THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

.SKRIGEN 1914-18 £

KONGELIGE BIBLIOTEK

130019383114

0 2.00

BMBEaMHHESI

DAVID LLOYD GEORGE

H A N S B A R N D O M

U N G D O M O G M A N D D O M S A A R

A F

J E N S N Y B E R G

V . P i o s B O G H A N D E L K Ø B E N H A V N

*

Lloyd George. (Sidste Portræt).

DAVID LLOYD GEORGE

DAVID LLOYD GEORGE

DET NYE ENGLANDS BYGMESTER

HANS BARNDOM,

UNGDOM OQ FØRSTE MANDDOMSAAR

AF

J E N S N Y B E R G

V . P I O S B O G H A N D E L — P O V L B R A N N E R N Ø R R E G A D E — K Ø B E N H A V N — 1 9 1 7

•HHHHI

Oplag 1500

S. L. Møllers Bogtrykkeri. København.

I.

ENKENS SØN. — LYSET FRA SKOFLIKKERENS VÆRESTED. - DEN PURI­

TANSKE SAFT. — MED SPANDEREM 0 3 BIBELKONKORDANS. — EN

»KRISTI DISCIPEL". — PRODUKTET AF DE UNDERTRYKTE GENERA­

TIONER. — DET FØRSTE POLITISKE MINDE.

E

n Sommermorgen i det tidlige Daggry Aar 1865 forlod en værdigt udseende Landsbyskoflikker og Baptistprædikant ved Navn Richard Lloyd en lille Byflække Llanystumdwy, der laa i Læ af det evigt tindrende Snefjæld Snowdon ved det larmen­

de Hav i Nordwales, for i et sørgeligt Ærinde at begive sig til sin Søster inde i Midt-England.

Han havde faaet Brev at hendes Ægtefælle Wil­

liam George var død i sit Livs Foraar, efterladende en frugtsommelig Hustru og to smaa Børn, en lille Pige paa 3 og en Dreng paa henved 2 Aar. Som Prædikant var Richard Lloyd vant til at trøste, men her trængtes til mere end Ord.

Den døde Svoger Will. George havde oprinde­

lig været Skolelærer og bl. a. haft Ansættelse ved Unitarernes Dagskole i Hope Street i Liverpool og senere i den mørke og sodede Fabriksby Manche­

ster, men da hans Helbred ikke var stærkt, havde han slaaet sig paa Landvæsnet for at komme til Kræfter. Efter en varm Arbejdsdag i Skoven for­

kølede han sig, fik Lungebetændelse og døde efter

6

en halv Dags Forløb paa sit lille Landsted i Nær­

heden af Haverfordwest, netop som Fremtiden teg­

nede sig for den lille Familje i lysende Linjer.

Richard Lloyd kom nu for at hjælpe Søsteren med at afvikle Arv og Gæld. Paa en fjærn Kirke­

gaard i Grevskabet Pembroke begravedes Wil!.

Georges jordiske Rester i III Kl.s Jord som skal være godt nok for Nonconformister. Men Mindet om den kloge, tankefulde Lærer med det sorte, bøl­

gende Haar, de mørke Øjne, det tætte, krøllede Un­

derskæg, som gjorde det blege Ansigt dobbelt blegt, lever endnu i Børnenes Tankekreds og er en ædel Arv for Slægten, der gennem Aarhundreder har haft sin Rod i Wales. Nu vendte Slægtens Yngste tilbage igen paa Morbroderens stærke Arme. Den lille Ud­

flugt det unge walisiske Par havde gjort ind i Midt­

england havde lønnet sig daarligt for dem, men begge havde givet efter for Trangen til et større Udsyn end det, Bygden gav. Og det maa der som oftest betales for...

Nu kaldte Hjemegnen sine Børn tilbage. Richard Lloyd tog de smaa paa Armen medens den tungt- bedrøvede Søster bar nogle af de faa Ejendele, hun ønskede at beholde.

Tavse gik de ved hinandens Side indtil de naaede til et gammelt, efeubehængt Graastenshus ved Lan­

devejen i det barske Hjørne af Riget, hvor Lloyd- Slægten — fattig ganske vist, men frifødt og uden Underklasse-Stemplet — op gennem skiftende Slægtled havde levet, forplantet sig, falmede og for­

svandt. Hjemstavnens Befolkning nedstammede

7 næsten alle fra de gamle Puritanere og disses Alvor, deres stærke Retfærdighedssans, urokkelige Mod og Kampiver samt uhyre Fond af religiøs Følelse gik stadig i Arv til Efterkommerne.

Den berømte engelske Historieskriver Lord Mö- caulay skrev 1825 i »Edingburgh Review« en glim­

rende Afhandling om Puritanernes Indflydelse paa Englands historiske Udvikling og bemærkede bl. a.

i sin Karakteristik af dem: »Puritanerne saa' med Foragt ned paa den Rige og den Veltalende, paa Adelsmænd og Præster; thi de holdt sig selv for rige ved Besiddelsen af en herligere Skat og veltalen­

de i et højere Sprog — ædelbaarne paa Grund af en højere Nyskabelse, og holdt sig for Præster ind­

sat af en mægtigere Haand end de i Embedet. Den allerringeste af dem var en Personlighed, hvis Skæbne havde en uhyre mystisk Betydning, paa hvis mindste Bevægelse og Handling Lysets og Mørkets Aander agtede spændt og med den største Interesse...«

Det er Saften af den Stamme, der flyder i David Lloyd-Georges Aarer.

Richard Lloyd og William Georges' Enke var begge Børn af en Baptistprædikant og sad smaat i det. Men Religionens Kraft havde gennemsyret Ri­

chard Lloyds Karakter saaledes, at han ofrede sit Livs Lykke — Tanken om selv at faa en Hustru, for Søsterenken og hendes Børn. Uden at gifte sig fik han paa en Gang nu baade Hustru og en Børne­

flok at forsørge ved sine Hænders Arbejde.

8

Foruden at være Skomager om Vinteren repa­

rerede han om Sommeren ogsaa Baade nede i Cric- cieth, et lille Badested, to engelske Mil borte, og gik

jævnligt tilhaande paa forskellig Maade i Omeg­

nen naar det var sløjt med Skomageriet.

Søsteren passede da den lille Skotøjshandel, hvis hele Udvalg forøvrigt kunde staa paa en Træhylde, tværs over det ene Vindue. Hjemmet var saare spartansk og Kosten derefter. David Lloyd-George har selv senere fortalt, at det var et festligt Øjeblik naar Børnene en Søndag Morgen delte et haardkogt Æg!

I det lille graa Stenhus ved Vejen var der ikke noget, der mindede om Luksus eller Overflod paa denne Verdens Mammon. Men der var saa meget mere af det evigt usynlige som udgjorde Atmosfæ­

ren i Davids Barndomsverden, som løftede Sindet over Døgnets Mangler og nærede den opvakte Drengs Fantasi. Tarveligere end det var, kunde det ikke være. Naar man traadte ind ad Døren laa der to bittesmaa Stuer paa hver Side af en smal Trappe som førte op til to Soverum ovenpaa.

Det var hele Bekvemmeligheden.

Morbroderen var en mærkelig Mand. Naar han sad ved sin Læst, bøjet over Spanderemmen og Bankestenen, hamrende, stikkende og syende med Beg og Traad, havde han i en Fordybning i Væg­

gen, foruden Sylene, Pløkkene, det fedtede Vox og den mystiske, halve Kokosnød med den lille begede Klat Smørelse (som aldrig blev hverken større eller mindre), anbragt nogle Bøger af hvilke de to for­

9 nemste var Biblen og en lille forslidt Bibelkonkor- dans. Hvert Øjeblik, han kunde stjæle fra sit Ar­

bejde, benyttede han til at læse i de to Bøger og ved Skinnet fra den osende Skomagerlampe gjorde han Notitser til den Tale, han agtede at holde den næste Søndag Eftermiddag i det lille Baptistkapel »Mo­

ria«, o: den Bjærghøj, hvorpaa Fader Abraham skulde ombringe Isak, og hvorpaa senere Jerusa­

lems Helligdomme blev bygget. Skomageren til­

hørte det lille, men strænge Hjørne af det store Baptistsamfund, som holder for, at en Guds Ords Forkynder skal være ulønnet, og altsaa for at leve maa ernære sig ved et Haandværk. Det lille Sam­

fund kalder sig »Kristi Disciple« og søger sin Kraft ved at holde sig fri fra alle teologiske Finesser og leve saa strængt op til Nazaræerens Eksempel som Folk, der kalder sig »Kristi Disciple« naturligvis bør gøre. Richard Lloyd var virkelig en saadan ægte Discipel! En ædel og tiltalende Skikkelse, der i mangt og meget minder om Cornwaliseren Mark Guy Pearses »Daniel Q u o r m « . Han øste al sin Vis­

dom for dette Liv og for det tilkommende af det gamle og det nye Testamente, og den lille David voksede op under Inspiration af denne for ham den største af alle Bøger — samtidig med at han i sin Barnesjæl indsugede et uudslukkeligt Had til Stats­

kirken og Herremændene, de to jærnhaarde Kræf­

ter, som gennem Aarhundreder havde terroriseret Slægterne i Wales og altid var paa Nakken af

Nonconformisterne.

Men Nonconformisterne er garvet af haardt Læ­

der.

H ü

10

Skomagerens Værksted var Samlingsstedet, hvor Byens Folk mødtes for at diskutere baade denne og den næste Verdens Affærer. Det var ogsaa Radikalismens Drivhus. Hele Egnen ejedes af en stokkonservativ Herremand som laa i evig Kamp med »Vildttyvene«. Jævnlig hørte man om Skov­

betjentenes Kamp med Byens Mænd, der mente sig at være lige saa meget Ejermænd til Skovens Dyr og Markens Vildt som Herremanden. Den lille Da­

vid syntes dog, i Modsætning til den unge Shake­

speare, aldrig at have givet sig af medKrybskytteri.

Derimod holdt han nok af at plukke Nødder og vil­

de Frugter i de forbudne Parker, — maaske ikke saa meget for Nøddernes Skyld som for at spille de spejdende Vogtere paa Næsen. Nogle Aar forinden Davids Fødsel var Wales gennemsyret af en mæg­

tig religiøs Vækkelse som igen senere affødte en po­

litisk Bevægelse der første Gang viste sit Ansigt ved Parlamentsvalgene 1868, idet Bønderne stillede Kandidater op i Herremændenes næsten private Valgkredse.

Hos Onkelen samledes som sagt Landsbyens Folk for at lytte til, hvad Richard Lloyd mente om de religiøse Rørelser og politiske Strømninger i Grevskabet.

Ved saadanne Sammenkomster lød svag Mum­

len imod Hs. Herlighed Jordpugeren og vrede Ud­

brud mod det statsirkelige Præsteskab; men den godmodige Skomager forstod at beherske Debatten.

I sin stilfærdige, langskæggede Værdighed evnede han at vende Vanskelighederne om, saa de i Virke­

II ligheden blev til et Udgangspunkt for ny Vækst, og de tavse Skygger omkring Lyset fra Skomagerlam­

pen fik ny Tro, paa at Livet her kun er en Forskole for noget, som ingen endnu har set eller hørt, men hvor der sikkert ikke er Landlorder eller statsan­

satte Præster. Naar Debatten gik for vidt citerede Onkel Richard i Reglen Skriftens Ord og særlig da af det ærværdige paulinske Brev til de Konrinther, i hvilken Datidens Forfulgte og Udstødte under Ro­

merriget formanes til ikke at tabe Modet, thi selv om det udvortes Menneske gaar til Grunde — saa fornys dog det indvortes Dag for Dag. Jordlivets Trængsel — fortsatte Skomageren med mild Røst

— som i Grunden er kortvarig og let, viser bestan­

dig en evig Vækst af Herlighed i Overmaal paa Overmaal, netop fordi det ikke er det synlige, man har for Øje, men det usynlige; thi det synlige er timeligt, det usynlige evigt osv. osv.

Skomageren var foruden Sjælesørger tillige de Fattiges Raadgiver i alle Sager baade af himmelsk og mere jordisk Art. Han var en upartisk Søger, der foruden sit eget Samfunds Tidsskrift ogsaa læste de primitive Metodisters og Wesleyanerens Blade, og sammen med den metodistiske Lokalprædikant &

Landsbysmed nede i Criccieth delte han Grevskabet Carnarvons Agtelse i alle Ting. Bønderne, der ikke formaaede at betale de store Tiender til Herremæn­

dene kom og søgte Raad. Præsteskabets Overgreb og Godsejernes larmende Jagtselskaber, der med store Hundekobler for ud og ind i Kornet og Køk­

kenhaverne, gav Anledning til mangt et Besøg i det

12

lille Skomagerværksted. Med bankende Hjærte og undrende Øjne lyttede den lille David til de Voksnes Samtaler, og han forstod allerede den Gang, at med Suk og Bedrøvelse og værdig Resignation kommer Smaafolk alligevel ingen Vegne her i Verden. Det vakte Trods i hans lille Barnehjærte, naar han hørte de Voksne fortælle Onklen om Godsejernes Forbud.

Med den kolde Brutalitet, som er det mest usympa­

tetiske Træk i den engelske Folkekarakter, blev In­

dividerne kastet ud af deres Huse i Dusinvis. Snart var det galt her, snart der. En Dreng, der havde slaaet en Hare ihjæl paa Jorden, skulde efter Herre­

mandens Forlangende sendes bort paa et Asyl — el­

lers blev Faderens Forpagtning sagt op. Saadanne Overgreb var langt grusommere i Wales end den vilde være det i England. Lloyd-George har engang mange Aar efter karakteriseret Forskellen paa engelsk og walesisk Syn paa Jorden. »Naar en engelsk Bonde bliver klar over,« skriver han, »at det ikke lønner sig at bruge den Jord, han har, for­

lader han den simpelthen og drager til Byen. Men saaledes er det ikke i Irland og Wales. Bønderne der sulter med deres Familier for at kunne blive paa deres smaa Farme. De ofrer alt for denne vanvittige Kærlighed til Jorden, som synes at være en Ejen­

dommelighed ved den keltiske Race.«

Godsejernes Standspolitik — paa én Gang en national og en social Uret — gjorde derfor et ufor­

glemmeligt Indtryk paa ham. »Jeg var meget ung den Gang,« siger han, »men Drenge glemmer ikke den Slags Ting. Dette er mit første politiske Minde.«

13 Allerede den Gang blev det ham klart, at »naar han blev stor«, vilde han gøre noget for at hjælpe her... De Voksne var harmfulde paa Forholdene, skabt af Godsejerne og Præsteskabet, men de for- maaede ikke at lægge Planer om en Frigørelses- kamp; de vilde vente, indtil engang den store Fører skulde komme og føre de skjulte Slagordner frem til Frihed. De drømte om en ny Tid, naar de om Aftenen sad i det lille Skoflikkerværksted og de ud­

malede sig en kommende Dommer, Profet og Stats­

mand... langt borte fra —!

Lidet anede de, at han stod midt iblandt dem.

II.

RACENS KÆRLIGHED TIL FRIHEDEN. — NØGLEN TIL FORSTAAELSE AF HANS POLITIK. — WALES, DE STORE VÆKKELSERS OG DE STORE STREJ­

KERS LAND. — DE UNDERTRYKTE REGERER UNDERTRYKKERNE! — DE SJÆLELIGE KRÆFTER I MODERSMAALET. — PRÆDIKANT I 3 AARS OG POLITISK AGITATOR I 5 AARS ALDEREN. — PARLAMENTSFOR- HANDLINGERNE I LANDSBYSMEDJEN. - SØNDAGSSKOLENS NYTTE. —

DE FATTIGES STATSMAND. — OLIVER CROMVELLS AAND.

J

eg er først og fremmest en Welshman,« — har han sagt, ogsaa efter at han er blevet Minister —

»naar jeg er død, læg mig da i Skyggen af min Barn­

doms Bjærge.« Og i disse Ord ligger i Virkelighe­

den Hemmeligheden til hans mærkelige, stemnings- bevægede og forbilledløse Politik. Han er ganske vist født i Manchester — den 17. Januar 1863 — i et saare skummelt Stenhus at se til, men han føler helt og udelt med Waliserne, hvis visionære Tempe­

rament, strænge Retfærdighedsfølelse og Racekær­

lighed han jo ogsaa har taget i Arv efter begge Forældre. Den jævnt ringe Kendskab til de tre Kon­

gerigers geografiske Modsætningsforhold gør det vanskeligt for Danskere at forstaa den lille Nations tusindaarige Frigørelseskamp for Retten til at tale sit eget Sprog, for at værne sine sagnrige Kul­

turejendommeligheder og for at leve efter sin reli­

giøse Overbevisning, saaledes som man ønsker den udformet i Frikirkeprincippet. Men netop dette præ­

ger Waliserne. »Det Folk« — sagde L.-G. en Gang

15 som ung — Advokat — »som ikke har en Drøm, det længes efter at gøre til Virkelighed, er dømt til Un­

dergang. I denne Drøm ligger Hemmeligheden ved alt virkeligt Haab, thi Drøm er Liv.« Det var Drøm­

men om Retfærdighed for det lille Folk, der gjorde ham til Politiker, og her ligger Nøglen til Forstaael- sen af hans Livs Politik.

Der gaar en respektfuld Højhed gennem heleWa- les' Historie, thi Wales rummer i Virkeligheden Eng­

lands oprindeligeBefolkning, Kelterne. UnderRomer- nes, Danaernes og Angelsachsernes blodige Erob­

ringstogter til Storbritaniens Taageland blev den keltiske Race efterhaanden drevet ud til Cornwall og Wales' klippefulde Kyster. Og her, i bjærgfulde Strøg, rige paa Kul og Jærn, levede det livlige Folk sit eget Liv. Racens Grundtræk er overordentlig sympatiske. En stærk Individualisme og Friheds­

trang er indvævet i et syngende, drømmende og digterisk Sind. I legemlig Henseende er de mindre end Englænderne, har mørkere Hud, livlige Øjne, fatter hurtigt og har hastige Bevægelser. Med utro­

lig Fanatisme hænger de fast ved den gamle Dia­

lekt og de fra Fædrene nedarvede, særegne Skikke.

Jævnlig gennemglødes Racen af store religiøse Væk­

kelser og dybtgaaende Strejker. Det lille Folk, der nu tæller godt 2 Millioner Sjæle, var sidste Gang selvstændig under Klahnen Glendor, som døde 1416.

»I kan« — sagde Klahnen til Englænderne — »for­

byde Lærken at synge, men aldrig forbyde os at elske Friheden ...!«

Da Vilhelm Erobreren Indførte det franske

16

Lehnssystem i England, kom Kronvasallerne og de

»adelige Riddere« ogsaa ud til det lille Folk og tog den værdifulde Jord, de dejlige Skove og de idyl­

liske Vandløb i deres Besiddelse.

Og hvad Adelen ikke vilde have, det tog Præste­

skabet, Statskirken.

Ifl. Domesdaybook (et Register fra den Periode) var England allerede da inddelt i 700 Baronier og 60,000 Ridderlehn med rige Kirkegodser, der svare til det Antal. Da Rigerne væltede imod hinanden i blodige Religionskrige, led Landet meget. De wa­

lisiske Bondeslægter, der havde standset Romernes Fremtrængen, blev skaanselsløst underlagt den en­

gelske Statskirke og Statsskole, og den fattige Be­

folkning maatte betale Skat hertil og store Afgifter til Landlorderne. Dette Tryk hvilede over dem op igennem Aarhundrederne og gav Waliserne et indadvendt Blik. Med stor Kraft hengav de sig i Ud­

dybelsen af Dialektet, værnede den Sjæl, der ligger i Modersmaalet; de vilde ikke bortbytte deres gamle Kampsange og de religiøse Hymner, som nynnedes fra Slægt til Slægt i Hjemmene og Søndagsskolerne, for den utvivlsomme kommercielle Fordel, der by­

des i det britiske Verdenssprog. Lloyd-George si­

ger selv, at han lærte Engelsk hos Sommerens Ba­

degæster nede i Criccieth under Følelsen af, »at det var et fremmed Sprog.« Paa Onkelens Skomager­

skilt stod der paa walisisk:

RICHARD LLOYD GWNEUTHWR

(hvilket altsaa formodentlig skal betyde Skomager).

Lloyd Georges Fødested.

17 Walliserne bekæmpede Højkirken med alt det glade Kampmod, der kan ligge bag den religiøse Inderlighed, og fordi de ønskede at fjærne alt af Kirken, som ikke stemte med Evangeliets Renhed.

De hævdede til det yderste den Enkeltes ubundne Frihed til at følge Samvittighedens Stemme. Efter ethvert Besøg eller Søndagsudflugt til Biblens Tan­

keverden skærpedes deres Samfundskritik, og deres Tro fyldte dem med Selvagtelse og en urokkelig Selvhævdelse, der ofte naaede Grænsen af Bigotteri.

Det fattige, men stridbare Folk fostrede det mo­

derne Englands Grundlægger, den puritanske Kæm­

peskikkelse Oliver Cromwell, hvis Betydning for Nutidens England og dermed for store Dele af Ver­

den aldrig er blevet tilstrækkelig forstaaet. Han nemlig skabte og befæstede det britiske Verdens- vælde. Gennem de undertrykte regeredes da Un­

dertrykkerne, ligesom nu. Og Lloyd-Georges Poli­

tik fornyedes atter fra Cromwells gamle Egne og profileredes gennem de første wallisiske Barndoms­

indtryk, dels gennem Selvsyn og dels ved at høre de Voksnes Samtaler.

Den afgjorte Særstilling—som formodentlig kan henføres til hans landlige Opdragelse — DavidLloyd- George indtager iblandt evropæiske Socialpolitikere og Reformatorer, har altsaa sin skjulte Kilde i Ra­

cens ejendommelige Stilling. En af hans Biografer siger, at han »aldrig har peget mod noget forlorent Arkadien i det Fjærne — han er ikke blevet Reform­

politiker ved Studiet af en samlet teoretisk-økono- misk Samfundslære eller nogen, i Videnskabens

David Lloyd-George. 2

18

Laboratorium gennemprøvet, politisk Anskuelse;

Lloyd-George følger sit medfødte politiske Instinkt og — handler. Med sit behændige Haandelag for at gøre netop det rigtige, gør han ogsaa det rigtige.

Hans dybe reflekterende Evne og en sand Velsig­

nelse af Selvstændighed gør, at han iagttager nøje og kritisk og danner sig en upartisk Mening om 1 ingene. Udfra et positivt kristent Synspunkt sam­

mensmelter han de sociale Krav paa en national Basis, som sund Fornuft byder.«

Paa Grund af de store Landlorders Eneherre­

dømme over Jorden henligger endnu i Wales store Strækninger som Jagtmarker, og Lorderne hersker næsten enevældigt i det kommunale og politiske Liv.

Kun 20 pCt. af Jorden er dyrket, medens 40 pCt.

er Eng eller Græsland, 3,5 pCt. Skov — Resten Skifferbrud, Jærn- og Kulminer. Er det da under­

ligt, at Riget ikke kan ernære sig selv?

Den lille David — dette geniale Produkt af Ra­

cen som Aarhundreder var gaaet i Graven for at frembringe — gik i sin egen Lilleverden og saa', som opvakte Børn ser, med store Øjne paa det tykke Lag af Uretfærdighed, som havde sløvet de gamle, og som kun meget faa havde forsøgt at udforske.

Han forstod tidlig de Voksnes Færd og abede efter.

Allerede som 3 Aars Dreng skal han saaledes have yndet at samle sine Legekammerater for at prædike for dem, saaledes som han saa Morbroder Richard gjorde om Søndagen. Ved Valget 1868 gik han som 5 Aars Knægt rundt i Landsbyen, et af de mørkeste Højresogne i Kredsen, med et Flag i liberale Farver og raabte »Leve Jones Tarry!« (o: den liberale Kan­

19 didat). Foruden Morbroderen, som var uafhængig, var der kun 3 andre Mænd, der vovede at stemme mod Godsejernes Kandidat. De blev saaledes boy­

kottede efter Valget, at de i Løbet af nogen Tid maatte forlade Egnen. Sligt huskes af Børn!

I Søndagsskolen var han den kvikkeste til at synge for, og han sang med, enten han kendte Me­

lodien eller ej. Ligeledes var han den rappeste i Svarene, naar Spørgsmaalene blev rettet af Søn­

dagsskolens Leder. Søndagsskolen var ham til me­

gen Nytte, fordi han her fik sit Ordforraad og Bil­

ledsprog beriget, — naar han er blevet den even­

tyrlige Taler, som før henrykkede Vælgerne og nu Verden, skyldes det maaske ikke mindst Søndags­

skoletimerne.

Sammen med den metodistiske Bysmed holdt Morbroder Richard det liberale »Liverpool Handels­

blad«, og den lille David maatte, da han blev større, pile ned i Smedjen efter det fælles Bud fra Omver­

denen. Dernede i Smedjen samledes Byens Folk un­

dertiden om Aftenen ved Ildstedet og Varmen fra Essen, og man gennemgik de politiske Artikler og Referaterne fra Parlamentet, Borgerkrigen i Ame­

rika osv., og naturligvis gjorde man sine Kommen­

tarer dertil.

Efter Valget 68 havde Gladstone for første Gang i Landets Historie taget Styret som Premiermini­

ster, og han havde da straks rejst Spørgsmaalet om den irske Statskirkes Ophævelse. Her var da noget at diskutere! Det var jo kun, hvad Wales ønskede.

Det kunde altsaa virkelig lade sig gøre at faa et

2 *

20

saadant Spørgsmaal paa Parlamentets Dagsorden!?

Men hvem skulde fremføre Wales' Krav? Den libe­

rale Bevægelse havde ikke formaaet at slaa igen­

nem herude...

David Lloyd-George har selv senere fortalt, at denne Landsbysmedje i Virkeligheden var hans Livs første Parlament, hans første Kursus i »parlamenta­

riske« Spørgsmaal.

Ingen af Smedjens Gæster tænkle den Gang, at det skulde blive den lyttende Purk, Skomagerens Plejesøn, som mere end en Menneskealder senere gennemførte Lovforslaget om Ophævelse af Stats­

kirken for Wales. Den Tids Mænd levede i Tro, ikke i Beskuelse. Men selv Gladstone sagde, at dette bibelske Ord er et Ord, »som ganske særlig Politikere har Brug for!« Den »store, gamle Mand«

fik aldrig opleve Synet af sine Reformers Gennemfø­

relse, og walisiske Slægter er gaaet i Graven med ham uden at se Sejren. Men de troede til det sidste paa den. I den unge Davids Sind indkapsledes de svundne Slægters Haab og Drømme, og herfra hen­

tede han Kraft til at staa fast i de mørke Stormtider, som hans Liv har været saa rigt paa. En stadig Nynnen fulgte ham — den walisiske Nationalsang, der lød fra Klippekløfter, Skakter og Minegange:

Mine Fædres Land, Skjaldenes Land, de stærke Krigers Land som var tro imod sin Stamme i Kampene for Friheden

Wales! Wales!

til Døden min Kærlighed skal vare, min Længsel og min Olæde er Wales....

21 Den havde lydt Aarhundrederne igennem, men Lloyd-George var den første, der tog Sangen med ind i Underhuset. England er det første Land i Ev- ropa, som udvikler et moderne Folkerepræsenta- tionssystem og skaber den Praksis, som man med et Ord kalder Parlamentarismen. Men denne Par­

lamentarisme blev ikke som ovre paa Fastlandet et Udgangspunkt for en Demokratisering af Samfun­

det, men befæstede tværtimod snarere det gamle uretfærdige fevdale System. Det samme Land prø­

vede først af alle Kapitalismens Gennembrud og den deraf følgende Industrialisering, som yderligere for­

værrede de sociale Forhold. Mægtige Rigdomme lever her Side om Side med den bundløse, den haab- løseste Fattigdom, og der er naturligvis heller ikke taget Hensyn til de smaa Provinsers Særkrav. Re­

geringerne har været saa optaget af Forholdene ude, at de har forsømt Forholdene hjemme. Og der­

til kom, at Riget i Virkeligheden gennem Aarhun­

drederne kun har været regeret af en eneste Stand.

Det samme Grundsyn gik igen fra Regering til Re­

gering, enten der var Whig eller Tory. Først nu ved dette Aarhundredes Begyndelse har dette Grundsyn faaet en anden Farve. De forskellige Landsdeles Krav er i Færd med at bryde igennem, og Arbejderklassens Raab om en spatiøs Socialise­

ring af Værdierne er blevet stærkere og stærkere.

Det var etHeld forVerden, at enLille-Nations-Mand som Lloyd-George sad i den engelske Regering, da Mellem-Evropa revnede, og Krigens Dæmoner slap løs. Lloyd-George vidste, hvad et lille Kulturfolk betyder. Under Boerkrigen udtalte han:

22

„Hvis man ser tilbage paa Historiens Blade, har de smaa Nationer altid været de udvalgte Kar i Helligdommen til at føre Forsynets bedste Vin til Menneskehedens Læber".

Ved en anden Lejlighed under samme Kampagne ytrede han:

„For to Tusind Aar siden kom det romerske Kejserdømme med sine Legioner og erobrede den Del af Carnarvonshire, hvor min Valgkreds ligger. De byggede Fæstninger og Mure, og forbød det walisiske Sprog. Nu forleden Dag gik jeg og betragtede Ruinerne af disse Mure. I deis Skygger legede Børnene, og jeg lyttede . . . . jeg hørte dem med uformindsket Kraft tale det af den overmægtige Romernation forbudte Sprog.

Tæt indtil Muren var der en højere Skole, hvor der undervistes i de romerske Erobrers Sprog, men der lærte man det som et dødt Sprog!"

Side om Side med Begejstringen for det natio­

nale løb Smerten og Harmen over den sociale Uret.

Historien lærer, at hvor der er national Undertryk­

kelse, er der ogsaa social Nød og Elendighed. Den lille David lærte at kende disse Tilstande fra Bun­

den af derhjemme i de walisiske Landsbyer. Tid­

ligere end de øvrige evropæiske Nationer gennem­

gik England de oprivende Rystelser, som foraar- sagedes gennem den industrielle Revolution, og da Jorden tillige var paa faa Hænder, blev der et væl­

digt Proletariat i de 3 Kongeriger. Der var ingen Støttepunkter i social Lovgivning af nogen Art, og gamle Arbejdere endte, da Børnene i Reglen ud­

vandrede, efter et langt Livs Slid paa Fattighuset.

David kendte dem — Landarbejderne, Kularbejder­

23 ne, Fiskerne, de smaa flittige Haandværkere. Om Morgenen, naar Solen stod op bag Snowdens Bjærg- ryg, saa han den graa Skare af Minearbejdere be­

væge sig hen til Mineskakterne for at forsvinde ned i de mørke Gruber med de fine giftige Dampe.

Her gravedes Kullene frem af Jordens Indvolde, og Arbejderne bragte dem op til Dagens Lys, som de selv sjældent saa'. Naar Solen gik ned i Havkimin­

gen mod Vest pumpedes Arbejderne op af Dybet igen, og det var Nat inden de naaede hjem. De saa sjældent Solen, de saa' sjældent mere end Brødet for Slidet dernede, medens Mine-Magnaterne levede i Herlighed og Glæde.

Alt dette fattede det lille allerede da undrende Instinkt fra Folkedybet, og han fik senere af Beun­

drere Hædersnavnet: The statesman of the poor, De fattiges Statsmand.

III.

DEN LILLE OPPONENT. — EN STREJKE PAA TROSBEKENDELSEN. — FÆDRENES TRO, FÆDRENES DRØM. — REBELLEN SOM ADVOKAT. — TO HOVEDER ER BEDRE END ET, OG TRE BEDRE END TO! — DET

FØRSTE TRIN PAA SAMFUNDSSTIGEN.

D

en lille Davids Liv var fra Barndommen af præ­

get af Opposition. Paa Grund af sit dybt-refiek- terende Væsen fik han af Kammeraterne Øgenavnet

»the Old-Methodist«. Han begyndte allerede tid­

ligt at lægge Planer for, hvad han vilde være, naar

»han blev stor«. Det voldte Vanskelighed for ham at finde Forstaaelse hos sine jævnaldrende — det Klima, der er saa befrugtende for de skjulte Evner og Kræfter i en rask Dreng. Hvis man blot vilde forsøge at forstaa en saadan lille Purk, havde man straks vundet ham som Ven. Manglen paa Forstaa­

else hos de øvrige Landsbydrenge bevirkede, at Da­

vid helst lyttede til de Voksne. Onkelen var faamælt og stræng. Hjemme hos ham var der ikke Plads til megen Spræl, og han fik ikke Lov til at blande sig i Samtalerne, men agtede saa meget des mere paa, hvad han hørte. Han var foran i alt — ogsaa i den Kunst at lege. Det var en vidunderlig romantisk Egn, han voksede op i, med mange historiske Til­

knytningspunkter, som ret kunde sætte den barn­

lige Fantasi i Bevægelse. Naar den tog ham, var

Richard Lloyd. Lloyd George's Onkel.

25 han den første til at kravle ud under Brobuerne over Klipperne eller hænge oppe i de højeste Trætoppe, og naturligvis gav slige Ekspeditioner revne Bukser og blodige Rifter her og der; men Bukserne kan syes sammen igen, og Skrammerne kan heles og de heles hurtigt paa en Skælm. I det altsammen havde David det aabne og frimodige Væsen, der afvæb­

nede en alt for haardhændet Fremfærd fra Mode­

rens og Onkelens Side. David gik i en gammeldags Kirkeskole (fordi der ikke fandtes andre paa Eg­

nen), hvor han fik en gammel fin Mand, David Evans, af den gode gamle pædagogiske Type til Lærer. Skolemesteren forstod, hvad der boede i den lille David af Evner og Muligheder og gjorde ham snart til Genstand for sin særlige Opmærksomhed

— skønt det med Sandhed kan siges, at David kun hørte til de ordinært flittige, hvad Lektieterperiet angik. Han var derimod straks Liv og Uro, naar det gjaldt Samtaler, og hans hastige Nemme bevir­

kede, at han altid havde kvikke Svar paa rede Haand.

Og altid var han noget af en Rebel.

Allerede i det første Skoleaar blev han Anfører af en Revolte mod Skolekommissionens Formand, Sognepræsten og de øvrige Kommissionsmedlem­

mer, som tilhørte den forhadte engelske Statskirke.

En Dag blev det meddelt af den gamle Fader Evans, at den høje Skolekommission den næste Dag vilde høre Børnene i Katekismen og Trosbekendelse oppe i Statskirken. David vidste, at Onkel Richard som Nonconformist fordømte den Slags Ting og betrag­

26

tede det som et Sjælerøveri, og han besluttede da at sætte sig i Spidsen for et Oprør. De fleste Drenge

— ja vistnok alle — var fra nonconformistiske Hjem, og han instruerede dem da saaledes, at et­

hvert Spørgsmaal fra Lærerens eller Sognepræstens Side blev mødt med Tavshed. Læreren forsøgte først en almindelig Eksamination i Kor, men Bør­

nene syntes pludselig at være blevet døvstumme.

Han forsøgte derefter at spørge enkeltvis, Resulta­

tet blev det samme. Den gamle Lærer var ved at fortvivle. Han gennemgik Række efter Række uden at faa Svar — indtil han kom til Davids lille Broder, en lille Fyr, hvis varme Hjerte flød over af Medli­

denhed, da han saa' den kære Lærers bekymrede Ansigt, og han brød Skruen og begyndte at frem­

stamme:

— Jeg tror paa Gud Fader — . . .

og snart fulgte de andre Børn efter i den tomme Fremsigelse af en Bekendelse, som de smaa kun for­

stod meget lidt af.

Kun Rebellen David forblev standhaftig, og han havde den Triumf, at Spørgsmaalstimen i den høj­

kirkelige Katekismus aldrig blev fortsat. Det var ellers Skik og Brug, at Skolebørnene skulde møde to Gange aarlig oppe i Statskirken, hvor de ellers aldrig satte deres Fødder, for at katekiseres.

Ved en anden Lejlighed spillede David en lig­

nende Rolle. En Søndag Morgen mødte han en af sine tidligere Kammerater, blussende efter en læn­

gere Sæbevask, med strittende Haar og i fine Klæ­

der, og Davids Nysgerrighed var straks vakt.

27

— Hvor skal Du hen, Teddy?

— Op i Statskirken!

— Hvad skal Du der?

— Katekiseres.

Teddy var øjensynlig noget forlegen.

— Er din Fader »gaaet over«?

— Ja.

—• Du kommer ikke hos os mere?

— Nej. Næ—æ!

— Du er ikke noget Fjols — vel, Teddy?

— Absolut ikke!

Tonen blev mere munter, og Munterhed giver Fortrolighed — og kort at fortælle — det lykkedes David at snakke saa længe med Teddy og trave rundt med ham i Skoven efter Nødder, at denne ik­

ke kom i Statskirken til Optagelse i den af Statskas­

sen understøttede Tro — den Dag i hvert Fald.

Fra Barnsben havde han faaet indpræntet Troskab imod Baptismen. De urgamle Stridigheder fører Slægterne til den Slags Midler. Hans Moder sagde engang, at hun hellere vilde se ham sidde og slaa Sten ved Vejkanten, end han vendte Ryggen til det lille Kapel og blev en »Frafalden«.

De Ældres Eksempel og den dybe religiøse At­

mosfære i Barndomshjemmet satte sit Præg paa Børnene, og de blev velbevandrede i de bibelske Optrin, Ordspil og Tankebygning. De kendte de store Frikirkepræsters Navne, Livshistorie og Præ­

dikener og sammenstillede mange Gange de største med Biblens Profeter og Apostler, og i de fleste non- conformistiske Hjem drømte man om, at i det mind-

••

28

ste en af deres Smaadrenge maatte vokse op og bli- ven »en af Gud og Kirken kaldet Prædikant«.

Samme Drøm plejede Onkel Richard.

Han ønskede inderligt, at David vilde være Præ­

dikant, — thi det var givet, at Drengen var alt for begavet til at være Skomager. Moderen havde ikke noget imod, at han blev Læge, thi en god Læge var bedre for denne Verden end en daarlig Præst! Selv vilde han være Sagfører. Han mente i al Beskeden­

hed, man ogsaa i den Profession kunde forbedre Verden. Naar han ikke vilde være Præst, havde Onkelen intet imod det. Han kunde maaske deri­

gennem blive Politiker og tage Kampen op imod Godsejerne. Alt for længe havde det været et Pri­

vilegium for de Rige at drive Politik. Nonconfor- misterne begyndte nemlig at fatte Mod. Der var ved at blive Dæmring og Lys over de virkelige li­

berale Principper, og Menneskerettighederne fik Magt. Medens OnkelRichard med oprindeligMistil- lid havde fulgt den ejendommelige Udvikling, Glad­

stone gennemgik fra det yderste Højre gennem et moderat Venstresyn til en afgjort radikal Reform­

politik, var hans Syn nu slaaet om til Begejstring for Gladstone, da han saa\ hvorledes denne i 1867 forvandlede Disraelis Skinreform af en Valgrets- udvidelse til en stor og dybtgaaende Stemmerets- reform. Det var den samme Gladstone, som i On­

kel Richards Ungdom bittert havde talt om »Smer­

ten og Skammen af Skismaet fra Rom«, og et Par Aar senere forkyndte, at »den protestantiske Tro anses god for os, og hvad som er godt for os er og-

29 saa godt for Irlænderne«, og som udfra disse Syns­

punkter forfærdede Nonconformisterne i de 3 Kon­

geriger ved at slaa paa dette: at det er Statens for­

nemste Opgave »at udbrede den rette og hæmme den vildfarne Religion«, og derved egentlig frem­

kom med saadanne Anskuelser, som (Macaulays Udtryk) »skulde retfærdige Sekterere steges ved en sagte Ild.« Og endnu saa sent som i 1853 vilde han formene »Sekterne« Ret til som andre Borgere at tage de højere Eksaminer ved Universiteterne. Men heldigvis omvendte Gladstone sig fra sin Vejs Vild­

farelse, og han gennemgik den vidunderlige Udvik­

ling tilsidst at staa som den religiøse Friheds for­

nemste Forkæmper i England. Havde Nonconfor­

misterne før været imod, var de nu for ham. De fat­

tede mærkelig nok Haab gennem Gladstones Poli­

tik, da han afskaffede den for Flertallet af de ka­

tolske Irlændere saa forhadte protestantiske Stats­

kirke paa den grønne 0.

Hele denne Enkeltmandsrevolution fulgte den unge David og Onkelen med undrende Øjne.

De fandt, at Sagførervejen vist var den bedste Genvej til at faa politisk Indflydelse. Men hvor­

ledes kunde dette ske? Hjemmet var fattigt. Kun med den mest minutiøse Sparsommelighed vilde man være i Stand til at naa frem til Maalet. 14 Aar gammel tog han Adgangseksamen til Lovselskabet.

For at kunne det, maatte han læse Latin og Fransk.

Thomas Goffrey, der havde været en gammel Ven af Familjen, paatog sig at lære ham Latin. Og On­

kelen forsøgte at lære ham Fransk. Selv kunde han

30

imidlertid ikke noget! Ingen i Byen kunde Fransk, men de fik opspurgt, at der var begyndt at udkom­

me nogle Studiekursus i Smaahefter »Cassells po­

pulære Sprogundervisning«, og Skomageren mente som saa, at to Hoveder er bedre end ét og købte disse Hæfter, og i skøn Forening vadede de to, den lille David og Onkelen, gennem ukendte Territorier og tilbragte mange Timer sammen ude i et Sprog­

vildnis, som de først sent forstod, hvor førte hen.

Den gamle Skolelærer David Evans fik Nys om Sa­

gen og kom de to tilhjælp, saa Ekspeditionen gen­

nem det skønne Gallien under utrolig Energiudfol­

delse for alle 3 Hoveder førte til et lykkeligt Resul­

tat. Man gennemgik bl. a. Æsops Fabler og under­

tiden kom de 2 andre Børn med i Undervisningen.

En Efteraarsdag i 1877 begav Onkelen sig med sin Søstersøn op til Liverpool for at faa den ende­

lige Eksamen.

Ingen i Landsbyen vidste noget om dette vove­

lige Forehavende, der, hvis det mislykkedes, maa- ske vilde have nedbragt Latteren over den fattige Familje, som vovede at gøre et Forsøg paa at bryde Standsfordommene. Først da de to Venner kom til­

bage til Landsbyen igen efter en heldig Eksamen og den gamle Skolelærer med Taarer i Øjnene erfarede at hans kæreste Elev nu havde taget Adgangsprø­

ven med Glans, fik Naboer og Genboer i Landsbyen at vide, hvad det var for skumle Planer, de 3Lands- mænd havde haft for. I 1878 kom den unge Mand, som nu af Taknemmelighed for Onkelen havde sat

31 Lloyd foran sit Efternavn, paa et Sagførerkontor i Fortmadoc, en lille dansk Mil fra Llanystumdwy.

Og fra nu af fulgte den i Sandhed opofrende og uegennyttige Onkel Richard i Frastand sin lille Da­

vid Trin for Trin opad til de farefulde Højder, vi nu véd, han naaede. Onkel Richard læste atter og atter om den bibelske Davids Kamp imod Filistrene og sammenlignede sin egen lille Davids Kamp med de mægtige Filistre i sit eget Land. Og han satte tykke Streger under Vers som disse i Samuelbogen:

»Og Philisternes Høvedsmænd droge ud, og det skete, naar de droge ud, handlede David klogere end alle Sauls Tjenere, og hans Navn var saare højt agtet.

Og David handlede klogere paa alle sine Veje, og Herren var med ham.«

Hvis Verden engang om Aartusinder skal have en ny Bibel, vil den lille David fra Wales formo­

dentlig faa en lignende Plads som Vogterdrengen David fra Judæa, thi deres Historie blev hinanden saare lig, skønt Tidsperioderne i Sandhed var saare forskellig.

IV.

DAVIDS FØRSTE KAMP MED FILISTERNE. - HAN BLIVER JOURNALIST I SIN FRITID. — STARTER EN DISKUSSIONSKLUB. — TALER IRLANDS SAG OQ GIVER .ANVISNINGER FOR STATSMÆND". — DET FØRSTE BESØG I UNDERHUSET. — FØLER SIG HJEMME HER. - PARLAMENTET I LANDS­

BYFORMAT.

A

llerede det første Aar David Lloyd-George var i Portmadoc blev han bekendt i den lille By for sin oratoriske Begavelse. Kun 15 Aar gammel var han i Søndagsskolen en attraktiv Taler og Leder af den lokale Afholdsbevægelse. Han fik her den før­

ste Lejlighed til rigtig at benytte sig af det engelske Sprog, som han senere mestrede som ingen anden, selv om den walisiske Dialekt aldrig har forladt ham. Han lagde tillige det velsignede Humør for Dagen, og Smilet i Øjenkrogene som følger ham endnu selv i de allermørkeste Situationer. Ogsaa paa dette Punkt adskiller han sig fra de fleste engel­

ske Politikere — han har Gemyt og han kan smile, ogsaa naar han er allerhaardest spændt for med Ar­

bejdet. Paa det paagældende Sagførerkontor for­

stod man snart, at her var en lille Spire, der vilde blive til et stort, prægtigt Træ. Med usædvanlig Kvikhed kom han om ved alle Spørgsmaal og sys­

lede med stor Lyst i vanskelige Sager som Jord­

vurdering, Ejendomsskyld eller hvad man nu vil

Lloyd George

ved hans førstt Optræden i Parlamentet.

33 kalde det paa Dansk. Han havde ogsaa en mærkelig Forkærlighed for Skattesager og mellemkommunale Forhold. Dette kom ham til Gode ret snart og var netop de Spørgsmaal, der banede Vejen for hans første Karrirére.

Snart fandt han dog Sagførerkontoret for snævert for den ham iboende Virksomhedstrang. De politiske Spørgsmaal omkring ham interesserede ham vold­

somt. Atter nærmede Parlamentsvalgene sig, og de to store Fløje begyndte at tørne sammen. »Jeg tror, jeg kunde blive en god Journalist!« sagde han en Dag efter at Valgene havde fundet Sted i Foraaret og givet de Liberale en enorm Majoritet. Og 17 Aar gammel skrev han sin første Artikel. Det gik saa- ledes til:

Lord Salisbury havde været paa Egnen og an­

grebet Gladstone i en kraftig Tale, som Lloyd- George havde læst et Referat af i det lokale Højre­

blad. Denne Tale syntes den unge Mand fortjente et passende Svar og han satte sig straks ned, en Af­

ten i November 1880, og skrev en Artikel, som han sendte til Bladet »North Wales Express« under Mærket »Brutus« uden ellers større Begreber om, hvorledes man skulde henvende sig til en Redaktør.

Han har selv skildret i en lille Dagbogsoptegnelse, hvorledes han, da »North Wales Express« — trods Navnet — først kom den 9. November omMorgenpn, aabnede Bladet og søgte under Rubrikken: »Notices to Correspondents« (en Rubrik, der nu svarer til enkelte Avisers »Brevkasse«) for at finde nogle Lin­

jer f. Eks. som: »Brutus«. Den af Dem indsendte

David Lloyd-George. 3

34

Artikel kan ikke anvendes. — Papirkurven«...

el. lign. Afslag.

Men nogen saadan Meddelelse fandtes ikke, og til sin store Forbavselse saa han, da han netop vil­

de lægge Bladet bort — at Bidraget stod som Spids­

artikel! Med næste Post fik han yderligere et Brev fra Redaktøren i hvilken denne takkede for Artik­

len og bad ham om flere af samme Slags. Bladet vilde staa aaben for, hvad han senere end maatte sende.

Den unge Mand lod sig ikke nøde, men var her­

efter en flittig Bidragyder i Bladet og optog med Held en Polemik om, hvorvidt den liberale Regering øgede Skatterne og førte her Krigen over i Fjen­

dens Lejr ved at tale om en af Højre gennemført Maltskat. Samtidig gav han Højrepartiet nogle bi­

dende Hug, fordi man havde ført det religiøse Spørgsmaal ind i Forhandlingen ved at tale om, at Religionen var i Fare under Gladstones Regering, i hvilken baade Joseph Chamberlain og Charles Dilke

— to af Datidens værste Radikalister — havde faaet Sæde. Lloyd-George henviste til Højres afghanske Politik i Nordindien, hvor kristne engelske Soldater havde myrdet Børn og Mødre og skabt et bittert Had mod Engelskmændenes blotte Navn og Nær­

værelse. Endvidere henviste han til Gladstones Fredsagitation under den russisk-tyrkiske Krig og hans Protest mod Annektionen af Transvaal, Glad­

stones fornuftige Finanspolitik o. s. v., o. s. v.

I andre Artikler kom han ind paa det evige »ir­

ske Spørgsmaal« og paaviste» at Selvstyre under

35 den engelske Krones Overhøjhed, var den bedste Maade for Irland at komme op af den dybe sociale og finansielle Elendighed paa. Ejendommeligt nok skulde det blive ham selv, der i Fjor fik det Hverv med sin lykkelige Haand at ordne dette vanskelige Spørgsmaal efter at alle smukke Teorier var styrtet sammen i en ulykkelig Borgerkrig.

I en Artikel som han — kun 18 Aar gammel! — skrev i det paagældende Blad om Irland, hedder det bl. a.:

— . . . N o g l e m e n e r n u , a t A a r s a g e n t i l d e u l i d e l i g e F o r ­ hold i Irland beror paa en Misfornøjelse, som er den irlandske Folkesjæl medfødt. Men det turde dog være sjældent, at man opdager en Person, selv om han af Naturen er svær at tilfreds­

stille, som er misfornøjet, uden at der findes nogen Grund til Misfornøjelse. Og jeg tænker det er en Kendsgerning, at Historien ikke kan opvise et eneste Exempel paa, at en Nation stadig og uafbrudt klager uden nogen som helst legitim Grund.

Dette er, hvad den irlandske Nation har gjort, den har klaget i

Decennier — for ikke at sige i Sekler.

Den 18-aarige undersøger Fejlen til hele det ulykkelige Forhold, og han tøver ikke længe med at forkynde, at Fejlen ligger i »et skændigt Agrar­

system« — Fejlen ligger hos de store Landlorder, og han er allerede da klar over, at i Jordspørgs- maalets fornuftige Løsning ligger ogsaa Løsningen af det moderne Englands og det vordende Evropas største politiske Grundproblemer.

Han undersøger derefter Spørgsmaalet: hvorle­

des man skal faa Bugt med den lille Gruppe af Inter­

esser, der vil hindre Udviklingen og siger bl. a.:

»Statsmændene skal først og fremmest varetage 3*

36

hele Folkets Interesse og ikke først og fremmest bøje sig for en enkelt Klasse — selv om den er al­

drig saa fin og beleven.«

»Gid Englands Parlament — slutter han — »maa afstaa fra at underhandle med Tyranniet og gøre sin Pligt uden Frygt, træffe Foranstaltninger som vil fremkalde Verdens Bifald — saa at Tyranniet ikke længere tillades at raade. Da vil Klageraabene forsvinde som Taage mod Retfærdighedens Sol. Og Livslyst, Lykke skal vende tilbage og blomstre paa Erins grønne 0.«

Man sporer tydelig i disse de første Artikler fra hans unge Haand, at han i Barndommens Dage har hørt de bibelske Profeters Skrifter oplæse og selv studeret dem. Hele Vendinger kan direkte henføres til den jødiske Ekstatiker Esajas. Dennes blæn­

dende Fylde af store menneskelige Egenskaber og mesterlige Kampsange mod Datidens Løgn og Uret, serveret med en glimrende, næsten betændt Sprog­

kunst, har den unge David Lloyd-George øjensynlig lært ikke saa lidt af, naar de blev oplæst i Baptist- kapellerne. Gang paa Gang lyner det i hans Taler af profetiske Glimt og — bevidst eller ubevidst — har han i de unge Aar ikke været bange for at lukke religiøse Vendinger ind i sit daglige Sprog og over­

føre dem med Virkning paa daglige Ting.

Lloyd-George fik snart Smag for den offentlige Forhandling og hans Evne til at tale om alt muligt og med alle mulige syntes medfødt.

Den 12. November 1881 var han første Gang i sit Liv i London og hans første Skridt i Verdens­

37 staden var rettet imod Parlamentet. Han følte sig meget skuffet over Bygningens Indre, da han havde faaet Sæde paa Tilhørerpladsen, men han saa straks i Aanden, at her imellem disse mørke Egetræspane­

ler vilde Skuepladsen for hans Manddoms-Bedrif­

ter være at finde — her og intet andet Steds. Han havde den Lykke at høre Gladstone debattere med Randolph Churchill (med hvis Søn L.-G. senere skul­

de sidde i Ministerium) og han lagde her særlig Mærke til den Fox-Terrie-agtige Maade, paa hvil­

ken Churchill for ind paa den gamle ærværdige Løve for at faa Nap i Debatten. Dette Churchill's Tries skrev han sig bag Øret, og benyttede det selv en halv Snes Aar senere overfor Chamberlain, der havde skuffet ham saa dybt. Thi medens Onkel Ri­

chard holdt paa Gladstone, syntes Søstersønnen bedst om den unge Joseph Chamberlain, som paa det Tidspunkt var yderliggaaende Radikaler.

Da Lloyd-George kom hjem fra sit Hovedstads­

besøg havde han faaet sin Horizont udvidet og for­

øget Lyst og Vovemod til det politiske Liv. Sam­

men med nogle jævnaldrende stiftede han i 1882 en Debatklub i Portmadoc, og i denne Klub holdt han snart efter en Tale om Krigen i Ægypten, som et Blad karakteriserede saaledes, . . . at naar den unge Mands Tale ikke vakte tilstrækkelig Opmærksom­

hed, var det fordi den ikke blev holdt i Underhuset.

Lloyd-George havde i sin Tale drøftet Spørgsmaalet om, hvorvidt Englands Krig i Ægypten var retfær­

dig, og de heri fremførte Synspunkter betjente han

38

sig senere af, da Højre havde kastet Landet ina i den usle Boerkrig.

Kun 15 Aar gammel havde den unge juridiske Student allerede i Skriit og Tale udtalt sig for de (i folkehygiejnisk Henseende) beslægtede Spørgsmaal som Afholdssagen, Jordspørgsmaalets demokratiske Løsning og imod Krige. Han havde dertil lejligheds­

vis været Taler ved forskellige Anledninger i Hjem­

stavnens smaa Baptistkapeller, men trods al den offentlige Deltagelse alligevel ikke forsømt sine Stu­

dier. 21 Aar gammel var han færdig med sine Eksa­

miner og kunde nedsætte sig som Sagfører. Men han var saa fattig, at han ikke engang havde Raad til at købe den obligate sorte Kappe, som var nød­

vendig for at kunne plædere i Skranken. Han tjente intet som Lokalkorrespondent eller ved at optræde som Taler, og Lønnen paa Sagførerkontoret i Port-

madoc var kun lille. Men han havde Venner og uden selv at vove at støde dem fra sig ved at bede dem om et Laan, kom de af sig selv og hjalp ham til Køb af en Kappe og til at oprette et Sagfører­

kontor nede ved det lille Badested Criccieth med Kontordage i et Par nærliggende Byer.

Hans Venner satte i Virkeligheden hans Talent paa Aktier.

Og de blev ikke skuffede for Udbyttet.

Den 30. Januar 1885, faa Dage efter at være fyldt 22, fik han sin første Sag. Han sad ved sin lille beskedne 35-Øres Middag paa Temperance- hotellet, da en bekymret Fader henvendte sig til

39 ham for at bede om Hjælp, thi hans Søn var blevet arresteret, sigtet for Vold.

»Det var Kl. 12,20; 12,30 var jeg paa Politista­

tionen — fortæller Ll.-G. — og fik den unge Mand løsladt, og her mærkede jeg for første Gang, at jeg kunde blive en taalelig Advokat.« Under slige Sa­

gers Ekspeditioner fik den unge Lloyd-George et dybere Kendskab til det indviklede engelske Rets­

maskineri, og han kom hurtigt i Konflikt med slette Embedsmænd og partiske Dommere. De sad der­

ude i Landets Afkroge ved deres sure Smaadom- stole og »kendte for Ret« som andre uddelte Almis­

ser. Befolkningen fik bestandig det Indtryk, at den var til for Embedsmændenes Skyld, og man maatte

— som kendt fra Charles Dickens Skildringer — bukke og krybe for Advokaterne og Dommerne I Haab om at faa Ret. Sligt skaber ikke fribaarne Mænd. Lloyd-George syntes Dommerne optraadte mere som Slotsfogder overfor undergivne Bønder»

og han hævdede selv, at »det var af Vigtighed, at en Sagfører viste, at han turde gaa ind i Embeds­

mændenes egen Hule og rykke dem i Skægget uden et eneste Øjeblik at risikere at blive sparket ud af samme...«

Lloyd-George viste ofte, at han besad dette Mod.

Allerede da var Modet og den blanke Klinge det mest fremtrædende Karaktertræk hos ham.

Han forstod at skaffe sig Respekt hos Dommer­

ne. IEngland erDommerne SagførerstandensBlomst, idet de mest begavede Advokater bliver Dommere efter at have gennemgaaet den vanskelige Skole og

40

maaske baade været »solicitors« og »barristers«. (De første gør det store, undersøgende og brydsomme Arbejde, de andre udfinder og begrunder de juridiske Synspunkter til Sagens Behandling i Skranken, ret­

ter Spørgsmaal til Vidnerne og holder indtrængen­

de Taler til Juryen og Dommeren). Lloyd-George havde Kontordage i 3 Byer: Festiniog, Portmadoc og Criccieth, og paa sine Ture mellem disse maatte han overnatte paa fremmede Steder. Da det var hans Natur imod at spilde de ledige Aftener paa Omgangsbesøg, samlede han jævnaldrende unge til Diskussionsmøder, hvor man diskuterede aktuelle Spørgsmaal vedrørende walisiske Problemer. De smaa Sammenkomster blev ledet efter nøjagtig de samme parlamentariske Principper, som var gæl­

dende for Underhuset. Man drøftede ogsaa irske Spørgsmaal og da ganske særlig Home-rule. I disse Klubber var der Folk af alle Partier og Synspunkter og dem gjaldt det om at overbevise. Ved en Lejlig­

hed talte L.-G. med en saadan Begejstring for Home-rule, at det gav Genlyd i Taget, og hans høje Stemme hørtes over paa den anden Side Aaen. Det var altid Festaftener, naar de unge Folk i de 3 Smaa- byer kunde samles med Lloyd-George i deres pri­

vate Parlament i Landsbyformat, og disseSammen- komster blev en glimrende Aftenskole for dem.

Dertil kom, at hans Bekendtskabskreds voksede med rivende Hast, og særlig Smaafolk fik Tillid til ham. De tog jævnlig ind paa hans Kontor for at spørge ham til Raads, og han fik mange Sager at føre. Hans Raad kunde de følge med Tryghed.

41 Over hans Skrivebord hængte en Udtalelse af hans Yndlingshelt Abraham Lincoln, som han daglig hav­

de for Øje. Udtalelsen lød saaledes:

Det er en ubestemt, men almindelig udbredt An­

skuelse, at Sagførere nødvendigvis maa være uhæ­

derlige. Lad ingen ung Mand, der vælger Sagfører­

standen som et Kald, for et Øjeblik bukke under for denne Opfattelse. Lad ham aldrig tilskynde til Trætte. Sagføreren har en fortrinlig Anledning til at være Fredsmægler og til at føre en Tilværelse som en god Mand.

I Reglen var hans Klienter sigtet for Vildttyveri, Krybskytteri eller for at have fisket i Aaløb eller Bække, som Herremændene mente at have Privile­

gium paa.

Ved disse Sagers Behandling havde L.-G. jævn­

lig Sammenstød med Embedsmændene og de skød Ryg, som naar sorte Katte ser en lille respektløs Foxterrier. Honorarer var sjældne, men derimod saa meget mere Skældsord som »Demagog«, »Sam- fundsomstyrter«, »Revolutionær« osv., og han kom paa Landsbybourgeoisiets »sorte Liste«.

Filisterne var over ham fra hans allerførste Dag som offentlig Person.

V.

FORTROLIGHED MED NATUREN. — HISTORIENS STEMMER. — KAMME­

RATSKAB FOR LIVET. — CHAMBERLAINS LAKSKO-RADIKALISME. — DE TO MICHAEL'ER. — DEN FØRSTE POLITISKE TALE. — SKYGGEN AF HAM,

DER KOMMER!

D

a Washington Irving mod Slutningen af sit Liv slog sig ned paa en lille Landejendom i Tarry- town ved Hudsonfloden, sagde han, at det er »en Lykke for et Menneske at have et stort Naturfæno­

men, et Bjærg, en Flod, Prærien til daglig Omgang.«

Noget lignende var Tilfældet med den unge Lloyd- George da han i 1884, 21 Aar gammel, slog sig ned som Sagfører i Criccieth, det lille Badested ved Ky­

sten. Fra sit Vindue saa han ud i en vidunderlig smuk Natur, hvis Farvespil vekslede i Storm og Stille. 1 brede, hvidtoppede Bølger stormede Atlan­

terhavet ind der ude fra Irlands og Skotlands Kyster og sendte vældige Vandmasser ned mod Wales klipperevne Skær. Dette daglige Naturskue­

spil affødte Tanker og Billeder i den unge Mands Sind og Sprog. Mod Øst ligger en lang Bjærgkæde med den snekronede Tinde Snowden som højeste Top. Den afspejlede Dagens Gang og det, der for­

blev, naar alt det øvrige skiftede. Hans Manddoms Veltalenhed bærer tydelige Spor af Fortrolighed med Hjemstavnens prægtige Natur. I hans ukunst­

43 lede, billedrige Sprog gløder snart Haabets Morgensol, lig den han som Dreng saa' staa op over Snowdens Snetinder, og snart brøler Indig­

nationens rullende Bølger i Talens Strøm og møder Syner, der fødtes i hine Ungdommens Øjeblikke naar Efteraarsstorme piskede den irske Søs Bøl­

ger til Skum og Fraade i Klipperifterne dernede ved Kysten, veksler, fortryller og forsvinder. I hans Ta­

ler skimter man Stormtiderne i Wales' Historie, og Klahnen Glendors og Oliver Cromwells Skikkelser skifter Plads med Biblens Mænd og Meninger. Hi­

storien og Naturen var den unge Mands daglige Omgang. Livet var en alvorlig Sag for ham og han var en flittig Elev, hvor der var noget at lære. Han læste næsten altid. Den første Bog som tog hans Interesse fangen var Rollins »Oldtids Historie«.

Men den Bog som havde størst Indflydelse paa ham var »Sartor Resartus«. Carlyles aandrige Epos i Prosa var paa engang en Aabenbaring og en Inspi­

ration. En forskelligartet Entusiasme rørte sig i ham ved Læsningen af Macaulays »Englands Hi­

storie«. Udover Bunyans »En Pilgrims Vandring«

var der ikke Adgang til Bøger i hans Hjem. Som Dreng havde han læst »Onkel Toms Hytte«, »Oli- wer Twist« osv., som rørte ham dybt samtidig med at han gennemgik en aandelig Krise, i hvilken han kastede en Del af de »ortodokse Fortøjninger«, men gør dog Tjeneste i religiøse Forsamlinger, hvor Ortodoxien og Ceremonierne intet betyder. Han forlover sig med en jævn Mands Datter fra Lands­

byen og stifter snart efter et lille, men lykkeligt

44

Hjem. De unge Folk forstod hinanden og Samlivet er forblevet ungt op i Aarenes Løb.

Efterhaanden som Arbejdet tog Fart, blev det nødvendigt at faa Medhjælp og foruden Hustruen hjalp Lloyd-Georges yngre Broder, Richard Lloyd- George, til paa Kontoret sammen med andre Ven­

ner. En af disse har senere sagt:

Det var en Lykke gennem et Antal Aar at være under David Lloyd-Georges Ledelse. Han virkede paa mig som et inspirerende Eksempel. Det var en herlig Tid. Ingen kan have haft en bedre Chef. Det er sandt, at han kunde være heftig; men Solen gik aldrig ned over hans Vrede. Hans venlige Hilsen ved Arbejdsdagens Slutning viste tydeligt, at alt var godt. Vi opretholdt Rollerne som Principal og Un­

derordnet, saa længe Klienterne var tilstede; men naar vi var for os selv, kastede vi den alvorlige Ma­

ske og var ret og slet Venner og Kammerater.

Man følte i hans Selskab, at han var opfyldt af en sund Frigjorthed, som var saa frisk og livgiven­

de som Bjergluft. Nogle misforstod denne Egen­

skab og fortolkede den som Overmod. Jeg har ofte hørt ham fordømme falsk Undseelse. Saa ofte han tog sig af en Sag, i hvilken han opdagede en Uret­

færdighed, blev hele hans Væsen oprørt. Det ge­

mytlige Blik i hans Øjne forsvandt og i Stedet kom skarpe Vredeslyn. Han fremførte sin Overbevis­

ning uden Tvivl, og hans skrevne Ord var lige saa bestemte og afgjorte som naar han talte... Han holdt fast paa den Anskuelse, at Bestemthed skaber Styrke, at Styrke skaber Udholdenhed, og Udho!-

45 denhed bygger Vejen til Fremgang. En mærkvær­

dig Henførelse, Hengiven (»Abandon«) besjælede ham nu og da. Mr. Lloyd-Georges hele Sukces be­

ror paa en fra Ungdommen af lagt moralsk Rets- og Grundopfattelse... Mr. Lloyd-George var en ivrig Bogorm. Han læste altid. Vi plejede at spise til Middag sammen hver Dag. Hvis der ikke var noget absolut specielt at diskutere, læste han under hele Maaltidet, spiste og læste samtidig. Og jeg har aldrig set nogen læse saa hurtig . . .

Han læste Adam Smith, Ruskin, Blaise Pascal, Burns og særlig den ædle italienske Patriot Maz- zini, den samme, der har sagt: I selve Værket bur­

de det nationale betyde for Menneskeheden det samme som Arbejdsfordelingen paa et Værksted — det anerkendte Symbol for Sammenslutning, Garan­

tien af dets Individualitet som en Gruppe Menne­

sker, kaldede gennem sit Lands Love, sine Traditio­

ner og sit Sprog til at udfylde en bestemt Opgave i den evropæiske Civilisations Arbejde.

I disse Ungdomsaar i Criccieth dæmrede lang­

somt hans Livs Program. Det var kort, men godt:

Den nationale og sociale Frigørelse. Her var det den nuværende Samfunds-Uret skulde have sit Hug paa Roden.

Skønt legemlig set mindre end de fleste, har han dog aandeligt taget været en af de største Rodhug- gere i den sidste Menneskealder i evropæisk Politik.

Han skrev og talte, hvor Lejlighed gaves om de specielle Forhold i Wales og Irland, og jævnlig gav