OM
SØASSURANDØRENS ANSVAR
A f
N i e l s T y b j e r g
K Ø B E N H A V N
De t Be r l i n g s k e Bogt rykker i
i 9 5 2
F O R O R D
D e t h a r l æ n g e varet min Hensigt engang at give en Fremstilling a f de vigtigste Regler om Søassurandørens Ansvar efter dansk Ret paa Grundlag af \ hvad jeg gennem min Virksomhed som Dispachør, ved Samarbejdet med Assurandører og Redere og ikke mindst med mine Kolleger, har kunnet lære om disse Ting, og i denne Fremstilling at samle noget a f det jeg i Tidens Løb har sagt derom i Foredrag, Artikler, Dispacher og Breve.
Den Kjøbenhavnske Sø-Assurance-Forening har i Anledning a f Hundrede- aarsdagen fo r sin Stiftelse ønsket at støtte Udgivelsen a f en Bog om et sø- forsikringsretligt Emne, og derved er min Plan nu kommet til Udførelse. Jeg takker Den Kjøbenhavnske Sø-Assurance-Forening paa det bedste derfor og Direktørerne Svend F. Jacobsen og K. K. Petersen fo r den Interesse, de har vist Bogen.
Dansk Rets Regler om Søassurandørens Ansvar findes først og fremmest i Dansk Søforsikrings-Konvention a f 2. April 1934. De Hovedregler, jeg sær
lig vil omtale, indeholdes i Konventionens Kapitel X V , og min Fremstilling vil derfor væsentligst være knyttet til dette Kapitel. Til Grund fo r Fremstil
lingen har jeg i ret stort Omfang kunnet lægge Noterne i min Udgave a f Konventionen fra 1935.
Konventionens og Policernes Regler fo r de enkelte For sikr ingsarter be
handler jeg kun i det Omfang Hovedreglernes Fremstilling giver Anledning dertil. Jeg holder mig herved væsentligst til Kasko- Ladnings- og Fragt
forsikring, men omtaler baade almindelig Søforsikring og Krigsforsikring.
Søforsikringsreglernes Historie beskæftiger jeg mig kun med, hvor jeg fin
der, at den har særlig Interesse, og det samme gælder fremmed Ret.
Danske Domme efter 1934 er temmelig udførligt gengivet. Som oftest har jeg foretrukket at lade Dommene tale med deres egne Ord paa de afgørende Punkter. Henvisninger til Domssamlingerne findes i Registret sidst i Bogen.
I Litteraturfortegnelsen har jeg fo r Udlandets Vedkommende kun nævnt de Værker, som jeg særlig har brugt ved Bogens Udarbejdelse, og som jeg har ment kunde være til Nytte fo r danske Praktikere.
Sagregistret har jeg søgt at gøre saa udførligt og vejledende som muligt fo r at lette Bogens Benyttelse som Opslagsbog.
Jeg takker cand. juris Erik K o f oed fo r god Hjælp ved Korrekturen og ved Kontrol a f Henvisninger.
København i Oktober 1951. N . T.
I N D H O L D
Side
I n d le d n in g ... 9
F ø r s t e K a p i t e l
Søforsikringens U niversalitet. – Principer for Afgrænsningen a f Assurandørens A n s v a r ... 13
An d e t Ka p i t e l
Dansk Rets Hovedregler om Søassurandørens Ansvar . . . . 19
T r e d i e K a p i t e l
Almindelige Indskrænkninger i Ansvaret. – Forsikredes
Skyld. – Førers og M andskabs F e jl... 59
Fj e r d e Ka p i t e l
Foraarsagelse. – Flere Aarsager. – Krigsfare eller Søfare . . . 77
Femte Kapitel
O m kostninger og O p o f r e l s e r ... 131
Sj e t t e Ka p i t e l
Substituerede Udgifter og anden S u b s titu tio n ...176
S y v e n d e K a p i t e l
Assurandørens Indtræ den i den Forsikredes R ettigheder . . . 181
O t t e n d e K a p i t e l
Afdrag for Besparelser. – Fordeling af O m kostninger . . . . 203
N i e n d e K a p i t e l
Forsikringssummen som øverste G ræ nse...212
Til l æ g
Policer og K la u s u le r... 223
S ø -K a s k o p o lic e n ... 223
K a sk o k lau su le r... 232
S ø -V a rep o lice n ...236
V a r e k l a u s u l e r ...243
Sø-Fragtpolicen ... 248
K rig s-K a sk o p o lic e n ... 251
K rigs-V arepolicen...256
K r ig s - F r a g tp o lic e n ... 262
L i t t e r a t u r ... 265
S a g re g is te r... 267
Citerede Bestemmelser i Konventionen, Forsikringsaftaleloven og S ø lo v e n ... 290
Citerede D o m m e ... 292
I N D L E D N I N G
D ansk S ø fo r sik r in g s-K o n v e n tio n a f 2. A p r il 1934, H ovedkilden Konventionen
til nugældende dansk Rets Regler om Søforsikring, blev paa Assu- a f 2 . A p n l 1934.
randør-Societetets Initiativ udarbejdet a f en i Efteraaret 1929 nedsat Kommission, bestaaende af Repræsentanter for Redere, Assuran
dører, Købmænd og Dispachører, og vedtaget a f Dansk Dampskibs- rederiforening, Foreningen a f danske Søassurandører og Grosserer- Societetets K om ité. D en afløste Conventionen af 2. April 1850 for D et Kjøbenhavnske Sø-Assurance-Compagni, som hidtil havde væ
ret brugt som det Grundlag, hvorpaa Søforsikring i Alm indelighed tegnedes. Søloven a f 1. April 1892 indeholdt i sit tiende K apitel Regler om Søforsikring, der i Praksis anvendtes ved Siden af eller i Stedet for Reglerne i Conventionen a f 1850, uden at dog Forholdet m ellem de to Sæt Regler var helt klart.
Sølovens tiende K apitel blev ophævet ved Lov Nr. 129 a f 15. Forsikringsaftaleloven.
A pril 1930 om Forsikringsaftaler, der tra a d te i K raft den 1. J a n u a r 1932. Forsikringsaftaleloven giver i sit K apitel I en Række fælles Bestemmelser for alle Forsikringsarter og i K apitel I I A alm indelige Bestemmelser om Skadesforsikring, derunder ogsaa Søforsikring.
Nogle a f disse Bestemmelser kan ikke fraviges ved Aftale. I K apitel I I B findes særlige Regler om Søforsikring og andre T ransportfor
sikringer. Ingen a f disse Regler er g jo rt ufravigelige.
M edens Forsikringsaftaleloven var under Udarbejdelse, blev der fra de i Søforsikring interesserede Kredse givet U dtryk for Uvilje imod, at denne Forsikringsart, der var saa nøje forbundet m ed Sø
retten, skulde slaas i H artkorn med andre Forsikringsarter, og navn
lig imod, at der for Søforsikringen skulde gælde tvingende Lovregler.
Uviljen mod de tvingende Regler var ikke helt uberettiget. Ved
10
OM SØASSURANDØRENS ANSVARAndre Betingelser end Konventionens.
Policer og K lausuler.
Landtransport.
U darbejdelsen a f K onventionen viste det sig, at disse Regler p aa flere Punkter stillede sig hindrende i Vejen for den logisk og p rak tisk mest ønskelige U dform ning a f Forsikringsbetingelserne. N u kan m an vel ikke sige, at der i Praksis h a r vist sig store U lem per ved Forsikringsaftalelovens tvingende Regler – for en Del angaar de Spørgsmaal, der ikke ofte forekom mer – m en de er unødvendige i Søforsikring, og giver undertiden Anledning til nogen Usikkerhed.
Forsikringsaftalelovens tvingende Regler m aatte lægges til G rund i K onventionen, medens dens fravigelige Regler undertiden blev fulgt, undertiden ikke. M en der blev i K onventionen givet Regler for hele det O m raade, der dækkes a f Forsikringsaftalelovens p aa Søforsikring anvendelige Bestemmelser, saaledes at det i § 1, 2. Stk., kunde siges, at Bestemmelser i Forsikringsaftaleloven, der kan fra
viges ved Aftale, kun kom m er til Anvendelse, for saa vidt de er optaget i K onventionen.
D et var en noget haardhæ ndet Frem gangsm aade overfor den dengang helt nye Lov, m en den var paakræ vet for at klargøre For
holdet mellem K onventionen og Loven. For saa vidt en Forsikring er tegnet p aa K onventionens Betingelser, kan m an nøjes m ed at beskæftige sig med K onventionen; det er kun, n a a r der gøres Afvi
gelser fra Konventionens Bestemmelser, at det kan blive nødven
digt i Loven at søge O plysning om saadanne Afvigelsers Gyldighed.
Søforsikringer tegnes i D anm ark ganske overvejende p aa G rund
lag a f Konventionens Betingelser. De gensidige Forsikringsforenin- ger for m indre Skibe h ar dog deres særlige Regler. D enne Frem stilling vil for D anm arks V edkom m ende kun beskæftige sig m ed Forsikring paa Konventionens og de gængse Policers Betingelser.
De Policer og K lausuler, der i Frem stillingen henvises til, er For
eningen a f danske Søassurandørers Kaskopolice for D am p- og D ie
selmotorskibe, V arepolice og Fragtpolice og Foreningens K lausu
ler. Endvidere den a f Krigsforsikringen for danske Skibe brugte Krigs-Kaskopolice og den K rigs-Varepolice og K rigs-Fragtpolice, der anvendes a f Dansk Krigs-Søforsikring for V arer.
K onventionens § 2, 2. Stk., bestem mer, at hvis en Forsikring mod Fare under Søtransport tillige om fatter Fare under derm ed for
bunden anden T ransport eller under O phold i L and i Forbindelse
INDLEDNING
11
med T ransporten, anses den i sin H elhed som Søforsikring. Desuden er det m eget alm indeligt i Forsikringsbetingelserne for rene L a n d transporter at henvise til Konventionens Bestemmelser. I det føl
gende vil der findes ogsaa Eksempler og Retsafgørelser hentet fra Forsikring a f L andtransport.
I Overensstemmelse m ed den gængse Sprogbrug bruges Søassu
ran d ø r og Søforsikring dels som indbefattende K rigsassurandør og Krigsforsikring, dels som M odsætning til disse Begreber, m en M e
ningen vil frem gaa a f Sam menhængen.
Betydningen a f
“Søassurandør” .
F Ø R S T E K A P I T E L
Søforsikringens Universalitet.
Principer fo r Afgrænsningen a f Assurandørens Ansvar.
I
E j e n d o m m e l i g for Søforsikringen er dens U niversalitet med Hensyn til de Farer, den om fatter. A ndre Skadesforsikringsarter om fatter som oftest kun Farer a f en bestem t Slags: Brandforsikring kun Brandfare, Tyveriforsikring kun Tyverifare, m en Søforsikringen om fatter i Almindelighed enhver A rt a f Fare i Forbindelse med Sø
transport. Skibe og V arer, der sendes over Søen, er udsat for m ange F arer a f forskellig Art, og det er naturligt, at der søges Dækning mod dem alle ved samme Forsikring.
Løsøre, der forbliver hos Ejeren, og Bygninger er ikke udsat for saa stor en M angfoldighed a f Farer. Det, der truer saadan Ejen
dom, er navnlig Brand og Tyveri, og det er derfor først og fremmest disse Farer, m an forsikrer imod. Inden for nyere Forsikringsarter ses dog ogsaa en Tendens til at samle forskellige F arer under samme Forsikring, navnlig for fast Ejendoms Vedkom m ende. Saaledes om fatter den her i L andet brugte kom binerede G rundejerforsikring 6 nærm ere angivne Farearter, som ikke er dækket a f Brand- eller Tyveriforsikring. O gsaa Autom obilforsikring tegnes mod en Række forskellige Farer, men det er dog stadig kun Søforsikring, og anden Transportforsikring p aa Søforsikringsbetingelser, der i Principet tegnes mod alle Farer.
Søforsikringens U niversalitet hænger rimeligvis samm en med dens O prindelse fra K ontrakter, der gik ud p aa ligefrem Deltagelse i en Søekspeditions Gevinst eller T ab, og fra Sølaanet, et L aan til U drustning a f en Ekspedition, der kun skulde tilbagebetales, hvis Ekspeditionen lykkedes. Den historiske Forbindelse mellem saa- danne K ontrakter og Søforsikringen er ganske vist ikke fastslaaet, m en den m aa anses for sandsynlig.
A lle Slags Farer.
Soforsikringens Oprindelse.
14
OM SØASSURANDØRENS ANSVARG amle Policer.
Engelske Policer.
E ngelsk Retspraksis.
De gamle Søforsikringspolicer bruger U dtryk, der viser det vide O m fang, i hvilket Assurandøren sætter sig i den Forsikredes Sted.
Saaledes siger en Police udstedt i M arseille i 1584, at A ssurandø
rerne “overtager alle de samme Risici og F arer og Eventyr, fra
“ Guds eller M enneskers H aand, fra V enner og Fjender, optænkelige
“ eller uoptænkelige, ved Anholdelse a f M yndigheder, saavel gejst-
“ lige som verdslige, Repressalier, Breve a f Mærke og K ontram ærke,
“ retfærdige eller uretfærdige, fra F orbud og Overtrædelse deraf,
“ fra Ild, fra V ind, O verbordkastning, under Sejlads til højre og
“ venstre, som er overgaaet den Forsikrede under den nævnte
“ Rejse, og alle andre Farer, Risici og Eventyr, som fremdeles
“ m aatte overgaa ham , idet de sætter sig i hans Sted, som om han
“ ikke var forsikret55.
De ældste engelske Søforsikringspolicer bruger lignende U dtryk, og deres Form ulering h a r holdt sig til N utiden. Saaledes siges det i de nu anvendte Lloyd's Policer:
“T ouching the Adventures and Perils which we the Assurers are
“ contented to bear and do take upon us in this Voyage, they are
“ of the Seas, M en-of-W ar, Fire, Enemies, Pirates, Rovers, Thieves,
“Jettisons, Letters of M a rt and C ounterm art, Surprisals, Takings
“ at Sea, Arrests, R estraints and D etainm ents of all Kings, Princes
“ and Peoples of w hat N ation, Condition, or Q uality soever, B arra
t r y of the M aster and M ariners, and of all other Perils, Losses
“ and Misfortunes th a t have come to the H u rt, D etrim ent or Dam -
“ age of the said Goods and M erchandises and Ship, &c., or any
“ P a rt thereof55.
De Policer, der benyttes a f engelske Forsikringsselskaber, ud try k ker sig p aa samme M aade.
Im idlertid har den engelske Retspraksis anlagt en indskræn
kende Fortolkning p aa disse vidtgaaende U dtryk, idet det er antaget, at O rdene all other perils kun om fatter Begivenheder a f lignende A rt som de i Policen særlig nævnte. D ette udtaltes første G ang a f Lord Ellenborough i Sagen Cullen v. Butler fra 1816, idet han sagde, at O rdene om fattede “all cases of m arine dam age of
“ the like kind with those specially enum erated, and occasioned by
“ sim ilar causes55, og noget lignende siges nu i No. 12 i de R egler om
SØFORSIKRINGENS UNIVERSALITET
15
Fortolkning a f Policen, som er knyttet til M arine Insurance Act, 1906: “T he term call other perils’ includes only perils sim ilar in
“ kind to the perils specifically m entioned in the policy” .
Vil m an vide, hvad der omfattes a f en engelsk Søforsikring, m aa m an derfor undersøge, hvad der ligger i hver a f de Farebetegnelser, som Policen opregner. D en vigtigste a f disse er perils o f the seas3 der a f Domstolene er forstaaet som ikke om fattende alle skadelige Be
givenheder, der ram m er den forsikrede Genstand p aa Søen, m en kun saadanne, som er særlig karakteristiske for Søfart (Søskade, Stranding, Sam m enstød etc.) – perils o f the seas i M odsætning til perils on the sea. Sondringen synes i sin nærm ere Udførelse ret subtil, m en i hvert Fald anses Skade ved Lastning eller Losning eller Skade, der skyldes Besætningens Forsømmelse eller skjulte Fejl ved Ski
bet, ikke for at skyldes perils o f the seas, hvorfor det h a r været nød
vendigt i den engelske Kaskopolice at indtage en særlig E rstat
ningsregel b lan d t andet herom , “Inchm aree” K lausulen, der i I n stitute Tim e Clauses, 1941 (Hulls) § 7 lyder saaledes:
“This Insurance also specially to cover (subject to the free of
“ average w arranty) loss of or dam age to hull or m achinery direct-
“ ly caused by the following: -
“ Accidents in loading discharging or handling cargo, or in
“ bunkering or in taking in fuel.
“ Explosions on shipboard or elsewhere.
“ Bursting of boilers, breakage of shafts or any latent defect
“ in the m achinery or hull.
“ Contact w ith Aircraft.
“ Negligence of M aster, M ariners, Engineers or Pilots,
“ provided such loss or dam age has not resulted from w ant of
“ due diligence by the Owners of the Vessel, or any of them , or by
“ the M anagers.
“ M asters, M ates, Engineers, Pilots or Crew not to be considered
“ as p a rt owners w ithin the m eaning of this clause should they hold
“ shares in the Vessel”.
Ifølge Artikel 350 i den franske Code de Com m erce hæfter Assu
randøren for alle Skader og T a b ved en Række særlig nævnte Ska- desaarsager og Skadestilfælde, m en O pregningen a f disse ender med
“Perils o f the Seas.”
“Inchmaree” Klausulen.
F ransk R et.
16
OM SØASSURANDØRENS ANSVART y sk R et.
N orsk R et.
Hovedreglen f o r F o rsik rin g : kun mod det usikre.
“et généralem ent p a r toutes les autres fortunes de m er” . H er bliver altsaa Undersøgelsen a f de særlig nævnte Tilfælde a f m indre Betyd
ning; det afgørende er U dtrykket fortune de mer, der m aa om fatte al Fare, som hidrører fra Søen eller fra T ransporten over Søen.
O gsaa de franske Søforsikringspolicer ender deres O pregning m ed generelle U dtryk. Saaledes siger Artikel 1 i Kaskopolicen “et géné-
“ ralem ent p a r tous accidents et fortunes de m er” og Artikel 2, 2°, i V arepolicen “généralem ent, p a r fortunes de m er ou événe- ments de force m ajeure” .
De tyske Allgemeine Deutsche Seeversicherungs-Bedingungen a f 1919 siger i § 28, at Assurandøren, for saa vidt ikke andet er bestem t, bærer “alle Gefahren, denen das Schiff oder die G üter w ährend der D auer der Versicherung ausgesetzt sind”, m en at han hæfter “für ei
nen Schaden n u r in dem durch diese Bedingungen bestim m ten U m fange” . M eningen m aa være, at Skadens Aarsag er ligegyldig, m e
dens det efter Betingelserne m aa afgøres, om Skaden efter sin A rt skal erstattes, og i hvilket Om fang. D a en Sondring imellem Skadens Aarsag og Skadens A rt im idlertid vanskeligt lader sig gennem føre i Praksis, havde det maaske været tydeligere, om m an rent ud havde sagt, at A ssurandøren kun hæfter i det i Betingelserne nærm ere fastsatte Om fang.
D en norske Søforsikringsplan a f 1930 bruger en lignende U d- tryksm aade som den tyske, idet ifølge dens § 4 en Søforsikring i Alm indelighed om fatter alle Farer, som Skibsfarten og Søtranspor
ten er forbundet med, medens det i § 34 siges, at Selskabet svarer for Skade, som er en Følge af, at den forsikrede Interesse i Forsik- ringstiden ram m es a f en Fare, som Forsikringen omfatter, m en A n
svaret er begrænset til den Skade, som efter Planens Erstatnings
regler falder ind under Forsikringen.
I I
Somen Hovedregel m aa gælde, at kun saadanne T ab, hvis Indtræ den eller Størrelse p aa F orhaand staar som noget usikkert, bør om fattes a f Søassurandørens Ansvar. T ab, hvis Indtræ den og om trent
lige Størrelse kan forudses, kan det ikke betale sig at forsikre sig
PRINCIPER FOR AFGRÆNSNINGEN
17
imod. D et er billigere for den Interesserede direkte at bære disse T ab end at betale Forsikringspræmie for at faa dem erstattet a f Assu
randøren. Forsikringspræmien m aa jo beregnes saaledes, at den gi
ver Assurandøren Dækning ogsaa for G eneralom kostninger og For
tjeneste. Forudseelige T ab er for det første saadanne, som skyldes den alm indelige Forringelse a f Skib ved dets norm ale Brug, sæd
vanligt Transportsvind p aa V arer og lignende. M en n a a r den For
sikredes Virksom hed h ar et større Om fang, kan m an desuden med Sikkerhed regne m ed et vist M inim um a f Skade ved saadanne m in
dre H avarier, som jævnligt indtræder. H er kan det være p aa sin Plads, at der i Forsikringsbetingelserne fastsættes Franchiser, som fra Forsikringsdækningen kan undtage Beløb svarende til saadanne Skader. P aa den anden Side kan det have praktiske Fordele i et vist O m fang at lade Forsikringen om fatte ogsaa alm indelig F orrin
gelse og lignende, nemlig n a a r denne vanskeligt lader sig skille ud fra Skade ved H avari. Saaledes naar det undertiden i Kaskofor
sikring aftales, at alle eller visse Aldersafdrag skal bortfalde, uanset at Assurandørerne herved kom m er til at bidrage til den alm inde
lige Vedligeholdelse a f Skibet.
F ra Assurandørens Ansvar m aa undtages de forretningsmæssige Risici for R eder og K øbm and. T ab, der staar i nær Forbindelse m ed den Forsikredes forretningsmæssige Dispositioner, vil det ofte være vanskeligt at fastslaa og vurdere. Deres Indtræ den og O m fang vil i høj G rad være afhængig a f den Forsikredes Forretningsdygtig- hed, og de vil ikke egne sig for forsikringsstatistisk Behandling.
O gsaa andre Skader eller Farer, der er uoverskuelige eller und- drager sig Statistik, kan det være nødvendigt at udelukke fra For
sikring eller henvise til særlig Forsikring, saaledes Tids- og K onjunk
tu rta b og Krigsfare.
M ed Hensyn til Skade, der skyldes den Forsikrede, m aa der fast
sættes visse Begrænsninger for Assurandørens Ansvar.
U ndertiden kan det være ønskeligt at gøre den Forsikrede sær
lig interesseret i at undgaa Skade, hvilket kan føre til Bestemmelser e om, at han skal bære en Andel a f alle eller visse Skader selv. E nd
videre kan H ensynet til at undgaa Bevisvanskeligheder bevirke, at visse Skader ubetinget udelukkes fra Erstatning eller kun erstattes,
Forretn ingsmæssige R isici.
Andre Undtagelser.
18
OM SØASSURANDØRENS ANSVARPræmien.
Tradition.
n aar de skyldes visse bestemte Aarsager. Ogsaa Ønsket om at u n d gaa m indre velbegrundede K rav fra nogle Forsikrede, til Skade maaske for andre Forsikrede, kan føre til saadanne Regler.
En vigtig Faktor ved Afgørelsen af, hvilket Ansvar A ssurandøren vil paatage sig, er naturligvis Størrelsen a f den Præmie, der kan opnaas. Hvis Forsikringstageren ikke ønsker at betale den Præmie, der svarer til fuld Forsikringsdækning, vil en Forsikringsaftale ofte kunne komme i Stand ved, at der i Forsikringsbetingelserne fastsæt
tes Franchiser eller andre Indskrænkninger i Dækningen.
For en stor Del er Grænsen for Søassurandørens Ansvar ogsaa historisk og traditionsmæssigt bestemt. T raditionerne vil ofte være U dtryk for rigtige Erfaringer, der stadig h ar Gyldighed. U ndertiden er de dog opstaaet ved Tilfældigheder, og undertiden h ar de mistet deres M ening. D et er ikke altid let at afgøre, til hvilken a f disse K ategorier en historisk bestem t Regel hører, og det er derfor ikke uforstaaeligt, at baade Assurandørerne og de Forsikrede er tilbøje
lige til at holde fast ved det overleverede.
A N D E T K A P I T E L
Dansk Rets Hovedregler om Søassurandørens Ansvar.
I
I D a n m a r k findes H ovedreglen om Søassurandørens Ansvar i K on
ventionens § 50, der lyder saaledes:
“For saa vidt ikke andet følger a f Bestemmelser i denne K onven
t i o n eller i Forsikringsaftalen, erstatter Assurandøren al Skade,
“ der foraarsages ved, at en ulykkelig Hændelse ram m er den for-
“ sikrede Interesse” .
Reglen om Assurandørens Ansvar h ar vekslet U dtryk gennem Tiderne, men den h ar stedse haft en meget om fattende K arakter.
I Danske Lovs 4 -6 -7 hedder det, at A ssurandøren er “forpligtet til at svare til al den Skade, som det forsikkrede Gods tilføjis” . Ifølge de Policer, hvis Tekst foreskrives i Sø-Assurance-Kompagniets K onventioner a f 1726 og 1746, om fatter Kom pagniets Ansvar “alle F arer og skadelige Tilfælde”, og det siges videre (i V arepolicen), at de a f K om pagniet overtagne Risici bestaar i “alle Perikler af
“ Søen, Storm og Uveir, Ild og V ind, Arrest a f V enner og Fiender,
“ Anholdelser a f K onger og D ronninger, Prindser, H errer og Re-
“ publiqver, Breve a f Mærke og Contram ærke, Skielmerie og U agt-
“ somhed a f Skipper og Skibsfolk, og alle andre Periculer og Avan-
“ turer, som forskrevne Gods uden de Asseureredes egen Skyld og
“ M inde nogensinde skulde m aatte hændes, optænkelig eller uop
tæ n k e lig , sædvanlig eller usædvanlig, ingen un d tag en ” . Kasko- policen h ar samme O rdlyd, dog at Skipperens Skælmeri er u n d ta get. I Conventionen a f 2. April 1850 § 64 siges det, at K om pagniet overtager “al Skade og T ab, som med Hensyn til denne G jenstand
“ m aatte lides, medens Kom pagniets Fare løber, ved hvilkensom-
“ helst ulykkelig Hendelse, forsaavidt ingen særlig Undtagelse er
“ g jo rt i denne Convention eller Policen. Forsikkringen gjælder saa-
“ ledes med Hensyn til Skade a f Søen, Storm eller andet Uveir,
Konventionens § 50.
Reglens H istorie.
20
OM SØASSURANDØRENS ANSVARU dtrykket f o r Assurandørens Ansvar.
Fare.
“ Stranding, Støden p aa G rund, Skibbrud, K antring, Paaseiling
“ eller Paadrivning, fjendtlig Anholdelse, Opbringelse, Priisdøm-
“ melse, Blokade, Arrest og Anholdelse a f anerkjendte eller ikke
“ anerkjendte R egjeringer, O verlast a f Barbaresker eller Sørøvere,
“ Ild eller andre H endelser” .
Ø r s t e d siger i H aandbogens femte Bind ( 1 8 3 2 ) , Side 3 3 2 , at Søassurance m aa formodes at have Hensyn til enhver Skade, som det forsikrede Skib eller Gods lider paa Rejsen, uden at samm e en
ten hidrører a f indvortes i den forsikrede G enstand selv liggende Aarsager, eller, efter sin Beskaffenhed, kan tilregnes den Assurerede selv.
Søloven a f 1. April 1892 bestem te i § 248, at Forsikreren, saa- frem t ingen særlig U ndtagelse er gjort, svarer “for Følgerne a f en-
“ hver Fare, hvorfor den forsikrede G enstand udsættes i Forsikrings- t i d e n , og hvori den forsikrede ikke selv er Skyld”, medens For
sikringsaftalelovens § 60 har denne Form ulering: “Søforsikring om-
“ fatter, for saa vidt ingen særlig U ndtagelse er gjo rt i Lov eller
“ Aftale, enhver A rt af Fare, for hvilken den forsikrede Interesse
“ udsættes” .
Vil m an udtrykke, hvad en Assurandør svarer for, kan m an enten sige, at han svarer for visse Farer, idet m an ved Fare forstaar M uligheden for, at skadevoldende Hændelser vil indtræde, eller m an kan sige, at han svarer for visse Hændelser, og endelig kan m an sige, at han svarer for visse Skader. Desuden kan m an p aa for
skellig M aade kom binere disse U dtryk. D a det, Assurandørerne i paakom m ende Tilfælde skal betale for, er Skaden, og hverken Faren eller Hændelsen, er den mest direkte og vel derfor den tydeligste U dtryksm aade den, at Assurandørerne svarer for visse Skader.
Denne U dtryksm aade er brugt i K onventionen a f 1934, der her h ar fulgt Conventionen af 1850. Sølovens U dtryk “Følgerne a f enhver F are” er uheldigt: det vilde være rigtigere at tale om Føl
gerne a f Farens Realisation. Forsikringsaftalelovens Form ulering, at Søforsikring om fatter enhver A rt a f Fare, er logisk i O rden, men ufuldstændig, idet den ikke oplyser, i hvilket O m fang Assurandøren hæfter, n a a r en Fare realiseres.
Konventionens § 50 taler ikke om F are; den gaar direkte til det,
DANSK RETS HOVEDREGLER
21
der er Farens Realisation, nemlig at en ulykkelig Hændelse ra m mer den forsikrede Interesse. D erim od bruges U dtrykket Fare i Konventionens § 2, der siger, at Søforsikring foreligger, n a a r en Interesse, der knytter sig til Skib eller Gods, forsikres m od Fare p aa Søen. Vilde m an i H ovedreglen i K onventionens § 50 indføre Begrebet Fare, kunde den udtrykkes saaledes, at Forsikringen om fatter enhver Fare, der kan realiseres i en den forsikrede Interesse ram m ende ulykkelig Hændelse, og enhver Skade, der foraarsages ved en saadan Hændelse. I M odsætning til hvad der gælder i Tysk
land og Norge er Assurandørens Erstatningspligt altsaa ikke efter Konventionens § 50 indskrænket til Skade, for hvis Erstatning der er H jem m el i de øvrige Regler.
I I
Som Indledning til en Undersøgelse a f O m raad et for Assurandø
rens Ansvar kan det maaske være nyttigt at betragte nogle forskel
lige H avari tilfælde for at se, hvorledes U dtrykkene Fare, ulykkelig Hændelse og Skade indgaar i deres Beskrivelse.
1. En a f de Farer, for hvilke et Skib er udsat, er Faren for G rund
stødning. M ed Fare m ener m an her M uligheden for, at Skibet vil støde p aa G rund. N a a r Skibet kom m er ind i et F arvand fyldt med undersøiske Skær, forøges Faren for G rundstødning, siger m an, og bruger da Fare i en noget anden Betydning end før: m an m ener nu Sandsynligheden for en G rundstødning. – Pludselig ses Brænding forude i en kort Afstand, og Faren er da blevet truende. U dtrykket truende Fare bruges i Konventionen i dens Regler om Opofrelser for at redde den'forsikrede Interesse, § 56, og har en vis subjektiv Betoning: det sigter til truende Fare, der kendes. – D et lykkes im idlertid ikke at undgaa, at Skibet støder paa G rund, og derm ed er en ulykkelig Hændelse in d traad t. Ved G rundstødningen faar Skibet sin Bund beskadiget. D enne fysiske Skade, siger m an, er foraarsaget af, at den ulykkelige Hændelse ram te S kibet; m an kunde ogsaa sige, at Skadens Indtræ den er en Del a f den ulykkelige H æ n
delse. – Skibet bliver bjerget og repareret, og ved R eparationen
“Fare” ,“ ulykkelig Hændelse", “Skade” . E ksem pler p a a Anvendelsen.
Grundstødning.
22
OM SØASSURANDØRENS ANSVARBeslaglæggelse.
Skade a f ukendt A arsag.
Skade ved varig Paavirkning.
Fremsendelses- omkostninger.
bliver den fysiske Skade paa Skibet til en U dgift for R ederiet. D ette lider desuden økonomisk Skade ved at være berøvet Brugen a f Ski
bet, medens det staar paa G rund og senere, m edens det bliver repareret. D er opstaar maaske ogsaa T ab, der m aa betegnes som fjernere Følger a f Hændelsen, f. Eks. at R ederiet mister en god K o n trakt om Udførelse a f en Række Rejser.
2. Et krigsforsikret Skib ligger i en udenlandsk H avn, da dets H jem land kom m er i Krig, og det bliver efter et P ar Dages Forløb beslaglagt a f den frem mede M agt. H er er Beslaglæggelsen den ulyk
kelige Hændelse, m en allerede fra K rigsudbrudet h a r der været truende Fare for dens Indtræ den. Skaden bestaar i, at Skibet und- drages den Forsikrede. D et er her vanskeligt at sondre mellem Skade og Hændelse: U nddragelsen er det samme som Beslaglæggelsen, blot set i Forhold til den Forsikredes Økonomi.
3. E t Lossespil bryder samm en under Losning, uden a t dette dog medfører yderligere Skade. Spillet h a r ikke været overlastet, der er ikke begaaet nogen Forsømmelse ved Losningen, der kan ikke konstateres nogen skjult Fejl ved Lossespillet. H er kan ikke tales om nogen forudgaaende truende Fare, og Hændelsen og Ska
den er eet.
4. V arer frem komm er beskadigede ved D am pe fra Kem ikalier, der h a r været stuvet i samme Lastrum . Den ulykkelige Hændelse er her ikke nogen bestem t afgrænset Begivenhed, m en det Faktum , at V arerne gennem længere T id h a r været udsat for en skadelig Paavirkning.
5. Forsikrede V arer oplosses i en N ødhavn, som Skibet h a r søgt til, fordi det ved et K rigsudbrud trues a f Opbringelse, og de m aa derfra fremsendes med andet Skib til Bestemmelsesstedet. D en ulyk
kelige Hændelse bestaar her nærmest i den truende Fare for Skibet, medens Skaden bestaar i Fremsendelsesomkostningerne.
DANSK RETS HOVEDREGLER
23
in
O m r a a d e t for Søassurandørens Ansvar er fastsat dels ved den al
mindelige Regel i Konventionens § 50, dels ved særlige Regler i K onventionen og Policerne, som nærm ere bestem m er eller in d skrænker Reglen i § 50. H vor Grænserne for Ansvaret ikke er be
stem t ved de særlige Regler, m aa de findes ved Fortolkning a f § 50.
D enne Fortolkning m aa foruden p aa den alm indelige sproglige Forstaaelse a f Reglens O rd bygges paa de i forrige K apitel nævnte alm indelige Principer, og for en stor Del ogsaa p aa den traditio
nelle Opfattelse a f Assurandørens Ansvar, saaledes som den i Tiden baade før og efter Konventionen h ar givet sig U dtryk i D om sprak
sis og i Assurandør- og Dispachørpraksis. H vor alt dette ikke giver tilstrækkelig Vejledning, vil Bestemmelsen a f Ansvarets O m fang af
hænge a f Skøn og Følelse.
Prøver m an nærm ere at undersøge Indholdet a f O rdene i K on
ventionens § 50: “Al Skade, der foraarsages ved, at en ulykkelig Hændelse ram m er den forsikrede Interesse”, vil m an finde, at disse O rd danner en Helhed, og at Forstaaelse a f hvert enkelt Led kun kan naas ved at betragte det i Forbindelse med de øvrige. Fortolk- ningsspørgsmaalene samler sig dog saa meget om de enkelte Led i Teksten, at det er n atu rlig t at gennem gaa disse Led et for et, selv om dette ikke kan ske uden en vis V ilkaarlighed, og nogle Gentagelser ikke kan undgaas.
IV
B e t y d n i n g e n a f U dtrykket “Skade” er fastslaaet i Konventionens
§ 107, der siger, at det i K onventionen om fatter enhver A rt a f Skade, a f T ab og a f Udgifter, m edm indre Skaden angives at være “Skade p a a ” en bestem t G enstand, eller anden Begrænsning er angivet eller frem gaar a f Sam menhængen. U dtrykket “Skade p a a ” en G en
stand om fatter foruden Beskadigelse a f G enstanden helt eller delvis T a b a f denne, m edm indre andet er angivet eller frem gaar a f Sam menhængen.
Skade om fatter altsaa T ab og Beskadigelse af den forsikrede G en
stand, Redningsomkostninger, Erstatning til T rediem and og andre O m kostninger og T ab. Skaden kan begynde som fysisk Skade, og
“ A l S k a d e r
H v a d Skade om fatter.
24
OM SØASSURANDØRENS ANSVARved R eparation eller Genanskaffelse gaa over til at blive en U d gift. T a b a f den forsikrede Genstand kan bestaa i, at den g aar fysisk tabt, f.Eks. at den bræ nder eller bliver slaaet i Stykker, og det kan bestaa i, at den unddrages den Forsikrede, f. Eks. ved Tyveri eller Beslaglæggelse. E r U nddragelsen kun m idlertidig, kan den Forsikrede have lidt T a b ved at have m aa tte t undvære Brugen a f den forsikrede Genstand. E r det en Fordring, der er forsikret, kan den Forsikredes T a b bestaa i, at Fordringen falder bort.
Udgifter. Skade om fatter ogsaa andre U dgifter i A nledning a f et H avari end dem, der direkte vedrører Forsikringsgenstandens R edning og U dbedring a f fysisk Skade. N aar det ved en Dykkerundersøgelse efter en G rundstødning konstateres, at Skibet er ubeskadiget, m aa O m kostningerne ved Dykkerundersøgelsen erstattes a f Assuran
døren. D et samme gælder den Sødygtighedsattest, der derefter u d stedes. N aar et Skib er kom m et p aa G rund, m aa U dgifter til Af- slæbning og Lægtring erstattes, selvom der ikke h a r bestaaet nogen Fare for Skade p aa Skibet, naturligvis under Forudsætning af, at det ikke drejer sig om ordinære eller dog paaregnelige U dgifter.
N aar et Skib ved et H avari h ar faaet sin M anøvredygtighed ned
sat og derfor m aa have ekstra Bugserhjælp ved Anløbet a f en H avn, m aa U dgiften hertil erstattes.
Udgifter, der paalægges R ederiet til Fjernelse a f det forsikrede Skibs V rag eller Ladningsej eren til Fjernelse a f beskadiget, værdi
løs Ladning, m aa ogsaa erstattes (inden for Forsikringssummen, jfr. niende K apitel, Side 221).
Skaden maa Naturligvis er det forudsat, a t Skaden er a f økonomisk A rt, og
vedrøre den forsikrede at (jen af ¿ en Forsikrede. Endvidere m aa det være underfor- staaet, at Skaden vedrører den forsikrede Interesse. V edrører den en anden Interesse end den forsikrede, kan den kun kom me til Erstatning, hvis det drejer sig om Opofrelse, Forbrug eller andet saadant T a b til Fordel for den forsikrede Interesse. N aar et forsik
ret Skib bliver slaaet læk, og Bunkerolie – der ikke omfattes a f Kasko
forsikringen, m en m aa forsikres som U dredning – lækker ud, kan T a b e t a f Bunkerolien ikke forlanges erstattet a f Kaskoassurandøren.
Derim od m aa han erstatte Brændselsolie, der forbruges u n der R e
paration a f Kaskoforsikringen vedkom m ende Skade p aa Skibet,
DANSK RETS HOVEDREGLER
25
Konventionens § 149, og Brændselsolie, der tabes, fordi T ankene m aa tømmes for saadan R eparation, K onventionens § 150. Spørgs- m aal om Opofrelse a f anden Interesse for at redde den forsikrede Interesse og om andre Tilfælde, hvor et T a b træ der i Stedet for et andet, (Substitution) vil blive om talt nedenfor i femte og sjette K apitel (Side 131-180).
At Skaden m aa vedrøre den forsikrede G enstand fremgik klart a f O rdene i § 64 i Conventionen a f 1850:
“N aar Com pagniet forsikkrer en G jenstand, overtager det al
“ Skade og T ab , som med Hensyn til denne G jenstand m aatte
“ l i d e s ...
“ ved hvilken som helst ulykkelig Hændelse... 55 og det h a r ikke været M eningen m ed K onventionen a f 1934 at gøre nogen Æ ndring heri.
V
De Spørgsmaal, der staar i Forbindelse m ed O rdene “foraarsages ved” behandles nedenfor i fjerde K apitel (Side 77-89). H er skal kun bemærkes, a t Sam m enhængen med O rdene “al Skade” vil føre til i denne Forbindelse at tage Foraarsagelse i en ret vid Betyd
ning.
V I
U d t r y k k e t “ulykkelig .Hændelse” stam m er fra den ovenfor cite
rede § 64 i Conventionen a f 1850, der h a r overtaget det fra ældre R et. Saaledes bruges det i Overskriften til Danske Lovs 4 -3 : “O m Ulykkelige Hendelser, Averie og Lodsm ænd”, og i § 6 i Forordnin
gen a f 19. D ecem ber 1794 om Respondentia-Breve. Skønt U dtryk
ket nutildags føles arkaisk, valgte m an at bruge det ogsaa i K onven
tionen a f 1934 for at fastholde det som et teknisk U dtryk, der havde faaet og gennem frem tidig Praksis vilde faa en særlig forsikrings- mæssig Betydning. D et er praktisk at kunne henvise til, at en Be
givenhed eller et Forhold er, eller ikke er, en ulykkelig Hændelse i forsikringsmæssig Forstand.
Domstolene synes ogsaa a t opfatte U dtrykket som teknisk. Saa
ledes siges det i Sø- og Handelsretsdom a f 28. April 1917 om § 64 i Conventionen a f 1850, at den “gaar ud fra, at der foreligger en
Foraarsagelse.
U lykkelig Hændelse.
26
OM SØASSURANDØRENS ANSVAR“H a va ri”
Eksempler p a a ulykkelige Hændelser.
“ ulykkelig Hændelse, og kan ikke læses p aa den M aade, at Assu
ra n c e se lsk a b e t skulde være pligtig at betale Erstatning for for
s v u n d n e V arer i Tilfælde, hvor der slet ikke anes noget om, hvor
“ V arerne er blevne af, eller hvad der h ar forvoldt deres Borte-
“ bliven” . Og i Højesteretsdom a f 9. November 1942 (s.v. “Lideborg”) udtales det: “H erefter findes Rejsens Afbrydelse i M arieham n at
“ skyldes Forhold, der m aa sidestilles med saadan ulykkelig Hæn-
“ delse, som efter Søforsikrings-Konventionens § 186 omfattes af
“ Forsikringen”. D et forudsættes aabenbart, at ulykkelig Hændelse er et forsikringsretligt Begreb m ed nogenlunde bestem t Indhold, ikke blot en Betegnelse, der i vag Alm indelighed angiver A rten af de Begivenheder, der kan udløse Assurandørens Forpligtelse. Sam tidig fastslaar den sidstnævnte Dom, at Begrebet, i hvert Tilfælde i Forhold til Konventionens § 186, kan udvides ved Analogi.
O rdet H avari kan betyde det samme som ulykkelig Hændelse, m en kan ogsaa om fatte hele Hændelsesforløbet før og efter den af
gørende Begivenhed. D et bruges tillige som Betegnelse for Skade lidt ved ulykkelig Hændelse.
Ulykkelige Hændelser er navnlig saadanne Begivenheder, som kan medføre, at den Genstand, til hvilken den forsikrede Interesse knytter sig, fysisk beskadiges eller gaar tabt, eller at den unddrages den Forsikrede endeligt eller m idlertidigt. Saaledes Stranding, Brand, Sam menstød, Beslaglæggelse, Tyveri. Som oftest vil det være pludselige og voldsomme Begivenheder, men nødvendigt er det ikke; ogsaa skadelige Paavirkninger over længere T id kan være ulykkelige Hændelser.
Som ulykkelig Hændelse kan det efter O m stændighederne ogsaa betragtes, at forsikredeV arer er kom m et p aa Afveje, eller at for
sikret Skib er blevet immobiliseret.
I Vareforsikring og Fragtforsikring h a r O rdene “at en ulykkelig Hændelse ram m er den forsikrede Interesse” en videre Betydning end i Kaskoforsikring. V areforsikring dækker i et vist O m fang og
saa mod saadanne H indringer for Rejsens Gennemførelse, som ikke tru er Varens fysiske Sikkerhed, se saaledes K onventionens §§ 186 og 192 Nr. 3. O g ved Fragtforsikring gælder det, at Begivenheder, der direkte ram m er Skib eller Ladning, kan bevirke, at Fragtkravet
DANSK RETS HOVEDREGLER
27
helt eller delvist falder bort, eller at den Forsikrede m aa afholde Om kostninger for a t bevare sit Fragtkrav, jfr. Konventionens §§
208, 215 og 216.
Iøvrigt er Afgrænsningen a f Begrebet ulykkelig Hændelse i flere Henseender vanskelig og beror, n a a r den ikke er bestem t ved Prak
sis, for en stor Del p aa Skøn og Følelse.
A. For at en Begivenhed kan betegnes som en ulykkelig H æ n
delse, m aa det kræves, at den h ar en ekstraordinær K arak ter og ikke kan forudses som norm al. Som allerede nævnt er det Søfor
sikringens O pgave at dække den Forsikrede mod T ab, hvis In d træ den eller om trentlige Størrelse ikke kan forudses. Saadanne T ab vil det være rigtigt at gøre til G enstand for den U dligning og For
deling, som finder Sted gennem Forsikringen, og det er rim eligt, at den Forsikrede for at være dækket im od dem bidrager til Assu
randørens Adm inistrationsom kostninger og Fortjeneste. T a b der
imod, hvis Indtræ den og Størrelse kan forudses, vil det være økono
misk rigtigt, at den Forsikrede selv bærer.
H e ra f følger, at Skade, der skyldes den forsikrede Genstands al
m indelige Brug, eller Rejsens alm indelige Gang, ikke bør omfattes a f Forsikring.
For Kaskoforsikring bestem m er K onventionens § 122, at Assu
randøren ikke erstatter Skade paa en Genstand, der er en Følge a f dens alm indelige Brug. Selv om det ikke var sagt i § 122, vilde det gælde som følgende a f § 50. Som Skade a f denne A rt kan nævnes alm indeligt Slid p aa Skibet og dets Tilbehør, sædvanlig Nedslid
ning a f M askinens Aksler og Lejer, M aterialetræ thed i arbejdende Dele, alm indelig Tæ ring af K lædningsplader.
En Form for Skade, der undertiden giver A nledning til Tvivl, er Skade paa Lugekarm e, Lastlejdere eller -støtter foraarsaget ved Losning og Lastning. N aar det her drejer sig om m indre Skader, navnlig saadanne, som ikke kan oplyses at skyldes bestem te Begi
venheder, vil m an regne Skaden for en Følge a f alm indelig Brug.
D erim od vil større Skader, der kan paavises at skyldes bestem te U held eller bestem te Fejl fra Lossemandskabets Side, kunne be
tragtes som foraarsaget ved ulykkelig Hændelse.
Ikke det normale og forudselige.
Skade ved alm indelig B rug. K askoforsikring}
Konventionens § 122.
Losseskader.
28
OM SØASSURANDØRENS ANSVARTidevandshavn.
Haardtvejrsskade.
Isskade.
M an regner med, at et Skib norm alt ikke skulde lide Skade ved at staa i G runden i en Tidevandshavn. Hvis der alligevel er opstaaet Skade, anses denne sædvanligvis som foraarsaget ved H avari, idet m an gaar ud fra, at ekstraordinære Forhold m aa have g jo rt sig gældende (f.Eks. at der ligger Ankre i Bunden).
Skade p aa Jernskibs Skrog ved Begivninger som Følge a f Ski
bets A rbejden i Søen i h a a rd t V ejr anses i Praksis som Skade ved ulykkelig Hændelse, selv om den i visse F arter kan være saa hyppigt forekommende, at den nærm er sig til Skade ved alm indelig Brug.
Begrundelsen m aa være, at selv om Skadens Indtræ den kan for
udses, er dens Størrelse dog m eget varierende.
Skade p aa Skib ved Sejlads i Is kan ofte forudses ved Rejsens Begyndelse, undertiden ogsaa ved en Aarsforsikrings Tegning, men Skadens Størrelse kan blive saa forskellig, at det er berettiget, at Isskade er G enstand for Forsikring.
I denne Forbindelse kan nævnes Sø- og Handelsrettens Dom a f 17. Februar 1926 (Bugserdamper “Odin”) i en Sag mellem et Bugser- selskab og dets Kaskoassurandører. D et hedder i D om m en:
“D et sagsøgte Selskab h a r paastaaet sig frifundet, idet det vel
“ anerkender, at Isskade i og for sig er under Forsikrerens Risiko,
“ m en at de her om handlede Isskader, da ‘O d in 5 h a r været brugt
“ til stadig Bugsering gennem Is og Brydning a f Is, ikke falder ind
“ derunder. Skaden m aa betragtes som Driftsskade opstaaet ved, at
“ Bugserselskabet h a r ladet D am peren fortsætte med Bugseringsar-
“ bejde under fortvivlede Isforhold, saaledes at det ikke alene var
“ forudseeligt men givet, at Baaden m aatte blive beskadiget, og heri
“ ligger der en Tilsidesættelse a f den Omsorgspligt, som paahviler
“ enhver Forsikringstager i R elation til vedkom m ende A ssurandør.
“Subsidiært h ar de Sagsøgte paastaaet sig frifundet m od Betaling
“ a f et m indre Beløb... ...
cc
“ R etten m aa, da Forsikringsselskabet i Policen h ar angivet cO d in 5
“ som Bugserdam per og altsaa h a r været p aa det rene med, at den
“ skulde bruges til Bugsering, finde, at Forsikringsselskabet m aa være
“ ansvarlig for Skaden. Rederiets H andlem aade ses ikke at være i
“ Strid med Policens Bestemmelser55.
DANSK RETS HOVEDREGLER
29
Ifølge den nugældende Kaskopolices § 9 dækker Policen – saa- frem t anden Aftale ikke er truffet – ikke Isskade, hvorved forstaas al Skade (herunder ogsaa T o taltab sam t H avari grosse og andre Om kostninger) som er bevirket ved Is. M en mellem Dansk D am p- skibsrederiforening og Foreningen a f danske Søassurandører er ind- gaaet en Overenskomst, hvorefter A ssurandørerne, for saa vidt an- gaar D am p- og Dieselmotorskibe a f J e rn eller Staal, indgaar paa at erstatte Isskade efter visse nærm ere Regler (jfr. K lausul Nr. 232, Side 233). Disse gaar navnlig ud paa, at der ved Beregning a f E r
statning for partiel, partikulæ r Skade bevirket ved Is opstaaet i Ska
gerak, K attegat, Østersøen, Bottenhavet og den finske Bugt m ed til
grænsende indre Farvande, i K ielerkanalen, under Sejlads p aa tyske Nordsøhavne og Delfzijl og H avne p aa Jyllands Vestkyst foretages et Afdrag paa 25 % fra det i H enhold til Policen ellers erstatnings- berettigede Beløb. Forsikredes Andel a f Isskaderne i et V interhalvaar kan dog ikke overstige et vist M aksimumsbeløb. For Dækning af Isskade betales dels en G rundpræm ie for det A ntal Dage, Skibet befinder sig inden for Linien Skagen/Lindesnæs eller i K ielerka
nalen, dels yderligere en i hver enkelt Tilfælde fastsat Rejsepræ
mie, n a a r det kan forventes, at Skibet p aa Rejser indenfor de oven
nævnte O m raader kan komme ud for vanskelige Isforhold.
Afdraget p aa 25 % skal gøre de Forsikrede særlig interesserede i at undgaa Skader. Disses Indtræ den og Størrelse afhæ nger her i særlig G rad a f den Forsikredes Dispositioner. Præm ieordningen h a r til Hensigt at lægge Præm ierne for M edforsikring a f Isskade p aa de Skibe, der udsættes for saadan Skade, og de største Præmier p aa de Skibe, der mest udsættes.
I Praksis er det antaget, at Skade p aa et Skib foraarsaget ved h aard Frost efter Om stændighederne kan betragtes som sket ved ulykkelig Hændelse. Frosten kan bevirke Sprængninger, hvor V and er træ ngt ind, og skal ogsaa kunne skørne Staaldele, saaledes at f. Eks. et Spil bryder ned under iøvrig norm alt Brug.
Om kostninger foranlediget ved Forstyrrelse a f et Skibs K om pas
ser eller elektriske Instrum enter ved T ordenvejr eller a f dets m ag
netiske T ilstand ved, at Skibet passerer en elektrom agnetisk Spærre
bryder, er ikke regnet for tilstrækkeligt ekstraordinære til at kunne
Isordningen.
Frostskade.
Elektromagnetiske Forstyrrelser.
30
OM SØASSURANDØRENS ANSVARKonventionens § 1 2 1 : S lid og Æ lde.
erstattes. D erim od er Forstyrrelser a f Kom passer og Instrum enter anset som foraarsaget ved ulykkelig Hændelse, n a a r de skyldes Lyn
nedslag i Skibet.
I Konventionens § 121 bestemmes, at hvis et H avari skyldes Slid, Alder, R aaddenskab, Rust, Tæring, R otter, Mus, O rm eller anden Aarsag, der kan sidestilles med de nævnte, erstatter Assurandøren ikke Skade paa den Del af Skibet, paa hvilken den paagældende Aarsag h ar virket. De nævnte Aarsager er saadanne, der staar i Forbindelse med alm indelig Brug, eller Forhold der m aa ligestilles derm ed. At selve den Skade, der bestaar i Slid, Rust og lignende, ikke kan erstattes, følger ogsaa a f eller stem m er i hvert Fald med
§ 50 og § 122. Den alm indelige Vedligeholdelse af Skibet bør be
kostes direkte a f den Forsikrede og ikke ad den dyrere Omvej gen
nem Assurandøren. A f § 121 frem gaar im idlertid, at Skader a f den om talte A rt kan give A nledning til en ulykkelig Hændelse, et H avari.
Selve det, at Skaden opdages, vil ikke kunne kaldes en ulykkelig Hændelse, men aabenbares det derved, at Skibet befinder sig i en farlig Situation, hvilket navnlig vil kunne forekomme, hvis O p dagelsen sker, mens Skibet er i Søen, m aa en ulykkelig Hændelse siges at foreligge. Ofte vil im idlertid Skaden manifestere sig deri, at den paagældende Del gaar i Stykker, f. Eks. naar en Aksel bræk
ker, et Cylinderdæksel sprænges, eller en tæret K lædningsplade bli
ver læk. D ette er ulykkelig Hændelse, m en ifølge § 121 erstattes ikke Skade p aa den Del a f Skibet, p aa hvilken den paagældende Aarsag har virket. Det, der udelukkes fra Erstatning, er altsaa ikke alene, hvad det vilde have kostet at udbedre den Del, der er slidt eller lignende, dersom U dbedringen var sket, inden Slidet havde m anifesteret sig i større Skade. Hele Skaden p aa den paagældende Del udelukkes fra Erstatning. H vorm eget der skal henregnes til denne Del, m aa afgøres efter et Skøn, der ofte kan være vanskeligt.
D et er antaget i Praksis, at hvis en Lossebom falder ned og beska
diges, fordi Svanehalsen er slidt og brækker, m aa hele Skaden paa Lossebommen være undtaget fra Erstatning. Paa samme M aade er det antaget – ved Forsikringer, efter hvis Betingelser K onven
tionens § 156 ikke kom m er til Anvendelse – at hvis et Anker og en Del a f Ankerkæden mistes, fordi et slidt Kædeled brækker, kan
DANSK RETS HOVEDREGLER
31
hverken den mistede Kæde eller A nkeret erstattes. A f § 121 følger modsætningsvis, at Skade p aa andre Dele a f Skibet, som opstaar ved H avariet, kan erstattes. D et samme gælder Redningsomkost- ninger og H avari grosse, som dette medfører.
I Forbindelse med Konventionens §§ 121 og 122 er det naturligt ogsaa at nævne dens § 120, der siger, at hvis et H avari skyldes Konstruktions- eller M aterialefejl, erstatter A ssurandøren ikke Skade paa den Del af Skibet, der er behæftet med den paagæl
dende Fejl. K onstruktions- og M aterialefejl behandles altsaa paa lignende M aade som Slid og Æ lde. Paa F orhaand vilde det ikke være givet, at det T ab, den Forsikrede lider som Følge af, at der opdages K onstruktions- eller M aterialefejl i Skibet ved en U n d er
søgelse, eller disse selv m anifesterer sig ved et Brud, ikke bør er
stattes a f Assurandøren. D et er en Risiko, som nok kunde betragtes som forsikringsmæssig. I E ngland blev den ovenfor Side 15 citerede
“ Inchm aree” Klausul, der b landt andet dækker “loss or d am a g e ...
through any latent defect”, i m ange A ar antaget at dække ogsaa Risikoen for Eksistensen a f skjulte Fejl, indtil det ved Dom blev fastslaaet, at K lausulen ikke skulde forstaas saaledes. N u erstattes den defekte Del som Regel kun, hvis andre H avariaarsager, f. Eks.
særlig h a a rd t V ejr, h a r m edvirket til et Brud.
O m raad et for de i det foregaaende om talte Spørgsmaal inden
for Kaskoforsikringen formindskes ved Reglerne i Konventionens
§§ 155-156, hvorefter Skade p aa Skibets M askineri og p aa dets løse In v en tar (og dets K ahytsudstyr) kun erstattes, for saa vidt den er en Følge a f visse nærm ere angivne typiske Skadesaarsager som Ild, Stranding og Sam menstød, og Reglen i § 157, hvorefter Skade p aa fast Inventar, der ikke er en Følge af de angivne Skades
aarsager, kun erstattes med F radrag af en vis Franchise. M eningen med disse Bestemmelser er netop at afskære den Tvivl, der særlig m ed Hensyn til disse Dele af Skibet kan opstaa om, hvorvidt Ska
den skyldes en Aarsag, A ssurandøren bør hæfte for, eller om den skyldes Slid eller M aterialefejl eller lignende.
K onventionens §§ 155-157 gælder ogsaa for Krigsforsikring. I Sø-og Handelsrettens Dom a f 24. April 1945 (s. s. “O laf”) i en Sag om et Anker m ed Kæde, der var mistet ved O pankring under vanske
Konventionens § 120 Konstruktions
og M aterialefejl.
Konventionens
§ § 1 5 5 -1 5 7 : M a sk in - og Inventarskade.
Konventionens
§ § 1 5 5 -1 5 7 i K rigsforsikring.
32
OM SØASSURANDØRENS ANSVARlige Forhold efter Konvojlederens O rdre, udtaltes det saaledes om
§ 156:
“R etten er enig med Sagsøgte i, at Søforsikrings-Konventionens
“ § 156 m aa gælde for Krigsforsikringen, jfr. herved den udtrykke
l i g e Bestemmelse i dennes Vedtægters § 18 Stk. 1, Pkt. 2, hvor-
“ efter K onventionens Regler gælder, m edm indre andet er udtryk-
“ keligt bestemt.
“D et kan dernæst ikke antages, at Krigsforhold uden videre er
“ at sidestille med de i Paragraffen nævnte 5 U ndtagelser, der med-
“ fører Ansvar for Søforsikringen, hvilken Opfattelse reelt vilde føre
“ med sig, at H ovedreglen i § 156 om Ansvarsfrihed ikke kom til
“ at gælde for Krigsforsikringen. D er m aa efter Rettens Opfattelse
“ til Ansvar kræves, at der foreligger en konkret K rigssituation,
“ der efter sine faktiske M om enter er at sidestille med de i P a ra g r a f f e n opregnede Undtagelsestilfælde.
“H vad angaar Spørgsm aalet om Anvendelse a f Konventionens
“ § 56, er R etten ligeledes enig med Sagsøgte i, at Betingelserne
“ for dennes Anvendelse ikke er til Stede, idet O pankringen p aa
“ det paagældende Sted efter Rettens Skøn ikke h a r frem budt den
“ til Paragraffens Anvendelse fornødne nærliggende Fare for An-
“ kertab. D et kan om Stedet bemærkes, at det vel ikke er noget
“ hensigtsmæssigt Sted at opankre under stærk nordvestlig V ind,
“ idet A nkret paa G rund af Bundforholdene h ar vanskeligt ved at
“ holde Skibet p aa Plads, m en nogen særlig Fare for A nkertab p aa
“ G rund a f ekstraordinært Pres paa A nkret frem byder Stedet ikke,
“ selv under de angivne V indforhold. H erm ed stem m er ogsaa Ski-
“ bets Førers R apport, hvorefter Ankerkæden brækkede, medens
“ der blev hevet lidt ind p aa Ankret, uden at der var særlig K raft
“ p aa K æ den”.
Konventionens §§ 155-157 er fortrinsvis affattet m ed alm indelig Søforsikring for Øje, og m aa derfor anvendes med nogen Frihed, hvor det drejer sig om Krigsforhold. D er h a r saaledes ikke været nogen Tvivl om, at Krigsforsikringen for danske Skibe m aatte er
statte Inventar, der var forsvundet eller ødelagt, medens Skibet havde været beslaglagt a f tysk Militær, uanset at Skaden ikke om fattedes a f Konventionens O rd. D et samme g jaldt den Skade paa
DANSK RETS HOVEDREGLER
33
M otor og Inventar, der opstod for danske Fiskerbaade, som under Beslaglæggelse i E ngland henlaa uden Tilsyn, fordi Besætningen var blevet fjernet a f M yndighederne.
Nedenfor i fjerde K apitel (Side 90-91,96) vil blive om talt de sær
lige Spørgsmaal, der opstaar, n a a r Forhold som de om talte h ar virket i Forbindelse m ed Begivenheder, der helt hører ind under Assurandørens Ansvar.
Ifølge K onventionens § 134 gøres ved Beregning a f E rstatning for T o taltab ikke A fdrag for de Skader, der efter Bestemmelserne i §§ 120-122 og 155-157 ellers ikke erstattes.
For Vareforsikringens V edkom m ende bestem m er K onventio
nens § 185, 1. Stk., (jfr. Varepolicens § 14b), at A ssurandøren ikke erstatter ordinæ rt Svind, ordinær Lækage eller Brækage, Skade ved alm indelig H aandtering a f V arerne under Lastning og Losning eller anden Skade, der er en Følge a f Rejsens alm indelige Gang.
D et samme m aatte m an komme til efter K onventionens § 50. I
§ 185, 2. Stk., (jfr. Varepolicens § 14c) siges det videre:
“Ej heller erstatter Assurandøren Skade ved indre Fordærv,
“ Sm eltning, Sved, V arm e eller Selvantændelse, ved Rust, M ug,
“ Skimmel, R otter, Mus, M ider eller andre Skadedyr, ved Luftens
“ eller Vejrligets Paavirkning, T em peraturforandring eller Skibs- S v e d eller lignende Skade, m edm indre Skaden skyldes usædvan-
“ lig Forlængelse a f eller usædvanligt O phold under Rejsen, foraar-
“ saget ved en a f Forsikringen om fattet ulykkelig Hændelse, eller
“ den iøvrigt er en Følge a f en saadan Hændelse”.
K onventionen anser altsaa ikke O pstaaen af Skade a f de nævnte A rter som ulykkelig Hændelse i sig selv, noget der for nogle a f disse Skadesarter nok kunde være tvivlsomt, saaledes navnlig for Selv
antændelse. D et anerkendes dog naturligvis, at saadanne Skader kan opstaa som Følge a f ulykkelig Hændelse, herunder ved For
længelse a f eller usædvanligt O phold under Rejsen foraarsaget ved ulykkelig Hændelse. Skade som Følge a f Rejsens Forlængelse eller Ekstraophold i H avn uanset a f hvilken Aarsag er im idlertid ved Varepolicens § 14e udelukket fra Erstatning, altsaa ogsaa hvis For
længelsen eller O pholdet skyldes ulykkelig Hændelse. K rigs-V are
policens § 3 h a r samme Regel og nævner Forringelse af V arerne
Samvirke med anden A arsag.
Ikke A fdrag i Totaltabserstatning.
Skade ved Rejsens almindelige Gang.
Vareforsikring, Konventionens § 185.
34
OM SØASSURANDØRENS ANSVARSelvantændelse.
Egen Beskaffenhed.
Slagvand.
Emballageskade.
som Eksempel paa Skade. (Tfr. om disse Bestemmelser nedenfor Side 128).
U ndertiden virker de om talte Skadesaarsager under saadanne Om stændigheder, at Begivenheden faar K arakter a f en ulykkelig Hændelse, f. Eks. hvor V arer beskadiges ved et pludseligt Regnskyl under Losningen, eller hvor V arer, der ellers ikke vilde være udsat for saadan Skade, bliver angrebet a f M ider fra et andet P arti V arer, tager Lugt fra et andet Parti, der er gaaet i Forraadnelse, eller faar Rustskade som Følge a f K lordam pe fra anden Ladning.
Endvidere kan det ske, at en ulykkelig Hændelse medfører, at V aren i særlig G rad udsættes for en a f de nævnte Skadesaarsager, f. Eks. hvor V arer, fordi Skibet h ar lidt H avari, m aa oplægges u n der Forhold, hvor de ikke tilstrækkeligt kan beskyttes mod saadan Skade. Saaledes opstaaede Skader m aa erstattes baade efter K on
ventionen og Varepolicen.
H vad Selvantændelse angaar, erstattes ikke Skade p a a den Del af et P arti V arer, i hvilken Selvantændelsen er opstaaet, m en bre
der Ilden sig til andre Dele a f Partiet, m aa Skaden p aa disse Dele erstattes, for saa vidt det er m uligt at skelne mellem dem og den selvantændte Del. K lausuler om Selvantændelse, Nr. 216-217, er aftrykt nedenfor Side 245.
D et vil bemærkes, at K onventionen h ar undgaaet at tale om Skade, der skyldes “Varernes egen Beskaffenhed”, det U dtryk, der bruges i Conventionen a f 1850 § 76, Nr. 1 og i Forsikringsaftale
lovens § 62, og som svarer til det engelske inherent vice3 M arine Insurance Act, 1906, Sect. 55 (c). M an h ar fundet U dtrykket m in
dre heldigt, fordi Varens Egenskaber altid vil være m edbestem m ende for Skadens O pstaaen og Art.
I Praksis antages det, at Skade p aa Ladning ved Slagvand, hvad
enten den skyldes h a a rd t V ejr eller Fejl ved Stuvningen, m aa anses foraarsaget ved ulykkelig Hændelse. Som oftest vil saadan Skade dog ifølge Forsikringsbetingelserne ikke komme til Erstatning, jfr.
saaledes Varepolicens § 1 (Side 237).
Skade paa Em ballage kan undertiden komme til Erstatning.
M edfører den Værdiforringelse af V arerne, f. Eks. fordi de ikke kan sælges i den originale Em ballage, anses ifølge Konventionens § 195
