Føj for pokker [syfilis]. Træk fra Ribe i det 16. århundrede. En sædeskildring

Føj for pokker

TRÆK FRA RIBE I DET 16. ÅRHUNDREDE

EN SÆDESKILDRING

AfBue Kaae

I maj 1495 måtte den unge og indtil da sejrsberuste kong

Karl VIII af Frankrig opgive sin leterhvervede ^og tilsyne¬

ladende faste besiddelse afNeapel, da hans hærunder^op¬

holdet _{i og}uden for denrige ^ogsmukke havnebyblev^an¬

grebet afen ny og-som det synes-hidtil ganskeukendt sygdom, der^var af så heftig^en karakter, ^at det^varyderst tvivlsomt, ^om den stærkt eftertragtede by fortsat kunne

forbliveikongenshånd.

Franskmændene kaldte sygdommen morbus neapolita-

nus—denneapolitanske syge—men som dengennem den opløste hær, der bestodaf lejetropper fra forskellige^euro¬

pæiske lande, ligesom en voldsom steppebrand bredte sig

overEuropa,blev den kaldt morbus gallicus-dengalliske

syge—eller frantzoser,^menogsåandre^{navne som}detvidt-

udbredtepokker blev bragtianvendelse.1

1 1530udgavenaf tidens berømteste læger,veroneseren Girolamo Fracastro, i sin hjemby digtet Syphilis sive de

morbo gallico, der handler ^om den ^unge hyrde Syphilus,

derfortørnersolguden^ogderved bevirker,atdenne sender

ennypestud overhele menneskeheden, ogdenne pestfik

derefter navnet syphilis, hvis sygdomsbillede digteren i allegoriskform beskriver indgåendeognøjagtigt.2

Den_nyesygdom ramtemed frygtelig kraft enfuldstæn¬

dig uforberedt befolkning og havde symptomer som høj feber, stærkesmerterihovedoglemmer, udtaltogomfat¬

tendehududslet, sår med tilbøjelighed til koldbrand, ofte

med døden til følge. Først ind i det følgende århundrede

ii*

togdisse voldsomme udslag af sygdommen af; men ræds¬

len for denvar naturligvis stadig væk ^stor,såmeget mere

somhelbredelsesmulighedernevarså usikre.3

Dasygdommenslogigennem,varmangeisamtiden ikke

itvivl _om,hvorfra sygdommen stammede; den^varganske simpelt en følge af Amerikas opdagelse, ^og den spanske læge Rodrigo Diazde Islafra Barcelona vidste^atfortælle,

atdet varmandskab i Columbus'tjeneste,derallerede på den første færd tilbage tilEuropahavde bragt sygdommen hertil;4 også den spanske historiker Fernandez de Oviedo

mente, at sygdommen stammede fra den ny verden, og skrevi sit berømte værkHistoria general y natural de las

Indias (1535-57): »Mangegangemå jeg le, nåritalienerne

kalder sygdommen den franske ^syge, medens franskmæn¬

dene kalder den den napolitanske ^syge. Man havde på begge sider^mereret,om man kaldte den den indiske (dvs.

indianske) syge«.5

Med forbavsende hast harsygdommen bredtsig i Euro¬

pa, og en dansk forfatter i samtiden kunne ^— måske lidt

overraskende foros—oplyse: »1493kom denhoreske^syg¬

dom francosser tilTyskland ogDanmark«.6^—Nogetmere

overbevisende er det vel, når den kongelige historiograf

HansSvanningfra^sinresidens ⁱRibe kunne meddele:

»Efter den strengevinteroptrådteom sommeren (1495)

en voldsom smitsot, uhørt forgermaner og danerfør den tid, kaldetgalliske scabies, hvilken dræbte mangetusinde

mennesker«.7

Indsættelsen af junker Schlenitz's sachsiske garde — en sammenløbenhobpå 6000landsknægte fra de europæiske valpladser^—i kongHans' krig mod Sverige 1497 har for¬

modentlig bragt vedtiletbål, der alleredevarilys lue.8

Den svenske ridder Åke Hansson (Thott) skriver i et brev ca. 1505, at »så er mig og undervist, at den gamle kong (Hans) skal være syg i de pokker, hvad der er om

(det), ved jeg ejtil skels«.9

Den nogetvage oplysning ^om kong Hans' mulige pok¬

kersiger ikke ret meget, da, ^som det sikkertvil fremgå af

førnævnte sygdomsbillede, pokker kunne dække ^over en heldel,ogtidens lægervarlangtfra altid sikreidiagnosti¬

ceringen af den ny sygdom og sammenblandede den med

andre.

Og nårdet derfor hedder,atogsåpaveAlexanderVIled

af morbusgallicus,må denne oplysning^tagesmedet stort forbehold, især da det samtidig oplyses, at paven flere

gangeledaf sygdommen.10

Påmeresikkergrundstår vi,nårdet drejersigomdiag¬

nosticeringenaf syfilis hos kong Henrik VIIIaf England,11

og det kan sikkert ikke undre, ^at den franske kong

Karl VIII, som det synes, døde af den ny sygdom ^— det

skete 7. april 1598; det ^nævnes også, at kong Frantz I af Frankrigog paveLeo Xled af sygdommen,12 der kom til at

rase såvel blandthøje^som blandt lave, ^ja,selv Erasmus af Rotterdam, hvis færdefter alt atdømmevar ren som dug¬

gen, og somnærede den størsterædsel for dennysygdom,

er, som en antropologisk undersøgelse har vist det, ikke gået ram forbi;13 han har muligvis pådraget sig sygdom¬

menved anvendelse af smittebærende drikkeskåle ellerlig¬

nende; for de almindelige uhygiejniske forhold i samtiden

har naturligvis også været medvirkende til befordring af

smitten.

Mange af samtidens forfattere var ikke sene til at for¬

klareårsagentil den uhyggelige sygdoms fremkomst.

HansSvanningvarsåledes ikkeitvivlom, »atvihar fået (den) til straf for ^vore synder« ^-og denne opfattelse løb øjensynligt senereArild Hvitfeldtipennen,nårhan skrev:

»Sommeren 1495begyndte udi kong Carls lejr forNea- polis en ny sygdom, frantzosen eller pokker, som man al¬

drig tilforn havde vidst af... hvormed Gud har villet straffevoresondskab,utugtogsynder^...«14

1533 udstøder Christiern Pederseni sinlægeboget dybt

suk _{over, at} »menneskene for sine synder^er blevne straf¬

fede medmange svaresoterogsygdomme, med pokkerog andreadskillige plager, af hvilke de gamleforfædre vidste platintetatsige«.15

Defrygteligt deforme knoglerfra mandsskeletter, der er

fremdraget ved udgravningerne ved Øm kloster, ^{og et}

stærkt medtaget kvindeskelet fra Æbelholt kloster16 ^samt

deforme knogler fra Lunds gamle kirkegård17 viser til fulde, med hvilken voldsomhed den ny folkesygdom ^ra¬

sede her til lands mellem 1500 _og 1550, ogsander altfor godt Christiern Pedersens ord,nårhan skriver:

»Pokker _ogværker såmeget almindelig idisseland og

rige,athvermåsestorynkpå sinjævnkristen«,18 eller med

humanisten _ogfolkeskribenten Henrik Smiths ord:

»Pokker ogfrantzoserer sårealmindelige udi adskillige

lande_ogbesynderlig udivorelande,såatman serstorynk påmange«.19

De altid redebonne moralister fik nu rig lejlighed til ^at svinge tugtens ris over den syndige menneskehed, ^nu da

Paulus' ord _{om, at} syndens sold er døden,20 fik ^en særlig

markantbetydning, seksualiteten såstydeligt at liggei det onde; derfor satteman da ogsåind mod det frimodige liv

i de offentlige fælles badstuer; for ^som den dybt bekym¬

rede PoulHelgesen 1528udtryktesigoverfor Københavns borgmester Niels Stemp, der havde bedt ham områd an¬

gåendeethospital, »arme misligeogkrankemennesker til hjælp,trøstogbestand«:

»Thivardetsåfarligt, som manville, atalle mennesker

skulle bades udi én badstue, men hvad skade, der er af-

kommeninogleår,harvialleset ogkan det^nudagligt be¬

græde, dog det^{er nu}for silde med ^mange. Thi skulle der

væreadskillige badstuerⁱden menighed,somerskikkelig,

såatsyge ogkarske bader ikke tilhobe udi ét hus«.21

Det fremgår altså heraf, at Poul Helgesen ikke ønsker

badstuerne lukket, ^men blot kontrolleret, således at syge

og raske ikkebadedesammen, ogvelogså^-selvom dette

ikke direkteblevudtrykt^-atkvinder^ogmændbadede ad¬

skilt.Men det blevnu almindeligt, atbadstuerne blev luk¬

ket_ognedrevet overaltide danskekøbstæder.

Ogdet varheltpå linje hermed, atderi skibsartiklerne

fra _{1555 og}fremefter var trusselom strengstraf for folk,

der veduforsigtighed bragte pokkersmittenvidere, således

somdetf.eks.ståratlæseiskibsartiklerne af1568:

40. Ingen,sompokker eller anden ondesårhar, skalkom¬

me på hemmeligheden; ikke heller skal ^{nogen uren¬}

gøre hemmeligheden eller noget skibsredskab, skyts

og andet; hvo det gør, straffes under kølen (altså køl¬

hales).

41. Sammeledes hvo,somonde sårhar, skalværeforplig¬

tet atgive sigtil kende under^sammestraf.22

Poul Helgesen rådede i øvrigt den føromtalte køben¬

havnske borgmester tilsåvidtmuligtatisolere »de besyn¬

derlige,som erbestedt udi pokker, spedalskesot,faldende

syge, krøbleri, halthed, blindhed oganden legemlig plage,

som er den vældige Guds ris til at straffe verdens synd,

dem tilpligtogbod, der lider sådan plage...«

Menneskermed smitsom sygdom skulle helst anbringes på hospitaler for hversin sygdom, således ^atde ^syge ikke

komtilatsmittehinanden.

»Nupå det sidste siden Gudharsøgtogpåmintverden

med nye ogforfærdelige sygdomme,som erpokker,St. Jo¬

hannes plage (kræft?), den faldende ^sotog andre sådanne

Guds lønlige domme«, skal sådanne sygdomme ikke^spre¬

des, og »de mennesker, der er bestedte udi pokker, kræft

og andre store sår eller værk« skal ligesom de spedalske anbringes uden forbyen, så de sygeikke kom til atsmitte dem, dervarraske.23

Denbehjertedeogformuende ClausJensen Dennehavde dog allerede 1516indstiftetethospital, indviet til St. Anna

- ved den nuværende St. Anna* Plads i København ^- for

»fattige, ^{syge og} såre pokkige«, ^som plejede ^at ligge på gaderogstræder, da ingenville modtage demi nogether¬

berge.24

Men ellers _synes derintet steds i Danmark at være op¬

rettetnogethospital, derisærlig gradtoghensyn til syfilis¬

patienter,ogdeogandre håbløstsygeledenkrank skæbne.

Ifjerde del af Peder Palladius' visitatsbog gives der så¬

ledes en meget sigende beskrivelse af de forfærdelige for¬

holdiHelligåndshusetiKøbenhavn, der husede uhelbrede¬

ligtsyge,der under de usleste forhold henlå, indtilenbarm¬

hjertig død løsteopfor dem. Peder Palladius skriver:

»Men vil du _se, hvem du giver almisse til, da når du

kommer til København_oghaver dernoget atgøre,gak da

ind i Helliggæstes hus midt i byen! Der skal du finde ^en

åben dør fordig, gak deropad deneneside ogned ad den anden, og se hvilke arme almissehoveder der liggerpå de

senge,indførte af ganske Sjællands land, dernæse,øjneog mund erafædet af pokker ogværk ogkræft, derarme og benerafrunden (afrådnet)og endnu liggerogrynder (råd¬

ner) aformeogmaddikerogstårikke til atlæge deres livs

tid«. Peder Palladius opfordrer til ikke alene at forsyne hospitalet medmad, penge ogkorn»menogsåmed senge-

klæd, ^et lagen, et gammelt håndklæd, forklæd, halsklæd

at (give) dem hjem til de fattige at tørre detvor (materie)

ogblod af deres pokkedeansigtmed«.25

Dervarsåledes ikke_megenhjælpatventefra det offent¬

lige, hvad angik mennesker, der led af syfilis, tværtimod

blev det ved kongeligt brev af 23. sept. 1546 indskærpet bisperne i landet at tage vare på, at der med straffende

hånd_strengtblev skredet ind mod sygdommen,ihvert fald

for visse kvinders vedkommende. Det sigesheri: »at vi er kommetudiforfaring afvorealmindelige hospitalsforstan-

dere her udi riget, hvorledes der tit og ofte føres vanføre

kvinder til samme hospitaler, ^som tilforn udi deres ^ung-

Behandlingaf syfilispatienter 1497.Denenelesgesmørersalvepåbyl¬

der_ogudslæt vedhjcelpaf^ensåkaldtpistil, den andenstuderer urin¬

glasset. Det var ellers ikke almindeligt, at lægerne gav sig af med

smørekure; de var efterderes mening ikkeforenelige med deresstil¬

lings værdighed. Den slagsarbejde overlod de helst til bartskcerere,

badere, skarprettere, kvaksalvereog lignendefolk. ^-Den kvindelige

patienterindhylletietlagen.

Fra:Bart.Steber: A malafranzosmorbogallorum preservatioaccura.

U.å. Wien(1497/98).

dom _og velmagt har levet udi åbenbarligt skørlevned og ført et utilbørligt levned ^og derover blevet fordærvet af pokker, frantzoseroganden sygdomogplage;thi bedervi eder_ogbegærer, at I underviser ogudi befaling giver alle

sognepræster både udi købstæderne^ogpå landet^over alt stiftet, at de ideligen og altid af prædikestolen forkynder

for den menige almue, at nu så besluttet er, at hvor så¬

danne løse _og fordærvede kvinder, som af sådant deres

onde_ogløsagtige levnederblevet fordærvet entenaf pok¬

ker, frantzoser eller anden sådan urene ogspedalske ^syg¬

dom, de skulle herefter dennedag ikkeblive stedt elleran¬

nammetind udi nogethospital^ogfange deres opholdning,

at hver derfor ved at tage sig vare og give sig fra sådant

slemme_ogløsagtige levned^.. .«26

Mendetladertil kunatværesåsomsåmedudbyttet af

disse anstrengelser, og da Sjællands biskop, den ukuelige

moralist Peder Palladius 1556 så at sige gjorde status op

over »udi dette sidste hundrede år, hvad for straf der er kommet indi Danmark efter løsagtige klæder, adfærd ^og

ondesæder«, komhan ved^enunægteligejendommelig^an¬

vendelse afårsagssætningendaogsåbl.a. til det resultat, at

»den tid de frantzosiskeløsagtige noderogfagteriklæder

ogsæder blev indførteheririget,da kom de pokker derfra

herindirigetmedoghænger endnu fuldt hart derved...«27

Dervarsåledes ikke mangelpåindsigtsfulde ogbekym¬

rede, for ikke atsigepanikslagne mændsmereeller mindre

sikre _og antagelige forklaringerpå den ^ny sygdoms frem¬

komstiEuropaog opdukken her tillands; sårevanskeligt

var det naturligvis at anvise virkeligt anvendelige og gen¬

nemførlige måder, hvorpå den frygtede sygdom kunne ud¬

ryddes eller blot virksomt bekæmpes ^og dermed begræn¬

ses. De mere eller mindre velmente forsøg på ^at oprette

specielle hospitaler for patienter, der led af syfilis, så de

kunne isoleres fra den øvrige befolkning, således som det

fra middelalderen kendtesfor despedalskes vedkommende

i St. Jørgensgårde, varnok, nåralt kom til alt, ikke prak¬

tisk gennemførlige, ^{og man} måtte forsøge ad andre veje, veje, deri deres barske strenghed ^nærmestvarudtrykfor

en vis hjælpeløs afmagt, som f.eks. det kongelige brev af

23. sept. 1546vel må sigesatværeudtryk for;ogdetsam¬

me ervel ogsåtilfældet med de bandstrålermod prostitu¬

tionen,somPeder Palladius udslyngeri sinvisitatsbog,når det f.eks.lyder:

»Tyvog tyvenskumpan dem hænger ^{man op,}nårman får fat på dem; hvi må ikke horerne ^og skøger ^og deres kumpaner, det^erde, ^som boler med dem, ikkehudstryges

tilkagen hellertil galgetræet?«28

Og sigerhan videre: »Hervarvel^engod formaningbe¬

hov, først til hine ugudelige byfogder udi købstæderne,

somvil beskytteog beskærme sådanne skarns kvinder, til

onde _og ikke til gode, forengylden heller for et sildegarn

heller ellers en skændigbådeogvinding,hvormed de sæl¬

ger synd og fordagtinger (holder hævd over) synder, dér

Kristustålte dødfor,ogbetænker ikke,atdeerderforfor¬

skikkede til byfogder, at de skal afværge synd ogskænds-

levned udi en stad_ogikke styrkeogstadfæste sådant folk

udisynd^ogGuds fortørnelse^.. .«29

Og i sin Tractatomde stykker, hvormed Guds ord kan

forfremmes_ogvedmagtholdes,skriverhan:

»Ingen skal lides udi nogen by eller ^{sogn, som} fører ^et skændeligt levned med horeri, skørlevned eller boleri,men de skalstraffes_ogfordrives fraetstedogtiletandet,indtil

sålænge de skammer sig, item (ligeledes) retter og bedrer sig«.80

Peder Palladius' voldsomme angreb på prostitutionen,

der i øvrigt nøje stemte overens med hans store mester Martin Luthers indstilling, må betragtes ^som optakten til

den forfølgelse, der ^nu her til lands satteind mod de lav- kastede,vel ofteubegavede,imangehenseender hjælpeløse

ogforagtede,^mendog anvendeligeogoftemisbrugte kvin-

der, der af en eller anden grundmåtte friste denprostitu¬

eredestitkummerlige lod.

Man satte i det hele _taget ind mod utugten, hvor man mødte den, også tidligtsom i den københavnske reces af

1537lyder deti § 7:

»Bliver_nogen ægtemand eller ægtekvindefunden ihor,

da skal denskyldige ægtemand derformiste sit hoved,^og

den skyldige ægtekvinde sækkes ogdruknes.«31 —En lov¬

bestemmelse, deri sin strenghed ^{synes at}have overgået al tidligere dansk lovgivning pådette område, men heltvari overensstemmelse med den såkaldte kejserlov ^{- Leyen-} spiegel, Strasbourg 1509 —hvis 3. del § 4 lod straffen for ægteskabsbrud ^værelivsstraf^og drukning.32Manhar dog øjensynligt på dansk grund fundet, ^at der måtte gives en

lempelse af den ^strenge bestemmelse i den københavnske

reces; for allerede i Odense-recessen af 24. juni 1539 § 3

ses det, at »... dersom nogen ægtemand findesi åbenbar hor, så deterbevisligt,ogharsinægtehustru levende, eller

og ægtekvinde, som harsinægtehusbond levende, findes i åbenbar hor, da skal de første gang, hvis brøst så findes,

straffespå deres gods ^ogpenningeefter deres yderste for¬

mue; findes de anden gang,skal de ilige måde straffespå deres gods og siden forvises af landet; kommer de tredie

gang, da skal de straffes eftervorordinans'lydelse; erdet

enmand, hvis brøst så findes, da mister han hovedet;erdet

en kvinde, da druknesogsækkes hun^.. .«ss

Denne bestemmelse gik ligelydende igen i den køben¬

havnskerecesaf_{1547 og}idet væsentligsteidenkoldingske

recesaf1558.34

Da den store moralist _og skøgebekæmper Peder Pal-

ladius var en lille dreng^- han erfødt i Ribe 1503 -kom pokkeren til hans fødeby, hvorfor man allerede i hans drengeår^- efter hans egetudsagn ^- ødelagde byens bad¬

stue i et forsøg på således at komme sygdommen til livs, på samme måde, som man ødelagde de almindelige bad-

stueralle _vegne i landet.^- »Var (blev) endnualdrig ^opta¬

gensiden, detjegkan fåatvide,alligevel ^atstedet beholder

sitgamlenavn oggaden desligeste, somdekalder Badstue¬

stræde«,somhantilføjer.35

Den lå nede ved åenpå den nordlige side af den^nuvæ¬

rendeBadstuegade.36

Man sattealtså i Ribe omgående ind mod sygdommen,

der var så nøje forbundet med ^{utugt, og som} andet steds

kom_{man, som}det vilvisesig,tilatføre^enmegetvanskelig kamp mod de løse sæder.

Og her lå det lige for, at det ansvarsbevidste bystyre

ide lutherske reformatorers åndsatteindpå, atdethellige ægteskab blev holdtihævd blandt byens borgere.

Et_pareksempler til belysning heraf:

Inovember1542varpåRibe rådhus forsamlet lensman¬

den på Riberhus Henrik Rantzow, Ribe-bispen magister

Hans Tavsen, byens borgmestre ^ogto rådmænd for efter kongeligmajestæts befaling at behandle en trætte mellem Jacob Skriver og hans hustru Kirstine. De to ægtefæller

blev ved denlejlighed forligte, ^ogdet blev bestemt, »at de

skulle drage tilsammen igen og forliges vel med hver¬

andre^... _oghvosomførst brødmod den anden, da skulle den lide dertilbørlig straf for«.37

Hvilkenstrafder i såtilfælde skulleovergåden skyldige,

meldes derintet _{om, men}følgende sagkan måske antyde

etogandet i den henseende.

Ribe-borgeren ^KristenTrellund oghans hustru Marine efterkom ikke _netop Luthers forskriftom, hvorledes man

kristeligt ^og gudeligt bør levei ægteskabsorden, ogdet til

megen forargelse for godtfolk i Ribe; det var derfor kun naturligt,atdetouheldige ægtefæller stod tilrettepåråd¬

huset i Ribe. Det skete forærlig, velbyrdigog strengerid¬

derhr. NielsLange, høvedsmand påRiberhus, ^ogde hæ¬

derlige mænd af Ribe domkapitel, prælaterne ^magister

Niels Viborg, magister Hans Svanning, magister Kaspar

Mule _og kannikerne der sammesteds hr. ^Jens Pedersen Grundet,sognepræstved domkirken,ogmagisterThomas Knudsen, lektor, dertil Ribe-borgmestrene Oluf Pedersen

ogJens KristensenHegelund^ogrådmændene JensTjellef-

sen, Niels Tovskov, Hans Pedersen Fanninger, Peder Bruun, Søren Jacobsen Stage, Lambert Ibsen, Bagge Jen¬

sen,Oluf StaffensenogHans Tygesen.

Ogfor denne imponerende forsamling blev mandag den

22.dec. 1561 enhandel_og kontrakt forhandlet mellem de

toægtefæller, der havdeværettilsåmegenforargelse.

Førstforpligtede Kristen Trellund sig til —forholdt og

strengeligen befalet^-athan skulle elskesinhustruoghave god omgængelse med hende, som en dannemand bør at have med_{sin ægte}dannekvinde,ogforsørge hende,såhun

kunne haveunderhold isitegethus tilsigogsinebørn med

øl _ogmad, sko ^ogklæder på redelig vis, og søge selv dug

og sengmed hende.Forfremtidenmåttehan ikke,somhan tidligere havdegjort, holde sigfra hende dagog natmed

hans drik_oganden uskønsomhedihans bjærgning^{og næ¬}

ring, men skulle holde sig til hende ^og lade hende ^være i huset medsigindendørns,stueeller kammer, så han kunne

se og vide, hvad hun gjorde, om hun levede ærligt med

hami ægteskabs kyskhed, ogskikkesig i alle måder, som

en ærlig dannemand burde ^gøre mod sin ærlige danne¬

kvinde, og hvis han brød dette, skulle han straffes på sin hals.

Påsammemåde skulle hustruenværesinhusbondhørig

oglydig^oghaveenkærlig omgængelseogkristeligt levned

med hamimad_ogmålogsengefællig,som endannekvinde

burde have med sin ægte dannemand, og flitteligen tage

vare på sin husbond, børn oghans hus, og for fremtiden

måttehun ikkegåuden for husetiselskab eller andet steds

uden hans vilje, men når hun skulle gange ud på begge

deres _gavn, da skulle hun bede ^om lov dertil af ^sin hus¬

bond, så athan vidste, hvor hunvar,oghvad hun gjorde,

foratder ikke skullegiveshamårsagtil mistanke tilhende,

somhan hidtil havde haft.

Hvis hun handlede imod dette, og hun med skelligen vidnesbyrd blev overbevist herom, skulle hun lide døden

veden sæk.38

Det ladertil, at den høje ret megetskønsomt har und¬

ladtdirekteatanklage de^to ægtefolk for hor, skønt^mani

hvertfald for hustruens vedkommende nok kunne fæstne siglidt ved, ^{at retten}øjensynligt har fundet mandens^»mis¬

tanke på hende« begrundet; den straf, ^{som retten} truede med, var jo netop den straf, der efter den københavnske

reces af 1537 § 7 blev bragt i anvendelse for ægtefolk, der

blevgrebetihor.

Bestemmelsen iOdense-recessen af24.juni 1539 § 3 og den næsten ligelydende bestemmelse i koldingske reces af

1558 § 60harretteni Ribeøjensynligt fundet foromstæn¬

deligi den foreliggende sag, og det kunne nokvære van¬

skeligti det hele taget at bevise, at der forelå et alvorligt ægteskabsbrud,ogrettenhar ladet det blive ved mistanken

og skåret igennem med en alvorlig advarsel om en straf

somden i den københavnskereces.

Netop iægteskabssager herskede deri øvrigtefter refor¬

mationens indførelse _megen usikkerhed, nu da disse ikke længere blev behandlet efter kanoniskret, således somdet

havde været tilfældet, da den katolske kirke var den her¬

skende ilandet _ogunder sinjurisdiktion bl.a. havde sager vedrørende hor, blodskam, bigami, lejermål ^- dvs. sager

omuægteskabeligeforbindelser^-oglignende.39

IOdense-ordinansen af14.juni 1539havde kongensøgt

atløseproblemet ved at»forvise ægteskabssager tilosselv

ellervorlensmand, og (om deter ikøbstæderne) til borg¬

mestreog råd, såfremtsom derersådan trættemellem to ellerflere, at der vil siges overlyst dom af, eller omder er nogenskammelig lastoverlyst vitterligt,ellerom manfryg¬

terfor_nogen forargelse blandt almuen. Ellers må de befri

samvittighederne af Guds ord ⁱdissesåvelsom iandresa¬

ger og efter ordsens lydelsegivegode bestandigeråd«.40 Navnlig det sidste punkt i denne bestemmelse kunne give anledning til ^{en ret} tilfældig praksis, ^ogden usikker¬

hed, der har ^været forbundet dermed, har øjensynligt

bundfældet sig i Ribe-ordinansen af^4. maj 1542, hvis S 3

harfølgende ordlyd:

»Item, atefterdi derogfindesstoruskikkelighediægte¬

skabs-_oghorsager, da harvideromnusåbevilgetogende- ligen besluttet,atdermed såholdes skal,atalle ægteskabs¬

sager oghorsager vil^{vi, at}de, ^som på vorevegnehar stif¬

terneibefaling (altså stiftlensmændene), skal med kapitlet

udihvert stiftstævnedem for_ogudrette^.. .«41

Yderligere blev detpånationalsynodeniAntvorskov24.

okt. 1546fastslået, ^at ægteskabssager regelmæssigt skulle

behandles fire _{gange om} året - dette ^var blot ^en videre¬

førelse afden katolskeretspraksis medfire kvartårlige^tam- perdage, påhvilke ægteskabssager blev behandlet.

Som detfremgår af ovenstående, blev ægteskabssageni

1542 mellem Jacob Skriver og hans hustru behandlet

strikte i overensstemmelse med Odense-ordinansen af 14.

juni 1539, medens rettens sammensætning i sagenmellem

Kristen Trellund _og hans hustru ikke helt ^var i overens¬

stemmelse med hverken denne ordinans eller Ribe-ordi¬

nansen af 1542, men fremgået af ^en sammenblanding af

bestemmelserneidetoordinanser.

Entredje fremgangsmåde blev bragtianvendelseiægte¬

skabssagen mellem Niels IbseniRibeoghans hustruKaren

Nielskonei1572.

Da de ikke opførte sig ^som rette ægtefolk, Gud i him¬

melen til fortørnelse, mente bytinget sig forpligtet til ^at

tagevarepådetulykkelige ægteskab^ogmed det godesøge atholde ægteskabets hellighed i hævd ved ^atforlige mand

oghustru.

DettesketeonsdaganteVitietModesti-11.juni-1572.

Ved den lejlighed blev Niels Ibsen, Ib Skinders søn, og hans kone venligen ^og vel forligt i den tvist og uenighed,

som indtil da havde ^været mellem dem, på den måde, at Niels Ibsenfortingsdom forpligtedesigtil,^athan forfrem¬

tiden skulle skikke_ogforhandlesigskikkeligt, oprigtigtog

kristeligt med sin hustru, som en ægte dannemand bør

gøre, og ej så skammeligt med hug ^og slag handle mod hende, som han hidtil havde gjort, ikke heller måtte han forrykke, sælge eller afhændenoget af deres gods,som de

havde i fællesskab, uden hendes vilje eller samtykke, og dersom detskete,athan uden skyldeller brøde fra hustru¬

enssideforbrødsigeller forgrebsigmod hende,^oghun for

retten kunne beviseham detskelligt^over, »da skal alle^sa¬

gerstande hamåben for underæresoglivs fortabelse«.

Niels Ibsens fader, Ib Skinder, og hans broder Anders Ibsen, skrædder i Ribe,lovede (garanterede) og satte bor¬

genfor, atNiels Ibsen fast ^ogubrødeligt skulle holde sig,

som det sigburde, men samtidig forpligtede Karen Niels¬

konesigpå sammemåde^som sinmand;for hvis han med skellig grundfor^rettenkunne overbevise hendeom,athun

havde forbrudt sig ogikke skikket sig kristeligt ogtilbør¬

ligt imod ham, som en dannekvinde bør^gøre modsinhus¬

bond, »da skal samme sag, poen (straf) ^og straf stande

hende åben for såvel^somham«.

Derefter rakte Niels Ibsen _og Karen Nielskone som et

kærlighedstegn hinanden deres hænder som vidnesbyrd

om,atbegge ville råde bod på, »hvis (hvad) de førstGud i himmelen _og siden hverandre imod deres ægteskabs stat indtildennedag fortørnet har«.

Somdetfremgår af ovenstående, blev detikkenærmere

præciseret, på hvilken måde en eventuel livsstraf skulle eksekveres, derfor heller ikke, omKaren Nielskone skulle

»sækkes _og druknes«.43 Men som Troels Lund ironisk

skriver:

»En blødsøden skik var det derimod, at man, når det

12

kom tilstykket, stundom benådede dem, der skulle »sæk¬

kes«,oglod demretteistedet«.44

Mensåstorvarusikkerhedeniøvrigtefterhåndenihele riget vedrørende behandlingen af ægteskabssager, atrege¬

ringen 13. april 1579 indkaldte landets bisper til ^sammen

med nogle råder og højlærde »at vedtageen skik«, hvor¬

efter der kunne dømmes i de forskellige tilfælde af ægte¬

skabssager. Dette motiveredes udtrykkeligtmed, ^at der tit

varindkommet_meget sælsomme ægteskabssagerfor kapit¬

lerne, og at der ikke ^{var nogen} fast regel, hvorefter ^man

kunne dømme, hvilket havde medført, at der i deforskel¬

lige kapitler var dømt forskelligt i ens sager. Bisperne og de andre indkaldte skulle møde iKøbenhavn St. Hansdag

og her vedtageetudkast, der siden skulle præsenteresfor kongen, trykkesogudgivespådansk.

Tre år efter forelå så Kongelig Majestatis ordinans af

19. juni 1582, lydendes ^om ægteskabssager; her blev en række af de usikkerhedsmomenter, der siden reformatio¬

nens indførelse havde _præget afgørelserne i ægteskabs¬

sager, ryddet afvejen; men man vil dog her forgæves lede

efter bestemmelser, der tager sigte på forhold, der ^er ka¬

rakteristiske for de ovenstående ægteskabssager fra Ribe,

ogisådanne tilfælde har^retten øjensynligtmåttet gå frem

efter »samvittighederne«.

I øvrigtfandtes der i Ribe stadsreten bestemmelse, der

så afgjort tog sigte på at beskytte ægteskabet, men som i hele singroteske udformning^næppe har fundet anvendel¬

se, selv i denne forvirringens og frygtens tid i det 16. år¬

hundrede. Deterstadsrettens§ 27,derlyder:

»Befindes _nogen med en anden mands ægtekone i hor,

da erdetstadens_{ret, at}han skal drages af hende ad byen

denenegadeop ogden anden ned vedsammelem, der han gjorde synden med hende,ogsåskal han blive kvit for den

sag«.

Manvil forgæves i stadsretten lede efter andre straffe-

bestemmelser, der tager sigte mod uægteskabelige forbin¬

delser eller brud på almindelig anerkendt seksuel adfærd,

selv bigami tog man lemfældigt på, hvad der fremgår af

stadsrettens§17,hvorder står:

»Hvis _nogenhertagerenkvinde til ægteogandet steds

har haft^enægtehustru,^somhan har forladt, skal han, hvis

han bliver overbevist om det, give afkald påden sidste ^og

væreuden del ihendes ejendom,^men udjagesaf staden^og

forsinskændigegerningbetalesin halve formue til fogden

ogstaden«.

»Men«, tilføjes der her, »hvis nogen lokker en anden

mandsægtehustru^ogtagerhans gods^og flygter fra staden

medhende, skal han, hvis han bliver pågrebet, havesit liv

forbrudt«.

Og det ^{samme var} efter stadsrettens § 3 tilfældet med den, der øvede vold mod^enkvindeogblev overbevist der¬

omaf de 12nærmeste naboerdér, hvor voldtægten havde

fundet sted.

Endelig fastsatte stadsrettens § 21, at hvis ^nogen be¬

skyldte ^en anden for ^atvære liderlig eller ^en horeunge^og

ikke kunne bevisedet, skulle vedkommende bødetremark til den forurettede, en marktil fogden og enmark til sta¬

den.—Detvariøvrigtden straf, der gjaldt for den, der med

urette beskyldteenanden for atvære tyv, røver, falskner, meneder, morder ellerløgner.45

Det var efter det foreliggende klart, at det varøvrighe¬

dens _opgave bl.a. at beskytte ægteskabet, dervar et led i

Guds verdensorden, ^men det var ligeså klart, atdet syn¬

dige menneske ikke altid var sindet at holde ægteskabets hellighediære; detvarsåafgjorttilfældet med horkarleog

skørlevnere, som efter Luthers mening ikke skulle ^arve

Gudsrige,ognaturligvisvardet ikke den enkeltes^sag, om han eller hun ville formaste sig til at udsætte sigfor den evige fortabelse—netop den nye sygdoms uhyggelige om-

siggribenvistetydeligt nok, at Gud straffededetfolk,hvis

12*

øvrighed ikke vogtedepå den enkeltes moral ogsædelige

adfærd.46

Det lå klart for dagen, ^at det menneskelige driftsliv

måtte ledes ind i ægteskabets tryghed ^og frelse, hvorfor uægteskabelige forbindelser låidet ondeogmåtte straffes;

recessen af 1537 § 9 fastslog daogså, at jomfrukrænkelse

medførteenbøde tilpigensrette værge ogtilkongen^-bø¬

den til kongen var den, der i katolsk tid tilfaldt biskop¬

pen.47^-Manfandt ikke anledning til atyde^{nogen erstat¬}

ning til pigen,da hunjo ikke ^varuden skyld i, athun^var

blevet krænket.

OgdetvarheltiLuthers ånd, nårdeti Odense-ordinan-

senaf1539§ 50hedder:

»Så _{mange, som} åbenbart ligger udi åbenbare laster og såledesfortørnerkirken, som erhorkarle,skørlevnereetc., og vil ikke ^rette sig, når de ^{er en} sinde (gang) og anden

sinde påmindede, ^men (for)bliver forhærdedei deres ond¬

skab, de må holdes for hedenske ogfordømmelige, Matth.

XVIII«.

De måtteikkemodtage alterens sakramente,sålænge de

ikke havde forbedretsig. »Mentil prædikenmåmanstede

dem. Dog skal man under des (dette) flittelig advare dem,

atdefrygter Gud^ogejforagter densammedom, sompræ¬

dikanterne på menighedens vegne,efter Guds ord, har la¬

det lyde over dem, på det (at) de ikke opvækker nogen størreGuds dom imodsigogvendersådet kirkens moder¬

ligeris sigtil^enevigfordømmelse. Thi hvad^somhelstpræ¬

dikerne udi de måder efter Guds ordslydelse beslutter, det

vil Gud holde ved fuld _magt... Alt det andet hører her¬

skabet(øvrigheden) til, fordi gudsbespottere, horkarle,jom- frukrænkere, kirkerøvere og kirkernes ugudelige overfal-

dere de falderogsåundersværdet,såerogsværdet kirken

sin tjeneste så meget pligtig, at hun (kirken) derved må bliveudifred«.48

Den 6. dec. 1547blev det i^en tilføjelse til Odense-reces-

sens§ 3 bestemt,atjomfrukrænkerenskulle bøde 10mark

til kvindens^rette_værgeog8skillinggrottil»sitherskab«.49 Ogdenne bestemmelse blev ^gentagetikoldingske ^recesaf

1558.50

Under de givne forhold måtte man altså i særlig grad

mene det hensigtsmæssigt ^{at søge} de uægteskabelige for¬

holdbegrænsetmestmuligt.

I detrette bursprog, somhvert år skulle kundgøres for borgerneⁱ Ribepådriktingene efter jul ogpåske, altså på

de mest besøgte tingdage, findes følgende bestemmelser,

der er nedfældet _engang mellem 1540 ^og de følgende ^ca.

20år:

35. Itemerbesluttet_ogvedtaget af borgmestre^ogråd (og fogden) og den menige mand, at hvilkenen karl som

beligger og krænker en pige, og de tjener begge en

mand, da må og skal deres husbond tale dem til for tyveriogforræderi derfor,oghanoghun siden straffes

somvedbør, nårderpå klages.

36. Item tjener hun en og han en anden mand, som den

lastbedriver, damå ogskal hendes husbond tale ham

tilfortyveri.51

Detskulle altså virke afskrækkende, da straffen for ty¬

veri foren mands vedkommendevar galge ^{oggren og}for

en kvindes vedkommende levende begravelse under en

balje ved galgens fod.52

Men deterhøjst tvivlsomt, ^om disse bestemmelser, der jo i strenghed langt overgik straffebestemmelserne i de

ovenforanførterecesser, nogensinde ^erbragtianvendelse

over for forseelser som dem, der er omtalt i bursprogets

§ 35 og 36, men bestemmelserne har vel virket afskræk¬

kende-og det ^er muligvis forklaringenpå, at IverKjeld¬

sen og Kirsten Kristensdatter hemmeligen »undrømte«

derestjeneste ihospitaletiRibe;for medens de^vari tjene-

Äcl. *?<- il-

t**l

&*) jWi

^ Jr- fir *7

V«th~ \j|jii fy vv w»c*j

^CU

en" }trc*~« cttve^fyf aeff (IAM

i .sfven

^ C'-j/j'i

rføff

t+tf ci &>tAtf

o*1 ctfMj*

^k>- -|]a-i^

J»«

(»»C

f—® Wfa

(jly^wcv GCt^S^ t^>> faffUx.*-

^

j."»ør^,w« jW>c£j|<* (II—tt- UH*- IH/

^-i

v»»^M

HW tw tf^i-Ä.

wT

fr"" fc»vC*.-ek.««t^{on yt*j <J*

C*«:t tft |f»t-H>t"*

cwP*^- <»£øép*~^f55*-' f4**^

t^y*5

Ul^-*Ml»--tt-UI-^|4»7t

^"**c"**^ *■*

pw*-

•>V^ fl-Ml**f>if-wfti. Wc ct ff^+^Avaf

£*»-> 4^^{v o-t KV7 wtftf}

kw;

felJat^K^li

A*T

Hf

'

/'"■'

-^'y? <*£*>

f£-i

J»u<?pyg i ct-^

C»^r fy&tf? tyfrf*:

tkS&i"' fcfi % t

£» syfiliskur i et håndskrift på Det kongelige Bibliotek, 16. århun¬

drede.Årbøgerfor nordiskoldkyndighed oghistorie,1918,s.122.

Item forpocker: tagh førsth iiijloth laffwer olye, ij loth qwegsyll, vi loth lauerber,lVzloth kamfforth, IV2loth peterolyumetc. Itemtagh qwegsyl och kasth i olyen och rør saalenghe tiil hoffwe ath theter døth, ther effther kasth lawerber, kamfforth, saa peteoleum och rør tiil_samen, tiil thetblyffwer wel blandhet, tha haffwertwgodh pocke smørelssæ.

Itemnar twskalth _smøryæ noghen, tha skalthtwicke taghemere tiil hwerth ledemod, som tw smør enth som yth lawerber er storth tiil ellerij,aldher mesthesom enhasselnøyth.

Itemerhanlydhet^saar,tha ^erthet nogh, ath han smøriE iij^reser,

men erhanmøgythsaar,thaerthet nogh ath han smøriEv reser.

Itemthe skulle smøriEjentydhomdagen,dagh effther dagh iij eller

vsomsawyther, och thet skal ske,^narklocken erwythixfor myd- dagh, nar the haffwe fangeth math, och ther effther skwllæ the swøbyEieth laghen och sydhen lyghe och* them wedh^vtymerrom, och theskwllæaltythblyffweiwermetiilthe blyffwe legth, thette er

engodh och reth modhe athsmøryæ themmeth, sompockerhaffwe

etc.

* Hermangleretord.

Oversættelse:

Ligeledesfor pokker: tagførst fire lod lauerolie,tolodkviksølv, seks lod lauerbær, halvanden lod kamfer, halvanden lod petroleum osv.

Ligeledestagkviksølv ogkast iolien og rørså længe tilsammen,at deterdødt(dvs. heltoptagetiolien), derefter kast lauerbær, kamfer,

så petroleum ^{og rør} tilsammen, til det bliver vel blandet, da har du god pokkersmørelse.

Ligeledes når duskal smøre nogen, da skal du ikketage mere til hvertledemod, somdusmører,end sometlauerbærerstorttil eller

to,allermestsom enhasselnød.

Ligeledes^erhan lidet skadet, daerdet nok,athansmørestregange,

men ermegetskadet, daerdet nok,athansmøresfemgange.

Ligeledes skal de smøres en tid om dagen, dag efter dag tre eller fem,somsagt er, ogdet skal ske, når klokkenerved godtnifør mid¬

dag, når de har fået mad,ogderefter skal de svøbesietlagenogsiden ligge ^og (hvile?) sig henved fem timers tid, ^og de skal altid være i

varme,til de bliver helbredt; dette er engodogrigtigmåde at smøre dempå,somhar pokkerosv.