THE ROYAL

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

i i i • MP!;.

>

•^: • 11 ., . ;. ir^:i

nr; t! K ^w' . i Iii;. • i!^:i i : ;

i il i . j ! : ' ' i i .! ' i'ill •

• • ' ¹. : • • ¹ ii.ii

i i ^: :ji li li ILL V

!' !::il V»

i -V

•! ! ^{: ;} ri ^v • :! • ü : - i

• :;:i i-ji'ii ' -v *

: ;(i - - • ' .I" " • .

;S;SS! • '

! ifEKi -*• .

MH Jt •' . ⁴

h i ; ! > • ! ' hi' '1

li!! 'i':1 !;j rj •: 1 ..X •

^ * *

. J /•*-* -

v- w

; •: : I. . i : ! : •*:!! il i • * T

, —

- , *#-•-j4»•

k '

1

i

4

f \J~ * « V • •

r ' > , •< V ir t ;

s- *' •* ' t .. 1 - ^

é t- '"N-"' -i - ' K 'M T ^> ' • v - V v . j r ,

4j ^{*- "} >• ': jt

i . j : -'t -? t r • ; &S- . r i. * > .

": ' i f . '

\ >" > " * 1 X

\ . "* ^ I

i//^;*

3 - '

" • * 1 .> ' i

f y -

' ^{•" .}

' Jt

•

\ >

-•['/tå

:

~ :* v h?-'

"J -L L- ^

'

>- ^ --V* _{> . -} A , j* i¹--

r' * J

:i! r-4

* •, y

: / *r\ r'$Jå ' >f <

-<•< ' > ^ ^ jl:

om

T H O M A S L Y N A R D

VERDENSKRIGEN

D E N S O P S T A A E N , D E N S H I D T I D I G E F O R L Ø B O G D E N S S A N D S Y N L I G E

U D F A L D S A M T E U R O P A S N Æ R M E S T E F R E M T I D

O G D A N M A R K S S T I L L I N G

Forord af Dr. Knud Fabricius

H . H A G E R U P ' S F O R L A G - K Ø B E N H A V N

THOMAS LYNARD

V E R D E N S K R I G E N

DENS OPSTAAEN, DENS HIDTIDIGE FORLØB OG DENS SANDSYNLIGE UDFALD SAMT

EUROPAS NÆRMESTE FREMTID OG DANMARKS STILLING

K Ø B E N H A V N

H. HAGERUP'S FORLAG 1916

FORORD

E

gende lille Skrift. Klart og godt fremstiller Forfat­

teren Verdenskrigens hidtidige Forløb med indledende Bemærkninger om dens Forhistorie. Heri anlægges der ogsaa selvstændige Synspunkter, der synes mig at have Værdi (Bulgariens Forhold til Østrig fra Krigens Begyndelse). Paa forstandig Maade skildres derefter de kommende Krigsbegivenheders sandsynlige Forløb.

Til Slutning projiceres Linjerne ud i den nærmeste Frem­

tid, og der gives en Fremstilling af Europas Tilstand efter Sammenstødet. Det forekommer mig, at denne Bog har en dobbelt Opgave. Den nemme Oversigt over Krigs­

begivenhederne gør den til et værdifuldt Hjælpemiddel for de mange, medens de, som ønsker at trænge dybere til Bunds i Spørgsmaalene og at drage Sløret for Fremti­

den en Smule til Side, i de kloge Slutningsbernærk ninger vil finde et kærkomment Stof til selvstændige Overvejelser.

K N U D F A B R I C I U S

DR. PHIL.

Den 2den Januar 1916.

••••

INDLEDNING

VER et Aar er forløbet, siden Europa kastedes ud den storste Krig, som endnu har hjemsøgt vor Klode og Sindene synes nu at være faldet saa meget til Ro, at Spørgsmaalet om Krigens Opstaaen maa kunne drøftes mere nøgternt end i de første Maaneders stærke Ophid­

selse.

Og Centralmagternes store (om end kun foreløbigt afgørende) Sejre i Sommerens Lob paa den østlige Krigs­

skueplads tilligemed deres sejrrige Fremmarsch i For­

ening med Bulgarerne paa Balkan har dog vist kaldt mange tilbage fra den Verden af Haab og Tro, hvor­

til Minderne om den for et halvt Hundred Aar siden begaaede Uret mod vort lille Land tillige med Har­

men over Krænkelsen af Belgiens Neutralitet, havde hensat en stor Del af vort Folk. Og med denne Til­

bagevenden fra Følelsernes Verden til den nøgne, mørke Virkelighed, er der opstaaet en Mulighed for at Krigens hidtidige Forløb og dens sandsynlige Udfald nu kan drøftes mere ædrueligt og at det derefter kan lykkes os at gøre os Europas nærmeste Fremtid klar, saa at vi deraf kan drage en Advarsel og en Lære ogsaa for vort eget lille Land og dets Folk, medens det endnu er Tid.

Og just dermed er denne Pjeces Opgave angivet.

26. Novbr. 1915.

F o r f .

Krigens Opstaaen.

Europas urolige Hjørne.

M

ren og vadske sig selv rene, synes det næsten at være gaaet i Glemme, at Krigens første Gnist tændtes paa Balkan, og dog maa sikkert Aarsagerne til Krigens Op­

staaen, ja dens virkelige Ophav søges her, saa at en­

hver af Stormagterne for saa vidt kan have Ret, naar de hver for sit Vedkommende afviser Beskyldningen om, at have fremkaldt den Katastrofe, som nu truer vor Slægt med Nod og Ruin. Blot skal den første Begyn­

delse maaske ikke søges i Belgrad, men Sofia.

Enhver husker vel endnu, hvorledes Bulgarien efter den første Balkankrig, hvori det uden Tvivl havde bi­

draget mest til Tyrkernes Nederlag, pludselig saa sig berøvet Størstedelen af Krigens Frugter. Saloniki, den eneste virkelig gode Havn ved Ægæerhavet var besat af den tidligere Arvefjende, nu Forbundsfælle, Grækenland, medens Serbien havde besat det i det væsentlige bulgarske Macedonien og nu paa Trods af en ved Forbundets Afsluttelse indgaaet Overenskomst, næg­

tede at udlevere det til Bulgarien. Ganske vist, Serbien saa sig ved Fredsslutningen tvunget til at opgive en af de vigtigste Forudsætninger for Overenskomsten, nem­

lig den nordlige Del af Albanien med en Havn \ed

Adriaterhavet; men da dette skyldtes Østrigs og ikke nogen af Forbundsfællernes Tryk og da disse endda forpligtede sig til at opretholde Forbundet under en ser­

bisk Krig mod dets store Nabo, en Krig, som det lille, selv af den sejrrige Krig medtagne Serbien, dog veg til­

bage for, mente Bulgarien ikke at være forpligtet til at opgive noget af det i Overenskomsten det tilsikrede Omraade, som nu var besat af Serbien, medens Bul­

garien udkæmpede Hovedkampen med den fælles Mod­

stander, Tyrkiet. Imidlertid, Serbien stod paa sit og vilde i Macedonien have Erstatning for, hvad det i Al­

banien havde maattet give Afkald paa, og da en Appel til den russiske Czar ikke syntes at kunne skaffe Bul­

garien, hvad det i det mindste formelt og ogsaa natio­

nalt havde Ret til, begyndte dette Land (maaske paa dets Fyrste, Kong Ferdinands egenmægtige Befaling, og uden om dets Ministre) Krigen mod saa vel Serbien som Grækenland, der i Frygt for selv at miste noget af det erobrede, gjorde fælles Sag med Kong Peters Rige (den anden Balkankrig).

Krigslykken svigtede Bulgarien og da nu ogsaa Ru­

mænien og Tyrkiet paaførte det Krig, maatte Kong Fer­

dinand og hans Ministre, om end med Sorg og Harme i Hjertet, slutte Freden i Bukarest, hvorved ikke alene Serbien beholdt Macedonien og Grækenland det nu fra Bulgarien erobrede Kystland helt hen til Kavalla, men hvorved dette Land desuden til Rumænien maatte af- staa det nordøstlige Hjørne af Landet (bulgarsk Do- brudscha med Byen Silistria) og snart efter ved Freden med Tyrkiet en hel Del af det fra dette Land erobrede, først og fremmest Sejrens Perle: Adrianopel.

Enhver (og Serbien og Grækenland maaske i Øje­

blikket mere end andre) forstaar vel den Sorg og For-

9

tvivlelse. som et Øjeblik greb det tapre, dygtige, bul­

garske Folk, dets ledende Statsmænd, men mest af alt maaske dets dygtige Hersker, der efter i en Menneske­

alder gennem Farer og trods næsten uovervindelig Mod­

stand (blandt andet fra omtrent alle Stormagters Side), havde fort sit Folk frem til en Stilling, der med Rette havde vakt Verdens Beundring, og som nu pludselig syntes at se alle sine stolte Forhaabninger synke i Grus. Men som hele Folket, skont Harmen nagede dets Hjerte, tog fat for at læge Krigens Saar og forberede alt til en Dag, da Oprejsning skulde naas, for hvad Uret man mente nu at have lidt, saaledes tog dets Konge fat for med sine egne Evner at bane Vejen til det samme Maal, den Vej ingen kendte og forstod at folge saa godt som han: hvad der var tabt militært, skulde nu gen­

vindes ved Diplomati. Kong Ferdinand, den forhen­

værende ungarske Lojtnant og stadigt ungarske Gods­

ejer, rejste til Wien.

Østrig-Ungarns nye Balkanpolitik.

Alt fra gammel Tid har det habsburgske Monarki haft sin Opmærksomhed henvendt paa Balkan. Ligesom Rusland stræbte efter, over en Række Vasalstater (Ru­

mænien, Serbien og Bulgarien), at naa frem til Kon­

stantinopel, som skulde gores til en Sten i Czarens Krone, saaledes stilede Østrig frem mod Saloniki, Hav­

nen ved Ægæerhavet. Og da derfor Rusland paa Ber­

linerkongressen 1878 sikrede sig Bessarabien (paa sin Forbundsfælle Rumæniens Bekostning), opnaaede Østrig-Ungarn til Gengæld Protektoratet over Bosnien- Herzegowina, ganske vist under Tyrkiets formelle Over­

højhed.

Men medens Rusland stadigt arbejdede frem mod sit Maal, syntes de indre Stridigheder i det habsburgske Monarki i Virkeligheden at have medført, at det opgav sine Planer paa Balkan eller i det mindste indskræn­

kede dem til Opretholdelsen af status quo, saa længe ingen anden Stormagt udvidede sine Besiddelser paa Halvøen. Derfor saa man det Særsyn, at Østrig-Un- garn, da det 1908 ved et Kup indlemmede Bosnien- Herzegowina fuldstændigt i Monarkiet og altsaa gjorde Ende paa Tyrkiets formelle Overhøjhed (samtidigt med at Bulgarien ligeledes annekterede det under tyrkisk Overhøjhed staaende Fyrstendømme Øslrumelien og Fyrst Ferdinand, for at fastslaa Bulgariens fuldstændige Uafhængighed, paasatte sig selv Kongekronen) gav Sandshaket Nowibazar tilbage, igennem hvilket dog Banen til Saloniki skulde løbe.

Ulykken vilde imidlertid, at dette Østrigs og Bulga­

riens Kup, i Rusland betragtedes som et Slag mod dette Lands Prestige og som et personligt diplomatisk Neder­

lag for den daværende russiske Udenrigsminister, Is- wolski, og da Ruslands og Iswolskis Modtræk skim­

tedes i Balkanforbundet, som i Oktbr. 1912 erklærede Tyrkiet Krig, og hvori de udgjorde et Rygstød for det mod Østrig-Ungarn fjendtligtsindede Serbien, følte paa den anden Side det habsburgske Monarki dette som et Slag mod sin Balkanprestige, og Østrigs daværende Udenrigsminister, Grev Berchtold, det som et person­

lig diplomatisk Nederlag for sig. Altsaa maatte Østlig og Grev Berchtold nu have Oprejsning. Denne kom til at bestaa i, at der paa Østrigs Forlangende paa Balkan oprettedes en ny Stat, Albanien, i hvilken Østlig ganske vist hverken havde militær eller økonomisk Interesse;

men Prestigen var reddet baade for Riget og for Giev

11

Berchtold, og Ruslands Protegé: Serbien, var spærret ude fra Havet.

Men havde Kampen paa Balkan saaledes i Øjeblik­

ket for Østrig og Rusland antaget Form af en Kamp om Prestige for disse Riger og deres Udenrigsministre, saa var det for Serbien bitter Alvor. Allerede Østrigs An- nektering af Bosnien-Herzegowina var et haardt natio­

nalt Stød for det lille serbiske Rige, der trods al Liden­

hed dog havde dromt om engang at forene disse Lands­

dele med deres serbiske Befolkning med den frie ser­

biske Stat, og nu saa Serbien sig desuden efter en sejr­

rig Krig berøvet det vigtigste af Krigen Formaal: Ad­

gangen til Havet, en Havn ved Adria. Indeklemt mel­

lem ikke synderligt venligsindede Stater og paa de to Sider grænsende op til sin store Nabo, havde Ser­

bien ofte fristet haarde Kaar. Stadige Toldchikanerier (f. Eks. Forbud mod Indførsel og Gennemforsel af Svin, under Paaskud af »Svinepest« i Serbien) havde Gang paa Gang udsat den lille Stats økonomiske Liv for haarde Rystelser og stadigt tvunget det til at bøje af for sin store Nabo Nord for Donau. Og nu da al Nød endelig skulde være forbi, da den serbiske Hær gen­

nem Nordalbanien var naaet ud til Havet, hvorover Serbiens Udførsel i Fremtiden skulde gaa, nu slog den mægtige Modstander pludselig Døren i for Næsen af det, Albanien oprettedes til dels under Østrigs Protektorat, Serbien var igen jaget tilbage fra Havet, igen spænet inde i Landet, stadigt afhængig af sin mægtige Nabos Velvilje. Kan man fortænke Serberne i, at de et Øje­

blik i Fortvivlelse tænkte paa at tage Kampen op mod denne Undertrykker, og at de, da de fornuftigt bøjede af, gjorde det med Had og Forbitrelse i Hjertet?

Men samtidig hermed var der i Østrig" opstaaet Tan-

ken om en ny Balkanpolitik af mere storpolitisk (end økonomisk) Art en Politik, som for eller senere maatte fore til Konflikt med Serbien, ja, som endogsaa i sin yderste Konsekvens stilede herimod, og denne Politik udviklede sig nu med stadig stærkere Fart. Østrig-Un­

garns Tronfølger, Franz Ferdinand, fattede den Plan (eller blev i det mindste Bæreren af den) at gøre Ende paa den i Dobbeltmonarkiet herskende Splid, der tim­

ede med inden længe at sprænge Riget, ved at lave den om fra et Forbund mellem to rivaliserende Stater til et Triumvirat, hvori man stadig kunde spille to Sta­

ter ud mod den tredie og saaledes faa Ende paa Spliden. Og den tredie i Forbundet skulde være en Stat bestaaende af de i Østrig-Ungarns sydlige Lands­

dele bosatte Sydslaver, som man derved haabede at knytte fast til Habsburgermonarkiet. Bosnien, Herze­

gowina, Slavonien, Dalmatien og Istrien skulde for­

enes til en Stat og saaledes Dualismen afløses af Tria- lismen.

Men dette var endda kun et foreløbigt Maal; med Tiden mente man desuden at kunne gøre de smaa uaf­

hængige sydslaviske Stater: Serbien og Montenegro øko­

nomisk og militært møre, saa at det en skønne Dag vilde lykkes at indlemme ogsaa dem i Habsburgsmonar- kiets sydslaviske Del, der altsaa derefter skulde være et Led i et østrig-ungarsk-serbisk Rige. —

At denne Politik i Serbien maatte gøre Hadet mod den store Nabo endnu stærkere, siger sig selv, men dette skete saa meget mere, som det lille serbiske Folk, som før omtalt, mellem sine Bjerge drømte om en fremtidig Storhed, der i fuldt saa høj Grad var rettet mod Østrigs Eksistens, som Erkehertugens Planer mod det selv. Ikke alene mod Syd drømte Serbien om at udvide sine Grænser ved, at Gammelserbien skulde erob-

13

res og Vejen banes til Adriaterhavet gennem Albanien, men ogsaa de serbiske Brødre i Bosnien-Herzegowina skulde engang forenes med de frie Serbere. Ja endnu langt videre gik disses Forhaabninger: ogsaa de østrig- ungarske Kronlande: Kroatien, Slavonien og Krajn skulde engang udgore en Del af et sydslavisk Frem- tidsrige »Yugoslavia«, en föderativ Stat, hvori Serbien (udvidet med Bosnien-Herzegowina) skulde være den førende Magt, og hvori desuden Montenegro skulde op­

tages. —

Her mødte altsaa to Idealer hinanden, et østrigsk og et serbisk, som umuligt lod sig forene, ja hvoraf det enes Opfyldelse nødvendigvis maatte medføre det andets Un­

dergang og mellem disse to maatte Kampen derfor nu udkæmpes. —

Foreløbig stod selvfølgelig Stormagten Østrig bedst og i Oktober 1908 foretog det det første Skridt mod sit Maal; Bosnien-Herzegowina indlemmedes fuldstændigt i Habsburgernes Rige. Slaget ramte dets lille sydlige Nabo haardt; afmægtig maatte Serbien se til uden Haab om at kunne genoprette det tabte. Alle dets Forhaab­

ninger syntes paa engang tilintetgjorte. Det kunde ra­

sende knytte Hænderne og derved tvinge sin store Mod­

stander til at tage militære Modforholdsregler, som generende dets økonomiske Liv og kostede mange Mil­

lioner og derfor fremkalde ny Forbitrelse hos det. Men slaa turde og kunde Serbien ikke og dets Protektor, Rus­

land, som endnu ikke var kommet til Kræfter efter Ja­

panerkrigen, kunde ikke hjælpe det i Øjeblikket. Alt saa derfor sort ud, intet Haab syntes der at være; ja end værre blev det, da Franz Ferdinands Planer om et sydslavisk Rige indenfor det østrigske Monarki nu end-

ogsaa fandt en Del Tilslutning fra Kroaterne, som kunde haabe at blive de herskende i et saadant Rige.

Men Balkankrigene 1912—13 bragte en Vending til det lysere for den lille serbiske Nation; Riget var næsten vokset til det dobbelte baade i Størrelse og Indbygger­

antal og naaede det end ikke sit Maal: en Havn ved Adriaterhavet, saa vandt det dog store Sejre, der gav Løfter for Fremtiden og som derfor igen vendte alle Sydslavers Øjne mod Belgrad. Ja, med Montenegro sluttedes endogsaa en Overenskomst, som knyttede de to Stater fast sammen; Begyndelsen til »Yugoslavia«

var der allerede. —

Denne Gang havde Slaget ramt Østrig. Igen havde det maattet mobilisere en stor Del af sin Hær for at sætte sit Krav om Albanien igennem. Store Udgifter havde dette medført og store Afbræk havde det paaført dets Erhvervsliv, hvortil kom den Utryghedsfølelse, hvori man stadigt gik, fordi man ikke vidste, hvad Øje­

blik Krigen mod Serbiens store Forbundsfælle, Rusland, blev uundgaaelig. I hele Østrig bredte sig en stadigt voksende Forbitrelse mod den lille Nabo, som nu igen voldte Forstyrrelse.

Men fra serbisk Side gik man nu over til Angreb; en ivrig Propaganda begyndte i Østrig-Ungarns sydsla­

viske Dele, en politisk Bevægelse, som gik ud paa at modarbejde Franz Ferdinands trialistiske Ideer, og ikke alene i Bosnien-Herzegowina dreves denne Propaganda, men ogsaa i Kroatien og Slavonien.

Forbitrelsen i Østrig blev større og større mod den lille Modstander, som til Tider syntes sin store Mod­

part utaalelig overmodig; den evige Uro i Rigets sydlige Egne blev mere og mere uudholdelig og mest af alt irri­

terede det, at man bag det lille Serbien stadig saa den

15

store Fjende, Ruslands Haand. Med voldsomme Midler søgte man at slaa den sydslaviske Bevægelse ned (Agramprocessen og Friedjungprocessen i Wien), men Gæringen syntes snarere at vokse end at tage af, og Franz Ferdinand, der saaledes saa sine Planer mod­

arbejdede af en Propaganda, som udgik fra den fjendt­

lige Nabostat, hvis Indbyggere nærede et glødende Had til Habsburgernes Rige og som haabede at vokse sig stort paa Bekostning af hans Arvelande, besluttede da at forberede alt til et Slag mod Serbien, for engang for alle gennem et militært Nederlag at knuse dets Aspira­

tioner, ja om muligt at indlemme det i Dobbeltmonar­

kiet i Overensstemmelse med hans fremtidige Pla­

ner. — —

Om Erkehertugens Idé om Trialismen i al sin Geni­

alitet skulde lykkes, er vel tvivlsomt. Maaske vil Frem­

tiden komme til at give Svar herpaa, men den fandt Genklang i de ledende, østrigske Kredse og Franz Fer­

dinand, under hvem Ledelsen af Monarkiets udenrigs­

politiske og militære Sager sorterede, fik Medhjælpere til Planens Udførelse i Udenrigsministeren Grev Berch- told og i Generalstabens Chef, Conrad von Hoetzen-

dorff. —

Jordbunden var altsaa beredt, da Kong Ferdinand i Eftersommeren 1913 kom til Wien, officielt for at søge Rekreation paa sine ungarske Godser, reelt for at søge Udveje til, at opnaa Hævn over sin tidligere Forbunds­

fælle: Serbien.

Hvad enedes da Østrigs Tronfølger og Bulgariens Konge om; hvad aftalte den bulgarske Czar med Østrigs Udenrigsminister?

Een Ting, og den vigtigste, har de af Italien ved dets Krigserklæring til Østrig offentliggjorte Dokumen­

ter slaaet fast: Det blev allerede i Eftersommeren 1913 b e s l u t t e t , a t Ø s t r i g s k u l d e e r k l æ r e S e r b i e n K r i g .

Men saa er jo i Virkeligheden Resten givet. Under et eller andet Paaskud skulde Østrig erklære Serbien Krig og medens Rusland og Italien holdtes hen med intetsigende Erklæringer, skulde de østrig-ungarske Hære erobre den lille fjendtlige Nabo, hvis Rige til Slut skulde indlemmes i det habsburgske Monarki, me­

dens Macedonien overlodes til Bulgarien som Tak for, at dette Land holdt Grækenland og Rumænien i Skak, eller i Tilfælde af disse Staters Indgriben i Krigen til Fordel for Serbien, paaførte dem Krig. Serbien skulde udslettes af de selvstændige Staters Tal og dets Om- raade deles mellem Østrig og Bulgarien og saaledes begge disse Stater naa deres Maal. Det var tilsyne­

ladende saa lige til, men i det mindste den ene af Op­

havsmændene til Planen skulde aldrig komme til at opleve den realiseret.

Mordet i Serajevo.

Kendte man i Belgrad disse Planer og har man troet ved at rydde een eller begge Ophavsmændene af Vejen, selvfølgelig dog uden de ansvarlige serbiske Mi­

nistres Viden og Villie, at kunne tilintetgøre dem og derved frelse Serbien ud af den Fare, som truede det?

Sikkert er det, at den østrigske Tronfølger, Franz Ferdinand og hans morganatiske Hustru en af de sidste Dage i Juni 1914 blev myrdet under deres Indtog i Sera­

jevo og at Gerningsmændenes Spor viste tilbage til en i Serbien vidt udbredt og af de højeste Kredse prote­

geret national Forening.

Og var mon ikke den Bombe, som i Februar 1915 under Maskeballet i Officerskasinoet i Sofia, kostede

17

flere uskyldige Mennesker Livet og hvis Oprindelse lige­

ledes synes at vise tilbage til Belgrad, tiltænkt Ser­

biens anden Fjende, den bulgarske Czar.

Sikkert er det, at Mordet i Serajevo ikke standsede de østrigske Planer, som nu fortes videre af den myr­

dedes Venner Grev Berchtold og Conrad von Hoetzen- dorff, og Mordet blev i Stedet kun det vægtigste Paa­

skud til Krigens Erklæring.

Østrig erklærer Serbien Krig.

Efter en Maaneds afsluttende Arbejde var Habsbur- germonarkiets Forberedelser færdige og i Slutningen af Juli overrakte den østrigske Gesandt i Belgrad den ser­

biske Regering Østrig-Ungarns Ultimatum, som inde­

holdt Krav, paa hvilke ingen Stat kunde gaa ind, uden at betegne sig selv som en Vasal af sin mægtige Mod­

stander.

Kort før Udløbet af den i Østrigs Ultimatum fast­

satte Frist, meddelte derfor den serbiske Regering Østrigs Repræsentant i Belgrad, at den var villig til at yde al Hjælp til at straffe enhver som maatte være med­

skyldig i Serajevomordet, og at den derfor gik ind paa nogle af Østrigs Fordringer, men samtidig maatte af­

vise andre som uforenelige med Serbiens Værdighed som suveræn Stat.

Uden Tvivl strakte Serbien sig saa langt som Lan­

dets Værdighed tillod det, men desuden vilde selv en yderligere Eftergivenhed fra Serbiens Side sikkert intet have nyttet. Østrig vilde Krigen (mod Serbien) og havde i omtrent et Aar forberedt den.

Den østrigske Gesandt erklærede derfor Serbiens Svar for utilfredsstillende og forlod Belgrad, og faa

Verdenskrigen. 2

Timer efter overraktes Østrigs Krigserklæring mod Ser­

bien til den serbiske Gesandt i Wien.

Den lille Gnist paa Balkan, som skulde sætte hele Europa i Brand, var tændt!

Verdenskrigens Udbrud.

»Jeg har ikke villet den,« disse Ord udtalte Kejser Wilhelm i sin Proklamation til det tjrske Folk i An­

ledning af Aarsdagen for Verdenskrigens Udbrud, men uden for Centralmagternes Grænser fandt de kun faa Steder Tiltro. —

En Snes Aar igennem, ja (omend maaske i Begyndel­

sen ikke maalbevidst) fra den Dag, den unge Kejser tog Ledelsen ud af Bismarcks Hænder for selv at tage Styret, har Tysklands økonomiske og dets ydre Politik fulgt en Retning, som for eller senere maatte føre til Konflikt med England. »Tysklands Fremtid ligger paa Havet,« »Vi vil tilkæmpe os en Plads i Solen,« det var Ord af Kejserens Mund, som ikke tillod nogen Mulig­

hed for Tvivl. Herredømmet paa Havet eller i det mind­

ste til at begynde med, en skarp Konkurrence med England, og Kolonier, hvor Tysklands overskydende Be­

folkning kunde finde et Hjem uden at gaa tabt for Moderlandet, det var Tysklands Maal, hvorimod det uden Tøven og uden Vaklen vandrede frem.

Allerede siden Aarhundredets Begyndelse har Eng­

lands Handel mærket den skarpe og stadigt mere paa- gaaende Kamp, som Tysklands hurtigt voksende Indu­

stri paaførte det over hele Verden, den økonomiske Krig om Verdensherredømmet var allerede forlængst begyndt.

19

Og saa fulgte den politiske efter; forst forsigtigt begyndt i Kina, hvor Kolonien Kiautschou erhvervedes, senere dristigere og dristigere, alt som den tyske Krigsflaade voksede. I 1905 forte den Kejseren til Tanger, og faa Aar efter udviklede den sig igen til en Marokkokrise.

Ingen i Tyskland tvivlede i Virkeligheden paa, at denne Handels- og Udenrigspolitik engang maatte fore til Krig med England og i dette Land foreslog allerede i 1905 de mest fremsynede, at tage Krigen mod Germa­

nien straks, inden den tyske Flaade endnu var bleven en Størrelse, man behøvede at regne med. — —

Men naar Krigen saaledes alligevel ikke kunde und- gaas, og det blev mere og mere klart, — især ved den Nervøsitet, som den i de sidste Aar allerede mægtige tyske Flaade fremkaldte i England —, var saa ikke just Øjeblikket i 1914 det for Tyskland gunstigst mulige, just det, hvori Tyskland med størst Udsigt til Held kunde tage Kampen op. Rusland var ikke endnu kommet sig efter Krigen med Japan 1904—05, skønt godt paa Veje, Frankrig syntes mere splittet indadtil end nogen Sinde før, den treaarige Tjenestetid var endnu ikke ført ud i Livet. Belgiens ny Hærlov var vedtaget, men virkede endnu ikke, og England var splittet og dets liberale Re­

gering fredsvenlig. —

Saadan ræsonnerede man uden for Tyskland og de med det forbundne Lande og med nogen Berettigelse.

Nægtes kan det ikke, at meget talte for, at Tyskland just nu skulde tage Krigen, og dog var Kejserens Ord, som anførtes i Begyndelsen af dette Kapitel, sikkert i Over­

ensstemmelse med Sandheden. —

Krigen med England kunde ikke i Længden und- gaas, det var ganske vist sikkert nok. Men naar den toges nu paa det ostrigsk-serbiske Sporgsmaal, maatte nød-

vendigvis Rusland komme med i den som Tysklands Fjende, og dette til Gengæld fik Østrig med som For­

bundsfælle, kunde selvfølgelig ikke veje op mod Czar- rigets Magt. Hvis derimod Krigen toges paa et andet Sporgsmaal, et fransk-tysk eller tysk-engelsk, kunde Rusland sikkert holdes udenfor (mod at selvfølgelig og- saa Østrig forholdt sig neutralt), thi Ruslands og Tysk­

lands Interesser kolliderede i Virkeligheden slet ikke for Tiden eller i en overskuelig Fremtid med hinanden.

Kun Ruslands og Østrigs Rivalisering paa Balkan har paa Grund af Tysklands Forbund med sidstnævnte Magt, gjort dem til Modstandere i denne Krig. Og vilde ikke Tysklands Flaade, som i 1917 vilde naa sin fulde (foreløbigt fastsatte) Størrelse, til den Tid med mere Udsigt til Held kunne tage Kampen op med Englands?

Ingen af de to uundgaaelige Modstandere, England og Frankrig, vilde jo desuden styrkes væsentligt, militært set, i de nærmeste Aar, Frankrig med sin stagnerende Folkemængde og England med sin ringe hvervede Hær.

Som man ser, Tyskland kunde uden Skade, ja maaske med Fordel have ventet endnu 2—3 Aar.

Og det har sikkert (i Overenstemmelse med Kejserens foran anførte Ord) ogsaa været dets Hensigt. Den af den italienske Regering udsendte Grønbog leverer (maa­

ske mod sin Villie) Beviset for, at denne Paastand er rigtig.

Det fremhæves nemlig i denne, at de italienske Stats­

mænd under de Forhandlinger om det serbiske Spørgs- maal, som fandt Sted mellem den østrigske og den ita­

lienske Regering, allerede tre Fjerdingaar før Krigens Udbrud og hvorunder Østrig gjorde Italien bekendt med sine aggressive Hensigter overfor sin lille sydlige Nabo, gjorde Kabinettet i Wien opmærksom paa, at saadanne

v ^>

21

Skridt overfor Serbien uden Tvivl vilde kalde Rusland frem paa Arenaen og at herved Verdensfreden vilde sæt­

tes i Fare. Men de østrigske Ministre svarede hertil, at Rusland ingenlunde var parat til Krig, og at det, selv om det under de nødvendigt opstaaende Forhandlinger, vilde føre et truende Sprog og muligvis slaa paa Svær­

det, dog sikkert til Slut vilde vige tilbage for de af­

gørende Skridt, som maatte føre til Fredsbruddet. Med andre Ord: de østrigske (og tyske) Statsmænd stolede paa, at Rusland ikke for Serbiens Skyld vilde kaste sig ud i en Krig, til hviken det ikke var beredt og at altsaa Østrigs Angreb paa Serbien vilde kunne foretages uden at fremkalde nogen Verdensbrand.

Og ogsaa Frankrigs Udenrigsminister, Delcassé, har udtalt det samme. Tyskland troede, har han udtalt, at Rusland i sidste Øjeblik vilde vige tilbage for Krigen, ligesom Frankrig i Marokkokrisen, og at Østrig saa- ledes kunde naa sit Maal paa Balkan, uden at der derved fremkaldtes nogen Verdenskrig.

I denne faste Overbevisning drog Kejser Wilhelm af Sted paa sin aarlige Ferierejse til Norge, hvorfra han telegrafisk maatte kaldes hjem, da Sagerne tog en Ven­

ding, der truede med at give Krigen en Udstrækning, som hverken Tyskland eller Østrig havde ønsket eller ventet.

Thi at Tyskland ved Krigens Udbrud stod beredt, er intet Bevis for at Tyskland ønskede Krigen, eftersom Kejserriget siden 1870 stadigt har haft sine Sager i Orden.

Hverken Tyskland eller Østrig ønskede eller ven­

tede altsaa en Verdenskrig og da heller ikke Frankrig og England, af hvilke ingen var parat til den gigantiske Kamp (man erindre Senator Humberts Afsløringer i det franske Senat i Juli 1914), kunde ønske den, staar der

kun endnu tilbage at vende Opmærksomheden mod Øst, mod Rusland. —

Ønskede da Czaren og hans Ministre Verdenskrigens Udbrud? Uden Tvivl: Nej. Czarens Arbejde for Fre­

den ved Indkaldelsen af den første Haagerkonference i Forbindelse med de sørgelige Erfaringer fra Japankri­

gen, hvis Folger Rusland endnu ikke havde forvundet, gor det ikke sandsynligt. Og selv om Ruslands Ære selvfølgelig ikke tillod det at lade den lille Stamme­

frænde paa Balkan i Stikken ,saa syntes det dog som om de russiske Ministre roligt og sindigt vilde prøve Forhandlingens Vej, inden de foretog Skridt, som senere maaske ikke kunde gores ugjorte.

Og dog tog Begivenhederne nu en Vending, som ikke gav Tid til saadanne Forhandlinger, og det skæbne­

svangre Skridt var Paabegyndelsen af den russiske Mo­

bilisering. Ganske vist erklærede Repræsentanter for baade det russiske Krigs- og det russiske Udenrigsmini­

sterium, at en saadan Mobilisering ikke fandt Sted, ja selv Czaren skal have benægtet det overfor den tyske Ambassadør. Og dog fandt den faktisk Sted. Skete det da uden den russiske Regerings Vidende og Villie?

Umuligt er det ikke. Gang paa Gang har russiske Ministre i Dumaen talt om en hemmelig russisk Rege­

ring, hvis Befalinger adlødes af saa vel militære som civile Embedsmænd lige saa fuldt som den officielle Regerings, ja endogsaa paa Trods af dennes, og om en Modstand, som ingen Minister var i Stand til at bryde. Revolutionære Russere har betegnet denne hem­

melige Regering som Hovedet for en hemmelig Liga, der var forgrenet over hele Rusland og som ved sine Medlemmers (deriblandt en stor Del af den militære og civile Embedsstand) Sammenhold og sin haardhæn-

23

dede Brug af alle Midler, selv de mest yderliggaaende, besad en næsten uindskrænket Magt, som ingen inden­

for Ruslands Grænser kunde bryde. Indadtil skulde de i russisk Politik betegne den Retning, som under Navn af »Forbundet af de sande russiske Mænd« bestemt hol­

der paa Czarens Selvherskermagt og modsætter sig et­

hvert liberalt Skridt; udadtil skulde de sværge hojt og helligt til Panslavismens Fane. Skærmet af det hem­

melige, russiske Politi, der helt staar i dets Tjeneste, skulde Overhovedet for dette Forbund i Virkeligheden være den sande Magthaver i Rusland (ja, endogsaa til Tider have haft Øjnene rettet mod Kejserkronen). Og som Fører for dette Parti, »Storfyrstpartiet«, som det undertiden er blevet benævnet i Vesteuropas Presse, uden at man egentlig kendte nærmere til det, er Hærens hidtilværende Generallissimus, Storfyrst Nikolaj Niko­

la jevitsch, blevet udpeget.

Sikkert er det, at denne Mand kan betegnes som Panslavismens Forer i Rusland, og at Panslavisterne var fast bestemte paa ikke at lade det lille Serbien i Stik­

ken, selv om det derved skulde komme til Krig med Tyskland og saaledes Krigsfaklen tændes over Største­

delen af Europa. Meget tyder derfor paa, at Storfyr­

sten virkelig har begyndt en Mobilisering bag Regerin­

gens Ryg, selv om flere af dennes Medlemmer egentlig ikke havde noget derimod. Om det just derfor var Pan- slavisternes Mening at fremkalde Krigen, er dog ikke sikkert; men ogsaa i Forhandlingerne vilde jo Ruslands Ord have mere Vægt, naar dets Hær stod rustet bag Diplomaterne.

— Enten nu denne Mobilisering fandt Sted mod eller med Regeringens Vidende, saa var det i ethvert Tilfælde netop den, som gjorde Krisen akut, som gjorde, at en

Løsning nu maatte findes i en Fart, hvis ikke alt skulle ramle. Thi var Krigen uundgaaelig og maatte Tyskland altsaa som Forbundsfælle staa ved Østrigs Side i denne, medens Frankrig tog Ruslands Parti, saa laa det netop i den tyske Generalstabs Plan hurtigst muligt at vende sig mod Frankrig og slaa dette til Jorden, inden Rus­

lands Mobilisering var endt, for derefter at vende sig mod denne Fjende. Men fik nu Rusland Tid at mobi­

lisere færdig, inden Krigen blev erklæret og Kampen mod Frankrig derfor begyndt, vilde Tyskland-Østrigs Udsigter til en hurtig Sejr formindskes betydeligt, ja, hver Dag eller Time Ruslands Mobilisering skred frem, betod for Tyskland et Tab.

Pludselig afbrod Tyskland derfor tvunget af denne Nødvendighed alle Forhandlinger om det østrigsk-ser- biske Spørgsmaal og stillede ved et Ultimatum til Rus­

land som Betingelse for videre Forhandlinger, at Rus­

land standsede sin Mobilisering.

Kravet var nødvendigt fra Tysklands Side, just der­

for burde alle Diplomatiets Bestræbelser øjeblikkeligt have været rettet mod dette Punkt. Men i dette Øjeblik svig­

tede Stormagternes Diplomati, det var ikke sin Opgave voksen, alt var Konfusion. Tyskland maatte forlange, at Rusland standsede sin Mobilisering; dette tillod Rus- lrnds Prestige ikke, med mindre Østrigs Aktion mod Serbien standsedes eller dog stærkt begrænsedes, hvor­

ved maatte paases, at ikke Østrigs Prestige led noget Knæk. Her var det, at alle Kræfter hurtigt maatte sættes ind, hvis ikke alt Haab skulle være forbi; her var det,' at Diplomaternes Evner glippede — og Krigen var uund­

gaaelig. —

Østrigs Aktion mod Serbien kunde vel nok have været begrænset (nu da det saa, at dets Planer vilde

2 o

medføre en stor europæisk Katastrofe, som det ikke ønskede, og da Franz Ferdinands stærke Haand ikke længere stod bag dets Udenrigspolitik), saa at Ruslands Mobilisering kunde have været standset og derved Tid til nye Forhandlinger været vundet. Eller nægtede Pan- slavisterne aldeles kategorisk at udsætte Serbien for selv den mindste Afstraffelse? Maaske; men Sporgsmaalet kom ikke til at ligge for. Intet Forslag, som var antage­

ligt for alle tre Parter og altsaa foreløbigt kunde ud­

skyde Fredsbruddet, undfangedes i det europæiske Stor- magtsdiplomatis Hjerner, og den 1. August om Aftenen var Verdenskrigen udbrudt, idet Rusland nægtede at standse sin Mobilisering, og Tyskland derfor erklærede det Krig. —

Denne var altsaa fremkaldt indirekte af Østrig (med Støtte af Forbundsfællen Tyskland) ved Angrebet paa Serbien, skønt hverken Tyskland eller Østrig ønskede eller ventede den, og den var fremkaldt direkte af Rus­

land (som heller ikke ønskede den), fordi denne Stat ikke vilde lade sin Protegé Serbien i Stikken. Naar den saaledes kom, skønt ingen i Virkeligheden for Tiden ønskede den, ja, (maaske med Undtagelse af de russiske Panslavister, som stolede paa Ruslands Magt), alle i Virkeligheden ønskede at undgaa den, saa skete det, fordi det europæiske Stormagtsdiplomati i det kritiske Øjeblik ikke var sin Opgave voksen.

Krigen breder sig.

Og saa rullede Lavinen hurtigt videre. Montenegro gjorde fælles Sag med sine serbiske Brødre og Ruslands Allierede, Frankrig, stillede sig »som dets Ære bød det«, ved Forbundsfællernes Side.

I Følge sin Felttogsplan vilde Tyskland derfor nu

hurtigst muligt søge at slaa Frankrig til Jorden, for, naar dette var naaet, inden den russiske Mobilisering var endt, da at vende sig mod denne Fjende. Men hele Frankrigs Østgrænse var dækket af en Række stærke i æstningsværker, hvis Modstand man ikke turde haabe hurtigt at kunne overvinde og et Angreb paa disse kunde derfor medføre, at den kostbare Tid gik tabt, at det ikke lykkedes at slaa Frankrig ned, inden Rusland var parat, og at saaledes den eneste Mulighed for en hurtig Ende paa Krigen forspildtes. Men dette kunde und- gaas, hvis man ved at rykke gemiem de to smaa Stater, Luxemburg og Belgien, gik uden om den franske Fæst- ningsrække og ned gennem Nordfrankrig, der ikke var saa stærkt befæstet. Resolut besluttede Tyskland sig derfor hertil (»tvunget af Nødvendigheden«). Den 1.

August rykkede tyske Tropper ind i Storhertugdømmet Luxemburg, og Dagen efter krænkedes Belgiens Neutra­

litet, hvorved dette Land inddroges i Krigen som Tysk­

lands Modstander.

Men medens England roligt fandt sig i Luxemburgs Besættelse, skønt det ogsaa har garanteret dette Lands Neutralitet, saa saa det sine Interesser truede, da Ty­

skerne rykkede ind i Belgien, idet de belgiske Havne i tyske Hænder var som en Pistol rettet mod Englands Bryst. Ogsaa Storbrittanien erklærede derfor nu Tysk­

land Krig, formelt som Garant for Belgiens Neutralitet, reelt fordi Belgiens og Frankrigs Nederlag og delvise Erobring ved Tyskerne, som derved vilde komme i Be­

siddelse af Kanalhavnene, kun betød et Skridt for Tysk­

land paa dets Vej til den store Kamp om Verdensherre­

dømmet, Kampen med England. Belgien og Frankrig kæmpede derfor ogsaa for Englands Interesser, var i Virkeligheden at betragte som dets Forposter, hvis

27

Nederlag kunde blive skæbnesvangert ogsaa for John Bull. Englands Interesser bød det altsaa at ile disse Lande til Hjælp og som ottende Stat at tage Plads i de Krigsførendes Rækker.*) —

Og endelig besluttede Japan at erobre Tysklands eneste Koloni i Østasien, Kiautschau, og saaledes sige det Tak for dets Optræden efter Shimonosekifreden 1895. Saaledes var altsaa nu ni Stater Deltagere i Krigen, syv imod to.

Krigens hidtidige Forløb.

Krigen indtil 2. Maj 1915.

Den tyske Felttogsplan under en Krig med Frank­

rig og Rusland var meget enkel og gik som før nævnt ud paa straks at kaste sig over Frankrig og slaa dette til Jorden, inden Rusland fik mobiliseret færdigt, hvilket med Czarrigets Udstrækning mentes at vilde tage c. en Maaned længere end Tysklands Mobilisering. Og var Frankrig først ude af Sagaen og kunde holdes be­

sat af en mindre Styrke (med Hjælp af Landstormsfor- mationer), skulde Kejserriget med al sin Magt sammen

*) Den Forpligtelse til at hindre et tysk Flaadeangreb paa de franske Nordsøhavne, som England alt tidligere havde paataget sig som Vederlag for, at den franske Flaade varetog de engelske Interesser i Middelhavet, kunde ogsaa vanskeligt forenes med en neutral Holdning fra engelsk Side, selvom Tyskland i Øjeblikket tilbød at se bort herfra og at undlade et saadant Angreb, og saa var det vel nok for Befolkningens Skyld klogest af de engelske Statsmænd at benytte Krænkelsen af Belgiens Neutralitet som Paaskud for Krigen.

med Forbundsfællen Østrig vende sig mod sin Modstan­

der mod Øst.

Denne Plan kom dog ikke til Udforelse, fordi to Fak­

torer, som ikke var taget med i Beregningen, greb ind i den og forandrede den fuldstændigt. Da nemlig hele Frankrigs Grænse mod Tyskland som foran omtalt var dækket af en Række stærke Befæstninger, mente den tyske Hærledelse ikke at kunne naa sit Maal: en hurtig Nedkæmpelse af Frankrig, dersom disse Fæstninger forst skulde tages. Hvis man derimod over Belgien rykkede frem mod den franske Nordgrænse, hvis Befæstninger hverken var stærke eller i Orden, og saaledes omgik hele Østfrontens Fæstningsrække, mente man at kunne naa Maalet sikkert og let.

»Tvunget af Nødvendigheden« besluttede Tysk­

land, »der kæmpede for sin Eksistens«, sig derfor til at krænke det lille Belgiens Neutralitet, som var garan­

teret af alle Stormagter, deriblandt Tyskland selv. Men mærkværdigt nok syntes den tyske Generalstab ikke at have regnet med nogen videre Modstand fra Belgiens Side, og da de modte en saadan, som skont Liége og flere belgiske Fæstninger ret hurtigt faldt, dog sinkede Tyskerne ret betydeligt i deres Fremmarch mod Frank­

rig, foruden at det bandt en stor Del af Tysklands først mobiliserede Stridskræfter, var dermed den første Fejl indtruffet i den tyske Felttogsberegning.

Men denne drog den anden efter sig. Som foran nævnt kaldte Krænkelsen af Belgiens Neutralitet Eng­

land frem paa Krigsskuepladsen, da det saa sig selv truet, naar den belgiske Kyst og maaske senere de fran­

ske Kanalhavne kom i Tyskernes Hænder. Just Bel­

giernes tapre Modstand gav England Tid til at kaste sine disponible Stridskræfter (100-150,000 Mand under Felt-

29

marskal French) over paa Fastlandet, inden Frankrig endnu var slaaet. Til at hjælpe Belgierne kom man derimod forsent; den belgiske Hær kastedes tilbage mod Fæstningen Antwerpen, hvor den holdtes i Skak af en tysk Hær, Hovedstaden Brüssel besattes' af Fjenden, hvis øvrige Hære efter Namurs Fald ilede frem mod den franske Grænse. Tæt foran denne paa belgisk Grund traf de Fjenderne, den fransk-engelske Hær, paa Linien Charleroi-Mons, og da den franske Hær var op- marscheret med et Angreb fra Øst for Øje, idet den fran­

ske Generalstab ikke synes at have ventet det tyske Ho­

vedangreb fort gennem Belgien, var de tyske Strids­

kræfter de Allierede for overlegne og kastede dem tilbage ud af Belgien efter en haard Kamp, hvorunder særligt Englænderne kæmpede haardnakket omkring Mons. De Allierede (Franskmændene og Englænderne), over hvem den franske General Joffre havde Overkommandoen, maatte tiltræde Tilbagetoget, tæt fulgt af de tyske Hære.

En Del af de franske Nordfæstninger — som før nævnt noget forsømte — opgaves nu frivilligt af Joffre, som foretrak at bevare Felthæren usvækket fremfor at af­

give en Del af den til Besætning i Fæstninger, hvis Værdi var tvivlsom, og andre faldt efter kortere eller længere Tids Modstand (Maubeuge) i Tyskernes Hæn­

der. Trods lapper Modstand især af Englænderne mel­

lem Gambrai og St. Quentin maatte ogsaa den fransk­

engelske Felthær dog stadigt vige yderligere, og da Fjen­

den endnu usvækket pressede paa, besluttede General Joffre for ikke at risikere en Katastrofe ved at faa sin Hær omringet, et stort Tilbagetog ned mod Midtfrank­

rig. Regeringen forlod Paris og drog til Bordeaux, og det fransk-engelske Tilbagetog, som udførtes mesterligt uden Tab af Betydning, fortsattes til et Stykke syd for

Mainefloden. Ogsaa hertil fulgte Tyskerne imidlertid efter, idet deres højre Fløj under General Kluck i en Bue mod Øst passerede uden om Paris. Formodentlig har Tyskerne her ladet sig friste af Udsigten til at hid- fore en Katastrofe for løjenden, thi de rykkede nu saa hurtigt og saa langt frem, at deres Tilførsel af Ammu­

nition og Forplejning dels ikke kunde følge med, dels kom i Uorden, samtidig med at Tilførselslinierne kun var mangelfuldt dækkede mod Flankeangreb vestfra.

Da derfor Joffre nu gjorde Holdt og (maaske paa Eng­

lands Forlangende, der nu saa alle Kanalhavnene pris­

givne Tyskerne) igen besluttede at gaa over til Of­

fensiven, hvilket udførtes ved at en Hær fra Paris brod frem mod Tyskernes højre Flanke, maatte disse til­

træde et Tilbagetog, der trods haardnakkede og blodige Kampe ikke standsede før ved Aisnelinien.

Og dermed var Tiden gaaet; Russerne begyndte deres Fremrykning paa Østfronten; Belgiernes tapre Modstand

°g Englændernes Deltagelse i Kampen, hvormed den tyske Generalstab ikke havde regnet, havde umuliggjort den tyske Plan om i en Fart at slaa Frankrig til Jorden.

— Og den tyske Hærledelse maatte lægge Felttogspla- nen om. Paa en Front, som fra den svejtsiske Grænse følger den østlige Side af den franske Fæstningslinie (fra Belfort til Verdun) og derefter gaar igennem Nord­

frankrig fra Varennes tæt nord forbi Reims og Soissons til Noyon og derefter drejer mod Nord over Albert-Arras og Armentiéres, gravede den tyske Hær sig ned i Felt- forskandsninger, et udviklet Løbegravssystem, hvor ud af Modstanderne ikke trods et Aars Kamp har været i Stand til at drive dem. Og efter at den belgiske Hær efter Fæstningen Antwerpens Erobring i Oktober Maa- ned (1914) havde sluttet sig til de Allierede, og største

31

Delen af Belgien derefter var besat af Erobrerne, for­

længedes Fronten fra Frankrig over Ypres-Dixmuiden til Havet ved Nieuport. Men ogsaa her stivnede Kam­

pen snart, efter at Tyskerne forgæves havde sogt at erobre ogsaa det sidste Hjørne af Belgien; og paa hele Fronten gik Tyskerne nu over til Defensiven, selv om de stadigt har fort denne gennem Angreb paa Modstan­

deren. Men deres Plan var nu lagt om: de vilde nu først søge at fremkalde en, omend kun foreløbig Afgørelse paa Østfronten. —

Her skulde en mindre tysk Hærafdeling i Østpreus- sen tilligemed den østrig-ungarske Hær have holdt Rus­

serne Stangen, indtil en Afgørelse var naaet mod Vest.

Men da denne paa Grund af Belgiernes Modstand og det engelske Hjælpekorps trak ud, kunde de svage tyske Stridskræfter ikke standse Russerne i Østpreussen, men maatte trække sig tilbage, saa at Fjenden endog nær­

mede sig Fæstningen Königsberg. Og heller ikke Østri­

gerne havde kunnet løse deres Del af Opgaven. Medens en Del af Hæren dækkede Lemberg, var deres Hoved­

styrke i to Afdelinger under Generalerne Dankl og Auf- fenberg rykket ind i Polen mod Punkterne Lublin og Cholm for der igennem at rette et Stød mod den russiske Weichsellinie. Den russiske Overgeneral, Storfyrst Ni­

kolaj, samlede imidlertid sin Hovedstyrke ost for Lem­

berg, og da Østrigerne ikke her kunne holde Stillingen, maatte ogsaa Dankl og Auffenbergs Hære tiltræde Til­

bagetoget for ikke at blive afskaarne, og dette kostede gennem det sumpede, uvejsomme Terræn store Tab.

Russerne, som nu havde faaet en stor Del af deres Hær frem, angreb derefter med stor Overmagt, saa at Østri­

gerne maatte fortsætte Tilbagetoget, Lemberg besattes af Russerne, og den østrigske Fæstning Przemysl inde-

sluttedes af Fjenden, hvis Hovedstyrke fulgte efter de vigende Østrigere helt frem til Dunajecfloden, hvor det dog lykkedes Østrigerne (vistnok med tyske Forstærk­

ninger) at standse Modstanderen.

Men nu ankom Forstærkninger fra den tyske Vest­

front; forst til Østpreussen, hvor de tyske Tropper under Generaloberst Hindenburgs Anforsel i et Par Slag ved de masuriske Soer bibragte Russerne et Nederlag, der tvang dem til at romme Østpreussen, ja, endogsaa satte den tyske General i Stand til at rykke ind i det russiske Guvernement Suwalki og til at folge Fjenden frem til Njemen.

Imidlertid blev det nu ogsaa nodvendigt at række Forbundsfællen Østrig en hjælpende Haand, og de to Centralmagter begyndte derefter fra Posens Grænse og i Galizien en Fremrykning, der tvang Russerne det sid­

ste Sted til at vige. Fremmarschen fortsattes, indtil Hindenburg stærkt nærmede sig Warschau, medens Østrigerne stod foran den russiske Fæstning Ivanogo- rod og i Galizien havde naaet at undsætte Przemysl.

Paa dette Tidspunkt førte Russerne imidlertid stærke Hærmasser frem over Nowo-Georgiensk, som over So- chatschev truede Hindenburgs venstre Floj samtidigt med at stærke russiske Styrker ogsaa fra Ivanogorod rykkede frem mod Østrigerne. Et nyt Tilbagetog (maa- ske dog kun et strategisk) blev nu foretaget af Central­

magterne, der undervejs odelagde alle Kommunikati­

onsmidler fuldstændigt, saa at Russernes Fremmarsch kun kunde foregaa langsomt, ligesom den desuden hin­

dredes af stadige Arriéregardekampe. Russerne naa- ede dog til Slut frem til en Linie, der gik langs Warta- floden (paa dennes polske Lob), ja en Kavalleriafdeling overskred endogsaa Grænsen og angreb en tysk Jern-

33

banestation i Posen; og i Galizien stod de tæt foran Krakau. Paa dette Sted modte de imidlertid nogen Mod­

stand, og snart skulde de hore Nyt fra Hindenburg fra en anden Kant.

Medens nemlig de henholdende Kampe i Polen mod de fremtrængende Russere især synes at være udkæm­

pede af Østrigerne, synes Feltmarskal Hindenburg hur­

tigt at have ført en Del af sine Tropper tilbage til Posen og ved Hjælp af det storartede tyske Jernbanenet at have flyttet dem mod Nord til Fæstningen Thorn, og her­

fra foretoges nu et kraftigt og heldigt Fremstod i Rus­

sernes venstre Flanke.

Russerne, der blev fuldstændigt overraskede, blev ved W loclawick og Kutno slaaede og mistede et stort Antal Fanger og meget Materiel, og det tyske Fremstod fortsattes mod Byerne Lodz og Lowicz, ja en Hær­

afdeling under General Mackensen trængte endogsaa mellem disse to Byer frem mod Jernbanen Warschau- Gzenstochau (og naaede kun med Vanskelighed tilbage).

Da samtidigt Tyskerne brod frem fra sidstnævnte By, og Østrigerne ved Limanova i Galizien tilføjede Rus­

serne et Nederlag, maatte disse foretage et Tilbagetog til en Linie langs Dunajecfloden-Nidafloden-over Opo- czno til Pilizafloden, ligesom Tyskerne rykkede frem til en Stilling c. 4 Mil foran Warschau, hvor de dog stand­

sedes af russiske Feltbefæstninger (Stillingen paa denne Krigsskueplads ved Juletid 1914). —

Slaget mod Lowicz og Lodz var et Stød i Hjerte­

kulen paa den russiske Hær og et Stød, som den ikke igen forvandt. Ganske vist tog den endnu Offensiven paa Fløjene, drev Tyskerne ud af Guvernementet Suvvalki og tilbage til de masuriske Søer, men da Tyskerne her forskandsede sig, gik den russiske Offensiv igen i Staa.

Verdenskrigen. 3

Paa samme Maade erobredes i Lobet af Januar (1915) den ostrigske Provins Bukowina, men man standsedes ogsaa her, da Grænsen til Ungarn naaedes (i Karpatherkæden).

Tilmed gik begge disse Fremstod igen tabt, idet Østri­

gerne i Begyndelsen af Marts igen erobrede største De­

len af Bukowina tilbage (til Pruthfloden), og snart efter bibragte Feltmarskal Hindenburg for anden Gang Rus­

serne et stort Nederlag ved de masuriske Søer og ryk­

kede igen frem i Suwalkidistriktet, hvorfra Russerne ikke igen fik ham fordrevet. Ja, da et russisk Indfald i den nordlige Del af Provinsen Østpreussen (ved Me- mel) foruroligede Befolkningen stærkt, dreves Fjenden ud herfra og fulgtes ind i Kurland til Schawli, ligesom ogsaa Libau besattes.

Og var den russiske Offensiv saaledes resultatløs paa Fløjene, saa var den det end mere i Centrum. Her havde Storfyrsten nu skiftet Aktionsplan og besluttet gennem et Angreb paa Ungarn (mod Buda-Pest) at vinde en delvis Sejr ved at kaste sig over sin svageste Modstan­

der. I Lobet af Marts og forste Halvdel af April rasede voldsomme Kampe derfor i Karpatherpasserne, som fra Galizien fører ned til den ungarske Slette; men da de østrig-ungarske Hære fik Forstærkninger af tyske Trop­

per, naaede Russerne heller ikke her noget Resultat.

(Dog erobrede de i Marts Fæstningen Przemysl, som overgav sig efter 4 y2 Maaneds Belejring, men ogsaa denne Sejr blev i Virkeligheden betydningsløs).

Centralmagterne havde saaledes gennem deres Kampe i Slutningen af November og første Del af December (1914) løst første Del af deres Opgave paa den østlige Krigsskueplads: at standse den russiske Fremrykning, og de kunde nu i Ro forberede sig til Losningen af an­

den Del (se herom senere).

35

Tyrkiet og Italien.

Men paa det Tidspunkt, da Tyskerne havde disse Forberedelser i Orden, og da alt var parat til deres store Offensiv mod Øst, traadte en ny Stat ind i Rækken af deres Fjender, nemlig deres tidligere Forbundsfælle Italien, medens derimod en anden Stat, Tyrkiet, da alle­

rede forlængst havde taget Plads ved Centralmagternes Side.

En saadan Handling af det økonomisk og derfor og- saa militært svage osmanniske Rige kunde ved første Øjekast synes taabelig, idet Tyrkiet ikke syntes at have Udsigt til at vinde noget, men derimod alt at tabe. Man var derfor tilbøjelig til udelukkende at søge Forklarin­

gen i den ungtyrkiske Krigsminister Enver Pascha og enkelte andre ligesindede tyrkiske Officerers Begejstring for Tyskland, hvor de havde modtaget deres militære Uddannelse, og hvis Officerer havde reorganiseret den tyrkiske Stridsmagt. Imidlertid var Grunden nok den fuldtgyldige, at disse Ungtyrkere forstod, at Tyskland var den eneste Magt, som var i Stand til og interesseret i at opretholde det tyrkiske Rige, med andre Ord: dets eneste sande Ven, og at Tysklands Nederlag snart vilde medføre, at Tyrkiet, som ikke længere havde nogen Be­

skytter, vilde blive delt mellem Stormagterne og det tyr­

kiske Riges nærmeste Naboer, kort sagt: Tysklands Ne­

derlag betød ogsaa Tyrkiets Undergang. Selvopholdel­

sesdriften maatte derfor byde det militært at stille sig ved det Lands Side, til hvis Skæbne ogsaa Tyrkiets Skæbne var knyttet, og at man ved dettes økonomiske og militære Hjælp tog Kampen op mod de Magter, som dog efter et tysk Nederlag ogsaa engang vilde blive Tyr­

kiets Ødelæggere. Altsaa kastede Enver Pasha og hans

3*

Venner ved et Kup (de tysk-tyrkiske Skibe Goeben og Breslaus Bombardement af russiske Sortehavshavne) deres Land ud i Striden som Tyskland-Østrigs For­

bundsfælle.

Nogen større militær Betydning fik dette ikke i Øje­

blikket. England landsatte ganske vist Tropper i Mes- sopotamien, og Tyrkiet truede i nogen Tid med et Ind­

fald i Ægypten, men intet af dette blev af nogen Vigtig­

hed, ligesom heller ikke Tyrkernes Angreb paa Kauka­

sus, der bandt og binder en Del russiske Tropper, spil­

ler nogen større Rolle. Derimod betod det økonomisk meget for Czarens Rige, hvis Østersøkyst var blevet blo­

keret af den tyske Flaade og hvis største Delen af Aaret tilfrosne Havne mod Nord ikke kunde besørge mere end en ringe Brøkdel af Ruslands Handel, at den eneste Han­

delsvej mod Syd, Udførselskanalen fra Sortehavshav- nene, Bosporus og Dardanellerne, ved Tyrkiets Krigs­

erklæring blev lukket. Ja, hen paa Foraaret blev det endogsaa saa generende, at Ruslands Allierede beslut­

tede at gøre sig store Anstrengelser for at forcere Dar­

danellerne og erobre Konstantinopel for paa denne Maade at skaffe deres betrængte Forbundsfælle Luft og samtidig bryde Tyrkiets Magt. En engelsk-fransk Flaade ankom derfor til Dardanellerne og aabnede Angrebet.

Imidlertid havde man hos Vestmagterne ventet, at dette Angreb skulde bevæge Balkanmagterne eller i alt Fald nogle af dem til at træde ud af deres Neutralitet og deltage i Krigen paa de Allieredes Side, saaledes at de leverede Landgangstropper til Angrebet paa Strædet og Tyrkiets Hovedstad. Ja, man mente vel endogsaa at kunne gøre sikker Regning paa den græske Hær, da den græske Ministerpræsident Venizelos var stemt for Grækenlands Optræden paa Krigsskuepladsen i de Alli-

y

37

eredes Rækker. Men da dette Haab glippede ved Kong Konstantins Modstand (herom senere), og da ingen an­

dre meldte sig, maatte den engelsk-franske Flaade vove Angrebet uden Støtte af Tropper i Land. Forsøget mis­

lykkedes totalt, takket være de tyrkiske Minespærringer, og med Tabet af flere store Krigsskibe maatte de Alli­

erede trække sig tilbage.

Der var nu ikke andet at gore end at samle Tropper til en Landgang, og da dette var sket, blev en saadan i Slutningen af April foretaget paa Gallipolihalvøen, hvor Kampen siden har raset, uden dog endnu at have bragt de Allierede nogen Udsigt til en Sejr, der nu vilde være end mere kærkommen, fordi man herigennem muligvis kunde forsyne Rusland med den Ammuni­

tion, det tilsyneladende saa haardt trænger til. Alt i alt har Tyrkiets Deltagelse i Krigen saaledes alligevel indirekte haft stor Betydning for Centralmagterne, lige­

som det moralsk har været en Svækkelse for de Alli­

erede, at de ikke har kunnet bryde den tyrkiske Mod­

stand.

Det var derfor som et Lysglimt i Mørket, da Stor­

magten Italien i Maj Maaned stillede sig ved de Alli­

eredes Side, et Forhold, der blev end yderligere under­

streget ved, at dette Land i snart en Menneskealder havde været Centralmagternes Forbundsfælle.

Straks ved Krigens Begyndelse erklærede Italien sig neutral, idet det skød sig ind under, at Krigen fra dets allieredes Side var en Angrebskrig, og at Forbundsfor- pligtelsen derfor ikke traadte i Kraft. Og skønt man fra tysk-østrigsk Side benægtede dette, og Italiens Hold­

ning vakte en Del Harme i disse Lande, var den dog hos mange i Forvejen ventet, og man fandt sig til Slut nogenlunde i det.

Men omkring December Maaneds Begyndelse er­

klærede de italienske Statsmænd, at Italien ved sit Standpunkt til Krigen kun vilde lade sig lede af »den hellige Egoisme«, med andre Ord, at det ikke længere folte sig bundet af Forbundet med Centralmagterne, men kun vilde tage Hensyn til sin egen Fordel, og at det bl.

a. forlangte, at Krigen skulde bringe det Landvinding, enten som Betaling for Neutralitet eller for væbnet Hjælp.

Meningen hermed var tydeligt nok — maaske for tydeligt — den, at Italien ønskede at bevare sin Neu­

tralitet, men at det ved at true ventede at kunne faa sin tidligere Forbundsfælle Østrig til at tilkobe sig denne Neutralitet ved til Italien at afstaa nogle af de italienske Distrikter (Trientino og Istrien), som endnu horte til Habsburgernes Rige. Og om denne Politik samlede nu hele den italienske Nation sig og ventede den gennem­

fort af Regeringen. (Ministerpræsident Salandra og Udenrigsminister Sonnino).

Disse Mænd fik imidlertid til Modstander Tysklands dygtigste Diplomat, idet Kejser Wilhelm paa Grund af de særligt vanskelige Forhold udnævnte den tidligere Rigskansler, Fyrst Biilow, til tysk Gesandt i Rom, hvor Fyrsten var særdeles godt kendt med Forholdene og de ledende Personer, tildels gennem sin Hustru, en Dame af det romerske Aristokrati. Og takket være Bülows smidige Diplomati fortes Forhandlingerne nu i al Ven­

skabelighed baade i Wien og Rom; idet han stadig var i Stand til atter at bringe dem i Gang, naar de truede med at gaa i Staa eller briste, især paa Grund af den gamle østrigske Kejser Franz Josefs Utilbøjelighed til at afstaa noget som helst Land til sin sydlige Nabo, der alt tidligere havde berøvet ham saa meget.

39

Tildels paa Grund heraf trak Forhandlingerne stadigt ud og maatte nærmest betragtes som svævende, da man endnu intet bestemt Grundlag havde at forhandle paa, men dette kunde Italien selvfølgelig ikke i Længden finde sig i, og stillede da efter tre Maaneders Forhand­

linger paa Fyrst Bülows Opfordring sine Krav i en Note til den østrigske Regering. Selvfølgelig var disse Krav langt større, end man kunde vente dem opfyldt af Østrig, men ligesaa selvfølgelig var de beregnede til at slaa af paa. Men da den østrig-ungarske Regering lod hengaa en Maaned, inden den afgav sit Svar, og da dette kun i yderst ringe Grad imødekom Italiens Øn­

sker, blev de italienske Statsmænd pludseligt op­

skræmte.

Flere Maaneder var nu forløbne uden at have bragt noget Resultat, ja, uden at Østrig i Virkeligheden endnu havde gjort Indrømmelser af nogen Betydning; hvor­

imod det for hver Dag befæstede sin Grænse mod Ita­

lien stærkere. Begge Centralmagter havde desuden i Vinterens Løb udrustet uhyre Reserver, som nu stod parate, og Fyrst Billow syntes nu i al Stilhed at have løst den Opgave, han ved sin Afrejse til Rom havde sat sig: at faa Italien til at forblive neutral til April Maa- neds Udgang (1915). Man var nu naaet til Midten af April, og de italienske Statsmænd stod praktisk talt ,endnu med tomme Hænder. Hvad om Østrig blot halede Tiden ud, for en skønne Dag, naar Situationen havde forandet sig til dets Fordel, brat at afbryde For­

handlingerne og lade de italienske Ministre staa uden Gevinst. Og denne Dag syntes alt uhyggelig nær; der var ingen Tid at spilde.

Egentlig syntes Salandra og Sonnino allerede at have betragtet sig som overlistede og Stillingen som