265
Danske privatarkiver før 1660.
E rik Kroman: P r i v a t a r k i v e r f ø r 1 6 6 0 i R i g s a r k i v e t . (Vejledende Arkivregistraturer VIII. Udgivet af Rigsarkivet. 1948).
188 s.
Danske privatarkiver fra tiden fø r 1660 er k u n bevaret i et sørgeligt ringe omfang. Ved brand og vanrøgt er meget gået tabt, men endnu ned i begyndelsen av 17 00-tallet var dog en del adelsarkiver i behold, især i dom huset i V ib o rg og i H ellig ån d s
huset i København. F o r de ældre arkivers skæbne h a r G. L. W ad gjort rede i den fo rtrin lig e in dledning t il hans skrift: Om Eggert C h ristoffer K n uth og Søster Lerche (1881), ligesom han i fest
skriftet t il Kr. E rslev i avhandlingen: Træ k a f Vandalism en i Fyen levende har fo rta lt om de fynske — især dog de offentlige
— arkivers triste skæbne. I løbet av 1700-tallet reddede fo rsk e l
lige lærde selskaber en del p riv atark iver eller dele av disse og de endte, sammen med andre arkiver, i Geheim earkivet. H er blev de delvis opløst og fordelt i forskellige sam linger, men efter R ig s
arkivets dannelse fik V. A. Secher og senere K r. E rsle v igen sa
gerne fordelt efter proveniensprincippet. H e rtil kom, at m an fra landsarkiverne udtog en del breve, t il lensmænd, idet m an mente, at de hørte hjemme i disses privatarkiver. Dette kan dog om tvistes, idet en del av disse breve form entlig er tilgået de pågæ l
dende i deres egenskab netop av lensmænd, og derfor m åske sna
rere hører hjemme i det pågældende embedes arkiv, altså i lens- arkiverne. Den, der v il arbejde med et lens arkiv, må derfor des
uden søge oplysninger om lenets fo rh o ld i lensmændenes p riv a t
arkiver. Det kan undertiden være vanskeligt at avgøre, h vo r et brev med rette hører hjemme, fo rd i brevet kan indeholde både meddelelser av embedsmæssig art og ting av mere privat karakter, fo rd i m an i ældre tid ikke holdt adm inistration og private fo r
h o ld så stærkt adskilt som senere. Det kan også være vanskeligt at avgøre, om et brev hører t il i et p riv a ta rk iv eller i et gods
arkiv. N år der i nogle av de registrerede p riv atark iver findes breve fra fogeder, kunne disse breve med lige så stor ret ligge i et gods
arkiv, da brevenes in d h o ld gerne er oplysninger om godsdrift. D a lensarkivem e også findes i Rigsarkivet, er de praktiske vanskelig
heder fo r forskningen ik k e store, og det samme gælder fo r gods
arkiverne, fo r så vidt disse findes i Landsarkiverne. D erim od er der en anden stor vanskelighed fo r historikere deri, at en del privatarkiver er blevet splittet, således at nogle sager er kom m et t il R igsarkivet eller Landsarkiverne, mens andre er havnet i Det kongelige Ribliotek. Dette gælder især om sager fra en senere tid, og her v ille det nok være heldigt, om disse sager blev samlet på
266
ett sted. F o r at tage et exempel, så er der næppe grund til, at Jo h an B iilo w s p ap irer nu findes i fire offentlige institutioner — Det kgl. B ibliotek, Sorø Akadem is B ibliotek, Rigsarkivet og La n d s
arkivet i Odense — foruden at nogle er i privateje på Sanderum- gård.
R igsarkivets embedsmænd har gennem mange år arbejdet med at få de der beroende p riv a ta rk iv a lie r samlet og opstillet syste
m atisk, og ik k e m indst har den foreliggende registraturs udgiver dr. E r ik K ro m an gjort et om fattende og tidkræ vende arbejde for at få registreret og ordnet en ræ kke adelsarkiver, og m an må derfor være ham og R igsarkivet taknem lig for, at resultatet nu foreligger i en let tilgæ ngelig og om hyggelig udgave til uhyre hjæ lp fo r forskningen.
E n in d led n in g gør ko rt rede fo r privatarkivernes skæbne og fo r de fulgte p rin cip p e r ved opstillin gen av registraturen. Denne er alfabetisk efter arkivernes ejere — brevm odtagerne — dog er nogle breve, hvis m odtager ik k e kendes, anbragt under avsende- rens navn, og endelig findes et register over alle avsendere, hvad der gør bogen endnu væ rdifuldere og lettere at benytte. Ved hvert a rk iv er oplyst ejerens stilling, dødsår og godser, fo r så vidt det drejer sig om herremænd, hvad der gælder langt de fleste.
Identifikationen har ik ke a ltid været let, og er fo r brevskrivernes vedkom m ende noget nødtørftig. Det v ille således nok have været heldigt at få oplyst, at den C orfits U lfeldt, der 1688 skrev til Le o nora Christine, var hendes mands fætter til M attrup. L id t p u d sigt v irk e r det også, at m an få r oplyst, at Abraham Baad blev halshugget og K n u d Baad henrettet, mens dødsårsagen ikke op
lyses fo r andre som f. eks. Christence K ruchow ! I alm indelighed opføres adelsfruer ik k e sæ rskilt, hvis deres ægtefælle h ar efterladt sig et arkiv, således findes B irgitte Gøyes a rk iv under H e rlu f T ro lle , men der er dog gjort en undtagelse med Anna Hardenberg.
E r det fo rd i hun var »Frederik II.s Ungdomselskede«?
A rkivernes indhold, der er system atisk opstillet, er av meget fo rsk e llig t om fang, men langt det største antal indeholder kun et enkelt eller nogle få breve. N å r et sådant enkeltstående brev er et kongebrev, der findes i Kancelliets Brevbøger, er det måske nok av begrænset interesse at få at vide, at originalen er bevaret (se fx. Peder V instrup). Registraturen skelner m ellem pergam ents
breve, om h v ilk e ku n årstallet oplyses, og papirbreve, der opstilles i faste hovedgrupper efter indhold, men er denne adskillelse nød
vendig? Som regel kan m an vel gå ud fra, at pergamentsbreve er ju rid isk e dokum enter, fx. skøder, men det v ille dog form entlig være rim eligere at indordne brevene under de systematiske ru-
267
b rik k e r uden hensyn til m aterialets art, selv om brevene nu op
bevares på fo rsk ellig måde.
Arkivernes indhold, i al fa ld de størres, er av broget karakter.
Det falder i alt væsentligt i et par hovedgrupper: adkom stdoku
menter som skøder, jordebøger, skiftedokum enter og domme, og h e rtil slutter sig n atu rlig t andre sager vedrørende godsdriften som de få stum per av regnskaber, der er bevaret. Den anden hovedgruppe er breve fra kongen eller private, et enkelt sted — hr. O lu f Stigsen Krognos a rk iv — er bevaret kopibøger 1487— 99, og endelig findes der en del personlige optegnelser som koncep
ter, udkast til gravskrifter og dagbøger.
E n række av de største arkiver er allerede tidligere udgivet:
Mogens Gyldenstiernes, C hristoffer Gøyes og H e rlu f Trolles, men der findes dog endnu store, uudgivne sam linger, fx. fra slægterne Bille, Gyldenstierne, Rosenkrantz og Rud, især må fremhæves Esge Pedersen B illes (død 1552) ik k e m indst på privatbreve uhyre righoldige arkiv. Det aldeles overvejende antal arkiver stammer fra adelsmænd, men der er dog enkelte små arkiver fra borgere og gejstlige, og h eri er der ku n få privatbreve, rent u n d tagelsesvis findes der fire breve til professor Peder K je ru lf (død
1642).
Rigsarkivet bebuder en registratur over privatarkiverne fra den følgende tid, og efter at have modtaget den foreliggende bog, der ved sin kyndige opstilling, sine gode oplysninger .og sit rige in d hold er en fo rtrin lig hjæ lp fo r historikere, glæder m an sig til det næste b in d av de vejledende registraturer. E t a rk iv uden regi
straturer er — som en bog uden register — av begrænset værdi og brugbarhed, og selv om sagerne er registreret på sedler og i protokoller, er det jo ik ke hver mands sag, og navnlig ik k e hver lokalhistorikers sag, at kunne gå in d og slå op i Rigsarkivet, når m an har brug fo r en oplysning, så m an må håbe, at R igsarkivet i de kom m ende år må få arbejdskraft og bevillin ger til at fo rt
sætte sin udmærkede udgivervirksom hed.
H a n s H . Fussing.
Kulturhistorisk tværsnit.
D a n s k e H j e m v e d A a r h u n d r e d s k i f t e t . Redigeret af Povl Bagge. (Hirschsprungs forlag 1947). 226 s.
Landsarkivar, dr. P o v l Bagge h ar sam let elleve liv fu ld e og ko n krete skildrin ger af livet i hjem fra alle sam fundsklasser om kring år 1900. Resultatet er blevet en bog, der kan anbefales alle kul-
