Resumé af rapporten: Erfaringer – borgere, terapeuter og sagsbehandlere
I denne rapport formidles den første kvalitative undersøgelse af borgeres og professionelles erfaringer og praksisser, som blev gennemført i maj – august 2020. Undersøgelsen er en del af projektet ”Min Ryg”
(APA3).
Formålet med delundersøgelsen er:
- at undersøge borgeres erfaringer med deres forløb både i forhold til de sundhedsfaglige og sociale
indsatser og i forhold til udvikling/ afvikling af smerter, livskvalitet og social deltagelse, herunder deltagelse i arbejdslivet. Der sættes især fokus på, hvordan borgerne håndterer egen situation i forbindelse med rygbesvær, dvs. hvordan de praktiserer egenomsorg.
- at undersøge fagprofessionelles erfaringer og praksis i forhold til borgere med langvarigt rygbesvær, herunder oplevede dilemmaer i forhold til muligheder, lovgivningsmæssige og organisatoriske rammer for det fagprofessionelle arbejde.
- at undersøge hvordan tværgående samarbejde praktiseres i relation til borgere med langvarigt rygbesvær, herunder samarbejdets form, indhold og lokale betingelser.
Undersøgelsen giver forskelligartede bud på, hvordan borgerne håndterer egen situation i forbindelse med rygbesvær, herunder på hvordan de praktiserer egenomsorg, samt hvilke udfordringer, de støder på i tilknytning til at leve med rygsmerter. Håndtering af egen situation forbindes ofte med begreber som self- efficacy, empowerment og coping, der er forskellige betegnelser, der udsiger noget om med hvilket styrkeforhold, en person har psykologisk styrke og/eller strategier til at tilpasse sig og håndtere en evt. ny livssituation. Mange af de interviewede borger lever med smerter stort set konstant og for nogle har det stået på i mange år. Vi møder dem, der i livet hvor de har /har haft kontakt til Træningsafdelingen, fordi de er henvist til genoptræning – og evt. også – på baggrund af langtidssygemelding er tilknyttet Jobcenteret.
Mange af de interviewede har som sagt levet med dårlige rygge længe, men det for andre er nyt at skulle finde sig tilrette i en tilværelse som ’rygpatient’ eller ’rygborger’. De fleste af de interviewede borgere lever med smerter, der varierer i løbet af døgnet og i forhold til de aktiviteter, de er involveret i – såvel
træningsaktiviteter, hjemlige aktiviteter, sociale aktiviteter og arbejde.
At håndtere sin situation med rygsmerter fremstår af materialet som en kompleks proces, som for den enkelte person involverer forskellige målsætninger og aktører, og som også er en proces, der er forbundet med arbejde på en lang række fronter.
- at håndtere smerte (med eller uden medicin)
- at træne på en måde, der skaber progression (eller vedligehold)
- at finde ud af hvor lidt eller hvor meget kroppen kan holde til i forhold til hjemlige/huslige/familiære/ sociale aktiviteter
- at finde balance i forhold til at være aktiv og at hvile sig - at finde (eventuelt nye) aktiviteter, der giver glæde og energi - at give afkald på den man var
- at søge hjælp fra eksperter, når der er brug for det (fx læge, psykolog, terapeut, sagsbehandler, kiropraktor …)
- at indrette sine fysiske omgivelser, så man kan leve i sit hjem og deltage i gøremål, der er vigtige for én
- at kunne sætte grænser/passe på sig selv ifht. fordringer fra familie, kolleger, leder, jobcenter
Der er stor forskel på, hvordan borgerne håndterer deres respektive situationer og hvilke udfordringer de støder ind i, i forhold til rygproblematikken. Væsentlige udfordringer, der peges på i materialet er
- usikkerhed/udsigter til at situationen bedres
- om man oplever, at ens rygproblematik tages alvorligt - hvordan rygproblematikken påvirker familien
- om familiemedlemmer hjælper/støtter/ stiller krav
- i hvilket omfang rygproblematikken også bliver et økonomisk problem / skaber økonomisk usikkerhed
- om man føler sig udsat for kontrol/mistillid/ urimelige krav af jobcenteret - om indsatser er koordinerede – peger i samme retning
- om arbejdsgiver/kolleger arbejder med én eller mod én
Der gives generelt udtryk for gode erfaringer med træningscenteret og kontakten til fysioterapeuterne.
Flere fremhæver, at de har mødt de samme fysioterapeuter i forløbet, og at de har haft en god relation til dem. Borgerne giver desuden udtryk for, at terapeuterne kender til deres forskellige problemer og har kunnet hjælpe dem, ikke kun i forhold til deres specifikke rygmæssige udfordringer, men også i forhold til andre problematikker af helbredsmæssig karakter eller mentale og psykologiske udfordringer.
Interviewpersonernes erfaring med terapeuterne er, at de bliver mødt som det ”hele menneske”, og at der tages udgangspunkt i de individuelle udfordringer den enkelte har. Træningscenteret fremstår i materialet som en væsentlig aktør, der både gennem de aktiviteter de tilbyder og i kraft af deres tilgang til borgerne, har stor betydning for hvordan borgere med rygudfordringer håndterer et liv med rygbesvær og for hvordan de mestrer hverdagen.
Kontakten med Jobcenteret opleves omvendt hovedsageligt som et pres. Nogle borgere oplever
sagsbehandleren som kontrollerende og mistroisk, mens andre oplever, at sagsbehandleren er ’god nok’, men at det er systemet og reglerne, der er urimelige. For flere borger er reglerne desuden både
omfangsrige og komplekse, og vanskelige at sætte sig ind i. Borgerne oplever, at sagsbehandlernes mål er at få dem tilbage i arbejde så hurtigt som muligt, uanset om de faktisk er i stand til det, og at deres
rygproblemer ikke tages alvorligt i Jobcenteret. For mange af de interviewede borgere, sætter mødet med Jobcenteret sig dybe spor; og fordi de ikke kan efterleve de krav, der stilles, fletter mødet sig sammen med en erfaring af ikke at føle sig tilstrækkelig eller god nok. Tidsfrister og tidspres udgør en belastning i forhold til at håndtere en tilværelse med rygproblemer.
Også arbejdsgivers tilgang til den sygemeldte person og hans/hendes rygproblematik kan enten bidrage til at situationen er håndterbar eller ikke-håndterbar. Der er er eksempler i materialet på begge dele; det har ikke direkte været genstand for undersøgelsen, men kan med fordel udforskes yderligere.
Spørgsmålet om at ’håndtere et liv med rygproblemer’ viser sig i materialet at have mange dimensioner og at være et fænomen, der både er mangfoldigt, relationelt og socio-materielt.
Det er mangfoldigt fordi fortællingerne viser, at personer med rygproblemer udfordres på alle livsområder.
At håndtere et liv med rygproblemer handler ikke kun om hvorvidt man kan arbejde eller passe sin træning, men også om man kan leve et liv, der er værdifuldt og meningsfuldt, og gør det muligt at være ’andet end en rygpatient’. Det er relationelt fordi materialet viser, at det er sammen med andre, fx ægtefælle, terapeut andre rygpatienter, at det er muligt at håndtere en rygproblematik. Og det er socio-materielt fordi
håndteringen involverer både menneskelige og materielle andre aktører, som fx partner, nabo, trapper, skammel, venner, børn, gangstativ, medicin, madrasser med mere. At understøtte den enkelte rygborgers håndtering af sin rygproblematik, er således ikke et spørgsmål om at gøre vedkommende i stand til at klare sig selv, men at undersøge hvilke socio-materielle stilladseringer eller arrangementer, der gør tilværelsen tålelig eller ’håndterbar’ for lige præcis denne person.
