Sjæl blev hærdet til Angreb, da han som Dreng la
vede sin første Revolte i Kirkeskolen. Hans Livs
syn formedes under denne Kirkes Modangreb. Han blev et Værk af Kirken. Hør nu en mærkelig Hi
storie:
For mellem 30 og 40 Aar siden begyndte Bebo
erne i Llandfrothen Sogn paa en almindelig Indsam
ling til en Mur omkring det Stykke Jord, der blev brugt til Kirkegaard for Sognet. Pengene blev over
vejende tegnet af Nonconformisterne. Muren blev bygget, og efter nogle Aars Forløb lod Sognepræ
sten bekendtgøre, at Muren og Jorden tilhørte den anglikanske Kirke — en lidt for smart Praksis som forøvrigt ikke var ubekendt for Nonconformisternes principfaste Flok, idet de har bygget mange Skoler og udlagt mange Begravelsespladser til eget Brug — for senere til deres Skuffelse at opdage, at man med nogle lovmæssige Fix-Faxerier inde i Parlamentet overdrog disse Institutiuners Interesser til den Kirke, de ikke tilhørte.
Den eneste Forskel i Llandfrothenpræstens Frem-gangsmaade var den, at han med sædvanlig Neg
ligering i adskillige Aar havde forhalet Kirkens Til
egnelse af hans nonconformistiske Landsbybørns Subskriptionsbeløb. Her var det atter som i Lloyd-Georges Skoledage, at Kirken kunde have be
holdt dets, uretmæssigt erhvervede, Bytte, hvis den blot havde været tilfreds med at nyde Plyndringen uden at fornærme de plyndrede. Uheldigvis kunde Statskirkens datidige Gejstlighed ikke være tilfredse
4*
52
med alt dette uden stadig at tilføje Dissenterne Smærte og Ydmygelse, naar Lejligheden tilbød sig.
Hans Velærværdighed i Llandfrothen syntes at have været af den Slags Folk! Og den Kendsgær-ning satte Lloyd-George ind i Underhuset.
I 1888, da denne Historie foregik, havde Stats
kirken Monopolet paa Kirkegaarden, og dette Mono
pol blev forsvaret med passioneret Ivrighed. Senere blev dette Monopol ødelagt ved Mr. Osborne Mor
gans Begravelseslov, der tvang Præsterne til, naar formel Underretning blev givet, at tillade Noncon-formisterne at begrave deres Døde paa enhver Landsbykirkegaard.
Denne jævne Indrømmelse til Ret og Retfærdig
hed tog Præsterne bittert og meget fortrydeligt op, og Llandfrothen-Præsten anvendte en karakteristisk Metode til at vise sin Opfattelse heraf.
En gammel, frikirkelig Stenhugger i Sognet, ved Navn Roberts, bad med sit sidsteAandedrag Sektens Præst, der stod ved hans Seng, om at maatte blive begravet ved Siden af en Datter, hvem han havde forgudet hele sit Liv, og hvem han aldrig havde op
hørt at begræde Tabet af.
Intet kunde være mere naturligt end denne gamle Mands sidste Ønske — intet heller syntes smuk
kere at opfylde. Men Sognepræsten tænkte an
derledes. Han harmedes over, at han skulde tage Hensyn til den lovmæssige Formel ved Begravelses-loven, og han tog sin Hævn. Han var ikke i Stand til at forbyde Begravelsen paa Kirkegaarden, men han gjorde Fordring paa Retten til at bestemme Stedet,
53 hvor den fattige gamle Stenhugger skulde hvile.
Den-neHund af enNonconformist havde ønsket at blande sit Støv med sin Datters! Derfor bestemte den gud
frygtige Præstemand, at dette var netop det eneste Sted paa Kirkegaarden, hvor den gamle Stenhugger ikke maatte begraves.
Hvor skulde da hans Grav graves?
Præsten manglede ikke Svar.
Der var et øde, forfaldent og blegt Sted for Selv
mordere ude ved Kirkegaardens Bagiaage — og her lod Præsten Graven grave, og den hæderlige gamle Stenhugger, der havde levet paa sit eget hele Livet Igennem, blev stedt til Hvile paa dette skrækkelige Overdrev.
Moderkirken, nej Stedmoder-Kirken i Wales triumferede og Præsten i Llandfrothen glædede sig som et Barn over den Maade, paa hvilken han havde sagt Dissenterne Tak for den nye Begravelseslov.
Men ligesom mange andre eksalterede Individer havde Præsten regnet uden den unge David!
De forhaanede Landsbybeboere, ikke alene Sten
huggerens Naboer og Trosfæller, var harmfulde over, hvad Præsten havde gjort. De gik til Lloyd-George. Han saa paa Sagen — fandt at Kirkegaar
den i Virkeligheden var bleven købt for hans Klien
ters Penge, og at Muren som udelukkede dem, ude
lukkende var bygget for Penge, der var indkommet ved deres Subskription. Præsten havde »overdra
get« den til Statskirken, men han havde forhalet Sa
gen saa længe, at Lloyd-George mente, Præsten havde mistet Retten til at proklamere Kirkegaarden
54
som Kirkeejendom. Med en næsten bedøvende Dristighed anbefalede Lloyd-George derfor Bebo
erne, at samles i stort Tal ved Kirkegaarden, kræ
ve Adgang til denne for at grave den gamle Sten
huggers Lig op af den vanærende Grav og at jord
fæste ham ved Siden af Datteren.
— Men hvis Præsten afslaar at aabne Porten?
— Saa bryd Muren ned — træng ind paa Kirke
gaarden med Magt og læg Stenhuggeren ved Siden af Datteren.
Denne menneskeligt set jævne Løsning paa Sagen fulgte Beboerne til Punkt og Prikke.
Som forventet afslog Sognepræsten Anmodnin
gen om at komme ind ad Porten.
Man brød sig da en Vej gennem Muren og gjorde saaledes som Lloyd-George havde sagt.
Naturligvis blev der rejst Tiltale imod dem og lige saa naturligt blev de idømt en stor Pengebøde ved Underretten. Omgaaende Appel til Landsretten.
Juryen var her walesisk og Kendelsen lød: »Ikke skyldig!« Dommeren var imidlertid imod Juryen og han afslog at afsige Dommen i Overensstem
melse med Juryens Kendelse. Langtfra berøvet Mo
det lod Lloyd-George Sagen gaa videre til Høje
steret i London. Da Kendsgerningerne blev forelagt Lord Chief Justice Coleridge og Dommer Manisty, afsagde de straks en Kendelse i Lloyd-Georges Fa
vør. Højesterets Justitiarius udtalte endogsaa, at Lloyd-George var blevet skandaliseret ved Lands
retsdommerens Optræden og tilføjede, at hans (H.-J.s) første Pligt vilde være at henlede Lord
55 Chancellors Opmærksomhed paa denne Dommers Optræden...!
Säaledes — forhalet og forhindret paa alle Maader af den herskende Kirke og to Retsinstanser
— stod den unge Mand som Triumfator. Folkets til
syneladende Ulovlighed havde af selve Højesteret faaet Stempel som Lov og Ret. Statskirkepræsten var ydmyget i Støvet. Lloyd-George blev derimod alles Helt og han fortjente det.
Afdøde William T. Stead skrev da Dommen faldt:
„Der er en retfærdig Nemesis i den Gengældelse, som er overgaaet Statskirken i Wales, og som her hæver Lloyd George til hans nuværende Berømmelse i Riget. Det er den arrogante Op
træden, denne utaalelige Uforskammethed, denne ikke ringe Despotisme, som af mange herskesyge Præstemænd vises over
for anderledes tænkende, der har været den skjulte Grund til Befrierens Held. Hvis alle Landsbypræster stod paa det samme Dannelsesgrundlag som Præsterne i Byerne, vilde vi kun høre lidet om Ufred mellem Statskirke og Dissenter. Hovedkraften i Befrierens Bevægelser ligger nu som altid i Nonconformistens stærke Modfølelse af „Væsen" og „Autoritet", som saa mange af Præsteskabet — specielt i Landdistrikterne — tilegner sig, idet de forener Snobbens Overmod med en kirkelig Despots Uforskammethed.
Før Folk forstaar det, vil de aldrig forstaa hverken Lloyd-George eller de Mænd, som han samler for at forsvare Wales*
Religion og Frihed".
For at forstaa de stærke Ords Berettigelse maa man stadig have i sin Erindring, at de fattige Non-conformister foruden at opretholde deres egne Sam
funds Interesser gennem Kapeller, Undervisning.
86
Tilsynsrejser m. v., fremdeles betalte Tiende til Statskirken. Denne beholdt sit økonomiske Greb i Befolkningens Nakke og var gennem sine Præster ligesaa skaanselløs som Godsejerne, der krævede deres Jordrenter til Hvid og Skilling.
Disse irriterende Tilstande underbyggede i høj Grad Lloyd-Georges Agitation. Han startede en Anti-Tiendeforening og blev deres Sekretær og fore
tog i denne Egenskab mange Rejser omkring i Valg
kredsene. Her smedede han det farligste Vaaben mod Fjenden: Han sluttede Bønderne og Kirkefol
ket sammen i en Organisation som holdt flere Mø
der. Lloyd-George var altid Hovedtaleren og han stemplede den anglikanskestatskirke som »en uden
landsk Indretning«, der ikke vedkom Wales. Denne Udtalelse vakte umaadelig Harme og baade Biskop
pen og Herremændene blev efterhaanden saa for
skrækkede, at de tilkaldte Militær! Efterhaanden blev den offentlige Mening saa stærk, at Regeringen maatte nedsætte en Kommission til Undersøgelse af Sagen. Kommissionen foreslog, at lade Herremæn
dene betale Kirketiende. Da Herremændene omgaa-ende lagde det dobbelte paa Tiomgaa-ende for Bønderne var man jo ligevidt og Kampen fortsattes.
Det kom jævnlig til Diskussionsmøder mellem Lloyd-George og Sognepræsterne. Ingen af Par
terne lagde Fingrene imellem.
Ved en Lejlighed sagde en Sognepræst, at den egentlige Forbandelse for Wales var Frikirkerne.
Men det skulde han ikke have gjort, thi han fik om-gaaende følgende Svar:
57
— Hvorledes saa det ud i Wales — spurgte Lloyd-George — da Folket blev ledet af saadanne Mænd som Hr. Sognepræsten? Hvorledes saa det ud, Venner, inden Frikirkerne endnu havde begyndt deres Frigørelsesværk? Hvor langt nede var ikke Folket baade i moralsk og religiøs Henseende? Det var de frireligiøse som rykkede Folket op af Van
kundighed og Elendighed, og det skete under Præ
sternes Modstand, thi de holdt paa Jorden. Til Trods herfor vover denne Kirkehyrde at staa her i vor Forsamling og stemple Frikirkerne som Wales' For
bandelse. Det er maaske en af Præstens gamle Præ
dikener. Jeg angriber ham egentlig ikke derfor, thi det er ikke saa ofte, at han har Tilhørere at prædike for, og naturligvis er Fristelsen da blevet ham for stærk.
Sognepræsten tog Ordet igen og begyndte at be
klikke Sagførerstanden. Der var altid Elementer i den Stand, som saa deres Fordel i at ophidse Fol
ket, fremfor at holde det i Ro. —
— Sognepræsten forsøgte nu — svarede Lloyd-George — at mistænkeliggøre Sagførerstandens Hæ
derlighed og Ærlighed. Jeg maa dog sige, at Sag
førerstanden er i det mindste for hæderlige til at forlange Betaling hos Folk, der aldrig har søgt de
res Raad. Jeg kender en anden Samfundsklasse — (med et Blik til Præsten) — som har for Vane at sende store Regninger til Folk som aldrig ønsker deres Nærværelse og aldrig nogensinde har været i deres Ventestuer. Der er endnu én god Ting at sige om Advokaterne — de er gode at have, naar
58
Folk lægger Hænderne paa Ejendom som ikke er deres. Kun lA af Tienden tilhører Præsterne. Hvad de øvrige VA angaar, ja da er det rent Tyveri, at lade det gaa til Præsterne, thi det tilhører oprindelig de Fattige i Sognet...
Saaledes gik det Uge efter Uge. Lloyd-George blev paa samme Tid den mest frygtede og den mest elskede Agitator. Den lille Forkæmper for Ret og Menneskelighed blev opfordret til at stille sig som de Liberales Kandidat i Carnarvon-Boroughs og det gik nu paa Livet løs i den gamle Unionistkreds, som i mange Aar aldrig havde valgt andre end Herreman
den Sir Henry Nanney fra Llamystundvy, den Landsby i hvilken Lloyd-George var opvokset.
Det blev en drøj Valgkamp fra begge Sider.
Lloyd-George havde et Par Aar i Forvejen sam
let Bønderne til en kommunal Revolution imodLand-lorderne og faaet Bønderne valgt ind i Amtsraade-ne. Nu rejste han Kravet om Løsningen af den ur
gamle Fejde ved Nationalkirkens Frigørelse og Selvstyre for Wales og gjorde derved mange af hans Egne betænkelige. Men paa Valgdagen den 10.
April 1890 slog den 27-aarige Mand aligevel Tory-manden med det knebne Flertal af 18 Stemmer.
Han var nu første Gang, han stillede sig, af et Flertal af Vælgere kaaret som M. P. for Carnarvon-Boroughs — men hans egentlige Vælger var i Grun
den Sognepræsten i Llandfrothen!
VII.
1 PARLAMENTET. — DET FØRSTE SPØRGSMAAL. — DEN FØRSTE TALE.
— IMOD PARTILEDELSEN. — SKABER SIG RESPEKT I PARTIET OG YNDEST HOS FOLKET. — HANS FØRSTE SKUD! — OBSTRUKTION! — UDELUKKET AF PARLAMENTET. — RYGSTØD HOS VÆLGERNE. — STATSKIRKENS KORSTOG. — LLOYD-GEORGE, SANKT PETER OG BISKOPPEN AF
ST. ASAPH!
D
en 20. April 1890 traadte David Lloyd-George for første Gang ind i Underhuset. Den lille, spinkle Mand med det smukke Hoved, de tindrende Øjne og livlige Bevægelser maatte vente et Øjeblik udenfor Døren. Samme Dag fremlagde Finansminister Goschen Budgettet, og den nyvalgte Yngling vekslede nogle Ord derom med Dørvogteren.
— Hvorledes mon en Finansminister føler, naar han skal forelægge et Budget... han maa formo
dentlig være ganske nervøs! tilføjede Lloyd-George smilende. Han anede vel ikke den Gang, at han netop 15 Aar senere skulde staa paa samme Plads og fore
lægge det mest interessante Budget i Englands par
lamentariske Historie!
Umærkelig gled han ind i Underhusets brogede Skare og holdt sig i Begyndelsen o: de første 2
Maa-neder, ganske i Ro, idet han nøje studerede den nye Verden, han mødte, de ledende Personligheders Ejendommeligheder, Pressen osv., osv. Hans første Afstemning var imod Bimitalismen — men han kun
60
de, som han skrev hjem til Broderen, ikke motivere, hvorfor han stemte som han gjorde! Det unge Med
lem fortsatte sine Studier og ventede kun paa at faa en god Lejlighed til at slippe over det vanskelige Punkt: Jomfrutalen. Lloyd-George fik sin Chance Fredag den 13. Juni 1890 og holdt en Jomfrutale, hvis Hovedindhold var et lokalt Spørgsmaal, som Onklen og Broderen havde henledt hans Opmærk
somhed paa som særlig egnet. Talen var egentlig ganske kort, og han protesterede efter en munter Indledning paa sit syngende Maal bl. a. mod Udnæv
nelsen af Medlemmer til den hjemlige Landrets Ju
ryer, som ikke forstod walesisk. Hans øvrige Kol
leger fik Indtrykket af, at alt hos ham var Ild og Fy
righed. Her var en vaagen Hjærne og en hungrig og umættelig Intelligens. Han talte udmærket En
gelsk, men den sølverne Undertone fra Hjemstavns-sproget satte ham straks i Stand til at føre an blandt Demokratiet i Riget.
Egentlig var han en Slags radikal Løsgæn
ger. Efter Skuffelsen med Chamberlain havde han heller ikke megen Fidus til Gladstone. En Maaned efter Valget var den 81-aarige Mand sam
men med sin Hustru paa Besøg paa sit Slot Hawar-den Castle i Wales. En Metodistmenighed foretog en Søndag en Udflugt til Slottet, og blandt de Tu
sindvis af Deltagere var ogsaa den nyvalgte Lloyd-George. For Walesfolkene var Gladstone efterhaan-den blevet ganske forgudet og Indbegrebet af alt det hellige, der ligger i Ordet: Liberalisme; men efter en kort Samtale med Høvdingen noget efter sit Valg
6!
%
forstod Lloyd-George, at Gladstone ikke var tilbøje
lig til at gaa med paa Ophævelse af Statskirken i Wales, saaledes som Ung-Liberalerne i Wales efter Valget havde vedtaget paa et Møde i Byen Rhyl. De øvrige Gammel-Liberale fra Wales vilde ikke svigte Gladstone, skønt det var en absolut Nødvendighed for Frikirkens Indførelse. Lloyd-George, der brændte efter at gøre noget for Gladstone og være ham til Hjælp, vendte sig nu fra ham og saa ligegyldig til, thi han havde besluttet at følge Rhyl-Resolutionen.
Nu var der blot tilbage at tvinge de Liberale til at gøre, hvad han ikke godvillig kunde formaa dem til.
Selv midt i Englands Hjærte var hans Program kun: Wales. Men dette Begreb tryllede han saaledes med i sine Mesterhænder, at det efterhaanden ogsaa blev de engelske Liberales.
Hvor Lejligheden frembød sig, optraadte Lloyd-George nu i alle Spørgsmaal, der vedrørte Wales.
Han interpellerede Ministrene, foreslog Resolutio
ner, arbejdede i Udvalgene, og de lokale Blade fik efterhaanden en fast Rubrik: »Wales i Parlamentet«.
De ledendeMænd kunde ikke undgaa at lægge Mær
ke til den unge Mand, og da han tillige begyndte at gøre Lykke ude i Landet, forstod man, at han var en Fremtidskraft, der maatte tages med i Beregnin
gerne. Særlig Gladstones Undergeneraler Sir Char
les Düke, Campbell-Bannermann og Lord William Harcourt fulgte ham nøje. Lord Salisburys Ministe
rium sad ved Roret og den unge Waleser angreb det jævnligt. Da Randolph Churchill og Chamberlain havde udarbejdet et Forslag, hvorefter
Værtshus-62 p
holderne skulde have Erstatning for nogle (forment
lige) Rettigheder, som nu skulde ophæves, vakte dette Forslag almindelig Raseri blandt Afholdsfol-kene over hele Landet. Bevægelsens Ledere arran
gerede da et stort Møde oppe i Manchester, til hvil
ket man indbød den unge Mand som Taler. Der gik allerede Ry af hans Talekunst ude i Landet og ved dette, sit første Folkemøde i det egentlige England, benyttede han sin lykkelige Evne, som aldrig senere har svigtet ham, til at komme i Kontakt med Publi
kum:
— Som født i Manchester er jeg stolt over den Ære, der vises mig, at jeg maa faa Lov til at tale til en saa talrig Forsamling i denne historiske Sal...
Hvadbehager? Er denne Walesmand med det syngende Maal født her? . . . Saa kom Forklaringen og dermed var Forbindelsen i Stand mellem Taler og Publikum og det ellers noget »tørre« Æmne fik en saa levende og forbitret Behandling, at det blev uforglemmeligt for Tilhørerne.
— Værtshusholderne forlanger Retfærdighed!
raabte han. Well! — lad deres Sag blive paadømt i Verdens mest retfærdige Selskab. Der findes en god gammel Regel i Loven som siger: Den som søger Ret skal komme med rene Hænder. Lad denne Spi-ritushaandlanger vise den Haand frem, med hvilken han søger at tilrive sig Erstatning. Den damper af menneskelig Elendighed, Smuds og Laster, Nød, Forbrydelse og Død. Paa dette skal Værtshushol
derne dømmes efter Retfærdighedens Lov... Nej!
63 Nej! (raabte han) ingen Erstatning, men — Gengæl
delse. Det er det, Værtshusholderne skal have ...«
Den berømte Skuespiller Henry Irving overvære
de dette Møde og han blev saa indtaget i den unge Mands Sølvstemme og mesterlige Gestus, at han sagde: »Den unge Mand vil gøre en stor Karriére.«
Dette Møde skabte med et Slag Lloyd-George et Navn som Folketaler. Men han havde tilsigtet mere
— han havde slaaet et Slag for sit demokratiske Ideal. Folket kunde ikke tage fejl af ham. Fra nu af levede han paa den hemmelige Sympati i Folket, som ingen Partiledelse kan fratage det enkelte Med
lem, selv om den nok saa gerne vil.
Denne Sympati hjalp Lloyd-George, thi Parti
styrelsen var absolut imod hans Agitation. Han kun
de naturligvis ikke alene Mand gennemføre sit Pro
gram. Han maatte have et stort Parti til at gøre det.
Og det store Parti vilde ikke! Der maatte da stær
kere Midler til.
Den første Lejlighed til at udmærke sig i Under
huset indfandt sig da Præste-Disciplin-Loven blev forelagt i 1892. Det blev fremsat af Lord Salisburys Regering og blev understøttet af de Liberales Fører Mr. Gladstone. Men det blev ihærdigt bekæmpet af Lloyd-George og en Haandfuld Nonconformister.
Gladstone rejste sig i sin Vælde og forsøgte at pulve
risere sine ulydige Tilhængere, men uden at tabe Hovedet fortsatte Lloyd-George sin Kampagne sam
men med to ligesaa uforfærdede Irlændere, Mr.
Healy og Mr. Sexton, og vandt efterhaanden alles Respekt.
64
En samtidig Kritik, som strængt fordømte Oppo
sitionen imod Loven, blev skønt modstræbende tvun
get til at beundre den Dygtighed, med hvilken den blev ledet af L.-G. Saalangt tilbage som i 1892 da han altsaa kun havde været 2 Aar i Parlamentet, skrev »Observer« — det bekendte kritiske Tids
skrift — følgende om ham og hans Forbundsfæller.
„Det er meget tvivlsomt, om Mr. Healy og Mr. Sexton er ganske „inde i det" med deres Forhandlingsforhindring af ond
skabsfuld Art. Mange af Healy'isternes Obstruktionsanslag har været klodset og ubehændige og let at forstyrre. Men disse Walisers Misbrug af Debatten udføres med saa megen Behæn
dighed, at hvis de er sat til Vægs paa et Punkt — er nedstemt
dighed, at hvis de er sat til Vægs paa et Punkt — er nedstemt