Kultur eller tortur?
Af Pernille Obitz Mathiessen
ogChristine Japsen
En ungdansk mand indsmurtimadvarer, hele hans krop ryster, tvangsfod¬
resmedmajonæseafandreungedanskemænd. Cut. Enungmand ligger på
ryggen, hans underbukser løftes op og der bliver sprøjtet chokoladesovs
mellem hansballer, bagefter følgeren klump paraffin derklaskes godtop.
Cut. En indsmurtkrop. Cut. En ungmandsynger, mens nogle smider meli
hovedetpå ham. Cut. Kravlende op ad en stige beordres en ung mand,
indsmurt imadvarer, tilatslikke enstøvle,fuld af madvarer, ren. Cut. En
mand indsmurtimadvarerbrækkersig. Cut.
Detteerenbeskrivelse afnogle af de billeder, der blev vist i nyhedsudsen¬
delserne i sommeren 1995. Billederne var fra Flådestation Grønnedal i
Grønland, hvornye værnepligtige måtte gennem en række overgangsritua-
lerforatbliveaccepteret.
Dåbsceremonier
på Grønnedal
Flådestation Grønnedal er en dansk militærbase på Grønland, hvor danske
soldater i seks måneder kunne aftjene en del af deres værnepligt indenfor
marinen. Detvar frivilligt ogmeget eftertragtet at komme dertil. Holdene
ankommedtomåneders mellemrum.
Enkultureringen (kulturel betinget indslusning) startede allerede når et nythold værnepligtige ankom til Grønnedal. Efteratde nyankomnevarble¬
vet indkvarteret, blev der holdt et informationsmøde, hvor flådestationens
ledelse ogrepræsentanterfor de menige skulle informereomforholdenepå
Grønnedal. Her blev de såpræsenteret for »hønseholdet«og »dåben«. Det
blev fra ledelsens side understreget at deltagelse var fuldstændig frivillig.
Hvismanvilledeltage, skullemanskrive sig påenlisteogbetale 500 kr. til
atdækkeceremoniensomkostninger.Demenigefortalte,atmanskullegøre
sig fortjent tilatblive døbt,ogatmanville fastatussom»høns« indtil dåben
vargennemført. De blevnupræsenteret for institutionens hierarki: »Older-
ne«, som var de værnepligtige, der havde været på flådestationen længst,
var de øverste. Mellemgruppen var »kiks«, de havde senest gennemgået
dåben. Under demvarså»hønsene«, de skulleadlyde alle,ogfiktildelt hver
en»older«,somdenu varknyttet tilogfra hvem de skulleadlyde det mind¬
ste vink. »Olderen« skulle holdeøje med, om den nyankomne kunne gøre
sig fortjent til dåben. De havde ret til atuddele anmærkninger og straffe.
Straffene kunne bl.a. bestå i at »hønsene« skulle bære rundtpå tunge ting
eller lavearmbøjninger. Deder ikke ønskede atdeltage i dåbenog»hønse¬
holdet«, blevsatuden for fællesskabet. Såvar man en»kagle«. »Kaglerne«
havdestatussomikke-mennesker, dvs. de blevignoreret afrestenaf devær¬
nepligtige, ogdevarudelukket fra al form for socialt samvær, hvilket også
betødat detvarforbudt fordematkommepå stedets bar.
Der var flere ting »hønsene« ikke måtte, først ogfremmest var alt, der
havde med kvinder og sexatgørebandlyst-det kaldtes »runk«. Dvs. atde
fx ikkemåtteseromantiskefilm, pornofilmog-blade, snakke omkærester
osv. Overtrådtemandette forbud, blev man straffetog skulle »hønse«, ved
fxatlavearmbøjninger.
Ca.enmåned efter ankomstenarrangerede »kiksene«en»klippefest«.Den
startede med at »hønsene« blev drukket fulde. Så fulgte en »pik-parade«,
hvor »hønsene«skulletagehinanden på kønsdelene, simulere samlejeoglig¬
nende. Til sidst blev deklippet på forskellige outrerede måder af »olderne«.
Indtilda havdealthvaddervarforegåetværettemmeligt uofficielt,men selve dåben var officiel. Dvs. der var en overordnet til stede under hele dåbsritualet. Efter de overordnedes egne udsagn, var de der af sikkerheds¬
mæssige årsager. Den følgende beskrivelse afen dåb erbaseret på avisar¬
tikler og fortællinger,og er generel. Dette eraltsåeteksempel på hvordan
dåben kunne foregå.
Natten op til dåben blev »hønsene« sendt på stroppetur, hvor de blev
beordret til atløbe syngende rundt i gymnastiksalen underopsynaf stedets
træner. Denne stroppetur varede helenatten ogafsluttedes med, atde blev
sendttil stedets autograv, hvor de skulle løbe rundt. Herfra blev de enkelt¬
vis hentetindenforogtvungettil atlave armbøjninger.
Denefterfølgendeprøvekunneværeatsuge etægud af enden påengås,
dervarsmurtind i sennep. Når detvar gjort, blevæggetslået ud i hovedet på dåbsaspiranten, oghan fik udleveretet andetæg, somhan fikatvide, at han skulle passe godt på. Hanmåtteunder ingen omstændigheder udlevere
det til nogen. Hanblevnu lagt ned ogfik atvide, athvis han skulle kaste
op, skulle han gøre det til højre. Så blev han tvangsfodret med chokolade¬
krymmel, oliven, majonæse, rå bacon osv.De fleste brækkede sig!
På dettetidspunktvarhele hanskropsmurtind i mad. Herefter blevaspi¬
rantenbeordret til atvende sig om, ogderblevhældt kaffegrums, ketchup
oglignende ind mellem hans baller.Til sidst blev derlagtenblok paraffin i underbukserne,oghan skulle nusætte sigop oghoppeopogned.
Med bind forøjnene førtes aspiranten ind ietandetrum.Herblev bindet tagetaf, han fik briller påogblev beordret tilatsynge.Imensblev der kastet
mel i hovedetpå ham. Hanvar nunået til den sidste prøvelse inden dåben.
Hans»older« sadhøjtoppepå etplateau. Aspiranten skulle kravleopaden stige til hamog»olderen« fortalte ham,athan skulle slikke hans støvle,som
varsmurtind i sennep,majonæseoglignende,ren. Hanvar nuendelig nået
til dåben, som blev forestået af hans »older«. Han fik tildelt et navn, som han skulle gentage, mens han blev døbt ienjolle fyldt medgrumsetvand.
Når detvarveloverstået, blev han bedt omataflevereægget, oggjorde han det, fik han atvide, athanvardumpet- han måtte jo netop ikke aflevere ægget.Derfor, fik hanatvide, skulle han igennem heledåbsritualet éngang
til. Ifølgevoreskilder vardåbsaspiranten på dettetidspunkt tætpå etsam¬
menbrud. Han fik derefterat vide, atdet bare var enjoke, dåben var vel
overstået.
Soldatenvar nublevet »kiks« og havde ikke længereen»older« atvarte
op. Hanhavdenu fåetrettentilatdøbe andre. Vedhjemsendelsesfestenfik
han overrakt etdåbsbevis underskrevet af stedets chef.
Det var normalt, at der blev taget billederog videofilmet under dåben.
Mange betragtede den som en begivenhed, der måttedokumenteres. Bille¬
derne blevhængtoppå flådestationen.
Ritualer
Religionshistorikeren Jørgen Podemann Sørensen har forsøgt at definere
ritualer generelt, ogbeskriver dem somhandlingerder udføres ved særlige lejligheder afeneller flerepersoner og:
»har til formålpåeneller anden mådeat styre begivenhedernesgang; de
tænkesatvirkepånoget, atændre det eller opretholde det. Et ritualudfor¬
mes ogudføres ud fra den antagelse,atnår deterudført,vil verden ikke
være helt, som den vil haveværetuden ritualet.« (Podemann Sørensen,
1995 s.10).
Ritualerforegår efter fastemønstre.Fornogleritualers vedkommendeerdet megetcentralt,atde bliver udført efter de foreskrevneregler, mens det for
andre ritualers vedkommende ercentralt, at der erplads til spontanitet og improvisation. Det sidste menervi i høj gradgørsiggældende for ritualer¬
ne på Grønnedal. Ritualer bliver overleveret fra »generation« til »genera¬
tion«, enten mundtligt, skriftligt eller ved atblive iagttaget. Nogle ritualer
erinstitutionaliserede, somi Folkekirken, andreer mereprivate, somifor¬
bindelse med helbredelseogbesværgelser.Noglegangegår ritualogteknik
hånd i hånd.
Ritualerne på Grønnedal er overgangsritualer, dvs. at de markerer en
slagsovergangfraenstatustil enanden. På Grønnedal markerer ritualerne
overgangenfra den civileverden tilden militære.Fraatvære nyankommen
til at have enberettigelse i fællesskabet, fra atvære uerfaren til atbesidde
dekvaliteter, der krævespå stedet.
Holdermansig alene til teorierne omovergangsritualersomforklarings¬
model, erderen fare forataf Grønnedals-ritualerne bliver reduceret til en kulturel kuriositetpå linie med en indiansk soldans. Vi menerat den mis¬
forståede kulturrelativisme sætter ind, når analytikeren stiller sig tilfreds
med konstateringen af, atder ertale om etovergangsritual som så mange
andre. Man skal seudover strukturen,ogogså sepå udtrykket i det enkel¬
teritual, prøveatfinde ud af hvilke betydninger der kan ligge bag udtryk¬
kene. Der er en sammenhæng mellem form og indhold. Når Grønnedals-
ritualerne har så råtet udtryk må det hænge sammenmed den hverdag og
denerfaringsverden, deltagerne har til fælles. Desudenerdet vigtigtatpla¬
cerefænomenet ienhelhed i stedet foratisolere det. Grønnedals-ritualerne har ikke blotpåkaldt sigmegetopmærksomhed pågrund af deres outrerede karakter, fordi deerforegået i det skjulte ogindenforrammerneafen insti¬
tution mangebetragter medenvis skepsis,menogså fordi de kolliderermed
voresforestillingerom,hvordan det danskesamfunderi dag.De står i kon¬
trasttil det danskeselvbillede.
Den totale institution
Idag ermilitæretprægetafenvis kontakt med den civile verden. Devær¬
nepligtige kan normalt tage hjem på weekend, og for den heldige kan det
lade sig gøre at aftjene sin værnepligt kl. 8-16. På Grønnedal gjorde dette sig ikke gældende.
Grønnedalerplaceret i øde omgivelser på Grønlands sydvestkyst. Til den
ene side erhavet, til den andenklipperogøde områder. Al transporttil og fra stedetforegårmedhelikopter eller med skib. Deterikke muligt at tage væk, med mindre manvender ryggentil stedet ogtager hjem. Da dervar
værnepligtige på flådestationen, var der i alt ca. 100 mennesker. Den ene
halvdel var grønlændere, der hjalp til med praktiske opgaver, den anden
halvdel varværnepligtige, konstabler og chefer fra Danmark. Dervar ikke særligmeget at tage sig til ogmegetaf tiden forløb med vedligeholdelseaf grej ogmed skydeøvelser. Detmesteaf tidenvarde værnepligtige imidler¬
tid beskæftiget med lavt rangerende arbejde, hovedsageligt køkkentjanser, serveringosv.
Nårman gennem længere tid befinder sig langt hjemmefra, isoleret fra
det civile liv, bliver den opfattelse, man tidligere har haft af sig selv og
omverden, og de udfoldelsesmuligheder man har, ændret drastisk. Man arbejder, sover ogsameksisterer i det heletagetmed desammemennesker
indenfor det samme rum, 24 timer i døgnet. Den individualitet, der ville
have eksisteret i det civile liv, blivererstattetafenensartethed. Defaktorer,
der ellers ville have formet ensidentitet, erikke til stede, ogbliver afløstaf
enandethed,enform for civilt vakuum.Idette vakuum, derdeles af de folk,
sombefindersig på stedet, må der også opstå etandet udgangspunkt,nog¬
leandreholdningerogværdier-enanden kulturogdermedenanden opfat¬
telse afvirkeligheden.
Vores beskrivelse afGrønnedal hviler på sociologen Erwing GofFmans begreb »totale institutioner«, som bl.a. bruges til at beskrive fængsler, hospitaler, klostre og kaserner. Goffman (1985, side 9) karakteriserer den
totale institutionsom »etopholds-ogarbejdssted, hvoret størreantal lige¬
stillede individer sammen fører en indelukket, formelt administreret til¬
værelse, afskåret fra samfundet udenfor i en længere periode.« Goffman
mener, detertypisk for den totale institution, at der finderenvis form for
hårdhændettilpasning af individerne sted, bl.a. i form af klipning, badning, tildeling aføgenavne, institutionens tøj og en ydmygende behandling fra personalet. Den nyankomne skal gøre sig klart, at han haren ringe status selv i den laveste gruppe. Disse ting forekom også på Grønnedal, menher
erdet ikke personaletmenderimod de andre værnepligtige, der erde mest ivrige aktører i denne tilpasningsfase.
Grønnedals-ritualerne - en ny
udformning af liniedåben?
Et element i Grønnedals-ritualerneerdåben. Denhar visseligheder medde overgangsriter, som erforbundet medat passere engeografisk skillelinie - nemlig liniedåben, der først og fremmest er kendt fra Ækvator og Polar¬
cirklen (Henningsen 1961). Manvar envelbefaren sømand, nårmanhavde krydset ækvator oghavde gennemgået liniedåben. Når et skib befandt sig
ved linien, kom Neptun og hans følge sejlende til skibet. Dette følge var
klædt udsomforskellige figurer, udover havmænd kunne deværebarberer, djævle, lægeretc. De skulle lave sjov ogskræmme dåbsaspiranterne. Man
havde udarbejdet enliste overde ombordværendesom skulle døbes. Disse
blev gennetned under dæk, imens der blevopretteten»barbersalon«. Nep¬
tun oghans følgeopsøgte kaptajnen, somblev spurgtud om skibetsnavn,
destinationetc.Derefter blev der skålet forkaptajnensvelbefindende. Dåbs- aspiranterne blev hentetop ogadspurgtomderesnavn,alderogdestination.
Deblev derefter hårdhændet barberet. Deteroplagtatsammenlignebarbe¬
ringen med den »klippefest« de værnepligtige på Grønnedal udsattehinan¬
den for. På skibene blev aspiranterne døbt efter barberingen. Denne dåb
foregik vedatde blev kastet i vandet, eller ienbalje på selve dækket. Man¬
ge varskrækslagne for denne dåb, og manhavde valget mellematlade sig
døbe eller købe sig fri forenklækkelig sum. Detforlyder at folk dengang
blevbange vedsynet afNeptunogde andre, der kunnevære udklædtsom tritoner ellerdjævle.
PåGrønnedalvar»olderne« ikkeklædt udsomsmådjævle,menbarnazi¬
hjelme oghagekors. Ivore dage virker dette nok mere skræmmendepå en
tyveårig dansk knægt end en djævel med horn i panden. Man kunne fore¬
stille sig, at sceneriet skulle illudere enkoncentrationslejr: Ordrer der blev skreget, fysisk udmattelse, ydmygende spark og slag, den skaldede ensar¬
tethed kombineret med»oldernes«udklædningvarmed tilatskabe følelsen
afmagt og afmagt. Det er denne følelse, de værnepligtige har beskrevet.
Vore dages forestilling om ondskab ernok mere præget affortællingerne
om nazismen end af historierne om helvede. Derfor kan djævlefiguren
måskeværeblevetskiftet udmednogetmere»tidssvarende«-nazisten. Det
kan også være at forestillingerne og historierne om deto ting flyder sam¬
men.
Pik-paraden, hvor de værnepligtige skulle »nulre« hinandens kønsdele, ligner nogle af de ting novicerne kunne komme ud for på skibet, hvor læge¬
figurentvangdemtilat tagetøjetaf, hvorefter de fik undersøgt kønsdelene
underpåskud af, athan ville kontrollere, omdet var endreng ellerenpige.
Detteskete uden tvivl underhånlige tilråb. Efter dåben måtte de døbtesvær¬
ge, at de aldrig ville kysse en anden sømands pige, og at de ville forestå
dåben forandre, når de næstegang krydsede ækvator-dermed blev tradi¬
tionenviderebragt.
Flådestation Grønnedal ligger så sydligt i Grønland, at dererflere hun¬
dreder kilometer tilpolarcirklen. Det ernok de aller færreste af de værne¬
pligtige, der harpasseret linien. At dåben på flådestationen trak på linie¬
dåben kunne naturligvisvære fordi søfolkene kendte til den i forvejen. På
Grønnedal havde de derfor lavetderes egenversion af dåben, i kompensa¬
tion fordem, der kom såtætpå, menaldrig overskred polarcirklen.
Verdensbilleder
Omvirkelighedsopfattelser har de svenske kulturforskere Orvar Löfgrenog Jonas Frykman (1979) brugt begrebet verdensbillede. De definerer ver¬
densbilledet somdet syn på verdenen ogsamfundet omkring én, man kan
finde hos en givengruppe mennesker. Det indbefatter ikke bare retnings¬
linier for, hvordan man skal tænke og handle, men også den tankeramme,
derligger dybt i underbevidstheden og erbestemmende for, hvordan man
oplever tid, rum,hierarkiogorden.
Detherskende verdensbillede i den civile verdenerprægetaf tankerom demokrati ogmenneskerettighederogkolliderer med det militæreverdens¬
billede. Debatten om Grønnedals-ritualerne viser, at de to verdener har
svært ved at forstå hinanden. En kulturel gruppe kan godt handle på en
måde, der udefra virker irrationel,men somsetindefragiver mening. Selv¬
omdetikkeernoget,der bliver formuleret bevidst, opfattes detsom enselv¬
følge,atmanhandler/tænker på denne måde. Nårnyeværnepligtige ankom¬
mertil Grønnedal, har deetudefra-synpå forholdene dér ogbl.a. gennem
ritualerne, skal de enkultureres i gruppen. På denne måde blivergruppens
selvfølgeligheder også deres-de serdet så atsige indefra. I denneproces kan deropstå konflikter mellem den forståelse, denyankomne har, ogden forståelse, der erblandt dem, der alleredeerenkulturerede.
Det er dog ikke entydigt, atritual er lig med enkulturering. En værne¬
pligtig har fortalt,atder blandt de ældre værnepligtige herskedeenfrygt for,
at de nyankomne skulle komme og sætte »oldernes« magt udaf kraft. De
ville ikke havenoglesmartelyre, der kunnetruehierarkiet, bl.a. vedatvære individualister. Nogle værnepligtige har forsøgtat gøre op med hierarkiet,
efter de erblevet døbt. De har meldtsig ud, fået kaglestatus, har forsøgt at
samle»kaglerne«sommodgruppeogharprøvet atfåsatenstopperfor hak¬
keordenen. Deteraltså ikke allesomantagerdetsamme perspektiv på vir¬
keligheden.
I »Denkultiverademänniskan«(FrykmanogLöfgren 1979) pointeresdet bl.a., atenafforudsætningerne for social kontrol ietsamfund liggeri inter¬
nalisering af det, der legitimererverdensbillederne. Detkan fxvære viden¬
skaben eller en guddommelighed, altså kræfter og magterder ligger uden
for mennesket. På Grønnedalvar disse kræfterden militære ånd, lydighed
ognationens sikkerhed.
TidligerevarGrønnedalenamerikansk militærbase, ogvi erstødt påen fortællingom,atda Søværnets Operative Kommando i 1957overtogbasen,
vardeteneste levn fra amerikanernes tilstedeværelseenplade med sangen
»Blueberry Hills«. Istartenvar deten tradition, atnår pladen blev spillet i kantinen,rejste alle sigop oggjorde honnør i respekt for amerikanerne. Pla¬
den blevsenerebrugt af »olderne« overfor »hønsene«, forstået på denmåde,
atnår den blevspillet,vardettegnettil øjeblikkelig mønstring foran»older¬
ne« uanset tidspunktet på døgnet. Indtil for nylig har det været sådan, at
»hønsene« blev tvunget til atgørehonnør ved lyden af»Blueberry Hills«,
mens »olderne« blev siddende, stod det skaldede »hønsehold«ret-endnu
enmanifestation af hierarkiet. De amerikanske soldater, der spøgeri form
af sangens tilstedeværelse, erblevet enkraft der legitimerer det bestående
verdensbillede.
Når folk ikkeacceptererdenførnævnte udenfor liggende kraft, bliver de
ofte udstødt af detpågældende samfund, de bliver oftebetegnet somsinds¬
syge. Det sesi forbindelse med Grønnedal på flere forskelligemåder. Dels
ved udstødelsen af»kaglerne«, dels vedatden civile verdenfleregangehar betegnet ritualerne som sindssyge, fordi de ikke stemmeroverens med den
civile verdens udenforliggende kraft, somfxdemokrati eller menneskeret¬
tigheder.
Funktion
Iethvert samfund findesforskelligebehov. Disse behovsøgestilfredsstillet
gennemritualer. Ritualerne på Grønnedal foregik ietmiltærtrum,hvorfor¬
målet ikkevaratsykorssting ellerat hygge sig,menderimodatlæreatslå ihjel ogforsvare sig. Iden civile verden bliver detat tage en anden mands
livbetragtet som endødssynd. I militæretervolden legitimog organiseret.
Somnyankommen besiddermanendnu den civile verdenskodeks, menfor
at vedkommende kan blive en god soldat, må der ske en ændring i hans
moralkodeks. Han skal lære at indordne sig og adlyde ordrer. Dette sker
først ogfremmestgennemden militære træning, menkan måskeogså kom¬
metiludtryk gennemritualer. (Jf. GofFman). Ritualet erdelsenmarkering af,atder skal ske enændring i den værnepligtiges moralopfattelse, delser detenmådeatafprøve den værnepligtiges potentialersomsoldat:
Hvormegetkan soldaten holde til fysiskog psykisk?
Hvorgår hans grænser?
Hvemkan gruppen stole på ienkrigssituation?
Ritualetafspejler det samfund, det udspiller sig i. Udformningenerikke vilkårlig,menspiller på militærets konventioner. Det,derageresi selve ritu¬
alet, erikke en demokratiskbeslutningsproces, men militærlivet med dets hierarki, ekstreme situationerogde holdningerogværdier, dererfælles for
den gruppe, de værnepligtige skal optages i. Man kunne forestille sig, at deresæresbegreber ermegetcentrale i hverdagenogatde vilgøresig gæl¬
dende iritualet, hvormanvil afprøve soldatensæresbevidsthed ved at sæt¬
teham i situationer, hvor han kan komme til attabe ansigt, somunder pik¬
paraden, udholdenhedsprøverneosv.
Hierarkiet, holdningerne og værdierne konstitueres gennem ritualerne.
Enunderkastelse af ritualernebetyder samtidig en acceptaf det bestående
samfund. Derfor har ritualerneen samfundsbevarende funktion. (Bringeus, 1978).
Ritualet kan haveflereforskellige funktioner forgruppen,bl.a. virker det integrerende. Gruppens medlemmer bliverknyttettættere sammengennem interaktion. I denne sammenhæng vil vi kort bemærkeat ifølge KnutWei-
bust (1969) fandt dåbsritualet kun sted på et skib, hvor folkvar tilfredse.
Dette mener han skyldes, at ritualet ikke alene er integrerende, men også
forudsætter integration. At Kontreadmiralen på flådestationen, Niels Helk
kalder ritualerne for en »velfærds-foranstaltning« kunne underbygge
dette.
Enanden sideer,atritualet udoveratmarkereenintegration ogsågørdet tydeligt, hvem der ikke hører til fællesskabet. Herafkan der opståkonflik¬
ter. Grønnedals-ritualerne harogsåenudskillende funktion, dvs. atdefolk,
somikke kan/vil gennemføre ritualet ikke bliveren del afgruppen. De bli¬
ver sombekendt»kagler«.
Somtidligerenævntskete der ikkemegetpåGrønnedal. Man kunne fore¬
stille sig at de værnepligtige for at fa tiden til at gå, havde skabt sig et systemaf »lege«ogregler, der fjernede opmærksomheden fra den kedelige hverdag.Delejlighedsvise ceremonier fungeredesomtidsmarkører,oghver
ceremoni blevenmilepæl i opholdet.Førstgennemgikmansinegendåbog skiftede derved status, senere skulle man være »ceremonimester« ved
andres dåb, derefter skulle man forberede sig på at vende hjem, når det
næste »hønsehold« ankom. På denne måde blev tiden bragt i orden. Fordi
der ikke var de store ting atforetage sig, og måske fordi Grønnedal ligger
såafsondret, fløddagene sammen, ogdet kunne derforvære ennødvendig¬
hedatholde styrpå tiden.
Et skridt tættere
på
I debatten har det førstogfremmestværet dåben derhar vakt furore, men
deltagere har udtalt,atdet værstevedGrønnedals-ritualerne ikke harværet de synlige fysiske belastninger, men snarere de psykiske, som de bl.a. er kommet til udtryk gennem »hønseholdet«. For at finde ud af hvad den
hierarkiske opdeling kan betyde, kanmantageudgangspunkt i de ord, som
bliverbrugt tilatbetegne de forskelligegrupper.Fordentraditionshistorisk
interesseredeklinger »hønsehold« af begrebet »hønse«. Det atgive drikke¬
varerenten somet led ien optagelse, ellersomundskyldning/strafoverfor
fællesskabet i de gamle håndværkerlaug. Hønsene søger rent faktisk om
optagelse i fællesskabet på Grønnedal. Menumiddelbart associeres beteg¬
nelserne »høns« og»kagler« til hakkeordenoghønsegård,men»høns« bru¬
ges også nedsættendeomkvinderogkunne derforforståssom enkommen¬
tartil de nyankomnes (manglende?) mandighed.
Den amerikanske antropolog Clifford Geertz (1995/96) fortæller i for¬
bindelse med sit feltarbejde i Marokko om, hvordan kønsidentitet til tider
kanpåføres det sociale hierarki. Gennem sit arbejde fandt han,atmarokka¬
nernes måde at interagere på og hele deres hierarki var gennemsyret af
maskulin symbolik fra almindeligtsamværtil mådenatpåskønne ellerfor-
nærme. En gængs måde at fornærmepå, var atinsinuere at modstanderen
varkvinde.Tilfældet kunnejoværedet sammepåGrønnedal: Althvad der
ikke er rigtigt mandigt eller de personerder eri miskredit bliver betegnet
somkvinder ellerkvindagtige.
Menhvorforerdet såvigtigtatværerigtigmand på Grønnedal? Detkan
derværeflereårsager til. Delserdet oftest sådan,atetbegreb fårbetydning
i relation til detsmodsætning, fx skalmanhaveenidéom,hvad dererkvin¬
deligt foratkunne definere,hvad derermandligt. PåGrønnedalerderstort
set ingen kvinder, derfor kunneman forestille sig, at behovet foratbevise
sinmandighedvar større,ligesom dervarnogle, dervarnødttilatfå tildelt
de kvindelige egenskaber. Dels kunne man tale om, at den værnepligtige
havdeetindividuelt mål medudstationeringen påGrønnedal, nemlig rejsen.
Rejsen bliver betragtet som en overgang frabarn til voksen. Mange unge
rejser ud meden forventning om, atde vil vende hjem medmodenhed og
selvstændighed i bagagen-deforventeratblive voksne. Denneforventning
kunne også ligge implicit hos de værnepligtige. Ydermere kunne de have
haft en forventning til det at aftjene værnepligtenpå Grønland. Måske har
de haften forestilling om atkomme ud og fa overskredet nogle grænser i
denbarskenatur-enmanddomsprøve alaSiriuspatruljen. Desuden har de vidst, atder ikke villeværesærligmangekvinder.Deharaltså bevidst valgt
etsted, hvor det villeværemuligtat dyrkeenmandeverden.
Disse forventninger står i skærende kontrast til den virkelighed, der
møder de værnepligtige på Grønnedal. Vejret gørdet svært at færdes ude,
ogi vinterhalvåret erder mørkt det meste af døgnet, arbejdsopgavernevar
som sagt for de flestes vedkommende forbundet med madlavning og ser¬
vicering af officererne. I de traditionelle kønsroller bliver manden ofte
fremstilletsomkrigeren ogskafferen, mens kvinden erden, dersørgerfor husholdningen, lavermad ogføder børn. Almindelig madlavning erverden
overgenereltetkvindeforetagende,menetmandeforetagende hvis detasso¬
cieres medhobby, prestigeogoffentlighed (Borda 1987). Det vilværesvært
atforestille sig,atal madlavning på Grønnedal udelukkende harværethob¬
by-ogprestigepræget. Hvis viantager, atderesbegrebsverden erprægetaf
maskulinsymbolik, må disse kvindesysler virkeligvære et forstyrrende og prestige-ødelæggende element. Spørgsmåleter, omder ikkevar endelvær¬
nepligtige, der blev skuffede, da de opdagede, atden rejse, der skulle gøre
dem til mænd, i stedet gjorde dem til kvinder. Måskenetop derfor har det
væretvigtigt for dematkategorisere sig selvogandre i lyset af mandighed
ogmanddomsprøve.
Man kan betragte manddomsprøven dels som en overgang fra barn til voksen, hvor initianten bl.a. beviser sit mod, dels som enpointeringaf ini-
tiantens seksualitet og mandighed. En værnepligtig har fortalt, at der var megetmandehørmpåbasen bl.a. i form afpornoblade, filmogsnak. Den¬
nemandehørmharmåske væretenaf måderne til atdefinere,hvadenrig¬
tigmander, samtidig kunnemansåimponere de andreogsikresigenplads
ihierarkiet. Enafpointerne ved dette ervirilitet, enandenpointe erevnen tilkontrollere sig selv, idetderjo ikkevarnogle kvinder,oghomoseksuali¬
tetvarudelukket. Mandehørmen må haveværetekstrabesværligfor »høn¬
sene«,idet devarudsat foryderligere kontrol-»runken«. Seksualitets-for-
buddet for »hønsene« har været ydmygende set i forhold til de øvriges omgangstone,ogfordi deerblevet frataget rettigheden til seksualitet. Deer så at sige blevet gjort til ikke-mennesker eller er blevet infantilliserede.
»Olderne« er de voksne som råder over deres krop og tanke. »Hønsene«
befindersig ien opdragelsessituation,hvor de kan blive straffet foratbry¬
dereglerne.Førstnårde harværetgennemritualerne, far dede voksnesret¬
tighedersom bl.a. indbefatterrettentilegen seksualitet.
Forosharbrugen af mad væretmerepåfaldende end fx brugen afvold i
ritualerne. Mad kan haveenkommunikativfunktion, det kanudtrykkesam¬
hørighed, identitet, venskab, men også ydmyghed, overlegenhed, utilfreds¬
hed og afstand, afhængig af på hvilken måde maden spises. Maden i ritua¬
leterulækker, fordi denersatsammenafkomponenter, der forosnormalt
ikke kan sættes sammen og fordi nogle af madvarerne har gennemgået en
forrådnelse, der ikkeerkultureltaccepteret. Denulækre mad kanogsåsesi lyset aftranscendens; detatverden bliver vendtpå hovedet,således atikke-
mad bliver mad ogomvendt. Gennemtvangsfodring mistermankontrollen
oversin egenkrop.
Ifølge Goffman har individet i de totale institutioner ofte etgemmested
eller et hemmeligt rum, hvor de mest private ejendele er gemt. Goffman betragter detsomden sidste indikator påenselvstændigogindividuel iden¬
titet. På etsted medmeget strengsocial kontrol kunne kroppens indre ses
som deteneste og sidste private rum. I Grønnedals-ritualerne blev maden brugtsometmiddel til, i bogstaveligste forstandat trængeind under huden på initianterne, så det sidste privaterumindtages,ogde ikkeengangselver herreroverderes egnekropsfunktioner. Også de erunderlagt fællesskabets præmisser.
Et andet aspekt er, atjo stærkere den sociale kontrol er,jo stærkere vil
denlegemlige kontrolvære. (Douglas 1979). I den vestlige verdenvilman, hvis man er sammen med andremennesker, tilsløre sine kropsudladninger
såsom urineringog opkast, og også derfor virker ritualerneydmygende og provokerende. De påtvungne kropsudladninger fører deltagerne hinsides
normale samværsformer.
Kulturforskerens dilemma
Når alt detteerfremlagt, hvad erdet så kulturforskerne skal gøre? Skal vi deltage i debatten omkring ritualer som disse? Skal vi være med til at bestemme, hvad der eracceptabelt veden tradition? Er forståelse lig med accept? Nårnogeterkultur,erdet så bare i orden?
En cand.mag. i historie og religion advarede (»Hjælp til psykologen«,
læserbrev i Politiken d.12.7.95) imod indgriben iritualerne, damanderved
kunne skade deværnepligtige dødeligt på sjælen, ligesomman havde ska¬
det naturfolkene. Ritualerne anså hun for ægtekultur ognødvendige for at
den værnepligtige kunne udfylde sin funktion. »Jegsynes, vi skal lade de
unge om selvat styre sig, ligesom vi engang -nu forpasset-skulle have respekteret de primitive folkeslags selvforståelse ogudtryk.«
Erdet den slags kulturrelativisme vi skal tillæggeosfor ikkeatøvevold
mod kulturen? Er det fair mod de initiantersom har lidt underritualerne,
ellererdet snarere sådan, atkultur kan diskuteres? Anne Knudsen skrev i
enartikel i Weekendavisen d. 2-9 maj 1996 (»Når jeg hørerordet »kultur«
...«),atbegrebet kultur efterhånden bliver brugt som enreduktionistisk for¬
klaringsmodel. Politisk bliver kultur ofte brugt som undskyldning for alle menneskelige handlinger, fx når folk slår hinanden ihjel i ex-Jugoslavien.
Anne Knudsenmenerendvidere,atder idagerentendenstilatopfatte kul¬
tursom endeterminator,der udsteder ordrer til sine kulturbærere, mensvi i virkeligheden hele tidenændrerogdiskuterervoreskultur.
Tradition harenpositiv klang. Selv når vi somfolklorister beskæftigeros
medtraditioner, har vien tendens til atvægte de gode siderhøjere end de negative. Når vi så konfronteres meden tradition somGrønnedals-ritualer¬
ne, erdet tydeligt,atvi ikke ersårustedetil atbeskæftige osmedtraditio¬
ner, som eralt andet end hyggelige. Desuden har vi en forestilling om, at der ivoressamtid eksistererenvalgfrihed, den enkeltevælger selv sinetra¬
ditioner. Det gør forskerens tilgang uproblematiskogukompliceret, derer
ingen større etiske problemer. Spørgsmålet er om man har valgt et fokus,
derbetyder, at man fravælger de sider af traditionerne, som ikke er rare. I
Grønnedals-ritualerne har denværnepligtige jo ikke mange valg, deter et
volds- ogtvangsbetonet ritual, somviserattraditioner ikke altider somvi
forestilleros.
VimeneratGrønnedal ikke kan isoleres frarestenaf det danskesamfund.
Militæreter en del af den danske stat, dermed har folk også ret til indfly¬
delse, ogdet der foregår indenfor de militære rammerkan ikke ske fulds¬
tændig istrid med det, restenaf samfundet opfatter somrimeligt. De vær¬
nepligtigeeralmindelige unge mænd, somskal genintegreres og fungere i samfundet, når de erfærdige i militæret.
Manbørvære opmærksom på,atder i totale institutionerertilbøjelighed til, atmanudvikler sinegen logiksamtegneholdninger ogværdier. Deter diskutabelt atværnepligtige lærer, atdet eri orden atblive underkastet og at undertrykke andre. Desuden mener vi, at ritualerne har en karakter af tvang ogvold, somville have været strafbart, hvis de fxforegik på Nørre¬
brogadeogikke i etmilitærtrum.
Deterikke kun Grønnedals-ritualerne der indeholderydmygende/under¬
trykkende elementer, det findermanogså andre steder fx i forbindelse med
rus-ture på uddannelsessteder, polterabenderogpå lærepladser. Fælles for
demer,atmanmå overskride sinegrænserforatvinde fællesskabetsaccept.
Erdernogle ritualiserede underkastelser som er i orden, ellerrettere sagt, hvor skelner manmellem detacceptable ogdet uacceptable? Detmå være
vores opgave som folklorister også atvise traditionernes negative sider, og dervednuancereeventuelle offentlige debatter.
Desuden ervi en del afsamfundet, og forestillingen om forskeren, der
kan stå udenfor med enform for diplomatisk immunitet, eret selvbedrag.
Vier ikke kun analytikere, men ligesom alle andre også skabere af kultur.
Samfundsmæssigt indgår vi i en størresammenhæng, derfor har vi ogsået
ansvar for, hvordan begreber som tradition ogkultur opfattes. Ved kun at betone depositivesiderhar vi lagtetansvarfraos. De der oplever denega¬
tive sider, somfx »hønsene« og »kaglerne«, svigter vi, fordi de kommer til
atstå alene overfordenforestilling, vi harværetmed tilatbyggeop.Vi har
etmedansvar foratbegrebersomkultur ogtradition ikkeopfattes entydigt
men komplekst. Vores mål er ikke at forkaste relativismen, men at gøre
opmærksom påatvi haretetiskansvar.
Litteraturliste
Borda, Beatriz (1987): Kost och etnisk identitet. Mera änmat.Anders Salomonsen(red.) Bringéus, Nils-Arvid (1978): Uppvaktning undanbedes. UNIFOL 1978.
Douglas, Mary (1979): Naturlige symboler.
Frykman, JonasogOrvar Löfgren (1979): Den kultiverade Människan.
Geertz,Clifford (1995/96): Ajler thefact.
Goffman,Erwing (1985): Anstaltogmenneske.
Henningsen, Henning (1961): Crossing the Equator.
Lövkrona, Inger (1996): Erotiska Historier och konstruktion avkön och identitet. Tradisjon 2
1996.
Podemann Sørensen, Jørgen (1995): Ritualistik.
Rørbye, Birgitte (1997): Livets rejse. En narrativ kulturanalyse af børns personligeversionerom alderdommen, livetogdøden. Narratingvisions.Underpublikation. Birgitte Rørbye(red.) Weibust, Knut(1969): Deep Sea Sailors.
Summary
Culture orTorture
In thesummerof 1995 it becamepublicly known that Danish conscriptsatthe naval station Grøn¬
nedal in Greenlandparticipated in rites ofpassagewhichincludedaspectsof force and humili- ation. The ritesweresimilartothemaritimebaptising ceremoniesonships crossing the Equator and thepolar circle datedmany yearsback. What made the initiation ritesatGrønnedalasubject ofpublic debatewasamongother things the strict control and the physical punishment of the ini- tiants, carriedoutby the conscripts themselves. All thiswasbasedon ahierarchic order where the
newcomers wereto serveand follow orders from those who hadalready passed the rites. These things clashed with the general conception of Denmarkas acountrywith democracy and human rights and thewayinstitutions like thearmyshould behave. Thematterbecameapoliticai issue:
wasthisaculturalcuriosityorasadisticsystemwithtorturefeatures.
The rituals servedtoincorporatethenewcomersinasocialsystembasedon ashared depen- denceonthe individual'sabilitytosurvive inatimeofwarandnotlet hisfellow soldiers down.
Furthermore the rituals tookplace in what Erwing Goffman has cailedatotal institution. Thatis
aunit which is isolated and where the membersareliving together 24 hoursaday,cutoff from the outside world and where the membersarenotin control of theirownlives.
The rituals can moreoverhelparrangetime. The ritual becameamarkerof time partlyin the staytioning and partlyin the life of the individual, where the ritual servedas atestof manhood.
Tobea man wasofgreatimportance for the conscripts. One of the things they didwastoplace each otherhierarchically in relationtowhowasallegedlymostman,and the initiantswerecailed
»chickens«(»høns«),atermalso used condescendingly towardswomen.Amajor problematthe naval stationlay in the division of labour. The conscripts didnothaveoperational tasks but took
careof thehousekeeping and the service for the officers. Thismustundoubtledly have been far from the childhood dream ofdoing one's military service in Greenland. This division of labour playedanimportantpartin the ritual where foodwasusedas a commonelement, for instance through forcible feeding. Because cooking and housekeepingistraditionally considered women's work, thestay atGrønnedal makes themenbecomewomenunless they through the liminal phase
usethe food inanopposite meaningtobecomemen.
Thereare nolonger conscriptsatGrønnedal, butwefind that thematterraises another question:
how should the cultural scholaradoptanattitudetoamatterthat has caused much debate? Should the scholarmerely observe in fear of destroying something original,orshould she takemore ac- tivepartin cultural debates? We believe that it isnotenoughtousecultureasframe of explan- ation. Culture isnotafactor thatjust exists, but something thatweall takepartin creating. We have aresponsibilityas cultural scholars andweshould notaccept everything in thename of culture.
