Menneskeret i Danmark Status 2009

(1)

Menneskeret i Danmark Status 2009

Institut for Menneskerettigheder

(2)

Menneskeret i Danmark Status 2009

Mekanisk, fotografisk eller anden form for gengivelse af Status 2009 eller dele heraf kan ske med fuldstændig kildeangivelse.

Tilrettelæggelse og redaktion: Christoffer Ulrik Badse og Martin Futtrup Forlagsredaktion: Klaus Slavensky

Følgende har udarbejdet de i rapporten refererede høringssvar og udredninger:

Dr.jur. Jonas Christoffersen

Cand.jur. Ph.d. Peter Vedel Kessing Cand.jur. Ph.d. Bjørn Dilou Jacobsen Cand.jur. Ph.d. Stéphanie Lagoutte Cand.jur. Ph.d. Birgitte Kofod Olsen Cand.jur. Ph.d. Kim U. Kjær

Cand.jur. Helle Schaumann Cand.jur. Christoffer Badse

Indsamling og bearbejdning af materiale:

Malene Axelsen Mundt, Niels Peter Berg og Martin Futtrup ISBN 976-87-91836-40-4

ISSN 1602-530X

(3)

INDHOLD

INDHOLD ... 3

FORORD ... 4

INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER ... 7

LÆSEVEJLEDNING... 8

GENERELLE RETTIGHEDER ... 10

RETTENTILLIVET ... 10

FORBUD MOD TORTUR, UMENNESKELIG ELLER NEDVÆRDIGENDE BEHANDLING ELLER STRAF ... 13

FORBUD MOD SLAVERI OG TVANGSARBEJDE ... 18

RETTENTILPERSONLIG FRIHED ... 22

RETTEN TILRETFÆRDIG RETTERGANG ... 28

INGEN STRAF UDEN RETSREGEL ... 38

RETTEN TILRESPEKT FOR PRIVATLIV, FAMILIELIV, HJEM OGKORRESPONDANCE ... 41

RETTEN TILAT TÆNKE FRIT, RELIGIONSFRIHED OG SAMVITTIGHEDSFRIHED ... 56

RETTEN TILYTRINGSFRIHED OG INFORMATIONSFRIHED... 61

RETTEN TILFORENINGS- OG FORSAMLINGSFRIHED ... 67

RETTEN TILEFFEKTIVE RETSMIDLER ... 71

RETTEN TILRESPEKT FOR EJENDOM ... 73

ØKONOMISKE, SOCIALE OG KULTURELLE RETTIGHEDER ... 75

VIRKSOMHEDERSSAMFUNDSANSVAR ... 77

FORBUD MOD DISKRIMINATION OG RETTIGHEDER VEDRØRENDE SÆRLIGE GRUPPER: ... 78

FORBUD MOD DISKRIMINATION ... 78

NATIONALE MINDRETALSOGOPRINDELIGEFOLKSRETTIGHEDER ... 103

KVINDERS RETTIGHEDER ... 109

BARNETS RETTIGHEDER ... 114

FLYGTNINGESOGMIGRANTERS RETTIGHEDER ... 119

NATIONALEDOMSTOLE ... 122

MENNESKERETTIGHEDER I DANSK OG INTERNATIONAL RET ... 124

NATIONALETILSYNS-OGKLAGEORGANER ... 124

INTERNATIONALEDOMSTOLE ... 127

STATUSFORMENNESKERETTIGHEDERNESGENNEMFØRELSEIDANSKRET ... 135

MANGLENDEUNDERTEGNELSE,RATIFIKATION,SAMTFORBEHOLD ... 137

MENNESKERETLIG INFORMATION ... 142

UDVALGTE KLAGEMULIGHEDER ... 143

RÅDGIVNING OG RETSHJÆLPSORGANISATIONER ... 145

OVERSIGTER OVER DOMME, AFGØRELSER OG UDTALELSER ... 147

(4)

FORORD

FN’s handicapkonvention

I juli 2009 ratificerede Danmark FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Tiltrædelse af konventionen, som blev vedtaget i 2006, er et vigtigt skridt på vejen til at sikre en effektiv beskyttelse af grundlæggende rettigheder for personer med handicap. Konventionen bygger på en række grundlæggende principper såsom ligebehandling, lige muligheder samt tilgængelighed og inklusion i samfundet. Konventionen forpligter desuden medlemslandene til at udpege en eller flere uafhængige institutioner til at fremme, beskytte og overvåge implementeringen af

Handicapkonventionen i det nationale system. Danmarks tiltrædelse af konventionen betyder

endvidere, at Danmark løbende skal rapportere til FN’s Handicapkomité om Danmarks efterlevelse af konventionens bestemmelser. Komitéen vil løbende eksaminere Danmark og afgive anbefalinger til, hvordan rettigheder for personer med handicap kan styrkes.

Tillægsprotokoller med klageadgang

FN’s Generalforsamling vedtog i 2006 en tillægsprotokol til FN’s Handicapkonvention, og i 2008 blev en tillægsprotokol til FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder vedtaget.

Begge tillægsprotokoller giver borgere i medlemslande mulighed for at klage til FN’s overvågningskomitéer over brud på de to konventioner. Den individuelle klageadgang til

overvågningskomitéerne er en beskyttelse af borgerne i de situationer, hvor medlemslandenes egne domstole ikke formår at sikre konventionernes rettigheder. Hvis man forgæves forsøger at påberåbe sine grundlæggende rettigheder nationalt, kan man få en vurdering fra en international ekspertkomité.

Afgørelserne er dog ikke juridisk bindende for Danmark. En lignende klageadgang er indført og tiltrådt af Danmark ved de fleste af FN’s kernekonventioner om menneskerettigheder. Danmark har imidlertid indtil videre undladt tiltræde de to nye tillægsprotokoller.

Anbefalinger fra FN’s Kvindekomité

I juli 2009 blev Danmark eksamineret af FN’s komité om afskaffelse af diskrimination mod kvinder (CEDAW). På baggrund af eksaminationen afgav komitéen en række anbefalinger til, hvordan Danmark kan styrke beskyttelsen mod diskrimination i Danmark. Komitéen fokuserer især på lønforskelle mellem mænd og kvinder som problematisk i Danmark og anbefalede blandt andet, at kravet om udarbejdelse af kønsspecifikke lønstatistikker udvides til også at gælde danske virksomheder med mindre end 35 ansatte. Endvidere anbefaler CEDAW, at Danmark fortsætter bestræbelserne på at bekæmpe menneskehandel og lægger større vægt på reintegration af ofre for menneskehandel.

FN’s særlige rapportør om tortur

FN’s særlige torturekspert, afgav i februar 2009 en rapport om sit besøg i Danmark. Rapportøren roste generelt Danmarks nationale og internationale indsats for at afskaffe tortur og det danske

normaliseringsprincip i strafafsoningen, som indebærer, at livet i fængslet så vidt muligt afspejler livet uden for fængslet. Rapportøren fremhævede dog også en række bekymringer vedrørende forhold i Danmark. For eksempel fremhævede han, at Danmark forsat mangler et specifikt forbud mod tortur i sin straffelovgivning og han udtrykte bekymring over, at danske myndigheder har drøftet muligheden for at udlevere personer til retsforfølgning i andre lande baseret på en såkaldt diplomatisk forsikring.

Endelig fremhævde rapportøren isolationsfængsel som en alvorligt problem i Danmark, på trods af den

(5)

danske regerings indsats for at begrænse brugen af isolationsfængsling. Særligt isolationsfængsling af varetægtsfængslede blev fremhævet.

Menneskerettighedsdomstolens afgørelser om for lang sagsbehandlingstid

I 2009 fandt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Danmark i fem forskellige sager havde krænket retten til at få en retssag afgjort inden for en rimelig tid. Sagerne havde verseret for de danske domstole mellem 10 og 17 år hver. For lang sagsbehandlingstid er den oftest forekommende

konventionskrænkelse ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og problemet er ikke kun forekommende i Danmark, men i mange medlemslande.

Debat om religiøse symboler

Religionsfriheden og især muligheden for at bære religiøse symboler var genstand for meget debat i 2009. For eksempel blev der i retsplejeloven indført et forbud mod, at dommere og

dommerfuldmægtige bærer religiøse symboler under retsmøder. Dommere og dommerfuldmægtige må således ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om deres religiøse eller politiske tilhørsforhold eller holdning til religiøse eller politiske spørgsmål i øvrigt. På den ene side kan dette betragtes som en beskyttelse af retten til at få sin retssag afgjort af en upartisk dommer. På den anden side kan det betragtes som et indgreb i domstolenes selvstændighed,

uafhængighed og selvforvaltning, da Domstolsstyrelsen blev oprettet i 1999 med henblik på at regulere netop sådanne forhold.

Dommeres forbud mod at bære religiøse symboler var resultatet af en debat om, hvorvidt det skulle være tilladt for dommere at bære et muslimsk tørklæde. En lignende debat opstod vedrørende

muligheden for at bære tørklæde i hjemmeværnet. Som følge af debatten blev der indført et forbud mod at bære tørklæde i hjemmeværnet ud fra hensynet om at sikre en ensartet beklædning.

Brugen af muslimske beklædningsgenstande, såsom burka og niqab, som tildækker ansigtet var også genstand for debat i 2009. En arbejdsgruppe nedsat af regeringen udarbejdede en rapport om brugen af niqab og burka i Danmark. Arbejdsgruppen vurderede, at mellem 100 og 200 muslimske kvinder i Danmark bærer niqab. En anden rapport blev iværksat, som blandt andet skulle vurdere, om identitetskontrol i praksis fungerer i forbindelse med brug af burka og niqab og overveje mulige initiativer for at begrænse problemet. Endelig udsendte den danske regering et regeringspapir om, at burka og niqab ikke hører hjemme i det danske samfund.

Klimatopmøde i København

I forbindelse med afholdelsen af et internationalt klimatopmøde i København i december 2009,

hastebehandlede Folketinget et lovforslag, som blandt andet udvidede politiets mulighed for at standse forstyrrelser af den offentlige ro og orden gennem præventive frihedsberøvelser. Lovforslaget udvider således den maksimale tid, som politiet kan frihedsberøve personer administrativt fra seks til 12 timer.

Lovforslaget rejser væsentlige spørgsmål om forholdet til den personlige frihed, dels fordi anvendelsen af præventive frihedsberøvelser i sig selv må anses for betænkelig i forhold til den personlige frihed og dels fordi den udvidede beføjelse til at foretage præventive anholdelser kan risikere at blive anvendt over for personer, som udøver sin grundlovssikrede ret til at demonstrere fredeligt.

(6)

Journalisters arbejdsmetoder og ytringsfrihed

Østre Landsret afsagde en dom i 2009, hvor journalister blev fundet skyldige i at købe våben ulovligt.

Formålet med våbenkøbet var at lave en tv-udsendelse, hvor det blev afsløret, at det ved køb af ammunition og våben ikke var nødvendigt at vise jagttegn.

De tiltalte påberåbte sig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelse af

ytringsfriheden og hensynet til nyhedsformidlingen. Østre Landsret fandt ikke, at ytringsfriheden kunne medføre, at handlingerne var straffri, men fandt, at der forelå formildende omstændigheder, som

medførte at straffene kunne bortfalde. Der har i de senere år været en række af straffesager vedrørende journalisters selvstændige straffelovsovertrædelser, som har til formål at afdække forhold af offentlig interesse. Den gældende retspraksis synes at være, at journalisten findes skyldig, men slipper for straf, hvis hensynet til ytringsfriheden findes tilstrækkeligt tungtvejende. Den gældende retspraksis er imidlertid meget uklar, og mangel på relevant praksis fra Menneskerettighedsdomstolen gør det vanskeligt at finde den rette balance mellem hensynet til ytringsfriheden og retshåndhævelsen.

Hemmelige domstole

I forbindelse med en ændring af udlændingeloven blev de såkaldte ”hemmelige domstole” indført i sager om udvisning af udlændinge, som PET har vurderet er til fare for statens sikkerhed.

Lovændringerne indførte en hemmelig proces, hvor kun særlige advokater udpeget af Justitsministeriet er bemyndiget til at deltage i selve retssagen og se retssagens materiale, herunder de beviser, som ligger til grund for udvisningsafgørelsen. Den særlige advokat må ifølge lovændringerne ikke videregive sagens materiale til udlændingen der således ikke har mulighed for at påvirke processen. I

udlændingeloven blev der endvidere indføjet hjemmel til, at Justitsministeriet kan beslutte, at selv den særlige advokat af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan få kopi af sagens materiale.

Konfliktråd

Flere politikredse har siden 1994 haft forsøgsordninger med konfliktråd, der giver offer og

gerningsmand mulighed for at mødes i en mæglingssituation. I 2009 blev der vedtaget en lov, der vil gøre konfliktråd til en permanent og landsdækkende ordning, med virkning fra 1. januar 2010. Ifølge den nye lov vil konfliktråd ikke kunne udgøre et alternativ til straf - dvs. gerningsmandens deltagelse i konfliktråd kan ikke indebære, at den sædvanlige straf bortfalder. Dog vil deltagelse i konfliktråd kunne udgøre en formildende omstændighed i strafudmålingen.

(7)

INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER

EN NATIONAL MENNESKERETTIGHEDSINSTITUTION

Institut for Menneskerettigheder blev oprettet ved lov pr. 1. januar 2003.¹ I 2005 trådte instituttets etableringslov desuden i kraft for Grønland.² Instituttet er etableret som national

menneskerettighedsinstitution i henhold til FN’s Paris-Principper.³ Instituttet viderefører de aktiviteter, der siden 1987 er blevet varetaget af Det Danske Center for Menneskerettigheder. Institut for

Menneskerettigheder er det ene af to institutter under Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder (DCISM); Dansk Institut for Internationale Studier er det andet. Det fremgår af etableringsloven, at formålet med Institut for Menneskerettigheder er at styrke forsknings-, udrednings- og informationsvirksomheden i Danmark om menneskerettigheder i ind og udland. Det fremgår

endvidere af loven, at Institut for Menneskerettigheder skal tage udgangspunkt i de af det internationale samfund til enhver tid anerkendte menneskerettigheder samt de i grundloven indeholdte

frihedsrettigheder.

Særligt er det Instituttets opgave at fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, indlede uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.⁴

1 Lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.

2 Anordning nr. 414 af 30. maj 2005 om ikrafttræden for Grønland af lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder

3 Akkreditering – A-Status.

Institut for Menneskerettigheder blev i 2007, som led i en periodevis evaluering, vurderet af Den Internationale Koordineringskomité for Nationale Menneskerettighedsorganisationer (ICC) til at leve op til kravene for en national menneskerettighedsorganisation som angivet i FN´s Paris -Principper. Instituttet bibeholdt sin A-status, hvilket bl.a. betyder at instituttet har taleret ved FN’s Menneskerettighedsråd og FN´s komitésystem og uden

begrænsninger kan deltage i det internationale arbejde med andre.nationale menneskerettighedsinstitutioner.

4 Jf. § 10, Lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling.

(8)

LÆSEVEJLEDNING

Statusrapporten er inddelt efter de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet i Danmarks Grundlov, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og Den Europæiske Unions Charter om

Grundlæggende Rettigheder. Under hver enkelt rettighed er udvalgte lovforslag, afgørelser, udtalelser og initiativer med menneskeretlig relevans, der er fremkommet i statusperioden, nævnt og refereret.

I den første del af rapporten er der gjort status over de rettigheder, som vi traditionelt betegner som frihedsrettigheder. Disse rettigheder er relevante for alle borgere og kan påberåbes af enhver over for myndigheder og domstole. Det samme gælder for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Første del af rapporten indeholder desuden et afsnit om virksomheders samfundsansvar i forhold til

menneskerettigheder.

Anden del af rapporten har særligt fokus på forbuddet mod diskrimination på baggrund af en persons alder, handicap, køn, race etnicitet, religion og tro samt seksuel orientering. Derudover er der

rettigheder, som kun har relevans for personer, der hører til en gruppe af borgere, der har et særligt beskyttelsesbehov. De omfatter kvinders rettigheder, børns rettigheder, rettigheder for personer med funktionsnedsættelse, nationale mindretal og oprindelige folks rettigheder, samt flygtninges rettigheder.

Sidst i Statusrapport 2009 er en oversigt over danske og internationale organer, som beskæftiger sig med menneskerettigheder samt en oversigt over relevante internationale

menneskerettighedskonventioner. Desuden findes kapitlet: Menneskeretlig Information, herunder en oversigt over klage- og rådgivningsmuligheder.

Det materiale, som udgør grundlaget for Status 2009, omfatter udelukkende lovforslag, domme og initiativer fremsat fra oktober 2008 til og med december 2009. Rapporten kan derfor ikke ses som en komplet evaluering af hele den danske lovgivnings overensstemmelse med

menneskerettighedskonventionerne, men alene som en status over periodens aktiviteter.

Lovforslag af menneskeretlig relevans fremsat i perioden primo oktober 2008 til den 31. december 2009 udgør en hovedbestanddel i Status 2009. De danske ministerier gør brug af muligheden for at inddrage fagkyndige parter i det lovforberedende arbejde via høringsrunder.

Institut for Menneskerettigheder modtager således som fast høringspart i menneskeretlige spørgsmål et større antal høringsanmodninger fra ministerierne årligt.

Høringsanmodningerne er typisk knyttet til udkast til lovforslag, der ændrer gældende dansk ret, men også til retsakter fra EU, der skal implementeres i dansk ret. Institut for Menneskerettigheder besvarer sådanne forespørgsler med høringssvar. Disse udtalelser er kortfattet refereret under hver enkelt rettighed. Instituttets svar på høringsanmodninger kan i deres fulde længde læses på

www.menneskeret.dk.

Endvidere behandles relevante afgørelser, udtalelser og domme vedrørende Danmark fra nationale og internationale domstole og kontrolorganer. Internationale domme, afgørelser og anbefalinger er oversat

(9)

fra engelsk og refereret under de relevante kapitler. Dokumenterne kan læses i deres fulde længde på www.menneskeret.dk.

Under punktet om andet materiale findes udvalgte afgørelser, udtalelser, oplysninger og statistik fra ministerier, nævn, råd og tilsyn samt uafhængige undersøgelser og initiativer fra ikke-statslige organisationer. For en hurtig søgning efter et lovforslag eller en afgørelse henvises til oversigterne bagest i statusrapporten. Der henvises i øvrigt generelt til menneskeretligt informationsmateriale på relevante ministeriers, institutioners og organisationers hjemmesider.

(10)

GENERELLE RETTIGHEDER RETTEN TIL LIVET

• Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 2

• FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR) art. 6, stk. 1

• Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder art. 2.

• Tillægsprotokol nr. 6 af 28. april 1983 til Den Europæiske Konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (forbud mod dødsstraf i art.1).

• Valgfri protokol nr. 2 til FN’s konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR), der sigter mod afskaffelse af dødsstraf

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 2:

Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet skal beskyttes ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse.

Stk. 2. Berøvelse af livet betragtes ikke som sket i modstrid med denne artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige: a) for at forsvare nogen mod ulovlig vold; b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig frihedsberøvelse; c) for lovligt at undertrykke optøjer eller opstand.

1. Domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Der er ikke i perioden afsagt domme mod Danmark vedrørende retten til livet.

2. Udtalelser og konkrete sager fra komitéerne

Relevante komitéer:

- FN’s Menneskerettighedskomité - FN’s Komité mod Tortur (CAT)

Der har ikke været evaluering af Danmark i perioden eller behandlet sager mod Danmark vedrørende retten til livet.

3. Domme fra de danske domstole

3.1 Højesteret:

U.2009.1453H

Domfældelse for forsøg på at yde støtte til grupper, der begår terror.

T1-T6 var tiltalt for forsøg på at yde støtte til grupper, der begår terror, fordi de via firmaet ”Fighters and Lovers” medvirkede til salg af T-shirts med henblik på at sende en del af overskuddet til

organisationerne FARC og PFLP. De tiltalte blev alle frifundet i byretten, men fundet skyldige ved landsretten, der idømte T3 og T6 fængsel i seks måneder, mens de øvrige tiltalte blev idømt betingede fængselsstraffe på mellem 60 dage og fire måneder. Da sagen kom for Højesteret, lagde Højesteret til grund for sin afgørelse, at FARC og PFLP har begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen med forsæt til at skræmme befolkningen i alvorlig grad eller for at destabilisere de grundlæggende politiske,

(11)

forfatningsmæssige, økonomiske og samfundsmæssige strukturer i henholdsvis Colombia og Israel på en sådan måde, at handlingerne i kraft af deres karakter kan tilføje landene alvorlig skade. Højesteret fandt, at landsretten med rette havde henført FARC's og PFLP's handlinger til straffelovens § 114. T1- T4 og T6 havde for landsretten erkendt at have medvirket til produktion, salg og distribution af T- shirts, hvor overskuddet skulle anvendes til at købe radioudstyr til FARC og et trykkeri til PFLP. T5 havde stillet serverkapacitet til rådighed med viden om, at det drejede sig om at tilvejebringe penge til FARC og PFLP. Højesteret lagde til grund, at alle de tiltalte havde været bekendt med eller i hvert fald anset det for overvejende sandsynligt, at FARC og PFLP begår handlinger omfattet af § 114 eller har til hensigt at gøre det. På den baggrund tillagde Højesteret det ikke betydning for skyldspørgsmålet, at de tiltalte ikke havde opfattet FARC og PFLP som terrororganisationer. Herefter, og da de tiltaltes

indsigelser om støttens humanitære formål og om materiel atypicitet ikke kunne føre til straffrihed, tiltrådte Højesteret, at de tiltalte var fundet skyldige i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114 b, nr. 2. Højesteret fandt straffene for T1-T4 og T6 passende bestemt, mens straffen for T5 blev nedsat fra fængsel i fire måneder til fængsel i 60 dage. For T3 og T6 fandt Højesteret det under de foreliggende omstændigheder - herunder at den nærmere rækkevidde af straffelovens § 114 har givet anledning til tvivl - forsvarligt også for disses vedkommende at gøre straffen betinget. Med disse ændringer stadfæstede Højesteret dommen.

3.2 Landsretterne:

Dom i Tilstsagen

Vestre Landsret afsagde den 15. september 2009 dom i den såkaldte ”Tilstsag”, hvor to betjente den 29.

december 2001 skød og dræbte to yngre mænd.

Under politiets forsøg på at anholde biltyve i tre firehjulstrækkere kom det om natten den 29. december 2001 til skudafgivelse i Tilst ved Århus, hvor to chauffører blev ramt af skud og døde. Statsadvokaten efterforskede sagen og traf i april 2002 afgørelse om, at der ikke var grundlag for at rejse straffesager mod de to betjente, der havde afgivet skud. Statsadvokaten genoptog efterforskningen, da der blev påpeget en uklarhed i en våbenteknisk erklæring, og statsadvokaten afgav en supplerende redegørelse den 26. maj 2003. De berørte personer påklagede afgørelserne til Rigsadvokaten, der tiltrådte

statsadvokatens afgørelser. Forældre til de to personer, der blev dræbt under skudepisoden, og tre passagerer i de to firehjulstrækkere, der blev ramt af skud, anlagde herefter sag mod Politidirektøren for Østjyllands Politi, Justitsministeriet samt Rigsadvokaten. De mente, at betjentenes magtanvendelse havde været unødvendig og i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at

statsadvokatens efterforskning havde været mangelfuld.

Landsretten fandt, at der ikke kunne rettes krav mod Justitsministeriet, der ikke havde truffet nogen afgørelse i sagen. Landsretten frifandt endvidere Politidirektøren for Østjyllands Politi og

Rigsadvokaten, idet landsretten fandt, at der ikke er grundlag for at statuere, at efterforskningen har været utilstrækkelig. Landsretten kom ligesom Rigsadvokaten frem til, at de to betjente handlede i nødværge.

Reference:

Vestre Landsrets dom af 15. september 2009 Journalnumre V.L.B-2861-06 og V.L.B-1820-07

Tilgængelig på: http://www.domstol.dk/VestreLandsret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/DomiTilstsagen.aspx

(12)

Dom i Glasvejssagen

Østre Landsret afsagde den 26. juni 2009 dom i sagen fra Glasvej. To 23-årige H.K. og A.T. blev i 2008 af Frederiksberg byret fundet skyldige i forsøg på terrorisme. H.K. blev straffet med 12 års fængsel og A.T. med syv års fængsel. A.T., som ikke er dansk statsborger, blev desuden udvist for bestandig.

De tiltalte blev fundet skyldige i at gøre forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling, ved anvendelse af bombemanualer og ved anskaffelse af kemikalier samt ved fremstilling og prøvesprængning af sprængstoffet TATP. Nævningerne og de juridiske dommere fandt enstemmigt H.K. og A.T. skyldige i den rejste tiltale. Ved dommen blev H.K.’s straf som i byretten fastsat til fængsel i 12 år. For A.T. blev straffen skærpet til fængsel i otte år. A.T., som er født i Afghanistan og har afghansk statsborgerskab, men som har haft hele sin opvækst i Thailand og Danmark, blev udvist for bestandig.

Reference:

Østre Landsrets dom af 26. juni 2009

Tilgængelig på: http://www.domstol.dk/oestrelandsret/nyheder/Pressemeddelelser/Pages/Pressemeddelelse (TerrorsagenfraGlasvej).aspx

4. Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Der er ikke i perioden offentliggjort udtalelser vedrørende retten til livet.

5. Lovforslag

Der er ikke i perioden fremsat lovforslag vedrørende retten til livet.

(13)

FORBUD MOD TORTUR, UMENNESKELIG ELLER NEDVÆRDIGENDE BEHANDLING ELLER STRAF

• Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3

• FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder art. 7

• FN’s Konvention om Tortur og anden Grusom, Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf

• Tillægsprotokollen til FN’s Konvention om Tortur mv., vedrørende nationale besøgsinstitutioner

• Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder art. 4

Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

1. Domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Afviste sager:

Panjeheighalehei mod Danmark nr. 11230/07 (Admisibilitet)

I 1997 kom klageren, Ashkan Panjeheighalehei, til Danmark, 16 år gammel med sin mor og søster.

Moderen søgte asyl på baggrund af hendes medlemskab af organisationen Iran Javid. Hun frygtede at blive forfulgt ved tilbagevenden til Iran. Som følge af moderens og klagerens deltagelse i en

demonstration i Iran i 1995 var klageren blevet tilbageholdt i to dage og var blevet udsat for tortur.

Moderens fik afslag på sin asylansøgning af Udlændingestyrelsen i 1997 og Flygtningenævnet i 1999.

I 1999 da klageren blev myndig, ansøgte han om, at sagen blev genåbnet. Dette blev afvist, og han blev udsendt til Iran.

I marts 2003 vendte klageren tilbage til Danmark efter at have siddet i fængsel i hen ved to år, og hævdede at han var blevet tortureret. Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre bekræftede, at han led af post-traumatisk stress syndrom og depression, hvilket understøttede påstanden om, at han var blevet udsat for tortur. I 2004 ansøgte klageren om, at Flygtningenævnet skulle anerkende sit ansvar for de lidelser, han havde undergået som resultat af deres afgørelse. I 2004 fik klageren asyl i Danmark, da det kunne bevises, at han havde siddet fængslet i en længere periode og havde forladt Iran illegalt. Dette ville blive tolket, som om han tog del i politiske aktiviteter mod det iranske styre, hvis han vendte tilbage. I 2005 indbragte han erstatningssagen for Østre Landsret og senere Højesteret uden at få medhold.

Ved Menneskerettighedsdomstolen påstod klageren, at Flygtningenævnets afgørelse var et brud på torturforbuddet i artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Domstolen vurderede, at ansøgeren på det relevante tidspunkt ikke beviste, at der var substantielle og konkrete årsager til at tro, at han var i reel risiko for at blive udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling ved tilbagevenden til Iran. Der var ikke nogen specielle aspekter i sagen på daværende tidspunkt, der burde have ledt Flygtningenævnet til at forudse, at han ville blive tortureret.

(14)

Klageren påstod desuden, at konventionens artikel 6, der garanterer adgangen til en retfærdig og offentlig rettergang, og artikel 13 om adgang til effektive retsmidler var krænkede. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afviste også disse påstande.

Klagen blev derfor erklæret inadmisibel.

Reference:

Panjeheighalehei mod Danmark, Admisibilitetsafgørelse Application no. 11230/07, 13 oktober 2009

2. Udtalelser og konkrete sager fra komitéerne

2.1 Relevante komitéer og eksperter:

- FN’s Menneskerettighedskomité - FN’s Komité mod Tortur - FN’s særlige torturekspert

- Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behand- ling eller Straf,

- Europarådets Menneskerettighedskommissær 2.2 Udtalelser:

FN’s særlige tortureksperts besøg i Danmark

FN’s særlige torturekspert, Manfred Nowak, afgav i februar 2009 en rapport om sit besøg i Danmark den 2.-9. maj 2008. Manfred Nowak roste generelt Danmarks nationale og internationale indsats for at afskaffe tortur, men kommenterede, at der stadig mangler et specifikt forbud mod tortur i den danske straffelov. Under sit besøg ved talrige institutioner, hvor folk er frihedsberøvede, hørte han ingen klager fra de indsatte om tortur og meget få klager vedrørende dårlig behandling.

På trods af den danske regerings indsats for at begrænse brugen af isolationsfængsling fandt FN’s torturekspert, at den omfattende brug heraf fortsat er et alvorligt problem i Danmark. Dette gælder især isolationsfængsling af varetægtsfængslede, som endnu ikke er dømt for en forbrydelse.

Isolationsfængsling har en klart dokumenteret negativ effekt på de berørtes mentale helbred og skal kun anvendes i exceptionelle situationer. Isolationsfængsling skal altid begrænses til det kortest mulige tidsrum.

FN’s torturekspert roste det danske normaliseringsprincip i strafafsoningen, som indebærer, at livet i fængslet så vidt muligt afspejler livet uden for fængslet. Mange fængsler i Danmark er desuden åbne fængsler, og et antal fængsler har taget initiativ til at forbedre forholdene for børn af fængslede ved at lave børnevenlige besøgsværelser.

I nogle danske fængsler afsoner mænd og kvinder sammen. Dette har haft positive resultater, på trods af at internationale standarder foreskriver, at mænd og kvinder adskilles, når de afsoner. FN’s

torturekspert fremhævede derfor behovet for at sikre, at tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger er til stede, når mænd og kvinder afsoner sammen.

(15)

FN’s torturekspert roste Danmarks indsats for at lave en oplysningskampagne om handel med kvinder men påpegede, at den danske indsats fokuserede mere på hjemsendelse af ofre for menneskehandel til deres hjemlande end på rehabiliteringen af ofrene. FN’s torturekspert fandt, at vold i hjemmet er et alvorligt problem i Grønland, som indtil videre ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed. Endelig udtrykte FN’s torturekspert bekymring over, at Danmark overvejer at anvende diplomatiske forsikringer som garanti for, at mistænkte terrorister ikke udsættes for tortur, når de hjemsendes til lande, som er kendte for deres udbredte anvendelse af tortur.

Reference:

Report of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment, Manfred Nowak

Mission to Denmark

Human Rights Council Tenth session Agenda item 3 18 February 2009

A/HRC/10/44/Add.2

2.3 Konkrete sager:

Der har ikke været behandlet sager mod Danmark vedrørende forbud mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

3. Domme fra de danske domstole U.2010.615Ø

T blev sigtet for røveri og frihedsberøvet 24. december 2008. T havde tidligere i forløbet været isolationsfængslet og kærede Glostrups Byret kendelse af 1. september 2009 om fortsat

varetægtsfængsling indtil den 15. september 2009.

T påstod, at han havde været udsat for en række overtrædelser af EMRK’s artikel 3 om forbud mod tortur. Til støtte for sit anbringende gjorde T gældende, at T reelt var fængslet i isolation, idet han ikke siden fængslingen havde talt med andre indsatte, haft besøg eller havde talt i telefon med andre end sin advokat. T påstod løsladelse, eller subsidiært at landsretten skulle afsige kendelse om ændring af den nuværende situation, så det garanteredes, at isolationen af T reelt ophævedes.

T anførte også, at Glostrups Byret fejlagtigt havde anset sig uden kompetence til at behandle hans indsigelse herom, idet enhver myndighed i Danmark, der blev opmærksom på en overtrædelse af menneskerettighederne, burde skride ind.

Landsretten anså sig ikke afskåret fra at behandle T's påstand om løsladelse begrundet i en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen. Efter de oplysninger, der forelå for landsretten, om de

bestræbelser, der var udvist af fængslet for at kompensere for foranstaltningerne under

varetægtsfængslingen, og om de tilbud, der var givet T, samt efter oplysningerne om at T selv i vidt omfang havde søgt at undgå tæt kontakt med personalet, fandt landsretten ikke, at den fortsatte varetægtsfængsling af T var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

Herefter, og da landsretten ikke kunne tage den subsidiære påstand under påkendelse, stadfæstedes byrettens kendelse, i det omfang den var kæret.

(16)

4. Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand J.nr. 2009-3135-643

Foranlediget af en sag om familiesammenføring, hvor ægtefællen i sit hjemland ville være i risiko for fængselsstraf for militærunddragelse, besluttede ombudsmanden af egen drift at iværksætte en

undersøgelse af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations proportionalitetsafvejning i sagen.

Ministeriet lagde i sagen EMD’s afgørelser om militærunddragelser til grund, hvoraf det fremgår, at det ikke er en overtrædelse af EMRK’s artikel 3 at udvise personer, der er i risiko for fængselsstraf for militærunddragelse. Imidlertid drejede disse afgørelser fra EMD sig om udvisningssager og ikke om familiesammenføringssager. Det forhold, at der muligvis ikke er tale om en krænkelse af artikel 3, kunne efter Ombudsmandens vurdering ikke automatisk føre til, at der heller ikke er tale om en krænkelse af artikel 8. Der henvistes i sagen til, at familien ikke ville kunne udøve deres familieliv i Armenien, da faderen ville være fængslet i en periode for et forhold, der ikke er kriminelt efter dansk ret. Ombudsmanden henledte ligeledes opmærksomheden på den fortolkning af artikel 8, der kommer til udtryk i EU-Domstolens Carpenter-dom. EU-Domstolen påpeger i dommen, at den nationale myndigheds afgørelse om opholdstilladelse skal være udtryk for en rimelig ligevægt mellem relevante modsatrettede hensyn.

5. Lovforslag

Titel: Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray).

Baggrund:

Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt for justitsministeren at iværksætte en forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray i visse af Kriminalforsorgens institutioner. Der vil blive iværksat en 1-årig forsøgsperiode med henblik på at indhøste praktiske erfaringer, som kan danne grundlag for en stillingtagen til, om peberspray bør indføres som et permanent magtmiddel i

Kriminalforsorgen. Der vil som led i forsøgsordningen - på samme måde som for de magtmidler, der kan anvendes i dag - blive fastsat nærmere regler om anvendelse af peberspray som magtmiddel over for indsatte, og hvordan dette i givet fald skal ske. Magtanvendelse ved brug af peberspray vil skulle ske i overensstemmelse med straffuldbyrdelseslovens almindelige regler om magtanvendelse, herunder navnlig proportionalitetsprincippet og skånsomhedsprincippet.

Instituttets vurdering:

Det er instituttets opfattelse, at der fortsat er uafklarede helbredsmæssige risici knyttet til anvendelsen af peberspray, eksempelvis i forhold til personer, som lider af astma, idet anvendelsen af peberspray bl.a. påvirker luftvejene. Anvendelsen af peberspray kan endvidere medføre alvorlige læsioner af hornhinden. Instituttet finder fortsat, at der bør foretages nærmere undersøgelser af bivirkninger ved anvendelsen af peberspray.

Ligesom andre magtmidler kan brug af peberspray falde inden for anvendelsesområdet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, såfremt magtanvendelsen har været

uforholdsmæssig, ligesom der ved bedømmelsen af anvendelsen af peberspray må lægges særskilt vægt på, at dette magtmiddel er udviklet med henblik på at påføre fysisk smerte i ikke ubetydelig grad.

(17)

På denne baggrund bør anvendelsen af peberspray efter instituttets vurdering undergives en detaljeret regulering af de situationer og omstændigheder, hvorunder peberspray kan anvendes, inden en eventuel forsøgsperiode iværksættes. Brugen af peberspray som magtmiddel bør således minimeres under hensyn til de mulige alvorlige personskader, som brugen af peberspray kan medføre. Instituttet har herved noteret sig, at magtanvendelse i Kriminalforsorgens institutioner i 2007 primært vedrørte brug af håndkraft (greb), at stav og skjold næsten ikke anvendtes, og at tåregas ikke blev anvendt. Instituttet kan samtidigt henvise til, at FN´s Torturkomite har bifaldet et forbud mod tvangsmidler i form af sprays, som irriterer eller hæmmer åndedrættet, i forbindelse med fangetransporter mv.

Reference:

Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray) Lov nr.348 af 6. maj 2009

L104, 2008-09

Ikrafttrædelse: Loven trådte i kraft den 1. juli 2009.

Afstemningsresultat: Forslaget blev vedtaget med 108 stemmer mod to Instituttets høringssvar af 12. januar 2009 udarbejdet af Helle Schaumann

(18)

FORBUD MOD SLAVERI OG TVANGSARBEJDE

• EMRK art. 4

• ICCPR art. 8

• ILO-Konventionerne Nr. 29 og Nr. 105 om Afskaffelse af tvangs- og slavearbejde

• Straffelovens § 262 a (Forbud mod menneskehandel med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold)

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 4:

Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.

Stk. 2. Ingen må pålægges at udføre tvangs- eller pligtarbejde.

Stk. 3. Ved anvendelse af denne artikel omfatter udtrykket »tvangs- eller pligtarbejde« ikke:

a) arbejde, som sædvanligvis forlanges udført under frihedsberøvelse i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 i denne konvention, eller under betinget løsladelse fra sådan frihedsberøvelse;

b) tjeneste af militær karakter eller, for så vidt angår personer, der er militærnægtere af samvittighedsgrunde i lande, hvor dette anerkendes, tjeneste, der erstatter tvungen militærtjeneste;

c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødstilstand eller ulykker, der truer samfundets eksistens eller velfærd;

d) arbejde eller tjeneste, der hører til de normale borgerpligter.

Der er ikke i perioden afsagt domme mod Danmark vedrørende forbuddet mod slaveri og tvangsarbejde.

2. Udtalelser og konkrete sager fra komitéerne 2.1 Relevante Komitéer:

- FN’s Menneskerettighedskomité

- ILO-Ekspertkomitéen for Konventioners og Anbefalingers Anvendelse - FN’s Torturekspert

2.2 Udtalelser:

FN’s Komité til Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder (CEDAW)

Komitéen til Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder har gennemgået Danmarks 7. periodiske rapport. Af positive tiltag nævnte komitéen, at Danmark i 2007 ratificerede Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel, Danmarks finansielle støtte til oprindelseslandene, samt ændringen af udlændingeloven i 2007 hvormed perioden, hvor ofre for menneskehandel kan blive i Danmark, udvides til 100 dage.

Komitéen opfordrede Danmark til at fortsætte bestræbelserne på at bekæmpe menneskehandel, men anbefalede, at der lægges større vægt på reintegration af ofre for menneskehandel, uanset om de samarbejder med myndighederne i forbindelse med opklaringen. Derudover anbefalede komitéen, at der udvikles retningslinjer til håndtering af kønsrelateret forfølgelse i asyllovgivningen og i praksis.

Reference:

FN’s Komité til Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder (CEDAW) Forty-fourth session

(19)

CEDAW/C/DEN/7

FN’s tortureksperts besøg i Danmark

FN’s Special Rapporteur vedr. tortur, Manfred Nowak afgav i februar 2009 en rapport om sit besøg i Danmark den 2.-9. maj 2008. FN’s torturekspert roste Danmarks indsats for at lave en

oplysningskampagne om handel med kvinder. Han påpegede dog, at den danske indsats fokuserede mere på hjemsendelse af ofre for menneskehandel til deres hjemlande end på rehabiliteringen af ofrene.

Reference:

Report of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment, Manfred Nowak

Mission to Denmark

Human Rights Council Tenth session Agenda item 3 18 February 2009

A/HRC/10/44/Add.2

ILO-Ekspertkomitéen for Konventioners og Anbefalingers Anvendelse (CEACR) henvendelse vedrørende konvention 29 om tvangsarbejde

I forbindelse med administrationen af reglerne om arbejdsløses pligt til at udnytte deres arbejdsmuligheder ved at tage imod et tilbud om arbejde oplyste den danske regering, at

Arbejdsdirektoratet vil fortsætte med at monitorere sager, hvor arbejdsløse sanktioneres for at afslå et arbejde, som personen er henvist til af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Komitéen noterer sig, at en arbejdsløs ifølge lov om aktiv socialpolitik har pligt til at tage imod et ”rimeligt” tilbud om arbejde, såfremt vedkommendes kvalifikationer lever op til arbejdsbeskrivelsen, men at der ved henvisning til arbejde stadig skal tages hensyn til den arbejdsløses evner, normale arbejdsfelt osv. Komitéen anmoder den danske regering om også at monitorere, hvordan kriterier som for eksempel ”rimeligt tilbud” anvendes i praksis. Komitéen anmoder desuden regeringen om at blive gjort opmærksom på fremtidige

ændringer i dansk lovgivning vedrørende kontanthjælp og starthjælp.

Reference:

CEACR Individual Direct Request Convention: C29 (Forced Labour) Country: Denmark

Document No. (ilolex): 092009DNK029

3. Domme fra de danske domstole U2009.1439H

En 56-årig mand, T, der i 2005 var blevet idømt betinget fængsel i ni måneder for menneskehandel, blev ved byretten og landsretten fundet skyldig i tre forhold af menneskehandel. I forening med en medtiltalt havde han rekrutteret tjekkiske kvinder til prostitution i København og formået at få dem til at betale sig de beløb, de tjente herved. Desuden blev T og den medtiltalte fundet skyldige i rufferi og frihedsberøvelse ved i forening med andre medgerningsmænd at have berøvet en kvinde hendes frihed i knap et døgn. T, der havde opholdt sig i Danmark i 18-19 år og nu var førtidspensioneret, blev ved byrettens dom udvist betinget. Landsretten stadfæstede straffen, men udviste T for 10 år. Højesteret fandt, at strafansvaret for overtrædelse af rufferibestemmelsen i straffelovens § 228, stk. 1, nr. 2, var blevet absorberet af strafansvaret for overtrædelsen af bestemmelsen om menneskehandel i

(20)

straffelovens § 262 a, stk. 1, og frifandt derfor T for rufferi. Med denne ændring stadfæstede Højesteret landsrettens dom for så vidt angår straffen, men udviste T for bestandig.

Der er ikke i perioden offentliggjort udtalelser vedrørende forbuddet mod slaveri og tvangsarbejde.

5. Lovforslag

Der er ikke i perioden fremsat lovforslag vedrørende forbuddet mod slaveri og tvangsarbejde.

6. Andet

UNHCR research paper om handel med lettiske kvinder til den danske sexindustri

FN’s Flygtningehøjkommissariat har udgivet et research paper om lettiske kvinder, som handles til den danske sexindustri. I rapporten oplyses det, at antallet af østeuropæiske kvinder, som indrejser i

Danmark for at arbejde som prostituerede, er mangedoblet gennem de sidste 10 år. Rapporten anslår, at der er omkring 3.000-4.000 udenlandske kvinder, der arbejder som prostituerede i Danmark, og at halvdelen kommer fra Østeuropa og hovedsagelig fra de baltiske lande. Rapporten har til formål at undersøge, hvordan disse kvinder kommer til Danmark, om de er kidnappet eller tvunget, eller om de har indvilget i at arbejde i den danske sexindustri.

Rapporten konstaterer, at størstedelen af de lettiske kvinder er klar over, at de ender som prostituerede, når de beslutter at rejse til Danmark. De ender imidlertid ofte i situationer, hvor de ikke har nogen kontrol over deres eget liv. Udnyttelse og tvang kan således finde sted selvom kvinden oprindeligt indvilgede i at arbejde i sexindustrien. Kvinderne befinder sig ifølge rapporten ofte i en gråzone, hvor det ikke er muligt at skelne mellem tvang og frivillighed da kvindens situation ofte ændrer sig i løbet af deres ophold. Rapporten konkluderer, at menneskehandel bedst beskrives som et kontinuum af

situationer lige fra komplet frivillighed og komplet tvang og alt herimellem. Rapportens forfattere opfordrer personer, som arbejder med menneskehandel til at operere med en bred forståelse af

menneskehandel for at sikre, at alle ofre for menneskehandel identificeres og beskyttes. Forståelsen af menneskehandel bør derfor bevæge sig væk fra billedet af slaveri og kvinder, som holdes i total fangenskab og i stedet fokusere på forskellige former for tvang og udnyttelse.

Reference:

UNHCR Policy Development and Evaluation Service Research Paper No. 171

‘You will be sold like a doll’: the trafficking of Latvian women into the Danish sex industry Maria Helene Bak Riiskjaer, Associate Policy and Evaluation Officer

Tilde Nielsson, Cand. scient.soc, Roskilde University, May 2009

Status for regeringens handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel

Regeringen har vedtaget en handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel, som løber fra 2007- 2010. I juni 2009 udgav regeringen en statusrapport for implementeringen af handlingsplanen fra 2007- 2009. Handlingsplanen fokuserer på fire centrale indsatsområder:

1. at styrke efterforskningen, således at bagmænd bliver identificeret og straffet;

2. at støtte ofre ved at styrke de sociale tilbud i Danmark;

(21)

3. at forebygge menneskehandel ved at begrænse efterspørgslen og øge befolkningens viden

4. at forebygge menneskehandel ved at forbedre det internationale samarbejde, herunder forbedre det forebyggende arbejde i afsenderlandene.

Som et led i handlingsplanen blev Center mod Menneskehandel (CMM) blandt andet etableret i september 2007. Centret har til formål at forbedre den sociale indsats for ofre for menneskehandel, at koordinere samarbejdet mellem de sociale organisationer og andre myndigheder samt at opsamle og formidle viden om menneskehandel.

Som følge af handlingsplanen er udlændingeloven blevet ændret således, at en udlænding, der opholder sig ulovligt her i landet og har været udsat for menneskehandel, kan få forlænget sin udrejsefrist, den såkaldte refleksionsperiode fra 30 til 100 dage, forudsat at vedkommende samarbejder med

myndighederne om en forberedt hjemsendelse. Udvisningspraksis er også ændret, således at en udlænding, der har været udsat for menneskehandel, og som opholder sig ulovligt her i landet, ikke længere bliver udvist af landet, men alene udsendt, hvilket indebærer, at den pågældende ikke vil blive meddelt indrejseforbud.

I maj 2008 åbnede et mødested for udenlandske kvinder i prostitution på Vesterbro. Stedet er bemandet med socialfagligt personale fra Reden International og Kompetencecenter Prostitution.

Når politiet via aktioner tilbageholder personer, som kan være i risiko for at være handlet, underrettes Center mod Menneskehandel, så de opsøgende medarbejder kan være til stede med henblik på gennem samtale med den tilbageholdte at afdække indikatorer for handel, underrette den tilbageholdte om rettigheder og muligheder og yde den fornødne støtte i processen. Kvindelige ofre for menneskehandel kan desuden modtage støtte gennem rådgivning om diverse muligheder. De tilbydes blandt andet anonym rådgivning, lægebehandling, psykologbehandling og juridisk og social assistance.

Den 4. oktober 2006 udsendte Rigspolitiet i forbindelse med udmøntningen af regeringens handlingsplan vedrørende bekæmpelse af handel med mennesker en strategi for en styrket

politimæssig indsats mod prostitutionens bagmænd. Der opstilles i strategien krav om, at der sker en løbende kortlægning af prostitutionsmiljøet i de enkelte politikredse, og at der gennemføres en systematisk opsøgende indsats samt en udbygget og regelmæssig kontrolvirksomhed i

prostitutionsmiljøet.

Reference:

Regeringens handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel 2007-2010

Statusrapport for 2007-2009

Den tværministerielle arbejdsgruppe til bekæmpelse af menneskehandel Juni 2009

(22)

RETTEN TIL PERSONLIG FRIHED

• Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 5

• EMRK´s tillægsprotokol 4, art. 2

• Grundlovens § 71

• FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR) art. 9

• FN’s konvention om beskyttelse mod tvungne forsvindinger (ikke ratificeret)

Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:

a) lovlig forvaring af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;

b) lovlig anholdelse eller forvaring for ikke-efterkommelse af en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;

c) lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling, eller når der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt for at hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan;

d) forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller for at stille ham for den kompetente myndighed;

e) lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer der er mentalt abnorme, drankere, narkomaner eller vagabonder;

f) lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem udvisnings- eller udleveringssag er svævende.

Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage.

Stk. 3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til bestemmelserne i denne Artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden en rimelig tid, eller til at blive løsladt i afventning af rettergang. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.

Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse

beordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig;

Stk. 5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne Artikel, har ret til erstatning.

Der er ikke i perioden afsagt domme mod Danmark vedrørende retten til personlig frihed.

2. Udtalelser og konkrete sager fra komitéerne Relevante komitéer:

- FN’s Menneskerettighedskomité - FN’s særlige torturekspert

- Europarådets Menneskerettighedskommissær

Der har ikke været evaluering af Danmark i perioden eller behandlet sager mod Danmark vedrørende den personlige frihed.

(23)

3. Domme fra de danske domstole U.2009.420H

Frihedsberøvelse af tunesisk statsborger, der var udvist, fordi han var anset for en fare for statens sikkerhed.

En tunesisk statsborger, U1, var blevet udvist, fordi han blev anset for en fare for statens sikkerhed.

Politiets Efterretningstjeneste hævdede, at han sammen med en anden person havde planlagt at dræbe en af tegnerne bag Muhammed-tegningerne. For at sikre muligheden for udvisning i overensstemmelse med afgørelsen blev U1 frihedsberøvet.

Frihedsberøvelsen blev indbragt for Byretten, som afsagde en kendelse om, at frihedsberøvelsen var lovlig, og at U1 fortsat skulle tilbageholdes. Kendelsen blev stadfæstet af landsretten, hvorefter sagen blev indbragt for Højesteret. Politiets Efterretningstjenestes overvågning og ransagninger havde vist, at U1 to gange havde været ved tegnerens bopæl. Højesteret tiltrådte, at det var rimeligt sandsynliggjort, at der havde været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen af ham, at frihedsberøvelsen ikke kunne anses for uhjemlet eller ubegrundet. Da der var givet U1 fuld indsigt i det materiale, der dannede grundlag for bedømmelsen, og han havde haft mulighed for at udtale sig under sagens behandling for såvel byretten som landsretten, stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse.

U.2009.426H

En tunesisk statsborger, U2, var udvist, fordi han var anset for en fare for statens sikkerhed. Politiets Efterretningstjeneste hævdede, at han sammen med en anden person havde planlagt at dræbe en af tegnerne bag Muhammed-tegningerne.

Efter at Højesteret ved kendelse af 2. juli 2008 havde hjemvist sagen til byretten med henblik på den fornødne domstolsprøvelse af, om frihedsberøvelsen var berettiget, afsagde byretten kendelse om, at frihedsberøvelsen var lovlig, og at U2 fortsat skulle tilbageholdes. Kendelsen blev stadfæstet af landsretten, hvorefter sagen blev indbragt for Højesteret.

Højesteret påpegede, at der må kræves en rimelig sandsynliggørelse af, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at frihedsberøvelsen ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrundet, jf. herved også menneskerettighedskonventionens artikel 5, stk. 4. Denne

sandsynliggørelse må ske ved, at myndighederne for retten fremlægger de i så henseende fornødne oplysninger med passende adgang til kontradiktion.

Højesteret udtalte, at en oplysning i en redegørelse fra Politiets Efterretningstjeneste, P, efter sin karakter, eller i sammenhæng med hvad der i øvrigt foreligger oplyst, kunne understøtte, at der foreligger den fornødne sandsynliggørelse af det faktuelle grundlag for farevurderingen, mens en oplysning i en redegørelse i andre tilfælde kun kunne understøtte, at der forelå den fornødne

sandsynliggørelse, hvis den blev nærmere belyst. Da det om de oplysninger, P havde henvist til, alene var anført, at de hidrørte fra P's overvågning og efterforskning, og der ikke var fremlagt oplysninger om grundlaget for P's vurdering, hvorefter der havde været en tæt forbindelse mellem U2 og en anden tunesisk statsborger med henblik på at dræbe en af tegnerne bag Muhammed-tegningerne, og da der ikke var anført noget om, hvorledes de øvrige oplysninger om U2 var tilvejebragt, fandt Højesteret, at oplysningerne om U2's aktiviteter ikke havde været tilstrækkeligt belyst. Der havde som følge heraf ikke i fornødent omfang været mulighed for kontradiktion og for at foretage en prøvelse af det faktuelle grundlag for Integrationsministeriets afgørelse om, at U2 måtte anses for en fare for statens sikkerhed.

Højesteret tog derfor U2's påstand om, at han ikke burde have været frihedsberøvet ved byrettens og landsrettens kendelser, til følge.

(24)

Der er ikke i perioden offentliggjort udtalelser vedrørende retten til personlig frihed.

5. Lovforslag

Titel: Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og udlændingeloven (Videokommunikation ved fristforlængelser og justering af dommernormering)

Baggrund:

Lovforslaget giver adgang til i videre omfang at anvende telekommunikation med billede (videokommunikation) ved retsmøder om forlængelse af varetægtsfængsling eller andre

frihedsberøvende foranstaltninger efter retsplejelovens kapitel 70. Efter forslaget vil retten få mulighed for, uden sigtedes samtykke, at anvende videokommunikation ved sådanne retsmøder, hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig.

Det menneskeretlige udgangspunkt, jf. EMRK artikel 5, stk. 3, er, at den frihedsberøvede har et krav på at ”blive stillet for en dommer”. Denne grundlæggende retssikkerhedsmæssige garanti sikres ved, at den frihedsberøvede personligt kan deltage i processen, herunder registrere, hvad der foregår, udtale sig og kommunikere med sin forsvarer. Det er instituttets vurdering, at Den Europæiske Menneske-

rettighedsdomstol (EMD), ikke eksplicit fortolker kravet om at ”blive stillet for en dommer” som indeholdende et krav om fysisk tilstedeværelse i retten, men derimod som en personlig deltagelse, hvilket efter omstændighederne vurderes at kunne tillades i form af videokommunikation, idet

hensigten - at høre den frihedsberøvede – findes at være tilgodeset. Instituttet finder dog, at den sigtede eller tiltalte i videst mulig omfang bør være til stede fysisk, idet denne fremgangsmåde bedst sikrer både dommerens og den frihedsberøvedes direkte mulighed for kommunikation.

Reference:

Lov om ændring af retsplejeloven og udlændingeloven (Videokommunikation ved fristforlængelser og justering af dommernormering)

Lov nr.493 af 12. juni 2009 L159, 2008-09

Ikrafttrædelse: Lovens § 1, nr. 1 og 2, træder i kraft den 1. juni 2009. § 1, nr. 3-5, træder i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse og § 2 træder i kraft efter ministeren for flygtninge, indvandrere og integrations nærmere bestemmelse.

Afstemningsresultat: Lovforslaget vedtaget med 112 stemmer mod to

Instituttets høringssvar af 17. februar 2009 udarbejdet af Christoffer Badse og Helle Schaumann

Titel: Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven, lov om politiets virksomhed, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forvaltningsloven (Styrket indsats mod bandekriminalitet m.v.)

Baggrund:

Lovforslagets er fremsat i forbindelse med indsatsen mod bandekriminalitet. Lovforslaget indfører bl.a.

en fordobling af straffen for visse forbrydelser begået i bandeopgør og en minimumsstraf på et års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 192a om ulovlig våbenbesiddelse. Desuden vil

(25)

Justitsministeriet ved en ændring af ordensbekendtgørelsen skabe adgang for politiet til at meddele såkaldte zoneforbud, hvorved personer forbydes at færdes frem og tilbage eller tage ophold i et bestemt område med en radius på 500 meter. Det vil være en betingelse for, at politiet kan meddele et

zoneforbud, at en person har udvist en særligt utryghedsskabende adfærd.

Lovforslaget udvider desuden muligheden for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sager om overtrædelser af våbenlovgivningen, og der indføres en adgang til varetægtsfængsling efter fældende dom på grundlag af retshåndhævelseshensyn af personer involveret i en bandekonflikt.

For så vidt angår fordobling af straf, fremgår det af lovforslaget, at straffen i sager omfattet af lovforslaget som udgangspunkt fordobles, men at straffen forsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering. Denne bestemmelse og indførelsen af minimumsstraffe rejser principielle spørgsmål om, i hvilket omfang lovgiver kan normere strafudmålingen i typesituationer samtidig med, at domstolenes rolle som uafhængig dømmende magt respekteres. Forslaget bør derfor eksplicit nævne, at udmåling af straf altid beror på en konkret vurdering, og at domstolene i konkrete tilfælde kan fravige de normerede straffe.

Zoneforbud, hvorved personer forbydes at færdes inden for bestemte områder, må anses som et indgreb i den enkelte persons bevægelsesfrihed. Det fremgår således af EMRK’s tillægsprotokol 4, artikel 2, stk. 1, at “enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, inden for dette skal have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted”. Et indgreb i en borgers bevægelsesfrihed kan anses for

retfærdiggjort, hvis indgrebet opfylder de krav, som er angivet i artiklens stk. 3, som omfatter et lovligt formål, lovgrundlag og nødvendighed. Om nødvendighedskravet i stk. 3 er opfyldt, skal suppleres med en proportionalitetsvurdering. Denne vurdering skal skabe sikkerhed for, at indgreb foretages med et middel, der må anses for proportionalt i forhold til målet. Kravet om lovligt formål må efter instituttets opfattelse anses for at være opfyldt vedrørende de såkaldte zoneforbud. Det bør dog nærmere

præciseres, hvilke handlemåder, som konkret kan begrunde meddelelse af et zoneforbud. Zoneforbud bør desuden kunne indbringes for domstolene med mulighed for at tillægge indbringelsen opsættende virkning. Det bør samtidig overvejes, om ikke anvendelsen af sådanne forbud bør ske efter forudgående advarsel.

Ved den udvidede adgang til retshåndhævelsesarrest, opstår en problemstilling i forhold til artikel 5 i EMRK. Instituttet er af den opfattelse, at det som minimum bør være en betingelse, at det pådømte forhold har forbindelse til det gensidige voldelige opgør med brug af skydevåben m.v., da

bestemmelsen ellers kan finde anvendelse på forhold, der er det konkrete opgør uvedkommende.

Yderligere finder instituttet, at udvidet anvendelse af varetægtsfængsling efter helt eller delvist fældende dom, hvorved den pågældende er idømt ubetinget fængsel i mere end 30 dage udelukkende med baggrund i retshåndhævelseshensyn, i konkrete tilfælde kan mangle proportionalitet.

Reference:

Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven, lov om politiets virksomhed, lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

og forvaltningsloven (Styrket indsats mod bandekriminalitet m.v.) Lov nr.501 af 12. juni 2009

L211, 2008-09

Ikrafttrædelse: Loven trådte i kraft den 15. juni 2009.

Afstemningsresultat: Lovforslaget blev vedtaget med 98 stemmer mod otte

(26)

Instituttets høringssvar af 1. maj 2009 udarbejdet af Christoffer Badse

Titel: Forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed (Styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den offentlige orden m.v.)

Baggrund:

Lovforslaget er begrundet i, at der ønskes en styrkelse af indsatsen for at forebygge og standse

omfattende forstyrrelser af den offentlige ro og orden mv. Lovforslaget indeholder i overensstemmelse dermed to hovedelementer, nemlig skærpelse af straffen for visse lovovertrædelser begået i forbindelse med grov forstyrrelse af offentlig ro og orden, og udvidelse af politiets beføjelser til at foretage

præventive frihedsberøvelser. Forslaget skærper straffen for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3 om at lægge hindringer i vejen for bl.a. politiets arbejde. Straffen skærpes, når overtrædelsen er begået mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted. På samme måde skærpes straffen for overtrædelse af straffelovens § 291 om hærværk.

Politiet får endvidere mulighed for at frihedsberøve personer med henblik på bl.a. at afværge fare i op til 12 timer mod seks timer tidligere. Bøderne for visse overtrædelser af ordensbekendtgørelsen hæves desuden, og politiet får øget mulighed for brug af videoudstyr til optagelse af uroligheder.

Lovforslaget blev hastebehandlet da der var ønske om at kunne anvende de nye regler i forbindelse med Klimatopmødet i december 2009 i København.

Retten til at demonstrere og ytre sin støtte til eller sin modstand imod politiske synspunkter kan ikke overvurderes i et demokratisk samfund. Denne ret bør kunne udøves i sikker forvisning om, at statens magtapparat anvendes til at beskytte demonstranter, ligesom demonstranter bør kunne færdes og agere i sikker forvisning om, hvornår de risikerer at overtræde grænserne for den lovlige ytrings- og

forsamlingsfrihed. Samtidig bør overtrædelser af det straffri område mødes med passende sanktioner, der gradueres efter en konkret vurdering af strafværdigheden af lovovertrædelsen.

Instituttet finder, at der i lovforslaget bør redegøres nærmere for det gældende strafniveau i de pågældende bestemmelser, ligesom det bør begrundes, hvorfor de almindelige

strafudmålingsbestemmelser anses for utilstrækkelige.

Instituttet finder, at lovforslaget rejser væsentlige spørgsmål om forholdet til artikel 5, dels fordi anvendelsen af præventive frihedsberøvelser i sig selv må anses for betænkelig i forhold til artikel 5, dels fordi en forøgelse af den tidsmæssige udstrækning rejser fornyede spørgsmål om foreneligheden med artikel 5. Instituttet finder det betænkeligt at anvende frihedsberøvelser over for demonstrationer omfattet af Grundlovens § 79 og EMRK artikel 11, ligesom instituttet finder hjemlen i artikel 5 til at foretage sådanne indgreb i den personlige frihed tvivlsom.

Instituttet finder desuden i lyset af forpligtelserne efter børnekonventionens artikel 37, stk. 1 (b), at det bør indføjes og fremhæves i bemærkningerne, at en persons unge alder skal tillægges særlig betydning ved bedømmelsen af frihedsberøvelsens udstrækning.

Reference:

Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed (Styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den offentlige orden m.v.)

Lov nr. 1107 af 1. december 2009 Lovforslag: L 49 2009-10

(27)

Ikrafttrædelse: Loven trådte i kraft den 3. december 2009.

Afstemningsresultat: Lovforslaget vedtaget med 58 stemmer mod 50

Instituttets høringssvar af 3. november 2009 udarbejdet af Helle Schaumann og Jonas Christoffersen