Digitaliseret af | Digitised by

(1)

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Stephens, George.; med Forfatterens Tilladelse oversat fra Engelsk af Jón Stefánsson.

Titel | Title: Er Engelsk et tysk Sprog?

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : G. E. C. Gad, 1890 Fysiske størrelse | Physical extent: 27 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

(2)

(3)

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130020878151

(4)

(5)

SHHP9

(6)

(7)

-

*

'

(8)

ER

ENGELSK ET TYSK SPROG?

A F

P

^{R O F .}

D

^{R .}

GEORGE STEPHENS

F . S . A . L O N D O N A N D E D I N B . ; H O N . D R . O F L E T T E R S , C A M B R I D G E

MED FORFATTERENS TILLADELSE OVERSAT FRA ENGELSK

A F

J Q N S T E F Å N S S O N

K J Ø B E N H A V N

F O R L A G T A F U N I V E R S I T E T S B O G H A N D L E R G . E . C . G A D

T R Y K T H O S N I E L S E N & L Y D I C H E

l8gO

(9)

(10)

GRATEFULLY INSCRIBED

TO

T HE R EV . G. T. BROWNE, B. D.

DISNEY PROF. OF ARCHÆOLOGY

C A M B R I D G E , E N G L A N D

(11)

•

'

(12)

Er Engelsk et tysk Sprog?

Disse kortfattede bemærkninger er oprindelig fremkomne i form af et populært foredrag for få dage siden i København, men kan også være af nytte for det engelske og amerikanske publikum. De fremkom som svar på et spørgsmål, der ofte stilles, især i Norden: »Hvorfor er det nordiske sprog, som kaldes Engelsk, saa uligt de andre nordiske dialekter som for tiden lever i Skandinavien?«

I virkeligheden existerer der intet engelsk sprog eller skandinavisk, Dansk, Svensk eller Norsk; intet fransk eller Tysk eller Italiensk eller noget andet sprog i Asien, Afrika eller Amerika.

Det, som går under navnet Engelsk osv. er et konventionelt sprog, der stadig forandrer sig og hoved

sagelig fæstnes af regeringssædet og dets lokale literatur, når den er tilstede, og, i »civiliserede« lande, af offentlige skoler, universiteter og undervisningsvæsenet.

Hvad der i virkeligheden existerer og altid har existeret er dialekter, den ene indeni den anden, et vævet næt af dialekter, blandede folkemaal, stedse

(13)

8 ER ENGELSK ET TYSK SPROG?

bølgende og skiftende, et resultat af mange årsager:

folkevandringer, indvandring, udvandring, stadige krige, indenlands og udenlands, mange småkonger og intet centrum, småriger skiftende grænser i hver kongefejde, berøring med andre lande gennem krig eller handel og med andre sprogarter hos trælle og slaver, ud

lændinges bosættelse i landet, der altid har fundet sted og øver en umærkelig indflydelse på hjemmets sprog, ja, selv personers eller familiers feilagtige eller særegne udtale af visse lyd eller bogstaver. Først under en stabil regering, en vis grad af civilisation samt en konge og hans kansleri eller literære dialekt kan man tale om et sprog i dets virkelige betydning. Og det er en kends

gerning, at selv da bevarer folkets masse sine lokale taledialekter og kender kun lidt til den forfinede, ortho- doxe bogdialekt. Efterhånden som kommunikations

midlerne og skolen trænger frem overalt vil naturligvis denne sidste kendsgerning forsvinde eller modificeres.

Når vi taler om oldskandinaviske dialekter, s å m å v i f ø r s t v i d e n o g e t o m h v o r l e d e s d e v a r . Hvor meget vide vi? Meget lidt; kun at de ældste er Dansk og Svensk, at Norsk-Islandsk er en blandet og i mange henseender moderne dialekt, der udmærker sig ved at have gemt så mange vigtige arkaismer, ved sine lån fra Oldengelsk, Keltisk og de romanske sprog samt sin rige og vigtige literatur. Islandsk er for svært til at gøres til skolefag og det er et stort misgreb, at gøre det til et tvungent fag for unge men

(14)

ER ENGELSK ET TYSK SPROG?

9

nesker i skolerne. Den smule vanskelig grammatik de lærer glemmer de snart igen. Lad dem hellere bruge den tid, de har tilovers, til Svensk i danske skoler lige

som Dansk burde læres i svenske skoler. Folk synes virkelig at glemme, at en times vej fra København tales det gamle, musikalske svenske sprog af næsten 5 millioner stammebrødre. Når hver provins gjorde dette, vilde oversættelse til og fra de 3 skandinaviske sprog indbyrdes næsten høre op og det nordiske bog

marked tælle næsten 10 millioner mennesker.

Hvis der endnu var skoletid tilovers, så ligger Engelsk nærmest. Skønt det har sin oprindelse fra skandinavisk, er det nu så forskelligt, at det ikke kan have nogen skadelig indflydelse på dette, medens Tysk nu står de moderne nordiske sprog så nær, at det dag

lig germaniserer dem mer og mer — gratis. Den eneste tak Skandinavien får for således at germanisere sin ungdom på sin egen bekostning er en videnskabelig

»lov«, om at Skandinavien taler en nordtysk dialekt.

Alt vort, al vor literatur, gammel og ny, i Skandinavien, England, vore kolonier og de Forenede Stater bliver nu indrubriceret og annekteret af vore frænder som Nordtysk, under fællesnavnet »Teutonisk«, »Germansk«,

»Deutsch« osv.

Men det store spørgsmål, vi her diskuterer, er O ld- skandinavisk. Lad os gøre det rolig. Hvilke ere vore hjælpemidler til at danne os en forestilling om de nordiske dialekter for et eller to årtusinder siden? De

(15)

I O ER ENGELSK ET TYSK SPROG?

første er runemindesmærkerne, af hvilke de oldnordiske med det længere Futhorc (alphabet) er de ældste, medens de yngre er de skandinaviske med et kortere alphabet (16 bogstaver). De ældre runer findes i Skandinavien fra Kristi fødsel eller tidligere, i England fra det femte århundrede. Men da var nogle af de engelske runer modificerede for sprogets skyld; dette gamle alphabet må derfor være blevet bragt fra sit nordiske hjem nogle århundreder tidligere. Disse bog

s t a v e r k u n d e k u n k o m m e f r a e t s t e d , h v o r d e f a n d tes. Men ingen runer er nogensinde blevne fundne udenfor Norden og dets kolonier. Ingen Saxer eller Germaner kendte skrivekunsten før de lånte den fra Romerriget og den vestlige kirke. De havde ikke engang ordet rune for bogstav og alle deres ældste indskrifter er på latin med latinske bogstaver.*)

I Norden mister det oldnordiske eller længere Futhorc efterhånden mange tegn, så at det korte eller skandinaviske er mest i brug i det ottende og niende

* ) D e t S k a n d o - g o t i s k e o r d R u n , R u n a o s v . h v i s k e n , t a l e , h e m m e l i g h e d , o s v . — b e v a r e t i m o d e r n e E n g e l s k » r o u n « e l l e r

» r o u n d « , a t h v i s k e — e r a l d e l e s i k k e b e s l æ g t e t m e d d e t S k a n d o - A n g l i s k e R u n , e t r u n e t e g n , s o m a l d r i g e r b l e v e t f u n d e t u d e n f o r N o r d e n o g d e t s k o l o n i e r . N å r R o m e r r i g e t s i n d s k r i f t e r f r a r e g n e s , e r a l l e d e æ l d s t e i n d s k r i f t e r i T y s k l a n d r i s t e d e a f d e n k r i s t n e k i r k e f o r d e n s m e d l e m m e r , p r æ s t e r o g n o n n e r o g a n d r e , i k i r k e n s s p r o g , l a t i n . H e l l e r i k k e e r e n e n e s t e b i l i n g v a l ( l a t i n o g d e n l o k a l e d i a l e k t ) e l l e r b i l i t e r a l ( l a t i n s k e o g r u n e b o g s t a v e r ) i n d s k r i f t n o g e n s i n d e f u n d e t i T y s k l a n d . I k k e f ø r m i d d e l a l d e r e n f i n d e s d e r i T y s k l a n d n o g e t m i n d e s m æ r k e m e d d e n l o k a l e d i a l e k t .

(16)

århundrede. Men latinsk kultur og kirke var uimod

ståelige; først lagde man tegn til de sexten, så at de blev ligeså mange som bogstaverne i det romerske alphabet og deres rækkefølge blev også forandret fra FUTHORC til Latinens A,B,C.*) Det romerske tryk blev stærkere og stærkere og i det tolvte århundrede var alle slags runer for det meste ude af brug, skønt præsterne endnu benyttede og beskyttede dem. Paa sine steder var de endog i brug indtil efter reformationen. Af den samme grund kom det oldnordiske alphabet ud af brug i England, kolonien, i det ottende eller niende århun

drede. Da vikingerne senere bragte deres yngre runer med dem til øen, havde disse ingen rod, var isolerede og uddøde snart. De smukke runekors med keltiske dekorationer på øen Man er en isoleret gruppe, alle kristne, i en udpræget norsk dialekt.

Men runemindesmærker er ofte vanskelige at tyde og er få, både i deres hjem og udenfor det; tusinder og atter tusinder af dem er gåede tilgrunde; i heldigste tilfælde plejer de kun at bære få ord. Vi må derfor søge til en anden slags skrift, den der findes i håndskrifter, på skind eller papir. Her er kun tale om det, som 'er på modersmålet, ikke på latin eller de romanske sprog.

Hvor gamle er saa disse håndskrifter?

*) Det oldnordiske alphabet bestod af 24 til omtrent 30 tegn; efter de første sex (F, U, {), O, R. C) kaldtes det FUTHORC; dette ord var det første af de bogstavgrupper, i hvilke det oprindelig var delt.

(17)

1 2

De ældste håndskrifter i Europa i en nulevende Skandogotisk dialekt er de engelske. De begynder omtrent 600 A. D. og fortsættes uafbrudt i forskellige l a n d s k a b e r . N å r v i b e t r a g t e r d e t e n g e l s k e i r u n e r o g håndskrifter, finde vi overalt lokale dialekter, men i særdeleshed tre store dialekter eller rettere dialekt

g r u p p e r : N o r d e n g e l s k e l l e r N o r t h u m b r i s k , M i d land, Vessex eller Sydengelsk, almindelig kaldet for Angelsaxisk. Selv da var der, sålangt vi kan gå tilbage i tiden, en stor forskel paa disse tre dialekt

grupper. Således har vi i England en stor plads, lang tid og materiale og i hovedtrækkene kan vi følge Engelsk fra

»Old« til »Early«, fra »Early« til »Middle«, fra »Middle«

til »Later« — omtrentlig den elizabethanske tid — og derpå til moderne Engelsk. Oldengelsk udmærker sig ved dets rige vokalismus og konsonantismus, dets gamle endelser på substantiva, pronomina og adjectiva, dets bøjningsformer og ejendommelige syntax i prosa samt dets udmærkede bogstavrimede poesi. På det næste stadium, »Early« Engelsk, finde vi store foran

dringer, sammenblanding af former, optagelse af romanske ord, nye analogidannelser. I »Middle« Engelsk er tusin

der af ord døde, de fleste grammatiske former svækkede eller forandrede, men bogstavrim i poesi holder sig gennem begge disse perioder. »Later« Engelsk er endnu mere simplificeret og dialekterne kæmper nu om herredømmet i eftertidens Engelsk. For exempel, i Shakespear's tid finde vi side om side og undertiden

(18)

ER ENGELSK ET TYSK SPROG? 1 3

skiftevis på samme side tre systemer i præsens indi- cativi: det nordengelske med s-endelse i hele singularis og pluralis; Midland med pluralis på -en; det syd- engelske med anden person singularis på-st, tredje person singularis og hele pluralis på -th. Ingen kunde dengang blot gjætte sig til hvorledes kampen vilde ende i den fjerne fremtid. Det virkelige resultat var mærkeligt nok. Med nogle få undtagelser i poesi og høj prosa har vi nu kun anden person singularis på -st og tredje på -s; i hele pluralis er hver endelse for

svundet!

Så kommer vi til moderne Engelsk, med dets levninger fra oldtiden blandt det ny, med dets store forråd af romanske og udenlandske ord og konstruk

tioner, dets grammatik reduceret til et minimum, dets umådelige rigdom af ord og korthed i udtryksmåde, det gradvise svækken eller bortkastelse af gutturaler og optagen af bløde og melodiøse lyde. Derfor er det nu for det meste et enstavelsessprog — det rigeste, men simpleste og kraftigste sprog, som har existeret i verden, verdenskulturens verdenssprog. Og denne for

underlige væv af Skandogotisk og Romansk, de to ringe af guld og sølv, der gør det skikket til dets mission, bevarer dog i det væsentlige sin skandinaviske, særlig danske, karakter.

Lad os nu tage Skandinavien. Hvor langt tilbage gå dets håndskrifter, det vil sige, i modersmålet? De tid

ligste håndskrifter er, norsk-i si and ske, lidt før 1200

(19)

1 4 ER ENGELSK ET TYSK SPROG?

og senere. Men sproget i disse tidligste skrifter er ikke blot meget forskelligt fra det klassiske Islandsk i det fjortende århundrede, men fremviser også lokale dialekter. Så kommer Svensk i den sidste fjerdedel af det trettende århundrade, også i forskellige dialekter.

Så Dansk omkring midten af det trettende århundrede med sine landskabsdialekter. Det er også værd at lægge mærke til, at alle de ældste Angloskandiske skindbøger har bevaret nogle runer istedetfor de til

svarende latinske bogstaver. Dette findes aldrig i noget saxisk eller tysk håndskrift.

Hvad betyder nu årstallet 1200 eller 1300? Det betyder, videnskabelig og praktisk set, middelalderen og den middelengelske periode. Hvor er da det til

s v a r e n d e m a t e r i a l e f o r O l d s k a n d i n a v i s k o g » E a r l y « Skandinavisk? Der findes ikke andet end nogle få ord i runer. I dette øjeblik er folkedialekterne i Da

larne, Gotland, Småland, Trondhjem, Syd-og Vestnorge, Skåne, Sjælland og Jylland meget forskellige. Mange Danske forstå ikke deres landsmænd, ligeså lidt som mange Svenskere, Nordmænd, Franskmænd, Tyskere og Italienere gør det. Hvor forskellige var de i de første fem eller ti århundreder efter Kristi fødsel?

Der er en mærkelig gradvis overgang fra det fuldttonende, formrige Svensk til det lydsløjfende mono- syllabiske Jydsk. Var der nogen slig overgang og

dialektmængde i oldtiden og havde dette nogen ind

flydelse på nybygderne og dialekterne i England? Vi

(20)

ved meget lidt om dette, da så lidt er bevaret i runer, men det er sandsynligt, for Englands ældste dialekter, der står Tysk så fjernt, men er nærbeslægtede med Frisisk og Saxisk, må allerede delvis have dannet sig i det nordiske moderland. Således vil de ældste engel

ske runer og håndskrifter bøde på mangelen af mate

riale i Norden og være af nytte ved læsningen af dettes ældste runeindskrifter.

Dette er så meget desto mere tilfældet, fordi Eng

land er en 0 og længe bevarede med liden forandring, hvad det havde, skønt det, som andre »barbariske«

lande, tidlig lånte ord fra romersk kultur og vestens kristendom. Skandinavien derimod er et fastland — ti sundet er kun et bindeled —, landfast med Saxere og Tyskere; ad forskellige veje, dynastiske, politiske, soci

ale og commercielle, blev det, ligesom nu, stærkt på

virket af deres dialekter og ideer. Hertil kommer, at de nordiske sprog mer end alle andre i den skandogotiske gruppe er blevne forandrede fra grunden af ved indre lokal udvikling. Så langt tilbage som deres skindbøger når, er de meget forskellige fra Skan- dogotisk, det bedste fællesnavn på den nordiske, saxiske og tyske gruppe af lokale dialekter, der også ind

befatter vort Skando-Anglo-Frisisk.

A.

Hvilke er de vigtigste kendetegn for det fælles Skandogotisk? De er:

1. Artiklen foran substantivet.

2. Infinitiv på-an.

(21)

3 . I n t e t r e f l e x i v t v e r b u m . D e r e r s p o r a f d e t t e i Moesogotisk, men det er helt forskelligt fra det skan

dinaviske reflexivum på -s. Moesogotisk alene har et passivum.

B. Hvilke er i modsætning hertil kendetegnene på d e t æ l d s t e S k a n d i n a v i s k , s o m d e t f i n d e s i h å n d s k r i f t e r ?

1. En sent opstået artikel, der sættes efter sub

stantivet. Den udvikler sig langsomt af et emphatisk pronomen imellem substantivet og et adjektiv, der lidt efter lidt hænger sig ved substantivet uden forbin

delse med et efterfølgende adjektiv.

2. Infinitiv på -a eller -ae.

3. Et reflexivt verbum på -s, der først er sjældent, men derpå almindeligt.

C.

Hvilke er kendetegnene på det ældste En gelsk i h å n d s k r i f t e r ?

1. Artiklen står foran substantivet, når den fin

des, ligesom udenfor England.

2. I det tidligste Nordengelsk eller Northumbrisk er infinitivets -n ifærd med at uddø og endelsen er -a eller-æ eller en anden vokal; undertiden er vokalen faldet bort. Men i samme tidsrum og i samme land bevares infinitivets -an eller -en for det meste, i Midland og særlig i Sydengelsk, til omtrent 1500 eller 1450—

1500, efter dialekten.

3. Intet reflexivt verbum på- s er nogensinde fun

det i Engelsk og endnu mindre det mærkelige norsk

(22)

l7

islandske reflexivum på -mk (mik) etc. Det engelske reflexivum brugte dativ eller acc. af he, det skandina

viske han (hvori n er en tilhængt partikel).

Hvad kommer dette emnet ved? Jo. Så langt til

bage som vore egne og de nordiske og udenlandske annaler og traditioner nå, har Englænderne altid været Normanner, fredelige eller krigerske stammer eller ny

byggere, der begynde at bosætte sig i England kort efter Kristi fødsel. Heptarkiet øger deres magt, der kulminerer i vikingetiden. De kom fra forskellige egne, i det hele fra Skando-Frisland, hovedsagelig fra Danmark og bragte med sig kunsten at riste runer, en udviklet mythologi og en rigdom af heltesagn.

Den store danske sprogforsker Rasmus Kristian Rask offentliggjorde pludselig tidlig i dette århundrede den opdagelse, at Engelsk var et tysk og ikke et nordisk sprog. Han kendte nødvendigvis ikke de runefund og studier, det sproglige materiale og de d i a l e k t s t u d i e r , s o m e r o p s t å e d e e f t e r h a n s d ø d . * ) Hvilke var hans grunde til dette? Mange. De fleste

*) Det må siges, at hele det rige oldnorthumbriske materiale i runer og håndskrifter var ukendt af Rask i nogen videnskabe

lig betydning. Han offentliggjorde sin teori i 1830. Ruthwell- korset blev først dechiffreret af Kemble i 1843. Durham ritu

alet blev ikke trykt før i 1840 af Stevenson, hvis mange feil blev rettede af Skeat i 1879. Lindisfarne og Rushworthglosserne t i l e v a n g e l i e r n e e r u d g i v n e 1 8 5 4 — 6 5 , m e n d e n f ø r s t e k o r r e k t e udgave af Skeat 1871—87. Fler omtaler jeg ikke. Intet en

gelsk runemindesmærke var kendt af Rask. Han døde i 1832.

(23)

i 8 ER ENGELSK ET TYSK SPROG?

vil vi undlade at omtale, da de er forældede og uden betydning nu efter de store fremskridt som runologi og dialektologi har gjort i det sidste halve århundrede.

De i sig selv vigtige er de tre følgende:

1. Artiklen står foran substantivet i det ældste Engelsk, Saxisk og Tysk, men efter det i Norden.

Godt. Men artiklens stilling, »theman, man the«

er ofte tilfældig i sprog af samme familie og kan for

andre sig i det samme land. Dette er tilfældet i Skan

dinavien. Runer og skindbøger vise, at dengang den dukker op der, står den forail og ikke efter. Kends

gerningerne er følgende. Den nordiske post-artikel op

står kort før år iooo, var længe sjælden og er den dag idag ikke trængt igennem hos folket i Nord- og

c

Syd-Jylland. Ulykkeligvis var denne teori, at den præ- figerede artikel stemplede landet -som tysk, ikke blot videnskabelig falsk, men havde skæbnesvangre politiske følger. Den blev optaget af den tyske sprogforsker Jacob Grimm og udbredt til tyske professorer og skole

lærere. Jylland blev kaldt tysk, fordi det havde denne artikel. Preussen benyttede sig af dette for at sætte sine svigefulde planer mod sin svage nabo igennem og berøvede Danmark ved magt og list, ikke blot det tyske Holstein, men også det gamle, danske land Sles

vig, hvor det nu udrydder dansk sprog med ild og sværd.

2. I håndskrifterne ender det skandinaviske infinitiv på -a eller -æ, men i det gamle Sydengelsk, Saxisk og Tysk på -an, senere -en. Derfor er engelsk tysk.

(24)

i9 Godt. Men vi vide nu, at denne nasalisering af -n kun er en lokal udvikling og et tidsspørgsmål.

Langt tilbage i Skandogotisk er endelsen -an, så -en, så -a eller -æ eller en vokal; siden falde vokaler bort som i Jydsk og andre nordiske dialekter og i Engelsk og et tostavelsesord bliver et enstavelses

ord. I engelske runeindskrifter finder man dette -n og på nogle få steder i nordiske runeindskrifter, men de ældste — og dog yngre — skandinaviske hånd

skrifter har intet n. Beviset med tilstedeværelse eller ikke-tilstedeværelse af infinitiv på -n er et tveægget sværd, ti også i store strækninger af Tyskland var dette -n tabt for længst, medens andre tyskere be

varede det. Bliver da det n-løse Northumbria derved en skandinavisk provins? Hvis det er så, da var den northumbriske halvdel af England skandinavisk og resten tysk, på en og samme tid. Begge disse befolk

ninger kom fra det samme nordiske hjem og begge brugte de samme nordiske runer, som var ukendte udenfor Skandinavien. I kraft af det samme ræsonne

m e n t v i l d e d e n - l ø s e t y s k e l a n d e v æ r e s k a n d i n a viske og skulde annekteres af det forenede Skan

dinavien.

Den simple kendsgerning er blot, at de northum

briske dialekter havde gennemgået en lignende hurtig, revolutionær, simplificerende udvikling som det ældste skandinavisk i håndskrifterne. Denne forandring be-_o stod hovedsagelig i et let forståeligt fænomen, den ud-

2 *

(25)

2 0 e r e n g e l s k e t t y s k s p r o g ?

strakte svækkelse eller assimilation eller fjernelse af n overalt. Denne proces kan vi ikke følge i Skandina

vien på grund af mangel på sprogmindesmærker, ældre end skindbøgerne. Vi kan det i England, for der har vi det nødvendige materiale til sammenligning. Da vi nu kender grunden, så kan vi bruge det gamle Nord

engelsk som en nøgle til at tyde de ellers så vanske

lige ældste, skandinaviske håndskriftsprog.

3. Reflexivum på -s. Denne mærkelige form er ukendt i det levende Skandogotisk undtagen i Skandinavien. Dets opståen der kan forklares. Alle skan

dinaviske dialekter havde en accusativ af det reflexive pro

nomen, sik, sig selv, hinanden. Denne hængtes ofte t i l e t v e r b u m o g d a n n e d e e t r e f l e x i v t v e r b u m . Således dannede spyria (vort spe ir, at spørge) spyria sik, at spørge for sig selv. Lidt efter lidt blev sik sammentrukket til sk, hvorefter det ud

taltes som st, sz, stz etc. Så blev der kun s tilbage og i denne form danner det det særlige skandinaviske reflexive verbum. Det begyndte at indtræde sent i det tiende århundrede, muligvis under påvirkning fra d e t m o e s o g o t i s k e r e f l e x i v e v e r b u m p å s i k , o g e r n u almindeligt i hele Skandinavien. Dette sik (i forskel

lige lokale former) var oprindelig næsten almindeligt i fælles Skandogotisk, er i udstrakt brug i de saxiske og tyske sprog, også som et slags verbalt s u f f i x . M e n i d e n n e g r u p p e b l e v s i k a l t i d f u l d t u d opretholdt som i Moesogotisk, og aldrig forkortet til s.

(26)

Således voxede ikke den saxisk-tyske verbale brug af sik, men blev en undtagelse og dannede aldrig et r e g e l m æ s s i g t r e f l e x i v t v e r b u m s o m i N o r d e n , h v o r s i k blev til et bart s.

Da dette sik er et vigtigt ord vil jeg omtale det mere udførligt. IMoesogotisk, en af mange gotiske dialek

ter, der nu er tabte og hvis forskelligheder vi af den grund ikke kende, findes: gen. sing. seina; dat. s.

sis (endelses -s-et er i de andre skandogotiske sprog b l e v e t t i l r , s o m s å o f t e s k e r i a l l e s p ro g ) ; a c c . s . s i k . I N o r s k - I s l a n d s k g e n . s i n , d a t . s e r ( s b l e v e t t i l r ) , a c c . s i k .

I S v e n s k e t e x e m p e l p å g e n . s . s i n , i n g e n d a t i v , acc. sik, sig (også brugt for dat.)

I F æ r ø i s k d a t . s æ r , a c c . s e g ( b r u g t s o m d a t i v ) . I D a n s k k u n a c c . s i k , s i g , b r u g t s o m d a t i v . I H o l l a n d s k g e n . Z i j n s ( g e n . e n d e l s e n s f ø j e t t i l ) ; a c c . ( o g d a t . ) Z i c h .

I T y s k e t c . g e n . s e i n , a c c . ( o g d a t . ) s i h , s i c h . I F r i s i s k e r d e t t e o r d u d d ø d t . D e r f i n d e s a l t s å ikke sik som i oldengelsk. De latinske sui, si bi, se er parallele former.

Så er der en gren af dat. ser (for eller ved sig selv), der i de fleste skandogotiske sprog bruges som e t e m p a t h i s k a d v e r b i u m e l l e r a d j e k t i v u m o g tillige i sammensatte ord. Den er tabt i det engelske bogsprog. Men hos nordengelske forfattere, i Syd

skotland og hist og her i provinserne bevares det og

(27)

staves ser, sere, s air. Af dette ord kommer det svenske dialektord s æra, at sætte for sig selv, at ad

skille.

Mere almindeligt er det adjektivale pronomen, på Moe s o g o t i s k s e i n s , i a n d r e s k a n d o g o t i s k e d i a l e k t e r s i n , (hans, hendes, dets.) I oldengelsk forekommer, dog s j e l d e n , s i n .

P e r a s p e r a a d a s t r a ; v i k a n n u b e d r e b e d ø m m e d e n k e n d s g e r n i n g a t d e t t e r e f l e x i v e v e r b u m a l d r i g h a r existeret i England. Men her kommer et andet spørgsmål til, det om blandede dialekter, hvilket ofte benægtes, men ikke destomindre er tilfældet, Kolo

nier, der stamme fra forskellige stammer, er udsatte for store forandringer. Hundreder af ordstammer gå tabt, andre komme istedet, former omdannes, syntax og konstruktion afbleges, lån gjøres hos nabostammer.

Kast blot et blik på, hvad der går for sig nu blandt millioner Skandinaver i Amerika, hvilket kaotisk mål, hvilket barbarisk Engelsk, hvilke nye former, og alt dette tiltrods for den konservative indflydelse fra en mægtig skandinavisk presse. Således har det altid været. Således var det i England i de ældste tider med det skandogotiske sik. Såvidt jeg ved er denne acc. sik og dat. ser aldrig set eller hørt i England, selv ikke efter Vikingernes bosættelse. Vi havde en

gang det adjektivale pronomen sin, men det var meget sjældent og uddøde tidlig, nærved 1100. Således har vi tabt hele ordstammen. Men da det ældste Engelsk

(28)

havde tabt dette sik så tidlig, så kunde det ikke danne et reflexivt verbum på -s, selv om det havde villet gøre det!

En anden kendsgerning, ligeså mærkværdig. Alle skandogotiske sprog havde neutral-endelsen -at eller -t (dialektisk z etc.) og bevare den i det hele taget den dag idag. I Olddansk har vi endog et m æ r k e l i g t n t f o r t f . e x . s i n t b a r n i s t e d e t f o r s i t barn, hvor n assimileres med det efterfølgende t. Men dette neutrale t er ukendt i Oldengelsk og Nyengelsk u n d t a g e n i : p æ t , t h a t ( s k a n d i n a v i s k d e t ) ; H w æ t , w h a t (Hvad i moderne Svensk og Dansk; Kvat med mange dialektiske afvigelser fra ka til hot på Norsk, og det Skandogotiske (hita, hint, hitt, hit, es osv.) it, som nu er næsten fortrængt af det og dets afsvækkelser (dæ, 'et etc.) i Skandinavisk. Engelsk er derfor hverken nordisk eller tysk.

Hvorledes kan folk ræsonnere således i det nittende århundrede ? Selv i det ærværdige Moesogotisk, hvor dette neutrale -at eller -t bruges så meget, mangler det ofte. Og, hvad der er det mest mærkværdige, det almindelige t mangler i hvad, der er således

Nominativ sing. mase. Hwas fem. Hwo, neut Hwa.

Acc. sing. mase. Hwa'na fem. Hwo, neut. Hwa.

Her slår »lydlove« og teoretiske analogier ikke til!

Et andet punkt i den moderne forskel på engelsk og skandinavisk sprogbrug i visse retninger. Dette er

(29)

vigtigt, ti forestillingen om, at det samme resultat altid betyder lån, har voldt mange misforståelser. Jeg skal indskrænke mig til at give et exempel, og vælger et almindeligt ord, ti den slags ord er de vigtigste. De a l m i n d e l i g e n o r d i s k e o g e n g e l s k e p r æ p o s i t i o n e r m i d , mip, mæ]), me d etc. og wip, wid, ved etc. har mange betydninger, særlig nær (ved), men kan også begge b r u g e s i b e t y d n i n g e n , s a m m e n ( m e d ) , s o m h e r r e over, brugende. Men i »late« og moderne Engelsk

er mid uddødt som præposition og bevares kun i et ord, midwife, en kvinde, der er med (with) en anden som hjælper, en jordemoder; her er det altså kun et led i et sammensat ord, men ikke en præposition. I Skandinavien h a r , i d e t h e l e , d e t m o d s a t t e f u n d e t s t e d . V i d , v e d er der forældet i betydningen med (with) og bruges h o v e d s a g e l i g i b e t y d n i n g e n n æ r ( v e d ) , h o s . M i d , m e d e r n u d e t s k a n d i n a v i s k e o r d f o r w i t h .

Her kommer en anden særskilt, literær, nordisk d i a l e k t , F æ r ø i s k , t i l . D e r e r m e d u d d ø d t o g w i t h kommet istedet; vid bruges der akkurat som i moderne Engelsk. Jeg tror næppe nogen vil være så djærv at sige, at vi har lånt mekanisk fra de fjerntliggende Færøer eller de fra os. Det er kun en parallel udvikling.

Hvad er da resultatet af hele denne diskussion?

Vi må følge kendsgerninger og ikke teorier i sprog

videnskaben som i naturvidenskaberne. Ingen forsvarer nu den store absurditet (almindelig vedtaget i min tid, men nu næsten forladt), at Islandsk var hele Skandinaviens

(30)

modersprog, tusind år førend øen selv blev fundet og bebygget, så at de gamle danske og svenske sprog

grupper var udsprungne fra dette vanskelige og blan

dede øsprog. Kendsgerninger og sund menneskefor

stand må afgøre spørgsmålet. Engelsk kom fra rune

landet Skandinavien, men gennem flere indvandringer med forskellige dialekter, som nu. Engelsk og Skan

dinavisk må studeres sammen.

Vi kan historisk følge med, hvorledes disse koloni

s p r o g k o m f r a N o r d e n . A l l e e r e n i g e o m , a t E n g land blev delvis eller for en stor del bebygget derfra, k o r t e f t e r K r i s t i f ø d s e l . I n g e n n æ g t e r , a t d e n a n d e n nybygd var Island fra Vest Norge. Og vi vide, at den tredje var den norske nybygd paa Færøerne. Der er en tilsvarende kronologisk sprogforskel i disse tre sproggrupper. Engelsk, hvor det så kom fra, er det mest skandogotiske af de tre. Islandsk er det næstældste i former, med særlige arkaismer på den ene side og lån på den anden. Færøisk er det yngste, med lokal udvikling i mange måder. I alle disse lande, ligesom i selve Skandinavien, har der været og er sta

dige forandringer og dialekterne fremvise utallige varia

tioner. Dette er også tilfældet i England.

De ældste northumbriske og »Midland« mindes

mærker med runer og romerske bogstaver, ned til A.

D. 900 — de bevare således lokale dialekter meget ældre end vikingeindfaldene i det niende og tiende år

hundrede — er i et sprog (eller dialektgruppe), der

(31)

står det ældste håndskrift-Skandinavisk (dialektgruppe) så fjernt som vel muligt. Det særlig viking-skandi

naviske mangler i dette Northumbrisk. Det særlig northumbriske mangler i det viking-skandinaviske.

Endvidere vise engelske sprogmindesmærker om

trentlig ved vikingetiden i provinser, der i højere eller mindre grad blev genbefolkede af vikingerne, hvorledes dialekter, der stamme fra dem og for det meste leve endnu, kunne være meget forskellige fra de ældre dialek

ter, skøndt de bevarer visse karakteristiske ejendomme

ligheder.

Men det er med det sydvestlige England som det nordøstlige. Alle dialektgrupperne, hvad enten de er v i k i n g e d i a l e k t e r e l l e r i k k e , h a r e t t i l f æ l l e s : d e h a r i n g e n p o s t - a r t i k e l o g i n t e t r e f l e x i v t v e r b u m på -s. Hvorfor? Fordi da disse vikingehorder landede p å v o r k y s t , s æ r l i g i D a n e l a g , h a v d e d e i n g e n s e l v i deres skandinaviske hjem. De kunde derfor ikke give os hvad de selv manglede. Hvis to substantiver med post-artikel findes i nyere engelsk og hvis et eller to omtvistede reflexiva (bask og busk) er det og ikke keltiske ord, så findes de så sent, at de stamme fra de nordiske nybyggere i det ellevte og tolvte år

hundrede, da hundreder af skandinaviske ord optoges i vort ordforråd.

Kort sagt, vi vide endnu ikke bedre end at det ældste Engelsk er nøglen til det gamle Skandinavisk og dets runer. Tag de romanske og keltiske elementer udaf

(32)

2 7

Engelsk og vi vil finde Oldnordisk. Tag den saxiske, tyske og keltiske fernis fra Skandinavisk og Oldengelsk bliver tilbage.*) Engelsk for England; Skandinavisk for Skandinavien; Skando-anglisk for Skando-Anglia!

Ovenstående er det resultat, hvortil jeg er kommet efter at have boet og vandret i mange år i selve Nor

den og omhyggelig studeret dets runer og dialekter, dets gamle og nye literatur og dets oldtidslevninger.

Jeg har sammentrængt disse almindelige bemærkninger såmeget som mulig og skrevet dem så tydelig og populært, som emnet tillader. De komme fra en ringe studerende som en venskabelig linguistisk hjælp for Mr. P. B. Du Chaillu's mandige protest, i hans betydningsfulde værk »The Wiking Age«, mod den moderne trafik at germanisere England og Englænderne.

GEORGE STEPHENS.

København, Danmark.

4. Marts 1890.

*) Ved Engelsk mener jeg, som jeg har sagt, gruppen af engelske dialekter i Storbritannien, ved Skandinavisk gruppen af skan

dinaviske dialekter i Skandinavien. Engelsk var ligeså lidt Svensk eller Dansk som Dansk var Svensk eller Svensk Dansk.

Men for 1500 år siden havde de alle visse hovedpunkter tilfælles, forsåvidt som kendsgerninger og mindesmærker bevise noget, og disse stå i den stærkeste modsætning til alt, der går under navnet Tysk.

(33)

; mmmrn

(34)

A?. •„„„•^^,,•1'. ,| ... • —***>'•

HlHHHHHHHHHHHIHIil

(35)

(36)

-

— ^

•

.

•

.

•

(37)