Slægtsforskernes Bibliotek
SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.
Slægtsforskernes Bibliotek:
http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:
www.slaegtogdata.dk
Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.
Drejer det sig om værker, som er omfattet af
ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF-
filen kun er til rent personlig brug.
ØSTJYSK HJEMSTAVN
1970
ØSTJYSK HJEMSTAVN
R E D I G E R E T A F
A
g e b r e d s t e d,
k jeld e l k jæ rOG KNUD THORUP
35. ÅRGANG
U D G IV E T AF Ø ST JY SK H JE M S T A V N S F O R E N IN G
1970
SKANDERBORG AMTSBOGTRYKKERI HARRY BRIX
FORRETNINGSUDVALG
FORMAND: fhv. gdr. Rasm us B endixen, P ro v steb ak k en 9, 8210 Hasle, tlf. (06) 15 52 26 KASSERER: sk oleinspektør E. Salom onsen, V estergårdsskolen, 8260 Viby J, tlf. (06) 14 10 60.
postgiro 32910
SEKRETÆ R: m u seum sinspektør E rna L orenzen, E lhøjvej 13, 8210 Hasle, tlf. (06) 15 78 13 Fhv. d istrik tsb e sty re r I. C. P ed ersen , Ingerslevs B oulevard 15, 8090 Å rhus C.
In sp ek tø r N. P. B oye-N ielsen, S andbygård, 8370 H adsten ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Fhv. stad sb ib lio tek ar Åge B redsted, R ungstedvej 18, 8000 Å rhus C, tlf. (06) 14 32 12
SYV GENERATIONER I FOLKESKOLENS TJENESTE
AF T. B U N D G A A R D L A S S E N
I.
LARS SØRENSEN
Skoleholder i Kastbjerg sogn 176b og fra 1768 til om kring 1800 tillige degn i U dbyneder-K astbjerg m enigheder.
D
en første i slægten, der virkede i folkeskolens tjeneste, var degn og skoleh o ld er Lars Sørensen, født 17. oktober 1735.
Han fik 2. septem ber 1764 af kam m erherre Hoick til T rudsholm kaldsbrev som skoleholder i K astbjerg sogn, og da han havde haft dette em bede i knap fire år, blev han 25. juli 1768 af k onferenceråd von A renstorff til Overgård kaldet til tillige at væ re degn for U dbyneder-K astbjerg m enigheder.
Hans forgæ nger i degneem bedet, degnen K risten Kragh, blev begravet i juni 1768 (50 å r gam m el), hans kone i maj sam m e år (42 år gam m el), og da der samme fo rår er indskrevet usæ dvanlig mange dødsfald i kirkebogen, ligger det n æ r at antage, at en sm itsom sygdom h a r hæ rget i sognet.
I »Degnen« af Georg H ansen skrives d er: »Hvor fattig eller rig en degn var, kom først frem, n å r døden havde svunget sin le, og skifteretten fik tag i boet.
Da lagdes det tydeligt for dagen, at Jylland v ar de »fattiges land«. Så rigelig en fjerdedel af sam tlige skifter sluttede med gæld.«
Lars Sørensen h ø rte til de degne, der pådrog sig gæld. I 1786 lånte han af P ed er Madsen, B lendstrup by, 98 rdl. og udstedte som sikkerhed for beløbets betaling en obligation, som findes in d fø rt i Gerlev h e rre d s skøde- og pantc- protokol.
Om pantsæ ttelsen h e d d e r det videre i protokollen: »At m erbem eldtes cred ito r og arv in g er desto bedre kan væ re betrygget om skadesløs betaling som meldl, p a n tsæ tter ieg herved med første p rio rite tsre t og fra al anden hæ ftelse frie, følgende m ig tilhørende, nem lig en stor kobberkedel, 1 jernbilæ ggerovn, en udsk aaren egedragkiste med 4 skuffer med laas og beslag, 1 m indre fyrre do med skab paa, grønm ålet og med laas og beslag, 1 grønm ålet egekiste med laas og hæ ngsler, 6 stk. brunm alede træ stole, 1 sto rt egeskab med m ange adskillige slags skuffer udi og m ed behørig beslag. Hvilket saaledes beskrevne mig til
h ørende bohave m ed videre i alle dele skal / skønt det bliver i m in egen værge / dog væ re og blive et trygt 1ste p rio rite ts u n d e rp a n t og forsikring fra mig og m ine arv in g er for ovennæ vnte capital 98 rdlr., in d til samme m ed re n ter og alle om kostninger skadesløs som m eldt i alle m aader bliver udbetalt.«
Lars Sørensen døde i m arts 1806, 70 år 20 uger og 4 dage gammel, og blev begravet den 7. m arts. Da der ikke i skiftet efter ham er b em æ rket noget om gæld til P ed er Madsen, må m an gå ud fra, at de 98 rdl. v ar tilbagebetalt, men man ser af Gerlev h e rre d s gejstlige skifteprotokol 1768— 1812, at han efterlod sig en gæld til an d re på 28 rdl. 5 m ark 3 ski.
»Videre fandtes et fæ stebrev af sal. etatsråd A renstorff udgivet å r 1777 på Stervbostedet (degneboligen), hvorved afgangne degn m ed h u stru er forsikret samme med tilliggende tofter at m åtte bebo mod at betale 4 rdl. årlig. Enken tillige gav tilkende, at samme hendes m and havde afstået benæ vnte hus og tof
ter, im od 3 b in d in g huses istandsæ ttelse i den n ordre, til S. T. hr. kam m er
ju n k er A renstorff på Overgård, hv o rtil enken for eftertid en tilholdt sig.
V itterligsm æ ndene P eter Skom ager og H ans H alvorsen, som var overvæ rende ved registreringen, begyndte vu rd erin g en således: 1 grønm ålet kiste, deri en blå overkjole, 1 gl. gul do, 1 blå trøje, 1 g rønplettet u n d ertrø je, 1 p a r gi. Man
chester bukser, 1 p a r blå do, 1 p a r brune do, 1 bru n kjole, 1 sort stoffes do, 1 sort vest, 1 hat, 1 dragkiste m ed et p a r skuffer, 1 lille grøn dragkiste på fod, som opgives at tilh ø re d atteren, et lille skab med skuffer, 1 pyram ide, 2 små spejle, 11 stk. skilderier, en b ru n og en hvid stenkande, 1 sort thepotte, 1 slag
bord, 2 lænestole, 2 stole, 1 bilæ ggerkakkelovn, 1 visevæ rk (u r), 1 hylde, en slum p bøger, 1 sengested med om hæng, 1 olm erdugsoverdyne, 2 b o lsteru n d er
dyner, 1 vadm els do, 2 lange og 3 korte puder, alle uden fyld, 1 skab, 1 bænk, 1 hugstol, 1 gi. økse, 1 gi. lygte, 1 thekedel, 1 kedelkrog, 1 gi. jernplade, 1 oste
hæk m ed tre hylder, en lille kobberkedel i gruen, 1 hakkebræ t, 1 dejnetrug, 1 hjulbåre uden hjul, 1 kar, 1 træ bøtte, 1 svinetrug, 1 fjellekasse, 1 spand med 3 jerngjorde, 2 små kasser, 1 stige, 5 skjorter, 1 blågarnslagen og 1 gi. rok.
S kifteretten havde m odtaget et brev fra enkens sø n n er af 4. a p ril d.a., h v o r
ved de erk læ rer ingen arv at ville have efter deres sal. fader, m en ønsker, at deres m oder m åtte beholde boen, såvidt skee kunne. Til sidst frem lagde enken en copie co n tract im ellem hendes sal. m and og n æ rv æ ren d e degn, hvorved hun som enke er fo rsik ret 10 rdl. årlig, sålænge hun lever. Således blev denne fo r
retn in g sluttet. En forventende arv h in d re d e auktionsbestem m else.«
U dbyneder. Stervboen ut supra. 1806.
Den 10. oktober 1808 sam ledes m an a tte r i degneboligen i U db y n ed er for at slutte det påbegyndte skifte. I m ellem tiden v ar der indløbet en skrivelse fra hr. lø jtn an t Poulsen på Fuglsøgård med m eddelelse om, at boet ikke kunne forvente noget tillagt ifølge den afdøde degns sal. b ro d e r C hristian Sørensen, forhen g a rtn e r på T rudsholm , nu død på gården Fuglsø, hans kgl. konfirm erede arvedisposition. H erefter blev enken K irsten Je n sd a tte r anm odet om at lade boets effekter realisere for at tilfredsstille k red ito rern e, alt efter at børnene forhen havde begæ ret, at boet uden krav fra deres side skulle overlades m oderen.
I skifteprotokollen indførtes derefter et tingsvidne fra M ariager klosters birk etin g af 3. decem ber 1806, h v o refter den afdøde g a rtn e r C hristian Sørensen ved arvedisposition havde bestem t, at en b ro d e rd a tte r K irsten, som tjente i København, forlods skulle have 50 rdl. i arv fra hans bo, m edens L ars Sørensen og dennes børn skulle have det tiloversblevne beløb.
H vor stor en del af boets effekter, der skulle sælges for at in d b rin g e 28 rdl.
5 m ark 3 ski. til dæ kning af gælden, kan ikke opklares, da der ikke i skiftet er anført vurderingsbeløb, men det kan jo også tænkes, at børnene er trå d t hjæ l
pende til, så deres m or h a r kunnet beholde boet ubeskåret.
II JENS LASSEN
L æ rer i Toustrup og kirkesanger i Dallerup 1809— 1837,
Lars Sørensen blev i 1766 gift m ed K irsten Jen sd atter, d er v ar født i 1744 i K astbjerg mølle. De havde i deres ægteskab to sønner og to døtre. Den næ st
æ ldste af sønnerne, Jens Lassen, gik m ed hensyn til livsgerning i faderens fodspor.
Jens Lassen, d er blev født i U dbyneder degnebolig 9. novem ber 1776, arb ej
dede sig i sin ungdom frem dels som h u slæ re r på stø rre gårde, dels som hjæ lpelæ rer.
16 år gammel tog h an plads som h u slæ rer på D ronningborg ved R anders.
Her v ar han i tre år, til han 1. maj 1795 flyttede til Skovsgård ved Hobro, hvor han blev h u slæ rer hos en fru K aren Sm idt. F ra maj 1796 til maj 1798 er han h jæ lp elæ rer i Lyngå ved H adsten, fra maj 1798 til novem ber 1801 hjæ lpe
læ rer og hjæ lpedegn hos degnen W orm i U dbyneder, fra novem ber 1801 til novem ber 1802 h u slæ rer hos E rh a rd t Munk til Ø stergård i Vellev sogn og d erefter igen hjæ lp elæ rer i Lyngå.
Han får alle steder gode v idnesbyrd, hvilket ses af et gam m elt dokum ent med afskrift af vid n esb y rd , han h a r fået de forskellige steder. D okum entet, der er ca. 170 å r gammelt, er i høj grad m æ rket af tidens tand, m en det meste af skriften kan dog tydes.
»Foreviseren Jens Lassen, der h a r tient hos mig 2y2 Aar for at undervise m in Søn udi Læ sning og Skrivning, h ar udi bem eldte T iid opført sig skikkelig og troe ---
D ro n n in g b o rg .---A m m itzbøll, O venm eldte Jens Lassen h a r ført et christelig Levned og v ar han den XVIII p.
T rin. a. p. en Giæst ved H errens Bord h e r i M enigheden. Gud lade ham frem deles voxe i den H erre Jesu Naade og K undskab.
R anders d. 13. Mai 1795. C. Som inerfeldl.
O venineldte Jens Lassen, som h a r tient mig et Aar og nogle Uger for at undervise m ine Børn i deres C hristendom , h a r i den Tid opført sig ganske søm m elig og skikkelig, jeg vil da paa beste Maade Recom m enderc ham , ligesom jeg og form oder at S. T. Hr. B lichfeldt i H obro behagentlig m eddeler Ham til Skudsm aal angaaende Hans Saligheds Sag.
Skouusgaard d. 1. May 1796. Karen M. H. Sm idts.
F ornæ vnte Jens Lassen h a r væ ret cn Giæst ved H errens Bord i Schiellcrup Kirke den 17. A pril sidst og h a r iøvrigt h e r i M enigheden forholdt sig christe-
lig. H obro den 1ste May 1796. W. B lichfeldt.
Bemeldte Jens Lassen, som h a r læst for Ungdom m en h er i Lyngaae Skole over et Aar og ved samme vist sig fortient til et godt V idnesbyrd af m i g --- sam t at hans F orhold h a r væ ret christelig og skikkelig. Han var en Giæst ved H errens Bord sidst S kiæ r T orsdag og ønskes ham frem deles Naade og Lykke af
J. S. H øxbroe. Lyngaae d. 10. A pril 1798.
Bemeldte Jens Lassen, som h a r tient og gaaet mig til H aande i 3^2 Aar baade ved U ngdom m ens U ndervisning i Skolen og ved Sangen i K ir k e n --- h a r iøvrigt ved sin T roeskab og F littighed væ ret mig til Fornøyelse, saa ieg med des stø rre Grund kand recom m andere Ham alle forekom m ende og isæ r Hans sidste Siæle Sørger S :T : Hr. T im m erm ann til viidere Skudsm aal H ans Salig
heds Sag andgaaende.
U dbyneder Degnebolig d. 26. O ctober 1801. H. W orm.
Meer bem eldte Degne-Søn Jens Lassen var sidste Søndag en Giæst ved H er
rens Bord i U dbyeneder K ircke. Hans C hristelige Vandel h e r i M enigheden h a r væ ret m ange til Opbyggelse og Nytte. Gud! Leede Ham frem deles paa Sandheds og D ydens Vei.
U dbyeneder P ræ stegaard d. 26. October 1801. J. T im m erm ann.
F or at undervise m ine 2 S ønner udi Læsning, Regning og S krivning h a r m eerbcm eldte Jens Lassen tient mig h e r paa O stergaard Eet Aar og i samme Tiid forholdt sig Tro, flittig og vindskibelig; hvorfore m in Æ rbødige Begiæring er til V elæ rvæ rdige H rr L und i Vellev, at De h erp aa ville m eddcele Ham Skudsm aal herp aateg n et Hans Saligheds Sag betræ ffende.
O stergaard d. 31. O ctober 1802. Christ. Erh. Munk.
E rm eldte Brave unge Menneske Jens Lassen com m unicerede i Vellev Kirke 2den Søndag efter Paaske, den 2den May dette Aar; h e r i M enigheden h a r han ført saa christelig og i alle H enseender roesvæ rdig F orhold, at jeg ønsker — ---Som Duelig og overalt meget væ rdig til betiene et L æ rer-Em bede h a r jeg tillige befunden oppem eldte Jens Lassen, som jeg d erfo r og venligst anbe
faler. Vellev P ræ stegaard d. 27de Novem ber 1802. Hans N. L u n d O ftcbem eldte Jens Lassen, som i T rende Aar h ar h e r i Sognene dels Læst for U ngdom m en, dels væ ret Kirke Sanger h a r faaet roesvæ rdige og sandfæ rdige V idnesbyrd fra Hr. Skov R id d er Thom sen og Hr. F o rp ag ter T hørsleff og ikke m indre fo rtien er Han m in som K irke Sanger og Hr. Meyers assistent i de 2de Aar Han var i denne F o rretn in g . Han fo rlad er M cenighederne med de oprigtig
ste og bedste Ønsker, at Han m aa nyde Held og Lykke til stedse at finde Lei- lighed at giøre sig saa fortient, som han viiste sig h er i denne, vor F orvisning giør, at vi glæ der os ved, at vort Ønske bliver opfyldt. Han var en Giæst ved H erens Bord i Lyngaae Kirke sidst afvigte 20. Søndag efter T rin itatis. Som den, der prøvet har, følt og k ie n d e r --- vil han vist vælge, det der er ham rigtigst og meest tienligt, hvortil A lstyreren give Ham Naade.
Lyngaae d. 1. N ovem ber 1805. J. H øxbroe. Sognepræst.«
Man må således form ode, at Jens Lassen h a r væ ret et sam vittighedsfuldt og pligtopfyldende ungt m enneske, d er h ar udvist god opførsel, og efter de mange år som h u slæ rer og hjæ lp elæ rer kunne m an vel have forventet, at han var i be
siddelse af evner, der gjorde ham skikket til at kunne varetage arb ejd et som skoleholder, men det viste sig senere, at hans evner ikke slog til, eller at han i al fald ikke u d nyttede dem.
I novem ber 1805 fik han plads som tjen er og sk riv er på F rijsen b o rg og var her i fire år. Først på året 1809 v ar em bedet som læ re r i T oustrup og k irk e
sanger i D allerup kirke ledigt. Det var ikke guld og grønne skove, m an lovede den m and, der skulle b estyre em bedet. Lønnen v ar opgivet således: 24 rdl. årlig
med et tillæg af 8 ski. for h v ert b arn , der læ rte at skrive — brugen af 6 tdr.
land — fourage: 1 lpd. hø og i y 2 lpd. halm af hver td. h a rtk o rn — offer og accid en ser af d istrik tet sam t fri bolig og ildebræ ndsel.
Skolen v ar en af F re d e rik den F jerdes ry ttersk o ler. Den bestod af 9 små fag, og i den v ar der både beboelse, skolestue, ko- og fårestald, så der v ar kun kneben plads i en h v er retning.
T oustrup hørte u n d e r grevskabet F rijsenborg, og på grevens anbefaling kal
dedes Jens Lassen i a p ril 1809 til det ledige embede. A nbefalingen havde føl
gende o rd ly d :
»Jens Lassen h a r tjent mig troe og redelig på 4de Aar; h a r en god m oralsk C aracteer, sk riv er og regner godt, og tør jeg derfo r alleræ rbødigst rccom m cn- dere Ham til Deres H øyæ rvæ rdighed Hr. B iskoppen.
J. K. W ind Friis.«
De to skoleholdere, der havde væ ret ved skolen før Jens Lassen, Jacob Ge
sten og P ed er E riksen Skyom, havde vist ikke væ ret sæ rlig duelige, så det stod sløjt til m ed det, b ørnene havde fået ud af skolegangen.
Jacob Gesten blev afsat i 1785. Han beskrives som en h å rd m and, og det fo r
tælles, at han u n d e rtid e n hæ ngte drengene m ed et reb u n d e r arm ene op i en tvæ rbjæ lke u n d er loftet og lod pigerne sidde på en udhulet sten, hvori der var vand.
P eder E riksen Skyom virkede i em bedet til 1809. Han beskrives som en brav m and, m en da han s syn var meget dårligt, kunne han ikke holde sty r på d re n gene, h v o rfo r hans kone hjalp ham med u n dervisningen. Hun brugte ofte u d try k k et: »A ska skam gi dæ ris i di gat«, og m an siger, at hun jæ vnligt udførte denne straf.
D er skulle en fast h ån d til for at få sat skik på b ørnene og få orden i skole
gangen, m en Jens Lassen m agtede det ikke.
Det v a r helt an d re kår, end han var vant til, han nu gik ind til. Han var på de store gårde, isæ r på Frijsenborg, blevet væ nnet til gode dage med en løn, der rigeligt kunne dække hans fornø d en h ed er. Nu stiftede h an sn art fam ilie
— han blev gift i som m eren 1809 med Bodil C hristensdatter, d atter af fæste
bonde C hristen P edersen, V rangstrup, en lille by u n d er grevskabet F rijsenborg
— og da d er i æ gteskabet kom børn, 6 ialt, m åtte d er spinkes og spares for at få den lille løn til at slå til.
Han havde jo ingen sæ rlig uddannelse, så arbejdet i skolen faldt ham besvæ r
ligt, og h an havde sto rt besvæ r m ed at styre de mange for største delen sim pelt opdragne, m eget fattige børn. D ertil kom den ustadige skolegang, den lille tarvelige skolestue, h v o r b ørnene v a r pakkede som sild i en tønde, og m ange
len på skolem ateriel. Ud over nogle få læ sebøger v ar der in tet m ateriel i skolen.
Men som det stod til her, stod det vist til i de fleste landsbyskoler. Flere skoler ejede ikke læsebøger, men m åtte benytte bibelen i læ setim erne. I nogle skoler havde m an nok læsebøger, m en det v a r ikke sæ rlig righoldige sam linger, der fandtes i »bibliotekerne«, ofte kun 3— 4 eksem plarer i h vert sæt, så m ange børn m åtte se i samme bog. Nogle gamle in d b eretn in g er, der nu opbevares i landsarkivet i Viborg, viser dette:
» E rich n au r skole: Da jeg kom h ertil i 1809, fandtes i skolen: En gammel forreven bibel. En huspostil sam let af lu th ersk kristne. Balles bibellæ sning gi
vet af h r. etatsråd Thygeson. F reum anns udtog af bibelen. A. F. Justes nyeste
b ondepraktika. I m in tid h a r provst R osendahl givet h e rtil: 1809 P rah ls fo r
tæ llinger for børn. 1820 Platous geografi og Thonboes fæ drelandsbeskrivelse.
1813 Jesu K risti levnedsbeskrivelse (2 ekspl.). Leths bibelske eksempelbog.
Leths fæ drelands geografi. K raru p s søndags-aftens læ sning. Siden jeg blev skolelæ rer her, h a r byens beboere købt til alm indelig brug i skolen : H elm uths n atu rlæ re (4), Gutm anns tyskbog, Sneis eksem pelbog og P rah ls fortæ llinger for børn.
Jeg er nu 29 å r gammel og h a r bestyret denne skole siden efteråret 1809.
Således giver jeg mig den æ re at tilstille eders højæ rvæ rdighed denne skoleliste:
H atting skole: De i H atting skole brugte bøger ere: Den hellige historie. Bi
belen. Balles bibellæ sning. Religionsbogen. En bibelsk-historie.
Ølsted skole: De læsebøger, som ere givne til brug i skolen, ere: 5 stykker af P rahls fortæ llinger. 3 stykker af B irchs h istorie. 3 stykker af Justes b onde
p rak tik a og tvende af de til skolens bru g udkom ne første udgaver af de ny salm ebøger.
H edensted skole: Skolens læsebøger ere L uthers katekism us, B irchs bibel
historie, nogle stykker af Thonboes bib elh isto rie og en bibel.
I en femte skole h a r m an foruden bibelen kun tre bøger: Man skal lære af andres eksem pel. Sange for unge piger. H errem æ nd og bønder.«
I begyndelsen af det 19. årh u n d re d e v ar m an på højeste sted klar over, at del stod sløjt til med u n d erv isn in g en mange steder, sæ rlig h v o r det var ueksam i- nerede degne, der forestod u n d ervisningen. F o r at bøde lid t på disse m angler udgik d er i 1810 til bisp ern e en skrivelse, der in d eh o ld t kgl. befaling om »at danne skolelæ rere og degne på landet, d er ej er sem inarister« til at nå følgende k undskaber:
»At læse tydeligt og med fæ rdighed, at kunne fornuftigt og med egne ord forklare L uthers katekism us og læ rebogen i religion, at forstå at regne med de fire species og reguladetri, at skrive uden betydelige o rthographiske fejl, at synge de alm indelige salm er rigtig og i ren tone.«
Stifternes p ro v ster skulle d erefter m eddele bisperne, hvor mange der i hvert h erred ville m odtage u n d erv isn in g og selv udrede udgifterne, sam t hvem af p ræ stern e der ville påtage sig at u ndervise degnene.
Det blev i skrivelsen stæ rkt understreget, at en sådan u n d erv isn in g ville være af sto r vigtighed for de degne og skoleholdere, der u n d e r en forestående for
an d rin g ville vedblive at beholde deres embede, og dette v ar vel grunden til, at et stort antal degne m eldte sig til un d erv isn in g en — i Ribe stift således 120 — skønt u n d erv isn in g en skulle vare i tre m åneder, fire tim er daglig.
Et p a r eksem pler på de svar, der indkom fra p ræ ste r og degne (Viborg L an d sark iv : In d b e retn in g er fra Ribe stift) viser, at det nok ikke v ar uden grund, at m an ville have degne og skoleholdere på skolebænk.
»Uagtet jeg i 20 år h a r væ ret skolelæ rer, vil jeg meget gerne ønske adgang til den foreslåede u n dervisning, m en kan ikke selv b estrid e udgiften, da m ine indkom ster næ ppe giver mig det daglige brød til mig og m ine ved sam let bord.«
»Ingen af dem er sem in arister og ej heller n æ r nok duelige til at forestå en v elin d rettet skole, men de y tre r dog lyst til at ville læ re mere, og da de just ikke er skøre hoveder, er det m uligt, at de ved at deltage i u n d erv isn in g sam men m ed an d re kunne blive duelige.«
Om degnen i T hyregod sk riv er sognepræ sten: »Degnen, Hans B jerring, 44 år gammel og 14 år i em bedet, er eneste skoleholder i T hyregod og V ester sogne.
Han er ikke sem inarist og h a r heller ikke i ungdom m en ny d t nogen u n d erv is
ning, d er kunne erstatte hine m angler.
Han h a r ikke evne til at koste noget på en forgæves undervisning, da han i et ringe levebrød e rn æ re r foruden sin fam ilie endnu en fattig m oder. Han tro r u n d erv isn in g en forgæves, fordi hans højre arm er lam, og h an føler sig uoplagt til at læ re noget så ganske nyt som regning, da han ikke engang h a r læ rt de fire species.«
En m æ rkelig u n d sk y ld n in g den gode Hans B jerring h a r haft, m ed m indre det skal forstås således, at han på gru n d af den dårlige arm ikke h a r kunnet holde den tilbørlige d iscip lin i skolen, og dette h a r måske også væ ret gru n d en til, at han senere frasagde sig skoleholdet.
Der foreligger ingen oplysninger om, h v o rv id t Jens Lassen deltog i den næ vnte undervisning, men m an må form ode, at han ikke h a r gjort det. Dertil havde han sikkert h verken tilstræ kkelig lyst eller energi.
Han v ar ikke i besiddelse af megen åndelig kraft eller viljestyrke, og lian var in d erlig ked af arbejdet i skolen. E fter endt skoletid var han for det meste så træ t og deprim eret, at han ikke havde lyst til at give sig af med noget.
D istriktets b ø n d er drev jo rd lo d d en af villighed, og det eneste arbejde, Jens Lassen selv fik u d fø rt på jordlodden, var om efteråret at høste en smule korn.
N år han om efterm iddagen v ar fæ rdig i skolen, var han som oftest i dårligt hum ør og gik næ sten hver dag til en af de næ rm este nabobyer for at søge op
m u ntring hos folk, der ville gøre ham til gode med m ad og drikke.
Jens Lassen v ar ikke altid let at omgås. Han var til tid e r noget uligevægtig og kunne fare op i hidsighed, n å r noget gik ham im od.
Skolen betragtedes på den tid af bønderne som et nødvendigt onde, og u d giften til den ydedes ofte m ed uvilje, hvilket m edførte, at der af og til kunne opstå strid ig h e d e r mellem Jens Lassen og beboerne.
Jens Lassen havde for egen regning og af den tvingende nødvendighed byg
get et lille udhus, h v o rtil grev F rijs gav ham tøm m er. Nogle år efter at loven af 1814 om skolevæsenet var givet, forlangte han efter en rim elig beregning betaling derfo r af beboerne, men da rejste der sig b lan d t dem en heftig m od
stand. Ved en sam ling på skolen m odsagde alle m æ ndene Jens Lassen, og til- sidst fæ ldede sognefogden m ed væ rdig dom m erm ine den dom, at dersom Jens Lassen ikke ville nøjes med den sum, han nu bød, om trent det halve af, hvad Jens Lassen havde beregnet, m åtte ingen, hverken m and eller kvinde i sognet, yde ham nogen tjeneste u n d er en m ulkt af to rdl.
Dette overholdtes af sognets folk med undtagelse af to koner, der kom med fo ræ rin g er som sæ dvanlig. Jens Lassens kone kunne ikke udholde en sådan stilling. Hun form åede sin m and til at give efter, og tingene ordnedes da snart, så der igen blev god forståelse mellem ham og beboerne.
Et andet lille træ k viser, at sogneboerne godt ville snyde med leveringerne til skolen, n år de kunne komme af sted med det. En m and havde således en dag leveret træ og foder til skolen. Han havde væ ret inde hos Jens Lassen og havde fået en bid brød og en snaps, og da han skulle hjem ad, læssede han en del af træ et på vognen for at tage det med tilbage, men Jens Lassens kone op
dagede det, og han nødtes da til at lade det ligge.
Det for Jens Lassen så opslidende skolearbejde og de daglige udflugter til nabobyerne gjorde, at han allerede i en ald er af godt 50 år var så gammel og svag, at han ikke læ ngere selv kunne passe skolen, og han form åede da sin
æ ldste søn, Las Lassen, til at at tage læ rereksam en, så han kunne blive hjæ lpe
læ rer for faderen.
Jens Lassen døde 23. ja n u ar 1837 og blev begravet på D allerup kirkegård.
Han efterlod sig ingen gæld, og boet blev v u rd eret til 175 rdl. 78 ski. Skønt hans in d tæ g ter ikke havde væ ret ret store, ser det altså ud til, at han og hans familie h a r haft deres daglige udkom m e og ikke h a r haft vanskeligheder økonom isk set, hvilket vel for en del skyldes, at de levede af jord lo d d en s p ro d u k ter, og at Jens Lassens kone var en meget arbejdsom og dygtig husm oder, der fo rarb ej
dede h ø r og uld til børnenes klæ der, som hun selv syede og strikkede.
I Hjelmslev-Gjern h erre d e rs skifteprotokol 1836-38 Fol. 18 er der in d fø rt skifte efter Jens Lassen. Skiftet blev afholdt 23. feb ru ar 1837 på skifteforval
terens ko n to r i Skanderborg. Bodil C h risten sd atter m ødte tillige m ed den m yn
dige arving, sem inarist Las Lassen, som blev beskikket til værge for sine um yn
dige søskende og betydet sine pligter. De frem m ødte blev foreholdt den af
holdte sk iftefo rretn in g og erklæ rede derefter, at alle boets ejendele i samme fo rretn in g var anført. De erklæ rede sig tilfredse med den på boets ejendom m e satte vurdering, hvilket vurderingsm æ ndene, begge af T oustrup, som var til stede, m ed ed bekræ ftede at have fuldført efter bedste skønnende og overbe
visning. Enken anm eldte, at om kostningerne for den afdødes begravelse var af
holdt af hendes søn, sem in arist Lassen, m ed 34 rdl. 2 ski. og frem lagde så en specifikation over disse om kostninger. Hun forlangte så, at boet skulle føres til udgift et lige så stort beløb til hendes egen begravelse »i sin tid«, og værgen havde intet h erim od at erin d re.
Ifølge den frem lagte registrerings- og v u rd erin g sfo rretn in g androg boets in d tægt 175 rdl. 78 ski., som efter frad rag af u dgifter reduceredes til 98 rdl. 64 ski., hv o raf halvdelen tillagdes enken, hv er af de fire sø n n er 10 rdl. 92 4/9 ski.
og d atteren 5 rdl. 46 2/9 ski.
Den m yndige arving erklæ rede, at han m åtte betro sin m oder såvel sin fo r
d rin g på boet som sin arv. I henseende til den hans m in d reårig e b rø d re til
faldne arv afgav h an på deres vegne samme erklæ ring. Da de um yndiges arve
lo d d er ikke kunne inddrages u n d er overform ynderiet, blev de indestående hos m oderen for u n d er væ rgens opsigt at anvendes til børnenes bedste.
E fter at enken med lavværge havde fo rb u n d et sig til at holde skiftefo rret
ningen kravesløs og fri for an sv ar af m ulig uanm eldt gæld, blev skiftet sluttet.
FRA H ER R EM Æ N D MED GYLDNE KÆ DER TIL D IP L O M G R E V E R MED GYLDNE KLÆ DER
AF H A R A L D M ARK
O
vergangen fra hedenskab til kristendom var i sin tid gået gradvis og næ sten um æ rkelig. Intet blev fo ran d ret i det 3-delte sociale sam fund, og der gik om trent 200 år fra kristendom m ens indførelse, inden den katolske kirke begyndte at gøre sig gæ ldende som en stat i staten med egne love og skatteop- pebørsel, m en reform ationen blev både en kirkelig og social om væltning.Både h errem æ n d en e og b ø n d ern e gjorde flere gange o p rø r imod indførelsen af kirke-tienden, som da vendelboerne slog kong Knud ihjel i Odense den 10.
juli 1086, og skåningerne gik i åbent o p rø r im od biskop Absalon 1180-81. Dog kirken sejrede både åndeligt og m aterielt, idet både kongerne og storm æ ndene skæ nkede k irk ern e gods, så de kunne oprette klostre, h o sp italer og arm ehusc og tage sig af de spedalske og an d re syge, som ingen kunne eller m åtte pleje.
Allerede før Jyske Lovs indførelse havde k irken sam let betydeligt gods, og de mange unge m ænd, som faldt i krigene, bevirkede, at ikke alle de højbårne jom fruer kunne blive standsm æ ssigt gift, h v o rfo r de m åtte gå i kloster, som så overtog deres jordiske gods af penge og ejendom .
Som arvelovene v ar dengang, v ar en » broderpart« dobbelt så stor som en »søs
terpart«, m en ellers havde de lige re<t til ejendom og penge. Det sidste voldte ingen vanskelighed at dele, men jordegodset, som o p rin d elig lå u n d e r h e rre d s
høvdingen, men nu var blevet delt ud i væ bner- og b ry d eg ård e og enkelte fri- gårde, m åtte, for at alle kunne få deres retm æ ssige arv ep art, opdeles i stø rrel
ser, som passede til arven.
Som tidligere næ vnt var b ø n d ern e o p rin d elig personligt frie og ejede deres gårde m ed toft og fæ llesjord i landsbyen, m en u n d er o p d y rk n in g stid en m åtte bønderne slå sig sam m en om at rydde skove og alm inding, hv o refter de fik tildelt et stykke jord i forhold til den arbejdsindsats, de havde p ræ steret. H er
ved opstod landsbyfæ llesskabet.
Der v ar det sæ regne ved den ny o p d y rk ed e jord, at af denne skulle d er svares landgilde til h erredshøvdingen, eller til hvem han bestem te, at landgilden skulle overdrages — i mange tilfæ lde en væ bnergård, som lå i »enem ærke«
(uden for landsbyfæ llesskabet), eller en b rydegård, som lå i landsbyen. I begge tilfæ lde opkræ vede b esid d ern e af disse gårde n aturalskatten hos bønderne, hvo rfo r gårdene blev kaldt for hovedgårde — oprin d elig hovgårde, idet disse gårde fik tillagt den oprindelige afgift til hov og vi. Dette var som regel en
m indre arbejdsydelse til bjergning a>f hø, tørv og b ræ n d e sam t vedligeholdelse af veje og b ro er — dette udviklede sig til det, m an i den nyere tid kaldte hoveri.
D er findes meget lid t skriftligt om de første indviklede forhold, dog klostrene førte omhyggelig jo u rn al over deres jordbesiddelser, og de viser tydeligt, at f.eks. en fribonde udm æ rket kunne have jord, som h an skulle svare landgilde af til hovedgården, og n år denne blev delt op til forskellige ejere, f.eks. k ro nen, kirken og h errem an d en , var det et noget besvæ rligt forhold, navnlig efter Jyske Lovs indførelse, hvor de kongelige sk atter blev tyngende.
I de ca. 300 år, d er gik fra Jyske Lovs indførelse til reform ationen i 1536, havde næ sten sam tlige frib ø n d er afstået deres gårde til kongen, kirken eller h errem an d en im od en kontant ydelse eller forskellige skatte-privilegier eller på anden m åde, således at de for eftertid en fik deres gårde i livsvarigt fæste.
U nder den sorte død o. 1350 blev der en m æ ngde ødegårde, som lå hen uden ejer, delvis på gru n d af m anglende m enneskem ateriel, m en også fordi skat
terne for disse »ødeboel« var så store, at ingen ville påtage sig disse.
F ra lovgivningsm agtens side greb m an da til at tvinge h errem æ n d en e til at overtage disse ødegårde, så d er kunne blive svaret skat af dem, altså en form for landbrugspligt, hvis bestem m elser vi træ kkes med den dag i dag.
Som tiden gik, blev kirken den største g odsbesidder i landet, og der er bl.a.
eksem pel på, at en v æ bner i 1390 lejer en sådan ødegård af G rinderslev klos
ter im od en fast forpagtningsafgift.
I hele u n io n stid en fra 1300- til 1500-tallet stod kirk en og kongem agten sam men, in d til disse forløb sig ved blodbadet i Stockholm i 1520. H errem æ ndene var træ n g t op i en krog, hvor kongen og k irk en bestem te, hvad de skulle u d rede af m andskab og skatter.
I 1523 tog de jyske rig srå d e r sagen i deres egen hånd ved at opsige »huldskab og troskab« for kong C hristian II, da han havde o v ertråd t håndfæ stningen, og i største hast tog rig sråd ern e til Slesvig og hyldede kong C hristians farb ro d er, hertug F red erik , som konge af D anm ark, uden at spørge de øvrige m edlem m er af unionen, Sverige og Norge, eller de øvrige danske landsdele, hvad de m ente.
G runden til dette drastiske sk rid t var m åske mest ønsket om at frigøre den danske kirke fra pavevæ ldet, så m an k u n n e undgå at betale skat til pavestolen og derefter fratage kirken alt det gods, som v ar blevet den skænket.
Foreløbig nøjedes m an med at lade den lutherske læ re blive p ræ d ik et forskel
lige sted er i landet, m en efter Kong F re d e rik I.s død i 1533 var problem erne lagt således op, at de kun kunne løses ved en krig, som man i dag kalder for Grevens fejde. Krigen udløste mange års h ad til k irkebesiddelserne, og m an bræ n d te ikke alene kirkens h erreg ård e af, men også m ange andre, f.eks. Kol
lerup.
Som det er sæ dvane i D anm ark, enedes m an om et kom prom is. På herredagen i Ry den 4. juli 1534 bestem tes, at de b ro d er- og sø sterp arter, som kirken havde fået fra m unke og n o n n er en generation før, skulle gives tilbage til fa
m ilien, og resten af klostergodset skulle inddrages u n d e r kronen, således at cen tralsty ret økonom isk kunne hvile i sig selv, og im od at kronen u n d erh o ld t de tilbageblivende k lo sterb rø d re og -søstre.
Den skattebyrde, som havde hvilet på landbruget, blev derved cirk a halveret, og der kom en opblom string af h andel og skibsfart, efter at m an havde fået jaget hanseaterne ud af landet. De mange sm ukke købstadshuse og stolte her-
resæ der, som blev bygget fra 1536 til 1625, står endnu som m inde om rig srå
dets storhedstid.
U nionstidens mange krige satte også deres præ g på K ollerup. Den gamle slægt uddøde på m andssiden med Lave Jenssøn, og hans søsters børn, som hun havde m ed Mads Jensen Munk, Visborg, arvede K ollerup; dog allerede hendes eneste sønnesøn, kaldet Munk Jensen, faldt i Sverige i 1497, h v o refter Kolle
rup igen arvedes på spindesiden flere gange, således at døtrenes m æ nd skrev sig til Kollerup, selv om de kun ejede en halv- eller en tred iep art.
Forskellige grene af den gamle slægt levede videre som h errem æ n d i D an
m ark in d til 1660. Den før næ vnte Sven Udsøn til Sostrup og V ibekjær havde et talrig t afkom på D jursland, og en af disse blev i 1501 h erred sh ø v d in g i Marks h e rre d i V ester Gøtland, h v o rfra den nuvæ rende slægt på K ollerup stam m er.
E rik Nielsen giftede sig anden gang m ed Ellen K aasdatter til T h orupgård i Salling, som han arvede med hende. Han var en meget d riftig m and, som søgte at samle jordegodset om kring hovedgården, som han »indhvervede« flere gange.
H eru n d er m åtte han føre proces med nogle bønder, d er havde taget af Kolle- rups jord. Den 4. dec. 1557 falder der dom på Viborg landsting, der om støder et »nogen tids siden forleden« af nogle b ø n d er på Galten h erred s ting taget vidne om m arkskel mellem K ollerup og V interslev m ark. De havde fo rd ristet sig til at have vidnet og hjem let om samme m arkskel og andre åsteder på trods af den af salig rid d e r, hr. Jens Madsen, i 1481 tagne lavshæ vd, hvorefter Kollerup var in d h v erv et med alt sit tilliggende af ager, eng, skov og m ark, intet undtaget, til m idtstrøm s i den bæk, som ligger mellem Kollerup og V in
terslev, og frem ad m arkskellet mellem H adbjerg og Kollerup og mellem Sel
ling og Kollerup.
Af de indstæ vnede bø n d er var kun to m ødt, nem lig Johan Lassen i Vissing og F ran d s Nielsen i H adbjerg: »Thi m øtthe enn aff w y n d ism en d t Johan Lassen w di W issing och berette, att the icke w ü ste thenom andett th er om at haffue w o n d itt en d tt hues retth skulle findis at uere. Sam eledcs w ndskyldigett the thenom seg icke att haffue h ø rd tt, ey heller at haffue w ü st aff same lagsheffdtt at siige, føre endt nogen foe dage efftter att the same w y n d isb y rd tth giortt och w o n d it haffde«.
Sagen endte naturligvis med, at den gamle lavshæ vd fra 1481 skulle stå ved magt, og h erred stin g ets v id n e r »w nøgachtiig stuerc och ingen m achtt att haffue«.
N år b ønderne havde fo rd ristet sig til at tage af h erreg ård en s jord ukæ ret i flere år, v id n er det om, at der ikke h a r siddet noget strengt herskab på Kol
lerup.
2 m ån ed er senere, den 1. febr. 1558 (tirsdag næ st Vor F ru e Dag K yndelm isse) kom m er 14 adelsm æ nd sam m en for at fastslå, at E rik Nielsen alene ejer og be
sid d e r engene »udi W yntersleff Marck liggende, kaldet H aruaatz Kier, som h an d t oc hans forelder« h a r væ ret rettelig i besiddelse af »tiil thenn wey, som løber no rd en samme K ier och løber w ai w esten aff H adstien Mølle« (den nu
væ rende stationsplads og jernbaneanlæ gget sam t engene ud til S andager).
Det er de to b rø d re, Niels og L ars Lunov fra Rugård, der på tinget den 1. febr.
1558 v idner, hjem ler og kundgør, at de onsdagen næ st efter Set. Pauli conver-
tionis dag sidst forgangen dette år v ar for K ollerup p o rt og så 14 adelsm æ nd bekræ fte lagshæ vden.
N år jeg h a r om talt dette så udførligt, er det, fordi begivenhederne m ed de 14 adelsm æ nd, indlogeret på Kollerup i flere dage, antagelig med h u stru er og tjenerskab, viser, at man ikke skyede noget besvæ r for at få sam ling på jo r
d e rn e u n d e r hovedgården.
Brevet meet de 14 adelsmænds segl.
Med sin første hustru, Ingeborg Juel, som døde i barselseng, havde E rik Niel
sen en datter, Maren, hvorim od der ikke var børn i hans andet ægteskab.
Som før næ vnt, ligger han begravet i Galten kirkes kor med begge sine h u struer, og in d sk riften på ligstenen ly d er: »Her h v iler w n d e r denne sten erlig och w elbørdig salig E rich Nielsen som paa K olderup och T orvpgaard m it bege si hostrv den første hans salig hostrv som h v iler och h e rv n d e r erlig och w el
børdig Frv Engeborg Jfuel død h er påå K olderup neste søndag efth er vor Frvdag seerm er (Vor Frue dag i høst, d.v.s. 8. sep tem b er), der m and scref 1536, med sin sidste hostrv F rv Elle K osdatter som døde paa T orvpgaard den næste m andag for Jfvel der m an scref 1559. Salig E rich Nielsen død h e r paa Kolderup leverdag næ st efter pinsedag der m and scref 1561«.
F or nogle å r siden blev Galten kirke restau reret, og jeg konstaterede, at i krypten u n d e r alteret er der m uret en sarkofag til 3 m ennesker, og så vidt jeg kunne se, h a r den ikke væ ret åbnet siden tilm uringcn.
Som om talt efterlod E rik Nielsen sig kun én arving, d atteren Maren. Hun blev gift med H artvig T hom sen Juel, søn af Thom as Iversen til A strup i Salling. I 1536 er H artvig Juel m ed u n d ersk riv er af recessen i København, »rigets konstitution«
— altså må han have væ ret en anset m and. At han også v ar en holden m and, frem går af, at han i 1540 lånte kong C hristian III 500 joachim sdalere mod pant i gården Lund på Mors. F oruden til denne gård skrev han sig også til
Palsgård i B jerre h e rre d og E stru p i Malt h e rred , og efter svigerfaderens død arvede han Kollerup. D er er h id til ikke fundet noget, som viser hans næ rm ere forbindelse med Kollerup. Både h an og h u stru en døde i 1572, altså kun 11 år efter E rik Nielsen. De ligger begravet i et kapel i Ask kirke. Også dette æ gtepar efterlod sig kun én arving, jom fru Ingeborg, født i 1544 på Lund. Man ser det m ærkelige, at foræ ldrene sender en ebarnet til klosterskolen i Preetz i Holsten.
Allerstagerne fra 1584 i Galten kirke.
da b arn et er 10 år gammelt, og året efter i 1555 tager det hjem igen, hvor hun bliver til foræ ldrenes død i 1572, dog sikkert afb ru d t af besøg hos m orfaderen på Kollerup. I 1573 kom hun i huset hos faderens fæ tter, Mouritz Podebusk til K jørup, og h e r tra f hun den to år yngre M anderup P arsb erg til H axholm og S andbygård. De blev gift i Århus dom kirke den 29. septem ber 1574, og derm ed fik Kollerup en solid ejer i 52 år.
M anderup P arsb erg huskes alm indelig bedst for det uheld, han havde som 16- årig student, hvor h an u n d er en duel i Rostock slog næsen af vor senere så berøm te landsm and Tyge Brahe. E nkelte m indes ham som rigsråd og medlem af form y n d erreg erin g en for Chr. IV, navnlig fordi h an v ar rig sråd for Dan- m ark/N orge i en af disse landes store opblom stringstider, og ved freden efter den sørgelige K alm arkrig m ed Sverige viste h an et m ådehold og v ar forkæ m per for en fredelig politik im ellem de nordiske riger, så h an kom m er til at stå som en vor histories store skikkelser.
Som rig sråd h a r han ikke kunnet afse meget tid til at tilse sine gårde, og af synlige m inder, som k n y tter sig til hans ejertid på Kollerup, findes kun 2 a lte r
stager i Galten kirke med hans og hans hustrus våben og årstallet 1584.
Æ g tep arret skæ nkede indtæ gten af en gård i Selling, senere kaldet A nneksgår
den, til dom kapitlet i Århus for deres begravelsesplads der.
R igsråden ses ikke at have h an d let eller m ageskiftet med noget af sin kones gods på K ollerup, m en som det også frem går af »Lyngå sogns historie« (1947, side 143-45), er M anderup P arsb erg til Haxholm næ vnt flere gange i Galten herredsprotokol, hvilket skyldes, at H oulbjerg h erred sam m en m ed Galten h erred hørte u n d e r Kollerup ju risd ik tio n . D erfor er f.eks. en sags afgørelse om Svejstrup m ark u n d er H oulbjerg h erred dateret »Collerup 19. novem ber 1586«.
Manderup Parsbergs og Ingeborg Juels gravsten i Århus domkirke.
Af skelafsæ tningen h a r man lov til at slutte, at Vivild dengang h ørte til Kol
lerup. Senere er om talt, at V ivildkjæ r, det n uvæ rende Klammosen, hørte u n d er Kollerup.
F jorten år efter deres sølvbryllup dør fru Ingeborg den 29. oktober 1615. Året efter gifter den gamle rig sråd sig igen med en slæ gtning af hans ungdom sven.
Anne P e d ersd atter Brahe, som overlever rig sråd en og ligger begravet på Sjæl
land i Mørkøv kirke. D erim od ligger rig sråd en og fru Ingeborg begravet i År
hus dom kirke, h v o r de i sin tid blev viet, og h v o r et velbevaret ep ita
fium i sin in d sk rift, foruden at den in d eh o ld er de sæ dvanlige oplysninger, m eddeler, at »de begge levede kristeligen og døde saligen«, og slu tter med at ønske dem en »tro, kristelig, glædelig og æ refuld opstandelse.«
Den gamle storm and døde på Haxholm den 11. juli 1625 næ sten 4 snese år gammel, altså samme år, hvor Chr. IV brød m ed hans politik og kastede sig ud i det ulykkelige nordtyske felttog.
Da æ g tep arret ingen børn efterlod sig, u dgår der den 6. oktober brev til lan d s
dom m er P ed er Lange om at varetage væ rgem ålet for jom fru D orette Abild- gaard i anledning af det gods, som afdøde M anderup P arsb erg h a r haft i fo r
Altertavle i Lyngå kirke, Sabro herred.
ening m ed sin afdøde hu stru fru Ingeborg H artvigsdatter, og brev til Jørgen F riis og L auritz E bbesen (U dsøn) om snarest at begive sig til Palsgård og Kol
lerup og taksere bygningerne, hvis de ikke allerede er takserede.
Det blev dog i første omgang ikke jom fru D orette, som arvede Kollerup, men fru Ingeborgs fæ tter, Thom as Juel til Sønderskov og E stru p i Malt herred .
Thom as Juel v ar født i 1562 som søn af K ristoffer Juel og K irsten Kaas.
Som ung m and var han på studierejse i udlandet, og i 1596 deltog han i Chr.
IVs kroning. I 1611 deltog han i K alm arkrigen, »red u n d e r Albert Skeels fane«. I 1620 opførte han Sønderskov hovedbygning, der står den dag i dag.
I 1634 deltog han og hans h u stru i den udvalgte p rin s C hristians bryllup.
Thom as Juels h u stru kaldtes Maren Bølle, fordi hun var opdraget hos det sidste m andlige medlem af denne slægt og førte Bøllernes våben på trods af, at hun v ar d atter af Morten Svendsen O rning til Eget og Vosnæsgård og K ir
sten C lausdatter U lfeldt.
Da disse overtog Kollerup, v ar de æ ldre folk, m en de må h u rtig t have følt sig hjem m e på gården, som jo lå i samme egn som Maren Bølles fødegård Vos
næ sgård, for af forskelligt frem går, at de h a r opholdt sig på Kollerup. I Lyngå kirke indbyggede de hvæ lvinger og opsatte ny altertavle og kalkm alerier, og Maren Bølles våben ses den dag i dag, m edens Thom as Juels våbenskjold er tomt.
Denne kirke sam t Over H adsten hørte også til Kollerup p atronat, in d til Mo
gens F riis fratog disse ved salget til kronen i 1661. Ved deres død lod de sig begrave i Galten kirke. Thom as Juel døde først, den 24. novem ber 1647, et p a r m åneder før hans gamle konge, og Maren Bølle lod opsæ tte et p rag tfu ld t ep ita
Galten kirkes korbue. Thomas Juels og Maren Bølles epilafium.
fium over korbuen i Galten kirke, med to b illed statu er i moseeg i % legems
størrelse af hende selv og den gamle krig er i knæ lende stilling og m ed h æ n derne foldede til bøn. Statuen viser tydeligt, at fru Maren var en striks dame, men at hun også v ar en god husholder og et nådigt herskab, frem går tydeligt af en »Contragt anlangendc K ollerup H ofuidgaard med dis thilliggende Godtz«, som hun den 18. decem ber 1647 lad er oprette.
Contragt anlangende K ollerup
R iendes Wy U nderskrefnc, och Giøre herm ed vitterligt, at Wy U di Dagh, E fter voris kiæ re F aster och Moster, E rlig och velbiurdig Frue Maren Bølle, S. Tham es Juels til E stru p hen d is B cgehring ere forsam blet heer paa Sønder- shouff Den 18 D ecem ber Och hun till førstkom m ende P h ilip h i Jacobi Dagh, 1 Maj Nu til oss och W oriss A rfuinger w ille offer leuere K ollerup H ofuidgaard med Alldt huiss goedtz w oriss kiere S. M orbroder Tham ess Juel hafuer arfuit E ffter Affgangne F ru Ingeborg H artuigss D aater S. M andrup Pasbcrgs Som er beholden och icke soldt eller b o rtsh iftt. D isligest til oss ochsaa er offer leueret, Huiss Jordegodtz h an d hafu er A rffuit E fter Affgangene Jom fru Hcluig Kaass til N andrup. Saa ere W y nu sam bligen herom saalcdiss w enligen foræ net, At huilchen aff oss veed loed kann T ilfalde K ollerup H ofuitgaard med dess thillig- gendiss Jordegotz, E fter en Rigtig U nderskreffen Jordeboegh at bruge och beholde U di vor kiere F aster och Mosters liffs tiedt, D end shall gifue Een huer B roder, F o r een B roder loed, Och en Søster for een Søster loed, Som E fterføl
ger. F o r en T hønde Rueg Thue Schletdl. F or en T hønde Biugh Thuc schleteda- ler, Een thønde H aure Een Schletcdaler, F o r en F irrin g Smør fiere Schleteda- ler. F o r Een oxe at stalde Thue R ixdlr., F or en Boellgalt Thue R ixdlr. For il Suin en R ixdlr. F o r it fornød een Sietdaler, lamb, giess, Høcnss, Gesterj, Aal, Eller A ndere Smaa bu ed er och gaadehuss penge, shall icke Regniss, Medenst følger dend som goedtz bruger, F oruden Bctaallingh, R osstieneste Belangende, Daa shall dend som gaard och goedtz I brueg haffuer holde tilhøerlig sæeduan- lig R osstieneste Aff goedsens taxt och det Uuisse, Anslagen for Een Hest, Jt h u n d red e R ixdlr. Aarligen. Och dersom gordsenss taxt med ded Uuisse icke kannd Beløebe sig, It H undrede R ixdlr., Daa shall hannem affkortiss pro quota Nogit hoess en h u er Udi Affgiften end till dee h u n d red e R ixdlr. bliffue h a n nem for en hest gott giort, B ychningen shall besichtigess Udi nogen Aff Arf- fuingerness eller deriss Fuldm egtigiss O ffuerverelse, Och huiss Som endelig F ornøeden kand æ ragtiss att shall Forferdigess, det shall shie paa Sembliges W oriss Bekostning, Och shoffuen icke At forhugiss, E ller forhugge lacde Uden huiss fornøden til gordsenss Ild eb ran d kann behøffuiss, Och B ychningen med at forhielpiss, och shall h u er stub huor træ ern e Affhuggiss strax m erkiss. Och dersom saa sheede At Gud forbiude At nogen U lyckelig Indfald shied Af Fien- derne, Daa shall dend som gord och goedtz bru g er icke giffue oss en huer w iedere Een Uviss A npart Aff huiss som han d kannd haffue O ppebaaren, Och dersom nogen Anden Ulyckelige tilfeld shiede veed Ild eb ran d eller Andit, Daa shall Det vere Alle w oriss sam btlige Shaade, Och n a a r w oriss kiere F aster og Moster E ffter gudtz W illie w eed den thim elig døed fra denne W erden Bort Kal
diss, Daa shall forne K ollerupgaard, Med Alid Diss tilliggendiess Jordegoedtz effter Rigtig U ndershreffuen Jordeboeghs Indholt, Som den er gangen paa loed J S øedshindshiffte och icke w iedere, Med huiss A ndit godtz W oriss kiere F aster och Moster Nu haffuer eller efter sig lacder shifftess oss sam btligen Imellem E ffter w oriss forige Contragtes Indhold. Dersom nogen pengiss eller Korns C ontribution shall U dgiffuess Aff K ollerupgord eller godtz shall Wy sam btligen huer pro quota Udlegge, Ochsaa I Afgiften quitere Arbeedtzpenge belangende shall icke taegiss w iedere end aff hu er gord F iere R ixdaler Doch icke udi den gorde herm ed m eent som ere langt beliggende och hied til h affr giffuen F rihedtz penge, B ønderne maa icke heller med U sæ dvanlig Arbeid G raueris Uden huis gaardsenss Rett Auffuel vedkom m er. Och Som det h idind-
til h affu er w erit brugt, D er som nogensteedtz findess At gesterj er giort til h a rt K orn shall ded h ereep tcr icke Regniss U den for gesterj Im ellem Oss. Aff- giften shall Uden ophold Alle tied ærlegges til P h ilip h j Jacobi Dagh. Belan
gende Steedtzm aal och Sage Falid maa d er icke taagiss m ehre Aff B ønderne end Dj well kand Affsteed komme och h lifu er weedm agt. Att dette saalediss Aff oss U brødeligen holdies Och w oriss A rffuinger holdess shall h a ffr W y wo- riss Z igneter h eerneden trøgt och med Egen h en d er U nnderschreffuen. Actum Søndershouff den 18. D ecem ber Anno 1647
(F ire segl bortfaldet)
Penngene shall Erleggiss Til Chlauss C hristensen J. W ieborig Och hoes h a n nem At A fforderiss.
K ontrakten findes in originali i Kollerups godsarkiv i Viborg.
H endes omsorg for fæ sterne og ugedagsbønderne var stor, ja selv i tilfælde af »Stridtzm aal och sage fallæ maa der icke taagis m ehre aff bø n d ern e end di well kand affsted komme och hlifuer weed magt«.
Fogedens navn er ikke næ vnt, men godsforvalteren var Claus C hristensen i Viborg.
I 1638 var der 42 td. h a rtk o rn til hovedgården, hvad der sikkert skyldes skovene i Lyngå og H adsten sogne. 388 td. h a rtk o rn bøndergods v ar en efter datiden meget stor besiddelse, for det var først u n d er enevæ lden, at godssam lingen tog fart.
Maren Bølle døde på Sønderskov den 31. decem ber 1648, 75 år gammel, blev begravet fra Vejle kirke den 18. jan u ar 1649 og senere bisat i Galten kirke ved siden af sin kære og salige m and.
F or at fuldstæ ndiggøre billedet af disse to vindskibelige h erregårdsfolk skal nævnes, at de i vid u d stræ k n in g havde lånt penge ud til fræ n d er og venner, n år disse var i bekneb for k o n tan ter til sk atter og krigsudstyr, hvilket frem går af Viborg landstings skøde- og pantebøger. Ja selv efter sin husbonds død låner hun den 13. ja n u a r 1648 400 rd. G. R. i S tårupgård i Fjends h erred . Den 17. feb ru ar 1648 må Jørgen M arsvin til B jørnholm låne 1000 rdl. for at tilbage
betale samme sum lånt den 6. juni 1647.
F or nogle år siden blev der indlagt centralvarm e i Galten kirke, og lige før korbuen blev der opgravet restern e af 2 kister. Jern h an k en e findes i Kollerup- sam lingen, m edens øvrige kistebeslag ligger der endnu eller er lagt uden for kirken mod nord, hv o r gravstenen er flyttet hen.
Hvem arvingerne var, vides ikke, da seglene er fjernet fra arvekontrakten, men loddet må åb en b art være faldet på før om talte jom fru D orette A bildgaard, Thom as Juels søsterdatter. Hun v ar født på Skodborg den 30. oktober 1597 som d atter af Mette Juel og Eggert A bildgaard. Den 20. decem ber blev hun trolovet med C hristen Ulfeldt til Selsø. Han faldt im id lertid u n d e r felttoget i 1627, og først i 1633 — altså 6 å r efter kæ restens død, og da hun v ar 36 år gammel, be
slutter hun sig til at indgå ægteskab med Stig Pors, som im id lertid døde i 1647.
Da æ gteskabet var barnløst, m åtte hun skifte med sin afdøde m ands familie, men da hun i ja n u ar 1649 arv er hele Kollerup, bliver hun et godt p arti, og al
lerede den 16. maj samme å r gifter hun sig med lensm anden på Antvorskov, hr. W enzel R o th k irch til K rogsgård.
Han v ar født i Schlesien på godset Jäschkendorf, og sam m en m ed en b ro d er kom han som ung til D anm ark og blev b e rid e r og rid e læ re r for den udvalgte p rin s C hristian. 1625 sluttede han sig til C hristian IVs h æ r i N ordtyskland.
U nder flugten fra nederlaget ved L utter am B arem berg styrtede kong C hri
stians hest. W enzel R othkirch overlod sin hest til kongen, så denne slap bort.
Selv undgik han dog også at falde i fjendens h æ n d er. Han sluttede sig n æ r til kongen og havde dennes bevågenhed. 1621-31 var han kongens staldm ester, fra 1627 tillige ritm ester for hoffanen. I 1628 blev han hofm arskal og gift med K irsten Reedtz, Senere forlod han hoffet og blev befalingsm and på »A nder
skov«. foruden at han fik forskellige forleninger. Ved F red erik Ills tro n b esti
gelse i 1648 blev han slået til rid d e r af elefanten, og i 1649, da han var enke
m and, ægtede han som før næ vnt fru D orthe og blev derm ed ejer af Kollerup.
Sidstnæ vnte h a r ikke sat sig varige sp o r på gården, hv o rtil de åb enbart ikke h a r følt sig sæ rlig knyttet, og da de dør barnløse i 1655, lad er de sig be
grave i T jæ reborg kirke u n d er Krogsgård, h v o r de i 1652 havde ladet opsætte et epitafium .
Dette var punktum for den gren af den gamle slægt, som i mange h u n d red e år havde besiddet K ollerup, og kort efter var K ollerup ikke læ ngere h erred ets største gods.
Ved den udvalgte p rin s C hristians død v ar der ingen arv in g er til D anm arks trone, og rigsrådet stod frit, id et C hristian IVs anden søn, æ rkebiskop F red e
rik af Brem en, kun havde arv eret til Slesvig og Holsten og til Norge. I Norge sad C hristian IVs svigersøn, H annibal Sehested, som statholder, og ved kong C hristians død i 1648 udnæ vnte rig sråd et rigshofm ester Corfitz U lfeldt til rigs
fo rstan d er i D anm ark. Som b ekendt v ar Corfitz U lfeldt også svigersøn til kong C hristian IV.
Begge disse svigersønner ønskede at bevare kongem agten på samme m åde som i Sverige og England, d.v.s. at m an ville fratage kongen retten til at e r
klæ re krig og slutte fred sam t udskrive sk atter uden at spørge rigsrådet.
Sam tidig står man nu over for den største om væ ltning, der h a r fundet sted i D anm arks historie, hvorved hele den gamle stæ nder- og ledingsorden, som var groet ud af fortiden som et ægtefødt b a rn af denne, begyndte at vakle på grund af det overgreb mod tidsånden, som adelens strenge h ån d fæ stn in g til F re d erik III var.
Der v ar to afgørende stridsspørgsm ål:
1. Adelens absolutte skatteprivilegium for sig selv og sine ugedagsbønder.
2. Adelens absolutte privilegium på skøderet til sæ degårdene.
Medens før i tiden kongen med stæ ndernes billigelse havde kunnet pålægge landets in d v ån ere skatter, både af den ene og den anden art, v ar det først lidt efter lidt — nu sidst med om talte h ån d fæ stn in g — kom m et dertil, at ade
len om trent var skattefri, idet den anså ledingspligten, tingspligten og gæste- pligten foruden den øvrige ad m in istratio n for tilstræ kkelig skatteydelse for sig og sine bønder. Dette kunne m an m åske have fået m odereret — og fik for
øvrigt o rd n et lem peligt.
Men fra A rilds tid havde det im id lertid væ ret således, at den dygtige kunne svinge sig op til landets højeste stillinger, få rid d erslag » i m arken« eller ved at få skøde på en sæ degård og derm ed ret til at føre våben og skjold. På den måde fornyedes adelen stadig med godt, in itia tiv rig t blod, men nu i 1649 havde m an slået en bom h e rfo r ved bestem m elsen om, at kun adelige m åtte få skøde
pa adeligt gods. Det var u h o ld b art bade for landet og for adelen, og der rejste sig straks rø ster bade blandt adelen og borgerskabet om en nyordning.
Tager m an landstingets skøde- og pantebøger fra denne tid, findes utalte
»opbydelser« fra bestem te borgerlige p erso n er til de adelspersoner, som vil købe med ham om flg. gods, som gode m æ nd havde udlagt ham osv. — altså
Wenzel Rothkirch og hans to hustruer Kirsten Reedtz og Dorthe Abildgaard.
Efter epitafium i Tjæreborg kirke.
uindløste pantebreve i adeligt gods, som kun kunne købes af adelen. Denne bestem m else blev først ophæ vet ved fællesm ødet mellem rigsrådet og Køben
havns borgere den 9. juni 1658: »Ved p an tsæ tn in g eller indførsel skulle b o r
gerne nyde adeligt gods med adelige rettigheder«. Mødet fandt sted i den uhyg
gelige stem ning, som herskede efter R oskildefreden, hv o r Karl Gustav forbe
redte det afgørende slag mod F red erik III for at samle N orden u n d er én konge.
I Sverige havde den kloge Gustav Adolf for længst løst problem et på en måde, som hurtigt bevirkede, at Sverige kom til ikke alene at få førerstilling i N orden men også at blive en storm agt.
E fter F red erik Ills tronbestigelse fortsatte Corfitz U lfeldt som rigshofm ester og H annibal Sehested som stath o ld er i Norge.
E fter d ronning C hristinas tronfrasigelse til Karl X Gustav forlangte denne, at de danske em bedsm æ nd i H alland, den landsdel, som Sverige havde pan t i til 1675, skulle aflægge hyldingsed til svenskekongen på trods af, at det u d trykkelig stod i freden af 1645, at de fortsat v ar danske em bedsm æ nd.
Også på an d re p u n k ter brød Sverige freden, m en rig sråd et følte, at D an
m ark ikke alene kunne ham le op med den svenske krigsm agt, h v o rfo r Corfitz U lfeldt og L eonora C hristina blev sendt til de nederlandske g eneralstater for at få en b istan d sk o n trak t med gencralstatcrne, hvilket lykkedes.
I den alm indelige gæ rende u tilfred sh ed med forholdene i landet benyttede F red erik III lejligheden til at skille sig af både med Corfitz U lfeldt og med H annibal Sehcsted, og for at u nderstøtte sin vaklende p o p u laritet erklæ rede F red erik III med rigsrådets billigelse krig mod Karl Gustav i 1657, m edens denne var langt inde i Polen.
D anm ark var i alliance m ed B randenburg og andre stater, som frygtede den svenske krigsm agt.
I E ngland havde Karl I forsøgt at bryde stæ ndcrloven og regere enevældigt, men det kom til at koste ham hovedet!
Selve ovennæ vnte krigs forløb kendes af alle, men i 1660, da Sverige endelig var til sinds at forhandle om fred efter Karl Gustavs død, lykkedes det for Sveriges allierede at berøve D anm ark de skånske p ro v in ser med undtagelse af Bornholm , som kronen m åtte indløse m ed 8500 td. h a rtk o rn i Skåne, hvilket også kom til at berøre K ollerup på afgørende m åde.
Nu stod m an klart over for at skulle bygge landet op, og dertil behøvedes penge. Da lånem arkedet var lukket, m åtte pengene tages gennem skatter, og adelen var også villig til at bæ re sin del d eraf for et tid sru m af 3 år.
Det falder uden for dette sk rift at følge de lange og trange fo rh an d lin g er imellem de 3 stæ n d er in d b y rd es og m ed kongen, m en resultatet blev, at den 8. oktober 1660 enedes de to stæ nder, borgere og gejstlighed, om at sende en
»act« til rig sråd et m ed forslag om at overdrage kongen rigerne som arveeje og senere ved lov forkaste rigernes regeringsform . På trods af at rig sråd et ikke var beslutningsdygtigt, tvang m an — ved at lukke K øbenhavns p orte — dette til at u nderskrive, men selvfølgelig u n d e r den forudsæ tning, at stæ nderne senere skulle behandle rigernes forfatning, h vortil allerede forelå forskellige udkast, m ere eller m indre påv irk et af Sveriges og E nglands forfatn in g er — at dette ald rig fandt sted, skyldes forskellige faktorer.
D er v ar inden for h errem æ n d en e 3 p a rtier. Det største, som h oldt på p riv i
legierne iflg. håndfæ stningen, som i virkeligheden gjorde D anm ark til en adelsrcpublik med kongen som valgt p ro tek to r (Crom well kaldte sig også pro tek to r) — det næ ststørste, H annibal Sehested m.fl., som holdt på at kongem agten skulle væ re arvelig og konstitionel og lovgive sam m en med stæ ndernes rep ræ se n ta n te r — og endelig det m indste p arti, som ønskede ene
vælde som i F ran k rig . Dette p a rti bestod af nogle få yngre adelsm æ nd, hvortil sluttede sig kongen og dronningens tyske rådgivere med den borgerlige C hri
stoffer Gabel som hovedkraft.
Ved stadig at holde det gamle rig sråd hen med snak eller optage nye, kon
gen venligtsindede p erso n er heri, regerede han i 5 å r ad libitum in d til konge
lovens underskrivelse 14. novem ber 1665. Den blev ikke p ubliceret før 1709.
Man må kende dette for at forstå de dispositioner, som Mogens Friis, den nye h e rre til K ollerup fra 1655, foretog.
