketoft et hold af tillidsrepræsentanter. Lykketoft var leder af AE i 1975-1981.

Foto: Ukendt / Arbejdermuseet

1973/1974 Oliekrisen lagde gaderne øde i 1973-1974. Folketingets valutaudvalg indførte bilfri søndage fra november 1973 for at spare på benzin og valuta, som begge var knappe ressourcer under oliekriserne.

Foto: Helge Pedersen / Museum Nordsjælland, Hørsholm Lokalarkiv

1970’erne var samtidig en

ideologisk brydningstid og en

tid, hvor nogle af idéerne om

et mere retfærdigt samfund fik

konkret form.

(15)

tilskud til forskning og uddannelse og regler, der gav løn- modtagerne medejerskab og medbestemmelse over kapitalen i virksomhederne. AE og LO udarbejdede et konkret bud på, hvordan sådan et økonomisk demokrati kunne fungere, men det lykkedes ikke Socialdemokratiet at få forslaget stemt igennem i Folketinget.

1970’erne var samtidig en ideologisk brydningstid og en tid, hvor nogle af idéerne om et mere retfærdigt samfund fik konkret form. Ved siden af de makroøkonomiske dagsordener leverede AE konkrete indspil til en kommunalreform og bo- ligpolitik og konkrete bud på, hvordan man kunne gøre et i stigende grad hullet skattesystem mere retfærdigt og sam- menhængende.

I 1980’erne stod den økonomiske politik stadig i et valg mellem at nedbringe ledigheden, betalingsbalanceunderskuddet eller det offentlige underskud. Hovedfokus i Schlüter-regeringernes økonomiske politik var at forbedre lønkonkurrence- evnen og nedbringe det offentlige underskud. Det lykkedes – bl.a. via højere skatter, lavere overførsler, lavere rente som følge af fastkurspolitikken og på længere sigt også via ud-

bredelsen af arbejdsmarkedspensioner. Men betalingsbalanceunderskuddet steg i løbet af 1980’erne, og det ledte regeringen til at gennemføre kartoffelkuren, som sendte ledigheden til vejrs igen. I de år arbejdede AE især for at få ledigheden højere op på den politiske dagsorden.

Gang i 90’erne

I starten af 1990’erne kom ledigheden op på 13 pct. – et historisk højt niveau. Danmark var ramt af både strukturelle problemer og den internationale valutakrise.

Ved indgangen til årtiet tegnede der sig to mulige veje i den økonomiske politik. Socialdemokratiet fremlagde sin store plan, ’Gang i 90’erne’, som var blevet til i samarbejde med LO og AE. Den lagde bl.a. op til at sænke ledigheden med mere efteruddannelse, øge væksten med ekspansiv finanspolitik, reformere skattesystemet via lavere skattesatser og bredere skattebaser og udbrede de arbejdsmarkedspensioner, som Schlüter-regeringen havde indført sammen med arbejdsmarkedets parter. Samme år fremlagde Schlüter-regeringen ’Pla- nen – Ny vækst og fremgang’, som var inspireret af Reagans og Thatchers politiske idéer. Den lagde op til at reducere den offentlige sektor markant, skære i dagpengene og øge bru- gerbetalingen for at finansiere massive skattenedsættelser til især de rigeste.

I første omgang lykkedes det ikke at samle et folketingsfler- tal bag nogen af de to planer, men mange af elementerne i Socialdemokratiets plan blev virkeliggjort, efter Poul Nyrup Rasmussen (S) blev statsminister i 1993. I de følgende år blev de internationale konjunkturer bedre, og herhjemme skubbede man på opsvinget med offentlige investeringer og ved at give boligejerne mulighed for at konvertere deres lån til lån med lavere renter. Sammen med en arbejdsmarkedspolitik og vækstpolitik, som styrkede økonomiens og arbejdsmarkedets underliggende strukturer, betød det, at ledigheden faldt uafbrudt fra 1994 til 2001. I takt med ledigheden faldt den offentlige gæld også.

1989 AE var med til at udarbejde Socialdemokratiets store plan,

’Gang i 90’erne’. Planen lagde sporene ud for Nyrup-regeringernes økonomiske politik, som var med til at nedbringe både ledigheden og den offentlige gæld.

Foto: Socialdemokratiet/Arbejdermuseet

1990’ERNE I løbet af 1990’erne blev de internationale konjunkturer bedre, og herhjemme skubbede man på opsvinget med bl.a. offentlige investeringer. Sammen med en aktiv arbejdsmarkeds- og vækstpolitik betød det, at ledigheden faldt uafbrudt fra 1994 til 2001.

Foto: Harry Nielsen/Arbejdermuseet

(16)

1990’erne blev på mange måder et årti præget af optimisme og internationalt udsyn. Det kan man også se på AE’s analyser fra de år. AE analyserede bl.a., hvordan man kunne øge væk- sten på en grøn måde, og opbyggede den store økonomiske model Heimdal til at regne på perspektiverne i det europæi- ske samarbejde. Op igennem 1990’erne blev fagbevægelsens bånd til Socialdemokratiet desuden løsere. I 2003 blev AE’s forankring ændret, således at Rådets bestyrelse ikke længere har sit udspring i både LO’s forretningsudvalg og DKF’s bestyrelse, men udelukkende i fagbevægelsen – dog med mulighed for optagelse af associerede medlemmer. Det betyder, at AE’s medlemmer og sponsorer i dag er FH og de fagfor- bund, der er organiseret under FH, mens arbejderbevægel- sens virksomheder og Socialdemokraterne er tilknyttet som associerede medlemmer.

Stigende ulighed og behov for uddannelse i det nye årtusind

I de seneste tyve år er uligheden steget i Danmark. Det skyldes bl.a., at det sociale sikkerhedsnet er blevet forringet, og at skattepolitikken især er kommet de rigeste til gavn – f.eks.

ved at udhule boligskatterne og fjerne den såkaldte mellem- skat. Den udvikling har AE sat fokus på med registerbasere-

de analyser af indkomstfordelingen og levevilkårene for folk i de forskellige sociale klasser i Danmark.

De lavere skatter har i 2010’erne været fulgt af nedskæringer i det offentlige, hvor udgifterne på flere områder har haltet efter antallet af brugere. I dag er antallet af offentligt ansat- te pr. borger nede på niveauet fra slutningen af 1980’erne.

På flere områder er den slags nedskæringer ikke alene med til at øge uligheden – de kan også gå ud over samfundsøko- nomien. Det har AE vist i talrige analyser i det nye årtusind.

Den stigende ulighed er imidlertid ikke kun et dansk fæno- men. I mange andre vestlige lande er der tendens til, at en stigende andel af indkomsten tilfalder kapitalejerne og de rigeste lønmodtagere, bl.a. på grund af globaliseringen og den teknologiske udvikling. Det øger kravene på arbejdsmarkedet og øger behovet for at opkvalificere især ufaglærte. AE’s analyser fra de sidste tyve år viser, at uddannelse betaler sig både for den enkelte og for samfundet – og at behovet for bl.a.

faglærte kun vil blive mere udtalt i de kommende år.

Danmarks økonomi i 2000’erne og 2010’erne har samtidig været stærkt præget af først finanskrisen og nu coronakrisen i starten af 2020’erne. Op igennem nullerne var skattestoppet og liberaliseringen af lånereglerne med til at fyre op under et glohedt boligmarked – trods advarsler fra AE og andre øko- nomer. Da finanskrisen brød ud i 2008, blev dansk økonomi derfor ramt desto hårdere. Efterfølgende blev finanspolitik- ken strammet hårdt i Danmark og mange andre europæiske lande, endnu før økonomierne var ude af krisen. Som AE også ihærdigt advarede mod, var det med til at trække finanskrisen unødigt i langdrag.

Sammen med det globale fald i renterne har erfaringerne fra finanskrisen heldigvis ført til en mere aktivistisk indstilling i den danske og internationale økonomstand. Det har gødet jorden for, at politikerne under coronakrisen har gjort mere for at understøtte økonomien i både Danmark og udlandet.

Tema: Ubalancer på arbejdsmarkedet

Danmark mangler

99.000 faglærte i 2030

2021 Uddannelse og arbejdsmarked fylder meget i AE’s produktion i dag med bl.a. fremskrivninger af mismatchet på arbejdsmarkedet, der kombinerer registerbaserede analyser med makroøkonomiske model- beregninger.

Illustration: Kristian Eskild Jensen/AE

(17)

AE har vedholdende argumenteret for denne mere aktivisti- ske indstilling.

AE har i 85 år set økonomien fra almindelige lønmodtageres synspunkt

Danmarks økonomi har undergået store forandringer i de sidste 85 år, og det samme har landskabet af økonomisk-politiske aktører og instrumenterne i den økonomiske politiks værktøjskasse. AE har udviklet sig sammen med økonomien og den økonomiske politik.

I 1930’erne og 1940’erne var AE lønmodtagernes stemme ind i et apparat af råd og nævn, der med planøkonomiske midler forsøgte at styre Danmark gennem først krisen og siden krigen. I 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne var AE med til at fremme en økonomisk politik, der øgede velstanden og det internationale samarbejde og samtidig udvidede den offentlige velfærd og det sociale sikkerhedsnet. I 1970’erne og 1980’erne udgjorde krisen og betalingsbalancen nogle af de store problemer i den økonomiske politik og var dermed også i AE’s fokus, mens ledigheden lå højt på dagsordenen i 1990’erne. I dag er AE’s virke kendetegnet ved at kombine- re makroøkonomiske beregninger med registeranalyser af, hvordan den økonomiske politik og de store samfundsøko- nomiske forandringer påvirker den enkelte borger i de forskellige samfundslag.

Gennem alle årene har AE analyseret økonomien fra lønmod- tagernes synspunkt og forsøgt at påvirke samfundet i en retning, hvor både almindelige lønmodtagere og de økonomisk og socialt dårligt stillede har samme muligheder for at for- følge deres mål som alle andre.

Det har vi tænkt os at blive ved med.



(18)

18 DANMARK HAR LAV LØNULIGHED – DET KAN VI TAKKE FAGBEVÆGELSEN FOR

I Danmark har vi en relativt flad lønstruktur. Det er noget, vi deler med de andre skandinaviske lande. Det betyder, at et

lavtlønnet job i Danmark er ret vellønnet i et internationalt perspektiv. En høj løn i bunden af lønfordelingen kan være en af grundene til, at vi i Danmark ikke har oplevet den polarisering på arbejdsmarkedet, som vi har set i mange andre lande.

Vi har tidligere vist, at andre vestlige lande som USA, Tysk- land og Storbritannien efter finanskrisen primært har set en vækst i lavtlønnede og højtlønnede job på bekostning af job, der giver adgang til den brede middelklasse. Denne polarisering på arbejdsmarkedet har vi heldigvis undgået.

At lande som Danmark, Norge og Belgien skiller sig ud, kan bl.a. skyldes, at disse lande har en høj organisationsgrad og overenskomstdækning. Det er med til at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold i lavtlønnede arbejdsfunktioner og kan medføre, at nogle job, der giver en meget lav løn, har svært ved at blive etableret. En relativt høj løn giver både virksomheder og samfundet som helhed incitament til at investere i medarbejderens produktivitet. Det kan f.eks. ske gennem investeringer i nye teknologier, eller det kan ske gennem uddannelse og efteruddannelse, der sikrer medarbejderne de rette kompetencer.

I Danmark får den lavesttlønnede halvdel af de beskæftige- de ca. 30 pct. af den samlede lønsum. Det er højt i et internationalt perspektiv, og det er meget højere end i lande som Storbritannien, USA, Australien og New Zealand, hvor den lavest lønnede halvdel af de beskæftigede kun får ca. 20 pct.

af den samlede lønsum. Lønandelen blandt de lavest lønnede er i Danmark også meget højere end i Tyskland, Schweiz og Østrig, hvor den lavest lønnede halvdel af de beskæftigede får ca. 23 pct. af den samlede lønsum.

Danmark har lav

lønulighed – det kan vi

takke fagbevægelsen for

I Danmark får de lavest lønnede en relativt høj løn sammenlignet med mange andre lande. Der er dog en tendens til, at de højestlønnede får en større og større del af den samlede lønsum. Trods denne tendens er indkomstligheden høj, og det skyldes den relativt høje organisationsgrad på arbejdsmarkedet. Den er dog under pres.

Lav: 1.-5.decil Middel: 6.-8.decil Høj: 9.-10.decil Belgien

Finland Danmark Norge Frankrig Irland Sverige Island Italien Canada Holland Spanien Portugal Schweiz Tyskland Østrig Storbritannien USA Japan Australien New Zealand

31,0% 30,9% 38,2%

30,6% 31,6% 37,8%

29,8% 30,5% 39,7%

28,3% 32,8% 38,9%

28,0% 30,7% 41,3%

26,9% 31,2% 41,9%

26,4% 31,1% 42,5%

26,4% 31,9% 41,7%

25,8% 30,5% 43,7%

25,8% 33,9% 40,4%

24,5% 31,0% 44,6%

24,4% 32,6% 43,0%

24,3% 29,2% 46,5%

23,8% 32,6% 43,6%

22,8% 33,7% 43,5%

22,8% 29,6% 47,6%

21,4% 30,4% 48,2%

20,9% 30,0% 49,1%

19,9% 34,0% 46,1%

19,6% 33,4% 46,9%

19,3% 33,3% 47,4%

I Danmark har vi en flad lønfordeling

Figuren viser, at den lavest lønnede halvdel af de beskæftigede i Danmark får knap 40 pct. af den samlede lønindkomst. Det er i den høje ende blandt 21 lande i OECD.

Omvendt får den højest lønnede femtedel knap 40 pct. af den samlede lønsum. Det er internationalt set i den lave ende.

FIGUR 1.1

Anm.: Andele er estimeret af ILO. Tallene dækker over både lønmodtagere og selvstændige i 2017.

Grafik: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · Kilde: AE på baggrund af ILO

(19)

Den højest lønnede femtedel af de beskæftigede i Danmark får knap 40 pct. af den samlede lønindkomst. Det er i inter- national sammenligning lavt. I lande som USA og Storbritan- nien hiver den højest lønnede femtedel knap halvdelen af den samlede lønsum hjem.

Lønnen er steget mest blandt den højestlønnede tiendedel Selvom vi i Danmark har en lav grad af lønulighed, har højt- lønnede igennem de sidste 40 år gradvist øget deres andel af den samlede lønsum. Derfor er lønfordelingen siden starten af 1980’erne blevet mere ulige. Den tiendedel af lønmodtager- ne med de højeste lønninger har fået en stadigt større del af den samlede lønsum. I 1980 havde de ti pct. med højest løn ca. 18 pct. af den samlede lønsum. En andel, der er steget til 22 pct. i 2019. Stigningen blandt 9. decil, dvs. den næst-hø- jestlønnede tiendedel af lønmodtagerne, er mere moderat, fra en andel på knap 13 pct. til lidt over 13 pct. Blandt alle øvrige lønindkomstdeciler er andelen faldet en smule, men blandt den lavest lønnede tiendedel af lønmodtagerne er lønande- len den samme i 2019 som i 1980 på ca. 4,5 pct. af den samlede lønsum. Stigningen i lønandele i toppen er altså sket på bekostning af lønandele i den brede mellemgruppe, men der er ikke tale om store ændringer.

Den største stigning er blandt de allerhøjeste lønninger Fordelt på deciler – dvs. lønmodtagere delt op i tiendedele efter lønindkomst – betyder udviklingen, at de ti pct. med de højeste lønindkomster har øget deres andel af den samlede lønsum med 17 pct. fra 1980 til 2019. I samme periode har både den laveste tiendedel og den næsthøjeste tiendedel en stort set uændret udvikling, mens den resterende del af løn- fordelingen har en lavere andel af den samlede lønsum. Her er tendensen, at jo lavere løn, jo lavere er lønandelen blevet fra 1980 til 2019.

1980 1985 1990 1995 2000 2005 2010 2015 2019

0 5 10 15 20 25 %

1.decil 8.decil

6.decil 4.decil 2.decil 9.decil

7.decil 10.decil

5.decil 3.decil Tilføjelse af pensionsindbetalinger

1. decil 100 %

2. decil 91 %

3. decil 91 %

4. decil 92 %

5. decil 93 %

6. decil 95 %

7. decil 97 %

8. decil 99 %

9. decil 102 %

10. decil 117 %

Indeks ift. 1980

Lønningerne er steget mest i toppen af lønfordelingen

Figuren viser, at i 1980 var det knap 19 pct. af den samlede lønsum, som tilfaldt den højestlønnede tiendedel. Det tal var vokset til 22 pct. i 2019. Fra 1995 indgår også arbejdsgiverbetalt pension i lønsummen.

Højtlønnede får en stigende del af lønnen

Figuren viser, at fra 1980 til 2019 er lønandelen blandt de ti pct højest lønnede steget med 17 pct. Lønandelen er faldet for den brede mellemgruppe fra 2. til 7. decil og uændret blandt den lavestlønnede tiendedel af lønmodtagerne.

FIGUR 1.2

FIGUR 1.3

Anm.: 16-64-årige lønmodtagere i RAS, der har indbetalt ATP i løbet af året, fordelt efter lønindkomst inkl. arbejdsgiveradministreret pensionsindbetaling (fra 1995). Lønnen er korrigeret med arbejdstid ved at sætte den i forhold til årligt ATP-bidrag. · Grafik: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre.

Anm.: Indeks ift. 1980. 100 pct. svarer til uændret lønandel fra 1980 til 2019. 16-64-årige lønmodtagere i RAS, der har indbetalt ATP i året. Decilfordeling på baggrund af lønindkomst inkl. arbejdsgiveradmini- streret pensionsindbetaling (fra 1995). Lønnen er korrigeret med arbejdstid, ved at sætte den i forhold til årlig ATP-indbetaling. · Grafik: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre.

(20)

1. percentil 10 20 30 40 50 60 70 80 90 99 0

500.000 1.000.000 1.500.000 kr.

1970 1995 2018

Island1 Danmark Sverige2 Finland Belgien Norge Italien Canada Østrig Irland2 Storbritannien New Zealand2 Japan Tyskland Holland Portugal12 Schweiz2 Australien2 Spanien1 USA Frankrig

67 % 87 % 92 %

61 % 76 % 67 %

68 % 96 % 66 %

51 % 42 %

81 % 60 %

56 % 50 %

57 % 57 % 49 %

37 % 37 % 34 %

32 % 34 % 29 %

57 % 41 % 26 %

53 % 47 %

45 % 34 %

56 % 27 %

35 % 24 %

17 % 23 % 25 %

17 % 17 % 16 % 15 % 15 % 15 % 14 % 10 % 9 %

32 % 29 %

38 % 26 %

61 % 27 %

23 %

18 % 14 % 9 % 22 %

18 % 25 %

44 % 31 %

27 %

Inden for de ti pct. med de højeste lønindkomster er udviklingen mere markant. Fordelt på percentiler – dvs. lønmod- tagere delt op i hundrededele efter lønindkomst – kan vi se, at den højest lønnede pct. har øget lønandelen med 45 pct.

– fra 3,4 pct. i 1980 til 4,9 pct. i 2019.

Grænsen for at have en løn i nederste tiendedel var i 2019 på 293.000 kr. Lønniveauet stiger jævnt over percentilerne, men stiger kraftigt i toppen af lønfordelingen. En årsløn på ca. 750.000 kr. ligger på grænsen til den højest lønnende tiendedel, mens lønnen, der skal til for at ligge i top-én pct., er dobbelt så høj med ca. 1,5 mio. kr.

I midten af lønfordelingen er indkomstforskellene noget mindre. I 2019 er medianlønnen ca. 447.000 kr., mens den midterste halvdel af lønmodtagerne har en lønindkomst på mellem 360.000 kr. og 570.000 kr. inkl. pension.

Danmarks høje lighed skyldes bl.a. vores stærke fagbevægelse

Den relativt høje lighed, vi har i Danmark, er altså ikke en selvfølge. Den er et gode, som lønmodtagerne i andre lande ikke har i samme grad. De gode forhold for almindelige løn- modtagere skyldes bl.a. den stærke fagbevægelse i Danmark.

I Danmark er to ud af tre blandt folk på arbejdsmarkedet medlemmer af en fagforening. Det er det næsthøjeste niveau blandt 21 OECD-lande, kun overgået af Island. Også de øvrige nordiske lande er kendetegnet ved en høj organisationsgrad. I Danmark og mange andre lande er organisationsgraden i dag lavere end for femogtyve år siden, men højere end for halvtreds år siden.

I mange lande, hvor færre beskæftigede er organiserede, har den lavest lønnede halvdel også en mindre andel af den

Stor lønforskel i top og bund – men flad i midten

Figuren viser lønniveauet i de enkelte lønpercentiler. For at tjene en løn, der ligger i top 1-pct., skal man tjene ca. 1,5 mio. kr. Medianlønnen i 2019 var 447.000 kr. inkl. pension.

Mange danske lønmodtagere er medlem af en fagforening

Figuren viser procentdelen af beskæftigede, som var medlem af en fagforening i 1970, 1995 og 2018.

FIGUR 1.4

FIGUR 1.5

Anm.: 16-64-årige lønmodtagere i RAS, der har indbetalt ATP i løbet af året, fordelt efter lønindkomst inkl. arbejdsgiveradministreret pensionsindbetaling (fra 1995). Lønnen er korrigeret med arbejdstid ved at sætte den i forhold til årligt ATP-bidrag. · Grafik: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre.

Anm.: (1) OECD har ikke data tilbage til 1970. I stedet har vi vist data for det tidligste år. (2) OECD har ikke data frem til 2018. I stedet har vi vist data for det seneste år. · Grafik: Arbejderbevægelsens Erhvervs- råd · Kilde: AE på baggrund af OECD.

(21)

10 20 30 40 50 60 70 80 90 100%

20%

25%

30%

Island Danmark

S v e r ig e Sverige F in la n d Finland B e lg ie n Belgien

N Norge

I t a li Italien C a n a d aCanada

r ig l Irland

S t r n ie n

d Ty s k la n

Tyskland

e Holland e

S c hSchweize iz

A u s t r a lie nAustralien S p aSpanien

U S AUSA Frankrig

O r g a n is a t io n s g r a dOrganisationsgrad L ø n a n d e l b la n d t

la v e s t lø n d e h a lv d e l Lønandel blandt lavestlønnede halvdel

Portugal

Japan New Zealand

Østrig Storbritannien

Simpel sammenhæng mellem organisationsgrad og lighed i løn

Figuren viser sammenhængen mellem organisationsgrad og lønandelen for den lavestlønnede halvdel af de beskæftigede i 2017 blandt 21 OECD-lande.

FIGUR 1.6

Grafik: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · Kilde: AE på baggrund af OECD og ILO.

samlede lønsum. Det gælder f.eks. lande som USA, Storbri- tannien, Tyskland og Japan, hvor færre end hver fjerde be- skæftigede er organiseret, og den lavest lønnede halvdel af de beskæftigede får under en fjerdedel af den samlede løn.

De skandinaviske lande skiller sig i den sammenhæng ud ved at have høje organisationsgrader og en højere lønandel, der tilfalder den lavest lønnede halvdel af de beskæftigede.

Der er altså umiddelbart en sammenhæng mellem en høj organisationsgrad og en mere lige fordeling af indkomsten.

Den sammenhæng ser ud til at dække over en årsagssam- menhæng – sammenhængen går nemlig ikke væk, selvom man renser for andre mulige forklaringsfaktorer.

Det har Den Internationale Valutafond (IMF) gjort i et studie fra 2015 af den rigeste decils indkomstandel¹. I Tabel 1.1 har vi opdateret IMF’s analyse og set på fagforeningernes betydning for den fattigste befolkningshalvdels indkomster.

Her har vi estimeret effekten af fagforeninger på indkomstandelen for den fattigste halvdel af befolkningen for 17 OECD-lande fra 1995 til 2018. Samtidig kontrollerer vi for en række økonomiske faktorer, som også kan påvirke fordelingen af markedsindkomster – inspireret af IMF’s studie. For at kunne få tidsserier helt tilbage til 1990’erne har vi set på hele markedsindkomsten og ikke kun lønindkomsten.

Vi finder, at lønmodtagernes organisationsgrad har en positiv betydning for den fattigste befolkningshalvdels andel af markedsindkomsten. Det indikerer, at fagbevægelsen øger ^

(22)

Hvorfor har vi ikke set samme grad af polarisering på det danske arbejdsmarked, som man har set det f.eks. i USA og andre steder i Europa?

»Den stærke danske arbejdsmarkedsmodel er en stor del af forklaringen på den danske velstand.

Når lønmodtagerne stiller sig sammen i et fællesskab over for arbejdsgiver, men også sammen med arbejdsgiverne, så skaber det ro og stabilitet på arbejdsmarkedet – og samtidig sikrer det gode jobs med ordentlige lønninger. De ting til sammen, ved vi, er helt afgørende for at sikre lav grad af polarisering og høj grad af lighed.

Men vi har desværre også problemer med polarisering i Danmark.

Vi ser bekymrende tendenser på arbejdsmarkedet. Sagen om nemlig.com er et godt eksempel. Her ser vi virksomheder ansætte personale, der for mig er lønmodtagere, på helt urimelige vilkår ud fra en fortælling om, at de er selvstændige. Wolt-budene er et andet eksempel. Vi har set lignende eksempler på rengøringsområdet.

Derfor er der fortsat brug for en høj organisationsgrad og en stærk fagbevægelse.«

Hvorfor er en høj organisationsgrad vigtig?

»Fordi det er vejen til at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår – gerne gennem forhand- ling med arbejdsgiverne, men ellers gennem konflikt, hvis vi ikke kan tale os til rette.

Hvis fagbevægelsen – og arbejdsgiverne for den sags skyld – skal have legitimitet til at forhandle på parternes vegne – ja, så skal vi i fagbevægelsen have opbakningen fra kollegerne ude på arbejdspladserne – det er jo på deres vegne, vi forhandler.«

Hvordan fastholdes den relativt høje organisationsgrad i Danmark – hvordan kan den måske ligefrem vokse igen?

»Det er selvfølgelig også et spørgsmål, jeg tit stiller mig selv. Når det så er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at det er de enkelte fagforeninger, der har ansvaret for at organisere lønmodtagerne på deres områder.

Men det er klart, at vi er nødt til at have en fælles snak internt i fagbevægelsen om udfordringerne. Derfor har vi også igangsat et stort initiativ sammen med FH’s med- lemsorganisationer om netop det spørgsmål.

Politisk har man dog også et ansvar. Derfor er det et problem, at regering efter regering har forringet rammebetingelserne for den danske model.«

Når lønmodtagerne står sammen, giver det ro,

stabilitet og gode jobs

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH INTERVIEW

Lizette Risgaard

(23)

den andel af løn- og kapitalindkomsten, som tilfalder den fattigste halvdel af samfundet før omfordeling.

Helt konkret finder vi, at når organisationsgraden vokser med 10 procentpoint, så stiger den andel af indkomsten, som tilfalder den fattigste halvdel af indkomstfordelingen, med 3,6 pct., jf. Tabel 1.1. Metoden er beskrevet i metodeboksen i AE-analysen »En høj organisationsgrad mindsker uligheden«.² Det overordnede resultat har en høj signifikans. Effekten af højere organisationsgrad svinger mellem 2,3 og 3,6 pct. alt efter, hvilke baggrundsvariable vi inkluderer, men er under alle omstændigheder signifikant. Det betyder, at vi godt kan ude- lukke, at resultatet er drevet af stikprøveusikkerhed.

Vi kontrollerer for en række arbejdsmarkedsinstitutioner samt for globalisering og ny teknologis indflydelse på indkomstfordelingen. Desuden kontrollerer vi for trendmæssige faktorer og for konstante, uobserverede faktorer. Da indkomstandelen for den fattigste halvdel af befolkningen mekanisk afhænger af, hvor meget indkomst der tilfalder den rigeste halvdel, så kontrollerer vi også for faktorer, der primært påvirker denne halvdel, bl.a. kapitalindkomstens indkomstandel og den rigeste procents andel af topindkomsterne.

Estimationen peger på, at i lande, hvor flere er medlem af en fagforening, vil en større andel af indkomsten tilfalde den fattigste halvdel af indkomstfordelingen.

Sammenhængen bakkes op af den fagøkonomiske litteratur

I den fagøkonomiske litteratur bliver sammenhængen mellem en stærk fagbevægelse og en høj indkomstlighed ofte forklaret med, at fagbevægelsen sikrer relativt vellønnede lavtlønsjob, som giver virksomhederne incitament til at investere mere i medarbejdernes produktivitet. Derudover er fag- bevægelsen med til at påvirke den generelle opinion til fordel for uddannelse, overførsler og skatter, der gør, at almindelige mennesker får andel i den generelle indkomstfremgang. IMF peger desuden på, at en stærk fagbevægelse også påvirker opinionen til fordel for omfordeling af indkomsten. Den effekt kommer oven i de effekter, vi allerede har vist, hvor vi kun ser på markedsindkomsten.

IMF finder, at organisationsgraden har betydning for indkomstfordelingen, og de estimerer, at et fald i organisationsgraden på 10 procentpoint fører til en 5 pct. stigning i bruttoindkomstandelen for de rigeste 10 pct. i gennemsnit.

IMF’s resultater er robuste over for en lang række baggrunds- forhold, og IMF argumenterer for, at resultaterne kan fortolkes som årsagssammenhænge. IMF argumenterer også for, at en faldende organisationsgrad påvirker lønfordelingen mellem lønmodtagere, sådan at en større andel af lønkvoten tilfalder toppen af lønfordelingen.

Også DiNardo et al. (1996)³ kommer frem til, at fagforeninger er med til at skabe mere lighed i indkomstfordelingen. Pi- ketty & Saez (2006)⁴ finder ligeledes, at fald i organisering sænker indkomstniveauet for folk i bunden eller midten af indkomstfordelingen.

OECD har i en analyse fra 2018⁵ sammenlignet forskellige overenskomst- og forhandlingssystemer. De finder, at forhandlingssystemer med en høj grad af koordination mellem sektorer og mellem forhandlingspartnere – som tilfældet er i Danmark – klarer sig bedre på en række parametre. Analysen viser bl.a., at samfund med en høj grad af koordination har en større erhvervsfrekvens, en lavere ledighed og en højere del- tagelse blandt udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Med ud- gangspunkt i det danske forhandlingssystem viser OECD, at beskæftigelsesfrekvensen i gennemsnit er 5 procentpoint hø- jere, og arbejdsløsheden i gennemsnit er 1 procentpoint lavere sammenlignet med lande med ukoordinerede forhandlingssystemer. OECD advarer dog imod at fortolke disse resultater kausalt, da der er relativt få observationer i nogle af de grupper, som forhandlingssystemerne er inddelt efter.

Studiet fra OECD peger yderligere på, at overenskomst- og forhandlingssystemer som det danske kan medføre en lavere bruttolønsspredning, uagtet om man sammenligner 1. og 9. decil, 1. og 5. decil eller 5. og 9. decil. Det betyder, at løn- ningerne er tættere mellem top og bund, men også mellem

Organisationsgraden stiger med 10 procentpoint 3,58%

Beskæftigelsesfrekvensen stiger med 10 pct. 1,87%

Andelen af ICT-kapital i samlet kapitalbeholdning

stiger med 10 pct. −0,33%

Den marginale topskatterate stiger

med 10 procentpoint 2,48%

Den rigeste percentils andel af top 50 pct.

indkomst stiger med 10 pct. −1,84%

Antal observationer 408

Forklaringsgrad 0,516

F-værdi 15,23

Antal lande 17 Ændring i indkomstandelen for den fattigste

halvdel af indkomstfordelingen

Højere organisationsgrad giver mere lighed

Tabellen viser den estimerede effekt af fagforeninger på indkomstandelen for den fattigste halvdel af befolkningen for 17 OECD-lande fra 1995 til 2018 samt ændringer og deres effekter.

TABEL 1.1

Anm.: Tabellen fremhæver udvalgte resultater fra den foretrukne estimationsmodel (se AE-analysen "En høj organisationsgrad mindsker uligheden” fra maj 2021). De fremhævede estimationsresultater er alle signifikanter på enten 1, 5 eller 10 pct. signifikansniveau. · Tabel: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · Kilde:

AE på baggrund af WID, OECD, ICTWSS database, EUKLEMS, KOF, IMF og World Bank Data.

(24)

de midterste lønninger og hhv. toppen og bunden. OECD understreger selv, at effekterne på lønspredningen er signi- fikante, men ligesom med de foregående resultater skal de fortolkes varsomt.

OECD’s resultater indikerer, at det er overenskomstdæknin- gen, der driver vores og IMF’s resultater. Det, vi ser, er altså effekten af brede, solidariske overenskomster.

Faldende organisationsgrad er et problem for sammenhængskraften på arbejdsmarkedet

Et velorganiseret arbejdsmarked er således med til at sikre en fair fordeling af indkomstfremgangen i samfundet. Derfor er det et stort problem, at der siden 1990’erne er sket et fald i andelen af lønmodtagere, der organiserer sig i fagforeninger.

Det forringer lønmodtagernes velstand og øger uligheden i samfundet. Når arbejdsmarkedet også samtidig udfordres af nye teknologier eller automatiserede arbejdsgange, så kan en stærk fagbevægelse være en vigtig brik for at sikre, at almindelige mennesker får en fair del af den velstand, der bliver skabt i økonomien.



(25)

25 VI UDDANNER I DAG MARKANT ANDERLEDES END TIDLIGERE

Siden 1990’erne har det danske arbejdsmarked forandret sig markant. I dette kapitel kortlægges det ændrede uddannel- sesmønster, og vi undersøger, hvordan overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked er i Danmark ift. andre lande.

I 1990 var knap fire ud af fem i arbejdsstyrken enten ufaglærte

eller faglærte. I dag udgør gruppen godt 60 pct. af arbejdsstyrken. Ser man på personer med videregående uddannelser, udgjorde gruppen 17 pct. af arbejdsstyrken i 1990, mens de i dag fylder 38 pct. Det svarer til en stigning på 650.000 personer. Det fremgår af Figur 2.1.

Vi uddanner i dag

markant anderledes end tidligere

I dag er der flere danskere med en videregående uddannelse end med et svendebrev. Sådan var det ikke i 90’erne, og meget tyder på, at vi også uddanner forkert. Vi uddanner eksempelvis flere akademikere, end vi regner med at skulle bruge, mens vi uddanner for få faglærte. Manglen på faglærte i fremtiden kan true vækst og velstand, men manglen er også paradoksal. Både fordi erhvervsuddannelserne giver gode kort på hånden for den enkelte, og fordi vores vekseluddannelser er beundrede uden for landets grænser. Danmark er et af de lande, hvor nyuddannede faglærte klarer sig lige så godt som nyuddannede med en videregående uddannelse.

500.000 personer 1.000.000 personer 1.500.000 personer

Ingen erhvervskompetence-

givende uddannelse Erhvervsuddannelse Videregående uddannelse

1990 2019

Flere med videregående uddannelse og færre ufaglærte i 2019 end i 1990

Figuren viser udviklingen i arbejdsstyrken opdelt efter højest fuldførte uddannelse.

FIGUR 2.1

Anm.: Arbejdsstyrken er inkl. orlovspersoner. Arbejdsstyrken er opgjort ultimo november årligt i RAS. Ingen erhvervskompetence dækker over grundskole, gymnasial uddannelse og uoplyst uddannelse. · Grafik: Arbejderbe- vægelsens Erhvervsråd. · Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre

(26)

26 VI UDDANNER I DAG MARKANT ANDERLEDES END TIDLIGERE

Gennem de seneste 30 år er der altså sket et skift henimod de videregående uddannelser, men også inden for de videre- gående uddannelser har tendenserne ændret sig.

Det ses af Figur 2.2, der viser udviklingen i antallet af vel- færdsbachelorer og akademikere i arbejdsstyrken. I 1990 var der ca. 60.000 flere i arbejdsstyrken med en professionsbachelor på velfærdsområdet, end der var akademikere. Mens antallet af velfærdsbachelorer er steget med knap 90.000 frem mod 2019, er antallet af akademikere steget med over 350.000, hvilket næsten er en firedobling. Således er der i dag

godt 200.000 flere akademikere, end der er sygeplejersker, pædagoger, lærere og socialrådgivere på arbejdsmarkedet.

I 2030 risikerer Danmark at mangle 99.000 faglærte Om så markante ændringer i uddannelsesmønsteret i et samfund er godt eller skidt, afhænger af, hvordan arbejds- udbuddet – dvs. arbejdsstyrkens uddannelsessammensæt- ning – afspejler efterspørgslen på arbejdskraft i både den private og den offentlige sektor. Derfor sættes der i det føl- gende afsnit fokus på netop matchet mellem arbejdsstyrke og efterspørgsel.

AE har foretaget en fremskrivning af arbejdsmarkedet frem mod 2030, som viser, hvilke uddannelsesgrupper vi kommer til at mangle, og hvilke uddannelsesgrupper der bliver overskud af. Figur 2.3 viser hovedresultaterne af fremskrivningen.

I 2030 forventer AE, at der bliver mangel på 99.000 faglærte og hhv. 24.000 og 13.000 personer med korte og mellemlange videregående uddannelser, mens der vil være et overskud af personer uden erhvervskompetencegivende uddannelse på 110.000. Endelig forventes også et overskud på ca. 25.000 akademikere.

Det betyder altså, at der ikke er nok faglærte i arbejdsstyrken til at imødekomme virksomhedernes efterspørgsel efter faglært arbejdskraft, ligesom virksomhederne også vil skulle kigge langt efter personer med korte og mellemlange vide- regående uddannelser. Det kan skabe flaskehalse på disse arbejdsmarkeder, hvilket vil reducere virksomhedernes pro- duktions- og vækstmuligheder.

Omvendt vil der være flere ufaglærte i arbejdsstyrken, end der er behov for på arbejdsmarkedet. Det samme gælder for personer med lange videregående uddannelser. Løses uba- lancerne ikke, vil det medføre høj ledighed for disse grupper, ligesom der er risiko for stigende ulighed som følge af ned- adgående lønpres for ufaglærte.

1990 1995 2000 2005 2010 2015

0 200.000 personer 400.000 personer

Professionsbachelor (velfærd) Akademiske uddannelser

Antallet af akademikere vokser hurtigere end velfærdsbachelorer

Figuren viser udviklingen i arbejdsstyrkens højest fuldførte uddannelse fra 1980 til 2019 fordelt på de to grupper. Velfærdsuddannelser dækker over lærere, pædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker. Akademiske uddannelser dækker over universitetsbachelor, kandidat og ph.d.

Der vil mangle faglærte i 2030 og være for mange ufaglærte

Figuren viser, hvilke grupper der vil være et overskud eller underskud af på arbejdsmarkedet i 2030.

FIGUR 2.2

FIGUR 2.3

Anm.: Arbejdsstyrken er inkl. orlovspersoner. Der er databrud i opgørelsen af arbejdsstyrken i 2007/2008. Arbejdsstyrken er opgjort ultimo november i RAS. · Grafik: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd · Kilde: AE på bag- grund af Danmarks Statistiks registre.

Anm.: Ufaglærte er inkl. uoplyst uddannelse, og LVU er inkl. universitetsbachelorer og ph.d. Studerende indgår med deres højest fuldførte uddannelse. Grafik: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. · Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre og Finansministeriets 2025-forløb.

59.000 59.000

51.000 51.000

−99.000

−24.000

−24.000 −13.000−13.000

25.000 25.000

Ufaglærte Gymnasiale

Faglærte KVU'ere MVU'ere

LVU'ere