Georg Hansen
- en kulturhistoriker i
opposition
AfDorthe Olesen
Den danske historiker Georg Hansen (1916-1992) opfattes almindeligvis
somkulturhistoriker og nævnes afog til i samme åndedrag somkulturhi¬
storikerne Troels Troels-Lund (1840-1921) og Hugo Matthiessen (1881- 1957). Ietnologienerdisse forfatteres kulturhistoriske arbejde blevet opfat¬
tetsom enmodsætning til den etableredeogdominerendehistorievidenskab (1). Denne artikel vil tage udgangspunkt i opfattelsen af Georg Hansens
kulturhistoriskearbejdesom»kulturhistoriesomopposition«.Menvedatse
nærmere på Georg Hansens arbejde med de kulturhistoriske emnervil ar¬
tiklen fremhæve træk, der adskiller Georg Hansen fra andre kulturhistori¬
kere, ogtræk, derpegerpå,atGeorgHansenpå éngangarbejdedesomkul¬
turhistoriker ogsamtidigvarforankret i historiefagets traditionerogdiskus¬
sioner.
GeorgHansenermestkendtsomforfatter til bøgerne »Degnen. Studie i
det 18. Aarhundredes Kulturhistorien (1944), »PræstenpaaLandetiDan¬
marki det 18. Aarhundrede« (1947) og »Sædelighedsforhold blandt land¬
befolkningen iDanmarkidet18. århundrede« (1957) (2).
Disse tre bøger danner også baggrund for denne artikel. Men desuden inddrages bogen »Grundtræk afenhistorisk metode« (3), somGeorg Han¬
senskrev i 1963.1 denne bog formulerede han sinsene opfattelse af histo¬
riefagets opgaverog metoder.
»Degnen«, »Præsten«og»Sædelighedsforhold« vartænkt som endel af
et større værk om 1700-tallets danske kulturhistorie, som Georg Hansen
allerede i en ung alder havde planlagt. Her ville han skildre samfundets
»hovedtyper«. Foruden degnen ogpræsten inkluderede detbonden, herre¬
manden, barnet, betleren, kræmmeren, tjenestekarlen, tjenestepigen, land¬
håndværkeren, fiskeren, ridefogden og skoleholderen. Bogen om sædelig¬
hedsforhold skulle have været suppleret af en bog om periodens sund¬
hedsforhold. Efter udgivelsen af »Sædelighedsforhold« skrinlagde Georg
Hansenplanerne forværkets sidste bind. Senere leverede han nogle bidrag
til samleværket »Dagligliv i Danmark«, der omhandlede perioden 1620-
1964 (4).
Arven
fra Troels-Lund
GeorgHansenskulturhistoriske forfatterskaberblevet opfattetsom enfort¬
sættelseafTroels-Lunds»DagligtLiv iNorden i det sekstende Aarhundrede«,
der varudkommet i årene 1879-1901. Troels-Lund lagde grunden til den
danske kulturhistorisketradition, der arbejdede med dagliglivet, oghan så
dette somen modsætning til historikernes interesse for staten ogden poli¬
tiske historie. ForTroels-Lundvardagligliveten enhed af legemligtog ån¬
deligt i mennesket:»Den tilværelsehvoriviersat,det liv, visommennesker lever, er nu engangfor alle knyttet til krav på føde, bolig og klæder, om¬
spændt afformerne: fødsel, ægteskab, samlivogdød« (5). Historikere som
tyskeren Dietrich Schäfer (1845-1929) havde ikke meget tilovers for den
form for kulturhistorie. I hansøjnevardagliglivetnogetlegemligt, der ved¬
rørtemenneskets»dyriske« dele.Imodsætning til menneskets »åndeligeog
sædelige rørelser«, var dette dagligliv efter hans mening ikke værd atbe¬
skæftige sig med (6).
En ikke-materialistisk
opposition
Dereringen tvivl om, at den særlige danske dagliglivs historie varetvig¬
tigt fundament forGeorg Hansens kulturhistorie. Hansoppositionvarimid¬
lertid ikkeprimærtrettetmod statshistorien, menmod det han kaldte»ma¬
terialistiskhistorieskrivning«. Iefterskriftet til»Degnen«forklarede han,at historikeren burde tage udgangspunkt i menneskers livsanskuelse. Og når
1700-tallets mennesker, som han studerede, i modsætning til 1900-tallets
mennesker ikke følte sig »økonomisk dikteret«, ville historikeren have
større mulighed for at nå frem til en »historisk sandhed« om 1700-tallet
medenikke-materialistiskopfattelse.
Hermed afviste han Karl Marx'(1818-1883) klassiske materialistiskesyns¬
punkt: Manbedømmer ikke etmenneske efter hvad detmener om sig selv,
ogheller ikkeenperiode ud fra dennesegen bevidsthed; bevidstheden skal
bedømmesud fra »det materiellelivsmodsigelser« (7).
Samtidigvar deten kritik af1930'ernes og 1940'ernes økonomiske hi¬
storie i Danmark, herunder isærafhistorikerenErikArup(1876-1951), der
efterGeorg Hansensmening i alt for høj grad havde domineret historiefa¬
geti den periode, hvorHansenstuderede historie ved Københavns Univer¬
sitet(årene 1935-41) (8). Erik Arupbetegnede sig selvsom»materialistisk«
historiker, skønt han ikkevarmarxistisk historiker.Menhan foretrakatbe¬
skæftige sig med bondensogkøbmandens arbejde i landbrugoghandel.Set på den baggrundvardet måske med velberådhu, atGeorgHansenvalgteat indlede sit kulturhistoriske værk med at behandle samfundsgrupper, der
GeorgHansen (1916-92).
ikke primært var knyttet til produktion og distribution: Degnen og præ¬
sten.
Kulturhistoriens opgave:
At finde tidens tendens
Georg Hansenskulturhistoriske arbejde hvilede således på den idé, at1700-
tallets mennesker tænkte anderledes end 1900-tallets mennesker. I tidens diffusionistisketankegangforestillede han sig, atman i de »smaaresteraf gammeldags landbosamfund der endnuertilbage« kunne finde 1700-tallets
måde at tænkepå-»levningen afdet 18. aarhundredes samfund« (9). Det
erderforkarakteristisk, atmange af de rejser Georg Hansen selv foretog i
Danmark i 1930'erne og40'erne,gik til Nord-ogVestjylland; manforestil¬
ledesig, atkulturtræk overlevede længere tid i fjerneegne af landet. Inspi¬
rationen til dette »feltarbejde« havde Georg Hansen ikke fra Troels-Lund
derforetrakat arbejdehjemme ved sit skrivebord. Inspirationen kom iste¬
detfrakulturhistorikerenHugoMatthiessens arbejdeog mangerejser iDan¬
mark. Georg Hansenmente, atder (bortset fra folk somham selvogHugo Matthiessen) kun varfå mennesker i hans egentid, der havde oplevet den
gamle tænkemåde. Derfor overførte folk i stedet automatisk deresegentids
materialistiske tankegang på 1700-tallet.
Selvomman havde oplevet det gamle landbosamfund kunne man imid¬
lertid ikke faenfuldkommen forståelse af dengamle tænkemåde»eftersom
viikke kanoplevepå den tids manér, menselv med detbedste kendskabog
detintimestesamliv med detgamle kun kan bliveopmærksom på noglefor¬
skellighederognotereosdisse« (10). Georg Hansenmentesåledes ikke, at
detforhold, atkulturhistorikeren selvermenneske, gørdet muligt for ham
at indleve sig i tankegangen hos fortidens mennesker. Hermed afviste han
en grundtanke i historismen, der går tilbage til den italienske filosof
Giovanni Battista Vico (1668-1744), en tanke, som havde bidraget til at
prægehistoriefagets metoder fra begyndelsenaf 1800-tallet, og somi endnu højeregrad karakteriserede de øvrige kulturhistorikeresarbejde (11).
GeorgHansenforestillede sig i stedet, atdet almenmenneskelige komtil udtryk på forskelligmåde i forskellige perioder i historien-og atkulturhi¬
storikerens opgave var atvise disse forskelle. Med hans egne ordvarkul¬
turhistoriens opgave: »Atfinde tidens tendens, dvs. den indstilling, handle-
ogværemåde, der karakterisererdet behandlede tidsrums menneskerifor¬
hold til menneskene ien tidligereellerseneretid« (12).
Inspiration fra romantikken
- ogfra statistikken
Denmåde, hvorpå Georg Hansen forsøgte atfinde tidenstendens, må for¬
stås på baggrund af to hovedinspirationskilder: En kulturhistorisk og en positivistisk. Påden eneside videreførte Georg Hansen kulturhistoriensro¬
mantiske forestilling om, aten periodes »ånd«-Georg Hansen kaldte det
»væsen«-kommer tiludtryk i bl.a. kunst, litteraturogmenneskers daglig¬
liv. Denne tankefigur kendte Georg Hansen ikke bare fra Troels-Lund og Hugo Matthiessen, men også fra f.eks. den schweiziske kulturhistoriker
Jacob Burckhardt(1818-97). Burckhardts kulturhistoriehavde også dannet
forbillede forTroels-Lund, selvom det ikkevardagliglivshistoriesomTroels- Lunds, men snarere måbetegnes som idéhistorie eller »finkulturhistorie«.
Iet lilleerindringsmanuskript fortæller Georg Hansen, athan læste værker
af Burckhardt i sinstudietid, da han begyndteatsøge efteren anden måde
atdrive historievidenskab på end den, han mødte påKøbenhavns Univer¬
sitet.
I samme periode stiftede Georg Hansenbekendtskab med den engelske positivistHenryBuckle (1821-1861). Enrække af Buckles tanker kangen¬
findes hos Georg Hansen. Her erder grund til atfremhæve, at Buckle var blandtdem, dertidligt havdeargumenteret for,atman skulle anvende stati¬
stikihistoriefaget, fordi statistik kunne bruges til atvise regelmæssigheder
og ensartethed i menneskelige handlinger. På denne måde kom inspiratio¬
nen fra Troels-Lund ogBuckle tilatudgøreenenhed: Med dagliglivetsom indfaldsvinkel søgteGeorg Hansenatvise det regelmæssigeogensartede i
menneskers liv. Denbagvedliggende tanke hos Buckleog senerehos Georg
Hansenvar, atdet i stedet for individuellemenneskelige handlinger (begi¬
venheder)erdetgenerelle ellertypiske,manskal interessere sig for. Iprak¬
sis blev Georg Hansensarbejde derfor også enafvisning af »den nationale
linie ihistorieforskningen«, der beskæftigede sig med udenrigspolitik, rigs- dagspolitik og (i den politiske biografi) med enkeltpersoner (13). Selvom Georg Hansen i sine erindringer fremstiller det sådan, at han studerede
Buckle som en reaktion på 1930'erneshistorievidenskab, varanvendelsen
afstatistikslet ikke fremmed forperiodens økonomiske historikere.Faktisk
havde statistik været anvendt afpositivistisk orienterede historikere siden slutningen af 1800-tallet (14).
Tallenes tale
»Degnen« og »Præsten« fortællerom degnensogpræstens dagligdag: Om uddannelse, løn ogarbejdsvilkår, om deres position oganseelse i samfun¬
det, deresboligindretning,tøj,hvad de spisteogdrakmm. Inspirationen fra positivismenogkulturhistorien blev kombineret sådan,atGeorg Hansen,ud
fra etmegetomfattende kildemateriale, der blev kvantitativt bearbejdet, vi¬
ste, hvordan det 18. århundredes »væsen« gav sig udtryk i hovedtyperne degnogpræst.
Da han skrev »Degnen« var han endnu så negativt påvirket af årene på universitetet,at detvarhammagtpåliggendeatsige, hvadhistorieskrivning
for ham ikkevar.Ogdet betød-udoverafvisningen afenmaterialistisk hi¬
storieskrivning-athan bl.a. ikke ønskedeatlevereen»teknisk præstation«.
Den kvantitativebehandling af de store mængder systematisk gennemgået
materiale kom derformeretil udfoldelse i dennæstebog »Præsten«. I denne bogsøgte Georg Hanseni højere gradatlevereen»teknisk præstation«,og
bestræbelsen på at sætte tal og procenter på de forskellige områder af præstensliv blev så udtalt,atenanmelder skrev,atGeorg Hansenhavde»en vis Overtro paa Værdien af Statistik selvpaa Omraader, hvorman hellere
maa vejeend tællen (15). Foreksempel anvendte han kirkebøger til atbe¬
lysepræstens sociale omgangskreds vedatopregne,hvormangeprocentaf dem, der optrådte som faddere når præstebørn blev døbt, der var præster, borgere, bønder, degne, officererosv.Og ved hjælp af skifter efterpræster, degneogbønder viste GeorgHansen,hvormangeprocent præster,degneog
bønder, der ejede forskelligt indbo såsom teborde, ruslæder- og gylden¬
læderstole, bænke ogtræstole.
Litteratursom kilde
Et centraltpunkt i bogen erder, hvor Georg Hansen ved hjælp af arkivma¬
terialedokumenterer,atpræstensdeltagelse i retsstridighedervarfaldende i
løbet af århundredet. På den baggrund konstaterer han, at 1700-tallets ten¬
dens var en ændring af »menneskets indstilling«, enudvikling mod noget højereogbedre af menneskets sjæl.
Samtidig introduceres imidlertid en anden type kildemateriale i under¬
søgelsen, nemlig den behandlede periodes litteratur (16). Georg Hansen argumenterer for brugen af dette materiale med henvisning til, at »af den dybestgående del afen tids litteratur aflæses dens problemerogdensegen opfattelse af disses sammenhæng« (17). Georg Hansen anskuede for ek¬
sempel Karl Marx'forfatterskab på denne måde: Marx' historiske materia¬
lismevar enfor sin tidbæredygtig teori,men denerikke almengyldig; den
varnetop etudtryk forentid, der følte sig »økonomisk dikteret«. For 1700-
tallets vedkommende fandtGeorgHansenbåde udenlandske ogdanske lit¬
teræreeksempler, der pegede på, attidens forfattere selv følte, atder fandt
ensjælelig udvikling sted. Tidens litteratur pegede således i sammeretning
somarkivmaterialet.
Forsøget på i undersøgelsen at forene kvantitativt bearbejdet materiale
med enindkredsning af tidsånden ved hjælp af litteratur erinteressant, da
det måopfattes som Georg Hansensforsøg på at forene BuckleogBurck-
hardt i arbejdet medat finde tidens tendens. De to kildetyper havde imid¬
lertid ikke samme videnskabelige status i undersøgelsen. De resultater, Georg Hansen nåede frem til via arkivundersøgelser, opfattede han som
»eksakte« og »uimodsigelige« beviser, som andre historikere også ville
værenødt tilatanerkende. Men hanmente, atdetville beropå historikerens
»personlig[e] indstilling«,omhan ville anerkende tidens litteratursombe¬
vis for, atudviklingen i menneskets sjæl fandt sted generelt. Kunhvisman delte Georg Hansens historiesyn, ville det litterære materiale have lige så
storværdi somkildematerialets eksakte resultater (18). Denne argumenta¬
tion forbrugen af det litterære stof skyldes formentligenindflydelse fra den
danske historikerPovlBagge(1902-92), der havde gennemlæst bogensma¬
nuskript. Bagge arbejdede ved arkivvæsenet 1937-50,men blev 1951 pro¬
fessor ved Københavns Universitet. Her søgte han at etablere forbindelse
mellemÅrups økonomiske historie og »den nationale linies« kulturelt po¬
litiske historie (19). I 1942 havde Bagge selv formuleret sig på næsten
samme måde, som Georg Hansen nu gjorde, om gyldigheden af historie¬
forskningens resultater:»Vikan altsåidet højeste taleom,atdeogde resul¬
tateranerkendessomgyldige afhistorikere medenvislivsindstilling« (20).
»Sædelighedsforhold«
Dabogen »Sædelighedsforhold« udkom 10 år senere, varder sket en for¬
skydning i opfattelsen af deto typerkilder.Ibogen undersøgte GeorgHan¬
sen bl.a. de forskellige samfundslags opfattelse afseksuelt samkvem før indgåelse af ægteskab og afudenomsægteskabelige forhold: Ved hjælp af kirkebøger opgjorde han antallet afuægtebørnogantallet af børn, dervar
født, inden der var gået ni måneder efter at forældrene var blevet viet. I
denne bog blev der lagt yderligere vægt på det statistiske arbejde, som GeorgHansenhavderustetsigtil ved i slutningen af 1940'erneat tagekur¬
seristatistik.
Mendesudenprøvede han, i hvad han betegnedesomenidéhistoriskun¬
dersøgelse, at fa belyst 1700-tallets opfattelse af seksuelle spørgsmål ved hjælp af tidens seksuallitteraturog tidensromaner. Isinargumentation for
anvendelsen afromanen somkilde gjorde han rede for,hvordan han havde gennemlæst mængder af private breve fra adelige oggejstlige, menmåtte konstatere, at brevskriverne slet ikke udtalte sig om emnet erotik. Og
selvom de havde udtalt sigomemnet, ville han med disse breve være endt
i endeløsetroværdighedsvurderinger af de enkelte brevskriveres motiver til
at skrive som degjorde. I stedet for de mange brevemente Georg Hansen derfor,atromanen »mereobjektivt«kunne brugessom en slags »målestok«
til atfortælle, hvad der blevbetragtetsomalmindeligtoganstændigt i sek¬
suelle spørgsmål i 1700-tallet (21).Anvendelsen afromanen somkilde var såledesetforsøg påattilnærme brugen af tidens litteratur til den»eksakte«
og »uimodsigelige« status, som kun det kvantitativt behandlede materiale
hidtil havdehaft.
GeorgHansensopfattelse af,atromanenkunne anvendessom»objektiv«
kilde, blev ikke diskuteret i den anmeldelse af»Sædelighedsforhold«, som historikerenGunnarOlsen skrev itidsskriftet »FortidogNutid«. Men Gun¬
nar Olsen opfattede tydeligvis også de statistiske resultatersom de vigtig¬
ste,ogfor dem fik Georg Hansenmegen ros(22).
I metodebogen, udgivet 6 år efter »Sædelighedsforhold«, skrev Georg
Hansen: »Historisk skoling kan da skabe ensartede synspunkter hos så
mangeforskere, atdet virker hindrendefor dannelsen afnyeopfattelserog
udformning afnyemetodiske muligheder. Skalnyeemnerdrages ind under behandlingerdet imidlertid ofte nødvendigt, athistorikerenfinderfrem til
nye metoder, da kilderne ellers ikke aftvinges de oplysninger, han har brug for« (23). Mereenden redegørelse henvendttil de gymnasieelever, dervar
bogensegentlige målgruppe, mådisse linier læsessomGeorgHansens op¬
fattelse af, hvordan hans forsøg påatgå nye veje i detkulturhistoriskear-
bejde varblevet (dårligt) modtaget. Påfaldendeerdet også, athan i denne bog helt opgavattale om objektivitet. I stedet gentoghan Povl Bagges ar¬
gument: Hvis én forskers resultater blev opfattetsom»objektive« af andre,
så vardet ikkeudtryk for, atresultaterne varobjektive, men atforskernes synspunkter var nogenlunde ens (24). Underforstået: Når Georg Hansens resultater ikkevarblevetanerkendt, såskyldtes det,atandre historikere ikke
delte hansopfattelse.
En
objektiv videnskab ?
Historikeren Kristian Erslev (1852-1930)havde fra 1880'erne med sin ud¬
formning af kildekritikkensøgt atgive historiefaget karakter afenobjektiv videnskab, der, med forbillede i naturvidenskaben,varbaseretpå observa¬
tion og erfaring. Men i »Historisk Teknik. Den historiske Undersøgelse fremstilleti sinegrundlinier«begyndte han i 1911 atproblematisere objek¬
tiviteten. Påvirket aftanker fra filosoffer somHarald Høffding havde han
faet denopfattelse, atforskerpersonligheden ikke blotvar enkilde til fejl i forskningsprocessen,menogsåenkilde til forståelse. Erslev kunne dogikke
helt slippe tanken om, atkildekritikken konstituerede historieforskningens videnskabelighed. Denyetanker blev derforkun delvist indarbejdet i »Hi¬
storiskteknik«, der såledesblevenbog med indremodsigelser. Og ietandet
skrift fra 1911 »Historieskrivning. Grundlinier til nogle Kapitler afHisto¬
riens Theori« etablerede Erslev etskel mellempå den ene side den viden¬
skabelige historieforskningogpå den anden side historieskrivning, dervar
enmellemform mellemforskningogkunst.Idette skrift fastholdt Erslev,at selve den kildekritiske undersøgelse, hvor historikeren gjorde sine iagt¬
tagelser i kildematerialet,var af videnskabelig karakter.Mennår de enkelte iagttagelser skulle kædes sammentil helheder, krævede det forskeren som
subjekt, ogdenne subjektivitetvar enbelastning for videnskabeligheden.
Medetableringen af dette skel ville Erslev på én gang »bryde enLanse
forHistorieskrivningens Frihed« dvs.forforskerensrettil atbevæge sig ud
overden kildekritiskedetailundersøgelse (25)ogsamtidigfastholde historie¬
fagets videnskabelighed. Menherved modsagde han det, han delvist argu¬
menterede for i »Historisk Teknik«: Forskerens personlige indflydelse på
heleforskningsprocessen.
Relativismen
De nyetankerom forskerens rolle fik kun begrænset indflydelse pågenera¬
tionen af historikere efterErslev; de arbejdede på forskellig måde videre ud
fra det Erslev havde lært dem, da de studerede i slutningen af1800-tallet.
Detvaropfattelsen hos disse Erslev-elever, Georg Hansenvar i opposition
til. Både dem, dersøgte atbegrænse historikerens subjektive indflydelse på forskningenmest muligt, og dem, der slet ikke mente, at forskerenvar et problem for objektiviteten.
NårGeorg Hansen i»Degnen«understregede,atdetvarhelheden, der in¬
teresserede ham, og ikke »en gennemgang afen del ligegyldige enkelthe¬
der«, vardeten opposition til den tendens ihistoriefaget, der efterhånden
helt søgte at undgå syntesen, fordi den blev ansetfor subjektiv og derfor uvidenskabelig.Herblev helevægteni stedet lagt påenkritisk vurdering af
stoffet ogpå den udtømmende dokumentation, da detvari denne del afar¬
bejdet, det blevanset for muligtatopfylde kravetom objektivitet.
Georg Hansenvarsamtidig kritiskoverfor Erik Årups historieskrivning.
Ikke blot fordi Arup var materialistisk historiker, men også fordi Georg
Hansen efterhånden blev uenig i Årups opfattelse af syntesen. For Arup mente, atsyntesen,ligesom det kildekritiske arbejde,varobjektiv,ogatsyn¬
tesenvarudtryk for historikerens suverænitetoverstoffet. Nyeforsknings¬
resultater kunne derforfremkommevedatforskningen »skred fremad«ved hjælp afnytmateriale ellernyemetoder,men ikke ved atandre samtidige historikere, ud fra en anden opfattelse, forsøgte at forklare kendsgernin¬
gernepå enanden måde, endArup selv gjorde.
Istedet for heltatundgåsyntesen,ellersomAruphævde,at syntesenvar
objektiv, valgte GeorgHansen-efterhånden-relativismen. Overvejelserne
i »Præsten« om kildernes forskellige status var udtryk foren delvis relati¬
visme, formentlig inspireret af Povl Bagge. Detvar etforsøg påat formu¬
lere tanken om, athistorikeren kunne anlægge forskellige perspektiver på historien, ogatdisse perspektiver fik betydning for den enkelte historikers vurdering af kildematerialet.
Vendes blikket mod den første bog, »Degnen«, ses det, at i 1944 var denne tanke endnu ikke foldet ud. Her talte Georg Hansenganske vistom sitegetarbejde somskrevet ud fraetikke-materialistisk standpunkt. Deraf fulgte imidlertid ikke,at historikeren med helt lige så godretkunne skrive
ud fra andre standpunkter. Foratmarkere modsætningen til materialistiske
historikere betonedehan,atudgangspunktet i menneskers livsanskuelsegav størremulighed for atnå historisk »sandhed«. »Sandhed« blev ganske vist forsynet med »gåseøjne«, men når han tilføjede, atbilledet af 1700-tallet
skulle tegnes ud fra kildemateriale, der »direkte udtrykker fortidens sjæl«
idet detvar»skabt direkteaftidens liv«, afspejler detalligevelenopfattelse af, attidens tendens objektivt eksisterede i kilderne (26).
I »Præsten« mente han, som omtalt, at litteraturen kun kunne fungere
sombevis fordehistorikere, der delte hanshistoriesyn,mensalleuansetop¬
fattelse måtte anerkende hans statistiskopgjorte resultater. Når han i »Sæ- delighedsforhold« søgte at opfatte romanen som »objektiv« kilde må det
derforses sometforsøg påat gøre det litterære stof tiletbedre bevis, end
det havdeudgjort i»Præsten«. Deterderforennærliggende tanke,atGeorg
Hansen i 1957 tilstræbte, at alle historikere, uanset hvilken helhedsopfat¬
telse de havde, skulle anerkende alle hans resultater. Om det præcist var sådan Georg Hansen opfattede ændringen, da han skrev »Sædelighedsfor- hold«, kandogværesvært atvurdere; manuskriptet til bogen blev voldsomt
beskåret indenudgivelsen, og derforerteoretiske ogmetodiske diskussio¬
nerstort setfraværende.
I hvert faldvardet ikkeen opfattelse afatmankunne sættelighedstegn
mellem»objektiv«og»videnskabelig«, der 6 årsenerekom til udtryk ime¬
todebogen. Herafviste han,somnævnt,muligheden afenobjektiv historie¬
forskning. I stedet talte hannuforenrelativistisk opfattelse, hvori det ind¬
gik,athistorikeren altid arbejder ud fra sinegenforestillingom,hvad derer
væsentligt. Derfor kan historikeren aldrig være fuldstændigt uhildet i sin vurdering af kildematerialet, da han altid vil udvælge det materiale, der kan begrunde hansegenopfattelse. Georg Hansen gik så langtsomtilatsige, at historikerens resultater altid blotvar enillustration af hans egenopfattelse,
ogatden måde, historikeren kunne begrunde sine resultater på, alenevaraf negativart: Begrundelsen måtte ikke stride mod den erfaring, mani histo¬
rikerensegentid havdeom,hvordanmankunne forklareetforholdsomdet,
historikeren behandlede (27).
Kendsgerninger
ogkildekritik
Georg Hansenhavde aldrig afvistnyttenaf kildekritik,men, somomtalt tid¬
ligere, ønskede han i sine første bøger ikkeatlade sigtyngeaf kravetom en
»tekniskpræstation«. Men i metodebogen fremhævede han,atdetnetopvar kildekritikkens evnetil at»løse kildernes enkeltheder udaf den ikilderne opstillede sammenhæng«, der gjorde det muligt for historikeren at sætte dem ind i densammenhæng, der forekom ham relevant. Kildekritikkenvar med andre ord enforudsætning for den relativistiske opfattelse af resulta¬
terne. Ved hjælp af kildekritikken skulle historikeren finde frem til det Georg Hansen kaldte »det størst mulige antal uomtvistelige kendsger¬
ninger« (28). At historikerne fik forskellige resultater skyldtes således
ikke (i hvert fald ikke ideelt set), at kendsgerningerne var behæftet med usikkerhed, men athistorikerenspersonlige forudsætninger bestemte, hvil¬
ken logisk mulig måde han kombinerede et udvalgt antal kendsgerninger på (29).
Erslev havde i »Historisk Teknik« undladtat tale om »kendsgerninger«,
ogtalte i stedetom »iagttagelser«, »fænomener« osv. foratbetone histori¬
kerens betydning i alle faser af arbejdsprocessen, inklusive den kildekriti¬
skeundersøgelse (30). Menpå dette punkt gikGeorg Hansenaltså ikkehelt
sålangt, somErslev i tankerne havde gjort i 1911.1 stedet afspejlerGeorg
Hansens seneopfattelse etforsøg påatbevare historie som envidenskabe¬
lig disciplin, hvor hansegetarbejde kunne faenplads på lige fod medan¬
dre historikeres.
Historieforskning, historieskrivning
ogkunst
PåetandetpunkttogGeorg Hansenallerede ved indledningen af sit forfat¬
terskab konsekvensen af de problemer, Erslev havderejst i 1911. Detvari spørgsmåletomhistorieforskningoghistoriesÆrzvmHg. Iartiklen »Omkring Historieforskningens videnskabelige Karakter« havde PovlBaggei 1939ta¬
gettrådenop fra Erslevs 1911 -skrifter. I artiklen diskuterede han holdbar¬
hedenafErslevs skelmellemhistorieforskningoghistorieskrivning. Erslev havde, somomtalt,forsøgtatfastholde historie somvidenskabelig disciplin
ogsamtidigacceptere, at historikereskrev tilen størrelæserkreds. Menef¬
ter Baggesmening havde Erslev herved defineret videnskabelighed på en
måde,somhverkenhistorieskrivningen eller historieforskningen kunne leve
optil. Bagge indrømmede, atdet kunne værepraktisk med tokorte beteg¬
nelser for henholdsvis den specielle historiske undersøgelse og den sam¬
menfattende fremstilling. Men han mente ikke, at den historiske under¬
søgelse adskilte sig principielt fra den sammenfattende fremstilling: I dem beggevardet nødvendigt,athistorikeren foretogetudvalg af materiale; der
kunne derforaldrig blive taleom, atmanudtømmende kunne dokumentere
etforhold. Ogbåde i undersøgelse og fremstilling måtte historikeren nød¬
vendigvis ved hjælp af sin fantasi skabe en sammenhæng, somikke umid¬
delbart kunneiagttages. Fremgangsmådenvarderfor principielt densamme forundersøgelse ogfremstilling.
Derimodmente PovlBagge, athistorikerens arbejdsmetode varhelt for¬
skellig fra kunstnerens. For selvom kunstneren kunne lade sig inspirere af
historiskmateriale,varhan imodsætning til historikeren slet ikke bundet af
dette materiale. Og selvom de kunne bruge samme stof, og selvom der
kunne være lighedspunkter mellem kunstnerens oghistorikerens fremstil¬
ling, såvarkunstnerens mål-i modsætning til historikerens -ikke »sand oplysning«, men at nå et bestemt følelsesudtryk, der skulle formidles til
læseren.På denne måde søgte Bagge atoverskride Erslevs skel mellem hi¬
storieforskningoghistorieskrivning og argumenterefor atbegge- imod¬
sætning til kunsten-varaf videnskabelig karakter.
Helheden og
de
mangeenkeltheder
Povl Bagges diskussion genfindes hos Georg Hansen, der direkte gavud¬
tryk for, at hans bøger skulle forene denhistoriske undersøgelse og frem¬
stillingen heraf (31).Det søgtehanatgørepå følgendemåde: Ud fra ønsket
omatfinde det, dervar»typisk« for det problemhan behandlede, dannede
han sig i forskningen et helhedsbillede ud fra de mange eksempler han
fandt.Iformidlingen valgte han så nogle enkelte eksempler ud,som overfor
læseren kunne illustrere det, han varnået frem til var det »typiske«. Men Georg Hansenskvantitative tilgang medudgangspunkt i storemængderar¬
kivmateriale kom tilatbetyde,atkilderne også kom tilatfyldemegeti hans bøger. Mange af kapitlerne eropbygget sådan, atde veksler mellem gene¬
rellebemærkningeromet forholdog enrække eksempler på dette forhold.
Eksemplerneerofte små referater af sagsakter. Ind i mellem demange pas¬
sageraf refererende art ses især i »Degnen«passager, hvor Georg Hansen forsøgte atgørefremstillingenmerelevende vedatefterligne Troels-Lunds
ogHugoMatthiessens maleriske sproglige stil. Sprogligtsetblev bogen der¬
fortemmelig ujævn. Det blev etkritikpunkt imod ham i fagtidsskrifternes anmeldelser, hvor det ogsåblev fremhævet, atdemange eksempler fra kil¬
derne virkede trættendepå læseren (32). Deto næstebøgerblev komponeret på sammemåde ogrummede ligeledes mangeeksempler, menden maleri¬
skesproglige stil blev væsentligt nedtonet.
Ienanmeldelse aftreafHugoMatthiessens bøger omtalte GeorgHansen
Matthiessensom en kunstnerder-ligesom maleren Frederik Vermehren- frembragte genremalerier: »Historikerenstaarikke tilbagefor Maleren. De
eraandsbeslægtede« (33). Dette kunne- sammen med hans egne spredte forsøg på at»male billeder frem«-pegepå, at Georg Hansenmåske også prøvede at overskride den modsætning Bagge havde etableret mellem hi¬
storikeren ogkunstneren. Menherimod må det indvendes,atGeorg Hansen
altid holdtstrengtpå,athistorikerenvarbundet af det (evt. begrænsede) kil¬
demateriale hanhavde til sinrådighed. Desudenoptog det ikke GeorgHan¬
sensynderligt, hvordanmanoverhovedet kan formidle videnomfortiden til
nutidens mennesker, når man, som han, mener, at indlevelse i fortidens
mennesker ikkeermulig. Bemærkningenom forholdet mellem kunstoghi¬
storieblev da heller ikkeuddybetsenere, ogi spørgsmåletomformidling af forskningenvarhanmest optagetaf,athistorikeren ikke skulleviderebringe
alle de enkeltheder til læseren, somhavde indgået i hans egetarbejde med
etproblem. Dettesynspunktvaregentlig blot enkritikrettetmod de histo¬
riske specialundersøgelser, dersøgte at leveoptil kravetom »udtømmende
dokumentation«. Mennetop den manglende uddybning af spørgsmålet vi¬
ser, atdetvarforsøget påat overskride Erslevs modsætning mellem viden-
skabelig historieforskningogikke-videnskabelig historieskrivning, der var det centrale for Georg Hansen. Derimod trådte forsøget på at videreføre
Troels-Lunds og Hugo Matthiessens tradition for kunstnerisk fremstilling
efterhånden ibaggrunden.
Sammenfatning
Isinopfattelse af kulturhistoriensopgave varGeorgHansenpåvirket af den særlige danske kulturhistoriske tradition, der arbejdede med dagliglivet.
Dennetradition varblevetgrundlagt af Troels-Lund omkring 1880. Samti¬
digvar Georg Hansens kulturhistorie en opposition til materialistisk histo¬
rieskrivning; det var enkritik af KarlMarx, af1930'ernes økonomiske hi¬
storie ogisær af den »materialistiske« historiker ErikArup.
Georg Hansens mådeatarbejde med kulturhistoriskeemneradskilte ham
fra den kulturhistoriske tradition og historikere af historistisk opfattelse,
idet hanafviste historismensmulighed forindlevelse i fortiden. Med inspi¬
ration fraHenryBucklesøgtehan i stedetatobservereogdokumentere for¬
skelle mellem sin egentidog 1700-tallet.Detvardet generelle ellertypiske
i tiden han ville dokumentere, ikke individuelle menneskelige handlinger.
Denne idé tænkt sammen med Troels-Lunds dagliglivshistorie blev i den
metodiske praksis derfor ogsåenafvisning af historiefagets nationale,poli¬
tiske historie. Den stigende anvendelse af statistik adskilte Georg Hansens arbejde fra kulturhistorikerne,men gavhans arbejdeenvis lighedmed bl.a.
den økonomiske historie. Sideløbende med den kvantitative tilgang søgte Georg Hansen,påvirket af »finkulturhistorikeren« Jacob Burckhardt,atan¬
vende tidens litteratur som dokumentation fortidens tendens. Det kulmi¬
nerede i forsøget på at hævde, at skønlitteratur kunne anvendes som en
objektivkilde. Georg Hansens stadige overvejelser om den videnskabelige
værdi af hansundersøgelser viser,athan stillede nogle krav til det kulturhi¬
storiskearbejdes videnskabelighed, somTroels-LundogHugo Matthiessen
ikke havde stillet.
Erkendelsesteoretiskogi sin formidlingsøgteGeorg Hansenat tagekon¬
sekvenserne af Kristian Erslevs skelnen mellemhistorieforskningoghisto¬
rieskrivning. Efterhånden fik han den relativistiske opfattelse, atforsknin¬
gens resultater aldrig kunne være objektive, fordi forskeren som udvæl¬
gendesubjektstyrerforskningsprocessen. Georg Hansenvaraldrig idirekte opposition til brugen afkildekritik, ogmedden øgede relativisme lagde han vægtpå, at det kildekritiske arbejde kunne levere sikre kendsgerninger til
historikeren. Sådan kunne hanargumentere for,athansegetarbejdevarvi¬
denskabeligt, menhan fik ikketagetde fuldekonsekvenser af Erslevspro¬
blematisering af forskerpersonlighedens betydning for forskningen.
Gennem hele forfatterskabet stod forsøget påat forene undersøgelse og
fremstilling centralt, ogdette kom i højere grad tilatprægehans bøger end
videreførelsen af Troels-Lunds og Hugo Matthiessens maleriske fremstil¬
lingsform, somhan efterhåndenopgav.
I sin opfattelse af kulturhistoriens genstandsfelt var Georg Hansen så¬
ledes »kulturhistoriker i opposition«, idet han afviste de herskende tenden¬
serihistoriefaget. Meni det metodiske arbejde ogi spørgsmåletomforsk¬
ningogformidlingvarhan forankret i historiefagets diskussionerom,hvad
der gørhistorie til envidenskabelig disciplin. Gennem sit kulturhistoriske arbejde søgtehanatgivenye svarpå disse spørgsmål.
Noter:
I Medhensyn til Troels-Lunderdettetemabehandlet i Stoklund 1987;enbredere introduktion til kulturhistorien og engenerel diskussion af forholdet mellem historieogkulturhistorie findes i Christiansen2000, hvorGeorg Hansens forfatterskaberomtalts. 111-117. 2 Fremoveromtalt
som»Degnen«, »Præsten«og»Sædelighedsforhold«. 3 Fremoveromtaltsom»Metodebogen«.
4 Udkom 1963-71, redigeret af Axel Steensberg. 5 Stoklund 1987s. 10-12. 6 Stoklund 1987. 7 Witt-Hansen 1973s.38: 10.sætning af Marx' »15 sætninger« i »Forord« til »Bidrag til kritikken af denpolitiske økonomi«. 8 Georg Hansens opfattelse af Årups dominanser om¬
talt i Christiansen 2000 s. 112-113. 9 Hansen 1944 s. 228. 10 Hansen 1947b s. 195.
II Christiansen 2000s.83-92. 12 Hansen 1947as. 192. 13 Hørby 1980s.474og s.497.
14 Manniche 1981 s. 142-146. 15 Kornerup 1947-48 s.345. 16 1700-talletslitteraturvar også blevet anvendt i »Degnen«,mendavararkivundersøgelsernes resultater den dokumentation,
somdet litterære stof blev vurderetpå baggrund af: Degnens vilkår blev skildret ved hjælp af for¬
skelligt arkivmateriale; Georg Hansen konkluderede, at Holbergs »morsomste« portrætafPer Degnfandtes i »Erasmus Montanus«,menatdet »sandeste« billede af 1700-tallets typiske degn fandtes iHolbergs »Peder Paars«, hvor degnen drikker,rygertobak, drillerpræstenogstrides med ham og prøveratpressebondens betalingfor begravelsessalmer i vejretmm.Hansen 1944s. 197- 210. 17 Hansen 1947b s. 190. 18 Hansen 1947b s. 193. 19 Hørby 1980 s. 497 ff.
20 Bagge,Povl: Historiesomvidenskab. Nordisk Tidsskrift for Vetenskap, Konst och Industrie.
Ny serie årg. 18.s.500. Her citeret efter Eriksen m.fl.s. 145. 21 Hansen 1957s.33og s.57.
22 Olsen1957-59. 23 Hansen1963s.74. 24 Somnote23. 25 Vammen ogHørby 1987
s.105. 26 Hansen 1944s.229. 27 Hansen 1963s.57. 28 Hansen 1963s. 12. 29 Han¬
sen1963s.56-57. 30 Vammen ogHørby 1987s.103. 31 Somnote26. 32 Skrubbeltrang 1945-46 ogKornerup 1944. 33 Hansen 1947as. 195.
Litteraturliste:
Bagge, Povl 1939: Om Historieforskningens videnskabelige Karakter. Nogle Bemærkninger i An¬
ledning af Kr. Erslevs Skrift »Historieskrivning«. Historisk Tidsskrift 10. række, bind Vs.355- 384.
Christiansen, Palle O. 2000: Kulturhistorie som opposition. Træk af forskellige fagtraditioner.
Samleren. Danmark.
Eriksen, Hanne m.fl. 1977: Dansk historievidenskabs krise. Odense.
Hansen, Georg 1944: Degnen. Studie i det 18. Aarhundredes Kulturhistorie. Schultz' Forlag.
København.
Hansen, Georg 1947a: Anmeldelse af Hugo Matthiessen: Densorte Jyde, Det gamle Landog Snapstinget. Historisk Tidsskrift 11. række, bind IIs. 191-195.
Hansen,Georg 1947b: PræstenpaaLandet i Danmark i det 18. Aarhundrede. En kulturhistorisk Undersøgelse. Det Danske Forlag.
Hansen, Georg 1957: Sædelighedsforhold blandt landbefolkningen i Danmark i det 18. år¬
hundrede.Enkulturhistoriskundersøgelse. Det danske forlag. København.
Hansen,Georg 1963:Grundtræk afenhistorisk metode. Dansk Historisk Fællesforening.
Hansen,Georg 1984: Noglebemærkningerommit liv. Nationalmuseets etnologiske undersøgel¬
ser.NEUnr.37.990.Manuskript.
Hørby, Kai 1980: Historie, i: Københavns Universitet 1479-1979, bd. X: Detfilosofiske fakultet, 3.del(red. Af Povl Johs. Jensen), Gads forlag. København.
Kornerup,Bjørn 1944: Anmeldelse af Georg Hansen: Degnen. Studie i det 18. Aarhundredes Kul¬
turhistorie. Historisk Tidsskrift11.række bd. Is.558-559.
Kornerup, Bjørn 1947:Anmeldelse af Georg Hansen: Præstenpaalandet iDanmark idet 18. Aar- hundrede. Historisk Tidsskrift11.række bd.IIs. 344-345.
Manniche, Jens Christian 1981: Den radikale historikertradition. AarhusUniversitetsforlag.
Olsen, Gunnar 1957-59: Anmeldelseaf Georg Hansen: Sædelighedsforhold blandt landbefolknin¬
geni Danmark i det 18. århundrede. FortidogNutid bd. 20s.34-36.
Skrubbeltrang, Fridlev 1945/46: Anmeldelse af Georg Hansen: Degnen. Studie i det. 18. Aar¬
hundredes Kulturhistorie. Fortid ogNutid bd. 16s.323-324.
Skrubbeltrang, Fridlev 1947: Anmeldelse af Georg Hansen: PræstenpaaLandet i Danmarkidet 18. Aarhundrede. FortidogNutid bd. 17s.212-215.
Steensberg, Axel (red.) 1963-71: Dagligliv i Danmark. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Køben¬
havn.
Stoklund, Bjarne 1987: Hvaderkulturhistorie? Troels-Lundogden kulturhistoriskestrid i Tysk¬
land i 1880'erne,IEF-Arbejdspapir 2.
Vammen, HansogKai Hørby 1987: Efterskrift i: Kristian Erslev: Historisk teknik. Den histori¬
skeUndersøgelse fremstillet i sine Grundlinier. 2. udgave. 10. oplag. Den DanskeHistoriske Forening. København.
Witt-Hansen, Johannes 1973: Historiskmaterialisme.Berlingske leksikon bibliotek. Berlingske forlag. København.
The Danish cultural historianGeorg Hansen (1916-1992) is normally associated withthe Danish
cultural history tradition thatwas founded by Troels-Lund around 1880. The practitioners of this tradition worked with everyday life, and have been regarded by ethnologistasopposedto established, dominant historical science. The aim of this article isto show that although Georg Hansenclearly continued the work of the cultural history tradition with everyday life, his work alsoexhibits features thatdistinguish it from that of the cultural historians, and features indicating that hewasrooted in the traditions and discussions of thediscipline ofhistory.
Georg Hansendefined his cultural history in oppositiontoamaterialistic view of history. He thought that the historian should take his point of departure in people'sownview of life. And in hisopinion materialist historians made the mistake of imagining that people had always felt that the economic conditions dictated their lives. But he considered thisnot tobe thecasefor the eighteenth-century people he studied.
Unlike the other cultural historiansGeorg Hansendidnotthink itwaspossibletoidentify with theconceptual world of people of thepast.Instead he wantedtoobserve and document thedif¬
ferences between hisowntimeand theeighteenthcentury.Itwasthe things thatweretypical of the agehe wantedtodocument, the general things,notindividual human actions. Soin practice hewasalsoinoppositionto 'the national line' in the discipline of history, where politicalevents and individuals were in focus. Georg Hansen's quantitative approach with increasing use of statistics made his work differ from that of theculturalhistorians,butgaveitacertain similarity
to economic history. Alongside the quantitative approach, Georg Hansen attempted to use
Summary
Georg Hansen
eighteenth-century literatureasdocumentation for the view of life held by the people of the period.
This culminated in theattempt to assertthat fictional literature could be used as a historical
source.Georg Hansen'sconstantreflectionsoverthe scientific value of his studies show that he made certain demandsonthe scientificstatusof the culturalhistory work that the other cultural historians hadnotmade.
Georg Hansen's rootedness in the discipline of historycanfurther beseenin his deliberations
ontheorigin and dissemination of research: thesewereinfluenced by the faet that the historian Kristian Erslev hadproblematized the objectivity of historical science in 1911 and had established
adistinction between historical research(specialized scholarly investigation) and historiography (summarizing presentation). Gradually Georg Hansen adopted the relativistic view that the results of research can neverbeobjective, because the researcher, as aselecting subject, controls the research process.With sucharelativism he couldarguethat hisownworkwasscientificallyon an equal footing with that of other historians. Throughout his work the attempt to reconcile in¬
vestigation and presentation was a central issue, andwas to affect his books more than the continuation of the cultural historians'highly descriptive form of presentation.
The article thus shows thatGeorg Hansenwasbotha'cultural historian in opposition' anda historian.
