En lettisk flygtning i Vestjylland
AfArthur
BirgerI1983opfordrede Historisk Samfundfor Ribe Amt migtilatberetteomde flygtningelejre, der opstod
iamtetefter Anden Verdenskrig. Efterfølgende har
der iårbogenværetbragtenrække artikler, bl.a. i
1984 og1986omflygtningelejreniBlåvand.
Takketværeafdøde Paul Lunds privatarkiv og kontakter iKøbenhavn -John WurfelogArne Di¬
nesen-erdetlykkedesatkomme iforbindelse med
en lettiskstatsborger, ArthurBirger, dersom 13- årig oplevedeatværeflygtningidennelejr.
Hans beretning omflugten fra Minsk til Dan¬
mark,opholdet iBlåvandlejrenogBramming Ho¬
vedgård,oghjemkomsten til Hviderusland bringes her,oversattil danskafArne Dinesen.
Leif G. Ipsen, arkivleder,BlåvandshukLokalhi¬
storiske Arkiv.
Minsk
Detvar førstpåsommeren i 1941. Min bror Ed¬
mund ogjeg havdenetopafsluttetvoresførste år i
skolen. Vivari strålendehumør vedudsigten tilen
langferie.Vivaruadskilleligeogholdtsammeni tyktog tyndt. Vores overensstemmelse i alle for¬
hold-tanker, ønskerogbestræbelser-varbetinget
af naturen selv, vi var tvillinger. Vi var mange søskende: Den ældste bror Rudolf læste til inge¬
niør, søsterErnagik på seminarium,og søsterLi¬
dagik i skolesomEdmundogjeg, dervardeyng¬
ste.Dervarikke meget at slå til side med. Vores
fardøde, da Edmundvartoår,og vores mor varal¬
ene omatforsørgeos.
Dengang boede vi i Minsk i Hviderusland, i ud¬
kanten afbyen ietlille træhussammenmedtoan-
Tvillingerne Arthur (til højre) og Edmund Birger. (Foto:
BlåvandshukLokalhistoriskeArkiv).
dre lettiskefamilier, somaf skæbnen varskilt fra hjemlandet. Ivoreslilleogbeskednebolig herske¬
de fred og alle varindstillet på athjælpe hveran¬
dre. Mor fortalte ostit om Letland, om sin ung¬
dom, om Riga, hvor hun havde tilbragt nogle år
sammenmedvoresfar. I forsommeren 1941varde voksne imidlertid bekymrede-igen ogigen hørte
man omfaren forkrig,og ennat,da telefonforbin¬
delserne blev afbrudt og vort eget apparat konfi¬
skeret, forstod alle,atkrigenvaruafvendelig.
Og så kom dagen,somingenafoskan glemme,
den 22.juni. Vi lyttede til Molotovs meddelelsei
radioenom,atTyskland havde angrebetos, ogfra
dette minut blev angst og bekymring vores kon¬
stante ledsagere i lang, lang tid fremover. Etpar
dage tilbragte vi i beskyttelsesrum. Allerede i kri¬
gensførste ugedukkede de første flygtninge op i
Den tabte barndom-En lettiskflygtning iVestjylland
Minsk, meningen forestillede sig, atvi også selv
snartmåttepå flugt.
En morgen,datyskefly skånselsløst bombarde¬
redeMinsk, holdtenbil vedetnabohus foratbrin¬
gebørnogkvinder ud afbyen tiletmindre farligt
sted. Folk iledetil,og istorhast hoppedeogsåvi
tre-Erna, Edmundogjeg-ind i køretøjet. Vifor¬
lodbyen under bomberegnenoghåbedeat vende tilbagesenestomaftenen. Vi kunne ikke forestille
os,atvi først skullegense voresslægtningemange årsenere.
Bilen standsede ienskov,ogvi fandt husly i la¬
den tilenskovridergård. Om aftenenvarhorison¬
tenblodrød iretningmod Minsk. Detvar voresby,
sombrændte.
Jeg ved ikke, hvor lang tidvi opholdtos i sko¬
ven.Men da folkerfarede,atMinskvarblevet be¬
sataf fascistisketropperallerede den28. juni,drog
en gruppe kvinder og børn hjemefter, deriblandt ogsåostre. Selvfølgelig til fodsogad omveje.
Ibyen ventedeosetskrækkeligtsyn.Forstaden,
som vi boede i, bestodhovedsageligt af træhuse,
men nu varkun skorstene ogildstedertilbage. Og¬
såvoreshusvargåetopi flammer.Vi tabtenæse og mund og stod som forstenede på brandtomten.
Måskevarmenneskene brændtinde? Vi gennem¬
søgteasken ietspinkelt håbomatstøde påeteller
andet spor, menforgæves. Ivoreshjerter kunne vi
ikke tro, atvorespårørendevardøde. Derfor lagde
vi en seddel i fyrhullet på komfuret med besked
om,atvivari liveoghver dag ville komme tilba¬
ge til stedet. Mange andre mennesker ledte også
efter deres slægtninge, og netop på denne måde
håbede deatfinde hverandre. Vivarfyldtmed be¬
kymringer,vænnetsomvi vartil samhørighedeni
voresstorefamilie,og nustod vi pludselig helt al¬
enei verden oguden deringeste midleratlevefor.
Dagene gik,mender komingen reaktion påvo¬
res besked, og det betød, at vores mor og to søskende ikkelængerevariMinsk.Vi måtteregne med,atdeentenvaromkommet eller i bedstefald
evakuerede. Vi var blevet alene og måtte til at kæmpe for det daglige brød, selvomvi kunvar9
årgamleog helt uerfarne. Nogle venlige menne¬
skersagde tilos,atviskullehenvendeospåetbør¬
nehjem. Vi fandt frem til etsådant hjem og blev
optaget dér, Edmund ogjeg. Siden hen boede vi også på andrebørnehjem,mendevaralle udplyn¬
drede og kunne kunbyde de forældreløse børnpå huslyog nødtørftig mad,men ikke på tøj og sko.
Vitilbragte kunnætternepå disse hjem,omdagen strejfede vi rundt i byen foratbjergeeteksistens¬
grundlag. Vi pudsede støvler, bar bagage på bane¬
gården, solgte aviser, gik fra hus til husogtiggede,
ogi nødsfald-jeg vilikke fortie det-begik viog¬
såtyveri. Vi kæmpede for livetogdøjede hele ti¬
den med sult ogangst. Vivarbangefor den Røde
Armé'sluftangrebogforbesættelsesmagtenspoli¬
ti-razziaer, vi varfyldt medangst dag og nat. Vi
måtteværemegetudholdendeogbehændige forat gøreosfortjent tileteller andet-etstykke brød el¬
ler nogettøj. Det varallerede efterår, men vi var kunganske let påklædte fradengang,da vi måtte
forladevorthjem for altid.Detvar en sværtid; kun det, at vivarto sammen,gav os styrken tilat stå
det hele igennem. Denenetoghele tiden varepå
denanden,opmuntrede, trøstede-vivaraltidside
omside.
I foråret 1944 fik vores børnehjem besøg af nogle SS-officerer. Vi blev beordret til atstilleop
på radogrække,foratofficererne kunnegennem¬
føreenmønstring af børnene. Hvert barn blev be¬
sigtiget,ogviblevfordelt påtogrupper.Efter hvil¬
kekendetegn de skelnede mellem børnene,kan jeg
ikkesige. Vikomihversingruppe, mensåvarder
en af vores lærerinder, som protesterede: »Skal
manabsolutskilletvillingerne fra hinanden?« Jeg
blev grebet i øret og trukket over til min brors
gruppe.
Vores gruppe(ca. 12 børn) blev bragt til bane¬
gårdenog sati engodsvogn. Snart efter kørteto¬
get.Ingenvidste hvorhenoghvorfor. Vi kørte dag
ognat.ILitauen, i byen Kaunas, blev vi hentet ud
aftogetogkørt tilenlandsby,somhednoget,der betød »Rødgård«.Nuvarvi langt borte fravores
hjemby,fravoresnærmeste.Var der endnu mulig¬
hedfor,atviengang skulle mødes igen?
Børnehjemskolen
Sådan havnede vi i den såkaldte »børnehjemsko¬
le«, hvorengruppe pigerogdrenge i alderenfem
til 14 år befandtsig i forvejen. I altvarderca.50 børn.
Nubegyndteetheltnytliv med alt lagt i stram¬
me rammer. Der var undervisning hver dag. Vi
blev belærtom,at Sovjetregimet varuretfærdigt,
grusomtogvederstyggeligt,ogatdet tyskesystem ville sikre et nytog bedre liv for alle. Særdeles
megentid blev brugtpå tyskundervisning.Lige fra
denførstedagskulle vi kendedealmindelige dag¬
ligdags vendinger på tysk.Efternogentid måtte vi
overhovedet ikke tale russisk - heller ikke med hinanden.
Man trænede os i hovedregning forat udvikle
voreshukommelse ogtænkeevne. Ingen forklare¬
de oshvorfor ogmedhvilket formål det hele blev gjort. Børnene skulle gå op i undervisningen og
væredisciplinerede. Detmindstebrudpå discipli¬
nen blev straffet strengt. På de skyldige ventede pisk, rem og alskens andre former for straf. Vi
måtteogså påen massemarchture, lære tyskesan¬
ge ogholdeområdet i pinligorden.
Jegmå vedgå, atvidengangaffandtostemme¬
lig hurtigtmed det nye liv. Vi var ikke længere sultne,vi fiktøjogsko (med træsåler), det vil sige livsbetingelserne i »børnehjemskolen« var bedre
endivorsmadredehjembyMinsk. Men vi kunne
ikkevænne osfravortmodersmål,ogvi talterus¬
siskindbyrdes, selvomdetvarstrafbart. Ligeledes
kunneingen forbyde osat tænke på voresforæl¬
dre,somvi havde mistet,og athåbe påetgensyn.
Vi havdeingenanelseom,hvordankrigen forløb,
ogvi måtte ikke forlade området, dervarbevogtet.
Vi vidsteikke, hvad dennæstedag villebringeog levede derfor i konstantangst.
I efteråret 1944 blev vi-nogleafosi hvert fald
- transporteret fra Rødgård til bredden afNemu- nas-floden, hvor vi boede ien landsby, og nogle dage senereblevvi sendt ombord på en pram og slæbt ud i Østersøen. Sejladsen var grufuld for mig. Jeg var bange for bølger og varoverbevist
om, atden overlæssedepramville synke. Jegvar
deprimeret - vi var igen på rejse, hvorhen denne gang? Da vi ankredeop ved Königsberg- byens
navnfandt vi udaf vedet tilfælde-ogfik øje på
ruinerne ogbrandtomterne,stod det klart,atkrigs-
frontenvarnær, ogatden rykkede mod vest. Det
vistesigsenere,atvoresantagelsevarrigtig.
Det næste opholdssted forvores »skole« vari
nærheden afbyen Gdansk. Mananbragte osi en barak med cementgulv. Vi fik ikke længere re¬
gelmæssig undervisning. Hele efteråret igennem
blev vi sendt udpåomegnens bøndergårde forat
hjælpe tilmed høsten. Vi samlede kartofler, gule¬
rødder og andre grønsager. Selv om det var an¬
strengende arbejde, tog vi gerne ud på gårdene,
fordi vi dér fiktemmelig god madtogange omda¬
gen.
På denne tidvarvi allerede overbevisteom, at krigen lakkede mod enden. Vores tyske »lærere«
var numegetnervøse ogvrede. Den mindste for¬
seelseblev straffet medpisk.
I foråret 1945 blev viflyttettil Gdansk.Jegfor¬
nam,atder herskedepanikibyen.Overaltvarder brandlugt,ogdervarskyderi igenogigen. Omaf¬
tenen,da detvarmørkt, måtte vi gå ombordpået
stort skib. Det var frygteligt. Trappen var stejl, langogsvajende.Foratkravleopadtrappenhav¬
demanbrugfor kræfter,menvivartemmeligsva¬
ge.Og vivarskrækkelig bange for at styrtened.
Armene var som lammede, benene rystede. Ed¬
mund opmuntrede mig, ogjeg opmuntrede ham.
Davi omsidervaroppepådækket,kunne vi skim-
Dentabte barndom-En lettiskflygtning i Vestjylland
tevores sparsommebagage, dervarblevettilbage
nede påprammen, som en lille prik. Dækket var
fyldt til bristepunktet med mennesker, overvejen¬
de tyske flygtninge,mendervarogså soldaterog sårede ombord. Efter ordre måtte visomførnævnt ikke tale russisk medhinanden, end ikkeet eneste ord. På spørgsmålom, hvem vi var oghvorfra vi kom, skulle visvarepå tysk: »Vi tilhører dentyske folkestamme.«
Børnenevarbange for sejladsen -skibetkunne komme under kanonild eller underluftangrebeller
blive minesprængt. Vi åndede lettetop, daskibet
omsider ankrede opi København.
I Danmarks hovedstad blev vi indlogeret i for¬
hallen tiletbiografteater. Jeg har desværre glemt,
hvad biografen hed, dog kanjeghuske, atdervar
spejlvægge i hallen. På repertoiretvarfilm af for¬
skellig slags, og der blev altid vist tysk ugerevy
somindledningtil forestillingerne,somisærover¬
væredes afmilitærpersoner. Vi børn måtte nøjes
medatsefilmen gennemdørsprækken,manlodos ikke komme ind i biografsalen. Ved siden af bio¬
grafteatret lået spisested, hvor vi fik forplejning.
På spisestedetkom vi første gang i kontakt med danskere, og vi mærkede straks, at disse menne¬
sker kunne lidebørn.Afogtil fik vi besøg af funk¬
tionærer-trorjeg nok-fra spisestedetogbiogra¬
fen. De havde dukker med tilpigerne, alle fiketel¬
ler andetspiseligt,ogde sørgede også for tøj tilos.
Efterkort tid blev vioverflyttet til byen Ribeog nogetseneretilenlejr på Bramming Hovedgård i
udkanten af Bramming. Lejren var hegnet med pigtråd,og manmåtte ikke forladelejrenudentil¬
ladelse.
Ibegyndelsen af maj indløbet rygteom,atHit¬
lervarmegetsyg, ogatkrigensnartvilleværeslut.
Denneglædelige efterretning spillede ind på bør¬
nenes opførsel og lærernebemærkede det straks.
De samledeosietværelse og gav os enskrække¬
lig advarsel: »Glæd jer ikke så meget! Derer en grenparattil hver af jer, derertræernok tilatI al¬
lesammen kan blivehængt!«Og såvarviængste¬
lige igen.
Kort eftervarkrigen imidlertid forbi. I Bram¬
ming fandtstoredemonstrationer sted, folk glæde¬
desig,triumferede.Vores lærere derimod pakkede
dereskuffert ogtvangmigogtoandre drenge til af
læssebagagen påentrillebørogkøre den til stati¬
onen.Dér skiltesvoresveje.Lærerne,somsålæn¬
gehavde gjortosbange, kunne ikkemereforulem¬
pe os.Detvartoofficerer (denenehed Zaurin, den
andensnavnharjeg glemt)og underofficerHolz,
der varblevet såret og derved havde fået et stift
ben. Detgenerede ham imidlertid ikke i hans»op¬
dragergerning«, somhan udfoldede ved hjælp af pisk.
Defølgende dagetilbragte vi stadigvæk i lejren.
Voreshjertervardog fyldt medforventningomet nytlivog omsnarligtgensynmed forældrene.
PaulLund
Endag dukkedeensympatisk danskeropi lejren.
Han talte med de deporterede,besigtigede barak¬
kerne og lejrområdet. Børnene fra vores gruppe spurgteham: »Hvad skal der ske medos,vier rus¬
sere!« Manden ville slet ikketropåos - russiske børn i dentyske lejr? Foratoverbevise hamsang viensangpå russisk.Ogdethjalp.Manden løfte¬
deenrussiskpige højtop ogsagde: »For jerer so¬
len ståetop! I har sejret! Jeg hedder Paul Lund,og
jeg kommer tilbage, jeg vil hjælpe jer!«
Dengang vidste jeg endnu ikke,atfra dette øje¬
blik villenavnetPaul Lund altid blive stående i mit
hjerte. Men jeg følte,atvi kunne stole på,atdenne
mand villehjælpeosmedatkomme hjem.
Paul Lund informerede bystyret i Bramming
kommuneom,atdervarrussiske børn i dentyske flygtningelejr. Han henvendte sig også til den sted¬
lige Røde Kors komité. Da han ville organisere hjælp til de russiskebørn, håbedehan dératfinde
et lydhørtøre.
Næste gangPaul Lund besøgteos, varhan ikke
alene.Hanvarledsaget af fru Jørgensen (hustru til møbelfabrikkensejer)ogfruBalslev. De medbrag¬
tetøjogfødevarer,og omaftenen blev der dækket
bord i haven forbørnene. Detvar enuforglemme¬
lig aften. Vi følte,atdisse menneskervar oshen¬
givne,atdesattepris påos ogville hjælpeos.De spurgte,hvordan vivarhavnet i den tyske lejr,og
omvi villerejse hjem. Paul Lundogfru Jørgensen
gavudtryk for den opfattelse,at de russiske børn
skulleovergives i Røde Kors'svaretægt.Lejrkom¬
mandanten, Herr Beck, var ikke indforstået der¬
med:»Børnenevedjo slet ikke, hvem de egentlig
er,derfor skal de blive ilejren,« sagde han.
Nogle af de tyske flygtninge var ikke venligt
indstillede overfor de russiskebørn,ogrelationer¬
ne varspændte. Selv omlejrledelsen ydede mod¬
stand, udvirkede Paul Lund, fru Balslev og Røde Kors,atvi blevoverflyttet tilenskole iBramming.
Her-hos danskerne -begyndteethelt andet liv
foros.Vi kom tilatboundergodeforhold, vi fik god mad, danskerne sørgede foros somfor deres
egnebørn. Alle drogomsorgforos-ingen forag¬
tende eller hovmodige blikke, ingen afvisende håndbevægelser. Familien Jørgensen var meget velvilligt indstillet overforos.Men Paul Lundvar så afholdt blandtbørnene,atde alle kaldte hamon¬
kel Paul. Særlig hjertelige relationer kom i stand
mellem Paul Lund og min bror Edmund, de var
somfar ogsøn.Livet i Bramming skolevar som en fest foros, somet eventyr. Men vi vidste, atalle eventyrenderpåeteller andet tidspunkt. Jo sikre¬
reudsigten blev tilatkomme hjem, destotungere følte vi detomhjertet. Hvad ventede os i Minsk?
Vi havde ikke længereet hjem, det vargået op i flammer,ogmåske havde vi heller ingen familie-
vi vidstejo ikke om mor,Rudolf og voressøstre
vari live. Vi talteomdet med onkel Paul, hanvar allerededengangsom en nærslægtning foros.On¬
kel Paulhørteopmærksomt påos.Vi følteossåtæt knyttet til ham,at vi ønskedeatforblive sammen
PaulLund, 1969.(Foto: Bramming Byhistoriske Arkiv).
med ham. Vibørn tænkteselvfølgelig ikke på,om det overhovedetvarrealistisk,omonkel Paul hav¬
demulighed forat tageosi pleje. Undervoresfor¬
trolige samtalerfølte vi alletre,atvi skulle holde
sammensålængesommuligt.
PaulLund bestræbtesig påathjælpe alle børn.
Forat fremskynde hjemrejsen toghan tilKøben¬
havn og henvendte sig dér til den russiske, orto¬
doksekirke,menhan vandtingenforståelse.
I mellemtiden havdeRøde Kors indrettetenlejr
vedkysten i nærhedenaf Blåvand fyr til de depor¬
terede sovjetborgere.Også vi måtte tildenlejr. På
onkel Paulstilskyndelse blev der indenafrejsenta¬
get etfotografi afvores gruppei skolegården. Til
formålet blevendog opdreveteteksemplar af den rødeSovjetfane.
Den tabte barndom-En lettiskflygtning i Vestjylland
Flygtningebørnene i Røde Kors' lejrpåBrammingHovedgård,1945. (Foto:Sydvestjyllands Efterskole,BrammingHovedgård).
På fotografiet står Edmund foran onkel Paul.
Alle børn fik billedet foræret til erindring. Der
blevlavetenfortegnelseoverbørneneogdeandre tilstedeværende,og der blev nedfældet en takke¬
skrivelse til onkel Paulpå russiskogtysk.
Den7.juni 1945 ankomvitil RødeKors-lejren
Blåvand.
Blåvand
Vores gruppe ankomtil Blåvand-lejren som enaf
de første. Straks efter ankomsten blev vi ført til spisesalenogbagefter indkvarteret i den første ba¬
rak tilhøjre forporten.Vedporten stodetskilder¬
hus, og indgangen varspærret afenbom. Lejren
blevbevogtetaf danske politifolk. Påvenstreside
aflejrens hovedgade-overforvoresbarak-lå ba¬
rakken, hvorlejradministrationen holdt til. Senere
blev onkel Paul indlogeret i den. Spisesalen var indrettet i enbarak midt i lejren. Lejren vartem¬
melig stor, og den lå på et stykke sandjord med
sparsomvegetation. Længere borte, hvor lejrom¬
rådethørteop,lå klitterneoghavet.
Snart kom flere grupper til - hovedsagelig mænd,somviantogforatværetidligere krigsfan¬
ger.I løbet af nogle få dage blevca. 1500menne¬
sker samlet ilejren,derafvar ca.150 børnogkvin¬
der.
Indgangsportalen til Røde Kors-lejreniBlåvand, 1945. (Foto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv).
Lejren blev bestyret af Herr Georg Moltved.
Som sekretærfungerede Greta Heiring,en meget tiltalende ungkvinde. I administrationen arbejde¬
de også Nils Petersen, og den strenge men god¬
hjertede Dagmar Madsen regerede i køkken og
spisesal. Alle disse menneskervarmegethengivne
overforbørnene.
Davi,somallenyankomne, blev registreret,var derenafos somsvarede»ja« på spørgsmålet,om vi havdeslægtninge. »Ved dunogetomdinmor og far eller dine søskende?,« spurgte Greta Heiring
videre. »Dem harjeg ikke,menjeg harenonkel-
onkelPaul,« lødsvaret.Ogsåde andre børnangav onkel Paulsomslægtning. Vi længtesefter hamog
ventede utålmodigt påetgensyn. Straks efteran¬
komsten havde Edmund skrevetetbrev tilonkel Paul medanmodningen: »Kom snarestmuligt til mig i Blåvand.«
Der gik en uges tidog så lød der pludseliget glædesudbrud i lejrgaden: »Onkel Paul! Onkel
Paul er kommet!« Vi løb til porten,og vedbom¬
men stod onkel Paul. Børneneflokkedesom ham ogjublede,oghan omfavnedeogkærtegnede dem.
Vibegavosallesammen til administrationsbarak-
ken for at præsentere ham for lejrledelsen. Herr
Moltved gavham lov tilatblive i lejren nogle da¬
ge, og han fik anvist soveplads i børnebarakken.
Somfølge deraf kunne onkel Paulværehososhe-
Dentabte barndom-Enlettiskflygtning iVestjylland
le tiden. Efteretpardage tilbød Herr Moltved ham
ansættelse ilejren. Da onkel Paulgernevillevære
sammen medbørnene i længere tid,toghan mod
dettearbejdstilbud.
Onkel Paul fiketlille værelse i administrations- barakken. Fra nuaf stod han forindkøbafprovi¬
ant,udbetalte lommepenge til flygtningeneog var
ansvarlig forregnskabsføringen.
Lejradministrationen havde gjort sit yderste for
at sørge for normale levevilkår for flygtningene.
F.eks.fik alle udbetalt fem kroneromugentilper¬
sonlige fornødenheder, men børnenes velfærd påkaldtesig særlig interesse. Foratforebygge far¬
lige infektionssygdomme skulle børnene vaccine¬
res, menda vi så injektionsnålene i lægerummet,
blev vi grebetafangst: måske ville indsprøjtnin¬
gerne være farlige, endog dødelige? Børnene græd, rystede af skræk, og mange stak af. Onkel
Paul forstod situationen, han beroligede børnene
ogblottede skulderen for vaccinationen forat sæt¬
te mod i os. Børnene holdtop med at græde, og vaccinationenforløb dereftertemmelig glat.
Omdagen havde onkel Paulmegetat gøre,men
omaftenen varhanaltid hososi børnebarakken.
Omdagen stræbte vi efterat gåham til hånde på
alle måder. Når han rejste til Vardeforatindkøbe proviant,toghansommetider migmenendnuof¬
tere min bror Edmund med. Engang købte Ed¬
mundfrimærker iVarde,og senere omaftenen vi¬
stehan dem til sinevenner.Onkel Paultogofteæg og sukker med hjem tilæggesnaps, som vi sadog nødomkring det lange bord. Til den 10.julihavde
onkel Paul bestiltto storekringler i køkkenet. Om
aftenen blev der dækketetfint bord ibørnebarak¬
ken,oghver kringlevaromgivet af 13 lys. Vi fej¬
redevoresfødselsdag-Edmundogjeg.Detvar en skøn, fornøjelig, vidunderlig aften. Edmund sad
ved siden af onkel Paul ogholdt ham i hånden. Ef¬
ter denne uforglemmelige fødselsdagsfest ville
Edmund ikke skilles fra onkel Paul. Edmund op¬
søgteham uafladeligt, tilbragtemangetimer i hans
værelse og overnattede endog hos ham nu ogda.
Han ledsagede altidonkel Paul påhans indkøbs¬
rejser.
I Varde havde Edmundkøbtetspil, somvi til¬
bragtemegentid med. Det bestod af små, spinkle træpinde, dervarmærket med forskellige tal: 3,5,
7o.s.v..Spilletvarukompliceret,mendet krævede opmærksomhed og selvbeherskelse. Man tog bundtet afpinde i håndenoglodsåpindenefalde;
derefter skullemansamlepindeneop,deneneef¬
terdenanden,mensådanatingen af de andre pin¬
derørtesig.
Vagthuset i RødeKors-lejreniBlåvand.
(Foto:Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv).
Lejradministrationen havde ogsåansaten lærer
tilattagesigafde russiske børn.Viblev hovedsa¬
gelig undervist i litteratur,menundervisningenvar ikkeregelmæssigogheller ikke obligatorisk.
Detvarsommermedtrykkendevarme, ogbør¬
nene ville til stranden. Detfik vi lov til,dog med formaning om,at vi skulleværemegetforsigtige
ogpåpasselige. Rundt omkring lå der stadig miner,
og kun enkeltefodstier til strandenvarryddetfor
miner. Vedkystenvarogså opførten masse fæst¬
ningsanlæg,bunkers, hvori der stadig opbevaredes ammunition, granater og forskellige sprængstof¬
fer. Detvarfarligtatgå ind i disse bunkers. Enkel¬
teafflygtningene i lejrenfikbrandsår vedatgøre det.Jegkan endnu huske, hvordan de stod ved lejr¬
porten og ventede på ambulancen med forbræn¬
dinger påarmene ogi ansigterne. Det hændteog¬
så, atfolk omkom vedmineeksplosioner. Danske politifolk, som bevogtede lejren, advarede alle
mod deforskellige farer,mendevarisær opmærk¬
somme på børnenes sikkerhed og på at de ikke
skulle blive ofre for minerne.
Lederen afpolitifolkene hed Ervin Wiirfel -en
sympatisk, godhjertetogvenlig mand. Hanboede
i Varde. Hans kone, sønnenJohn ogdatteren Pia
komsommetider med til Blåvand.Johnvarpå al¬
der med Edmund ogmig,ogvi blevvenner ogle¬
gede med hinanden. ErvinWiirfelkomafogtil ind
tilosibørnebarakken,og en dagindbødhanmig
ogBoris Koltzow tilatbesøge hanshjem.Detvar for os forældreløse en stor glæde at få mulighed
forattilbringeetpardagesammenmedenfamilie,
ogdesuden fik viturentil Varde. Familien Wiirfel
boedepå 1. sal ietlille hus i udkanten af byen. Vi
blev hjerteligt modtaget af fru Wiirfel og deres børn. Tidengik med leg, spadseretureog udflug¬
ter.Vi blevikke barevennermed John ogPia,men
ogsåmedandrebørni gården. Allevarmegetven¬
lige modos.Vi lærtevoresjævnaldrende russiske udtryk, de lærteosdanske vendingeroggloser,og viforsøgteatsyngeenlystig dansk visesammen.
Vi kom særdelesgodt ud af det med hinanden,og dervaringen problemer. FruWiirfelsørgedeforos
somfor sine egnebøm, endogmere.Visovi Johns værelse, madenvarfabelagtig, altvarså dejligt, så
vi ville sletikke tænke på, at vi skulle tilbage til lejren. Ved afskeden var vi bedrøvede - i Varde
havdevi lært fuldkommenlykkelige børn atken¬
de, børn hvis livvareventyrligt dejligt. Sådanen velstand kendtejeg ikke-før krigen levedevores familiemegetmerebeskedent.
Begejstret fortalte vi vores kammerater om ti¬
den, som vi havde tilbragt i familien Wurfels hjem. Jeg vil aldrig glemme de herlige timer. For¬
håbentlig erBoris af samme mening. (Desværre
vedjeg ikke, hvor han befinder sig nu.) Og jeger skæbnen taknemmelig for, atjeg varså heldigat gensedissefortræffeligemenneskermangeår se¬
nere.
Livet ilejren forløb,somdet plejede, indtil der
endag komtoofficerer fra den Røde Armé tilos.
Forflygtningenevardet såatsigeenverdensbegi¬
venhed- siden krigensbegyndelse havde vi ikke
setenofficielrepræsentantfor Sovjetunionen. Og
nustodde foranos-i nyeuniformer med skulder¬
distinktioner. Desovjetiske officerers ankomst fik
ostil attro, at etfredeligt liv endelig skulle til at begynde,ogatvisnartvillegensehjemegnogfo¬
rældre.
Vi samledes ietfællesrum.Stemningenvarhøj¬
tidelig. Majoren hilste osi vores sejrende og ud¬
mattede hjemlands navn. Han sagde, at Rusland
villebringe alle sinesønnerogdøtrehjem,atalle undtagenforræddernehavde adkomsttilet roligt, fredeligt og bedre liv. Der blev stillet mange
spørgsmål til officererne. Til slutblev der spillet
ogsunget.
Officerernes tale fikmig tilattænke påvorøde¬
lagte hjembyogandreafkrigens rædsler,somjeg
havdeoplevet.
Man modtog og ledsagede Sovjetofficererne
med æresbevisninger. Lederen lod politifolkene
Den tabte barndom-EnlettiskflygtningiVestjylland
trædean,ogde saluterede ned i jorden; langs lejr¬
gaden flammede lyskuglerne stærkt op, når de
ramtejorden-et egenartetfyrværkeri,somvi nød.
Efter officerernes afrejse blev vores tilværelse uroligog nervøs.Folkforberedte sig på opbrud-
købtekonserves oganskaffede andre levnedsmid¬
ler. Onkel Paul havdemegettravltnu. Omdagen hjalp Edmund,jegogandre børn ham med salget
af madvarer ogandre fornødenheder. Om aftenen
havdevi enansvarsfuld opgavemedattrække de
småmønter- »ører«-påsnor.Pengenestemte al¬
tid. Onkel Paulkøbte stofogbestilte tøjsyetefter
mål til Edmund og andre børn. Da afskedstimen kom, vartøjet desværre endnu ikke færdigt-kun
Edmundsskjorteog bukservarklar. Alle børn fik
småerindringsgaver. I børnebarakken stodetbord,
som varspækket med dissegaver. Menvi kunne
ikkerigtig glædeos overalt dette.Afskeden gjor¬
deostungeomhjerterne.
Edmund spurgte: »Onkel Paul! Mener du,atvi
absolut skalrejse hjem?« Efterathave forholdtsig
tavsenstund, svaredeonkelPaul:»Vores landeer næstennaboer. Hvad der end måtte ske,vil vi helt sikkert mødes igen.« Det slog vi ostil tåls med,
menhele dendag,viskullerejse,vegEdmund ik¬
ke fra onkel Paul. Også jeg var bedrøvet og
tvivlrådig.
Dervargjortet særtogklar tilflygtningene.To¬
getholdt på strækningenmellemBlåvandogOks- by,ogvi blevtransporteretderhen med biler. On¬
kel Paulledsagedeostiltoget.Hantoghjertelig af¬
sked medosalle. Edmund faldt hamomhalsen og ville ikkegive slip på ham, førtoget sattesig ibe¬
vægelse. »Papa, papa!« græd han tårevædet. Onkel
Paulvardybtrystet.Somforstenetblev han ståen¬
detilbagemed hånden løftet foratvinke farvel.
Toget satte sig i fart. Tavseog taknemmelige togviafsked med manden, der igennemtremåne¬
der havde væretvores andenfar, og med landet,
hvor vi havde lært menneskelig godhed og livets
kontrasteratkende.
Hjemefter
Virejste hjem. Mendetvar en færd ind ienuvis
fremtid: vi anedeikke, hvad der ventedepåos.
Davihavdepasseretden danskegrænse,blev vi flyttetoveri godsvogne. Der blev formeretet nyt tog med mange vogne, der alle var fyldt med tvangsfjernede folk fraRusland. Voresgruppefik
tilforordnetenmand,somledsagedeospå hele rej¬
sen. Han var ansvarlig for vores ankomst til be¬
stemmelsesstedet.Toget blevbevogtet afsoldater.
På en station i lyskland forlod kvinder og mændtogetogstyrtedeind i denærliggendehaver.
Tilatbegynde med plukkede de æblerogblommer
fra træerne; så brød de ind i huseneogbegyndteat plyndre dem. Husejerne skreg, råbte omhjælpog
græd. Pludseliglød skud. Folk blevforskrækkede
ogvendtetilbagetiltoget.I dette øjebliksyntesdet migsom omkrigen ingen ende villetage.Situatio¬
nen varkarakteristisk forkrigstiden.
Kommandanten for togetlod alle træde an og meddelte: »Alle, som fremover deltager i plyn¬
dringer, bliver skudt på stedet!« Franuaf forekom
sådannogetaldrigmere.
Et stykke af hjemvejen blev vi transporteret med biler. Jegtror, atdetmåhave været iPolen.
Engang blev vores bilkollonne beskudt på en
skovvej. Dervaringen sårede blandtosbørn. Hvor længe rejsenvarede, kanjeg ikke længere sige.
På det første fordelingssted i Sovjetunionen, i byen Grodno, blev børnene skiltudogdeltopito grupper- børnene fra Ruslandog børnene fra de
hviderussiskebyer MinskogBobruisk. JegogEd¬
mund blev begge bragt til Bobruiskog overgivet
tiletbørnehjem, hvorfra vi skulle sendes videre.
Vi ventede allepå,hvad den kommende dag vil¬
lebringe.Måskeenlykkelig tilfældighed?
En sandlykkens pamfiliusvardentiårige Wik-
torRaschkin. En aften fortalte han: »Jegfandtga¬
den, hvor vi boede. Mange af husenedérerøde¬
lagte. Jeg stodnogentidpåenruinhobforatkom¬
mei tankeom,hvorvoreshusegentlig havde lig-
Særtogetmedflygtningepåsporetved Oksby. (Foto:Blåvands-
huk LokalhistoriskeArkiv).
get.Enpige, somgik forbi,spurgtemig: »Dreng,
hvadgørdu her?« »Vores huslåengangetelleran¬
detstedher,« svaredejeg. Tavse så vi hinandenan og faldt derefter hinanden om halsen. Pigen var minsøster.Huntogmigmed tilminmor.«
Den næste dag blev Wiktorafhentet. Endelig
var enafoshjemme. Hvorforskulle lykken ikke også ståosandre bi?
Børnehjem igen
Voresnæsteopholdsstedvaretendnu fungerende børnehjem i byen Glussk. Detvaretnyåbnet hjem,
hvor forældreløse børn af faldne partisaner blev anbragt. Børnehjemmet var ikke færdigudstyret,
dervarmangelpåalt-klæder, madrasser, tæpper, lagner, køkkenudstyr. Maden var utilstrækkelig.
Når der blev serveret kødkonserves til middags¬
mad, ventede vi ved køkkendøren på de tomme dåser foratbrugedemsomsuppetallerkener. Bør¬
nene var svagelige, led af forskellige sygdomme,
ogderforekom dødsfald. Selvomvi regelmæssigt
kom isauna,havdevi lus. Vikæmpedelænge mod luseplagen. Jeg følte det som om krigen varede ved, blot udenskyderi.
I børnehjemmet arbejdede tidligere partisan¬
kvinder. Deanstrengtesig til det yderste foratbed¬
re på forholdene. Børnehjemmet rådede over et stykkejord,somvi dyrkede selv. Vi havde ogsåen
arbejdshest. Denneførstevintervarsærlig vanske¬
lig, fordi der herskede nød overalt i landet. Jeg hu¬
sker, hvordanbestyrerenen morgenkom ind tilos isoverummetogsagde: »Stå hurtigtop,drenge! Vi
må seatfåvoreshest op atstå på benene!« Med
reb hejsede vi så hesten op ogbandt den fast til støttebjælkerne, foratden kunne holde sigoprejst.
Allebørngik i den lokale skole. Først kom jeg
og Edmund i 2. klasse, men efteren uge blev vi flyttetopi 3. klasse, måske fordi vi talte tysk lige
sågodtsomlærerinden,ogfordi tyskundervisnin¬
gen i de hviderussiske skoler dengangnetop be¬
gyndte i 3. klasse.
I de dage tænkte vi tit på Danmark, på onkel
Paul. Efteratvihavde været såmegetigennem- sult, angst, tæv, moralsk og fysisk fornedrelse -
kom Danmarkosimøde medmedfølelse,kærlig¬
hed,opmærksomhedogtillid. Alle danskere,som vi komiberøring med,forholdt sigsådan modos.
Men den bedsteaf dem varonkel Paul,somsatte altindpåattagevarepå de russiskebørn.Kærlig¬
hed og medfølelse heledevoresforpinte sjæle og mildnedehjemvéen. Nuvarvi hjemme,menhele
tiden vendte tankerne tilbage til det fjerne Dan¬
mark,til onkel Paul,voresandenfar. For Edmund
vardet aldelesumuligtatglemme onkel Paul. Ad¬
skillelsen fraelskelige mennesker havde givet ham dybe sår i sjælen,ogsituationen,somvi befandtos i,bidrogikketilatkommeoverdet.
Eftersom mange børn varubekendt med deres
forældres skæbne, skrev de breve tilgamle adres¬
seri håb om at finde frem til de pågældende. Vi
sendte fire breve tilvores gamle adressei Minsk.
Vividste,atvoreshusvarbrændt ned,atingen bo¬
edepå adressen,menvi ville alligevel ikke opgive
håbet. Ialle fire breve skrev vi detsamme,ogsom adressatanførte vivores morogtresøskende.Ef-
Den tabte barndom-En lettiskflygtning i Vestjylland
ternogentid blevtreafbrevene returneret. Vores forhåbninger gik ikke i opfyldelse,og vi varfor¬
tvivlede.
Pludselig ankometbrevfraendame,somvi ik¬
ke kunne huske. Hun havdeimidlertid boetdørom
dør medosførkrigenogkendtealtsåvoresfamilie
og alle, som boede i vores fælles hus. Naboen skrev,atpostbudet havde åbnetoglæst voressid¬
stebrev. Bevægethavde postbudetfortalt tilallei kvarteret,at todrengesøgteefter deres pårørende,
ogspurgtom nogenvidstenogetomfamilien Bir¬
ger. Vores nabogjorde,oghunviste brevet tiltan¬
teKatja,somfør krigen havde boet hosos og var blevet evakueretsammenmedvores morogsøster Lida. Tante Katja vidste, at mor,Lida og Rudolf
vari live. I brevet fra naboen stodnu,atmorogLi¬
da boede i nærheden afStalingrad, mens Rudolf
befandtsigeteller andetsted i Uralbjergene. Vi fik også opgivetmorsadresse.
Voresglæde varubeskrivelig. Snart modtog vi
etbrev framor.Frada af tænkte vi kunpå, hvorle¬
desvi kunnegenforenes. Vivari særdeles godt hu¬
mør,kunétgjordemig urolig. Jeg mærkede,atEd¬
mund ikkevarrask. Hanklagede sig imidlertid ik¬
ke, skønt han blevsvagere ogsvagere.Dervarik¬
kelægehjælp knyttet tilbørnehjemmet,ogdervar derfor ingen, som kerede sig voldsomt om Ed¬
mundssvagelighed.
Så kom vi frem til foråret1946,ogskoleåretvar afsluttet. Da vipåenherlig dag arbejdedeihaven,
kom lærerinden løbende og kaldte: »Kom straks, jeresmor erher!«
Jeg ved ikke hvilke ord, der kanbeskrivevores sindstilstand. Enhver kvinde kan forestille sig,
hvordanen mormåværetilmode,når hungenser sinebørnefter femlange krigsår. Vi børnvarhelt
forvirrede ogkunne ikketro,atvores morvirkelig
varder. Sommansiger »deterfor skønttil afvære sandt«.Vi havdedrømtså megetom dette øjeblik
oglængtes efter moderkærlighed.
Moderenfandt sinebørn,ogbørnene deresmor
- hvilkenlykke! Voresmorblev imidlertid bedtom at dokumentere, at vi virkelig var hendes børn.
Gudskelov kunne det bevises, fordi vores navne varindskrevet i hendes pas.Efteratdenneforma¬
litetvaroverstået, kunnevi tageafsted,menvi vil¬
leafvente,atEdmundshelbredstilstandvarblevet bedre.
Når vi fortalte morom vores krigstidsoplevel-
ser, vardethyppigstomDanmark,BrammingHo¬
vedgård, Blåvand,og omPaul Lundoghanshjælp.
Ofte sadvitavseognød bareatvære sammen.Ef¬
ternogentidmåtte vi konstatere,atEdmunds hel¬
bred ikke blev bedre, og vi besluttede at rejse til Stalingrad-området,hvormor ogLida boede.
Hjemme
Rejsen var lang og besværlig, især for Edmund.
Endelig kom vi tilmålet-detvar enlandsby, hvor Volga-tyskerne tidligere havde boet. Lidaoghen¬
desmandarbejdede i Sowchos'en, de havdeen ur¬
tehave,enko-enbibeskæftigelse, hvorfra de ien visudstrækning ernærede sig. Mor håbede,atfrisk
mælk oghvile villegøremin bror rask. De første
minutter efter vores genforening var stærkt be¬
vægende. Mor, Erna, Lida, Edmund ogjeg - vi
stormede mod hinanden, omfavnede hinanden, trillede rundt i en klumpogstod såsomforstene¬
de, uden ordog rørttil tårer. Kun Rudolf mangle¬
de,menvi vidste, athanvari Ural ogarbejdede i
enmine medbjergværksdrift. Somosandrehavde også hanværet megetigennem i krigsårene.
Om aftenen, da familien sad vedet festmåltid, ogjeg ville fortælleom voresomflakkende år,sag¬
demor: »Lad detligge! Måtte det hele tilhøre for¬
tiden ogaldrigmeregentage sig.«
Dagene gik. Ijuli 1946viste detsig,atEdmunds sygdomvarfremadskridende. Folkemedicin-hel¬
bredendeurterogforskellige andre kure-hjalp ik¬
ke. I landsbyen fandtes ingen kyndig lægehjælp.
Mor bragte Edmund til røntgenundersøgelse, og
han blevpå sygehuset. Også dennebehandlingvar resultatløs. Edmundvarmegeturolig, grædmeget og han ville hjem. Og de vendte hjem, men Ed¬
mundvardøende.
Den 14.juli holdt hans hjerteopmedatslå, ien alderaf 14 år ogtredage. Vi stod igen i den kolde, ubarmhjertige, dødelige skygge af krigen,og enaf
osskulle forblive her forevigt. Voresmormistede
sinsøndefinitivt,ogjeg... for migvarEdmund ik¬
ke kunenbror, hanvarmig selv, min anden halv¬
del. Ivoresliv havde vi altid deltesomalt:Brødog vand,sorg ogglæde,angstoghjemvé.
Mansagde tilos,atEdmundvardød af lungetu¬
berkulose. Efter minmeningvartuberkulose ikke
denenestegrund. Alt detsomEdmund måtte igen¬
nem i de sidste fem årvardødbringende for ham.
Endog på det tidspunkt, da krigen omsider var ovre, varhans livtyngetafenuudholdelig byrde:
Adskillelsen fra onkel Paul, som han elskede så højt. Edmundvarikke længere hos mig. Min barn¬
domvarslut.
Udmedforhåbninger
Derfulgteenperiode medetrelativt roligt liv, dog
med alle problemerne, som var knyttet til denne
tid.Jeg gik på teknikum for bjergværksdrift i byen
Nowotscherkassk -jeg ville være landmålersom min bror Rudolf. Dajeg havde nået den værne¬
pligtige alder, blev jeg indkaldt, og uddannelsen
blev afbrudt. Så fulgtetre års militærtjeneste ved artilleriet, hvorjeg arbejdede med renovering af optisk udstyr. Efter hjemsendelsen blev studierne genoptaget,dennegangved teknikum for geologi
i Nowotscherkassk. Professionensomgeolog blev dengang betragtetsommegetrespektabel,ogder¬
til komatde studerende ved detgeologiske tekni¬
kumfikforhøjede stipendier-levevilkårenevarjo stadigvæk vanskelige. Tilligevaruddannelsen in¬
teressant.Om vinteren fik viundervisning,og om
sommeren varvi ipraktik. Min praktikanttjeneste
gjorde jeg i Georgien (Kaukasus) og Sibirien (Ural). Minførste ansættelse fikjegved det geolo¬
giske bureau i Volgograd. Detvarmit egetvalg- jeg villenetopgernearbejde ved denne institution,
fordi minepårørende boede iVolgograd området.
I året 1959 blev vi opsøgt afvores slægtninge
fra Letland. Det forholdt sig sådan, at vi havde temmelig meget familie der - vores forældres brødreog søstreogderes børn. Kontakt med dem bragte ospåde tanker,at vi kunneflytte til vore forfædreshjemegn. Mor, ErnaogLida flyttede al¬
leredeåret efter tilLetland,ogjegetårsenere.Si¬
den da harjegværetbeskæftiget med udforsknin¬
genaf Letlands geologiske forholdogråstoffer.
IRiga lærte jegenarbejdskammerat, geologen
LidiaFeldmane, atkende, og skæbnen skænkede mig en fortrinlig livsledsagerske. Ligesom jeg
havde hunsomganske lille barn mistet sinfar.Un¬
derrepressalierne i 1937 blev hendes fararresteret, ogmoderen blevsammenmedLidia deporteret fra Leningrad til Archangelsk-området, hvortil devar forvist indtil 1946. Altså havde Lidialigesom jeg
fra barn af lærtelendighedognødatkende.
1964varforoset glædeligtogbetydningsfuldt
år. IaprilkomvorsønEdgar tilverden. Omsom¬
merenhændte der imidlertidnoget,somforos var
ganskeuventet.
Heleefterkrigstiden håbede jeg inderligt påen¬
gangatkomme tilatgenseonkel Paul. Jeg tænkte
oftepå hamogpå Danmark. Men tiden-detvari
årene med den koldekrig-varikkeegnettilat ta¬
lehøjt derom. Deportation, internering, fængsels¬
ophold-detvarikke ukendtebegreberdengang.
Så i sommeren 1964, daNikita Khrusjtjov for¬
beredtesigpå rejsen til Danmark, blev jeg indkaldt
for sikkerhedskomitéen. Man vistemigetgruppe¬
billede afenflokbørnog spurgte,omjegkendte
nogenafdem,og omjeg påeteller andettidligere tidspunkt havde setfotografiet. Vist havde jegset fotografiet før,og vist kendtejeg menneskenepå billedet, dog tøvede jeg et øjeblik med svaret.
