Ejendomsforbehold
N y t nordisk Forlag . A rnold Busck K jøbenhavn 1946
Side
K ap. I. In d led n in g . T ræ k af U d v ik lin g e n . E je n d o m s fo r
b e h o ld e ts K o n s tr u k tio n ... 6 K ap. II. A lm in d e lig e B etin g elser fo r E je n d o m sfo rb e h o ld e ts
G y ld ig h e d ... 22 K ap. III. O m K re d itk o n sig n a tio n og d erm ed b eslæ g ted e
F o rh o ld ... 35 K ap. IV . R etsfo rfø lg n in g im o d d en u n d e r E je n d o m sfo rb e
h o ld solgte G e n sta n d ... 55 K ap. V. S æ lgerens V in d ik a tio n s re t v ed V id eresalg . T il
b a g e h o ld e lsesret o v er G e n sta n d e n ... 67 K ap. V I. E je n d o m sfo rb e h o ld e ts stra ffe re ts lig e B e s k y tte ls e . 81 Kap. V II. S y n sp u n k te r fo r V u rd e rin g e n af Salg u n d e r E je n
d o m sfo rb e h o ld ... 87 K ap. V III. K o n k u rslo v sk o m m issio n en s F orslag til æ n d re d e
F o rs k rifte r om E je n d o m s f o r b e h o ld ... 109 K ap. IX. A n d re M u lig h ed er fo r R e fo rm af de gæ ld en d e
F o rs k rifte r om E je n d o m s f o r b e h o ld ... 130 K ap. X. T ilv æ k s tp ro b le m e t m ed H e n s y n til E je n d o m s
fo rb e h o ld ... 152 K ap. X I. O m d a n n e ls e af S a lg sg e n sta n d e n e fte r S alg et; om
F ru g te r a f S a lg s g e n s ta n d e n ... 202
Træk af Udviklingen.
S
pørgsmaalet om Betydningen af et af Sælgeren af en Løsøregenstand taget Ejendom sforbehold har i de senere A ar været G enstand for en livlig Meningsudveksling i nordisk Retsliteratur.
N aar jeg ikke destom indre har ønsket at tage Spørgsmaalet op til fornyet Overvejelse, har Anledningen dertil været det Forslag til Revision af de gældende Regler om Virkningen af Ejendom sfor
behold, som er udarbejdet af Konkurslovskommissionen i det U d
kast til Lov om Gældsordning, som Kommissionen har frem sat i 1941. Jeg er af den Overbevisning, at Forslagets Bestemmelser i Hovedsagen er forfejlede, og det er m it Haab at kunne forhindre, at de optages i en Lov, der reviderer Konkurslovens Regler om Be
handlingen af insolvente Personers Bo.
Ved sit Forslag har Konkurslovskommissionen i betydelig U d
strækning foregrebet de Beslutninger, der m aatte blive truffet af det under 19. Sept. 1938 af Justitsm inisteriet nedsatte Udvalg til Overvejelse af en Revision af Lov om Køb paa Afbetaling. For dette Udvalg vil det være en nærliggende Løsning at bygge Over
vejelserne paa det af Konkurslovskommissionen angivne Grundlag.
V ed at kritisere dette ønsker jeg at opfordre Udvalget til at gribe Sagen an fra Grunden og eventuelt i sin Betænkning at tage A f
stand fra Konkurslovskommissionens Forslag.
De Overvejelser, som det angivne Formaal har ført mig til, har haft til Forudsætning en Undersøgelse af R etspraksis vedrø
rende Ejendom sforbeholds Virkning i Forhold til Trediem and, og jeg benytter derfor den givne Anledning til en sam m enfattende Fremstilling af de herhenhørende Problemer, som hidtil har væ ret savnet i dansk R etsliteratur.
Salg under Ejendom sforbehold foreligger, hvor A ftalen inde
holder en Bestemmelse om, at Salgsgenstanden skal forblive Sæl-
gerens Ejendom, indtil Købesummen er fuldstændig berigtiget, eller Køberen iøvrigt har opfyldt sine Forpligtelser ifølge K øbekontrak
ten. En saadan Vedtagelse er ikke nogen nymodens Retsdannelse.
Allerede Rom erretten kender et pactum de reservati dominii. Og det stem mer med de fra romanistisk Ret overtagne G rundsæ tnin
ger, naar vore ældre Forfattere antog, at en Ejendomsoverdragelse kunde gøres betinget saa vel af Købesummens Betaling som af an
det. D et er imidlertid først i den sidste Halvdel af det nittende A arhundrede, at Ejendom sforbeholdet har faaet væsentlig praktisk Betydning for Omsætningslivet. I denne Periode opstod som en ny Omsætningsform Salg paa Afbetaling, hvorved Køberen straks ved Handelens Afslutning faar Raadighed over Salgsgenstanden, medens Betalingen sker i Rater. Fra første Færd har A fbetalings
handelen været forbundet med Vedtagelse om Ejendom sforbehold for Sælgeren. Og selv om Ejendom sforbeholdet er et Retsinstitut, der allerede var kendt, viser dog den Form, som A ftalen i betyde
lig U dstræ kning antog, at Omsætningslivet ikke var fortrolig med det. Parterne valgte i Afbetalingshandelens første Tid oftest den mindre adækvate Form at skjule Købet under Lejekontraktens Form. De Ydelser, som Køberen skal erlægge, benævnes Leje; men det vedtages samtidig, at Genstanden, efter at en vis Tids Leje er erlagt, skal blive Køberens Ejendom. Er Køberen — som det vel oftest har væ ret Tilfældet — forpligtet til at betale den fulde af
talte Leje, savner Aftalen i Virkeligheden alle de til Lejeaftalen hørende K endem æ rker1). Og selv om Køberen m aatte være be
rettiget til at afbryde Lejemaalet, m edfører R etten til Overtagelse af Genstanden, at A ftalen staar paa Grænsen mellem Køb og Leje 2).
I de senere A ar er Ejendom sforbeholdet som Led i en Købe- aftale dog blevet saaledes indarbejdet i R etsbevidstheden her i Lan
det, at Anvendelsen af Lejekontrakten til at dække over en Ejen
dom serhvervelse er blevet praktisk betydningsløs. I fremmed Ret er det tildels anderledes; i engelsk og fransk Ret benyttes stadig Lejekontrakten »hire purchase« eller »vente-location«. D et hænger
1) E n A fta le , h v o r L e je re n ik k e e r b e re ttig e t til a t a fb r y d e L e je b e ta lin g en og tilb a g e le v e re S alg sg en stan d en , b e h a n d le s d e rf o r ik k e som »h ire p u rch ase« e fte r engelsk R e t, D u n s ta n S. 6 f.
2) Se iø v rig t om A fg ræ n sn in g e n m ellem re n e L e je fo rh o ld og F o rh o ld , d e r m aa h e n fø re s u n d e r A fb e ta lin g slo v e n , L assen-U ssing S. 329 f.
sammen med, at Sælgerens Ret ved Benyttelsen af Lejeformen faar udvidet Beskyttelse ved Straf imod Køberens D ispositioner over den eller stæ rkere V irkninger imod Trediem and. Efter en Afgørelse fra 1903 af den franske K assationsret kan Lejeren ifølge A ftale om
»vente-location« straffes for »abus de confiance« efter A rt. 408 i code p é n a l1); og efter engelsk Praksis kan Erhververen ved Køb under Ejendomsforbehold disponere med bindende Virkning for Sælgeren; har man derimod benyttet Formen »hire-purchase«, kan G enstanden vindiceres fra den godtroende Erhverver 2). Efter dansk Ret kan Sælgeren ikke ad denne Vej forbedre sin Retsstilling. Ifølge Lov om Køb paa Afbetaling af 8. Maj 1917 § 1, 2. Stk. betragtes en Aftale, der er betegnet som Lejekontrakt, eller hvorefter Beta
lingen iøvrigt frem træ der som Vederlag for Tingens Brug, som Køb paa Afbetaling, naar det maa antages at have væ ret Meningen, at M odtageren af Tingen skal blive Ejer af den. Afbetalingsloven har vel direkte kun Gyldighed for Forho det mellem Køber og Sælger, men den i Paragraffen indeholdte G rundsætning maa ogsaa have Gyldighed for Forholdet til Trediem and. H vad der i den følgende Fremstilling siges om Køb under Ejendomsforbehold, maa have til
svarende Betydning for en Aftale, der betegner sig som Lejeaftale, men som har den i Bestemmelsen nævnte særlige Karakter.
Selv om det er Afbetalingshandelen, der har banet V ejen for Ejendomsforbeholdenes Udbredelse, maa man dog ikke identifi
cere Køb paa Afbetaling med Køb under Ejendomsforbehold.
Ganske vist om fatter de skandinaviske Love om Køb paa A fbeta
ling i M odsætning til f. Eks. den tyske kun Køb med Ejendom sfor
behold; men Køb under Ejendom sforbehold behøver ikke at være forbundet med Aftale om Købesummens Erlæggelse i Afdrag.
Denne Betalingsmaade kendes saaledes ikke, hvor V arer leveres til Videresalg under Ejendom sforbehold (Kreditkonsignation).
A t Sælgeren i M isligholdelsestilfælde kan tage Tingen tilbage, er U dtryk for, at han i Strid med den almindelige Regel i Købelovens
§ 28 kan hæve Købet og tage Salgsgenstanden tilbage, ogsaa efter at den er overleveret til Køberen. D et kan derfor tænkes, at A f
talen mellem Sælger og Køber ikke udtrykkelig gaar ud paa, at
1) R ü h l S. 232.
2) D u n s ta n S. 76 ff.
Sælgeren forbeholder sig Ejendom sret over det solgte, men kun paa, at Sælgeren har betinget sig Ret til at tage Tingen tilbage, jfr.
§ 1, 1. Stk. i Lov om Køb paa Afbetaling. Medens det er uom tvistet, a t en saadan Salgsklausul mellem Parterne skal have samme V irk
ning som et Forbehold af Ejendom sret, har man undertiden ment, at der herved kun er forbeholdt Sælgeren en »obligatorisk« Ret, som ikke kan gøres gældende over for Trediem and, navnlig ikke over for Køberens K reditorer og dem, der i god Tro m aatte faa Tingen overdraget af Køberen. Efter Formuleringen af § 16 i Kon
kursloven af 25. M arts 1872 maa det dog vist nok antages, at For
behold om Ret til at hæve K ontrakten i det hele har samme V irk
ning som et Ejendom sforbehold1). Denne Bestemmelse giver Sælgeren Separatiststilling, naar han har taget gyldigt Forbehold om Tilbagelevering i Tilfælde af M odpræstationens Udeblivelse, sam t i Tilfælde, hvor det iøvrigt efter Forholdets Beskaffenhed maa anta
ges, at hans Ejendom sret ikke var at anse for opgivet, saasom naar der er solgt mod kontant Betaling. I og for sig er der næppe noget til H inder for, at Sælgeren kan forbeholde sig en Ret, der ikke er om sæ tningsbeskyttet; saaledes antog Jul. L assen2), at en saadan Forstaaelse ofte m aatte være naturlig. D et er dog vanskeligt at faa Øje paa, hvilke Interesser hos Parterne der kan lede Sælgeren til at give Afkald paa nogen Beskyttelse mod Trediem and, som han kan betinge sig ved Aftalen. I ældre Retspraksis er der im idlertid en Tendens til ikke at tillægge det simple Forbehold af Ret til at hæve K ontrakten Virkning mod Køberens K reditorer, selv i Tilfælde, hvor det klart synes at have været Hensigten at opnaa Sikkerhed for Købesummens Betaling ad denne Vej 3).
N aar Sælgerens Ejendomsforbehold saa let vandt Borgerret med en vidtgaaende Virkning i Forhold til Trediem and, skyldtes det ikke selvstændige Overvejelser om Afbetalingshandelens N y tte eller Skade, men Anvendelsen af de da antagne dogmatiske G rund
sætninger. Typisk er saaledes Grams Stilling til Ejendom sforbehol
1) L assen-U ssing S. 310. D en h e r til S tø tte fo r R e s u lta te t c ite re d e A f g ørelse i U . f. R. 1894. 56 er n æ p p e afg ø ren d e, d a d e n a n g a a r e t T ilfæ ld e , h v o r K ø b e t h av d e F o rm a f L e je k o n tra k t. Som U ssing ogsaa U n d é n S. 163, m en h e rim o d F olke S ch m id t S. 160 ff.
2) T . f. R. 1888. 473 f.
3) U . f. R. 1877. 305, 1893. 564.
d e t 1). Han omtaler, at det undertiden forekommer i K ontrakter om Overdragelse af Løsøre, at Sælgeren forbeholder sig Ejendom s
ret over det solgte, indtil Købesummen er fuldt betalt. Der skal ganske vist have været y tre t Tvivl om, hvorvidt et saadant Forbe
hold kan gøres gældende over for Trediem and; for sit eget V ed
kommende er Gram dog ikke i Tvivl om, at Ejendom sforbeholdet maa have Gyldighed mod enhver. D et er en simpel Følge af, at Overdrageren kan gøre Overdragelsen betinget. Køberen kan, ind
til Betingelsen er opfyldt, ikke erhverve Ejendom sret over det solgte, men maa betragtes som den, der besidder G enstanden paa Sælgerens Vegne. D et følger da navnlig af dansk Rets vidtgaaende V indikationsret, at Sælgeren kan gøre sin Ejendom sret gældende over for den, der i god T ro har tilforhandlet sig Tingen fra Køberen.
Ud fra den Betragtning, som Gram anfører, har man ogsaa draget en Række andre Konsekvenser. I Tilfælde af Køberens Kon
kurs maa Sælgeren som ejendom sberettiget til den solgte G en
stand kunne forlange den udleveret som Separatist, og Salgsgenstan
den kan ikke være Genstand for Udlæg eller Udpantning for Køberens Gæld. A fhæ nder Køberen Salgsgenstanden, maa han straffes for Underslæb som den, der raader over Andenm ands Ting, og Sagen behandles af Politiet som andre Berigelsesforbry
delser. Um iddelbar Fogedforretning kan anvendes, naar Sælgeren vil sætte sig i Besiddelse af den ham tilhørende Ting. Sælgerens Ejendom sret kan naturligvis ophøre efter Reglerne om Frem brin
gelse og Tilvækst, men den ophører iøvrigt ikke derved, at G en
standen indgaar som Tilbehør til fast Ejendom eller Skib.
Selve Grundlaget for denne Lære om Ejendom sforbeholdets Be
tydning er senere bortfaldet. D et antages ikke, at Betingelser for Overdragelse af Løsøre som almindelig Regel kan gøres gældende mod Trediemand. Men Lærens Konsekvenser har desuagtet i H o
vedtrækkene været fastholdt for det praktisk vigtige Forhold, som Salg under Ejendom sforbehold udgør. Den har udgjort G rund
laget for Bestemmelsen i Konkurslovens § 16, og den er forudsat ved U darbejdelsen af Lov om Køb paa Afbetaling af 8. Maj 1917, skønt denne Lov direkte kun angaar Spørgsmaalet om A fbetalings
handelens Virkning mellem Parterne.
1) G ram , D en d a n sk e F o rm u e re t II, 2, 1864 S. 57 ff.
I M otiverne til Konkursloven af 18721) findes en ret indgaa- ende Behandling af Spørgsmaalet om Ejendom sforbeholdets V irk
ning i Forhold til Køberens Konkursbo. M otivernes Stilling til Ejendom sforbeholdet hviler tydeligt paa to Forudsætninger, der var karakteristiske for den ældre Teoris Stillingtagen til Proble
met om Ejendom srettens Overgang. D et antoges dels, at E jen
dom sretten i alle Relationer, baade mellem Parterne og i Forholdet til forskellige G rupper af Trediem ænd, gaar samlet og udelt fra Sælger til Køber paa een Gang, dels at Parternes Vilje var be
stemmende for Overgangens Tidspunkt. D et udvikles derfor, at Sælgeren kan forlange Salgsgenstanden udleveret af Sælgerens Konkursbo, naar en Betingelse for Salget ikke er opfyldt, eller en Forudsætning for Overdragelsen er bristet. D et afgørende er ikke, om Salgsgenstanden er overleveret til Køberen, men om Sælgeren har villet opgive den retlige Raadighed over den. Om en bindende Forudsætning for Overdragelsen er bristet, maa afhænge af det enkelte Tilfældes Beskaffenhed. Almindeligt er det dog, at det ved Kontantsalg er en Forudsætning for Køberens Ejendom serhver
velse, at Købesummen betales. D et kan naturligvis gøres til en Betingelse for Overdragelsen ogsaa ved Kreditsalg, at Købesum
men betales; men det tagne Ejendom sforbehold kan ogsaa begræn
ses, saa det kun gælder, indtil Køberen videresælger Salgsgen
standen. A t Køberens Konkursbo i et saadant Tilfælde ikke kan have nogen større Ret end Køberen, er — siges det — klart. For
holdet maa opfattes paa den Maade, at Køberen vel bliver Ejer af Tingen, men Sælgeren forbeholder sig en Ret, i Kraft af hvilken han kan tilintetgøre den skete Ejendomsoverdragelse. Om G yl
digheden af et saadant Forbehold »kan der selvfølgelig ikke være Tvivl«.
Medens Konkurslovens § 16 saaledes kun ansaas som et Udslag af almindelige K ontraktsregler, dengang Loven blev givet, har For
holdene senere udviklet sig paa en Maade, som har gjort Sælge
rens Ejendom sforbehold til et Retsforhold sui generis. Den O p
fattelse, hvorefter Parternes Vilje bestem m er en Overdragelses Gyldighed mod Trediemand, har væ ret underkastet en skarp Kri
R igsdagstidende 1871— 72 T ill. A Sp. 1764 ff.
tik, bl. a. af Ernst Møller 1) og navnlig af Vinding K ru se 2). Og den herskende O pfattelse anerkender ikke en almindelig Regel om, at Overdrageren, der har stillet Salgsgenstanden til Raadig- hed for Køberen, kan gøre Overdragelsen betinget med Virkning mod Trediem and. I hvert Fald antages det, at den, der har betinget sig en G enkøbsret eller Forkøbsret til en Løsøregenstand, ikke kan gøre denne Ret gældende mod den godtroende Erhverver af Ret over Tingen. Og medens det m aatte være en Konsekvens af Par
ternes K ontraktsfrihed, at Sælgeren kunde gøre Køberens E jen
domserhvervelse betinget ikke blot af Købesummens Betaling, men ogsaa af andre Ydelser, f. Eks. Betaling af ældre eller senere op- staaet Gæld hidrørende fra andre K ontrakter, fastholder nyere P ra k sis3), at Ejendom sforbeholdet kun kan tages til Sikring af Kravet paa Ydelser efter Salgskontrakten.
Paa denne M aade har Sælgerens Ejendom sforbehold efterhaan- den faaet K arakter af et singulært Retsinstitut, der yder ham en Retsbeskyttelse, som gaar ud over, hvad der er en naturlig Følge af almindeligt anerkendte G rundsætninger om Ejendom srettens Overdragelse.
Et Spørgsmaal, som navnlig har væ ret drøftet i udenlandsk R etsliteratur, er Spørgsmaalet, hvorvidt den Ejendomsforbeholds- sælgeren tilkommende Ret bør betegnes som en suspensivt eller en resolutivt betinget Ejendom sret. D ette Spørgsmaal kan være mere end et terminologisk Problem, fordi Lovgivningen tillægger op- sæ ttende og opløsende Betingelser forskellig Retsvirkning. D et er Tilfældet i tysk Ret, hvor det derfor i B. G. B. § 455 udtrykkelig er fastslaaet, at en Aftale om Ejendom sforbehold i Tvivlstilfælde skal forstaas saaledes, at den hjem ler Køberen en suspensivt be
tinget Ejendom sret; paa den anden Side forudsæ ttes det, at R et
ten kan være resolutivt betinget, hvis det har væ ret Parternes Mening. Men i saa Fald har A ftalen en ringe Retsbeskyttelse mod Trediem and. I første Tilfælde forbliver Sælgeren Ejer, saa længe Betingelsen for Overdragelsen er svævende, medens Køberen kun erhverver en »Anwartschaftsrecht«, en Ret til at blive Ejer. I
1) T inglysning, 1897 S. 13.
2) E jendom srettens O vergang, 1925 S. 20 ff.
3) N fr. S. 28 ff.
andet Tilfælde bliver Køberen straks Ejer, medens Sælgeren har Adgang til at generhverve Ejendom sretten, der straks ved T in
gens Overlevering er overgaaet til Køberen.
Efter dansk Ret kan det ikke antages, at det har mere end terminologisk Betydning, om man opfatter Ejendomsforbeholds- køberens Ret som suspensivt eller resolutivt betinget. I Konkurs
lovens M otiver opfattes som nævnt foran S. 12 Køberens Ret som en resolutivt betinget Ret, som Sælgeren har det i sin M agt at tilintetgøre, dersom Restkøbesummen ikke betales. Den alm inde
lige Sprogbrug, der anvendes i A fbetalingskontrakter og Konsig- nationsaftaler, at Ejendom sretten forbliver hos Sælgeren, indtil den fulde Købesum er erlagt, peger nærm est hen paa, at Køberens Ret er resolutivt betinget. D ette synes ogsaa at være den alm inde
lige Anskuelse inden for nordisk Retsliteratur. D er er imidlertid G rund til at understrege, at Spørgsmaalet om K arakteren af den Betingelse, der sættes for Ejendomsovergangen, kun er et Skin
problem ud fra den nyere Opfattelse af Problem et om Ejendoms- overgangens N atur. A ntager man i Overensstemmelse med ældre Opfattelse, at Ejendom sretten paa et givet T idspunkt udelt og samlet gaar over fra Sælger til Køber, bliver det nærm est vilkaar- ligt, hvem man vil anse som Ejer. En Række for Ejendom sretten karakteristiske Træ k genfinder man aktuelt i Køberens Ret. Han har Ret til at besidde Tingen og i det væsentlige udøve en Ejers faktiske Raadighed over den. Gør han sin Ejendom sret gældende over for Sælgeren, dennes Konkursbo eller K reditorer, der vil gøre Udlæg for Sælgerens Gæld, har Køberen den Beskyttelse for sin Ret til Salgsgenstanden, der i Almindelighed anses k n y ttet til Ejendom srettens E rhvervelse1). Volder Trediem and Skade paa Tingen, maa det antages, at Køberen kan frem sætte E rstatnings
1) I den Samm enhæng maa O pm æ rksom heden henledes paa den ejen dom m elige U sikkerhed i Sprogbrugen, som findes netop i denne R elation;
fordi Køberen ved A fta len erhverver B esk yttelse m od Sæ lgerens K redi
torer, siges E jendom sretten efter dansk R et ofte at overgaa til K øberen allerede fra A fta len s Tidspunkt. I saa H enseende er der im idlertid ingen Forskel m ellem A fbetalingskøberens og andre Køberes R etsstilling. En al
m indelig R egel om E jendom srettens O vergang ved A fta len lader sig saa
ledes daarligt forlige med A ntagelsen af en suspensivt betin get E jendom sret for Ejendom sforbeholdskøberen. Jfr. herved Folke Schm idt S. 97 f.
krav, udqn at det dog herved kan anses for udelukket, at ogsaa Sælgeren efter Omstændighederne kan gøre Kravet gældende;
dette maa navnlig antages, hvor Køberen ikke ønsker at kræve Erstatning, eller hvor Sælgeren har taget Tingen tilbage. Den Kon
sekvens af Sælgerens Ejendom sret, som man drager i tysk Ret 1), at kun Sælgeren kan fordre Erstatning af Trediem and i Anledning af Tingsbeskadigelse, vilde dansk R etspraksis selv i ældre Tid nok have vidst at komme u denom 2). Og hvis Lovgivningen f. Eks. i en Ekspropriationslov giver Bestemmelser om Ejerens Forhold un
der Ekspropriationen, er det næppe tvivlsomt, at det er Afbeta- lingskøberen og ikke Sælgeren, der kommer i Betragtning som den i Taksation og Erstatningsudbetaling um iddelbart interesserede.
Køberens aktuelle Ret til den ham overleverede, men endnu ikke betalte Salgsgenstand rummer paa den anden Side ikke alle de Beføjelser eller Virkninger, der i Almindelighed er k n y ttet til Overdragelse. Ejendom sforbeholdet er til H inder for, at Køberen videresælger Tingen med Retsvirkning. Og hans K reditorer vil ikke kunne rette deres Retsforfølgning imod Tingen til Skade for Sælgeren. N aar man derfor gennemfører den nyere O pfattelse af Ejendom sretten som et samlende U dtryk for en Sum af Forskrifter, der finder Anvendelse omkring den Ting, som er G enstand for Ejendomsret, ser man let, at nogle af de Regler, der gælder, me
dens Betingelsen for Overdragelsen er svævende, peger paa Købe
ren, andre paa Sælgeren som Ejer. Idet Køberen erhverver Raadig- hed over Salgsgenstanden og tinglig Beskyttelse for sin Ret, har han herved opnaaet en resolutivt betinget Ret, der ophører, naar Sæl
geren tager Tingen tilbage paa G rund af Misligholdelse. Samtidig er den fulde Ejendom srets Erhvervelse suspensivt betinget af Kø
besummens fuldstændige Betaling. Idet Køberens Ret efter A ftale om Køb under Ejendom sforbehold rummer baade suspensivt og resolutivt betingede Elementer, kan man forsvare en Opfattelse, hvorefter Ejendom sretten er delt mellem Køber og Sælger; man kan særskilt betone Rettens aktuelle K arakter af Ejendom sret; eller man kan — som den herskende Anskuelse — lægge T yngdepunktet i den aktuelle Rets Mangelfuldhed. Man maa blot vogte sig for ved
1) Rühl S. 98 ff.
2) I engelsk R et k n yttes R etten til at kræ ve Erstatning til R etten til øjeblikkelig B esiddelse af G enstanden, D unstan S. 71 ff.
Udformningen af de om Ejendom sforbeholdet gældende Regler at drage Konsekvenser af denne Opfattelse, saaledes at man uden vi
dere anser de om Ejendom sretten i Almindelighed gældende Reg
ler for anvendelige paa Sælgerens Tilbagetagelsesret.
Fra et terminologisk og konstruktivt Synspunkt melder der sig imidlertid det Spørgsmaal, om man ikke bør betegne den Ret, som Køberen erhverver, som en vanlig Ejendom sret, medens Sælgerens Ret betegnes som en Panteret. N aar man ved den nye K reditform s O pstaaen ikke valgte et Sælgerpant som den adækvate Form for den tilsigtede Kreditsikring, er Grunden rent dogmehistorisk. En Panteret har efter dansk Ret saa lidt som efter fremmed Ret kun
net stiftes ved A ftale uden Overlevering eller Registrering. D er
imod har en Aftale om Sikkerhedsoverdragelse af Ejendom sret over en Løsøregenstand væ ret gyldig, medmindre Ejendom sover
dragelsen skete pro forma for at dække over en A ftale om P ant
sætning. D et er derfor værd at lægge Mærke til, at de ubillige Vil- kaar for Salg paa Afbetaling, der var almindelige før Lov om Køb paa Afbetaling, er udsprunget ikke blot af Sælgerens Interesse i U d nyttelse af Køberens svage Stilling, men ogsaa af en juridisk N ø d vendighed. Havde man i sidste Halvdel af forrige A arhundrede overdraget Ejendom sret paa de Vilkaar, som Afbetalingsloven sik
rer Køberen, er jeg tilbøjelig til at tro, at Sælgerens Ejendom sfor
behold var blevet underkendt. Man vilde have hæ ftet sig ved, at Sælgeren ikke beholdt nogen fuldkommen Ejendom sret. Kun der
ved at Sælgeren uanset den stedfundne Overdragelse bevarer den fuldkomne Ejendom sret, og de betalte Afdrag ved Tilbagetageisen betragtes som Vederlag for Brugen, har man kunnet sikre sig mod den Indsigelse mod Forbeholdets Gyldighed, at det i Virkeligheden dækkede over en Aftale om Panteret for Restkøbesummen. Ved de Regler for Opgørelsen mellem Køber og Sælger, som er fastlagt i Loven om Køb paa Afbetaling, har Sælgerens Ret imidlertid netop faaet tydelig K arakter af Panteret for Restkøbesummen, idet det samtidig har været forudsat, at denne Forandring ikke skulde berøre A ftalens Gyldighed mod Trediemand. D et er derfor gan
ske træffende, naar G u s ta d 1) siger: »Men et eiendomsforbehold efter Al. er et sikkerhetsforbehold med en opgjørsm åte (Al. §§
1) S. 257 f.
3 ff.), som har alt tilfelles med pant og intet med eiendomsrett.«
Og hertil kan føjes, at Stillingen uden for Afbetalingslovens Om- raade ikke er meget anderledes. Som Følge af Bestemmelsen i § 37, 1, Stk., i Lov om A ftaler kan Ejendom sforbeholdets Virkning ikke heller her gaa væsentligt ud over en Sikkerhed for Sælgerens Krav paa Restkøbesummen. Det er en ikke unaturlig Antagelse, at det hovedsagelig er den her fremdragne Æ ndring i Ejendom sforbehol
dets Virkemaade, der har bevirket, at Lejeform en er forsvundet ud af Afbetalingshandelen. Fiktionen om Lejeaftale er særlig van
skeligt forenelig med den ændrede Opgørelsesmaade. Og det er en ganske naturlig Konsekvens af den stedfundne Udvikling, naar Arn- holm i sin Fremstilling af Panteretten inddrager Behandlingen af Ejendom sforbeholdet i Stedet for at behandle det i Forbindelse med Læren om Ejendom srettens Overgang 1).
Paa Trods af den almindelige Sprogbrug, hvorefter Ejendom s
retten forbliver hos Sælgeren, til den fulde Købesum er betalt, pas
ser Panteretskonstruktionen ogsaa bedst til den almindelige O p
fattelse Mand og Mand imellem og til den Maade, hvorpaa For
holdet regnskabsmæssigt behandles af Køber og Sælger. Køberen vil altid omtale G enstanden som sin, medens en saadan Udtryks- maade vil falde Sælgeren unaturlig. Og i Opgørelsen af Parternes Status til Køberen sæ tte Tingens Værdi som et ham tilhørende Aktiv, medens Sælgerens Restfordring opføres som Gæld. I Sæl
gerens Status figurerer kun Kravet paa Restkøbesummen som Aktiv.
Ved Overvejelserne om Æ ndring i de gældende Regler om Virkningen af et af Sælgeren taget Ejendomsforbehold, kunde der maaske være Grund til at tage Skridtet fuldt ud, idet man aner
kendte Sælgerens Ret til uden Tinglysning eller Besiddelse af Salgs
genstanden at betinge sig Pant for Restkøbesummen i det solgte.
Selv om man imidlertid i Overensstemmelse med den juridiske T radition vil fastholde Betegnelsen Sælgerens Ejendomsforbehold,
1) T il Fordel for en P anteretskonstruktion har navnlig H olm boe Jen
sen udtalt sig i Juristen 1938 S. 605 ff. D et er im idlertid efter Begrebsjuris- prudensens bedste M ønstre, naar Forfatteren af E jendom sforbeholdets K a
rakter af Sikringskontrakt uden videre drager den Slutning, at et E jendom s
forbehold derfor er eller bør være uden O m sæ tningsbcskvttelse, jfr. Beh- rend Poulsen i Juristen 1939. 85 ff.
Ejendom sforbehold. 2
maa man allerede under den bestaaende Tilstand gøre sig klart, at Ejendom sforbeholdet i mange Retninger maa sidestilles med en Panteret og behandles derefter. Man bør derfor vogte sig for at drage Konsekvenser af Rettens K arakter af Ejendomsret.
D et vil f. Eks. være urimeligt, om man vil lade Ejendomsfor- beholdssælgerens Retsstilling i Tilfælde af Konfiskation bero paa Spekulationer over Ejerforholdet. I visse Tilfælde af Konfiskation er Ejerforholdet af Betydning, f. Eks. i Bestemmelsen i Straffelo
vens § 77, 1. Stk., Nr. 1, der omhandler Konfiskation af Genstande, der er frem bragt ved en strafbar Handling eller har væ ret brugt til eller bestem t til at bruges ved en forsætlig Lovovertrædelse. Eri lignende Bestemmelse er givet om Konfiskation af Befordringsm id
ler, der har været anvendt til Smugling af Spirituosa eller andre højtbeskattede Varer, jfr. § 48 i Toldloven, Toldlovsbekendtgørel- sen af 11. Maj 1928. Efter Toldlovens § 48 kan Konfiskation dog ske, selv om Genstanden tilhører Trediemand, naar O m stændig
hederne peger imod ham med Hensyn til Meddelagtighed. I slige Tilfælde kunde den Konstruktion, hvorefter E jendom sretten for
bliver hos Sælgeren, indtil den fulde Købesum er betalt, lede til den Antagelse, at Sælgerens Ret efter det tagne Ejendom sforbe
hold m aatte blive uberørt af Køberens Anvendelse af G enstanden til ulovlige Formaal. D ette er det Standpunkt, som H øjesteret har indtaget i en Afgørelse fra 1940 1), hvor Flertallet af H øjesteret ikke engang vil gaa med til en Konfiskation af Køberens Ret til Tingen med den Begrænsning, der udgøres af Sælgerens Sikker- h e d s re t2). H erefter skulde en nok saa lille Restgæld til Sælgeren udelukke Konfiskation, hvilket kan virke ganske vilkaarligt. Og Vilkaarligheden vokser, dersom det antages, at Konfiskation i de anførte Tilfælde kan ske uden H ensyn til Panterettigheder over G en stan d en 3). Forskellen imellem Panthaverens og Forbeholds- sælgerens Retsstilling beror væsentlig paa, at Panthaveren even
tuelt maa søge sig dækket for sit Krav paa Ejeren ved at sæ tte Pantet til Auktion, hvorimod Forbeholdssælgeren opnaar Fyldest-
U. f. R. 1940. 983.
2) Se derim od D iss. i U. f. R. 1940. 983 og om A n ven d else af T old loven s
§ 48 U . f. R. 1938. 124 og 957.
3) Saaledes U . f.R. 1925.598. Jfr. H urw itz, K onfiskation, 1931 S. 233 ff.
og Krabbe, Borgerlig Straffelov, 1941 S. 231 f.
gørelse ved paany at overtage det solgte. Men denne Forskel sy
nes ganske irrelevant i Forhold til Konfiskationsbestem melsernes Anvendelse 1). Om Panthaverens Ret bør have en ringere Retsstil
ling end Ejerens i Relation til Konfiskationsreglernes Anvendelse, er iøvrigt et Spørgsmaal, som ikke skal forfølges videre i denne Sammenhæng 2). H er er det nok at fremhæve, at Ejendom sforbe
holdet bør dele Skæbne med Panteretten.
En særlig Bestemmelse findes i § 36 i Lov om Jagten af 28.
April 1931, der i Tilfælde af ulovlig Jagt hjem ler Konfiskation af Jagtredskaber, Befordringsmidler og Hunde, hvadenten de tilhører Gerningsmanden selv eller er overladt ham til Brug. H erefter er det klart, at Genstande solgt til Gerningsm anden under Ejendom s
forbehold kan konfiskeres uden H ensyn til Ejendomsforbeholdet.
D et kræves nemlig ikke, at Brugsoverdragelsen skal inkludere Med- delagtighed i Forseelsen 3). Bestemmelsen, der maaske kan have et vist rimeligt Formaal ved at indskærpe Ejerne af Jagtredskaber at vise Forsigtighed med, hvem de overlader Redskaberne til, pas
ser dog mindre godt paa Afbetalingssælgeren; men navnlig synes den at være urimelig med Hensyn til Befordringsmidler. D et er dog vanskeligt for en Mand, der lejer Autom obiler ud uden Fører eller sælger dem paa Afbetaling, at have Opm ærksomheden henledt paa Muligheden af deres Anvendelse til ulovlig Jagt. I Saltvands- og Ferskvandsfiskerilovene af 31. Maj 1931 findes ogsaa Konfiska- tionsbestemmelser, men der er her ikke nogen udtrykkelig Udta-
1) Se ogsaa Johan Lassen i Juristen 1945 S. 181 ff. D e her til S tøtte for R esultatet anførte D om m e i U. f. R. 1927. 655 og 1930. 734 viser ikke med Sikkerhed hen paa, at E jendom sforbeholdssæ lgerens R et sid estilles med en Panteret; det ses nem lig ikke klart af A fgørelserne, om Grunden ikke er den, at K onfiskation efter de anvendte L ovbestem m elser kan ske uden H en syn til Ejerforholdet. D e angik henholdsvis ulovlig O m løben med Varer og m anglende Betaling af L icens for R adioaflytning, jfr. Lov Nr. 45 af 13.
Marts 1926 § 8; se om D om m en fra 1927 ogsaa H urw itz 1. c. S. 202 N o te 3.
2) Se herom den træ ffende Kritik af A fgørelsen i U. f. R. 1925. 598 hos H urw itz S. 235 ff. D et er for mig en kum m erlig Betragtning, at H en syn et til T oldlovgivningens G ennem førelse skal nødvendiggøre, at K onfiskationen berører ganske sagesløse Personers Formue; hvad der i saa H enseende an
føres im od H urw itz af Johan Lassen 1. c. S. 186 ff. forekom m er mig at have ringe V æ gt.
3) Jfr. herved U. f. R. 1933. 136, 1935. 599.
2*
leise om Ejerforbeholdets Betydning, se Saltvandsfiskerilovens § 51 og Ferskvandsfiskerilovens § 26. Desuagtet er det antaget i en H øjesteretsdom , at Konfiskation kan ske i tilsvarende U dstræ k
ning som efter Jag tlo v en 1); men Dommens U dtryksm aade tyder nærm est paa, at Konfiskation ikke vil kunne finde Sted, dersom Fiskeredskaber benyttes uden Ejerens Samtykke.
H vor der i Lovgivningen er Spørgsmaal om at paalægge Løs
øregenstande Pantehæftelser, der gaar forud for paa G enstanden hvilende Gæld, maa der herunder ogsaa indbefattes Gæld til Ejen- domsforbeholdssælgeren, saaledes f. Eks. med Hensyn til H æ f
telse efter M otorlovens § 38, Stk. 7 2).
Som et andet Punkt, hvor dogmatiske Hensyn til O pfattelsen af Sælgerens Ret som en Ejendom sret ikke bør stille sig hindrende i Vejen for en rationel Løsning, kan nævnes Spørgsmaalet om Sæl
gerens Adgang til at gøre Eksekution i Salgsgenstanden. Ud fra den Betragtning, at man ikke kan gøre Udlæg i sin egen Ting, kan man komme til det Resultat, at Sælgeren er afskaaret fra at gøre Udlæg i Salgsgenstanden. D et er ganske vist ikke denne B etragt
ning, der har været bestemmende for, at det i dansk Retspraksis antages, at Sælgeren inden for Afbetalingslovens Om raade er af
skaaret fra at søge Dækning i Salgsgenstanden paa anden Maade end gennem Tilbagetagelse efter Afbetalingslovens R egler3). D et skyldes hovedsagelig H ensynet til at sikre Køberen Anvendelsen af de for ham fordelagtige Opgørelsesregler, som Afbetalingsloven
1) U . f. R. 1940. 277.
-) U . f. R. 1930. 905. Om H æ ftelse for Bøder, Erstatning og K onfiska- tionsvæ rdi efter T old loven U. f.R. 1925. 196. A t denne H æ ftelse maa sid e
stilles m ed K onfiskation og rammes af de sam m e Indvendinger som den egentlige K onfiskation uden H ensyn til den b erettigedes M edskyld, fore
kom m er mig klart, jfr. H urw itz 1. c. S. 230. Og naar Johan Lassen 1. c. S.
183 udtaler, at d ette skyldes en Sidestilling af to ganske forskellige R ets
institutter, anfører han in tet reelt im od H urw itz. H vad enten T alen er om K onfiskation eller om H æ ftelse for K onfiskationsvæ rdi, er Sagens R ealitet den samme. Man lader en Person undgæ lde for en Forbrydelse, hvori han ikke har Lod eller D el, blot fordi Forbryderen benytter en Ting, hvorover den paagæ ldende har en legitim Ret. A t man for A lvor kan forsvare en saadan Fremgangsm aade, er efter m it Skøn U d tryk for en beklagelig hen
synsløs N idkæ rhed, som man ikke sjæ ldent finder hos Personer, der vare
tager offen tlige Interesser.
3) Jfr. nfr. S. 57 ff.
indeholder. H vor saadanne.H ensyn ikke stiller sig i V ejen for, at Sælgeren søger Dækning ved Udlæg i Salgsgenstanden, bør Rettens K onstruktion ikke hindre ham deri. Jeg kan derfor ikke billige den Holdning, som indtoges af Fogeden i et Tilfælde, der er refereret i en Sag fra 1944 1). H er havde en Fordringshaver ladet foretage A r
rest i Køberens Ret til at blive Ejer af et Klaver, der var købt paa Afbetaling. Efter at A rresthaveren havde indløst Sælgerens Rest
fordring og ladet sig hans Rettigheder tiltransportere, nægtede Fogeden at lade A rresten efterfølge af Udlæg med den Motivering, at Rekvirenten nu var blevet Ejer af Klaveret. Køberens Ret re
præsenterer, hvis Tingens Værdi overstiger Restgælden til Sælge
ren, et Aktiv, som man tillader andre K reditorer at beslaglægge ved at gøre Udlæg i Tingen eller i Køberens Rettigheder i Henhold til K øbekontrakten 2). Og det synes ganske vilkaarligt at ville nægte Sælgeren Adgang til at sikre sine Salget uvedkommende Krav paa Køberen i det samme Aktiv. Men det er i Virkeligheden ensbety
dende med, at man i Henseende til Sælgerens og andre K reditorers Ret til Tvangsforfølgning sidestiller Køberens Ret med en Ejen
dom sret til Tingen, medens Sælgerens Ret betragtes som en Hæf
telse af tilsvarende Ret som en Panteret. Og den naturlige Konse
kvens heraf er den, at Sælgerens K reditorer ikke kan gøre Udlæg i Salgsgenstanden, men kun i Sælgerens Ret i Henhold til Kon
trakten.
Paa et andet, dog uvæsentligt Punkt har man i Retsanvendelsen draget en mindre heldig Konsekvens af K onstruktionen af Sælge
rens Ret som en Ejendomsret. U nder Straffeloven af 1866 m aatte Køberens ulovlige Raaden over Salgsgenstanden, inden Købesum
men var berigtiget, straffes efter Lovens § 253, der under eet inde
holdt Straffebestemmelsen for Tilegnelsen af Ting, der tilhører Andenmand, og Ting, hvorover A ndenm and har erhvervet en Ret
tighed, hvormed Tilegnelsen er uforenelig. Efter Straffeloven af 1930 straffes Køberens ulovlige Raaden over Salgsgenstanden som Underslæb efter Lovens § 278, d. v. s. som Tilegnelsen af en Sæl
geren tilhørende Løsøregenstand. Forinden Praksis i denne H en
seende havde fæstnet sig, havde Statsadvokaten for København
1) U. f. R. 1944. 1048.
2) N fr. S. 60 ff.
nedlagt Paastand paa Anvendelsen af § 283, 1. Stk., Nr. 1, om Skyldnersvig, og man fik ogsaa til at begynde med Medhold heri ved Ø stre Landsret. Til Støtte for Resultatet havde man navnlig anført, at Adskillelsen i Straffeloven i to Paragraffer af de tidligere i Strfl. af 1866 § 253 omhandlede Forhold m aatte bero paa en vis Forskel i Vurderingen af den begaaede Forbrydelse. H vor nogen tilegner sig Andenm ands Ting, er Tingens Værdi i Regelen et lige
frem t U dtryk for Forseelsens mere eller mindre graverende K arak
ter; i Tilfælde af Skyldnersvig er der kun Tale om en begrænset Interesse i Tingen, der tilmed næsten altid er af rent pekuniær A rt. Fra et kriminalpolitisk Synspunkt passer Køberens ulovlige Raaden over Salgsgenstanden derfor langt bedre ind under Ram
merne for Forbrydelsen Skyldnersvig end under Underslæb. P rak
tisk set er Spørgsmaalet imidlertid uden Betydning, da Straffen i alle Tilfælde er den i §§ 285—87 fastsatte.
K a p i t e l I I .
Almindelige Betingelser for Ejendomsforbeholdets Gyldighed.
Hvor Køber og Sælger enes om, at Sælgeren skal have en mere eller mindre vidtgaaende Ret til at fordre Salgsgenstanden tilbage i Tilfælde af Misligholdelse med Betaling af Købesummen eller i andre Tilfælde, vil en saadan A ftale næsten altid være gyldig mel
lem Parterne. Om dette gælder som en undtagelsesfri Regel, eller om der maa anerkendes Undtagelser, f. Eks. hvor Salgsgenstanden indføjes som en Bestanddel af fast E jen d o m 1), skal ikke underka
stes nogen nærmere Undersøgelse paa dette Sted. D et Spørgsmaal, om et Ejendomsforbehold har Gyldighed, er i Almindelighed et Spørgsmaal om Gyldigheden i Forhold til Køberens K reditorer.
Hvis Sælgerens Ejendomsforbehold er til H inder for, at Køberens K reditorer gør Udlæg i Salgsgenstanden, eller for, at den inddrages i Køberens Konkursbo, betegnes Forholdet som gyldigt, i m odsat Fald som ugyldigt.
1) Se om dette Spørgsmaal S. 185 ff.
Et Ejendom sforbehold maa altid søge sit Grundlag i en ud
trykkelig Aftale mellem Køber og Sælger. Sælgeren vil derfor ikke kunne gøre gældende, at det følger af Koutume inden for ved
kommende Branche, at Salget sker under E jendom sforbeholdi).
Det er endvidere i Overensstemmelse med den allerede bestaaende Praksis, naar der i Konkurslovskommissionens U dkast til Lov om Gældsordning i § 90 stilles Krav om, at Ejendom sforbeholdet skal være klart. N aar det saaledes i en skriftlig K ontrakt om Salg af et Automobil hed, at Salget skete »paa aim. K øbekontrakts Betingel
ser«, er det antaget, at gyldigt Ejendom sforbehold ikke var taget, skønt det m aatte være en nærliggende Antagelse, at der med de benyttede U dtryk netop var sigtet til det i Branchen sædvanlige Ejendomsforbehold 2). Et Ejendom sforbehold vil i Regelen næppe heller kunne anerkendes, blot fordi tidligere H andeler mellem Par
terne er afsluttet paa dette Grundlag 3), og Køberen derfor m aatte regne med, at Sælgeren ogsaa nu vilde forbeholde sig Ejendom sret over det solgte, indtil Købesummen var fuldstændig betalt. En Aftale om Lejemaal i Forbindelse med A ftale om Tingens O ver
gang til Lejeren, naar et vist Beløb er betalt i Leje, tilfredsstiller naturligvis Kravet til klar Angivelse af Sælgerens Ejendom sforbe
hold.
Et ensidigt Forbehold af Ejendom sret fra Sælgers Side, som ikke er i Overensstemmelse med den mellem Køber og Sælger trufne Aftale, kan ikke have Gyldighed. Hvis derfor Sælgeren uden Hjemmel i Salgsaftalen ledsager V aren med Faktura eller Regning, hvori han har optaget et Ejendom sforbehold eller betegnet V aren som leveret i Konsignation, vil dette i hvert Fald være uden Be
tydning, hvis Køberen p ro te s te re r4). Selv om Køberen ikke pro
1) Jfr. herved Resp. i U. f. R. 1931. 873, R ühl S. 60.
2) U. f. R. 1936. 646, jfr. 1933. 159. Se endvidere om U tilb øjeligh ed til at anerkende en m od Trediem and retsb esk yttet R et, hvor Sælgeren har b etinget sig H andelens T ilbagegang uden B esk yttelsen af U d tryk k et For
behold af E jendom sret foran S. 10. A t Sælgeren ved Levering af Varer til V idereforhandling betingede sig R et til T rediem ands U dbetaling og V e k sel, indeholdt ikke A fta le om E jendom sforbehold, V . L. T. 1935. 89.
3) U. f. R. 1925. 881.
4) M odsat Rühl S. 61 som Følge af tysk R ets Krav om en selvstæ ndig O verdragelsesretshandel som B etingelse for E jendom srettens O vergang til K øberen.
testerer, kan det dog i Regelen ikke antages, at Ejendom sforbehol
det kan blive gyldigt som Følge af manglende Reklamation. Et Ejendomsforbehold er et saa vigtigt Led i Aftalen, at det ikke kan smugles ind i Form af et Forbehold i Regningen. H vor et Radio
apparat var solgt til en Privatmand, og den ham tilstillede Faktura indeholdt følgende Bemærkning: »Betalingsbetingelser: N etto kon
tant ved Modtagelsen, hvorfor V arerne forbliver vor Ejendom, til Betaling har fundet Sted«, er det saaledes antaget, at der ikke før Handelens Indgaaelse var taget et tilstrækkeligt udform et E jen
domsforbehold 1). En saadan Begrundelse er dog ikke ganske træ f
fende. D et maa — som det omtales nedenfor — være tilstrækkeligt, at A ftalen om Ejendomsforbehold træffes senest ved Tingens Overgivelse til Køberen. Men der var under de foreliggende Om stændigheder ikke paa noget Tidspunkt truffet Aftale om E jen
dom sforbehold 2).
A ftale om Ejendomsforbehold kan træffes saavel skriftligt som mundtligt. Bl. a. fordi baade Sælger og Køber kan have Interesse af i Strid med Sandheden at foregive, at Ejendomsforbehold er ta
get for derved at hindre Kreditorernes Retsforfølgning, maa man fordre strengt Bevis for Ejendomsforbeholdet. Købers og Sælgers samstemmende Forklaring vil ikke være tilstrækkelig i denne H en
seende. Forretningslivet har derfor indstillet sig paa, at der ved Salg under Ejendomsforbehold i Regelen maa oprettes skriftlig K ontrakt, hvortil der som oftest benyttes trykte K ontraktsblan
ketter. Et Eksempel paa Ejendom sforbeholdets Godkendelse uden formelig skriftlig K ontrakt frem byder dog et Retstilfælde, hvor det efter Omstændighederne antoges godtgjort, at Købeaftalen var af
sluttet paa de i et skriftligt K ontraktsudkast indeholdte Betingel
s e r 3). Men nogen væsentlig Æ ndring i den bestaaende R etstil
stand rummes ikke i Konkurslovskommissionens U dkast til Lov
1) U . f. R. 1930. 123.
2) O m T ilsid esæ ttelsen af b lotte Fakturaforbehold med H ensyn til K on
signationsvarer S. og H .R .T . 1930. 313, V . L. T. 1929. 174, jfr. U. f. R.
1925. 622. For Konsignationsvarer kom m er im idlertid ogsaa andre H ensyn i Betragtning. D et b lotte E jendom sforbehold i Faktura kan ikke ven tes led saget af et Kontrol- og A fregningsforhold af den A rt, som kræ ves til A n er
kendelsen af K onsignationsforholdet over for T rediem and, jfr. nfr. S. 42 ff.
3) U. f.R . 1928. 1075, jfr. endvidere V . L. T. 1932. 186.
om Gældsordning, hvis § 90 stiller Krav om skriftlig Aftale som Betingelse for Ejendom sforbeholdets Gyldighed 1). Dog bør der sikkert gøres en Undtagelse med Hensyn til Salg ved offentlig Auktion; for Auktionssalg bør der næppe rokkes ved den O rd
ning, hvorefter Ejendom sforbeholdets Optagelse i de bekendtgjorte og oplæste A uktionsvilkaar udgør tilstrækkeligt Bevis.
En Følge af, at Ejendom sforbeholdet som vist i Kap. I har ud
viklet sig til et singulært R etsinstitut i Strid med de almindelige Grundsætninger for Sikkerhedsrettigheder over Løsøre, er den, at Ejendom sforbeholdet ikke med Retsvirkning mod Trediem and kan aftales efter Salgsgenstandens Overgivelse til K øberen2). Hvor f.
Eks. en Sælger først havde solgt 5 Køer paa almindelige Kredit- vilkaar, og han ved en senere Plandel havde solgt den samme Køber yderligere tre Køer og ladet Køberen underskrive K øbekontrakt med Ejendomsforbehold for alle 8 Køer, kunde Forbeholdet ikke opretholdes over for Panthaverne i Køberens Ejendom med H en
syn til de først solgte K ø e r3).
I Regelen vil Aftalen om Ejendom sforbehold blive truffet ved Købets Afslutning; men dette er dog ikke ubetinget nødvendigt.
Hvis der efter Kobets Afslutning indtræ der Omstændigheder, som berettiger Sælgeren til at hæve Købet, maa han i hvert Fald kunne gøre Aftalens Opfyldelse afhængig af, at Køberen indgaar paa et E jendom sforbehold4). Og man maa vel i det hele taget respektere enhver mellem Køber og Sælger inden Genstandens Overgivelse
1) Skriftlighedskravet stilles ogsaa i Hire-Purchase A c t 1938 inden for denne Lovs Omraade, sam t naturligvis i Lande, der som Schw eiz og tild els D e forenede Stater kræver R egistrering af A fbetalingshandler med E jen
dom sforbehold.
2) E. R. S. 1376, 1751. I tysk R et kan derim od en T ilbageoverdragelse til Sælgeren med constitutum possessorium og efterfølgende fornyet Salg nu under E jendom sforbehold have G yldighed, Rühl S. 72 ff.
3) U. f. R. 1925. 881. Se ogsaa V . L. T. 1932. 33, U . f. R. 1933. 159, 1058, jfr.
1897. 1022 og om Varer, der først var solgt i fast Regning, men ifølge senere A fta le skulde betragtes som leveret i K onsignation U. f. R. 1941. 579, jfr.
1898. 576 og 1926. 751, S. og H. R. T. 1941. 74. For K onsignationsvarernes V edkom m ende er R egelen dog først langsom t trængt igennem , se U . f. R.
1905 A. 284, 1913. 346, 1914. 472.
4) Jfr. herved V. L. T. 1937. 92.
til Køberen truffet Aftale om Ejendomsforbehold. Først ved G en
standens Overlevering erhverver Køberens K reditorer ved det al
mindelige Kreditsalg en af Købesummens Betaling uafhængig Ret til at søge Dækning i denne. D erfor vil i Tilfælde af Køberens Konkurs en Aftale om Handelens Tilbagegang i hvert Fald kun kunne afkræftes paa den Maade, at Køberens Konkursbo maa til
svare Sælgeren Købesummen. Efter Salgsgenstandens Levering kan Handelens Tilbagegang derimod afkræftes med den videregaaende Virkning, at Sælgeren maa tilbagelevere G enstanden uden at faa Købesummen betalt. Men Køberens Konkursbo synes da ikke at have Grundlag for at anfægte en inden Leveringen truffet A ftale om Æ ndring af K ontrakten ved Tilføjelse af en Bestemmelse om Ejendomsforbehold. En skriftlig A fbetalingskontrakt vil derfor al
tid udgøre tilstrækkeligt Bevis for det tagne Ejendomsforbehold, selv om den er oprettet og dateret senere end A ftalens Indgaaelse, naar blot O prettelsen er sket inden G enstandens Overgivelse til Køberen 1).
I § 90 i Konkurslovskommissionens U dkast til Lov om Gælds- ordning stilles der Krav om O prettelse af en dateret skriftlig Kon
trak t ved Salgets Afslutning. I U dkastets §§ 91 og 92, der særligt om fatter Ejendomsforbehold med Hensyn til Landejendommes Be
sætning og Konsignationsvarer, siges det derimod, at skriftlig Kon
trak t skal oprettes inden Genstandenes Overlevering til Køberen, resp. Konsignatären. Den afvigende Formulering er valgt med For
sæt, og Læseren kan ved en um iddelbar Betragtning vanskeligt komme til anden Overbevisning end den, at det er § 90, der stiller det strengeste Formkrav. Den kræver K ontrakt ved Handelens A f
slutning, hvorimod §§ 91—92 muliggør, at O prettelsen udskydes til Overleveringen af Salgsgenstanden. Men dette har dog ikke væ ret Kommissionens Tanke. I Motiverne til § 91 hedder det nemlig:
»N aar det siges, at den skriftlige Kontrakt skal oprettes »senest
1) H vor den paa alm indelige K reditvilkaar til Køberen overgivne G e n stand efter senere indgaaet A fta le om E jendom sforbehold er overdraget til en T rediem and, der er bekendt med Forbeholdet, er det i svensk Praksis antaget, at E jendom sforbeholdet er gyldigt over for T rediem ands K redi
torer, jfr. Folke Schm idt S. 149. D ette synes ogsaa ubetæ nkeligt.
ved Overleveringen«, og ikke blot udtales, at den skal foreligge ved Salgets Afslutning, er G runden hertil den, at man vil forhindre, at en Kreditor, naar det gaar en Landmand daarligt, kan komme og hente tidligere overleverede D yr ved nu at træffe A ftale om Ejen
domsforbehold. Man vil med andre O rd udelukke, at et almindeligt Kreditsalg senere kan omdannes til et Ejendomsforbehold.« Kom
missionens Bestræbelser for at forhindre, at et almindeligt K redit
salg overgaar til et Salg under Ejendomsforbehold, er naturligvis paaskønnelsesværdige. D et er imidlertid vanskeligt at forstaa, hvor
for disse Bestræbelser ikke skal udstrækkes til de Forhold, der om
handles i § 90, saa meget mere som den Regel, der foreslaas i §§
91—92 allerede stem m er med gældende Ret. Men det er i det hele taget ikke til at forstaa, at Formuleringen i § 90 »ved Salgets A f
slutning« er noget man »blot nøjes med«. Salgets Afslutning er dog det tidligste Tidspunkt, paa hvilket man overhovedet kan tænke sig K ontrakt oprettet. Da der imidlertid ikke skønnes at være Grund til Æ ndring i den hidtil gældende Ordning paa det omhandlede Punkt, bør Formuleringen for T idspunktet for skriftlig K ontrakts O prettelse i alle Tilfælde bestemmes som »ved Salget eller inden Salgsgenstandens Overgivelse til Køberen«. N aar jeg foreslaar at indskyde Ordene »ved Salget«, er det med Tanke paa Tilfælde af traditio brevi manu, hvor Overgivelsen til Køberen har fundet Sted før Salgsaftalen.
En Forudsætning for Ejendom sforbeholdets Gyldighed maa na
turligvis være, at Sælgeren forud for Afhændelsen havde en mod Køberens K reditorer beskyttet Ret. H ar han ikke erhvervet en slig Ret, kan han naturligvis ikke forbeholde sig den. H eraf følger, at en Transaktion, hvorved Køberen først overdrager sin Ting til Sælgeren og um iddelbart efter køber den igen under Ejendom s
forbehold, ikke kan give Sælgeren en tinglig beskyttet Ret over det solgte. Overdragelsen til Sælgeren rammes jo af Ugyldighed som Følge af almindelige Regler om Sikkerhedsoverdragelser. Tilbage
salget under Ejendom sforbehold vil nemlig klart vise, at Forbe- holdssælgerens Interesse indskræ nker sig til Sikkerhed for en For
dring. A t Tingene en kort Tid m aatte være udleveret til Ejendoms- forbeholdssælgeren, vil naturligvis ikke gøre nogen Forskel, hvis Hensigten kun har været at omgaa Reglerne for Sikkerhedsstillelse
for Gæld 1). Hvis Sagen angaar Genstande, der har K arakter af T il
behør til fast Ejendom, vil Afhændelsen til Forbeholdssælgeren til
lige være stridende mod Panthavernes Ret, naar det dog ikke er Tanken, at Genstandene skal udskilles af Ejendommens D r if t2).
Ifølge den Specifikationsgrundsætning, der gennemgaaende be
hersker Behandlingen af de tingligt beskyttede Rettigheder, kan Ejendom sforbeholdet kun om fatte de bestem te Genstande, der er afhæ ndet af Sælgeren ved K o n trak te n 3). Et Ejendomsforbehold kan derfor ikke om fatte et Tingsbegreb som f. Eks. en Landejendom s Besætning med den Virkning, at Sælgerens Ret ogsaa om fatter nye Besætningsdele, der e rstatter de gamle. I en enkelt ældre Dom er det vel antaget, at Ejendomsforbehold, der var taget over en Hest, gyldigt kunde overføres paa en ny Hest, som Køberen havde er
hvervet fra anden Side, efter med Sælgerens Samtykke at have solgt den første H est 4). Men den i denne Dom nedlagte O pfattelse kan ikke billiges, efter at G rundsætningen om Sikkerhedsoverdragel- sers Bedømmelse efter Pantsætningsreglerne har vundet almin
delig Anerkendelse uden for det egentlige Ejendom sforbeholds Ramme.
Selv om der gyldigt er indgaaet Aftale om Ejendomsforbehold, vil dette paa Grund af Specifikationsprincippet ikke kunne gøres gældende, medmindre de Genstande, som det om fatter, kan paa
vises. Hvis Beskrivelsen er ufuldstændig, eller G enstandene er sam m enblandet med andre, vil Følgen derfor blive, at Sælgerens For
trinsret gaar tabt 5).
En Følge af Ejendom sforbeholdets Udvikling til et særligt Sik- ringsmiddel for Sælgerens Krav paa Restkøbesummen er det, at det kun kan indrømmes til Sikkerhed for Sælgerens Krav i Henhold til
1) Jfr. Folke Schm idt S. 148, G ustad S. 256, men derim od S. og H. R. T.
1941. 296, der som Begrundelse for A fgørelsen kun anfører, at B etingel
serne for A n ven d else af K. L. § 24 ikke forelaa.
2) Jfr. U .f .R . 1926. 726, 1939. 444, V . L. T. 1932. 100, 1938. 33.
3) Folke Schm idt S. 149 ff., Rühl S. 34 f.
4) U .f .R . 1908. 112.
5) Jfr. U .f .R . 1905A . 381, 1937. 699. Om T ilfæ lde, hvor de i K onsigna
tion leverede Varer ikke kunde udskilles fra andre af K onsignanten leverede Varer, U .f .R . 1907. 760, 1929. 968.
Købeaftalen 1). Det vil i Almindelighed være uden Betydning, om det drejer sig om den egentlige Købesum i streng Forstand eller om Tillægsydelser, der herudover skal erlægges, f. Eks. Risikotillæg, Kreditforsikringsydelser o. lign. For de i Købeaftalen vedtagne Ren
ter m edfører dog Bestemmelsen i § 4 i Lov om Køb paa Afbetaling, at Renterne ikke tages i Betragtning ved Opgørelsen ved Tingens Tilbagetagelse. Inden for Lovens Om raade tjener Ejendom sforbe
holdet saaledes ikke til Sikkerhed for Rentekrav. Herved sigtes der dog kun til aftalt løbende Rente, men ikke til forud i A ftalen fik
serede Rentebeløb, der fast er tillagt Købesummen uden Hensyn til, naar den faktiske Betaling finder Sted, og endmindre til T il
fælde, hvor f. Eks. Diskonto af V eksler forud er indregnet i disses Paalydende 2). Ogsaa paa anden Maade m edfører Reglerne i nævnte Bestemmelse, at Sælgerens Krav nedsættes, dersom han gør sin Sik- kerhedsret i Tingen gældende.
I ældre Retspraksis var der en Tilbøjelighed til at antage, at Tillægsydelser til Købesummen som Diskonteringsom kostninger ikke kunde anses for sikrede ved Ejendom sforbeholdet, hvis Kon
trakten kun benyttede det U dtryk, at Ejendom sretten forbeholdtes indtil Købesummens fuldstændige Betaling 3). Efter at Afbetalings- loven har indført nærmere Regler om Opgørelsen af Sælgerens Restfordring, synes det dog at m aatte antages, at Ejendom sforbe
hold indtil Købesummens Betaling uden særlig Aftale om fatter Til
1) U . f. R. 1913. 347, 1916. 824, Folke Schm idt S. 147 f., A rnholm S. 444 f.
I tysk R et derim od findes det ikke stridende im od Forbudet m od Sikker- hedsoverdragelse af Løsøre, at Sæ lgeren tager E jendom sforbehold, indtil K øbesum m en og andre Krav, som Sælgeren m aatte have paa K øberen, er o p fyld t. Man gør i denne Forbindelse gæ ldende, at der er Grund til at gøre Forskel m ellem T ilfæ lde, hvor Sælgeren erhverver E jendom sret med Sikkerhedsform aal, og T ilfæ lde, hvor Sælgeren aldrig har opgivet sin tid ligere Ejendom sret. I det sidstnæ vnte T ilfæ ld e kan E jendom sretten fast
holdes, saaledes at der m ellem Parterne ogsaa efter G enstandens O verle
vering træ ffes A fta le, hvorefter O verdragelsen tillige skal være betinget af Betaling af ny G æld, der i M ellem tiden er stiftet. Først med den fuldstæ n
dige Betaling af sam tlige Y delser ophører A dgangen til at k n y tte y d er
ligere Betalingsvilkaar til O verdragelsen, Rühl S. 79 ff.
2) O m hvad der forstaas ved Renter, se iøvrigt L assen-U ssing S. 334 N o te 33, jfr. S. 354, N o te 109.
3) U . f. R. 1904 B. 35.
lægsydelser, medmindre de som Rente eller Konventionalbod er særlig afskaaret fra at komme i Betragtning. D et samme maa uden særlig Vedtagelse gælde for Om kostninger ved Tingens Tilbage- tagelse, jfr. saaledes inden for Afbetalingsloven dennes § 4, sidste Stk. Derimod kan Ejendom sforbeholdet ikke sikre andre O m kost
ninger ved en af Sælgeren iværksat Retsforfølgning, f. Eks. Om kostninger ved at opnaa Dom for Kravet paa Købesummen, hvor det var tilstrækkeligt at gaa frem efter Afbetalingsloven (se § 4
»nødvendige Omkostninger«), eller Om kostninger ved Foretagelsen af forgæves Eksekution i Skyldnerens øvrige Formue for Krav efter A fbetalingskontrakten 1). Da disse Regler synes stem mende med Forholdets N atur, kan de formentlig ogsaa tillempes uden for Af- betalingslovens Omraade.
Tvivlsom t kan det være, i hvilken U dstrækning sæ rskilt G odt
gørelse for T ransport, M ontering og anden Udførelse af A rbejder ved Salgsgenstanden kan sikres ved Ejendomsforbehold. En herom afsagt Dom 2) har anvendt det Synspunkt, at det afgørende maa være, om A rbejdet er indgaaet i Genstandenes Værdi, forinden de er afleveret som Salgsgenstande. Kun i saa Fald vil Dommen med Føje betragte Godtgørelsen som en Del af Købesummen. Ejendom s
forbehold med Hensyn til de leverede M aterialer kunde derfor ikke om fatte Betaling for M ontering af leveret M ateriale til en Telefon
boks eller for Opsætning af G ardinstænger og Gardiner. Afgørelsen synes meget tvivlsom. D et forekommer ofte, at Om kostningerne ved Montering indregnes i Afbetalingsprisen og ikke lader sig ud
skille af denne. Og det væsentlige i Begrænsningen af Ejendom s
forbeholdet synes mig at være Konneksitetskravet. Kun de Kravr der opstaar ved Købeaftalen, kan sikres ved Ejendomsforbehold.
A t de f. Eks. skal tjene til Dækning af Befordringsudgifter, der af
holdes af Sælgeren, er derimod uvæsentligt, selv om det i Alm inde
lighed ikke kan antages, at Befordringsudgifterne forhøjer Gen
standenes Værdi.
Derimod staar det fast, at Sælgeren ikke med Retsvirkning mod Trediem and kan betinge sig, at Ejendom sforbeholdet foruden for Krav i Henhold til Købeaftalen skal tjene til Sikring af Krav, der
1) Jfr. U. f. R. 1905 A . 240.
-) U. f. R. 1930. 913.
