224
K era m ik.
K e r a m ik . Red. af Johs. Andersen og Viggo Sien Møller, Gjellerup. 1946.
I betragtning a f den frem ragende betydning, k eram ik i vide
ste om fang har fo r den k u ltu rh isto risk e forskning, har man været lidet støttet a f vejledende litteratur. Smaa afhandlinger, om fattende snart en del, snart en anden a f det righoldige emne, m angler ganske vist ikke, og om de højest kultiverede former, p o rce lla in og fajance, er der opstaaet en talstæ rk sam ling a rtik ler og større værker. Det alm indelige lertøj, som har været det mest anvendte, er derim od blevet stedm oderligt behandlet. Den bog der her anmeldes, h ar derfor sin store betydning, og man h ilser den velkom m en i haabet om, at den v il blive et vigtigt hjæ lpem iddel fo r arbejdet i de talrige provinsmuseer. U nder denne synsvinkel skal den omtales her.
Bogen fa ld er i to dele, den første behandler den keram iske teknik, den sidste med en omtale a f det historiske og kunstne
riske omraade. E fte r sit emne fald er den første del uden fo r denne anmeldelses rammer, selv om den indeholder meget, som en m useum sm and nødvendigvis maa have kendskab til. K u n en enkelt bem æ rkning skal gøres. I in dledningen skriver prof. dr.
techn. A. H. M. Andreasen, at de ældste stumper a f brændte le rk a r gaar ca. 13 aartusinder tilbage i Æ gypten. I modsætning h e rtil skriver dr. T h e rk e l M athiassen i sit afsnit om den danske oldtids keram ik, at m an i oldtidens gamle ku ltu rlan d e har van
skeligt ved at føre keram ikken længere tilbage end til om kring 5000 f. Chr. f. I en bog a f saa haandbogsagtig karakter som den foreliggende maa afvigelser a f denne art ik k e forekomme, tilm ed da nogle maaske v il fæste mere lid til professorens end til m useumsmandens oplysning. Ogsaa andre steder mærker man, at redaktionen har svigtet.
Det historiske afsnit indledes med en a rtik e l a f dr. Vagn P o u l
sen om udlandets keram ik, om fattende tiden fra H ellas til højde
punktet i det 18. aarhundrede i p rod uktio nen fra Meissen og Delft. Desværre h a r forfatteren faaet saa liden plads til sin raa- dighed, at det ik k e har været ham m uligt at kom m e indgaaende in d paa de forskellige problem er, sagen rejser, og om de enkelte sider maa m an stadig søge oplysning i de foreliggende special
værker. P aa 20 sider har dr. M athiassen skildret det danske lertøjs oldtidshistorie fra dets første forekom st til vikingetiden.
Atter her gælder det, at forfatteren burde have haft langt mere plads t il sin raadighed. A llig evel naar dr. M athiassen at give en væ rdifuld oversigt over vort pottemageris historie i oldtiden, om end man savner oplysninger om de punkter, der stadig er under
225
debat, ligesom han i modsætning t il dr. Poulsen ik k e giver nogen litteraturliste.
Overinspektør K a i U ld a ll har skrevet om lertøj, stengods og fajance fra den historiske tids begyndelse t il ca. 1850. K u n i ringe om fang forelaa der her en litteratur, forfatteren kunde støtte sig til, idet det egentlig blot er fajancens historie, t il h v il
ken der er givet betydelige bidrag, deriblandt a f forfatteren selv, og han har derfor været nødt til at gennemarbejde emnet fra bunden. Det er talende, at hans afsnit er det eneste, der er fo r synet med et fuldstæ ndigt noteapparat, saa det er m u ligt at se, ad h vilke veje han er naaet t il sine slutninger. Som den første samlede fre m stillin g a f vort pottem ageri i h isto risk tid fortjener den 47 sider store sk ild rin g en særlig opmærksomhed.
Fo rfatteren begynder med den ejendom m elige tvedeling, man træ ffer i vor ældste m iddelalders k e ra m ik med en østdansk og en vestdansk type — den sidste er vel stam faderen t il de senere optrædende jydepotter. Sam tidig med den brændte tegl kom m er det mere kultiverede lertøj frem, i begyndelsen tarveligt glase
ret og a f uanselige form er, men betydningsfuldt, fo rd i det var udviklingsdygtigt og rummede de store m uligheder i sig. Disse m uligheder synes im id le rtid ik k e at være blevet u d viklet i m id delalderen. Om aarsagen har været det tyske stentøjs overlegne kvalitet og mængde, eller m an stadig har fo retru kket lertøj a f den uglaserede type, men med m oderniserede form er, som det kendes fra jordfundene, der har været grunden, er ik k e let at vide, en kendsgerning er det derimod, at hjem ligt, glaseret lertøj har været sjældent, naar m an ser bort fra flise r og tegl. F o r fa t teren om taler og a fb ild e r nogle indbyrdes beslægtede form er paa kander, fundne i Roskilde, København og Aarhus. M ed a d sk illig tvivl henføres de t il et sjæ llandsk tilvirkningssted, og denne tvivl er berettiget, th i de synes desværre ik k e at kunne tilskrives danske pottemagere. De er høje, mere eller m indre udpræget pæreformede med tydeligt afsat hals og en k ra ftig h an k med rundt tværsnit, dækkede a f en undertiden nogen ujævn b ly g la sur og dekoreret med skæ lornam entik eller baand i varierende mønstre. Kander a f denne art kendes ik k e blot fra Danm ark, men ogsaa fra Norge, hvor et exem plar er kom m et fo r dagen i det gamle Utstein kloster (beskrevet a f T h o r K ie lla n d i Stavan
ger museums aarshefte 1921— 24), og fra Sverige, hvor denne type er fundet i Lund, Lødøse og Sigtuna fo r blot at nævne enkelte steder. I C arl a f Ugglas’ store værk om Lødøse diskute
res typen indgaaende med det resultat, at E n g la n d udpeges som det mest sandsynlige tilvirkningssted. Den samme slutning naar
226
den norske fo rsk er til, og Dagm ar Selling, der om taler disse kander i Situne dei 1943, godkender denne opfattelse. I hvert fa ld kan de ik k e være a f tysk herkomst, th i her var stentøjet saa dominerende, at det glaserede lertøj førte en kum m erlig tilvæ relse. M en selv om disse kander næppe er a f dansk herkomst, kan de have dannet et fo rb ille d e fo r den danske pottemager og hans produktion.
Det er meget ejendommeligt, at der sam tidigt med t ilv ir k n in gen a f det beskedne glaserede lertøj fandtes en meget højt- staaende p ro d u k tio n a f relieffliser, særlig kendt fra sjællandske k irk e r og klostre, men ogsaa brugt i Ø m i Jylland. Ved m id d e l
alderens slutning faar pottemagerne et tredie omraade at øve deres kunst paa, ovnkaklerne, a f h v ilk e dog mange har været im porterede, men adskillig e a f hjem ligt arbejde, som fu nd a f form e ru n d t om i landet viser det. Allerede inden reform ationen havde pottem ageriet saaledes øvet sine kræfter, men kun faa navne paa mestre fø r 1536 er overleveret. Det er i øjeblikket ik k e nemt at fo rk la re det, m edm indre man v il gribe til den antagelse, at pottemagerne er gaaet in d under teglbrænderne, en udvej forfatteren nærmest synes at hælde til.
I løbet a f det 16. og 17. aarhundrede blom strer haandværket op og findes nu ik k e blot i adskillig e byer, men faa r ogsaa fo d fæste paa landet. P aa denne tid opstaar ogsaa et teknisk og ku n stn erisk fre m sk rid t ved indførelsen a f begitningen, saa le r
tøjet i udseende nærmer sig fajancen med den uigennemsigtige, hvide tinglasur. T a k k e t være forudgaaende undersøgelser a f K a i U ld a ll kan det nu med sikkerhed siges, at m an allerede i det 16. aarhundredes sidste halvdel har gjort forsøg med tinglasuren, men denne nyhed blev ik k e varig, og det hele f ik k u n karakter a f et experiment. Og da den im porterede og hjem ligt frem stillede fajance fo r alvor kom i anvendelse, blev lertøjet henvist t il den mere fo lkelig e brug, ligesom dekorationen mere og mere antager folkekunstens form er. K a i U ld a lls arbejde viser, hvor mange vanskeligheder der knytter sig t il studiet a f vort pottemageri.
Det er endnu ik k e m uligt at skrive dets historie, men der ligger et vidt arbejdsom raade med at undersøge og løse de problem er, det rum m er. I dette arbejde v il alle museer kunne deltage uanset deres størrelse ved en om hyggelig indsam len a f pottemagernes produktion, og ku n ved at tilvejebringe et omfattende m ateriale v il det være m uligt at naa t il et resultat.
K a i U ld a lls behandling a f fajancen og Viggo Sten M øllers af porcellain et frem byder ik k e paa samme maade noget nyt. D e r
im od har m useum sinspektør E r ik Lassen skildret den danske
227
keram ik fra ca. 1850. Frem bringelserne fra denne periode t il
hører allerede nu historien, hvad den udmærkede gennemgang a f dens kunstnerisk højtstaaende værker bekræfter, og selv det mindste museum v il ogsaa her kunne gøre et nyttigt arbejde, som v il give udbytte i frem tiden. Ganske vist v il nutidens smag alt fo r ofte vende sig m od de stilform er, der herskede fo r et par generationer siden, men denne omstændighed bør ik k e afholde museernes ledere fra at skaffe sig saa fy ld ig t et udvalg som m u ligt, naar lejligheden tilb yd er sig.
Særligt fo r provinsm useerne v il bogen være en god hjæ lp ved ordningen a f vor keram ik, selv om den ik k e overflødiggør b ru gen a f andre haandbøger.
Helge Søgaard.
Sølv- og Guldsmedemærker.
Chr. A. Bøje: D a n s k e G u ld - o g S ø l v s m e d e m æ r k e r f ø r 1 8 7 0. Nyt nordisk Forlag 1946. — Chr. A. Bøje: G a m m e l t d a n s k S ø l v t ø j . Thaning & Appel 1947.
Folkem indets Stifter og D irektør, Bernhard Olsen, indledede Studiet af vore Guldsmedemærker ved en A fh a n d lin g i T id s s k rift fo r K u n stin d u stri 1892. Hans Efterfølger, M useum sinspektør J ø r gen O lrik , fortsatte Arbejdet med en anden, stærkt forøget U d gave af „Danske Guldsmedes M æ rker“ (1919), efter at han havde udgivet „D rik k e h o rn og Sølvtøj fra M iddelalder og Renaissan
ce“ (1909) og „Danske Sølvarbejder“ (1916). T o Væ rker, der v il beholde deres Væ rdi, efter at den forlæ ngst udsolgte Mærkebog nu har faaet en Afløser.
Le kto r Chr. A. Bøje har udnyttet sit O tiu m til et meget flittig t Mæ rkestudium . Medens O lrik s Bog bragte 697 Mæ rker, naar Bøje i sit digre V æ rk op til 3073, altsaa godt fire Gange saa mange.
A t der i Bøjes T a l er medregnet 116 københavnske Bystem pler, medens O lr ik ik ke lader sine 23 Eksem pler paa de tre Taarne tælle med, og at begge Forfattere lader Guardeinstem plerne stäa unummererede, ændrer intet i Hovedsagen: Bøjes Indsam ling er langt fyldigere og grundigere, og Tilvæ ksten er særlig kommet Provinsen tilgode, hvis Mæ rketal er nidoblet, fra 205 t il 1840.
Anm eld, h ilser med Glæde, at Mestrenes Navne og Mæ rker in denfor de enkelte Byer er ordnet kronologisk; det giver histo
risk Perspektiv, og da Bogen ik ke blot bringer et alfabetisk N av
neregister, men ogsaa en efter Forbogstaver ordnet Fortegnelse over alle Mestermærker, er xlen let og bekvem at bruge. Paa eet
