THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

O l o o

130019381529

K R I G E N S L Æ R E

F O R E D R A G

AF

J. F. MYHRE

DIREKTØR FOR

THE BALTIC AND WHITE SEA CONFERENCE

m um

KØBENHAVN

FR. G. KNUDTZONS BOGTRYKKERI

(INDEHAVER: OSCAR ENEVOLDSEN) 1918

et Afsnit af Historien er løbet ud. Det er ikke, da Krudtet opfindes, men først nu. da det svigter, at Mid­

delalderen hører op og en ny Tid dæmrer.«

(Dr. Fried i > Det nye Europa«.)

|VT

\endt opad mod det stjernebesaaede Him­

melhvælv, har vi en Fornemmelse af, at vi staar Ansigt til Ansigt med Evigheden. Naar vi ser de Tusinder af Stjerner, som lyser paa den pragt­

fulde Aftenhimmel, føler vi vor Afmagt. Vor Sjæl svinger sig op til sælsomme Højder, og vi føler, at vi, det vil sige vor Jord, er saa liden, er blot som et Atom i Universet. Og vore Tankers Flugt fører os op imod disse Tusinder, ja, Millioner af Stjerner, som kanske hver især er en Verden for sig med Væsener lig os selv, som lever et stakket Liv for atter at forsvinde i Universets Myste­

rium. Kanske disse Væsener en Gang skal for­

enes med os i den store evige Tilværelse, som vi Mennesker drømmer om. Saaledes staar vi

og fantaserer, naar vi skuer op til -dette Him­

melhvælv. Og vi løftes op fra Jorden for et Øjeblik, idet vi siger til os selv: Hvor er vi dog smaa, vi Mennesker. Hvilke Kryb er vi, som altid vil vende vort Blik nedad i Stedet for opad? Hvor er vore Idealer? Hvad lever vi for?

Vi lever en stakket Tid, kanske højst 70—80 Aar. Men hvad er disse faa Aar mod Evighe­

den ? Kun et Øjeblik. Og saa benytter vi dette Øjeblik til indbyrdes Kævl og Myrderier. Var det ikke bedre, om vi vendte Blikket opad mod det herlige stjernebesaaede Himmelhvælv, hvor Evigheden vinker os imøde? Vilde vi ikke da faa en bedre Forstaaelse af, hvor smaa vi er, og hvor kort Livet er — altfor kort til at stri­

des med vore Medmennesker?

Saaledes staar vi og drømmer, indtil vi ven­

der vore Skridt henimod vort Hus. Vi træder ind i vor Stue. Og der staar vi Ansigt til An­

sigt med Verden. Vor egen lille Verden. Ja, hvor er den lille mod det store Univers! Hvor bliver Huset lille og Stuen trang! Hvor svinder alt ind til et Støvgran mod det store derude over os! Hvor er vi Mennesker afmægtige mod de uendelige Kræfter i Naturen.

Men medens vi staar saaledes hensunken i Betragtninger, endnu overvældet af Indtrykket fra

det herlige Naturskue, føres vore Tanker uvil- kaarligt nedad mod Jorden. Og vi stirrer ud­

over den Verden, hvori vi lever. Hvad ser vi?

Inde i vor Stue, i vort Hjem, er der Fred. Men udenfor? Der ser vi en blodrød Horizont — Re­

fleksen af Krigens Flammehav. Vi ser store, frugt­

bare Landstrækninger hærget og lagt øde, gjen- nempløjet af Granater. Byer, Landsbyer, Min­

desmærker, Kirker og uvurderlige Kunstskatte lagt i Grus. Fredelige, lykkelige Hjem ødelagte, og hvis Familier er dræbte eller spredte for alle Verdens Vinde. Og vi ser et uendeligt Tog af ulykkelige Mennesker, Soldater, Fanger, Krøb- linge, Syge, Hjemløse og alle de andre stakkels Ofre for den grusomste Krig, som har hærget

\ erden fra dens Skabelse. Og vi standser og spørger: Hvad var Meningen med denne Krig, med al denne Elendighed ? Hvad blev der kjæmpet om? Til en Begyndelse om en eller anden be­

stemt Ting, der betegnedes som Krigens direkte Aarsag. Men efterhaanden om et Kompleks af Interesse- og Magtspørgsmaal, som omsider ved et Spil af Kræfter blev til en kaotisk Forvirring.

13et hele blev saa sammenfiltret, at man tilslut ikke vidste, hvor man egentlig begyndte, og hvad Formaalet var med dette grufulde Myrderi.

Om der ikke hersker Klarhed om det op­

rindelige Formaal, saa har vel i alle Fald (som jeg nævnte i mit sidste Foredrag »Den nye Tid«) Krigens Udvikling vist, at det, der tilslut kjæmpedes om, ikke var Udvidelse af Landom- raader eller Magtbegær, men om en ny Verdens­

anskuelse. Og at denne nye Verdensanskuelse vil bestemme Menneskehedens Skjæbne for de kommende Slægter. Det er denne nye Verdens­

anskuelse, som vil blive Krigens Lære. Det er den, som nu skal sættes i Højsædet og vise os Vejen henimod den Tid, der nu dæmrer for Menneskeheden. At redegøre for alt, hvad denne Krig har lært os, vil blive Historiens Sag. Endnu ligger det hele indhyllet i Krigens Røgskyer.

Men vi har Lov til at danne os et Billede af nogle af de Lærdomme, som denne Krig har bragt os.

Lad os sige det straks. Krigen har været en streng Læremester. Kanske den værste Menne­

skeheden har haft. Men har den været streng, saa har den i alle Fald i en Henseende lutret os, forsaavidt som den har aabnet vore Øjne for Vanvittigheden af den Lære, at Krig er nødvendig, og at den er Vejen til Magt. Og at Magt er Ret. Det var denne Lære, hvorom der tilslut blev kjæmpet, og som skulde vige Plad­

sen for den nye Verdensanskuelse, den nemlig,

at enhver Nation skal have Lov at leve sit eget Liv og selv bestemme over sin Skjæbne.

At Folkeviljen er den højeste Lov. Troen paa Frihed er styrket.

Men forat saa skal ske, er det nødvendigt, at Krig afskaffes. Som Dr. Fried skriver i Pro­

fessor \icolais nye Tidskrift »Det nye Europa«:

»En Trossætning er død, et Afsnit af Historien er løbet ud. Det er ikke, da Krudtet opfindes, men først nu, da det svigter, at Middelalderen hører op og en ny Tid dæmrer«. Den store Fred efter denne frygtelige Tragedie vil, som Lloyd George nylig sagde, skabe den internationale Aand, den internationale Samvittighed, der skal blive det Værktøj, hvormed Nationernes Liga afskaffer Krigen. Dette bliver denne Krigs stør­

ste og helligste Lærdom. Ligesom enhver Be­

vægelse eller Forkyndelse, ja næsten alt i Ver­

den har sin Kulminationsperiode, saa har Mili­

tarismen haft sin. Den er dødsdømt. Den ør­

kesløse Diskussion paa Haag Konferencen i 1907 om en Nedsættelse af Rustningerne vil nu blive gjenoptaget, ikke blot som Diskussion, men som et \ erdenskrav for den store Fred. Og det vil ikke indskrænke sig til blot at nedsætte Rust­

ningerne. Man vil kanske tage Skridtet fuldt ud og forlange almindelig Afrustning. For blot

tilnærmelsesvis at forstaa Rækkevidden af et saa- dant Skridt, vil jeg blot minde om, hvad jeg nævnte i et tidligere Foredrag: Rustningsom- kostningerne for de europæiske Lande ansloges allerede i 1910 til ca. 9 Milliarder Kroner, og hvilke senere er blevne forøgede med ca. 20 pCt.

pr. Aar. Alle disse Milliarder, som har været ødslet til Død, Ødelæggelse og Elendighed, vil nu forhaabentlig blive anvendt til det modsatte Formaal: til Fremme og Nyttiggørelse af Kultu­

rens reelle Værdier. Og hvilket betyder Menne­

skehedens Befrielse fra Militarismens Aag. Ver­

den vil aande lettere.

Den Tid er forbi, da Nationernes, og for- saavidt hele Menneskehedens Skjæbne skal be­

stemmes af et hemmeligt Diplomati og af en Gruppe af Fyrster og Militær Autoriteter. Hvis ikke disse, men Folkene selv var blevet adspurgt i det skjæbnesvangre Aar 1914, havde denne Ver­

denskrig været undgaaet. Thi Folket, de store, brede Lag ønsker ikke, har heller aldrig ønsket nogen Ufred. Som en engelsk Avis skrev før Fredsbrudet i 1914: »De store Krige foranledi­

ges ikke ved Folkenes naturlige Antagonisme, men ved ondsindede Krøniker og uforenelige Interesser, som væsentligt er fabrikerede af Stats­

mænd ved deres Mistænksomhed. Krigen er en

Forbrydelse. Den repræsenterer Diplomatkun­

stens Bankerot og Civilisationens Fallit. Den for­

dømmes af enhver af de mange Millioner Menne­

sker, som har et nøgternt Hoved, og som føler, at Ansvaret ikke ligger paa dem, men at de er prisgivne en blind Magt, som styrter sig i Kri­

gen uden at ønske den«.

Men hvad kan det nytte at fordybe sig i Betragtninger over Krigens Ophav og alt, hvad der kunde have afværget den. Naar en Ulykke er overgaaet os, er det faafængt at opstille Te­

orier over, hvorledes vi skulde have baaret os ad for at undgaa den. Ejheller nytter det at sænke vort Hoved i modløs Resignation. Dette vilde være Selvopgivelse, og hvorved vor Ud­

vikling vilde stagnere. Vi maa erindre, at vi Mennesker, baade som Nationer og Individer, gaar i Livets Skole. Fortidens Fejltrin skal være vor Læremester og vise os Vejen til en bedre Fremtid. Dette er stort og smaat set Moralen af denne Verdenskrig. Og hvis vi nu spørger os selv, hvorfor har denne Krig lært os saame- get? Svaret er: Fordi Nøden har hjemsøgt os.

Den har været vor Tugtemester, den har lært os Forsagelse, og den har forandret vor Sinde- lag og vort Syn paa Livet. Den har vist, at vort Samfund havde overlevet sig selv. Det trængte

til en Fornyelse. Men Nøden har haft en Følge­

svend, som ikke har været af det Gode: Rigdom og Overflod. Disse to — Nød og Rigdom har vandret Side om Side hele Krigen igennem. Og de har udført sin Mission — hver paa sin Maade. Den ene har lutret Menneskene, anspændt deres Arbejds- og Viljekraft. Men den anden har avlet en Nydelses- og Vindingssyge, som, set paa Baggrund af Krigens Elendighed, har givet et Vrængebillede af Samfundets Fysiognomi.

Denne Dans om Guldkalven har fremkaldt Ny­

delsessygens lave Instinkter og aabenbaret en moralsk Slappelse hos en Del af Befolk­

ningen, som har været en af de sørgeligste Fore­

teelser i denne Verdenskrig. Samtidig som Nøden, Savnet og Lidelserne har hævet Moralens Niveau, ndløst Menneskenes herligste Egenskaber og skabt Helte, hvis Navne vil straale langt over nogen sejerskronet Feltherre, saa har den let erhvervede Rigdom kaldt til Live en hel ny Klasse af Mennesker, som har sænket Samfundsmora­

len i en Grad, der maa vække Bekymring.

Vi kjender disse Krigens Døgnfluer med sine guldbeslaaede Vinger, som forpester Luften med deres Vellevnet og Ødelandsmani. Deres Stræ­

ben gaar ud paa at naa Millionen i en Fart, uden tilsvarende Arbejde, for derefter at strø

Penge ud til ligegyldig og overdreven Luksus.

Der kan vel næppe være Tvivl om, at denne Ødslen med Penge og dertil hørende Foragt for ærligt Arbejde er en af Aarsagerne til det fan­

tastiske Prisniveau, som vi omsider har naaet paa nær sagt alle Omraader. Eller om vi vil, en tilsvarende Forringelse af Pengenes Værdi.

Dette ser vi overalt i vort daglige Liv. Det er det gode Borgerskab, der lever sobert og stille, som det gaar ud over. Intet Under, at disse Pengeorgier har vakt Forargelse hos den jævne Befolkning og Had til Overklassen hos de Be­

siddelsesløse. Og heri ligger en Samfundsfare, som rummer Kimen til den sociale Revolution.

Heller intet Under, at Overdaadigheden har re­

ageret op efter, idet Staten griber mere og mere kraftigt ind med Beskatning af Formue, Indtægt og Luksus.

Men der er ogsaa en anden Side af den af Krigen skabte Mammonsdyrkelse og dertil hø­

rende Trang til Vellevnet og Fornøjelser, som fortjener Opmærksomhed. Og det er disse Fak­

torers Indvirkning paa Kriminaliteten. Under normale Forhold kan man henføre Forbrydel­

serne til Samtundsforholdenes sociale Fænome­

ner, hvis Udspring maa søges mere eller min­

dre i Individernes Degeneration. Men med Ver­

denskrigen har det gamle Ord »Lejlighed ska­

ber Tyve« faaet sin sørgelige Bekræftelse. Det er et meget broget Billede, som her oprulles for en opmærksom Iagttager.

Hvis vi ser hen til de krigsførende Lande, finder vi en overvejende Del af Ungdommen overladt til sig selv, fordi deres Forældre og Lærere har været optaget af Krigsarbejde ved eller bag Fronten. Besultatet har været, at Op­

dragelsen er bleven forsømt. Gaden blev Tumle­

plads, og Fristelserne meldte sig af sig selv.

Trangen til Fornøjelser skabte Berigelsesforbry­

delser med det Besultat, at disse er steget i en foruroligende Grad. Saaledes oplyser en Autori­

tet paa Kriminalitetens Omraade, at alene for Byen Wiens Vedkommende er Forbrydelser, be- gaaet af Personer under 18 Aar, fra 1913 til 1916 vokset med ca. 150 pCt. En i Sandhed uhyggelig Statistik.

Men hvis Kriminaliteten i de krigsførende Lande kan opvise sørgelige Besultater, saa har den ogsaa udbredt sin Smitte hos os og i de andre neutrale Lande. Tyverier i København er fra 1913 til 1917 steget med ca. 40 pCt. For Stockholms Vedkommende er Forbrydelserne siden 1913 steget med ca. 60 pCt. I Kristiania har Stigningen været mest mærkbar i det sidste

i

Aar, og er ca. 17 pCt. Flertallet udgøres af For­

brydelser mod Ejendomsretten. Imidlertid har Kriminaliteten ikke alene indvirket paa Ung­

dommen, hvis Tendenser til Berigelse og For­

lystelser ved simple Tyverier er blevne nærede af den letsindige Omgang med Penge. Men der er opstaaet en Række af nye Forbrydelsesarter i de forskellige Samfundslag, som maa tilskrives de af Krigen skabte særegne Forhold.

Samtidig med Pengeoverfloden har Knap­

heden paa Varer og Levnedsmidler og de sti­

gende Priser medført en Række Import- og Eks­

port Forbud samt Regler for Maksimalpriser etc., som har frembragt en hel ny Lovsamling, der paa den ene Side med sine utallige Para­

graffer er et helt Studium for en Kriminalrets- assessor, men som paa den anden Side har væ­

ret Kilden til en Masse Overtrædelser af Loven i et hidtil ukendt Omfang. Det er den gamle Historie, som gjentager sig. Desto flere Lovpara­

graffer, desto flere Forseelser. Vi har set, hvor­

ledes Folk, hvis Karakter under normale For­

hold har været ubestikkelig, nu har ligget un­

der tor Fristeisen til at smugle og forgribe sig paa Næstens Ejendom eller forgaa sig paa an­

den Maade ligeoverfor et af de mange Forbud.

Alle disse Lovovertrædelser: Tyveri, Smugling,

Klausulbrud, Kædehandel, Assurancesvig med Varer, Tyveri af Ernæringskort, Overtrædelse af Maksimalpriser etc., er et sørgeligt Udslag af den Slappelse i Samfundsmoralen, som Krigen har bevirket. Det betyder en Svækkelse af Befolk­

ningens Respekt for Lovens Autoritet, som er egnet til at vække Bekymring for Fremtiden.

Medmindre man tør haabe, at Lovovertrædel­

serne vil svinde ind efterhaanden som de mange nuværende Forbud ophæves.

Jeg har ovenfor nævnt, at den let erhver­

vede Rigdom har kaldt til Live en ny Klasse af Mennesker, som jeg betegnede som Krigens Døgnfluer. Den er bedst kjendt under Navnet

»Gullash«. Men det er vel næppe mere træf­

fende. Benævnelsen »Gullash« har vistnok sin Oprindelse fra den store Import og Eksport­

handel i Begyndelsen af Krigen, hvorved en hel Del initiativrige Kjøbmænd tjente store Formuer.

Og ganske vist stammer Ordet fra nogle vel­

lykkede Forsendelser af Gullash til de krigsfø­

rende Lande. Benævnelsen »Gullash« er imid­

lertid senere bleven til et Øgenavn, som anven­

des paa de utallige Personer, som gjennem hel­

dige Spekulationer er vokset op som Paddehatte og har sat sit Præg paa det moderne Samfunds­

liv. Krigen har forøvrigt frembragt en Spekula-

i

tionsfeber, som har bredt sig til alle Samfunds­

lag. Folk, som før ikke vidste, hvad en Aktie var, eller hvori Børsspekulation bestod, blev grebet af Epidemien. Ja, saagar Kvinder maatte med i Spillet. Der blev tjent Formuer i Løbet af nogle Dage. Fristelsen var stor. Alle maatte med.

Endog Ungdommen. Og her har vi atter et Mo­

ment, der kaster et grelt Lys over Nutidens Vin- dingssyge. At ældre Mennesker kaster sig ud i Spekulation kan have sin psykologiske Forkla- ring, omend ikke moralske Berettigelse. Men at unge Mennesker, der sidder paa en knap Gage, i underordnede Stillinger, og i mange Tilfælde ikke har fyldt deres Myndighedsalder, kaster sig ud i Spekulation, er en af de mindst tiltalende Foreteelser i denne bevægede Tid. De fortjener at sættes i Gabestokken. Med en forbavsende Maalbevidsthed og Frejdighed har disse ungdom­

melige Jobbere, som intet havde at tabe, men alt at vinde, tumlet med Børspapirer, som Even­

tyrerne spiller va banque i Monte Carlo. Eksemplet smittede. Naar den ene saa den andens Held, maatte han ogsaa være med. Akkurat som i Spillebanken. Og saasnart de havde skovlet ind deres Gevinst, gjaldt det blot at lade Pengene rulle.

Hjemstedet blev for trangt og tarveligt. Og flokke­

vis drog disse Flottenheimere til Storbyerne, hvor

deres Ødselhed ingen Grændser kjendte, og hvor de har gjort sig forljent af en ikke altid lige smigrende Opmærksomhed, samtidig som de har opnaaet at fordyre Hotel-, Restaurations- og Rejse­

livet for andre almindelige Borgere. Det er vel givet, at den Slags Ungdom maa gaa moralsk slappet ud af Krigen.

Og den vil afgive et sørgeligt Modbevis for den Paastand, som blev fremsat af den berømte tyske Feltherre Moltke og andre af hans senere Di­

sciple, den nemlig, at Krigen udvikler Menneskets ædleste Dyder. Og at uden denne var Verden ned­

sunket i Materialismens Dynd. Nej, desværre.

Vistnok kan Krigen, og særlig denne Verdens­

kamp, give Eksempler paa Menneskenes store Indsats af Forsagelse og Offervillighed. Men samtidig har Materialismen og Kriminalismen bredt sig med en ligesaa forfærdende Smitte som den Spanske Syge. Det er ligesom Krigens Rædsler har afstumpet disse besmittede Menne­

skers Begreber om Livets egentlige Værd og dets Maal. Det er Skyttegravenes forraaende Luft, som er blæst ind over Landene, ligesom den kvælende Scirrocco fra Saharas Ørken.

Denne Luft har medført et andet Gift­

stof. Det er Proletariatets Rejsning mod den bestaaende Samfundsordning. Paa den ene Side

de mammonsberusede Mennesker, der fraadser i Øjeblikkets Nydelser. Paa den anden Side den hujende og sultne Hob, der raaber om Hævn og Død over de besiddende Klasser. Det er Kri­

gens Lære om det gabende Svælg mellem Rig og Fattig, mellem Høj og Lav, mellem Herre og Tjener, som nu bringer Folkenes Lidenskab i Kog og faar Anarkiets tøjlesløse Kræfter til at udfolde sig. Anarkiet er Sultens Følgesvend.

I Rusland har det forlængst holdt sit Indtog og med sin dødbringende Magt lagl Landet un­

der sin bloddryppende Haand. Der er nu vendt op og ned paa den gamle Samfundsordning.

De, som før i Medfør af deres Stand og Dan­

nelse var de første i Samfundet, er nu sat ned i den laveste Klasse som foragtede Individer, medens Hoben er sat i Højsædet, hvorfra den udøver sin vilkaarlige Magt og Terrorisme.

Der er altsaa ikke engang foretaget en Ni­

vellering efter socialistisk Mønster. Nej. Samfun­

det er inddelt i Rangklasser, blot med den For- skjel, at de Overordnede er blevne de Underord­

nede, og omvendt. For at nævne et Par Eks­

empler. En General, som er bleven degraderet til at sælge Aviser paa Gaden, og en Godsbe­

sidder, som er bleven Dørvogter — en Skjæb-

nens Ironi. I)et er Bolschevismens Lære. Sam­

fundet er sat paa Hovedet.

Og medens det forpinte russiske Folk støn­

ner under Bolschevikernes Aag, skyder disse Fanatikere deres Giftpile udover Europa. Men Europa ligger selv i Krigens sidste Krampetræk­

ninger og staar afmægtig ligeoverfor Smittefaren.

Kejser- og Kongetroner er faldne i Grus, me­

dens deres Riger opløses. Og Bolschevismen finder en frodig Jordbund i denne Folkenes Famlen efter Selvstyre og Frihed. Det hele er et Kaos, som ryster Europa i sin Grundvold.

Men ud af dette Kaos stiger Fredsengelen lang­

somt, men sikkert frem. Og naar den har fuld­

byrdet sit Værk mellem de krigsførende Natio­

ner, da vil deres første Opgave blive at samle sig til Forsvar mod den store, fælles Fjende, som er kanske end farligere end selve Krigen:

Mod Bolschevismen og Anarkiet. Ikke alene til Forsvar, men til Angreb. Thi denne Fjende maa ikke alene slaas ned, men udryddes, hvis Men­

neskene skal faa Lov til at arbejde i Fred. Det vil blive Nationernes Forbunds store Opgave at enes om, at Revolution med dertil hørende Mord, Plyndring og Sabotage er en international Forbrydelse, som ubønhørligt maa slaas ned med Magt. Thi hvad kan det nytte, at vi faar Fred

mellem Nationerne, hvis Folkene inden deres Grændser fortærer sig selv ved indre Kampe? Ind­

til denne Fare er afværget, vil Europas Folk føle sig som boende paa en større Vulkan end den, der bragte Verdenskrigen til Udbrud. Det bliver tilslut Kulturens Kamp mod Barbariet.

Medens Verden saaledes i aandeløs Spæn­

ding venter paa, hvad Fremtiden vil bringe, forbereder Folkene sig paa at gjenoptage deres (redelige Arbejde. Ved Siden af de nedbrydende Kræfter er der heldigvis andre, som er ifærd med

a* byg§e op. Europa er i den Henseende som et stort Værksted, hvor flittige Hjerner og Hæn­

der er ifærd med at drage Nytte af Krigen. De vil føre dens gode Lære ud i Livet. Det er den fredelige Revolution, som arbejder henimod Gjen- oprejsningen af det ødelagte Europa. Ikke alene i politisk, men ogsaa i social og økonomisk Hen­

seende. Vistnok gjennemgaar vi en Fortvivlelsens Periode, men dette er ogsaa Haabets Tid. En ny Morgenrøde gryr i Horisonten. Det er Kri­

gens Lære, som nu skal nyttiggøres for os og de kommende Slægter. Har Krigen paa den ene Side ^ ist os, at et Menneskeliv intet er værd ved de Millioner, som er blevne dens Ofre, saa har den dog paa den anden Side lært os, at Menneskekærligheden aldrig kan dø. Og det

er denne Menneskekjærlighed, parret med Troen paa vor Kultur, som er den bærende Kraft i det store Oprydningsarbejde, som forestaar efter Verdensbranden. Vi maa forøvrigt ikke glemme, at der allerede er udrettet store Ting under Kri­

gen, som vil sætte varige Spor i Fremtiden.

Saaledes er Jorden bleven opdyrket i en hidtil uanet Grad. Nøden har lært os at skatte den mere end før. Og den vil herefter blive udnyt­

tet i dens fuldeste Udstrækning. Desuden har vi gjennem vore Rationeringsforhold lært at være mere sparsommelige med vore Næringsmidler.

Med andre Ord at leve mere økonomisk. At ødsle mindre med vor Tid og vore Kræfter. At tænke lidt mere paa vore Medmennesker. I det hele taget at tage mere Hensyn til de af vore Medmennesker, som hidtil har levet paa Skyggesiden af Samfundet.

Ja, dette har Krigen lært os: I vort Arbejde, hvad enten vi er Arbejdere, Embedsmænd eller Forretningsmænd, har vi alle i lige Grad Krav paa Nydelsen af de økonomiske Goder, som vort Arbejde forskaffer os. Den uretfærdige Fordeling af disse økonomiske Goder, som eksi­

sterede før, vil nu blive et af de store Krav, som den nye Samfundsordning vil stille.

Denne Verdenskamp er forøvrigt forskellig fra andre Krige, som den har lært os ikke at

lade det gaa i den gamle Slendrian og overlade den tidligere Tingenes Orden til Fremtidens Skjæbne. Medens Ødelæggelsen har fuldbyrdet sit Værk, har der stadig været arbejdet paa, ikke alene at sætte Maskineriet igang igen, naar Fre­

den kommer, men ogsaa at skabe en Nyordning paa det sociale og økonomiske Omraade med Hen­

syn til den under Krigen gjorte Erfaring efter det Princip, at man maa forberede sig under Krigen for at være færdig til Freden. Som en engelsk Statsmand siger: »Endnu før Krigens Bog er lukket, maa vi begynde at skrive de første Ka­

pitler i Fredens Bog«. Man er omsider blevne enige om, at intet vil blive det samme efter Kri­

gen. Som Lloyd George har sagt: »We are a different people«. Og dette kan visseligt over­

føres paa alle Folk og Forhold. Tidens Løsen er: Samfundets Demokratisering. Ethvert Indi­

vid skal komme til sin Bet og hver især faa Lov til at tænke og tale selvstændigt. Som den fremragende tyske Statsøkonom og Filosof Wal­

ther Rathenau skriver i et af sine største Vær­

ker »Zur Mechanik des Geistes«: »Mod sin Vilje og sit Vidende er vor Tid inderst inde demokratisk, idet hvert Skridt henimod Frihe­

den bliver uigjenkaldeligt, ethvert Tilbageskridt henimod Tvang umuligt, hvorved altsaa Løbet

mod Lighedspunktet bliver ved uden Standsning, da Tiden i sine Drømme føler, at den har Brug for Folkene og ikke længere for Klasseforskel.

Den tilstræber ikke Folkeherredømme, men Fol­

kefrihed; og selv om ogsaa denne Vej fører gjen- nem Vildfarelse og Synd, Nød og Fare, selv 0111 ogsaa mangt et Kulturgode vil blive knust, saa er den dog sikret ved evige Magters Vilje.«

Det er denne Stræben efter Folkefrihed, som præger Tidens Aand. Men medens Rathenau i sine Skrifter mere bevæger sig i Teoriens Verden og fremsætter sublime Læresætninger for den fremtidige Statsøkonomi, som gaar ud paa en Slags modificeret Statssocialisme under Hensyn­

tagen til den individuelle Frihed og det private Initiativ, har man i England allerede ført Læren 0111 Samfundets Demokratisering ud i Livet. Her maa indskydes den Bemærkning, at medens disse Betragtninger nedskrives, har Revolutionen i Tysk­

land fremskyndet Begivenhedernes Gang og vil vistnok af sig selv fremtvinge den Tingenes Or­

den, som nu er en fuldbyrdet Kjendsgerning i England. Her liar man nemlig forlængst indset

— allerede et Aar efter Krigens Udbrud — at denne ikke alene for Nationerne, men ogsaa for Klasserne og Individerne har været en Emanci- pationskrig. Og at et af de store sociale Pro­

idet man maatte indrømme, at Forholdet mellem Arbejdsherre og Arbejder før Krigen var spændt, fordi deres gensidige Opfatning af Rettigheder og Pligter var modstridende. Mange Arbejdsher- rer troede, at Arbejderne nød en særlig Begun­

stigelse, medens paa den anden Side Arbejderne gennem deres Fagforeninger stillede urimelige Krav. Resultatet blev Strejker og Lock-outs.

Krigens Lære har udjævnet dette Misforhold.

Den har vist, at de to Grupper gjensidig trænger hinanden. At selv om en Arbejder trænger Kapi­

tal, saa er det Arbejdet, som skaber den. Og Arbejdsherren har lært, at en Arbejder er mere end en Maskine. I denne Forbindelse er Spørgs­

maalet om den saakaldte maximale Arbejdsdag af særlig Betydning. Det har nemlig vist sig under Krigen ved Ammunitionsfabrikationen, at Arbejds- ydelsen i sig selv har fastsat en Maximaltid el­

ler saakaldet »optimum day« for en Arbejdsdag, idet det er bleven godtgjort, at en Arbejder, som for Exempel er stadig beskæftiget i 6 Timer kan udrette mere end en anden, der holder paa i 7, 8 eller flere 1 imer. Mange andre Spørgsmaal vedrørende Arbejderens Livsvilkaar har meldt sig at sig selv, efterhaanden som Krigen skred frem.

Por at løse disse forskellige Problemer, blev der

af den engelske Regering dannet det saakaldte Ministry of Reconstruction. Det vil sige, til en Begyndelse var Hensigten at forberede Over­

gangen fra Krig til Fred særlig med Hensyn til Spørgsmaalet om Afvæbning og Gjenoprettelse af den gamle Tingenes Orden. Men eftersom For­

holdene udviklede sig, blev man klar over, at de sociale og industrielle Forhold før Krigen ikke var saa harmoniske og godt organiserede, som de burde være. Og hvorfor den oprindelige Plan blev forandret til en Beslutning om Reform.

Det skulde betyde en bedre Verden efter Krigen.

Man kom til den Erkjendelse, at en Gjenrejsning af det nationale Arbejde paa fredeligt Omraade maatte have til Forudsætning en Samvirken mellem Arbejdsgiver og Arbejder i hele Produk­

tionens Reorganisation og i Bestemmelserne om Arbejdets Ledelse og Udbyttets Fordeling.

Det er denne Erkjendelse, eller rettere Be- kjendelse, som den saakaldte Whitley Commission har aflagt. Denne Kommission, som blev ud­

nævnt af det engelske Ministry of Reconstruction fik til Opgave at løse det store Problem ved­

rørende Kapital og Arbejde. Og det bør siges, at dens Rapport er et historisk Dokument, som betegner en Milepæl i den sociale Udvikling.

Den indvarsler nemlig Industriens, og forsaavidt

Samfundets Demokratisering. Komiteen har sit Navn tra dens Leder, Mr. J. H. Whitley, og er sammensat af Repræsentanter fra Økonomiens, Kapitalens og Arbejdets Omraade. Kvinder er ogsaa blandt dens Medlemmer. Her skal blot nævnes nogle af de springende Punkter i Komi­

teens Arbejde. Den fremhæver først Betydningen af at fortsætte det Samarbejde, som er etableret mellem alle Klasser under Krigen, særlig mellem Arbejdsherrer og Arbejdere. Den anbefaler der­

næst bedre Vilkaar baade økonomisk og socialt for Arbejderne med det Formaal at sikre deres Samarbejde til Fremme af Industrien. Med andre Ord, den markerer straks sin Hensigt at ville udarbejde Fredsbetingelser i den gamle industri­

elle Borgerkrig mellem Kapital og Arbejde. Ar­

bejderne skal have en saadan Andel i Driften, at den kan stimulere deres individuelle Ansvars­

følelse og samtidig højne deres Moral. Forat føre disse Ideer ud i Livet, er der dannet et Fælles- raad bestaaende af en ligelig fordelt Repræsen­

tation af Arbejdsgivere og Arbejdere, som skal kontrollere de forskjellige økonomiske og sociale I'orhold mellem de to Parter. Princippet er, at ethvert af disse Fællesraad skal behandle alle Industriens Faktorer og ikke blot befatte sig med en speciel Gren. Der kan saaledes ikke være

Tale om, at der i en Industri skal være et Raad, som repræsenterer Kapital, et andet Forretnings- ledelsen, et tredie Arbejde, thi en Industri til­

hører ikke bare Kapitalisten eller Forretnings- ledelsen eller Arbejdet. Alle disse Elementer maa være repræsenterede i Raadet. Altsaa ikke af Repræsentanter for individuelle Kapitalister, Ar- bejdsherrer eller Arbejdere. Det bør være en Forening af Foreninger. Med andre Ord bestaa- ende af Repræsentanter fra de forskellige Arbejds- herrer, Grupper og Arbejderforeninger indenfor den specielle Industri. Intet Raad kan dannes uden Arbejdsherrers og Arbejderes Samtykke og Samarbejde.

Disse Raad skal afholde regelmæssige Møder forat diskutere industrielle Spørgsmaal, og deres Forhandlinger og Beslutninger skal udførligt med­

deles de interesserede Parter. Man mener, at Tvistighederne ikke saameget er opstaaet ved Krav om højere Løn som ved Uoverensstemmelse i andre Spørgsmaal vedrørende Arbejdernes paa- staaede Rettigheder. Whiileij Kommissionen har derfor ikke villet udtale sig om Lønspørgsmaalet eller Andel af Fortjenesten, idet den mener, at hvis Forholdet mellem Arbejdsherrer og Arbejdere skal forbedres, maa det ikke blive paa Grundlag af et blot og bart Pengespørgsmaal. Den tager

hovedsagelig Sigte paa, at Arbejderne skal have bedre Anledning til at deltage i Forhandling om Ordning, af de Spørgsmaal, som mest berører dem, som f. Eks. Bolig- og Undervisningsspørgs- maalene — Problemer, som er uløst, og hvoraf særlig det sidste er af vital Betydning for Ar­

bejderne.

I Undervisningsspørgsmaalet ligger kanske Løsningen af det største sociale Problem, det nemlig, hvorledes Arbejdsklassen og de saakaldte dannede Klasser af Samfundet skal forsones. Det er ikke nok, at Arbejderne faar bedre Vilkaar baade pekuniært og med Hensyn til bedre Boliger.

Der maa noget mere til, og det er Oplysning.

Det er ikke tilstrækkeligt at søge at løse dette Problem ved at begynde med de voksne og ældre Arbejdere. Man maa begynde nede fra med Børnene. Det er Arbejderbørnene, som skal op­

drages og bibringes saamegen Kundskab, at de kan hæves op til det samme Oplysnings- og Dannelsestrin som de andre Klasser. Naar de er komne saa langt, da vil Klassehadet, avlet af Uvidenhed, vige Pladsen for Forstaaelse og frugt­

bart Samarbejde. Da vil alle, uanset Byrd og Penge, formedelst deres Kundskaber og Dyg­

tighed, have samme Rettigheder i Samfundet.

—

28

Paa denne Maade vil den store Demokratisering føres nd i Livet.

Endelig har Kommissionen udtalt sig be­

stemt mod nogensomhelst tvungen Voldgift, da den ikke har vist sig som en heldig Metode til at undgaa Strejker og Lock-outs. Man anbefaler derfor frivillig Forsoning og Voldgift.

Disse er Grundtrækkene i det nye System, som vistnok vil faa en uoverskuelig Rækkevidde og Indflydelse, ikke alene paa Udviklingen i England, men ogsaa i andre Lande. Det er for­

øvrigt allerede traadt i Funktion indenfor en­

kelte Industrigrene i England, som f. Eks. i Skibsbyggeriet, Pottemagerindustrien og Bygnings­

faget. En saadan Omvæltning vilde have fore­

kommet utopisk for 4 Aar siden. Men Whitley Kommissionen har vist at holde Skridt med Ud­

viklingen, og dens Rapport er bleven hilst med Begejstring i hele det britiske Rige.

I Omtalen af den store Omvæltning paa Arbejdets Omraade hører imidlertid Kvinden med. Den Indsats, som hun har leveret i Krigens Tid, har skaffet hende en Plads ved Siden af Manden, som berettiger hende til at indtage en med ham ligeordnet Stilling i Samfundet, ogsaa udenfor Hjemmet. Medens Krigen kastede Mændene ud i Skyttegravene og derfra i Døden, traadte

Kvinderne frem og udrettede Mændenes Arbejde bag Fronterne. Underskudet af mandlig Kraft blev dækket af Kvindemateriel. Det gjaldt ikke blot for Jordbruget og Industrien men for andre Arbejdsgrene, som tidligere var forbeholdt den mandlige Arbejdskraft. Det, som før var Retten til Arbejde, blev Pligten til Arbejde. Og for Kvinder af alle Samfundsklasser. Alle maatte være med. Og her ser vi Kvinderne beskæftiget i de forskelligste Fag, særlig i Ammunitions- fabrikationen, hvori de spiller en fremtrædende Rolle. Videre som Sporvogns- og Jernbanekon­

duktører og Førere, som Postbude, Postfunktio­

nærer, Chauffører, Kuske, Landarbejdere o. s. v.

Som Læger og Tandlæger blev de ogsaa i høj Grad efterspurgt, fordi der blev lagt Beslag paa de mandlige Læger ved Fronten. I det hele taget har Kvinderne under Krigen udrettet et saa stort Mandsarbejde, at Samfundet blot af den Grund har skiftet Fysiognomi.

Efterat Kvinden i alle sine Trængselsaar har kæmpet sin haarde Kamp for sin Selv­

stændighed, vandt hun i Krigen sin store Sejr.

Krigen har ogsaa for hende været en Emanci­

pationskrig. Hun har erobret en Plads i Sam- fundet, som gør hende adgangsberettiget til de samme Tillidshverv, som hidtil var betragtet

som Mandens Privilegium. Vi har allerede set, hvorledes det ene Land efter det andet aabner sine Døre for Kvinden i Kommunalraadet og National­

forsamlingen. Og nu har den nye preussiske Regering proklameret lige Valgret for alle Mænd og Kvinder. Hvis den politiske Valgret havde været tilstaaet Kvinderne i de europæiske Lande før Krigen, vilde visselig Verdensbranden have været undgaaet.

Vi maa ogsaa hilse Kvindernes voksende Indflydelse i Samfundet, fordi de vil danne et Bolværk mod de Kræfter, som vil omstyrte de bestaaende Forhold. De vil ikke tillade, at de­

res Børn skal forgiftes med den Samfundsmoral, som nu forkyndes af de fanatiske Bolscheviker.

Som Mødre vil de værne om det helligste vi har i Livet: Vore Hjem og vor Kultur. Under den Rystelse, som Europa nu gjennemgaar, vil de mere og mere gøre sig gjældende. Ikke alene til Afværgelse af den store Samfundsfare, som truer os, men de vil bistaa med Gjenoprejsnin- gen af Europa. Og naar Millioner af Soldater vender hjem fra Krigen, vil de lægge deres dæm­

pende og forsonende Hænder over Ophidselsen og Hadet. De vil advare dem, som er sejrsbe­

rusede, mod Overmod, og de vil trøste de besej­

rede med Opmuntringens Ord. Og her vil Kvin­

den udføre den Mission, som er symboliseret i den Kvindeskikkelse, som skal bringe Forso­

ning mellem Jordens Nationer: Fredens Engel.

Det store Verdensdrama er endt. Medens Europa vaander sig i voldsomme Konvulsioner efter Jættekampen, spejder Folkene i Frygt og Haab efter den nye Dag, som gryr. Medens det syder og koger inden Sainfundslegemet, vælter Millioner af Soldater fra Skyttegravene, som en mægtig Bølge, indover de hjemlige Grændser.

Efter utallige Savn og Lidelser og flere Aars voldsomme Oplevelser, kommer disse Folk hjem under den forraaende Indflydelse af Krigens Rædsler. De kommer tilbage med Mord i sin Sjæl og kanske med afstumpede Begreber om Moralog Ret. I Felten havde de ingen Ernærings- sorger. Men nu skal de atter optage den frede­

lige Kamp for Tilværelsen. De skal arbejde i Hverdagslivets Trædemølle. Men hvorledes skal disse Mennesker forsone sig med de hjemlige Forhold, naar de delvis møder Nød og Elendig­

hed og delvis finder Dele af Befolkningen, som har siddet hjemme og paa en letvindt Maade tjent store Penge paa Krigen? Af disse Mod­

sætninger kan avles en Forbitrelse, som bærer

32

en stor Samfundsfare i sit Skjød. Indtil disse farlige Elementer er bragt til Ro, vil Krigens Afslutning ikke betyde Fredens Indtræden.

Og hvilken Indflydelse har Krigen haft paa disse hjemvendende Soldaters Religionsfølelser?

Har Krigen ikke lært dem, og kanske mange andre Mennesker, at Nationalismens Religion, som er et Udslag af Egoisme, slig som den har udfoldet sig under Verdenskrigen, har spillet Fallit? Og at de derfor nu med sløvet Sind stirrer ud i et gudløst Mørke? Som en bekendt Ægyptolog for en Tid siden udtalte; »Verdens­

krigen har skabt en mægtig Konkurrent til Kristendommen, en ny Religion med sin Kultus, sit Præsteskab, sine Martyrer, sin Poesi, sin Kunst og sin Moral. Og de kristne Kirker har under Situationens skjæbnesvangre Tryk stillet sig til sin Konkurrents Disposition«.

Ja, der er kommen en ny og mægtig Kon­

kurrent til den gamle Kristendom. Og kanske den nye Religion vil blive bygget paa en uni­

versal Altruisme. Der forestaar i alle Fald en Revolution i den ydre Form for Kristendommen, som repræsenteres af Kirken. I Frankrig er den forlængst fuldbyrdet ved Kirkens Adskillelse fra Staten. Den nye Regering i Tyskland be­

buder en lignende Omvæltning. Og meget tyder

paa, at det samme vil foregaa i andre Lande.

Religionen bliver ikke mere en offentlig Konfes- sionssag, men et privat, personligt Samvittig- hedsspørgsmaal. Det er den individuelle Selvbe­

stemmelsesret, som skal føres ud i Livet. Dog saalænge Verden bestaar, vil Menneskenes aan- delige Hunger efter Evighedshaabets Religion al­

drig stilles, selv om den nye Kristendom vil op- staa i en anden Skikkelse.

Men der er ogsaa en Hunger efter Livets Go­

der, som maa til fredsstillesefter denne lange Mør­

kets 1 id. Ikke alene efter de materielle, som vi har maattet undvære i disse Aar. Men Men­

neskene trænger i ligesaa høj Grad til aandelig Næring. Vi føler det alle. Krigen har affødt en Materialisme, som har sat sit Præg paa det dag­

lige Liv. Vore Bekymringer for de knappe Næ­

ringsmidler og Dyrtiden har bragt os ind i et Smalspor, som har indsnævret vor aandelige Horisont i den Grad, at de Interesser, som burde give Livet dets bedste Indhold er traadt i Bag­

grunden. I Tanker og Tale har vi stadig kred­

set om de forslidte Næringssorger og Krigsefter- retninger. I det lange Løb vilde vort Aandsliv stagnere, og ikke mindst af denne Grund er Krigens Afslutning kommet som en Befrielse.

Vi trænger ogsaa til at kom me.ud af Tvangs-

3

trøjen med Paabud, Forbud og Statens Indgriben, som har været et højst generende Tryk paa vortøko- nomiske og sociale Liv i disse Krigens Aar. Men vi tør endnu ikke haabe paa at gjenvinde den samme personlige Bevægelsesfrihed, som vi nød før Kri­

gen. I alle Fald ikke hvis Læren, som den nu forkyndes, om en Socialisering og Mekanisering af Samfundet, skal trænge igjennem. Hvis med andre Ord Individet maa finde sig i at vige for Solidariteten, Samfunds- og Statsinteresserne og stille sig som et andet Nummer i den so­

cialistiske Stats Tjeneste.

Dette er nu den store Strid, som skal ud- kjæmpes indenfor Landenes Grændser, efter at Nationerne har ligget i en aarelang Ødelæggel­

seskrig mod hinanden. Europa er kommet i Støbeskeen. Fremtiden vil vise, om det bliver en Rensningsproces, som kan bringe mere Lige­

vægt mellem de borgerlige Partier og Proletari­

atet, eller om hele Samfundet skal omstyrtes.

Europa vil dog ikke gaa tilgrunde. Et nyt Pust af Liv kommer over den gamle Verden fra hinsides Oceanet, fra den store Republik:

Amerika. Dette mægtige Land gik i Krigen ikke for Vindings Skyld, men for Idealer til

Menneskehedens Frigørelse, som udtrykt i- Præ­

sident Wilson's Fredsprogram.

Ud af dette Program stiger der en ny Ver­

den frem, som vil afløse den, der nu skal be­

graves under Krigens og Revolutionens Larm.

Det største og frugtbareste Resultat af denne Krig er, at Europa og Amerika er kommet hver­

andre nærmere. Tyngdepunktet er flyttet fra den gamle til den nye Verden. Fra Amerika udgaar ikke alene den materielle, men aandelige Kraft, som skal skabe et nyt Europa.

Og fra Amerika udgik Krigens Lære, som tilslut, næstefter Krigens Afskaffelse, blev den,

»som i dens Begyndelse og dens Udvikling syn­

tes som en Utopi: Dannelsen af Nationernes Samfund og Folkenes Forsoning. Amerika har allerede taget det første Skridt lienimod Forso­

ningen ved al sende Næringsmidler til den ud­

sultede Fjende. Og fra dette Øjeblik oprinder den nye Tids Morgenrøde. Menneskekærlighe­

den, dei ingen Landegrændser kjender, har holdt sit Indtog i Verden.