Kan mennesker bygges om?

Kan mennesker bygges om?

Af Peter Riismøller

(i: Danskemuseer.Aarbog for dansk kulturhistorisk museumsforening, III, 1952)

Søndag eftermiddagiRebild, solskinog blomstrende hyldomhuset lige

førindgangen til bakkerne.Lars Kjærhar omsider overvundetden lange

bakke på Hørgdalsvejen ^{og stomrer} forsigtigt hen mod Per Hyldgård,

der^erved^atflytte sinhest.Detoerfirsårstykket^oghesten forholdsvis

isamme alder.

Samtidig med hilsenen Gudhjælp giver Lars Kjærefter i detvenstre knæ_og sætter det forsigtigtmod jorden. Følger efter med højre ben^og

læner sigderefter halvt tilbage, så han fårsæde på sine træskohæle ^og

har så fundet god hvile. Per ^er knapt så stiv ^og kommer lettere ned i

samme stilling^- siddende på træskohælene med let foroverbøjet over¬

krop ^- og dér sidder så de to gamle landarbejdere og får en god lang søndagssnak.

Det var midt i den huleste krigstid i 1941. Museumsmanden, ^som

ellers nødigt går ud uden sit kamera, var som alle andre overvåget af tyskerne, så intet fotografiapparat var tålt. Og her stod man så med

en scene afhøjeste kulturhistorisk værdi foran sig, ^en dokumentarfilm

udenydre iscenesættelse,^{som næppe}ville kunne rekonstrueres. Nårdet

regner med vælling, har den fattige ingen ske.

Nu var det så bare om at holde sig på samme sted for dog at få ^at

se, hvordan de to ville komme på benene igen. Det varede længe, for begge holdt af enlang snak og syntes at befinde sig vel iden tilsynela¬

dende umulige stilling. Omsider, da Pers husholderske nævnede kaffe,

blevparlamentet hævet.Detskete vedatde siddende skødførst detene benfrem,lagde begge hænderpåknæet^ogderefterhæflede kroppenop under_megenstønnenogknirken.

Å,

Hjemkommen må ^man naturligvis prøve, om man kan ^gøre de ^to gamle deres hvilestilling efter. Nej vel kan man ej; i løbet af minutter

værker lårmusklerne _og tæerne sover, mens den mindste ujævnhed i græsplænen føles iknæene.

129

Det gik jo ^som frygtet. Da man igen kunne fotografere efter egen

lyst, var begge de to gamle slidere gået bort. Men andre gamle har på forespørgsel meddelt, hvad de huskedeomdenne mærkelige hvilestilling

oghvad andet, ^man derigennem bleverindret ^om.

Søren Andersen i Otteruphuse, skovarbejder siden 1890, fortæller,

atdetvaralmindeligt atspise sinmellemmad siddende på knæene med

en sæk eller et sammenfoldet klæde under knæene, for på den måde undgikmanatfå jordkuldeni sig,ogdetvarvigtigt, for ellers blev^man

stiv i leddene _og utidig til arbejdeti den første times tid efter hvilet. I øvrigt^vardet denenestestillingihvilkenmankunne samle kartoflerop,

men da krøb ^man af sted på blød muld,så det^var ingen sag. Dermed

var sagen bragt indenfor egen erindring; ^man huskede de halvmørke efterårsdage i kartoffelageren, da det at rette kroppen ud om aftenen

blevdagensvanskeligste arbejde, som man helst undlod atgøre alt for

effektivt.

Enlangbænk under vinduerne med kortere bænkefor begge ender af langbordet, det^vardet væsentligsteinventaribønders^oglandarbejderes

stuer endnu omkring 1910-20. Bænken temmelig høj, 50-52-55 ^cm,

og smal, sjældent over 25 cm. Men den huskes jo ikke som særlig be¬

kvem.

Prøvattage bordet væk. Straks bliver bænken umuligatfalde til på,

Manskrider nedaf den_ogmåstemmefødderne fremad for ^atholdesig

isædet.Degamle stolestaderikirkernevaraf lignende konstruktionog havde derfor et fodbræt foran sig til støtte for fødderne og værn mod

fodkulden langs gulvet.

Sagener, atbænk og bord^er bygget^sammen, de^er ikke møbler, for

de skal helstikke flyttes. Begge albuer skal læggespå bordetogbenene

krummes ind under bænken eller støttes mod fodrammen, så er man vel bænket-manhænger halvti^{armene og}befindersigvel ved det-at

sige: hvisman ervanttil stillingen. Måske erdogmet:atdeterudannet

atsidde med albuernepå bordet, simpelt henenborgerlig reaktion mod

bøndernesvane fra langbænken, »folkestuemanerer«.

Menbådeknæstillingen påden bare jordoghængestillingenpålang¬

bænken ^{var en} følge af de gamles lange arbejdstid, der det ^meste af døgnet holdt kroppen i enhalvt foroverbøjet stilling, som ikke lod sig

retteordentlig ud i den korte fritid.Kroppen fik afsig selv en fremad- bøjning, somden beholdt under alle forhold, selv liggende.Kom dertil reumatisme,kunnekroppen heltstivne iarbejdsstillingen.KrestenLund

i Skørping måtte forrette sin nødtørft stående, han kunne ikke bøje benene, men regnedes da ellers for arbejdsfør ^ogskulle meget havesig

frabedtatblive regnet forinvalid selv i 75 års alderen.

Der var ikke _mange stole i bondens ^stue, for karlfolkene holdt sig på langbænken, ^og de få^varkun bekvemme efter bondensoghans ko¬

nes begreber og legemsbygning. Den almindelige køkkenstol skrånede

2-3 cm fremad, den ^var bestemt til siddende arbejde ^som spinding, kartningogrøring. Menselv med forholdsvis ledigt arbejdesomstrøm¬

pestrikning sad konerne ^mest kun på stolens forreste halvdel og med kroppens halve vægt hvilende på fødderne, ja det hændte tidt, at de

støttede med tæerne på grund af stolens højde, sommest var omkring

50 cm.Det var nubekvemmest sådan, hævdergamle kvinder endnu.

Denlet krummedearbejdsstilling blev endnu mere indekserceret ved

atlofter_ogisærdørevarsålave,atmanmåttebukke sig under bjælker

og dørkarme, så holdtman lige så godt stillingen fast. Detvar tegnpå god bondeskik,atmanikke »rankedesig som enkokpå en mødding«,

og var det en dyd for en hingst, at den var »krån«, kunne den samme

egenskab hos enkarl bringe hamifolkemunde.Omgymnasterhed det

endnu omkring 1920 i Himmerland,atde stod»så retsom enpindi^en lort«, og det høres jo let,atordene ikke skulle udtrykke beundring.

Hvor var det svært for en bondekarl ^at lære sig retstillingen, den trættende,muskelspændte stilling,militæretforlangte.Ja,ogatstrække

de krogede slidernæver til honnør. Det var ikke altid obstruktion, når

det hændte, aten karl blev hjemsendt uden ^at have fået disse for^vort

forsvar så grundlæggende færdigheder lært, det skyldtes oftere, athan

var blevet forgammel til atbygges om.

Helt indisøvnenbeholdt bonden sinkrogede stilling.Sengeogslag¬

bænke^vargennemsnitlig160-175cmlange,mensminimum ivoredage

er10-15cmlængere^ognormalmålet^er190cm.Sengetøjetvartilpasset

desmåmål_ogsovestillingenmåhaveværetsammenkrummet eller halvt

siddende.

På billedet af indtoget i København efter stavnsbåndsløsningen i

1788 står en gruppe bønder foran Frihedsstøtten; de skiller sig ud fra

alle andre figurer på stikket ved deres krogede knæ ^og bøjede nakker.

Tegneren har fanget bondens karakteristiske stilling, så synlig ^netop i

de omgivelser.

Arbejdet var ikke noget, man blev færdig med, det var en tilstand,

man var i, så længe ^{man var} vågen.Til gengæld ^{var tempoet} slideligt

og redskabet altid i hånden; ville manholde en pavse, hængte mansig på skovl eller le så længe for at undgå den uvanteoprejste stilling. Var

man tilgilde og stod ogventede i flok på atblive budt til bords, hang

armene ned forankroppene i envinkel, der tydeligt nok røbede, hvor

uvant stillingenvar.

Menstudier^overfortidigearbejdsstillinger^oghvilestillingermå^gøres

nu og kan kun udføres med hjælp af folk, der er 60 eller derover. De

yngre har haft for gode redskaber ^og for kort arbejdstid til at være

bygget ^om efter arbejdets krav, så fagligt bestemte deformiteter bliver

nu sjældnere forhvert år. Men endnu skulle ^enregulær snedkerskulder

vel kunne findes, rykket opad og bagud af rubanken, og endnu har

skræddere af de ældre årgangeen underarm afen styrke, der fortæller

om de _mange daglige sving med det tunge pressejærn. Pottemagerens gigt ihænderne kom af arbejdet idet våde, kolde ler,mens mejeristens

reumatisme overlænderne skyldes våde klæder itræk. Maskinerne har

nutagetdet^mesteafdet hårde slidogmenneskene fårnulov tilatvokse

efter_egne love, ikke efter fagets krav.

Iet enkelt tilfældekan en sådan revolutioni livsvaner ligefrem tids¬

fæstes.Ensønderjyskgarnisonbestod i 1926 af2/3 bønderkarle og 1/3 byfolk. Karlene fra landet gik endnu med de dybe søkiknæene, der ken¬

detegnede bønder,ogde blevda ogsåudtrættede af få kilometers march.

Løbe lærte de aldrig. En sjællandsk garnison bestod omtrent samtidig

afetflertal københavnere _ogetmindretal sjællandskeog bornholmske

landmænd. De sidstnævnte varde bedsteskytter^-de ^varvant tilat se

overlange afstande-menkøbenhavnernevarde rørigsteoglangt^mere

udholdende i løb_og march.

6 år senere gjorde forfatteren til denne studie igen tjeneste ved en

sjællandsk bataillon afomtrentsammesammensætning,og nu varfor¬

skellen stort setudlignet. Hvadvarsketimellemtiden,derkunneslette

skellet mellem sliderpræg^ogkropslig rørighed?

Træskoene ^varafløst afgummestøvlerne sombondens fodtøj. Meget

er sagttil træskoenes forsvarognogetmåske med rette,mensikkerter det _nu, attræsko skal trækkes med ved en bevægelse,der gør gangen slæbende _og hasemusklerne korte; de havde holdt deres bærere fast i

ensærliggangart,dernu kunne undværes,efteratgummifodtøjet^om¬

kring 1930 var slået igennem. Detvar etklasseskel, kendeligt allerede

i barndommen, der forsvandt. Hvor var det opslidende at trække af

sted med disse klodser, tunge af jærnbeslag og indvendigt deforme af ophobninger af sne eller jord alt efter årstiden.Træskoenes varmeste forsvarere har aldrig selv skullet fragte sådanne fundamenter med sig.

1 1938 skulleAalborg historiskeMuseum findenogle piger til^atbære gamle kjoler vedenvelgørenhedsforestilling.Detvar sværereendventet, for detvistesig, atkjolerne^varså små, at 14-15 års piger måtteputtes i kjoler, syet til voksne. Af 15 kjoler fra tiden 1780-1870 måtte de 12

bæres af piger i konfirmationsalderen, og det vart ikke alene højden,

detgjaldt,men nok så meget brystvidden og taljen.Kun 3 af 15 kjoler

svarede nogenlunde til nr. 42 efter konfektionsfabrikkernes standard,

mens ingen varderover.

Sko fra middelalderenviserenfodstørrelse for mændpågennemsnitlig

nr. 38-39,mensnutidens gennemsniter nr.42-43. Denneerfaringsvarer

godt til den almindelige iagttagelse, at kyradser af jærn fra 1600- og 1700-årene erså smalle, at kun vitterlige splejse kan klemme dem ind på kroppen.

Dissespredte iagttagelser^ergjorttidefteranden indenfor detbegræn¬

sede materiale, ^et enkelt provinsmuseum ^og dets opland har budt, og det^erindlysende,^atde kun får værdi, hvis de suppleres med vidtgående

studier på flere felter. Mest vel gennem antropologiske målinger, som

ligger udenfor forfatterens kompetence,menogsågennemensystematisk måling af de klæder, sko, møbler og redskaber, som gennem deres mål

og stillinger kan røbe noget eksakt ^{om vore} forfædres kropsbygning,

både hvad angår dens udvikling og dens omformning gennem arbejde

og vaner.

På et enkelt område findesmuligheder for eksakte mål. Under apsis

afenromansk kirke i Aalborg fandtes i 1941 en del ligkister og de få

mål kan på ingen måde bære betegnelsen gennemsnit. De målte kister

varindvendig 156-167ogl71 cm lange,ogantagerviden strakte stil¬

ling somgældende norm,kanvimed tilstrækkeligmange sådanne mål

komme hen i nærheden af^engennemsnitshøjde^-velatmærke med den fejlkilde indregnet, atkisterne ikke røber, ^om den gravlagte ^var mand,

kvinde eller barn.

Men højden erkun eetmål, selv om deterdet letteste ^at konstatere.

Bevarede drager synes atvise,at brystmålet ertiltaget endnu ^mere end højden. Ganskevistkrævede moden omkring1800 smalle skuldre,men manden måtte dog kunne være i trøjen, hvad en tyveårig i dag næsten

aldrig kan.Konfektionsfabrikanter kan bekræfte,atstandardmålenemå

ændres med få års mellemrum _ogendda hænger bagud. Hvemderi sin

soldatertid blev iklædt infanterietsgamle uniformer medto blåfarver, vil

huske hvorvæmmeligt våbenfrakkerne snærede de fleste under^armene.

Nuerdetmuligt,atdisse ældgamle våbenfrakker varkrøbetnoget gen¬

nem alle rensninger,^men sikkert er det, at de var skåret over en anden mennesketype endde sidsteårgangeinfanterister,der omkring1925blev

sattil atslide dem op, men somikke kunne knappe dem overbrystet.

Årsagerne

væremange.Defleste vil ligge udenfor historikerens kompetenceoghan

må henskyde dem til antropologen og fysiologen. Menhvor årsagerne ligger indenfor kulturhistoriens iagttagelige felter ^som f.eks. arbejds¬

tidens _og redskabernes ændringer, dagliglivets ^{vaner og -} hvad angår

133

dragter ^og møbler ^- modens svingninger ^og traditionens sejghed, ^som gensidigt modvirker hinanden, dér vil en række omhyggelige målinger give retningslinjer. Kan der til sidst blive så mange, at de kan opstilles tabellarisk, kan de måske endda nå så vidt ^som til ^at få dyrkerne af

sagnet om de gode gamle dage til at vakle i troen.

Enhver kulturhistoriker vil have kendt flere eller færre af denne sekt,

hvistrossætningerdenne:Verden går stadig tilbage ogviernogle sølle

karle i sammenligning med vore bedsteforældre, der levede et sundt, sædeligtogkristeligt liviselvforsyning^ogpatriarkalsk^tugt.Etmedlem

af sekten ^var Otte Bjergoghans historie skal lige strejfes:

Ottevarejeraf slægtsgården, hvor den stærkeKræn Bjerghavde boet.

Ingenhavdesenerekunnetovergå denne oldefari Ottes beretninger,nej

han havde da været så møj brølendes stærk. Udenfor trappen havde ligget ensten med^en jernring i til ^atbinde heste ved.

Hvorvardensten blevet af? spurgteOtteskarle. Hvorfor havde han

ikke sanset atpasse på dette slægtsklenodie?

Detvarsandelig heller ikke Ottesskyld.Stenen^varrøgetmedigrun¬

den til den_nye lade,somfaderen byggedei Ottesbarndom. Skammeligt

nok.

Såskulleennykartoffelkælder støbes inde iethjørne af laden.Derved

blev syldens inderside blottet og en jernring kom tilsyne.

Dennechance kunne karlene ikke ladegå sigforbi, de pillede omhyg¬

geligt senen ud, og en formiddag, da både mælkekusk ^og landpost^var

i gården, kom Ottes sekstenårige tredjekarl tværs over gårdspladsen

bærende stenen i ringen efter det store forbillede. Han lagde den ned

for trappen på dens hævdvundne plads med det uskyldige spørgsmål:

Detvarvel ikke denne her _sten, husbonds oldefar bandt heste ved?

Få år senere var undertegnede på åstedet. Sagnene om den stærke

Kræn Bjerg blomstrede uforstyrret, ^{men stenen var} ikke til ^at finde.

Skammeligt nok.

Mens detteskrives, falder denene olympiske rekord efterden anden

og sportsskribenter jorden ^overdiskuterer, hvor længe mennesker kan

vedblive atpresseydelserne opad. Er deringen grænsefor menneskets ydeevne?

Det er der måske nok, men der er ingen grund til at tro, at vor ge¬

neration skulle^være bare i nærheden af denne_grænse.I lande med ^en nogenlunde forsvarlig fordeling af livsgoderne^ermenneskenes kropsfor-

matogsundhedstilstand ændret gennemgribendeide sidstetreslægtled.

Hvad har vi ikke at vente, hvis denne ombygningsproces engang når

ud til alle dem, der endnu fristeren underernæret ogkrumbøjetalmues

kår?