Fjeldgang efter får

Fjeldgang efterfår

Om

fårefolden

dens rolle i detfærøske bondesamfund

Af Bjarne Stoklund

Fra de ældste tider har landingspladsen ogfårefolden på den mest af¬

gørende mådesatderesprægpå færøsk bygdeliv. Mennesker, der^erfødt^og opvoksetien bygd, ^gemmerblandt deres tydeligste^ogdejligste minderop¬

levelserne ved landingspladsen ogfårefolden. ^- Både landingsplads og

fårefoldvarsteder, hvor bygdebørnene hentede åndelig styrkeogforståelse for det færøske samfunds værdier, når de oplevede bådene vende hjem fra fiskeriogså fårene blive drevetifoldinærheden afbygden.

Sådan skriver den færøske folkemindesamler _og kulturhistoriker Robert

Joenseni sitstoreværkom fareavlenpå Færøerne (1). I denne lille artikel

vil detene af disseto centrale elementer i den ældre færøskebondekultur:

fårefolden, blive taget op til behandling. Artiklen bygger påetmateriale i

formaf fotos _ogoptegnelser, somblev indsamlet påtorejsertil Færøerne, foretaget for Frilandsmuseet i Sorgenfri i årene 1959og 1961.Hovedparten

afoplysningerne vedrørertosmå bygder påøgruppenNoröoyar: Muli, som

ligger på nordspidsen afBoröoy, ogKirkja, som erdeneneaftobygder på Fugloy (2). I den følgende fremstilling har jeg desuden støttet mig til det

store materiale, som erfremlagt i Robert Joensensbog,og som iøvrigtho¬

vedsagelig erindsamlet påNorQoyar.

Bygden

dens

Forat forståbetydningen af farefoldenog de aktiviteter, dervarknyttet til den, måmankende hovedtrækkene i den klassiske færøskebondeøkonomi.

I bondens sammensatte erhvervsmønster indgik udnyttelsen afressourcer fra såvel landsomhav,og de færøske bygder ligger derfor så godtsomalle

direkte på kysten. Sejler man mellem de grågrønne klippeøer, vil man på lang afstandsebygdernetegnesig^somskarptafgrænsede, lysere felter ved

foden affjeldskråningerne. Det, manser, erbygdens dyrkede indmark eller bøur, somafgrænses afetstengærde fra udmarken, hagi. I indmarken avles

først ogfremmest hø til vinterfoder for kvæget,ogdesudendyrkes der kar-

Bygdens børn^sertilfra stengærdet, mensfjeldmændene driverfåreneⁱfold

vedSkarösvikpå Fugloy. (Förf fot. 1959).

tofler til egetbrug. Iældre tid kunne manogsåavle lidt byg, som-tærsket

ogmalet til mel på håndkværn^-blev bagt til små brød (drylarj i asken på

det åbne ildsted. Nok såvigtigvardog måske byggens positiverolle i sæd¬

skiftet; vedat indskyde en bygafgrøde med regelmæssige mellemrum for¬

bedredeshøudbyttet.

I udmarken skelner man mellem den laveste og nærmest liggende del,

somkaldeshushagi eller undirhagi, og den højest og fjernest beliggende,

den såkaldtefjallhagi eller yvirhagi. Fårene græsser om sommeren i den højeste del af udmarken,menskøerne udnyttergræsgangenepå den neder¬

stedel. Omvinteren, når køerne staldfodres, kommer farene ned frafjeldet

og græsser på såvel den laveste del af udmarken, som inde på selve ind-

marken. Mens hver mand har sin bestemte del afindmarken, såudnyttes ud¬

marken afbygden i fællesskab.

Fragammel tiderden individuelle ejers andel i bygden blevet målt i mark {mørk, flt. merkur). En mark består af 16 gyllin, oghver af disse igen af20

skinn. Værdien afenmark varierer imidlertid frabygd til bygd. Antallet af

en bondes merkur bestemmer hans areal afindmarken, ogde rettigheder i udmarken, somknytter sig til denne jordbesiddelse. De fleste af de^ressour¬

cer, somblev udnyttet i densammensattefærøske bondeøkonomi,^varknyt¬

tettil »marketallet«, f.eks. køernes sommergræsning, tørvegravning i ud¬

marken ogfuglefangst i fjeldet. Egentligvardet kun havets fisk, der^{var en}

friressource.

Denvigtigste af de rettigheder,somknyttede sig til marketallet,varimid¬

lertid rettentil atholde får i udmarken. Fåreavlen indtogen central plads i

den samlede økonomi. Fåreuld er Færø-guld, siger en gammel talemåde.

Fåreproduktersomkød, talg, uldogskind dækkedeenlangrække af de dag¬

lige behov, ogstrikkede uldvarervarde vigtigste eksportartikler før den ud¬

bygning af fiskeriet, somfandt sted efter midtenaf det 19. århundrede.

FYRI HANDAN

MULA BØUR

BØSEYDURIN

ARGISDALSGONGA

Kortskitseafbygden

Midis udmark.

Destiplede linjer markerer, hvor defire fåreflokke fgongur)

havdederes

græsningsområder.

KROSSDALS- GONGA

Får og

fårefolde i bygden Muli

I detfølgende vil jeg ^se lidt ^nærmere på, hvorledes fåreholdet ^varorgani¬

sereti én af de småbygder: Muli påBorQoy.Denne lille bygd, somidag^er affolket, bestod omkring 1950 af5 familier, der disponeredeoveretdyrket areal,som varansattil 10 merkur.Hvermørk indbefattede rettentilatholde

20 moderfår i udmarken. Her^-somi de fleste andre bygder-blev fårene

holdt ifællesskab, dvs.ingen bonde havde sinegenfareflok,menhansmar¬

ketal _angav, hvorstoren andel i det samlede udbytte af kødoguld, der til¬

kom ham. Fra Muli's udmark kunne der slagtes mellem 10 ^og 12 farpr.

markom året. Envæsentlig del af dette udbytte gik imidlertid tilfolk uden

forbygden, somhavdearvetjord i Muli, og sombetalte »opsidderne« forat

passejordenogfårene.

Muli's udmark består affire, ikkesærligt dybe, skålformede dale,sompå

detresidereromgivet af stejle fjelde, hvis tinder nåropi 750metershøjde.

Modøståbner dalenesig ienskråning, brekka,ned mod havet.Delodrette,

nøgne fjeldsider, hamrar, afbrydes af skrånende, græsbevoksede bånd, røkur, hvor det ermuligtat komme hen langs fjeldsiden. Fjeldene i Muli's

udmark hartre sådannerøkur, somfortsætter fra dal til dal. Herogpå den

øverste del af den skrå brekka _græsser fårene om sommeren; det er deres summarhagi. Om vinteren trækker de ned på skråningen mod havet, hvor de

harderesvinter-udmark,veturhagi. Hervarder bygget små folde afstenog tørv,seydabol, hvor fårene kunnesøgely modsnestorme.Ved midten af det

20. århundredevardisse foldedog helt eller delvis blevetafløst af egentlige

fårehuse medtag. Muli's sommer-udmark blevanset for god, menbygden

havdeendårlig vinter-udmark,^somofte blev plaget af^sne.

Med marketallethavde det færøskebondesamfundetinstrument tilatre¬

gulere den økologiske balance (3). Detgjaldt ^omat holde det optimale an¬

talfår i alleafsnit afudmarken, således atgræsnings-ressourcerne blev ud¬

nyttet så effektivt sommuligt, udenat der fandten overeksploitering sted.

Fra gammel tid var Mula's fårebestand opdelt i fire flokke, gongur, hver

med sitegetgræsningsområde, somermarkeret påkortets. 113:

1)Fyri handan-fiokken bestod af omkring 50 får,som græssede i dalen bag bygden på nordsiden af den å, som løber gennem bygden. Under græsningen kunne fårene uden problemer bevæge sig om på nordsiden af

det stejle forbjerg Mulin, men nåede de heltom på vestsiden, var de som

regel ikke i stand tilatvende tilbage.

2) Denflok,somkaldtesBøseydurinvarpå omkring 80 får, der græssede

irestenaf dalenbag bygdenogi den tilstødende Klivsdal mod syd. Fårene

fraden_gongahavde også græsning på den del af Muli's udmark, somlåvest forQeldkammen.

Den nordligste delafMuli 's udmark, setfra Vidareidi. Til højre forbjerget

Mulin. Bygdens indmark skjuler^{sig i}den mørke skygge, ^som kastes afen

sky. Bagved åbner den skålformede dalsig, omgivetaf stejle fjelde. I bil¬

ledetsforgrundtofår vedetseyöaböl. (Forf. fot. 1961).

3)Densåkaldte Argisdalsgonga bestod af omkring 50 faroghørte, som navnet siger, hjemme i Argisdal.

4) Den sydligste flok blev kaldt Krossdalsgonga efter sit græsningsom¬

råde.Denvarimidlertidved midten af det 20. århundredeophørtmedatek¬

sistere somselvstændiggonga,da området syd for åen i Krossdal varble¬

vetmageskiftet bort.

Hveraf de fire gongur varigen opdelt i toellertrefylgir,ogdissevarpå

samme måde navngivet efter den særlige del af udmarksområdet, som de græssede på.

Hovedansvaret forpasningenaf farene i udmarken påhvilede den valgte røgtingarmadur, farehyrde (4). Gennem hyppige besøg i udmarken året

rundt skullehan holde fårene under_opsyn, ikke mindst i den kritiske peri¬

ode om foråret,når lammene blev født. Man forventede af ham,athanvar

fortrolig med de enkeltefylgir^ogderes græsningssteder, ja, egentligburde

hankende hvert enkelt får i den pågældende del af udmarken.Omsomme-

Stengærdet,som ledte fårene det sidste stykke

indisamlefolden

iMidi 's indmark.

(Forf.fot. 1961).

ren skulle han sørgefor,atfaroglam græssede højtoppe i fjeldet, således

atvinter-udmarken blev skånet. Året rundt skulle han passe på, at fårene

holdt sig til det område, hvor deres fylgi hørte hjemme. Detvar også hans

opgave at tage sig af praktiske foranstaltninger i udmarken, som f. eks.

dræning af særligt fugtige strøg.

Enaf hansvigtigsteopgaver varatorganisereoglede sammendrivningen

af fårene tilbygdens samlefolde,etarbejde, somvi på dansk kalder »fjeld-

gang«;på færøsk talerman omatfara å fjall\ i begge tilfælde^erdet under¬

forstået, atman erifjeldet foratdrive fårene^sammen.Dervarfjeldgange i

den tidlige sommer foratøremærke denyelam ogtage ulden af fåreneog

igen om efteråret, når der skulle udtages fårtil slagtning; men disse opga¬

verblev gerne fordelt på 5-6 fjeldgange, tildels for på den mådeat tæmme de halvvilde får og vænne dem til fårefolden. Derblev aldrig drevetmere end én gonga i folden ad gangen. Antallet af deltagere i fjeldmandskabet (fjallskipan) kunne variere noget,men dervar gerne omkringenhalv snes mænd. De dannede kædehøjtoppei fjeldet forgennemetstejlt^oguvejsomt

terræn at drive fåreflokken foran sig ned mod kysten. Derpå blev fårene langs kystskrænten drevet ind i én af bygdens fårefolde.

Bygden Mula havde tidligeretresådanne samlefolde ellerrcettir.Denene

varanlagt inde i selve indmarken,ogden blev brugt til sammendrivning af

detogongur(Fyri handanogBøseychiriri),somgræssedenærmestbygden.

Deto andre folde lå iArgisdalogKrossdal ^ogblev brugt, når fårene i disse fjernere områder af udmarken skulle drives i rcett.

Samlefolden i indmarken blev kaldtNidri å_{Rætt og}blevregnetforbyg¬

dens ældste. Den ^{var svær} at få øje på, for denvar gravetned, således at grundfjeldet dannede dens bund,^og dens 1-1V2meterhøje sidevægge ikke

stak op overden dyrkede jord, som omgavfolden. Når farene skulle drives

ind iden, skulle de gennem en snæver passage, somblev dannetafetdriv¬

gærde på denene sideogden lodrette skrænt ned mod havet på den anden.

Passagenblev ved århundredets midte gjort lidt bredere, efteratmanhavde

væretude for,atnogle får ved sammendrivningenvarstyrtetudoverklip¬

pekanten. Vedsammelejlighed udvidedemanogsåden 8-9meterlange ind¬

gangtil folden, så dennufikenbredde på mellem 1 og 1xhmeter.Selve den uregelmæssige fårefolder9meterlangogmåler 4meterpå det bredeste sted.

Et bemærkelsesværdigt træk ved denne fold er en stor, slidt kampesten,

IV2 meterlang og V2 meter høj, somligger ca. en tredjedel inde i folden,

trukket lidt tilden ene side. Det er engandasteinur, enmagisksten, sagde

mani Muli. Derhavde væretlignende steni andre fårefolde, bl.a. i nabo¬

bygderneViQareiQi ogSkålatoftir, men de fleste andre stedervar de blevet fjernet foratgivemere plads i folden.

Nårfårehyrden øremærkedelammene, sad han altid på denne sten. Tra¬

ditionen i Mulisagde,atmankunneman væresikker på,atfår, dervar øre¬

mærkether, ville vendetilbage i folden. Stenenhavde dog ogsåenpraktisk

Dengamle foldiMuli 's indmark. Ibaggrunden den lange, smalleindgang

tilfolden. (Forf fot. 1961).

Folden iMulis indmark.

Klippefladen danner

bund ifolden, ^ogi

midten ligger denstore sten, hvor øremærknin¬

gen blev foretaget.

(Forf fot. 1961).

funktioni forbindelse med efteråretsfjeldgange: Hvis fåreneblev drevettæt

sammen, og de danetop fyldterummet inden forstenen, såvardet et tegn på,attilstrækkelig mange fårvarblevet udtaget til slagtning.

Robert Joensen nævner i sin bog ^om fåreavlen lignende sten fra andre

foldepåNoröoyar, menudenatvære i stand tilatgiveensikker forklaring på deres funktion (5). Som regel drejer detsig ikke, som her, om helt frit¬

liggende sten,men om sten, somindgår i denenesidevægog og ragerind i folden, således at den deles _op i to afdelinger. Ved øremærkningen i fåre¬

folden ved Skarösvikpå Fugloy sad fårehyrden på ^en sådan sten (se foto

s. 123).

Oprindelig blev den gamle fold i Muli's indmark anvendt ved fjeldgang

hele åretrundt, men da høet led skade, nården blevbrugt i sommertiden, byggedemani 1955 en ny rættsyd for indmarkenoggikovertil atbruge den, når fårene ijuni blev drevetsammenforatfå uldentagetaf.

Fårefolden i Krossdal ^varbygget helt nede på kysten,ogdenkunne fak¬

tisk kunanvendes, når dervarlavvande. Densstenvæggeblevikke sjældent ødelagtafbrændingen omvinterenogmåtte stablesopigen, når den skulle

ibrug. Daden særlige Krossdalsgongaophørte medateksistere som en se¬

paratenhed, holdtmanogså opmed atanvende denne samlefold.

PåArgisdal-foldenvarderenkonstruktiv detalje, somkunne genfindes i

flere andre foldepåNoröoyar. Detvarden såkaldtesmoga, ensmalåbning

i den inderste ende affolden, netop stornok til atetenkelt får kunnepresse

sig igennem. IMuli sagdeman, athullet skulle forhindre tyveri af får. Det

Fårefolden iArgisdal. Indgangen ^{ses i} baggrunden; ⁱforgrunden skimtes

den såkaldte smogaifoldens inderste ende. (Forf. fot. 1961).

blevlukket, når folden skulle_tages i brug, menstod ellers åbent, såledesat får, derulovligt blev drevet ind i folden, kunne slippe ud igen.

Det sammehar RobertJoensenoptegnet, menhannævnerogså flerean¬

dre forklaringer, bl.a. aten sådan åbning varnyttig, når man skulle tælle fårene, fordi de kunne slippesud af folden et adgangen.Andre ville vide,

atensmoga varvigtig, når mantæmmede fårene ogvænnede demtil fol¬

den. Hvis dette blevgjort, mens hullet stod åbent, således atfårene hurtigt

kunneslippe ud igen, såvardemerevillige tilatlade sig drive i folden ved

en senerelejlighed (6).

Fjeldgang efterfår

Forfjeldmændene, ^somdeltog i sammendrivningen af fårene, ^vardet vig¬

tigt at udstyretvar i orden. I ældre tid brugte alle mændene hjemmesyede

hudesko, som varideelle, nårmanskulle færdes i de stejle fjelde.Ved mid¬

tenaf det 20. århundredevarde blevetafløst af de fabriksfremstillede_gum¬

misko, som sespå fotografierne af fjeldgangen vedSkarösvik på Fugloy.

Til det traditionelleudstyr hørte kniv ogfjeldstav(jjallstavur). De gamle fjeldstave skulleværemindst lige så lange,somejermandenvarhøj og være stærk nok tilat bære vægtenaf ham, hvis han f.eks. skullepassere enbred spalte i fjeldvæggen.Ienden af Q eldstaven sadenjernspids,ognoglehavde

desuden2-4modhager, somkunne vikles ind i ulden på genstridige far. Ved

midten af århundredet var desærlige fjeldstave gået af brug, men sombil¬

lederne viser, medbragte fjeldmændene stadig enlang stav, som man dels

støttedesig til, dels brugte under drivningen af farene.

Tilfjeldmandens faste udrustning hørteetbundt tykke, uldne bånd påca.

enmeters længde, somblev brugte til atsammenbinde fårenes ben, når de

blev udtaget af folden til slagtning eller forat fa uldentaget af. Seydband

kaldtes disse båndpåNoröoyar; andre steder hed de haft. Fra gammel tid

har derværetbestemte regler for, hvilken farve disse bånd skulle have. På fotografiet fra Fugloy s. 121 bliver fåret bundet medet sortbånd, men det undgikman mangesteder, fordi det varslede død blandt fårene. På Fugloy

vardet i stedet brunt, der skulle undgås. I Muli og flere andre steder blev grå bånd aldrig anvendt, for den grå farve tilhørte de huldrer, huldufölk,som

spillede enstorrolle i færøsk folketro.

Somnævntblev farene drevet irætti hvertfaldfem gange omåret, ogda

mankuntogéngongaadgangen,betød det,atmændene i Muli måtte åfjall

efter farca.tyvegange omåret. Ikke underligt, atdette spændingsfyldteog

anstrengende arbejde fikencentral plads i bygdefolks bevidsthed.

Omsommerenskullefjeldmændene tilåseydaroyting forat tageulden af

moderfårene_ogøremærke denyelam.Menøremærkningen kunne også ud¬

føres vedensærlig fjeldgang lidt tidligere; det kaldtesatreka til spekingar.

Hver gongablev drevet i foldentogangeforatfa uldentagetaf; færøske far

blev ikke klippet, ulden blev plukket eller revet af med hænderne. Den første af disse fjeldgange fandt gerne sted ved midsommer og den næste nogle fåuger senere.Førstegangtogmankun denløseste uld;restenfik lov

at sidde til anden fjeldgang. På den måde sikrede ^man, atder ikke var løs uld, dergik tabt.

Fotografierne pås. 121-123samtpås. 112blevtageti juni 1959, da fjeld¬

mænd fraKirkja på Fugloyvarå jjall foratdrive de fårsammen, som græs¬

sedepå de stejle skråninger ned til Skarösvik, ^enbugt på nordsiden aføen, hvor detobygder, HattarvikogKirkja, harenhagi i fællesskab. Formålet med fjeldgangenvarat tageden førsteomganguldsamt atøremærkedenyelam.

Ved denlejlighed gik vi tidligt om morgenenfra Kirkjaoverfjeldet itæt tåge,menda vi nåede de stejle fjeldskråninger ned modSkarösvik, brød^so-

Benenepåetfår, som skal have ulden tagetaf,

bindessammen medet

tykt uldbånd. Ibaggrun¬

den ligger ulden fraet andetfår. Skardsvik på Fugloy.

(Forffot. 1959).

lenigennem. Tågebankerne gledsomgletchere ned ad skråningen,ogén for

én dukkede mændene iden lange drivkæde frem af tågen.Resten af dagen

var det strålendesolskin,sombillederne viser. Ensommer-fjeldgang kunne

således finde sted i ideeltudflugtsvejr. Detvari reglen anderledes barsktat gå på fjeldetom efteråret og iden tidlige vinter, hvor dagenevarkorte, og

vejretlunefuldt ogofte koldtogblæsende.

Denførste fjeldgang om efteråret kaldtes iskurdog gjaldt udtagningen

af vædderlam ogde mindste gimmerlam tilslagtning. Et for ét blev de hen¬

tetud af folden _oglagt til side med de fire ben sammenbundet med etuld¬

bånd. Ved den næste fjeldgang, i klipping,var turen kommet til de øvrige gimmerlam, idetmansamtidigtogde dyr fra, somskulle føre avlenvidere.

Det kaldtes iklipping, fordi tillægslammene blev mærket på den måde, at

manskarpandeulden af dem. Hvert lam blev omhyggeligt vurderet, så^man

varsikkerpåatvælge de bedste dyr til bestandens videreførelse. Ved^samme lejlighed udskilte man de udtjente moderfar, hvis alder blev vurderet på

tænderne.

Tilbage stod nu den hårdeste del af fjeldgangen, især hvis det var en

fjerntliggende del af udmarken, nemligat transportereslagtedyrene hjem til bygden. Det kunne ske på forskellig måde: båret hjem på ryggen,drevet i

hildet tilstand eller sejlet hjem. Foruden de to slagte-fjeldgange, som er nævnt, varder i ældre tidentredje, somblev kaldt eftirjålaseyd. Denfandt

sted i december oggjaldt dyrene tilden særlige juleslagtning.

Fjeldgangefterfår ved

Skardsvikpå Fugloy

23/6 1959. (Forf fot.).

Denneside:

Fårene drivesned ad

fjeldsiden ogsamles i folden.

Næsteside:

Lammeneøremærkes, ogulden tagesaf.

Tradition _og

modernisering

De fotos ogoptegnelser fraetophold påFærøernei 1959og 1961, somher

erfremlagt, dokumentererenside af dettraditionelle færøske arbejdsliv, der

varpå vej tilatforsvinde,og somidagerblevet historie.Ide godt 40år,^som

ergået siden da, har det færøskesamfund gennemgåetenrivende udvikling,

somogså har berørt fareavlen.

Fårene spiller stadig en stor rolle, navnlig som leverandører af det luft¬

tørredekød,skjerpifgøt, somstadigerethøjt vurderet indslag i kosten, ja,

somnærmestmåbetragtessom endelaf den færøske identitet (7). Antallet

af far i udmarken erda heller ikke gået tilbage, menpasningen af dem er blevet moderniseret ogrationaliseret.Udmarkens får må stadig drives irætt,

mendet skerikke såhyppigtsomtidligere. De fleste af de gamlestensatte folde var allerede for 50 år siden blevet afløst af cementfolde med flere kamre _og et bassin, hvor fårene kunne behandles for lus; idag klares be¬

handlingen uden dypning. Den omhyggelige vogtningog pasningi udmar¬

kenerfaldetbort, ogfårene fodresom vinteren i fårehuse.

Men også den klassiske fællesgræsning i udmarkeneridagtruet. Deter blevet mere almindeligt, at enkelte dele af udmarken bliver indhegnet, og

nogle stederer mangåetovertiletfårehold, somhelt har opgivet udmarks- græsningen til fordel for græsning i indmarken^og staldfodring (8). Dagens

færøske fåreavlersåledes enscene,hvorbestræbelser foratfastholde kul¬

turelle traditionerbrydes medøkonomiskogteknologisk modernisering.

Noter

Enengelsk version af denne artikelerpubliceret i Scottish Studies vol. 32, 1998,s.89-106.-Tak til museumsleder Jögvan Ravnsfjall, NorQoya Fornminnasavn, Klaksvik, for kritisk gennem¬

læsning, sprogligerettelserogsupplerende oplysninger.

1 Robert Joensen: Fåreavlpå Færøerne (Færoensia vol. XII, Kbh. 1979, udgivetafSusanne BardingogHolger Rasmussen)s.37. Fåreavl på Færøerneer ensamlet udgave på dansk af fire færøskebøgeromemnet:Royvid(1958), Greivabitin (1960), Bytaseyd ogfletta (1968)og Vam- barkonan(1972). En detailleret redegørelse for fåreavlen ud fraenretshistorisk synsvinkel har E. A.Bjørk givet i Færøsk Bygderet I. Husdyrbruget (Torshavn 1956/57, fotografisk optryk Tors¬

havn1984). JoanPauli Joensen giver i Färöiskfolkkultur (Lund 1980)enoversigtoverarbejdsli¬

veti forbindelse med fåreavlen medudførlige litteraturhenvisninger. Bogen,somoprindelig blev udsendtpå svensk, foreligger også ienfærøsk udgave med ajour-førte henvisninger: Folkog men- tan(Torshavn 1987). 2 Rejserne blev foretaget i forbindelse med erhvervelseogflytning afet færøsk hus til Frilandsmuseet iSorgenfri. Huset kom fra den lille bygd Muli, hvor vi opholdtos etparmåneder i1961 under nedtagningogudskibning af bygningsdelene. Oplysningerneomfåre¬

avlen i Muli blevgivet af kongsbonde Simon Frederiksen.-Kirkja på Fugloy blev besøgt på den rundrejse,somjegforetogsammenmed arkitekt CurtvonJesseni 1959, foratfindeetegnethus tilflytning. Det korte ophold på Fugloy faldt tilfældigtsammenmed den fjeldgang vedSkarQsvik,

som erdokumenteret ienrække fotos. 3 Enøkologisk synsvinkel på fåreavleneranlagtafgeo¬

grafen Jesper Brandt i »Det færøske landbrugssamfund« i:Peder AggerogJesper Brandt: Om økologi. En introduktionsbog (2. udg. Kbh. 1978,s.64ff). 4 Ifølge Simon Frederiksens oplys-

ninger 1961 havdemani den lille bygd, Muli, ikke haftensærligrøgtingarmadur imandsminde,

menhavde blothjulpet hinanden, så godtmankunne. Andre steder på Færøernekaldes fårehyrden seydamadur. 5 Robert Joensen anf. arb. s. 39. 6 smsts. s. 40. 7 B. Stoklund: »Det færøskespisekammer«, i: A. Rathje, B. StorgaardogL. Wridt Sørensen red.: Himmelsk vin -jor¬

diskføde. Historiskesmagsprøver(Kbh. 1997)s. 169 ff. 8 JoanPauli Joensen: »RamRearing

on the Faroe Islands- Tradition, Recreation and Cultural Dilemma«, i: Geografisk Tidsskrift vol. 1.Special Issue: Agriculture-Systems-Landscapes-Resources(Kbh. 1999)s.97ff.

Summary

The

Sheepfold and its Role in Faroese Peasantry

»Fromthemostancienttimes, thefish-landing-stage and the sheepfold have beenfactors exerting themostcrucial influenceonFaroesevillage life«, writes the author and folklorist Robert Joensen in hismajor workonsheep-farming in the Faroe Islands. This article deals withoneof these key elements: thesheepfold (Faroese rætt). It is basedonnotes,interviews and photos fromtwotrips

totheFaroesin 1959 and 1961 in connection with theacquisition and transfer ofatraditional housetothe DanishOpenAir Museum in Sorgenfri. The bulk of the materialconcernstwosmall villages, both in the northernmost islandgroup,Noröoyar:Muli inBorQoyand KirkjainFugloy.

The landbelongingtoaFaroese village (bygd) is divided into infield (bøur) andoutfield {hagl).

Eachfarmer'srighttousetheresourcesin the outfield (e.g.summerpasturefor cattle, turf cutting andcatching of wild birds) dependedonhispartin the infield, measured in merkur. Themostim- portantright, however,wasthat of keeping sheepin the outfield, sheep-breeding being the central elementin thetraditional,compositeeconomy.Inmostpiaces sheepwerekept incommon;the in- dividual farmer didnothave hisownherd butonlyarighttoashare in the total yield ofmutton andwool, in accordance with his number of merkur. The sheep of the bygdweredivided into herds, eachhaving itsowngrazingarea,under the control of the elected shepherd. Hismostim- portantdutywastoorganize the gathering of the sheep intooneof the sheepfolds, whichwasdone

several timesduringtheyear,inordertopluck the wool,toearmark the lambs andtoselect sheep

forslaughtering.

The articlegivesadetailed description of the construction and theuseof the sheepfold inthe village of Muli,supplemented by photos fromasheep-gathering in the island of Fugloy.

AnEnglishversionof the article is published in Scottish Studies vol. 32, 1998,p.89-106.