Er der stadig plads til specialister?

(1)

Er der stadig plads til specialister?

Faglig kompetence

(2)

6 Svingbar vask øger tilgængeligheden 8 At lytte er vejen frem

10 Faglig kompetence på svensk 11 Intern kompetenceudvikling 12 Hjælp til selvhjælp 13 Viden i vækst

14 Ingen hobby at søge hjælpemidler 16 For ringe udnyttelse af ressourcer 17 Dystre udsigter

18 Elever rykker sammen 19 Hjælpemidler i trygge hænder 20 Når ordforrådet strander

22 Drop L’easy-modellen i hjælpemiddel- formidlingen

25 Uddannelser sætter fokus på hjælpemidler 27 Grundbog om hjælpemidler på vej til ud-

dannelserne

30 Fornem hæder til Åse Brandt

Svingbar vask øger tilgængeligheden Årets Nyhed på Health & Rehab-messen 2010 blev Mississippi svingbar vask. Hånd- vasken er udviklet i et tæt samarbejde mellem firmaet Ropox og designbureauet Harrit-Sørensen. Håndvasken vil gøre brugeren mere selvhjulpen i baderummet med forbedret hygiejne til følge.

At lytte er vejen frem

Medarbejderne på Hjælpemiddelcentralen i Esbjerg har højnet de faglige kompetencer gennem metode og kommunikation. Det gør sagerne lettere for både sagsbehandlere og borgere.

Faglighed skal kunne betale sig

NIELS-ERIK MATHIASSEN, DIREKTØR, HJÆLPEMIDDELINSTITUTTET

Faglighed på hjælpemiddelområdet er kompetencen til at finde den løsning, som sikrer borgeren størst mulig livskvalitet og selvstændighed i henhold til gældende lovgivning – for færrest mulige offentlige ressourcer.

Hvor balancepunktet præcis findes mellem, hvad kommunerne selv skal råde over af faglighed, og særlig faglig kompetence, kan kun tiden vise. Det vil blive resultatet af, hvad der kan betale sig politisk og økonomisk.

I tiden er der megen diskussion om, at vi mister faglighed. Det siges, at fagligheden udvandes, når den på grund af

strukturreformen stille og roligt siver væk fra de traditionelle kompetencecentre som fx hjælpemiddelcentraler og kommu- nikationscentre.

Diskussionen opstår, fordi specialisterne fra det gamle system nu er blevet sat i arbejde som generalister ude i kommunerne, og fordi kommunerne ikke længere vil betale for hjælpemid- delcentralers og kommunikationscentres særlige kompetence.

Det betyder i mange tilfælde lukning af centrene og ansæt- telse af medarbejderne i kommunerne, hvor de pålægges mere generelle opgaver. Derfor kan medarbejderne have meget van- skeligt ved at fastholde deres spidskompetencer.

Nogle af medarbejderne indgår i dag i VISO’s udredningsnet- værk og støtter sig stadig i al væsentlighed til de kompetencer, som er blevet opbygget i den gamle struktur.

VISO’s netværk er netop etableret for at understøtte kommunerne med denne specialviden på sjældne og komplekse områder.

Det er en fremherskende holdning i diskussionen, at VISO i fremtiden kan løbe ind i problemer med at finde og rekruttere den nødvendige spidskompetence, fordi antallet af sager og fravær af efteruddannelse og fagligt miljø betyder, at den faglige spidskompetence forringes.

Men man skal huske at holde tungen lige i munden og ikke per automatik abonnere på den holdning, at spidskompetence og faglighed er faste størrelser, som kun kan udfoldes i bestemte rammer, som der ikke kan ændres på, uden at man ødelægger dem. Det er ikke nødvendigvis rigtigt. Tværtimod kan det være frugtbart at ’ryste posen’ ind imellem. Blot skal man være særligt opmærksom på, at der kan være personer, der kommer i klemme i overgangsfasen.

Der er ingen tvivl om, at kommunerne med den nye struktur- reform vil kunne opbygge en større og bredere kompetence på

Udkommer februar, juni, september, december Oplag 2000 ISSN 1902-9136 Redaktør Brian Ravn Galsgaard (ansv.), Michael Wulff Hansen Design Klaus Lasvill-Mortensen Annoncer Gitte M. Christiansen, gmc@hmi.dk, tlf. 8741 2422 Redaktion Michael Wulff Hansen, Torsten Larsen, Signe Skovgaard Schmidt, Christine Svart, Mette Christensen Kontakt redaktion@hmi.dk

(3)

hjælpemiddelområdet end tidligere. Opgaverne er der, og behovet for faglig kompetence – og for at finde et passende niveau for den – er også til stede.

Hvad, der er et passende kompetenceniveau, vil variere fra kommune til kommune og fra opgave til opgave. Der vil derfor være en periode, hvor kommunerne skal forsøge at finde den rigtige balance mellem den kompetence, som kommunen har behov for, og den kompetence, som det kan betale sig for kommunen at opbygge og vedligeholde selv.

En bekymring kan være, at kommunerne slet ikke er interes- serede i faglighed og specialviden og derfor lader det smuldre. Med dårligere borgerservice til følge.

Er det uden konsekvenser? Næppe. Hvis den nødvendige spidskompetence mangler – og den virkelig er nødvendig – så må det betyde flere klagesager fra borgerne, at der bevilliges forkerte hjælpemidler, at sagsbehandlingstiderne er lange og løsningerne dårlige.

Det kan naturligvis tage tid, inden konsekvenserne af at negligere specialviden og faglig kompetence går op for en kommune, og det kan give problemer for både borgere og den faglige kompetence, som det vil tage lang tid at rette op på.

Et mindre fatalistisk scenarie er dog, at kommunerne i stort omfang vil besidde den nødvendige kompetence og viden, men at der vil være områder, som meget hurtigt vil vise sig urentable og uhensigtsmæssige for kommunen at stå alene med.

På meget sjældne og komplicerede områder vil vi derfor i fremtiden se nye tilbud dukke op, enten i VISO, fælles kommunalt eller privat regi, hvor kommunerne kan købe mere kvalificeret og effektiv faglig kompetence, end det kan betale sig for kommunerne selv at opretholde.

14

Ingen hobby at søge hjælpemidler Danske Handicaporganisationer ser en stigning i antallet af klager efter strukturreformen. Stig Langvad peger på forringede arbejdsvilkår i kommunerne som årsagen.

16

For ringe udnyttelse af ressourcerne SF’s handicapordfører Anne Baastrup følger udviklingen på hjælpemiddelområdet tæt.

Hun mener, at en socialreform er tiltrængt.

22

Abonnement 4 numre + fuld adgang til Artikelbasen kr. 500 + porto Rabat 25% ved køb af mere end ét abonnement Bestilling hmi.dk/toh Tryk PrinfoVejle Eftertryk er tilladt med tydelig kilde Medlem af Dansk fagpresse Udgiver Hjælpemiddelinstituttet, Gregersensvej, 3i, 2630 Taastrup | P.P. Ørums Gade 11, bygn. 3, 8000 Århus C, +45 4399 3322, hmi@hmi.dk, hmi.dk

Drop L’easy-modellen i hjælpemiddel- formidlingen

Der er brug for en ny og tværgående viden og indsats på hjælpemiddelområdet. Sådan skriver Mogens Wiederholt, direktør i Spasti- kerforeningen, i dette nummers Synspunkt.

(4)

Mindre frihed ved ny lov

Regeringen har bebudet et nyt lovforslag, som omhandler en ændring på det specialiserede sociale område, så handle- og betalingskommune skal være den samme. Vedtages forslaget, vil det få en indvirkning på 13.000 menneskers hverdag.

SF’s handicapordfører Anne Baastrup har i den anledning haft socialminister Benedikte Kiær (K) i samråd, uden at parterne fandt en løsning.

»I fremtiden bliver det den oprindelige opholdskommune, som både skal være handle- og betalingskommune. Det vil medføre mindre frihed for den enkelte borger. Den oprindelige opholdskommune kan være i den anden ende af landet.

Har man valgt at bosætte sig i Gedser, skal man kontakte Skagen om fx en ny kørestol, bare fordi det var ens oprindelige opholdskommune. Det er ikke rimeligt,« siger Anne Baastrup, der en uge efter samrådet fortsat ikke er kommet sig.

»Jeg er stadig meget, meget vred. Vi laver et megabureaukra- tisk system. Vi forhindrer, at den borger, der har behov for hjælp, får hjælp af den medarbejder, der kender vedkommende. Og man tvinger folk ud i klagesystemer og ud på gaderne, fordi de skal rejse hen til den gamle hjemkommune. Det er virkelig noget, der er lavet ved et skrivebord,« siger SF’eren.

/Michael Wulff Hansen

Hjælpemiddelinstituttet er et landsdækkende videncenter, der udvikler og formidler viden om, hvordan hjælpemidler og andre teknologiske løsninger kan bidrage til at inkludere og skabe bedst mulige vilkår i samfundet for mennesker med funktionsnedsættelser. Hjælpemiddelinstituttet er en selvejende institution under Servicestyrelsen.

(5)

FOTO: KLAUS LASVILL-MORTENSEN

hjul, der kører rundt på paletten – et stort stykke plastic på gulvet – hvorefter kunstneren sætter kurs mod lærredet, der også ligger på gulvet. Det var, hvad Alfred Robin Holter (62) demonstrede på Health

& Rehab-messen 2010 i Bella Centret.

Han har malet, siden han var ung, men kun ’for alvor’ de sidste otte år. Angsten for ikke at slå til holdt ham tilbage en del år, men i dag indgår handicappet og hjælpemidlet i en symbiose, der skaber kunst – og er med til at give et rigere liv:

»Kunsten har været med til at skabe mig et kreativt frirum, hvor tingene sker på mine præmisser,« siger kunstneren, der har siddet i kørestol, siden han var 15 og blev skadet i en hovedspringsulykke.

Inspirationen finder han i naturen og i det abstrakte.

Alfred Robbin Holter maler akvareller og oliebilleder både med kørestolen og i hånden. Han sælger p.t. mest til kommuner og institutioner, men maler også bestillingsværker.

Læs mere på www.alfredholter.dk /Signe Skovgaard Schmidt

(6)

FOTOS: KLAUS LASVILL-MORTENSEN

Svingbar vask øger tilgængeligheden

Vinderen af Årets Nyhed på Health & Rehab-messen 2010 – håndvasken Mississippi svingbar vask – er udviklet i et tæt samarbejde mellem firmaet Ropox og designbureauet Harrit-Sørensen. Håndvasken vil gøre brugeren mere selvhjulpen i baderummet og forbedre hygiejnen.

D

en lavendelblå håndvask ligner i sit koncept en forstørret udgave af tandlægestolens bevægelige vask, og på samme måde sidder den på en bevægelig arm, der gør brugeren i stand til at bevæge den ud i rummet. Bevægelig- heden er en stor fordel for både bruger og hjælper, fortæller Anders Sørup Nielsen, udviklingsingeniør hos firmaet Ropox:

»Den store fordel ved vasken er, at brugeren bliver mere selvhjulpen på toilettet, og hygiejnen bliver forbedret.

SIGNE SKOVGAARD SCHMIDT, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER, HJÆLPEMIDDELINSTITUTTET

Brugeren skal ikke længere røre ved kø- restolen før håndvasken,« siger han og demonstrerer vaskens svingbare evne og den plads, der bliver frigivet, når vasken skifter position.

»Hjælperen har begge hænder fri til brugeren, og pladsen i baderummet optimeres,« fortsætter han og anslår, at der – alt efter størrelse af baderum – vil kunne spares op til en kvadratmeter pr.

baderum med den nye vask.

Direktør for Ropox, Tommy Jensen, er ikke i tvivl om, hvorfor vasken har vundet Årets Nyhed 2010 på Health &

Rehab-messen. Ideen er på én gang både simpel, innovativ – og sætter brugerens værdighed i højsædet:

»Vi har vundet i år, fordi vi har skabt noget enestående. Vi har fået en idé, som alle siger: Hvorfor er det ikke opfundet for længe siden? til. Og så er der rigtig meget værdighed i det for brugeren, som nu får

(7)

bedre mulighed for selv at gå på toilettet,« siger han.

Enighed i dommerkomiteen

Dommerkomiteen på Health & Rehab- messen 2010 var da heller ikke i tvivl om vaskens nyskabende værdi og frem- hævede blandt andet fordelen ved, at personer med en funktionsnedsættelse bliver mere selvhjulpne på toilettet, og at vaskens bevægelighed giver bedre plads til en hjælper. Det fortæller ergoterapeut

Else Marie Hansen fra Hjælpemiddelinsti- tuttet, som var én af dommerkomiteens syv dommere:

»Vasken kommer til at betyde, at brugerne bliver mere selvhjulpne, og hjælperne får en bedre arbejdsstilling, når vasken kan skubbes helt væk,« siger hun.

Personligt har hun ikke tidligere set en svingbar vask på markedet, og noget tyder på, at heller ikke resten af medlemmerne af dommerkomiteen havde set sådan et produkt før:

»Alle syv dommere havde forud for mødet i dommerkomiteen taget stilling til hvilke nyheder, de mente skulle nomi- neres, og håndvasken var det eneste produkt, som alle dommere havde udvalgt som kandidat til Årets Nyhed, fortæller Else Marie Hansen.

Folkene bag Årets Nyhed 2010, Mississippi svingbar vask, lader sig hylde på behørig vis på Health &

Rehab.

De øvrige nominerede til Årets Nyhed på Health & Rehab 2010 var:

Happy Rehab fra PM2G – et interaktivt udspændingsredskab til børn og unge med spastisk lammelse.

www.pm2g.com

MyFit vest fra Protac A/S – en sansestimulerende kuglevest til børn og voksne med fx ADHD eller autisme.

www.protac.dk

XXL-Rehab Minimaxx sammenklappelig kørestol fra COBI REHAB – en transportstol til svært overvægtige brugere.

www.cobi.dk

Flex-i-Trans fra Langhøj – et fleksibelt bundsystem til handi- capbiler med sammenklappelige sæder.

www.langhoej.dk

(8)

At lytte er vejen

frem Når sagen lettes for borgeren, lettes den også for

terapeuten. Derfor har medarbejderne på Hjælpemid- delcentralen i Esbjerg højnet de faglige kompetencer gennem metode og kommunikation.

M

an er ikke i tvivl om, at hjælpemidler har en vigtig placering i Esbjerg Kommune. Kørestole på pladsen står der på det officielle vejskilt, som møder en ved indkørslen til Hjælpemiddelcentralen i Esbjerg. Og på ergoterapeut Susanne Nielsens kontor hersker også et højt engagement.

For tingene er sat i system, og metoden, der hjælper de 18 terapeuter, er den canadiske model.

MICHAEL WULFF HANSEN, REDAKTØR, HJÆLPEMIDDELINSTITUTTET

»Ja, vi har skabt nogle rigtig gode værktøjer, der letter sagen for borgeren – og for terapeuten. Det er alfa og omega,« siger Susanne Nielsen.

Den store central, der ligger i den østlige udkant af fisker- byen, har været hjælpemiddelcentral i mange år. Før kommunalreformen hed den Ribe Amts Hjælpemiddelcentral, men i forbindelse med strukturreformen overtog Esbjerg Kommune bygninger og medarbejdere på Høgevej. I dag er der 26 ansatte i alt. Her er flere showrooms, hvor borgerne kan komme forbi FOTOS: MICHAEL WULFF HANSEN

(9)

til demonstration af toilet, bad, køkken og seng, inden det skal installeres i det private hjem. Og et værksted, hvor der opfindes eller repareres i en fart.

Komplicerede boligsager

Udover at være terapeut er Susanne Nielsen også sagsbehandler på de store voksenboligsager i Esbjerg Kommune, hvilket hun har været siden 2007. Samtidig er hun konsulent på boligom- rådet for mange kolleger i kommunerne Billund, Fanø, Varde, Vejen og sin egen hjemby, Esbjerg.

»Der er mange ting, man skal sætte sig ind i. Bygnings- reglementer og lovspørgsmål. Men her på centralen, hvor vi er mange samlet, kan vi hurtigt sparre med hinanden. Det er sværere, hvis du sidder alene, og da der ikke fx på boligområdet er så mange eksterne kursustilbud, har vi i stor stil trukket kurser til, der lige nøjagtig har relevans for de problemstillinger, vi sidder med,« siger Susanne Nielsen.

Det store hit er, når Servicelovens § 116 stk. 1 og 2 bliver udbudt som kursus.

»Ja, så udvider vi vores mødelokale. Disse sager om boligindretning og flytning er noget af det sværeste at håndtere, hvilket DUKH (Den Uvildige Konsulentordning på Handicap- området) giver os ret i. Vi lægger op til, at kursisterne sender deres spørgsmål ind på forhånd, og der er masser af spørgsmål,«

siger Susanne Nielsen.

Vigtige netværk

Men selvom der er samlet en stor viden på Høgevej, kigger Susanne Nielsen også ud over plankeværket.

»Vi tænker ikke, at vores måde at gøre tingene på er den eneste rigtige. Vi er nødt til at få input andre steder fra. Som sagsbehandler henter jeg rigtig meget i de netværk, jeg har op- arbejdet med de andre kommuner, men elektronisk bruger jeg bolig.hmi.dk, som jeg finder supergodt,« siger Susanne Nielsen.

»Tidligere har vi haft e-konferencer, men der var ingen opfølgning, og så gled det ud. Det, der skal til, er, at nogen tager ansvar og kommer med indspark.«

Hun nævner igen paragraf 116 som et af de områder, hvor netværket kan hjælpe.

»Vi har jo forholdsvis åbne vidder herude i Vestjylland, så der er som regel altid plads til at lave et eller andet. Det er sjældent, at vi ser de helt komplicerede flyttesager. Dem kan

vi så få råd om via nettet,« mener Susanne Nielsen, som også undrer sig engang imellem.

»Der er også bittesmå ting på netværket, hvor jeg tænker:

Gud, nå, vidste de ikke det? Er det helt dernede, de har brug for viden?

Men andre gange er det mig selv, der tænker: Hvordan skal jeg gribe den her sag an? Og så spørger jeg i netværket.«

Har lært at lytte og formidle

Noget af det, der har højnet den faglige kompetence i Esbjerg, er, at medarbejderne har haft fokus på, hvor vigtig dialogen med borgeren er. Medarbejderne har lært at lytte.

»Vi er altid to, en sagsbehandler og en konsulent, når vi er ude til møde i en boligsag. Vi medbringer noget skriftligt materiale, som borgeren i ro og mag kan læse igennem inden næste møde, for vi har lært, at vores tusind ord godt kan være for meget. Det skabte frustration hos begge parter,« siger Susanne Nielsen og nævner det ømtålelige pantområde som noget af det, man har fået styr på.

»Det er jo ikke nogen rar tanke, at nogen skal have pant i ens bolig. Men når vi får forklaret det rigtigt, og vi kan give noget på skrift, så har du allerede manet meget af den del til jorden.«

Susanne Nielsen fortæller som eksempel om familien, der havde ventet meget længe i en boligsag. Så hun tog derud, opsat på at få startet op i en fart.

»Familien sagde ikke så meget, heller ikke det, de havde på sinde. Før næste gang. Jeg havde linet alt for hurtigt op og lyttede ikke. Det var en fejlvurdering fra min side.«

De store sager på boligområdet i Esbjerg Kommune lander på Susanne Nielsens bord.

Den Canadiske Model (CMOP) er et metoderedskab, der er baseret på systematisk udregning og analyse. Metoden sikrer, at borgeren inddrages i alle processens syv faser. Den er samtidig et redskab til at planlægge og styre et sagsforløb i en kompleks sag med mange aktører.

Pantområdet: Hvis der er tale om en boligændring, så har kom- munen ifølge vejledning nr. 6 pkt. 315 til Serviceloven ret til at tage pant for en eventuel værdiforøgelse, hvis boligændringen foretages

i en ejerbolig og medfører en ikke ubetydelig værdiforøgelse. Pantet forfalder ved ejerskifte. Borgeren skal derfor betale en del af sit provenu ved salg af egen bolig til kommunen. kilde: www.dukh.dk Hjælpemiddelcentralen, Esbjerg Kommune, har 26 ansatte fordelt på 1 leder, 18 terapeuter, 1 optiker, 1 tekniker, 3 kontoras- sistenter, 1 køkkenassistent samt 1 chauffør

www.hjaelpemidler.esbjergkommune.dk

(10)

FOTO: PETER GERDEHAG

Rapporten Hjälpmedelsverksamheten i Sverige kan hentes på www.hi.se. Du kan også google titlen for direkte link.

Faglig kompetence på svensk

Ny rapport viser, at man i Sverige har stor fokus på kompetenceudvikling.

METTE CHRISTENSEN, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER, HJÆLPEMIDDELINSTITUTTET

I

marts 2010 kom der en ny svensk rapport fra Hjälpmedelsinstitutet om hjælpemiddelområdet i Sverige.

Rapporten viser bl.a., at 1,5 millioner svenskere i alderen 16-84 år har en form for funktionsnedsættelse, og af dem er der mellem 800.000 og 850.000, der har et personligt hjælpemiddel. Det er de ældre borgere, som bruger flest hjælpemidler.

Ifølge rapporten anvendes ca. 70 procent af alle hjælpemidler i Sverige af personer, som er ældre end 64 år.

For at borgerne fuldt ud kan få nytte af deres hjælpemidler, er det nødvendigt, at personalet på fx bosteder og i hjemmeplejen medvirker til, at hjælpemidlet

anvendes korrekt og får korrigeret mindre fejl. En anden vigtig opgave består i at afdække behovet for hjælpemidler og efterfølgende få sat en udredning i gang.

Det betyder, at det er vigtigt at støtte og vejlede disse personalegrupper, så de kan udfylde denne funktion og sørge for, at de får retningslinjer for rehabilitering.

Med andre ord skal personalet opdateres løbende, så de er i stand til at løse de opgaver, de bliver pålagt.

Personalet ved hjemmeplejen og kommunernes rehabiliteringsenheder medvirker også ved rehabilitering og støtte til personer, som påbegynder deres rehabilitering på lands- og regionsni-

veau, og som har fået udleveret deres hjælpemidler der. I en vis udstrækning sker dette også gennem kommunernes hjemmeinstruktører og hørevejledning, når det gælder syns- og hørehjælpemidler.

Og i nogle landsting har arbejdsterapeuter opnået kompetenceudvikling, så de kan tilbyde rehabilitering til ældre personer med synsnedsættelse.

Rapporten konkluderer, at man i Sverige vægter kompetenceudvikling inden for de forskellige personalegrupper højt, da det ganske enkelt gør dem bedre i stand til at varetage de opgaver, man pålægger dem.

(11)

Intern kompetenceudvikling

Silkeborg Kommune voksede efter strukturreformen i 2007 fra et indbyggertal på 55.000 til knap 90.000, da kommunerne Kjellerup, Gjern og Them blev sammenlagt med Silkeborg. I den forbindelse fik Hjælpemiddelsektionen i Silkeborg samlet de terapeuter, der var ude i de fire kommuner.

I

dag har man i kommunen specialistteams siddende centralt på Lyngbygade i Silkeborg, mens andre terapeuter sidder i baser fordelt i storkommunen. Metoden, der bruges til at kommunikere sager om hjælpemidler på tværs i kommunen, er en syvtrinsmodel, kendt som den canadiske model.

»Det betyder, at vi taler samme sprog,« siger Else Marie Jensen, leder af Hjælpemiddelsektionen, Silkeborg Kommune.

Hun fortæller, at regionens central i Viborg frem til 2008 servicerede Silkeborg med rådgivning i forbindelse med bil, siddestilling, boligtilpasning og specielle børnesager. Men den kraftige forøgelse af indbyggertallet har skabt grobund for, at kommunen selv varetager denne rådgivningsfunktion.

»Vi købte rådgivning i Viborg for ret så mange penge. Men vi er med 90.000 indbyggere i dag i stand til selv at varetage de specialistfunktioner, hvis vi opretholder kompetencen hos medarbejderne og sikrer at uddanne og kompetenceudvikle dem. Det er en forudsætning for, at det kan lade sig gøre,«

siger Else Marie Jensen.

FOTO: MICHAEL WULFF HANSEN

Den vigtige viden, som de amtslige hjælpemiddelcentraler tidligere sad inde med, er i dag ikke væk, men overført til det kommunale, mener Else Marie Jensen.

»Nogle af medarbejderne fra de gamle amtscentraler er blevet headhuntet og sidder i dag med deres specialviden herude. Vi skal sørge for ikke blot at tappe deres viden, men også fodre dem med gode kursustilbud,« siger Else Marie Jensen.

I trange økonomiske tider bliver der kigget til prisen på kurser, som ofte bliver arrangeret internt, hvor man så inviterer nabokommunerne med.

»Vi målretter kurserne til de bestemte personalegrupper, og ved at afholde det herhjemme sikrer vi, at så mange medarbejdere som muligt kan deltage,« siger Else Marie Jensen, der gerne så andre kommuner tage initiativ til kurser.

»Det ville være fint, om vi kunne lave noget tværkommunalt her i nærmiljøet.«

(12)

Hjælp til selvhjælp

I

Norge arbejder både plejepersonale og forskere efter en helt bestemt metode.

»Her bliver vi mere og mere optaget af vidensbaseret praksis. At udøve vidensbaseret praksis er at tage faglige afgø- relser baseret på systematisk indhentet forskningsbaseret viden, erfaringsbaseret viden og patientens ønsker og behov i den givne situation. Selve tankegangen om vidensbaseret praksis bliver anvendt inden for mange discipliner. Når man taler om behandler- og socialfag, vil evidensen eller ’beviserne’ stamme fra forskellige videnskabsformer, alt efter hvilke spørgsmål man stiller,« siger Unni Norheim, seniorrådgiver og ergoterapeut ved NAV.

Givende gruppearbejde

Sagsbehandlere og hjemmepleje i Norge kommer på få udvalgte kurser, men primært arbejder man internt på arbejdspladserne med at lære kolleger op i vidensbaseret praksis.

»Der findes en del kurser, hvor man lærer at søge på nettet.

En anden god og udbredt metode er vidensoverføring via grup-

pearbejde på arbejdspladsen. Den, som arbejder vidensbaseret, lærer de andre det. Dette kan gøres ved at tage udgangspunkt i en bestemt problemstilling, hvor man så hjælper hinanden med at søge informationer. I den forbindelse er PICO et godt arbejdsredskab. PICO er et skema, der bruges til at hjælpe med at afgrænse og præcisere, når man søger informationer,« fortæller Unni Norheim, der mener, at man på den måde opretholder et godt flow, hvor ny viden ikke ender i lukkede bøger, men cirkulerer og udbygges.

»Jeg lægger selv vægt på hele tiden at søge efter viden om både stort og småt. Man ved aldrig, hvor ny viden pludselig dukker op. Det er egentlig ganske dejligt, efterhånden som man lærer metoden godt at kende,« siger Unni Norheim.

Hun mener, at hendes danske kolleger allerede er godt på vej med nogenlunde samme metode:

»Jeg tænker, at det er samme videnspraksis, som er grund- læggende for hjælpemiddelområdet i Danmark. Man finder metoderne til at opnå viden, når man ved, hvad man vil.«

I Norge er vidensbaseret praksis vejen til at forbedre den faglige kompetence på hjælpemiddelområdet.

At arbejde med vidensbaseret praksis er en proces i flere trin:

• Stil strukturerede spørgsmål til det, der ønskes information om.

• Søg i forskningslitteratur for at finde svar.

• Vurdér viden kritisk i forhold til det, der ønskes viden om, og til i

hvilken grad, den kan bruges i egen praksis.

• Brug viden sammen med kliniske skøn og patientens ønsker, når der skal træffes afgørelse om behandling/pleje.

• Evaluér praksis gennem selvrefleksion, vurdering fra kolleger eller via et uvildigt vurderingsorgan.

FOTO: BAX LINDHARDT

(13)

Viden i vækst

I Greve Kommune fastholdes og udbygges den faglige kompetence i en særlig videnskultur.

I

Greve Kommune syd for København har Hjælpemiddelaf- snittet altid haft et stort fokus på opgradering af rådgivere og ergoterapeuters viden. Det gælder både inden for lovgivning og løsninger.

Det fortæller Hjælpemiddelafsnittes leder, Marianne Stein- mann.

»Det er ofte en medarbejder, der får startet en udvikling på det faglige område. Det kan begynde som en ’spire’ i forhold til et konkret område. Herefter indhentes en grundig og bred dataindsamling, som danner grundlag for at få skabt en syste- matik for området. Og så får vi konkretiseret, hvilke behov der er for yderligere indhentning af viden og uddannelse,« siger Marianne Steinmann.

Hun fortæller, at uddannelse planlægges og udføres i Hjæl- pemiddelafsnittet, ofte med de aktuelle ’guruer’ på området som undervisere.

»Gennem den metode har vi udarbejdet systematiske helhedsvurderinger, fx når det gælder valg af kørestol, gang- vurderinger til el-køretøjer og biler, børnesagsbehandling og behandling af boligsager.«

Der bliver læst meget i Hjælpemiddelafsnittet. Kulturen blandt medarbejderne kommer til udtryk i stor nysgerrighed og videbegær. Ambitionsniveauet er højt.

»Der er en stor interesse for artikler, videnskabelige rap- porter, lovændringer og principafgørelser, praksisundersøgelser og seneste nyt i ergoterapeutiske metoder,« siger Marianne Steinmann, der også oplever et personale med stor lyst til at viderebringe viden og drøfte hvilken indflydelse, det har i det daglige arbejde og på hvilke områder, de skal videreudvikle sig.

MODELFOTO: MARTIN STAMPE

(14)

Ingen hobby at søge hjælpemidler

Danske Handicaporganisationer ser en stigning i an- tallet af klager efter strukturreformen. Stig Langvad peger på forringede arbejdsvilkår i kommunerne som årsagen.

K

ravene til kommunernes ergoterapeuter er ikke blevet mindre, når det gælder formidling af hjælpemidler. Strukturreformen fik lukket de amtslige hjælpemiddelcentraler, og Danske Handicaporganisationer (DH) ser i dag en stigning i antallet af klager.

Formand Stig Langvad klandrer ikke ergoterapeuternes faglige kunnen, men derimod de vilkår, de arbejder under:

»Det kan godt være, at den enkelte ergoterapeut har de faglige kompetencer til at løse en stor del af opgaverne, men

hvad hjælper det, hvis de forudsætninger, hvorunder de skal udøve deres ekspertise, bliver indskrænket som følge af politiske direktiver,« siger Stig Langvad.

Han oplever, at kommunerne siger, at de handicappede er blevet mere krævende, og den påstand sætter han spørgsmålstegn ved:

»Passer det? Er borgerne ikke bare blevet mere veluddannede? I dag har man som sagsbehandler endnu sværere ved at komme af med sin ekspertise, fordi økonomien strammer til, og fordi man

fra kommunalbestyrelsens eller fra KLs nye socialdemokratiske formands (Jan Trøjborg, red.) side går ud og siger, at man skal passe på med at give borgerne, hvad borgerne vil have,« lyder det fra Stig Langvad.

»Jeg kan ikke forestille mig, at det er så fedt at have en funktionsnedsættelse, at man bare beder om hjælpemidler for at få fyldt stuen op. Det er jo ikke en hobby at søge hjælpemidler.«

DHs formand ser ikke en løsning lige forude, og samtidig ser han også et problem i de kommuner, der samler tingene sammen inden for kommunegrænsen.

»Nogle taler om at trække noget hjem, men det er et forkert ord at bruge.

Man decentraliserer, og når 98 kommuner ændrer på rammerne, så den enkelte kommune både rådgiver og bevilger uden at bemægtige sig den ekspertise, der findes rundt omkring, er det et problem.

Når der ikke samarbejdes i kommunerne, så falder kvaliteten,« siger Stig Langvad.

Han ser besparelseskataloger, hvor det ikke handler om faglighed, men om at gøre det billigst muligt og om at finde ned til lovens minimum. Og hans frygt er, at små kommuner med for få kunder i butikken ikke vil kunne yde den rigtige service.

»Hvis de ødelægger hele det specialiserede rådgivningsmiljø på længere sigt, så har de den ypperligste kompetence i kommunerne. Den er bare utilstrækkelig i forhold til behovet.«

(15)

Ingen hobby at søge hjælpemidler

»Jeg kan ikke forestille mig, at det er så fedt at have en funktionsnedsættelse, at man bare beder om hjælpemidler for at få fyldt stuen op. Det er jo ikke en hobby at søge hjælpemidler.«

Stig Langvad

ILLUSTRATION: KLAUS LASVILL-MORTENSEN

(16)

udnyttelse af ressourcer

SF’s handicapordfører Anne Baastrup følger udviklingen på hjælpemiddelområdet tæt. Hun ser et problem i de kommuner, hvor en ergote- rapeut sidder alene, fordi befolkningsgrundla- get på fx 30.000 indbyggere ikke er stort nok til at ansætte flere.

»

Vi har set en afspecialisering, efter vi har nedlagt amterne og lukket hjælpemiddelcentraler. Når man mister kolleger og måske bliver forflyttet, så bliver man automatisk selv afspecialiseret, når man ikke kan få den nødvendige efteruddannelse og ikke lige kan spørge inde ved siden af,« siger Anne Baastrup.

Hun ser også, at kurser til medarbejdere i kommunerne bliver aflyst på grund af stram økonomi.

»Men det er ikke bare penge til kurser, det handler om.

Vi skal prøve at sikre, at der sker en reel vidensdeling mellem ergoterapeuter og andre på det her område. De skal forpligte sig til at bruge hinanden, når de skal lave boligindretning for eksempel. En ansat i den lille kommune kan ikke rumme al den viden, hun eller han skal have for at lave den bedste og billigste løsning. Derfor skal de have en faglig kompetenceudvikling, der svarer til at arbejde sammen med fire-fem kolleger,« siger Anne Baastrup.

FOTO: KRISTINE KIILERICH

Løsningen er en socialreform

Hun erkender, at midlerne er små i kommunerne, men ser også et system, der ikke udnytter hjælpemidler optimalt.

»Vi skal have en socialreform, der forholder sig til det sociale område og ikke som med kommunalreformen, der lavede fuldstændig om på det sociale område uden at forholde sig separat til det,« siger Anne Baastrup, der gennem en gruppe på Facebook er blevet en erfaring rigere.

»Der var nogle forældre, der skrev, at de havde et barn, som var spastiker. Nu var hun vokset og havde brug for en større trehjulet cykel. Den fik familien, men da de spurgte kommunen, om ikke den var interesseret i den gamle cykel, var svaret nej. I gamle dage kunne man da tage hjælpemidler tilbage, reparere dem og bruge dem igen. Her kunne man spare penge,« mener Anne Baastrup.

Hun vil sørge for, at arbejdet med at skabe en socialreform starter dag 1 efter et valg.

»Hvis vi altså vinder,« siger Anne Baastrup.

(17)

Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) under Aarhus Universitet forudser besparelser inden for specialundervisningsområdet de kommende år.

Dystre udsigter

B

esparelser truer i horisonten. »Og de vil falde bredt og ramme alle områder. Det vil gå ud over lærernes videre- og efteruddannelse, indkøb af teknologiske hjælpemidler og vedligeholdelse af lærernes kompetencer til at bruge disse hjælpemidler,« siger Niels Egelund.

Især kompetencerne er vigtige for at kunne bruge teknologien, mener han.

»Vi har jo før set, at man giver en it-rygsæk til en person med læsevanskeligheder, og så regner man med, at resten går af sig selv. Men teknologien gør det ikke alene,« siger Niels Egelund, der også forudser, at det kan komme til at koste specialklasser og -skoler livet.

»Vi vil sikkert også se, at elever vil få mindre eller ukvalifi- ceret støtte i specialklasserne. De kommende år vil vi komme til at mærke den krise, der hidtil har ramt folk i den private sektor, gå hen over den offentlige sektor.«

Niels Egelund siger, at mennesket er tilpasningsdueligt, så man er i stand til at indrette sig efter de vilkår, man har. Men fagligheden og glæden ved at gå på arbejde kan ikke undgå at lide skade.

»Den værste periode i tider med nedskæringer er i starten, hvor arbejdsglæden kan forsvinde. Men når vi har vænnet os til et lavere serviceniveau, så går det fremad igen. Men det er en skrækkelig tid at skulle igennem,« siger professoren, som tror, at der vil gå tre til fem år, før udviklingen vender.

FOTO: REIMER JUUL

(18)

Elever rykker sammen

Stigende klassekvotienter sætter fagligheden under pres i Vejle Kommune.

V

ejle Kommune har som mange andre kommuner i landet fundet sparekniven frem. Flere besparelser har vundet indpas i specialskolerne, blandt andet på Skibet Skoles centerafdeling, hvor kontakthæmmede børn og unge med Autismespektrumforstyrrelser (ASF) undervises.

Klassekvotienten har fået en lille justering opad. I dag sidder der højst fire elever i hver klasse.

»På den korte bane skal vi nok klare det. Men jeg kan frygte, at vores klassekvotienter stiger yderligere, og at vores nyansatte ikke får mulighed for at blive så godt opdateret på autismefeltet,« siger afdelingsleder ved centerafdelingen på Skibet Skole, Irene Uhrbrand.

Skolen ligger i den vestlige del af Vejle Kommune og er en folkeskole med en tilknyttet centerafdeling, hvor 72 elever med MICHAEL WULFF HANSEN, REDAKTØR, HJÆLPEMIDDELINSTITUTTET

Autismespektrumforstyrrelser modtager undervisning. Irene Uhrbrand peger på det uheldige ved nedskæringer og dermed større klasser på centerafdelingen:

»Det er skidt, for vores elever har ofte svært ved at sidde tæt og begå sig i større forsamlinger. Så jeg frygter da besparelser,«

siger Irene Uhrbrand.

Centerafdelingen har et pædagogisk personale på 32 personer, der forsøger at følge med udviklingen, selvom dyre kurser kommer længere og længere væk.

»Vi må jo holde os opdaterede. Og det er da rigtig bekla- geligt, hvis vigtige kurser ikke kan gennemføres. Men vi gør det, vi skal som kommunalt ansatte, og vi gør det naturligvis så godt, vi kan,« siger Irene Uhrbrand.

GRAFIK: KLAUS LASVILL-MORTENSEN

(19)

Hjælpemidler i trygge hænder

En rundspørge blandt otte bosteder viser, at personalet er godt inde i arbejdet med hjælpemidlerne.

for en – til at bruge lift. Det er rart for medarbejderne, som føler sig bedre beskyttet,« siger Lene Pedersen, pædagog ved Boenheden Kildevænget i Viborg.

Alle på de adspurgte bosteder følte også, at de havde adgang til den nødvendige viden om hjælpemidlerne og brugen af dem enten i personalegruppen eller hos visitatorer, terapeuter, forflytningsvejledere og forhandlere. Enkelte af bostederne er så heldige at have egne terapeuter at trække på i det daglige arbejde:

»Vi har nogle terapeuter ansat, som har et tæt samarbejde med visitatorerne, så vi føler, at vi har den nødvendige viden om hjælpemidlerne,« forklarer Kirsten Kvist, ergoterapeut ved Stefanshjemmet i Århus.

Inspiration til det daglige arbejde

På bostederne henter man vejledning og inspiration til det daglige arbejde på kurser og messer. Her nævnte mange Health

& Rehab som et rigtig godt sted at hente inspiration:

»Vi tager tit med, når der er Rehab-messe. Det er et godt sted at hente inspiration. Som følge af vores tur på messen sidste år fik en af vores beboere faktisk ny kørestol,« fortæller Lisbeth Carlsen, pædagog ved Bostedet Sofievej i Høng.

Mange af bostederne gør også brug af foredrag og oplæg, når der er et emne, som interesserer personalegruppen særligt.

Et enkelt sted venter man spændt på et helt nyt tiltag:

»Ud over gode oplæg fra ergoterapeuter, glæder vi os til at deltage i det faglige netværk, som er på vej her i kommunen.

Det forventer vi os meget godt af,« siger Lene Pedersen fra Kildevænget.

P

å de otte bosteder, om har indvilget i at deltage i »teknologi & handicaps rundspørge, er hjælpemidler en del af hverdagen – og de fleste steder har man en bred vifte af dem. Hjælpemidlerne tæller alt fra kørestole, toiletstole og lifte til kommunikationshjælpemidler.

Og hjælpemidlerne ligger ikke og samler støv på bostederne.

Alle otte bosteder svarede uden tøven ja til, at de bruger hjæl- pemidler hver dag.

»Ja, selvfølgelig får vi dem brugt – andet er simpelthen for besværligt,« siger Hanne Kongsted, leder af bostedet Vilstrupvej i Haderslev.

Rundt om på bostederne føler personalet sig gennemgående trygge ved at bruge hjælpemidlerne. I tvivlsspørgsmål og ved nyanskaffelser er der god hjælp at hente fra bl.a. forflytningsin- struktører. Mange steder er de mere erfarne i personalegruppen med til at lære de nye op, så de opnår samme sikre omgang med hjælpemidlerne:

»Vi har nogle grupper af medarbejdere, som er vant til at bruge hjælpemidler og så et par nye grupper, der blev lært op af de erfarne. Det handler simpelthen om at tage beslutningen:

Nu bruger vi altså de hjælpemidler,« siger Hanne Kongsted.

På de otte bosteder kan man i tvivlstilfælde altid hente hjælp enten hos sine kolleger eller hos forflytningsinstruktører eller terapeuter. Et enkelt sted blev en positiv effekt af strukturreformen fremhævet i samme forbindelse:

»Vi er helt trygge ved at anvende hjælpemidlerne. Vi har som personale faktisk fået bedre vilkår efter strukturreformen, hvad det angår. Nu er der regler for, at vi skal være to – i stedet

De otte bosteder i undersøgelsen

Trekløveret i Kalundborg:

Et botilbud for handicappede med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser.

Sofievej 1 H i Høng:

Et bosted for fysisk handicappede i alderen 18-27 år.

Sophiagård ved Broby på Fyn:

Et hjem for 10 udviklingshæmmede voksne.

Bostedet Vilstrupvej i Haderslev:

Målgruppen er borgere over 18 år med udviklingshæmning.

Stefanshjemmet:

Pleje- og dagcenter for yngre fysisk handicappede i Århus.

Bromsmae ved Middelfart:

Bosted for 17 voksne i alderen 33 til 65 år med fysiske og psykiske funktionsnedsæt- telser.

Boenheden Kildevænget i Viborg:

Et bosted for 11 unge voksne med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Sødisbakke ved Mariager by:

Sødisbakke er et specialpædagogisk bo- og aktivitetstilbud for voksne med betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

(20)

Når ordforrådet strander

Det faglige miljø er truet, hvis specialskoler bliver trukket hjem i for små kommuner.

D

e fleste forældre læser højt for deres børn, når de er små. Børnene lytter til de ord, som de selv skal bruge til at kommunikere med senere hen i livet, og får dem sat ind i de rette rammer og sammenhænge. Nogle forældre er nødt til at prioritere tiden på en anden måde end at sidde i sofaen med den gode bog. Det gælder fx den lille familie, hvis datter blev født med et spastisk handicap og uden talesprog, og som konsulent Ole MICHAEL WULFF HANSEN, REDAKTØR, HJÆLPEMIDDELINSTITUTTET

Ole Wriedt, konsulent på Hjælpemiddelinstituttet siden 1996

(21)

Wriedt fra Hjælpemiddelin- stituttet har fulgt gennem en del år.

»Det ser ud som om – men det er ikke videnskabeligt bevist – at mange børn med spasticitet oplever denne højt- læsning og leg med sproget i mindre grad end andre børn.

Familien bruger ofte tre gange så lang tid på at spise, få tøj på og bade. Der går en masse tid med praktiske gøremål,«

fortæller Ole Wriedt.

Han oplever, at forældre ubevidst kommer til at ned- prioritere sproget. Børnene er

ofte bare placeret, hvor de venter på, at der skal ske noget nyt.

»De kan ikke som andre børn lige rende ud og slå sig og lære af det. De skal sættes i situationer, ellers mister de noget af det, andre børn får helt naturligt,« siger Ole Wriedt.

»Børnene bliver afventende og tager ikke initiativ, og så tror vi, at de ikke har lyst til noget. Det er et kæmpeansvar og en kæmpeopgave,« siger konsulenten.

Talemaskine i skolen

Da pigen som seks-syvårig startede i skolens specialklasse i en større by i nærheden af hjemmet, var det vigtigt for hendes sprog, at hun fik et hjælpemiddel. Pigen fik en talemaskine, hvor hun ved hjælp af seks forskellige lag med hver 32 felter fik muligheden for at kommunikere ved hjælp af de knap 200 ord eller sætninger, maskinen indeholdt.

»Det var for denne pige vældig fint, at hun nu havde 200 ord at gøre godt med. Men i virkeligheden svarer det ordforråd til det, som en halvanden- eller toårig er udstyret med. Og så er det jo et meget lille ordforråd sammenlignet med de øvrige elever i skolealderen,« siger Ole Wriedt.

Inden skolestart kommunikerede pigen ved hjælp af et papir, hvor hun kunne pege på tegninger og symboler. Nu kunne maskinen sætte rigtige ord på med lyd. Og det stillede pigens omgivelser sig tilfredse med.

»Sproget læres ved brug – både hvad angår ordforråd og de mange regler, der styrer vores brug af sproget og hele situationen omkring en samtale. For når du siger noget, så siger jeg noget,

og til sidst er vi begge blevet lidt klogere. Den viden om reglerne kommer ikke automatisk med en talemaskine. Man er nødt til at lære sprogets sociale regler,«

forklarer Ole Wriedt.

»Vi ved desværre, at når man ikke har et talesprog, så bliver man ofte udsat for mindre sproglig kontakt fra andre.«

Vigtig opdatering

Ole Wriedt peger på det vigtige i løbende at se, om en talemaskine opfylder behovet. Det kan ske gennem sproglig udfordring af barnet og ved at tænke: Kan hun mon klare denne mere avancerede løsning med større kapacitet?

»Nye tiltag kan godt være en prøvelse for alle parter. Pigen ved, at det koster en krig at få andre til at forstå, hvad hun vil.

Så hun træder lidt tilbage, og ingen opdager, at der er et nyt behov for læring,« siger Ole Wriedt.

Han oplevede i pigens tilfælde, at der efter fem år i skolen pludselig lød et højt gisp fra lærerne. Pigen havde fortsat kun talemaskinen og de 200 felter at råde over.

»Hvor langt kunne hun være kommet, hvis hun havde fået flere udfordringer.

Nu tog man et kvantespring og investerede i ny teknologi, og den faglige begejstring hos lærerne blev atter vakt. De har jo ikke været dovne eller ugidelige, men blot stillet sig tilfredse med tingene, som de nu var.«

Modspil er godt

Ole Wriedt oplever i dag kommuner, der slår sig sammen og opretter et godt fagligt miljø med mange lærere. Men han ser også kommuner, der bevidst trækker deres børn med behov for specialklasser hjem. Det kan gå ud over lærernes faglige kompetencer.

»Lærerne i små kommuner og små faglige miljøer, som klarer det selv, får ikke det vigtige modspil fra andre kolleger.

Så var pigens problem blevet opdaget langt tidligere. Men der skal spares rundt omkring, og i dag kan de samme kommunale penge jo bruges til asfalt og vejskilte i stedet for som tidligere til at betale et fast beløb til amtet for en specialklasseplads.«

Tobii Viking Communicator

(22)

Drop

L’easy-modellen i hjælpemiddel-

formidlingen

^FO^TO^{: JØ}^RG^EN^TRU^E

(23)

Svenske Data-Ove på besøg på Health & Rehab i sin meget avancerede kørestol.

Et hjælpemiddel er ikke blot en dims, som kompenserer for en bestemt funktionsnedsæt- telse. Et hjælpemiddel er ikke et vedhæng til kroppen. Et hjælpemiddel er en forlængelse af individet

Mogens Wiederholt

Der er brug for en ny og tværgående viden og indsats på hjælpemiddelområdet.

MOGENS WIEDERHOLT, DIREKTØR, SPASTIKERFORENINGEN

R

igtig mange mennesker forbinder stadig ordet hjælpe- middel med noget mekanisk, noget endimensionelt og relativt simpelt: en rollator, en kørestol, en bil med lift, en førerhund, en hvid stok, et høreapparat osv.

Folk, der beskæftiger sig professionelt med hjælpemid- delformidling, ved godt, hvor komplekse hjælpemidler er. At

bevilge og tilpasse hjælpemidler til personer med vidt forskellige funktionsnedsættelser har altid kaldt på høj ekspertise og dedikeret indsigt i de specifikke og forskelligartede behov, disse mennesker har.

Fra min udkigspost ser det ud som om, at kompleksiteten og tværfagligheden i den nødvendige ekspertise langt fra er

(24)

fulgt med kompleksiteten i hjælpemidlerne og den komplekse livssammenhæng, de forventes at indgå i.

Et hjælpemiddel er en forlængelse af individet

Et hjælpemiddel er ikke blot en dims, som kompenserer for en bestemt funktionsnedsættelse. Et hjælpemiddel er ikke et vedhæng til kroppen. Et hjælpemiddel er en forlængelse af individet. Et hjælpemiddel er en kompleks og plastisk struktur, som angår alle menneskelige funktioner: mobilitet, syn, hø- relse, praktiske færdigheder, hukommelse, struktur og overblik, indlæring, kommunikation osv. Og hjælpemidlerne forventes at fungere på kryds og tværs af alle et individs livssituationer:

daginstitution, skole, fritid, arbejde – alt.

Selvfølgelig kan intet administrativt system matche en sådan kompleksitet. Man vil altid støde på grænser, overgange og gråzoner. Men i dag er grænserne, overgangene og gråzonerne reglen snarere end undtagelsen.

Besvær i hverdagen

For vores medlemmer er hverdagen hjælpemidler, der skal afle- veres tilbage, når man bevæger sig fra et administrativt område over i et andet. Hjælpemidler bevilget i én sektor, som ikke har nogen sammenhæng med hjælpemidler bevilget i en anden.

Sektorer, der indbyrdes slås om, hvem der skal eller ikke skal bevilge et givent hjælpemiddel. Hjælpemidler, der kommer haltende længe efter, behovet for hjælpemidlet er opstået – og ikke mindst manglende viden og forståelse for hvad og hvordan, der skal kompenseres, når funktionsnedsættelsen er af kognitiv karakter. Der savnes sammenhæng, overblik og – jeg er nødt til at sige det – koordination.

Hertil kommer, at hjælpemidlerne i sig selv er blevet langt mere komplekse. Teknologiindholdet i hjælpemidlerne er steget voldsomt, og kompleksiteten i deres funktioner er eksploderet.

Ny teknologi, nye krav

Det stiller nogle helt andre og nye kompetencekrav til de personer, som skal vurdere behov og bevilge hjælpemidler.

Det kræver en enorm teknisk indsigt overhovedet at forstå,

forklare og demonstrere de hjælpemidler, man har adgang til.

Og det kræver en enorm viden at forstå og begribe de mange og komplekse situationer, et hjælpemiddel skal indgå i. At løse den opgave kræver en organisation, der råder over eller har adgang til højt specialiserede kompetencer, som kan handle og agere på tværs af alders-, lovgivnings- og sektorgrænser. Og det er langt fra altid tilfældet i dag.

Men kompetencekravet retter sig ikke blot mod medarbejderne i hjælpemiddelformidlingen. Kompetencekravet lander jo direkte på de personer, der bruger hjælpemidler i hverdagen.

Betjeningen af hjælpemidlerne er blevet ekstremt kompliceret.

Teknologien er ustabil og sårbar over for fejlbetjening. Resultatet er, at hjælpemidlet ofte er ’nede’ og ikke fungerer, fordi ingen rigtig ved, hvordan man betjener det og får det op at køre igen.

Det tager tid, inden rette hjælp når frem, og når hjælpemidlet bryder helt ned og skal til reparation, er man hjælpeløs som en skildpadde, der må ligge på ryggen – i dage- eller ugevis.

Derfor er den største udfordring i hjælpemiddelforsyningen måske i virkeligheden et kompetence- og uddannelsesproblem i forhold til den, der bruger hjælpemidlet og deres nærmeste omgivelser fx forældre eller andre pårørende, pædagoger i bør- nehaven, lærerne i skolen osv. Det er himmelråbende frustrerende at opleve, hvordan dyre og komplicerede hjælpemidler bevilges uden for alvor at komme i anvendelse, fordi der ikke investeres nødvendige ressourcer i undervisning og uddannelse af brugerne og deres nærmeste omgivelser i betjening af hjælpemidlet. Og her taler jeg ikke blot om et introducerende engangskursus, men også om løbende efteruddannelse, hvor basis opfriskes, og nye funktioner præsenteres.

Undgå fejlinvesteringer

Skal man for alvor gøre noget for at optimere hjælpemiddelom- rådet, som ikke forringer servicen over for den enkelte bruger, skal man investere i oplæring i brugen af de hjælpemidler, man bevilger. Så må man droppe L’easy-modelIen – dvs. holde op med at dumpe i tonsvis af ekstremt dyrt udstyr i handicappedes entré – hvor den eneste introduktion leveres på fem minutter af chaufføren. Det dur ikke.

Vil man undgå fejlinvesteringer, og skal borgeren og samfundet have det fulde udbytte af de midler, der bruges på hjælpemidler, så kræver det en helt anden tværfaglighed i bevillingsledet – og ikke mindst et seriøst uddannelses- og opfølgningsforløb, som sætter brugeren i stand til at betjene og profitere af de hjælpemidler, de bevilges.

Enig eller uenig med Mogens Wiederholt? Send en mail til redaktion@hmi.dk med dine betragtninger omkring emnet.

(25)

Uddannelser sætter fokus på hjælpemidler

Ergoterapeutuddannelsens modul 10 opprioriterer hjælpemidler og tilgængelighed i de stu- derendes pensum. For undervisningssteder landet over er modulet et stort skridt i den rigtige retning, og der bliver set frem til den nye undervisningsbog, Grundbog om hjælpemidler.

R

ygtet om den kommende undervisningsbog Grundbog om Hjælpemidler er nået godt frem til ergoterapeutuddannelserne landet over. Bogens udgivelse falder sammen med, at uddannelserne når frem til det særlige hjæl- pemiddelmodul 10 i den nye studieordning.

Underviser og studiekoordinator Anne-Lise Voss fra Via University College i Holstebro fortæller, at underviserne dér er spændte på at få bogen i hånden, for der er brug for konkrete undervisningsbøger om hjælpemidler:

»De studerende skal lære meget mere om hjælpemidler. Det er et af ergoterapeuternes kerneområde, og der er enormt brug for viden om hjælpemidler i praksis,« siger Anne-Lise Voss.

Hun sad med i den nye studieordnings referencegruppe, men selvom der er brug for mere viden på området, anser hun ikke et regulært basismodul om hjælpemidler for at være realistisk.

SIGNE SKOVGAARD SCHMIDT, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER, HJÆLPEMIDDELINSTITUTTET

Uddannelsen kan ikke rumme mere, og modul 10 er i sig selv en markant forbedring:

»Der er simpelthen ikke plads i uddannelsen til et basismodul om hjælpemidler. At modul 10 har fået så stort fokus på hjælpemidler, er i sig selv et stort skridt,« fortæller hun og gisner om, at der måske på sigt vil blive udbudt valgfag af to til fire ugers varighed inden for området, som studerende fra alle sundhedsuddannelser vil kunne søge.

Praksisbog med stor værdi

I Aalborg har Professionshøjskolen University College Nordjyl- land bygget om og indrettet professionslokaler til alle sund- hedsuddannelserne for at synliggøre professionernes praksis.

Ergoterapeutuddannelsen har i den forbindelse fået et aktivitets- laboratorium og en stor træningslejlighed, hvor de studerende

(26)

kan studere hverdagens aktiviteter og lære om hjælpemidler og boligændringer, siger underviser og studiekoordinator Lisbeth Vinding Madsen:

»Hjælpemidler kommer til fylde meget mere på uddannelsen. Vi har fx bygget om og indrettet en træningslejlighed med et handicapvenligt køkken, badeværelse, soveværelse og dagligstue.«

Tidligere fyldte hjælpemidler ikke nok på uddannelsen, men med modul 10 bliver hjælpemiddelundervisningen tilpas bred, mener hun:

»Vi har i nogle år været opmærksomme på, at hjælpemid- delområdet har været underprioriteret på uddannelsen og har derfor udbudt valgfag. Med det nye modul 10 kommer hjæl- pemidler til at udgøre en større del af pensum,« siger Lisbeth Vinding Madsen.

Ergoterapeutuddannelsen vil opprioritere praksisfærdigheder og dermed skabe en bedre balance mellem teori og praksis, og en så praksisorienteret bog som Grundbog om hjælpemidler vil formentlig kunne få stor værdi på uddannelsen og for ergoterapeuter generelt, vurderer Lisbeth Vinding Madsen:

»Uden at kende den endnu tror jeg, den vil være rigtig god.

Den skal naturligvis holdes opdateret og følge med markedet, men de studerende har stor glæde af handlingsrettede bøger, som de kan læne sig op ad, både på studiet og ude i praksis.«

Hårde hvidevarer som hjælpemidler

Lektor Jane Lupnov Andersen ved Professionshøjskolen Me- tropol i København tilslutter sig koret af forventningsfulde ergoterapeutrøster. Under den gamle studieordning kunne der være stor spredning i, hvor meget de studerende fik lært om hjælpemidler. Nogle ’snuste’ til området via valgfag og

projekter, men med modul 10 får alle studerende en bedre indføring i hjælpemiddelområdet. De studerende skal opdyrke en forståelse for handicap og tilgængelighed, så de får indsigt i, hvor vigtigt et felt det er rent samfundsmæssigt:

»De studerende skal lære at se sammenhænge og kompleksiteten mellem handicap og tilgængelighed, så de tænker funktionsnedsættelse og kompensation i forhold til brugernes ønsker og behov for aktivitet og deltagelse bredt. Tilgængelighed og design for alle må være idealer i et samfund, hvor ulighed i sundhed er på dagsordenen. Det vil vi gerne give de studerende forudsætninger for at kunne praktisere bedst muligt,« fortæller Jane Lupnov Andersen. Også hun oplever et klart behov for bøger, som er målrettet studerende:

»Vi er sultne efter nye bøger om hjælpemidler. Det er fantastisk, at der kommer en ny basisbog, og at den kommer samtidigt med det nye modul 10. Jeg tror, den supplerer den 2. reviderede udgave af metodebogen rigtig godt,« siger Jane Lupnov Andersen og tilføjer, at jo bedre uddannelsen kan ruste de studerende til opgaven, jo bedre praktikere bliver de forhåbentlig. Hun fremhæver, at eksemplet med loven om forbrugsgoder i fremtiden vil være en udfordring for ergoterapeuter, hvor de behøver faglig viden for at kunne redegøre for, hvorfor et specifikt hjælpemiddel rent faktisk er et hjælpemiddel:

»Det er rigtig vigtigt, at vi får nogle stærke studerende ud.

Ergoterapeuter skal både fagligt og menneskeligt være klædt på til at argumentere for sammenhæng mellem sundhedsfremme og forebyggelse og bevilling af hjælpemidler og tilgængelige omgivelser, så brugerne sikres muligheder for at deltage aktivt i samfundet. De studerende skal kunne koble ergoterapeut- teorierne til hjælpemiddelformidling som god praksis,« siger lektor Jane Lupnov Andersen.

Hendes erfaring er, at tidligere studerende på valgfaget om hjælpemidler har troet, at hjælpemidler handlede om 'hårde hvidevarer', indtil de fik sig en ahaoplevelse. Flere er kommet tilbage og har spurgt: Hvorfor bliver alle ikke undervist i det, sva- rende til valgfagsniveauet? – hvilket de ergoterapeutstuderende nu bliver fra den 15. november 2010.

Endnu har ingen studerende stiftet bekendtskab med modul 10, idet studieordningen er så ny, at uddannelsesstederne kun er nået til modul 8.

(27)

Grundbog om

hjælpemidler på

vej til uddannelserne

Udgivelsen af Grundbog om hjælpemidler falder sammen med en ændring i ergotera- peutuddannelserne, som sætter fokus på netop hjælpemidler. Håbet er, at den nye grundbog kan være med til at sikre personer med nedsat funktionsevne en bedre hjælpemiddelservice.

D

er er store forventninger til den nye danske undervisningsbog Grundbog om hjælpemidler – til personer med funktionsnedsættelse, som forlaget Munksgaard Danmark sender på gaden 12. august 2010 i samarbejde med Hjælpemiddelinstituttet.

Bogen er skrevet af en række forfattere, der beskæftiger sig med hjælpemidler i deres daglige arbejde, og redigeret af Hjælpemiddelinstituttets konsulenter Åse Brandt og Lilly Jensen. Med udgivelsen af Grundbog om hjælpemidler bliver et af Hjælpemiddelinstituttets ønsker gennem flere år indfriet.

Åse Brandt fortæller, at bogen har været undervejs i tre år, og at den er tænkt som et supplement til bogen Metodebog om SIGNE SKOVGAARD SCHMIDT, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER, HJÆLPEMIDDELINSTITUTTET

hjælpemiddelformidling, også udgivet af forlaget Munksgaard Danmark:

»De to bøger er tænkt som bror og søster. Hvor den ene er metodeorienteret, er den anden praksisorienteret,« siger Åse Brandt, der – med det ændrede pensum til fordel for fagområ- det hjælpemidler på ergoterapeutuddannelserne – forventer en positiv modtagelse af Grundbog om hjælpemidler.

Konkret og målrettet undervisningsbog

Hjælpemidler som fagområde fylder ikke meget på uddannelserne inden for social- og sundhedsområdet, men det bliver ændret med det nye modul 10 på ergoterapeutuddannelsen:

(28)

»Manglende viden om hjælpemidler har været en sten i skoen på ergoterapeutuddannelsen. Over halvdelen af ergote- rapeuterne har hjælpemidler som kerneområde, men de har ikke modtaget meget undervisning. Det skal der skrues op for,«

fortæller forsker Åse Brandt.

Hjælpemiddelinstituttets samarbejde med forlaget Munks- gaard Danmark er godt i oplysningsøjemed. Forlaget udgiver i forvejen bøger til mange uddannelser inden for social- og sundhedsområdet, og deres udgivelser kommer vidt omkring.

Redaktør Martin Toft fra Munksgaard Danmark fortæller, at Grundbog om hjælpemidler har været en oplagt bog for forlaget at involvere sig i, og han forventer også en god modtagelse af den:

»Vi vil gerne have et program, der dækker uddannelserne fra start til slut, og med den nye studieordning på ergoterapeutuddannelsen lå det i kortene, at der ville komme et modul 10 med fokus på hjælpemidler. Vi vidste, der ville blive et behov for en undervisningsbog, og vi forventer derfor, at bogen vil blive optaget på skolernes pensumliste,« siger Martin Toft.

Munksgaard Danmark har løbende kontakt til uddannelses- institutionerne, og ifølge Martin Toft har tilbagemeldingerne på det udsendte informationsmateriale været positive. Grundbo- gen er så konkret i sin form og opbygning, at den næppe, som andre udgivelser Martin Toft har kendskab til, først skal ses an og verificeres, inden den bliver en del af pensum:

»Det er en meget visuel, introducerende bog, og fordi den er så konkret og målrettet, regner vi med, at den bliver taget direkte i brug på skolerne. Taler vi fx om indretning af boligen,

så står der helt konkret i bogen, at der er de og de muligheder,«

nævner Martin Toft som eksempel.

Viden skaber bedre hjælpemiddelservice

Men grundbogen kan forhåbentlig også være med til at vække de studerendes interesse og på sigt sikre en bedre service på området, mener konsulent Lilly Jensen. Kan bogen være med til at fremme udviklingen af de studerendes hjælpemiddelviden, vil det give ny udvikling på hjælpemiddelområdet og i sidste ende en bedre borgerservice:

»Hvis bogen kan være med til at skabe interesse hos de studerende for hjælpemiddelområdet, vil det på længere sigt betyde, at flere vil arbejde og forske inden for området. Og går hjælpemidlers betydning op for de studerende, skulle det gerne medføre en bedre hjælpemiddelservice til folk med nedsat funktionsevne,« siger Lilly Jensen.

Grundbogen henvender sig til ergoterapeut- og fysioterapeut- studerende samt fagfolk inden for social- og sundhedssektoren, og med kapitler om hjælpemidler til fritid, kommunikation, husholdning, mobilitet, forflytning m.m. dækker indholdet den del af hjælpemiddelområdet, som terapeuter oftest har ansvaret for at formidle og derfor skal kende godt. Bogens faglige niveau er tilpasset læsere uden stor erfaring med hjælpemidler.

I undervisningsbogen Grundbog om hjælpemidler – til personer med funktionsnedsættelse, redigeret af Åse Brandt og Lilly Jensen, bliver fakta, teori, brugerperspektiv, samfundsper- spektiv, tendenser og historie om hjælpemidler m.m. for første gang beskrevet.

Bogen omtaler også hjælpemidler, der kan købes i almindelig handel, og som ikke kan bevilges ifølge lovgivningen. Produk- ter som fx husholdningsredskaber i forskelligt design, diverse digitale tids- og hukommelsesstøttende udstyr eller forskellige former for sengeudstyr og beklædning kan fungere som nyttige hjælpemidler, og terapeuter på hjælpemiddelområdet skal, ifølge serviceloven, rådgive om dem, så borgerne selv har mulighed for at købe et hjælpemiddel, der matcher deres behov.

Bogen udkommer hos forlaget Munksgaard Danmark 12. august 2010 og vil kunne købes i alle bogbutikker, studieboghandler eller via Munksgaard Danmarks hjemmeside: www.munksgaard- danmark.dk

Følgende har bidraget med indhold til Grundbog om hjælpemidler:

Åse Brandt, Lilly Jensen, Katja Lykke Bræmer, Tove Lise Nielsen, Lisbeth Villemoes Sørensen, Anne Karin Petersen, Christina Juul, Karen Lyng, Greta Olsson, Else Marie Hansen, Mette Vedsmand, Mary Petersen, Lotte Bro, Dorte Jul Thomsen, Bodil Pedersen og Carsten Mortensen.

(29)

Hjælpemiddel- konferencen

240 sagsbehandlere, ergoterapeuter, fysioterapeuter og ledere fandt vejen til Kolding for at deltage i årets Hjæl- pemiddelkonference. Konferencen satte igen i år spotlight på tendenser og faglige problemstillinger inden for hjælpemiddelområdet.

Et lovgrundlag under voldsom forandring, brugerbetaling og bru- gerindflydelse var nogle af de emner, der blev diskuteret.

Dagen blev afrundet med resul- taterne af en miniundersøgelse gen- nemført blandt Hjælpemiddelkonfe- rencens deltagere. Undersøgelsen viste, at økonomi, administration og genanvendelighed af hjælpe- midler er de vigtigste udfordringer i forbindelse med frit valg på hjæl- pemiddelområdet, mens ordningens muligheder ifølge deltagerne er større brugerinddragelse og øget ansvar. Den generelle holdning på Hjælpemiddelkonferencen var, at frit valg kommer til at få nogen eller stor betydning for det daglige arbejde på hjælpemiddelområdet.

Den næste Hjælpemiddelkon- ference planlægges i øjeblikket og forventes afholdt i 2011.

/Torsten Larsen

(30)

Fornem hæder til Åse Brandt

Forsker Åse Brandt fra Hjælpemiddelinstituttet har netop mod- taget Vanførefondens Forskningspris 2010 som en anerkendelse for flere års forskning på hjælpemiddelområdet

(31)

»Det er meget vigtigt, at vi får gang i mere forskning på området, for forskningen er det faglige fundament, som alting bygger på. Skal vi have hævet det faglige niveau, kræver det, at der er noget valid forskning at basere nye tiltag på.«

Åse Brandt

BRIAN RAVN GALSGAARD, KOMMUNIKATIONSCHEF, HJÆLPEMIDDELINSTITUTTET

D

et var en glad og synligt stolt Åse Brandt, der 25. maj modtog Vanførefondens Forskerpris ved en højtide- lighed i Nationalmuseets festsal. En hæder, der ifølge nomineringen var resultatet af flere års målrettet forskning inden for hjælpemiddelområdet, hvor prismodtageren er en af meget få aktører.

»Jeg er utroligt glad. Og stolt og beæret. Det er jo et skul- derklap og en anerkendelse af det arbejde, jeg har lavet. Og det er altid rart, når nogen synes, at det arbejde, man har lavet, er veludført,« siger Åse Brandt, der ser prisen som en blåstempling af, at forskning på hjælpemiddelområdet er vigtigt.

»Det er meget vigtigt, at vi får gang i mere forskning på området, for forskningen er det faglige fundament, som alting bygger på. Skal vi have hævet det faglige niveau, kræver det, at der er valid forskning at basere nye tiltag på,« siger Åse Brandt.

Hun håber, at Vanførefondens anerkendelse af hjælpe- middelområdets vigtighed kan få flere til at interessere sig for området, og at et forhåbentligt øget fokus kan give forskningen på området bedre vilkår.

»Det kan være noget frustrerende, at et projekt får tre års finansiering, når effekterne oftest først kan ses på lidt længere sigt. Hjælpemiddelområdet er meget praksisnært, og den slags

forskning er det svært at finde midler til, siger Åse Brandt, som, hvis hun frit kunne vælge et projekt, ville kigge nærmere på de faglige processer i hjælpemiddelformidlingen i Danmark.

»Vi ved faktisk utroligt lidt om, hvordan det foregår. Hvilken praksis er bedst i hvilke situationer? Det ville være godt at få kortlagt. Hvornår er det okay at løse en sag administrativt, og hvornår skal der en faglig proces og afklaring til? Jeg oplever, at der bliver mindre og mindre plads og tid til faglig proces, og at myndighedsfunktionen bliver større. Men hvornår er det et problem?« spørger Åse Brandt.

Hjælpemiddelinstituttets direktør, Niels-Erik Mathiasen, deler Åse Brandts begejstring for prisen.

»Det er en fornem anerkendelse af Åse Brandts arbejde og af hjælpemiddelområdet som forskningsfelt. Det sender et signal til alle om, at forskningen er vigtig, fordi forskning sikrer dokumenteret viden. Det er der i høj grad brug for,« siger Niels-Erik Mathiasen.

Ud over hæderen følger der med Vanførefondens Forsk- ningspris en check på 100.000 kroner.

Åse Brandt

er 58 år og uddannet ergoterapeut. I 1999 færdiggjorde hun en master i Public Health og i 2005 kunne hun kalde sig ph.d.

Åse Brandt har været ansat hos Hjælpemiddelinstituttet i 22 år og er desuden tilknyttet Forskningsinitiativet I Ergoterapi på Syddansk Universitet, ligesom hun er tilknyttet Lunds Universitet i Sverige som vejleder for to af universitetets ph.d.-studerende.

(32)

Næste nummer

14. september

tema Implementering

Et af de varmeste emner på det sociale område er imple- menteringen af eksisterende teknologier. Pengepungen står på vid gab for projekter, som sætter teknologier i spil i nye sammenhænge, hvor der kan spares arbejdskraft, uden at borgerservicen lider under det.

Alligevel synes der at være barrierer til stede, som gør, at

teknologierne endnu ikke i så høj grad som forventet brin- ges i anvendelse. Teknologi & handicap undersøger, hvad der skal til for at eksisterende teknologier implementeres og udnyttes, og hvilke stopklodser kan man støde på i proces- sen. Hvilken rolle spiller kommunale budgetter og sektorpro- blematikker, og hvem sidder med initiativpligten?